Men hvad er egentlig det centrale problem, man kan udlede af fremskrivningen?

De virkelige udfordringer: Lav vækst og produktivitetsstigning

Det problem, der springer i øjnene, er om noget den lave økonomiske vækst. Det fremgår af figuren. Som man kan se, venter ministeriet en vækst på under de beskedne 1,4 pct., vi har haft i gennemsnit siden 2000. Det hidtidige gennemsnit er den orange linje, mens den blå er faktisk og fremskrevet årlig vækst. Det hidtidige gennemsnit ligger endda kun på det halve af væksten i foregående århundrede.

Lav vækst betyder, at vi har udsigt til lavere fremgang i levestandard. Og med vedvarende lav vækst bliver konsekvenserne endnu større for fremtidige generationer. Over ti år vil levestandarden være godt 15 pct. højere, hvis væksten er 3 pct. i stedet for 1½ pct. Men over 100 år vil forskellen være mere end 400 pct. højere ved 3 pct. i stedet for 1½ pct. Lav vækst vil det lange løb få større negativ betydning for vore efterkommere end for stor gæld.

Velstand er samtidig den vigtigste sikring mod fremtidige kriser. Klimaforandringer rammer fattige lande hårdere end rige. Rige lande har bedre råd til at forsvare sig end fattige. Selv om Rusland anvender tre gange så stor en del af BNP på forsvar som EU, er EU’s budgetter større, fordi vi er rigere. Det var også velstanden, som gjorde os i stand til at indkøbe vacciner relativt hurtigt og udbrede dem i befolkningen under pandemien. Selve udviklingen af vaccinerne udsprang ligeledes af høj velstand.

Væksten kan øges gennem strukturreformer, der forbedrer incitamenterne. Men et forsøg på at beordre befolkningen til at arbejde mere ved at afskaffe en helligdag giver ikke strukturforbedringer. Det giver højere formelt BNP – men ikke højere permanent vækst – og flere penge i de offentlige kasser. Hvis altså forsøget lykkedes. Det taler alt for, at det ikke gør. Hvis incitamenterne er de samme som hidtil, vil folk også tilstræbe samme forhold mellem arbejdsindsats og fritid som hidtil. Selv en kortsigtet effekt kan forventes spist af, at folk vælger at holde mere fri senere hen.

Det afgørende problem bag lavvæksten er, at produktivitetsvæksten er faldet – altså evnen til at omsætte input til output. I det lange løb er den afgørende for den økonomiske vækst. Produktivitetsvæksten er i højere grad end de offentlige finanser en prognose i fremskrivningen. Den bygger på, hvordan udviklingen har været i perioden op til fremskrivningsårene. Men den kan øges gennem reformer som deregulering og lavere skat på investeringer, kapitalafkast og arbejdsindkomst. Det er den slags reformer, regeringen bør have fokus på. Øget arbejdsudbud øger ikke produktiviteten, men kan godt virke strukturforbedrende, hvis det vel at mærke indebære mindre forvridninger og bedre incitamenter.

Nødvendigt at hæve den offentlige produktivitet

Større produktivitet i den private sektor alene kan imidlertid skabe et afledt problem i den offentlige sektor. Fordi lønningerne i den private sektor følger produktiviteten, og fordi de offentlige lønninger følger de private, vil højere produktivitet kun i den private sektor øge omkostningerne ved en given offentlig produktion med lige så meget som mervæksten i den private sektor. Uden stigende offentlig produktivitet er der altså ikke plads til større offentligt forbrug, uden at skattetrykket øges, eller overførselsindkomsterne klemmes.

Hvis man er tilhænger af at fastholde (eller øge) den nuværende grad af offentlig omfordeling – jeg er ikke, men statsministeren er helt givet – så er begge dele et problem. Lavere overførselsindkomster sænker omfordelingen, men det vil et væsentligt højere skattetryk også gøre, fordi de højeste marginalskatter ikke kan indbringe særlig meget mere (tværtimod tyder meget på, at vi er over toppen på Lafferkurven). Højere marginalskatter vil også gå ud over væksten og gøre alle fattigere. Man er altså nødt til at hæve gennemsnitsskatten mere end marginalskatten, hvis man vil have væsentligt flere penge i de offentlige kasser, men det sænker skattens progressivitet.

