Burns biografi har fået virkeligt flotte anmeldelser, og hele eventen bliver ikke dårligere af, at den ledes af IEAs nye direktør, Tom Clougherty. Hele eventen tager en time og er varmt anbefalet som inspiration i vinterferien.

For de som ikke har set talen endnu, kan det ses overfor i en AI-udgave, hvor Milei taler engelsk med sin egen accent – og jo, den er god nok, der er tale om hans tale, som blev holdt på spansk – og nu kan ses på engelsk. Ja, det er fagre nye verden.

Vi kommer helt sikkert til at vende tilbage til Argentina og de tiltag som landets nyligt valgte præsident og regering prøver at gennemføre, ikke kun for at undgå et truende økonomisk kollaps, men også for på sigt reelt vil gøre op med den argentinske økonomiske model, som den grundlæggende har fungeret de seneste mere end 100 år.

Lige nu og her vil jeg blot anbefale de at de der ikke har set “kaptajn Ancap’s” tale endnu, at se den. Det er udsædvanligt at høre en tale fra en præsident, hvor referencerne er Hayek, Friedman, Bastiat, Ayn Rand, Rothbard m. fl. Men Milei er på mange måder også temmelig usædvanlig og her tænker jeg ikke kun på hans udseende, klonede hunde eller til tider noget kraftfulde optræden (for at sige det pænt).

Milei er den første præsident i min levetid, som jeg kan komme i tanke om, der åbent har erklæret at han er anarkokapitalist (filosofisk) og minarkist i den verden vi nu en gang lever i. Og vel og mærke synes at have ganske godt styr på hvad det indebærer.

Så kan man være mere eller mindre enig i det han siger. Undertegnede er fx. helt uenig med ham, når der går “Rothbard” i ham og han erklærer at der ikke findes markedsfejl. Jo, det gør der, problemet er når man bruger eksistensen af dem som argument for øget statslig indblanding og regulering, da “aben ofte blot følger med”, som min med-punditokrat Otto Brøns-Pedersen vist udtrykker det og ender med at blive til “statsfejl” i stedet.

Også han tilsyneladende veneration for Trump (som er alt andet end frimarkedsorienteret) og Bolsonaro deler jeg ikke, men det er nok værd at medtage at hans opfattelse af de to ikke er baseret på hvad de er for, men hvad de efter hans opfattelse er imod. Det vender jeg nok tilbage til i et senere indlæg.

Og jo, det er Milei aka “El Capitan Ancab” som synger for i videoen nedenfor.

Stefan Sløk Kierkegaard-Madsen og jeg er i gang med en podcastserie om Nobelpriserne i økonomi, og her spiller Lucas, som fik prisen i 1995, en af hovedrollerne (især i afsnit 3, men også i andre afsnit).

Lucas var den, der for alvor fik forventningerne ind i makroteori – og dermed også fik bygget bro mellem makro- og mikroteorien. Lucas var hovedkraften i det, der bliver kaldt rationel forventnings-revolutionen. Ideen (som oprindelig blev introduceret af John Muth) er egentlig simpel. Hvis vi opstiller en økonomisk model, bør vi så ikke forvente, at agenterne vil benytte sig af den viden, den tilvejebringer, hvis de har en fordel af det? Hvis den økonomiske teoretiker ved, at agenten kan forbedre sin adfærd, hvorfor ved agenten det så ikke? Hvis vi i øvrigt antager, at agenter optimerer deres adfærd i mikroteorien, hvorfor skulle de præcis samme personer så ikke gøre det i makroteorien?

Løsningen på denne udfordring var at udstyre agenterne med rationelle forventninger – evnen til at skue fremad. Det var et radikalt skridt i forhold til læremesteren Milton Friedmans adaptive forventninger, som lagde vægt på agenternes evne til at lære af deres erfaringer, altså at skue bagud. Og Friedmans skridt var på sin side radikalt i forhold til sine keynesianske forgængere, som reelt opererede med stationære forventninger. Under stationære og adaptive forventninger vil agenterne begå systematiske fejl, som de i bedste fald kun retter gradvist. Med Lucas og rationelle forventninger forsvandt denne systematik.

Det betød flere ting.

