We polled 600 small business owners and asked them about their experience with and attitude toward the informal economy. What we found is that when people first launch a business, they often engage in informal work. One in five respondents had engaged in informal work at one point. One of the most popular reasons was because it gave entrepreneurs breathing space before they had the capacity to register. Only 9% said they took informal work to earn extra income. It’s not about greed–it’s a stepping stone, really, towards fully fledged entrepreneurship. The informal economy is possibly an incubation space for the growth of fuller enterprises.

Rapporten kan hentes på hjemmesiden for Royal Society for the encouragement of Arts, Manufactures and Commerce.

Under overskriften  “Kan man vælge at blive afhængig? Kan en stram national alkoholpolitik forebygge alkoholisme?”, vil Peele argumentere for, at den konventionelle biologiske tilgang til alkoholisme og afhængighed er forkert. Ikke bare mener han, at et stigende ensidigt biologisk fokus på afhængighed er problematisk, men også at udviklingen af afhængighed eller problembrug mere afspejler kultur og livsstil fremfor f.eks. tilgængelighed af bestemte rusmidler.

Gennem sin forskning viser Peele, at kulturelle og individuelle faktorer har langt større betydning for udviklingen af problembrug af alkohol end markedsreguleringer, og at individuel og kulturel forebyggelse af problembrug er mulig. Endvidere peger han på, at langt de fleste mennesker klarer at afvikle ”afhængigheder” uden brug af professionel hjælp eller behandling, og at ”mådehold” er et realistisk mål for mange. Ligeledes er Stanton Peele kendt som skarp kritiker af trosbaserede behandlingsformer herunder AA`s program  (Anonyme Alkoholikere).

Med disse standpunkter står Stanton Peele i skarp opposition til de, som mener, at afholdenhed er det eneste realistiske mål for behandling af f.eks. alkoholisme, de som mener at ”afhængighed” ikke på nogen måde kan gøres til genstand for individuelt ansvar, og de som plæderer for strammere markedskontrol af rusmidler.

Og netop stramme markedskontrol af rusmidler (alkohol) har været på bordet, efter at en WHO rapport i sidste uge udnævnte danskerne, og ikke mindst danske unges meget høje alkoholforbrug, som et sunhedsproblem Det er der ikke noget nyt i. I takt med at alkoholforbruget er faldet i Sydeuropa – i vid udstrækning som resultat af sodavands indtog i de pågældende lande, fremhæves en række nord- og østeuropæiske lande, som har en tradition for det som englænderne kalder “binge drinking”, som problematiske. Ikke mindst bemærkes det, at danske unge har et meget højt alkoholforbrug – heller ikke overraskende. Skal vi gætte på at verdens højeste uddannelsesstøtte og et generelt højt forbrug i forhold til deres jævnaldrende kammerater i andre lande, kombineret med en lang tradition for druk, forklarer en hel del?

Programdirektør Lars Møller fra WHO’s Europakontor slog til lyd for at man både skulle hæve aldersgrænsen for køb af alkohol, mens man skulle hæve afgifter på øl, vin og spiritus. Ikke overraskende bifaldt Manu Sareen med det samme disse forslag. Og mens hverken Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti har afgiftsforhøjelser på alkohol på programmet, har SF længe været fortalere for at forbyde unge under 18 år at købe øl og vin (de vil også forbyde fadbamser ved foldboldkampe). I en kommentar til WHO rapporten slog SFs sundsheds- og omsorgsborgmester (titlen er ikke en syg joke, selv om en del af os skulle mene det), Ninna Thomsen, til lyd for at man skulle begrænse alkoholbevillinger i nærheden af skoler, gymnasier og højere læreranstalter efter svensk forbillede.

Det minder i betænkelig grad om tankerne hos det 19, århundredes ofte religiøst funderede afholdsbevægelser. Og forbindelsen er stærkere end mange måske tror. Kombinationen af protestantisme og socialistisk (ikke marxistiske) samt social-liberale forestillinger, som de blandt andet sas hos “The Radicals” var grundlaget for den tids puritanisme og afholdsbevægelse, som den synes at være det i dag. Den store forskel er vist blot, at man i dag ikke behøver en egentlig religion at hænge sit hat op på, for at optræde dybt religiøst.

Jeg har dog talt med min datter på 16 år om om forbudstruslen. Og mens afgifterne klares ved at hun arbejder lidt mere i 7-11, så klarer far indkøb af øl og vin til hende. Det gør jeg uden betænkelighed. Hun er nemlig vokset op i et hjem med er fornuftigt forhold til alkohol

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker.

Det er bemærkelsesværdigt, at Marianne Jelved i en radio-udsendelse på P1 om partiernes idelogiske fundament henviser til Søren Kirkegaard og John Stuart Mill. Kirkegaard var ikke just den store tilhænger af demokratiet, som følgende dagbogs citat vist tydeligt viser:

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de
andre.”

Og så henviste hun også til John Stuart Mill, som RV som bekendt godt kan lide at trække frem ved højtidlige lejligheder. Men hvorledes det er muligt at kombinere disse to herre (der ikke just er enige i deres grundlæggende syn på mennesket) med RVs holdninger ano 2011, skal man vist være radikal for at kunne forstå.