Produktiviteten i det offentlige står dog i dag ikke helt stille, men der er en særlig grund til at øge produktiviteten i den sektor. Det vil dæmpe omkostningspresset i det offentlige og dermed også belastningen af den private sektor gennem beskatningen. Offentlig produktivitetsvækst er derfor også en forudsætning for, at der i det lange løb er plads til at øge det offentlige forbrug uden at mindske omfordelingen.

Og på det interview i Weekendavisen, jeg omtalte i det foregående indlæg, må man forstå, at statsministeren gerne vil øge det offentlige forbrug. Venstre og Moderaternes formand har traditionelt været lydhøre over for navnlig den kommunale udgiftshunger og nærer også ønsker om realvækst i det offentlige forbrug. Derfor burde højere offentlig produktivitet stå højt på SVM-regeringens dagsorden.

Erkendelsen er imidlertid ikke større, end at regeringsgrundlaget – og statsministeren i interviewet – kun taler om at ”frisætte de offentlige institutioner”. Det kommer der ikke nødvendigvis mere og bedre produktion ud af. Det kræver reformer som konkurrenceudsættelse og udlicitering.

Jeg har her skrevet om, hvorfor større produktivitetsstigninger kan være vanskelig i den offentlige sektor, som mangler ”kreativ destruktion”. En væsentligt højere produktivitet vil derfor også indebære, at man tør sætte spørgsmålstegn ved, om det offentlige skal løse lige så mange opgaver som i dag. Men mon regeringen har det mod?  

Det falske problem: Uholdbare offentlige finanser

I et interview med Weekendavisen fremturer statsministeren imidlertid:

»Når vi kan se, at det kun er starten, fordi vi får færre erhvervsaktive og flere, der har behov for velfærd, er vi nødt til at have en diskussion, som vi nok burde have haft for år tilbage. Vi har en pligt som regering til at sige, at regnestykket ikke går op i fremtiden.«

»Enten er det et markant ringere velfærdssamfund, eller også er det andre prioriteringer, der skal laves. Men det fordrer også, at vi hver især kommer til at skulle gøre en større indsats.«

Det er en direkte undsigelse af Finansministeriets opgørelse af, at de offentlige finanser er mere end holdbare. Finanspolitisk holdbarhed vil sige, at hvis den nuværende politik fortsætter, men under forudsætning af ændret demografi (især flere ældre) og stigende produktivitet og velstand, så vil den offentlige gældsætning ikke eksplodere en gang ude i fremtiden. Ifølge Finansministeriets opgørelse er finanserne endda ”overholdbare”: Skattetrykket kunne permanent sænkes med 1,4 pct., uden at gælden ville eksplodere. Med overholdbare finanser går det omvendt.

Det kan man se af figur 1, hvor jeg har plottet Finansministeriets fremskrivning frem til år 2100. Det er rigtigt, at de offentlige finanser vil blive belastet af den demografiske udvikling. Derfor forringes den offentlige saldo, og bruttogælden øges noget frem mod midten af århundredet. Dog ikke mere, end at nettogælden forbliver negativ – dvs. at der er en samlet offentlig formue. Derefter begynder overskuddet at stige og både den offentlige netto- og bruttoformue eksploderer. Det er modsat situationen i de fleste vestlige lande, som på grund af uholdbare offentlige finanser ser ind i en gældsvæg ude i fremtiden.

I fremskrivningen er det forudsat, at det offentlige forbrug fortsat kan vokse realt. Det fremgår af figur 2. Som man kan se, er væksten i det offentlige forbrug og det offentlige forbrug i forhold til BNP højest, mens demografien forringes. Der er taget hensyn til demografien også her.

Realvæksten i det offentlige forbrug i fremskrivningen er det såkaldte ”finanspolitiske råderum”. Politikerne kan vælge at bruge pengene på at lade det offentlige forbrug stige, eller de kan bruge det på noget andet – f.eks. skattelettelser og dermed større privatforbrug i stedet for. Det dækker over den luft, der er i budgettet til at prioritere politisk, uden at mindske den finanspolitiske holdbarhed.