I en verden, hvor alene de økonomisk politiske myndigheder kan skue fremad, har de en større rolle at spille, end i én, hvor både agenter og myndigheder kan. En vigtig konklusion var således, at økonomisk politik er langt mindre effektiv end tidligere antaget. Lucas viste f.eks. – og ikke mindst – at selv den kortsigtede effekt af pengepolitik forsvandt, hvis den var forudset. Friedman havde antaget, at pengepolitik kunne virke i en overgangsperiode, indtil inflationsforventningerne indhentede inflationen, mens den kunne virke permanent hos keynesianerne.

Det betyder dog ikke, at økonomisk politik ikke kan være effektiv under rationelle forventninger, men at den ikke kan være drevet af at rette op på forventningsfejl. I nykeynesiansk teori, der inkorporerer rationelle forventninger, kan der være prisstivheder, som får økonomien til at ”hænge fast” i en dårlig ligevægt, selv om agenterne er fremadskuende. Men det er helt givet, at holdningen til, hvad myndighederne kan udrette med et ”joystick” til økonomien, er betydeligt mere ydmyg end før Lucas. Hertil kommer den såkaldte ”Lucas kritik” af politik, der ikke tager hensyn til adfærdsvirkninger af de påtænkte tiltag.

Rationelle forventninger afskaffer heller ikke konjunkturcykler, men kæder dem sammen med ikke-systematiske forventningsfejl – navnlig i form af et uforudset chok. Efter Lucas blev der større opmærksomhed på, at sådanne chok ikke behøvede at komme fra efterspørgselssiden, men også kunne komme fra udbudssiden.

Lucas bidrog til mange andre områder en makroøkonomi, f.eks. vækstteori (som Christian også var inde på). Et af hans konkrete politikforslag var at sænke kapitalbeskatningssatserne til nul og udløse ”the largest genuinely free lunch I have seen in 25 years in this business”. Forklaringen? Kapitalbeskatningen hæmmer ikke kun arbejdsudbud, men også kapitaldannelsen. Uden kapitalskatter ville kapitalapparatet være meget større og øge produktivitet og indkomster.  

To nye papirer – et af Robert E. Hall og Thomas J. Sargent, der er ude som NBER Working Paper, og et andet af Greg Mankiw og Ricardo Reis, der kommer i Journal of Economic Perspectives, sporer hvordan Friedmans 1968-address ændrede makroøkonomisk tænkning (hattip: Niclas Berggren).

Friedman udfordrede måden, nationaløkonomer tænkte kortsigtet udvikling og inflation på ved at udfordre den måde, man så den såkaldte Phillips-kurve på. Kurven, der er opkaldt efter den newzealandske økonom A.W. Phillips, tilsiger at der eksisterer en trade-off mellem arbejdsløshed og inflation. Hvis man politisk sænker arbejdsløsheden gennem ekspansiv politik, er omkostningen højere inflation. Kurven var enormt indflydelsesrig i politik i hele den vestlige verden, hvor politikere sigtede efter at sænke arbejdsløsheden (primært for at vinde næste valg). Lidt højere inflation virkede som en rimelig pris at betale, ikke mindst fordi de omkringliggende lande sandsynligvis gjorde det samme.

Friedman indså, at denne trade-off kun gav logisk mening på meget kort sigt. I sin presidential address skitserede han denne logik, som vi i dag underviser i på snart sagt alle universiteter: 1) Antag at regeringen fører ekspansiv økonomisk politik og får held til at sænke arbejdsløsheden. 2) Der er nu lavere arbejdsløshed, og qua den mindre risiko for at blive arbejdsløshed kan arbejdstagere og deres fagforeninger kræver højere lønninger. De regner dog stadig med, at inflationen er den samme som sidste år (de har adaptive forventninger). 3) De højere omkostninger for virksomhederne bliver overvæltet i priserne – og fører også til at de fyrer flere / ansætter færre. 4) Priserne er nu steget – der er kommet inflation – hvilket fører til at arbejdstagerne må kræve højere lønninger. Friedmans grundlæggende pointe her er netop, at arbejdstagerne / fagforeningerne nu kan observere, at inflationen er steget, og derfor kræver at lønningerne skal følge med op. Vi vender dermed tilbage til 3) hvor virksomheder igen overvælter de højere omkostninger i priserne og fyrer folk.

