Kort opsummeret kritiserer jeg i kronikken regeringens politik, fordi :

1. Martin Lidegaard og resten af den grønne menighed påstår at ved at satse på grøn teknologi fremmer man vækst og jobskabelse – økonomer, herunder Det Økonomiske Råd (og en række undersøgelser i andre lande) kommer frem til at det modsatte er tilfældet. Med andre ord er der ikke opbakning til den første grønne erhvervspolitik fra sagkundskaben.
2. Den førte politik er præget af en meget ensidig satsning på vindenergi. Det er mere end tvivlsomt at vindenergi bliver en central del af fremtidens energiforsyning. Man er fortsat ikke i stand til at producere el til konkurrencedygtige priser, og især for havbaserede vindmøller er det tvivlsomt om man nogensinde bliver det. Vindenergi er kun muligt med fortsat statslig støtte. Derfor er aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter faldet drastisk siden 2008. Det får dog ikke ministeren til at ryste på hånden, han ved åbenbart bedre.
3. I argumentet for en grøn energi- og klimapolitik som gavnlig for dansk økonomi overser man en hel basal økonomisk sammenhæng, nemlig hvad man ellers kunne have brugt midlerne til. I stedet argumenteres med at omfanget af eksport og arbejdspladser i sig selv er udtryk for den succesfulde erhvervspolitik. Det er nonsens.

Til denne kritik skriver Martin Lidegaard i sit læserindlæg, som flere steder nærmer sig sort snak, bl.a.:

I Børsen den 1. marts beskylder Niels Westy Much-Holbek mig for ikke at lytte til økonomer og særligt ikke til vismændenes vurdering af, at vi i Danmark satser for meget på vind og burde lade markedet råde mere.

Der er imidlertid intet nyt under solen i vismændenes udsagn. Det er efterhånden blevet fast rutine, at Det Miljøøkonomiske Råd en gang
om året kritiserer den til enhver tid siddende regerings klimapolitik med henvisning til EU’s kvotemarked. Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.

Det besynderlige er, at jeg sådan set ikke beskæftiger mig med EU’s kvotemarked, men derimod primært med de økonomiske fejlslutninger der ligger bag regeringens (og tidligere regeringers) energi- og klimapolitik. Men selvfølgelig kan man tolke hans svar som et “du har ret Niels Westy, regeringen og Radikale Venstre lytter ikke til økonomer” eller måske rettere, “Vi lytter, men forstår ikke hvad I siger”.

Dernæst bruger han tid på at gentage, hvad vi alle godt ved, nemlig at:

Regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Det handler både om forsyningssikkerhed, klima og grøn vækst.

Men denne målsætning har bare intet med økonomers kritik at gøre – det er en ren politisk dagsorden.

Senere gentages så det grundlæggende mantra, som bekræfter antagelsen om at man i modsætning til hvad man gerne hævder, netop ikke lytter til fagkundskaben;

Investeringer i både vind, biomasse, biogas og sol er også en forudsætning for, at Danmark frem mod 2050 kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Men selv om det gentages i en uendelighed, bliver det ikke mere korrekt af det. Dels er udsagnet dikteret af at man fra start fravælger den eneste kommercielt konkurrencedygtige CO2 neutrale løsning, nemlig Atomkraft, jævnfør mit tidligere indlæg her på bloggen. Derudover er ovenstående argument komplet uanvendelig. At man har en målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 indebære ikke automatisk at man skal investere i bestemte løsninger, som man på nuværende tidspunkt ikke kender den kommercielle bæredygtighed af. Sammenhængen mellem Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer og argumentationen om at den første politik er en økonomisk og velstandsmæssig fordel for Danmark er ikke eksisterende – det nærmer sig sort snak.

Det afholder ikke ministeren med afsæt i ovenstående at skrive, at:

Investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi er på kort sigt med til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, mens det på mellemlang sigt kan gøre dansk konkurrenceevne betydelig mere stabil, fordi vi bliver mindre afhængige af de fossile brændstoffer, der stiger i pris, ikke mindst olie.

og fortsætter med at;

Regeringens – og i øvrigt den tidligere regerings – klima- og energipolitik har lige været til eksamen hos IEA, og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi fik flotte karakterer. Danmark bliver set som er foregangsland for IEA’s uafhængige økonomer, fordi vi tegner fremtidens energisektor: effektiv, grøn og sikker.

Hermed understreger Lidegaard i realiten den afsluttende pointe i min kronik, nemlig at mens hele argumentationen om at energi- og klimapolitikken skulle være en picking the winners erhvervspolitik, som skaber vækst og velstand i danmark er noget vås, så er drivkraften bag den førte politik en anden form for profit end den som findes på det private marked, for mens:

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.

Så forholder det sig helt anderledes i den verden hvor man “leger” for andre menneskers penge. Her er det ikke utænkeligt, at der kan være en

betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse.

Glæden ved at blive positivt bedømt af IEA, som jo i sagens natur kan være ligeglade for hvorvidt danskernes tarv ikke tilgodeses af skiftende regeringer, er åbenlys. At IEA så slet ikke beskæftiger sig med den grundlæggende anke mod den førte energi- og klimapolitik, er en anden sag.

