Det er naturligvis Rosenkrantz-Theils påhit om, at man skal have mere strafansvar for bloggere, der driver mig til tasterne. Og som så ofte før, så rumsterer Shakespeares ord ”for fools rush in, where angels fear to tread” i baghovedet. For hvis man virkelig vil reagere politisk på en kendt persons selvmordsforsøg, så skal man nok tænke sig betydeligt mere om, end det er lykkedes Rosenkrantz’en.

Stakkels kvinde

Som det allerførste vil jeg dog gerne fremhæve, at hele situationen udspringer af en ung kvindes desperation. Ude af stand til at holde rede i sine følelser og forventninger til livet har hun set selvmordet som den rigtige udvej. Hun vil forhåbentlig få den støtte, der skal til for at forstå, at livet nu en gang er bedst, når man lever, og når hun engang igen dukker op iblandt os, så må vi alle gøre, hvad vi kan, for at hendes liv kan komme videre.

Såvel vores reaktion som individer som den måde, samfundet er indrettet på, må først og fremmest handle om, at det skal være muligt for mennesker at havne i kriser og komme tilbage på sporet bagefter. Vi skal forstå, at det er menneskeligt og en del af skæbnen for ganske mange af os. Derfor skal vi have et sådant forhold til sjælelige kriser, at folk med ondt i sindet føler sig trygge nok til at bede om hjælp.

Eller er min holdning bare drevet af en overdrevet frygt for, at det kunne være mig, der blev ramt?

Skal afskedsbreve være strafbare at publicere

Hvis suicidiet lykkes, så er forfatteren ligeglad, men til alt held er der jo en del, som ikke dør. Det er et klassisk eksempel på tåbelig lovgivning, at nogle samfund har haft dødsstraf for selvmordsforsøg! Og det bliver ikke meget bedre af, at straffen bliver mindre og formelt skydes hen under at handle om publicering af afskedsbrevet. Uanset hvad, så vil det virke som en opfordring til at gøre en ekstra indsats for at sikre sig, at gerningen lykkes. Og det er vel ikke det, vi ønsker.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at ligesom reklamer for vaskepulver virker, så vil omtale af selvmord kunne inspirere andre fortvivlede. Men netop offentliggørelsen vil ligesåvel kunne inspirere andre til at forstå, at deres situation ikke er unik, at der er hjælp at hente, at selvmordet bare vil gøre flere ulykkelige.

Hvis man ledte lidt i historiebøgerne og litteraturen, så kunne man nok også finde talrige eksempler på detaljeret omtale af selvmord, og skal vi så også i vores krænkelsesparathed undgå genoptryk deraf. Goethes ”Den unge Werthers lidelser” er et historisk eksempel på en bog, som udløste en bølge af selvmord, men også bidrog til det moderne menneskes forståelse af følelsers kompleksitet.

Under alle omstændigheder vil de fleste suicidale nok være så psykisk svækkede, at man ikke vil anse dem for påvirkelige af straf, og så indebærer straffelovens regler jo, at de under alle omstændigheder skal frifindes!

Redaktøransvar

Men så er det, at Rosenkrantz-Theil har fundet på sin idé om et redaktøransvar – i den tro at begrebet skulle dække en slags udvidet medvirkensansvar. Det gør det så ikke, faktisk lige modsat. Så lad mig lige repetere hovedreglerne om medvirkensansvar.

I dansk ret er alle, som bidrager til en kriminel handling, selvstændigt ansvarlige for hele handlingen, hvis de har den fornødne kendskab til, hvad de bidrog til. Og det gælder også, hvis man bidrager til, at en sindssyg, der på grund af sindssygen er fritaget for straf, foretager sig en forbrydelse. At overdrage et våben til en sindssyg morder er lige foragteligt, som når man giver det til en koldblodig morder.

Så hvis man virkelig vil gøre offentliggørelse af afskedsbreve eller lovprisning af selvmordets fortræffeligheder strafbar, så er der intet behov for særlige regler om andre medvirkendes ansvar.

Det traditionelle redaktøransvar handler derimod om noget andet. Først og fremmest begrænser det kredsen af personer, der kan straffes til forfatteren, redaktøren og udgiveren. De andre journalister på bladet, typografen og kioskejeren kan ikke straffes for medvirken.