I sidste ende er økonomien tilbage i en situation med højere arbejdsløshed, men også med permanent højere inflation: Lønforhandlingerne er baserede på arbejdstagernes forventede inflation, som nu er steget permanent. Derfor stiger lønningerne også hurtigere, og inflationen er dermed automatisk højere. Den eneste konsekvens, den ekspansive politik dermed har haft på lidt længere sigt, er at føre til permanent højere inflation mens arbejdsløsheden er tilbage der hvor man startede. Efter Friedman har man således kaldt dette niveau af arbejdsløsheden for enten NAIRU – the Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment – eller blot den naturlige arbejdsløshed.

Friedmans store og ganske revolutionerende pointe var derfor, som Hall og Sargent formulerer det, at ”real outcomes are invariant to the monetary policy rule”. Med andre ord er effekterne af simpel økonomisk politik (i Friedmans version pengepolitik) rent midlertidige. Der eksisterer ikke et trade-off mellem arbejdsløshed og inflation, og politikerne kan derfor på ingen måde ’vælge’ et niveau for arbejdsløsheden. Edward Phelps arbejdede på samme tid som Friedman med basalt set samme ideer, og med John Mutt og Robert Lucas arbejde omkring rationelle forventninger fik ideen om, at politikere kan påvirke økonomien på langt sigt endnu et skud for boven. Det først skud, og det der angav retningen, var dog Friedman og Phelps tydelige kritik, og deres formulering af vigtigheden af forventningsdannelse for, hvordan økonomisk politik virker. Nationaløkonomi blev aldrig det samme, og politikeres måde at tænke økonomisk politik ændrede sig også – omtrent 25 år senere.

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat  er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså  socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

Figur 4

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile.  Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

I den korte artikel tog Friedman delvist udgangspunkt i teorien om optimale valutaområder. Han understregede, at en fælles valutakan være en god idé, afhængig af hvordan tilpasningsmekanismerne til økonomiske stød fungerer. USA har således relativt stor geografisk mobilitet og en befolkning, der for det meste taler samme sprog og deler samme information og begrebsverden. Der er også begrænsede forskelle på den økonomiske politik i de 50 stater, og de deler velfungerende vare- og arbejdsmarkeder uden grænser, ligesom der er fiskale udligningsmekanismer, der håndteres nogenlunde fornuftigt politisk.

Friedman påpegede derefter, at EU ser meget anderledes ud, med langt større regulering, stivere markeder, og meget begrænset mobilitet. Helt særligt så han, hvordan den politiske dynamik omkring euro-zonen ville virker. Som Friedman skrev dengang:

“The drive for the Euro has been motivated by politics not economics. The aim has been to link Germany and France so closely as to make a future European war impossible, and to set the stage for a federal United States of Europe.  I believe that adoption of the Euro would have the opposite effect. It would exacerbate political tensions by converting divergent shocks that could have been readily accommodated by exchange rate changes into divisive political issues. Political unity can pave the way for monetary unity. Monetary unity imposed under unfavorable conditions will prove a barrier to the achievement of political unity.”

Euroen var sandsynligvis tænkt som en made, at hjælpe historien på vej – på samme måde, men mindre voldeligt, som russiske marxister, der gennem erobringskrig i øst prøvede at hjælpe en historisk proces, som Marx og Lenin påstod var uafvendelig.  I den lille artikel og i andre medier pegede Friedman i retning af den udvikling, man ser for tiden med Brexit og EU-elitens reaktioner. Vågner toppen i Bruxelles ikke snart op af dens historisk-didaktiske drømme, kan flere forlade EU. Og dem, der først forlader unionen, er dem der mindst passer i en fransk-keynesiansk drøm om et politisk styret område, hvor det er grandiøse planer og politisk storhed, der kontrollerer hvem der får hvad, og ikke noget så snavset og kaotisk som frie markeder og konkurrence. Friedman så, at uden velfungerende markeder og konkurrence, river et fælles-politisk område sig selv i stykker – og det er de økonomisk selvhjulpne, der forlader skuden først.