Det er altså ganske enkelt ikke rigtigt, at valget står mellem uholdbare offentlige finanser eller ”et markant ringere velfærdssamfund”.

Regeringen hævder dog, at behovet for større forsvarsudgifter og grøn omstilling pludselig har kuldkastet de finanspolitiske udsigter. Men det er heller ikke rigtigt. Da det nationale kompromis om Forsvaret blev indgået sidste år, blev det aftalt at finansiere løftet med det fremtidige råderum. Det eneste, der har ændret sig i mellemtiden, er, at der har været valg og regeringsskifte.

At der skal ske grøn omstilling, er heller ikke nyt. Og det belaster heller ikke de offentlige finanser, medmindre politikerne vælger at foretage omstillingen på en ikke-omkostningseffektiv måde. Den omkostningseffektive måde er at sætte en pris på at udlede drivhusgasser i form af afgifter og betaling for EU’s CO2-kvoter. Både i klimaloven og den grønne skattereform er det blevet udnævnt til ”hovedmotoren” i den grønne omstilling. Og pris på drivhusgas giver som udgangspunkt flere og ikke færre penge i statskassen. Det er dog rigtigt, at hvis politikerne vil vælge at udbedre nogle af de skadevirkninger, der følger af høje CO2-afgifter, så kan det koste ekstra, men det er ikke på grund af udfordringer med finanspolitisk holdbarhed – derimod med nogle andre udfordringer, vi kommer til om lidt.

Hvad er finanspolitisk holdbarhed egentlig?

Man kan indvende, at FMs fremskrivning ikke holder, hvis der kommer uventede begivenheder, eller hvis politikerne ude i fremtiden træffer andre valg end forudsat. Og det gør de jo nok. Hvorfor skulle de lade den offentlige formue eksplodere?

Men pointen med finanspolitisk holdbarhed er ikke at give en prognose for den faktiske udvikling. Finanspolitisk holdbarhed er et begreb, som dybest set handler om fordeling mellem generationer. Det går kort sagt ud på, at der i de offentlige finanser er plads til, at kommende generationer kan a) nyde godt af den økonomiske vækst, og b) føre omtrent samme politik som i dag(f.eks. have samme skattesatser og samme kompensationsgrad i de offentlige overførsler, men selvsagt på grundlag af et højere indkomstniveau).

Der kan opstå uforudsete problemer, som stiller fremtidige generationer værre end forventet. Men også ting, der gør det bedre. Man bygger altså på den forudsætning, at det middelrette skøn for uforudsete hændelser er, at de går lige op. Hvad skulle man ellers?

Finanspolitisk holdbarhed er altså et betydeligt mere komplekst og normativt begreb, end det oftest forstås. Det handler ikke bare om, at ”kassen skal stemme”. Det går mest på fremtidige generationer og at undgå at gældsætte fremtidige skatteydere, som ikke har stemmeret endnu. Men naturligvis kan finanserne blive så uholdbare, at det også går ud over de nuværende generationer – i form af stigende renter og akutte gældskriser.

Når nordiske lande som Danmark og Sverige har haft fokus på at gøre finanserne holdbare, hænger det formentlig sammen med, at vi har været ude i alvorlige gældskriser (bl.a. som resultat af opbygningen af velfærdsstater baseret på at sende en stor del af regningen ud i fremtiden). Derfor har der været en opbakning hos vælgerne til at løse holdbarhedsudfordringerne.

Nu er det imidlertid som om, politikerne alene kan begrunde reformer med skrækken for uholdbare offentlige udgifter. Også selv om problemerne ligger helt andre steder. Og med risiko for at hobe yderligere af skatteydernes penge unødigt op i de offentlige kasser – eller at omsætte de ekstra indtægter i yderligere offentlige udgifter.

Måske er det i virkeligheden dét, der er statsministerens bekymring: At der ikke er penge nok til så stor en udvidelse af den offentlige sektor, hun i virkeligheden ønsker?