Black og Arrows startpunkt var, at hvis der er noget man kan kalde ‘folkevilje’, må man kunne finde ud af hvad den er ved at afholde et valg. Valgets finder definerer således folkeviljen, men med en vigtig betingelse: Det må ikke være sådan, at valgformen påvirker valgresultatet! Med andre ord kan man kun tale om en klar folkevilje, hvis enhver type valg giver samme resultat. Elles kunne man jo bare manipulere den ved at ændre valgformen, og så ville det ikke give nogen mening at kalde noget for folkets vilje. Den russiske parti- og valgforsker Moissei Ostrogorski gav et nu berømt eksempel på, hvor galt det kan gå. Paradokset blev dddybet af Douglas Rae og Hans Daudt i 1976, hvor det fik sin moderne form.

Forestil dig, at der er fire grupper i samfundet, og to kandidater det begge påstår, at de repræsenterer hvad folk vil. Staten kan bruge flere penge på tre formål – forsvar, motorveje, og operahus – og man kan stemme på en af de to. Gruppe 1 foretrækker motorveje, gruppe to foretrækker opera, gruppe 3 foretrækker forsvar, mens gruppe 4 gerne vil have alle tre forslag gennemført. På samme tid vil kandidat 1 ingen af delene, og kandidat 2 vil gennemføre alle tre forslag.

Strukturen af befolkningens præference kan ses i diagrammet nedenfor. De indebærer, at Gruppe 1, 2 og 3 stemmer på kandidat 1, hvilket giver kandidaten 60 % af stemmerne. ’Folkets vilje’ er derfor, at der ikke bliver gennemført nogle af forslagene. Det er der bare ét problem med: Stemmer man derimod om hver enkelt forslag i stedet for kandidater, vil der være 60 % for forsvar og dermed kandidat 2, 60 % for opera, og dermed kandidat 2, og 60 % for motorveje, og dermed kandidat 2. i det tilfælde ender ’folkets vilje’ med at gennemføre alle tre forslag.

Ostrogorskis paradoks her er, at man sagtens kan komme i en situation hvor et flertal af vælgerne er uenige med det vindende parti – kandidat 1 – på alle emner. Man er dermed i en situation, hvor ’folkets vilje’ enten er at ingen af forslagene bør gennemføres – når man stemmer på kandidater – og at alle forslagene bør gennemføres – når man stemmer per forslag. Det geniale, og måske også noget forstemmende, i Ostrogorskis eksempel er derfor, at det på så overskuelig en måde illustrerer det helt nyttesløse i at finde ud af, hvad folkets vilje er. Afstemningsformen bestemmer resultatet, og man kan dermed ikke finde ud af hvad folkeviljen er for en størrelse.

Ideen om folkeviljen kommer både til udtryk ved forestillinger om, at “flertallet altid har ret”, og om, at “eliten har sat sig på magten på folkets bekostning”, og at “folkets vilje” derfor bliver undertrykt. Folkeviljen ligger bag kollektivistiske strøminger fra socialisme til nationalkonservatisme og populisme. Der findes også varianter, hvor alle medlemmer af en bestemt gruppe tillægges fælles interesse og normsæt. Det gælder f.eks. identitetspolitik.

Idéhistorisk kommer “folkeviljen” i høj grad fra filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som levede i 1700-tallet, og den spiller en central rolle i hans politiske filosofi, som bl.a. inspirerede excesserne under Den franske Revolution. “Folkeviljen” skulle søge tilbage mod menneskehedens noble fortid som vilde før det moderne syndefalds korrumpering af os. Modvægten til Rousseau kom fra tænkere som Adam Smith, Edmund Burke, Benjamin Constant og James Madison. Den amerikanske revolution og den forfatning, som Madison forfattede, afspejlede afvisningen af folkeviljen. Ifølge denne tænkning er formålet med staten ikke at realisere folkeviljen, og demokratiske valg sikrer det ikke.

Problemet med “folkeviljen” er ikke så meget, at det er et forblommet begreb. Men når man trænger ned i det, er det imidlertid klart, at det bygger på modstridende principper, som ender med at gøre det meningsløst. Og samtidig er det stærkt som legitimering af kollektivisme og overgreb på individer. Hvis en politik er folkets egen vilje, er det svært at se folk som ofre.

Der findes en efterhånden betydelig social choice-litteratur, som dokumenterer de fundamentale problemer, der er forbundet med at aggregere præferencer og fortolke udfaldet af valg som udtryk for en fælles vilje. Demokratiske processer kan lede til skiftende politikker, selv om vælgerne havde fuldstændigt konstante præferencer. Udfaldene er sårbare over for tilfældigheder eller manipulation. Det er umuligt at forene de ellers helt indlysende krav til de egenskaber, som et valgsystem bør opfylde. Vi har tidligere gennemgået nogle af resultaterne, bl.a. her.

Og selv hvis det var muligt at aggregere præferencer, findes der ingen mekanisme til at opfange de utroligt mange spørgsmål, som afgøres polisk. På markedet opsamles konstant information fra de mange beslutninger om at købe og sælge – og lade være – som vi træffer dagligt. Hvordan skulle politikerne vide, hvad vælgerne mener om blot de mange modeller for at opføre Lynetteholmen?

Hvis formålet med demokratiske valg ikke er at realisere folkeviljen, hvad er det da? For tænkere som Constant og Madison er valg en del af begrænsningen af statsmagten og skal være med til at beskytte individers frihed – på samme måde som frihedsrettigheder. Konkurrence om statsmagten kan begrænse mulighederne for at udnytte befolkningen og måske føre til bedre løsninger. Politik kan i princippet godt føre til forbedringer for alle – på samme måde som transaktioner på markedet. Men det er ikke det samme som, at der findes en folkevilje. Og selve forudsætningen for politiske løsninger af den karakter er, at der er stærke begrænsninger på statsmagten (et tema, som optog James M. Buchanan; se min bog om ham her). Hvis demokrati i sig selv sikrede folkeviljen, var der ikke grund til at stille andre betingelser til statsmagten end denne ene.

Folkeviljen er nok et lidt bedaget begreb, man ikke hører så ofte. Men selve ideen eksisterer i bedste velgående og flyder over i dagens politiske debat og medierne. ”Vælgerne har talt” hver gang, der har været valg eller folkeafstemning, som om vælgerne var én person. Selv små udsving i meningsmålinger udlægges som holdningsskifte i en homogen befolkning. Den stadige længsel efter bedre politikere, og troen på, at ”bare de rigtige kommer til”, er i virkeligheden også ofte et udslag af ideen om folkeviljen. Det er et fatamorgana, som kan forhindre en realistisk forståelse af, hvad det politiske system kan og ikke kan.

Alle disse udtryk for ”folkevilje” ville vi være bedre tjent uden.