I forbindelse med arbejdet, der endte som “Is trust the missing root of institutions, education, and development?”, opdagede min glimrende kollega og medforfatter Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles) og jeg, at de variable som andre indtil da havde brugt, ikke gav identifikation i den fattigste tredjedel af verdens lande. Med mindre tekniske ord kan de tre almindelige variable give et nogenlunde præcist bud på, hvor tillidsfulde de fleste almindelige lande er, men buddene er helt forkerte for de fattigste lande. Vi havde derfor brug for noget ekstra, der kunne give os mere præcision i netop disse lande.

Det er her dagens ’sjov’ kommer ind i form af Oxford-filosoffen Josh Parsons æstetiske bedømmelse af verdens nationale flag. Selvom det lyder helt absurd subjektivt, er bedømmelserne baseret på et klart sæt kodningsregler. Parsons var således tydeligt i sin fordømmelse af symboler og skrift på flag og mente for eksempel, at Mozambiques flag, der blandt andet afbilder en AK47-riffel over kors med en hakke på en baggrund af en stjerne og en bog, er usædvanligt grimt. Et andet eksempel er Rwandas flag, hvor et stort R indtil 2001 mindede folk om, hvad landet hedder. De to flag får kun henholdsvis 37 og 40 point. Parsons var heller ikke glad for flag, der ’har for travlt’. Omvendt er der i den anden ende en lille gruppe lande, hvis flag Parsons tildelte scorer over 80 point: Israel, Schweiz, Sydafrika og Vietnam på 85, Japan på 87, og Pakistan på 88.

Guillaume og jeg opdagede ved en tilfældighed, at man faktisk kan bruge Parsons rating af nationale flags æstetik som en instrumentvariabel for social tillid. Sagen er nemlig, at der findes lavtillidslande med grimme flag, lavtillidslande med pæne flag og højtillidslande med pæne flag. Det virkeligt mærkværdige er, som man kan se i figuren nedenfor, at der ingen højtillidslande er med grimme flag.

Nok er helt tilfældige – såkaldt spuriøse – sammenhænge er ikke ualmindelige i samfundsforskningen, men de afslører sig ofte, når man plotter dem. Figuren viser netop et plot over 138 landes tillid og deres flags ranking, og ligner ikke en tilfældig sammenhæng. Som noteret ovenfor, er der ganske enkelt ingen højtillidslande med grimme flag, men adskillige lande i hvert af de andre tre kvadranter af figuren. Man kan således være ret sikker på – jo overraskende og mærkeligt det lyder – at der er en sammenhæng.

Man kunne forestille sig, at det blot var at ældre og mere etablerede nationer var mere tillidsfulde og havde ’taget’ de pæne flag først. Det er dog inkonsistent med det bilede vi ser: De gamle nationer har i gennemsnit et tillidsniveau på 25,6 %, dem der etableredes mellem 1800 og 1940 – hele Latinamerika og enkelte lande andre steder – har et gennemsnit på 27,4 %, mens nye lande der blev uafhængige efter anden verdenskrig har et gennemsnit på 23,7 %. Den forklaring dur derfor ikke, og man må lede efter en anden forklaring.

Vores bedste bud er, at graden af tillid ofte er reflekteret i landets flag (læs her for standardforklaring på reflektionsproblemer). Sammenhængen kommer derfor direkte ud af Parsons kodningsregler, hvor direkte symboler og ’travlhed’ – når designerne puttede for mange elementer i flaget – fører til lavere æstetiske vurderinger. Mozambiques flag med dets AK47 fortæller således en historie om en svær, voldelig og konfliktfyldt uafhængighedsperiode. På samme måde er Brasiliens flag, som Parsons kaldte ”Worst flag of any independent nation state”, med dets stjernekort og påskrift ”Ordem e Progresso” en noget ironisk refleksion af et land, der aldrig har været hverken ordentligt eller i udvikling i en vestlig forstand. Brasilien er med en tillidsscore omkring 6 % også et af verdens mest mistillidsfulde samfund og et, der gennem årene har været plaget af voldsomme sociale konflikter og lovløshed.

Et grimt flag er således i mange tilfælde et resultat og en refleksion af, at en nation har haft svært ved at blive en nation. Den periode, ethvert land går igennem, der på engelsk kaldes ’nation building’, har derfor været lang sværere og mere konfliktfyldt i kulturer med lav tillid. Perioden er som ofte endt i nationale flag skabt i politiske komiteer eller andre fora, der har forsøgt at symbolisere noget på flaget, som ikke eksisterer. På den måde ender man med at have en statistisk sammenhæng, der i udgangspunktet virker helt og aldeles absurd – en sammenhæng mellem folks sociale tillid og hvor grimt deres flag er – som alligevel har en slags bund i virkeligheden. For samfundsvidenskabelige nørder er det både sjovt og brugbart.