Og derudover siger medieansvarsloven hovedsagelig, at redaktøren kan straffes for anonyme artikler. Selv hvis redaktøren ikke havde til hensigt at begå en lovovertrædelse, så hæfter han, som om han var forfatteren, lige så snart han accepterer, at forfatteren kan optræde anonymt. Han kan ikke straffes hverken mere eller mindre end forfatteren, han behandles bare, som om han selv var forfatter.

Det er jo ikke det, Rosenkrantz-Theil mener med ”redaktøransvar”, og dermed får hun for alvor udstillet, at hun udtaler sig, ikke bare om noget som hun ikke har forstand på, men også uden at have tænkt sig om. Hun burde ellers om nogen vide, at der ikke er nogen roser uden torne, så man skal tage sig lidt i agt, førend man plukker dem.

Jens Frederik Hansen

I stedet for en straffelov, som vi kender den, bør Danmark ifølge den afgående professor i stedet indføre en serie påbud. Påbuddene skulle så regulere de strafværdige forhold, lidt i stil med Kardemommeloven.

Nuvel, det er idealistisk og ikke i harmoni med princippet om, at regler om straf skal være præcise. Men når det kommer til hvad der bør være strafbart – eller nærmere straffrit – er i hvert fald denne skribent fuldt enig med doktoren i, at:

• “Alle bør have maksimal ytringsfrihed. Væk med paragraffer om racisme og æreskrænkelse.
• Det skal være lovligt at ryge hash, begå selvmord, køre uden sikkerhedssele. Al adfærd, der ikke direkte forvolder andre skade, skal ud af lovgivningen.
• Man aldrig bør straffes for skade, som man påfører andre, hvis de selv har bedt om det eller indgår i sammenhænge, hvor det må forventes, at det gør ondt, om det så er i forbindelse med medlidenhedsdrab, sadomasochisme eller fodboldkampe.
• Alle »udposninger« på straffeloven, som eksplicit kriminaliserer en masse områder, skal væk: rockerloven, lov mod bandekriminalitet, terrorlove og andet – det er »fuldstændig overflødigt« og kan sagtens høre ind under andre paragraffer mod vold og tyveri.”

Bestemmelsen hører hjemme i straffelovens § 140 og lyder:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Betænkningens afsnit om den juridiske debat i Danmark og Norden (s. 96ff) og internationalt (s. 135ff) er interessante. Ligeså denne bemærkning i konklusionen:

Straffelovrådet bemærker endvidere, at det efter Straffelovrådets opfattelse … ikke vil være i strid med Danmarks internationale eller EU-retlige forpligtelser at ophæve straffelovens § 140. De forpligtelser til at kriminalisere visse offentlige meningstilkendegivelser, som følger af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, må således anses for opfyldt i kraft af straffelovens § 266 b om offentligt eller i en videre kreds at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller et-nisk oprindelse, tro eller seksuel orientering

Dér burde man være stoppet. Men Straffelovsråder blevet bedt om at tage stilling til flere juridiske facetter af det, der udelukkende er et politisk spørgsmål. Justitsministeriet har meddelt, at betænkningen sendes i høring, men at Regeringen ikke vil fremsætte noget forslag om en ophævelse. Det burde den, som sagt, gøre.

Som afslutning på dette korte indlæg er her et billede, som Jacob Mchangama lagde på Facebook forleden. Det viser hvilke lande, der har blasfemi-lovgivning:

Der findes således en række bestemmelser i den militære straffelov, som umiddelbart synes at muliggøre at strafforfølge fremmedkrigere for deres ugerninger mod danske- og/eller allierede styrker i Irak, og som endog anvender terminologien ”krigsforræderi”. Vel og mærke uden en overhængende tvivl om domstolenes endelige fortolkning af begreberne “krig” og “væbnet konflikt”. Samtidig vil domstolene med den militære straffelov have mulighed for at straffe helt op til livstid for flere forbrydelser i mod det danske militær og dets interesser, hvorimod strafferammen i landssviger-paragrafferne i den almindelige straffelov er på 16 år.

Jacobs blogindlæg er væsentligt, fordi det illustrerer, at det – for så vidt angår en række situationer – nok ikke er nødvendigt, at indføre nye drakoniske regler, for systematisk at efterfølge “krigsforrædere” i Danmark.