Sammenhold blot følgende citat hentet i John Stuart Mill’s “Om friheden”:

Efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske
(eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed,
nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan
retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret
land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok
at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Med Karen Lumholts ord, når talen falder på rygning:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=_ees3TEnlsk[/youtube]

Jeg skal så beklage, at jeg ret beset anerkender det som noget godt, at færre ryger – dybest set rager det jo ikke mig

Bedre bliver det ikke, da talen falder på alkohol. Det kan godt være at RV er mere ansvarlig, når det handler om økonomi. Men de er mindst lige så forbuds- og reguleringsliderlige som rensten af venstrefløjen, og deler deres dybest set afgrundsdybe foragt for almindelige mennesker.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=jXGPEbqsOJM[/youtube]

Respekten for og tiltroen til den enkelte borger synes omvendt proportional med deres egen selvovervurdering.

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i – eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke – og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad. …

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?

Her er et mikroskopisk udsnit af bekendtgørelser udstedt i år:

• Bekendtgørelse om adgang for inseminører fra visse lande til at inseminere husdyr,
• Bekendtgørelse om opdræt af ræve,
• Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service
• Bekendtgørelse om isafgift af skibe,
• Bekendtgørelse om diæter m.v. til medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg, budgetudvalg og stiftsudvalg samt til bygningskyndige deltagere i synsforretninger over kirker og præsteboliger, og
• Bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk

Det er muligt at visse af de ovennævnte titler får læseren til at trække på smilebåndet. Men de mange regler indeholder ofte vidtgående beføjelser for offentlige myndigheder overfor den almindelige borger og medfører en detailregulering af forhold, som private ofte med fordel ville kunne løse sig selv imellem i henhold til egne konkrete erfaringer og præferencer, frem for ved at efterleve regler udstukket ovenfra. Men intet område er tilsyneladende for småt eller for privat til at blive reguleret af en borgerlig-liberal regering.

Særligt miljøområdet udgør en uoverskuelig skov af love og regler, der må hensætte den almindelige borger eller virksomhed, der påvirkes heraf i en tilstand af resignerende magtesløshed og frustration. Ikke bare findes der en række miljølove, som jordforueringsloven, miljømålsloven og miljøbeskyttelsesloven, der indeholder en vid adgang for miljøministeren til uden på forhånd fastlagte kriterier at regulere forhold, som berører private borgere, erhvervsdrivende, boligejere og landmænd, uden nogen særlig folketingskontrol hermed. Miljøministeren har også en vid adgang til på miljøområdet at videredelegere sin kompetence til diverse styrelser og nævn. Denne tilstand gør, at ingen kan vide sig sikker på, at den retsstilling der gælder for f.eks. en produktionsvirksomhed i dag ikke bliver radikalt ændret som følge af en ministeriel beslutning i morgen.

De mange regler udgør i sig selv et frontalangreb på den skelnen mellem det private og det offentlige, der er altafgørende for, at mennesker kan leve deres liv på egne betingelser – så længe de ikke skader andre – hvilket er det frie samfunds kendetegn. Men den eksplosive stigning i bekendtgørelser udgør også en trussel mod den magtadskillelse mellem lovgivende og udøvende magt, der i forvejen ikke er stærkt forankret i Danmark. Spørg et almindeligt folketingsmedlem, om indholdet af størstedelen af de bekendtgørelser der er udstedt i år og det overvejende flertal vil ingen idé have om, hvorledes en minister eller offentlig myndighed har udnyttet den beføjelse til at udstede bekendtgørelser, som det pågældende folketingsmedlem udstyrede ministeren eller den offentlige myndighed med da han/hun stemte for bemyndigelsesloven. Med andre ord bliver den udøvende magt – og dermed ikke-folkevalgte og anonyme embedsmænd, som ikke deltager i den offentlige debat- i stadigt stigende omfang ansvarlig for at udfylde indholdet af de love, der ellers er Folketingets ansvarsområde. Det er en udvikling, der i dagens Danmark opfattes som en helt naturlig del af vores demokrati men som i virkeligheden er både beskæmmende og skræmmende.

I retsstaten er lovgivers fornemmeste opgave at vedtage love af general natur, der skaber grundlæggende rammer, og som dermed tillader borgerne at indgå aftaler, organisere sig, skabe sociale relationer m.v. indenfor de generelle reglers ramme, med en relativ sikker viden om, hvilke handlinger, der vil blive mødt med sanktioner fra statens side. Denne opfattelse af lovgivers rolle synes endegyldigt forladt til fordel for detailreguleringen hvormed lovgiver og den udøvende magt i en uskøn blanding forfølger specifikke og konkrete målsætninger, der på vilkårlig vis favoriserer dette eller hint hensyn, alt efter, hvad folkestemningen tilsiger. 

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, hvor lidt fokus borgerlig-liberale debattører – særligt jurister – har på dette område. Al fokus synes at være på det høje skattetryk og de manglende (reelle) skattelettelser. Men at en borgerlig-liberal regering er danmarkshistoriens mest aktivistiske regeludsteder er ikke et mindre svigt end den manglende vilje til at gennemføre skattelettelser. Borgerlig-liberale burde i langt højere grad stille krav om, at den nuværende regering kraftigt reducer antallet af eksisterende, overflødige og formynderiske love og bekendtgørelser, samt afgiver et løfte om at neddrosle lovgivningsivereren i en eventuel ny regeringsperiode.

Det kan da ikke være rigtigt, at DR, vores alle sammens public service kanal, selve den licensfinansierede troværdighed, skulle gøre sig skyldig i at forvride en sådan historie. Det er stærke sager, for en af parterne lyver åbenbart; man trænger næsten til en smøg for at dulme nerverne. DRs bestyrelse må tage affære og værne omdømmet, intet mindre end en injuriesag må være påkrævet. Eller i hvert fald et debatprogram, måske på TV2, mens det stadig findes. Det kan måske få røgen til at lette.