Hvad der står tilbage er reelt et læserbrev fra Lidegaards side, som bekræfter mine bange anelser som økonom. De lytter nødigt til økonomer, og i det omfang de lytter ønsker de ikke at forstå hvad der bliver sagt. Sagt med ord har man ikke fattet hvad der forståes ved det grundlæggende begreb offeromkostninger. Man ønsker ikke og har aldrig ønsket at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den førte politik er udtryk for økonomisk fornuft. Med ministerens forsøg på et svar må vi indtil videre konkludere at det er den ikke, og det er man forøvrigt også fuldkommen ligeglad med i den grønne menighed.

________________________________________________

kronik i Børsen 1. marts 2012

Ministerens grønne krystalkugle

Vi er sandelig heldige her til lands. Vi er nemlig udstyret med politikere, som – åbenbart i modsætning til markedet – kan se ind i fremtiden.
F.eks. kunne De Radikales energiordfører Rasmus Helveg Petersen tidligere i år fortælle os at fremtidens job ikke kommer fra industrier som
Aalborg Portland, men skal findes indenfor grøn teknologi. Klimaminister Martin Lidegaard (R) kunne i et debatindlæg her i avisen yderligere oplyse, at regeringens energi- og klimapolitik ville gøre “Danmark til en vindernation på et marked, hvor efterspørgslen ikke bare er enorm, men også støt stigende”.

Han understregede, at der var tale om en “langsigtet og visionær beskæftigelsespolitik”. Martin Lidegaard fremhævede især vindmøllebranchen, og at omsætningen i denne fra 2000 til 2010 er steget fra ca. 13 til 55 mia. kr. om året . For yderligere at sætte trumf på påpegede ministeren, at “det er det
område med størst vækstpotentiale inden for vedvarende energi i Europa i de kommende år.” Hermed viser Lidegaard fra De Radikale – et parti som bryster sig af, at man gerne ”lytter til eksperterne” – at økonomer ikke hører til i kategorien eksperter.

Måske er den manglende lyst til at lytte til økonomer grunden til at han, i lighed med de fleste som forsvarer bestemte erhvervsinteresser, lavede
den klassiske fejl med at forveksle omsætning med lønsomhed. At man oveni dette, i den grad satser på at en enkelt teknologi – nemlig
vindenergi, som endnu ikke har vist, at den kan blive kommercielt bæredygtigt – øger kun bekymringen over den første politik.

Begrænset tiltro til vind

Aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter er styrdykket de senere år. Det er et udtryk for, at markedet ikke har den store tiltro til denne sektors fremtid. Derfor kunne det være rart at vide, hvad det er, ministeren kan se i sin grønne krystalkugle. For der er reelt intet i dag ,som tyder
på at vindenergi i fremtiden vil blive den blændende forretning, som regeringen åbenbart tror den vil.

Ifølge OECD’s og IEA’s “Projected Costs of Generating Electricity” fra 2010, er landbaserede vindmøller, for slet ikke at tale om havvindmøller,
solenergi og andre mere eksotiske former for vedvarende energikilder, markant dyrere end alle former for konventionelle produktionsformer.
Det gælder også i forhold til atomkraft, der som den eneste CO2-neutrale teknologi, ud over vandkraft, kan konkurrere med kul og gas.
Vi må derfor gå ud fra at Lidegaard ved noget, vi andre ikke ved, når han kan være så skråsikker.

At man ikke bryder sig om at lytte til økonomer, når det kommer til klima og erhvervspolitik, skyldes nok det simple faktum, at man så var
nød til at erkende, at det ikke hænger sammen. Vismændene i Det økonomiske Råd påpegede således sidste år, at det er “tvivlsomt om politikere og
embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes”.
Endelig udtrykker vismændene bekymring over, at man så ensidigt satser på vindenergi.

Glemmer alternativer

Det ses ganske tydelig af reaktionen fra en række interessenter, når der bl.a. her i avisen rejses kritik af den førte politik. Senest i et læserbrev af Niels Due Jensen, Grundfos, som pegede på at den grønne sektor generede for 50 mia. kroner eksport. Ministeren er altså ikke alene om at tage fejl af indtjeningsevne og omsætning. Desværre glemmer man behændigt at stille det simple spørgsmål “hvad kunne vi ellers få for pengene?”, hvis
man havde undladt at støtte grøn teknologi.

Ser vi på en række undersøgelser i udlandet er svaret, at vi formentlig kunne få en hel del. Både for Italien og Spanien er der lavet undersøgelser, der peger på, at prisen for hvert job i den grønne sektor er, at der er et nettotab af arbejdspladser. Med andre ord skaber grøn teknologi ikke arbejdspladser. Nettoeffekten er at nedlægge arbejdspladser.

Man kan kun gisne på hvor meget mere velstående, vi kunne have været i Danmark i dag, hvis man havde undladt at føre en energipolitik, som
har været skadelig både for dansk erhvervslivs generelle rammevilkår og den enkelte borgers velstand.

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt
har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.
At der så kan være en betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse, er en
anden sag.