Et af de mest vedholdende kritikpunkter mod HFH er, at hypotesen ikke er præcist formuleret. I særlig grad har kritikerne haft ret i, at særligt Hayek, men i en vis grad også Friedman, ikke helt fik beskrevet de mekanismer, hvorigennem indskrænkninger af befolkningens økonomiske frihed undergraver demokratiet. Jeg har derfor klattet et papir sammen, hvor jeg tester en måske mere præcis version af HFH.

Papiret hedder ”Hayek-Friedman in the Press: Is there an Association between Economic Freedom and Press Freedom?” Den grundlæggende idé er, at mange af Friedmands teoretiske argumenter – og en del andre – starter med at indgreb i den økonomiske frihed undergraver mediernes frihed. Ser man på udviklingen i mange lande, starter både demokratiseringer og det modsatte med ændringer i mediernes frihed. Og i paneldata over en 21-årig periode viser sammenhængen sig at være ganske stærk. Hayek og Friedman havde overordnet helt ret, men det demokratiske skred sker mere præcist, når kontrolentusiastiske politikere udbreder deres markedsstyring til en styring af den information, deres borgere må få.

Abstractet er nedenfor og den første version af papiret kan læses her:

The Hayek-Friedman Hypothesis states that economic freedom is a prerequisite for stable democracy. I test a variant of the hypothesis focusing on press freedom, which is arguably an important component of any democratic polity. Combining the Freedom House index of press freedom and the Heritage Foundation Index of Economic Freedom yields a large annual panel dataset between 1993 and 2011. Estimates show that improvements of economic freedom are associated with subsequent improvements of press freedom. The overall association is mainly driven by changes in market openness.

Svaret må blive det lidt kedelige: ”Det afhænger…”.

Her er et par simple regnestykker. De viser meget kort fortalt, at en model som i Finland enten vil føre til en eksplosion i de offentlige udgifter, eller til et betydeligt fald i overførslerne til dem, som ikke er erhvervsaktive.

Ikke foreneligt med liberal samfundsorden
Allerførst dog et principielt synspunkt. Indførelse af borgerløn er ensbetydende med at pålægge dem, der forsørger sig selv, også at forsørge mennesker, som godt kunne forsørge sig selv. Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet. Det er jeg lodret imod. Det er ikke foreneligt med min opfattelse af en liberal samfundsorden. Punktum.

Effekter af borgerløn
Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman er den mest berømte fortaler for borgerløn – eller negativ indkomstskat – ud fra denne betragtning. Det glemmes dog ofte, at Friedman også havde stærke reservationer.

I sin reneste form ”giver” borgerløn alle en garanteret minimumsindkomst. I Finland (hvor man dog foreløbig er i en eksperimental fase) er det (ifølge min overfladiske indsigt) åbenbart meningen, at alle i den erhvervsaktive alder skal have 800 euro skattefrit i borgerløn om måneden.

Fordelen ved et sådant system er, at man ikke mister sin borgerløn, hvis man har ekstra indkomst. Det hæmmer derfor ikke incitamentet til at arbejde på samme måde som med f.eks. kontanthjælp og dagpenge, som tabes, hvis man kommer i arbejde. Det øger isoleret set arbejdsudbuddet.

Men – og det bliver en gang imellem overset – en borgerløn virker modsat for dem, der allerede er i arbejde. De kan reducere deres arbejdsudbud med færre økonomiske konsekvenser end i dag. I dag kan man kun få de fleste typer overførselsindkomst, hvis man ikke arbejder. Det gør det mindre attraktivt at reducere arbejdsudbuddet for de allerede beskæftigede.

Hertil kommer, hvad der sker med de effektive marginalskatter. Hvis borgerlønnen erstatter indkomstafhængige overførselsindkomster som daginstitutionstilskud, vil det sænke den effektive marginalprocent. Men hvis der skal skaffes ekstra provenu til at finansiere borgerlønnen med, vil det øge marginalskatterne og reducere de beskæftigedes arbejdsudbud.

Hvis vi indfører borgerløn, vil nogle, som i dag ikke arbejder, begynde at arbejde, mens nogle af de beskæftigede vil arbejde mindre. Effekten er ikke entydig og givet på forhånd. Det er én vigtig pointe at have in mente.

En anden vigtig pointe er, at en borgerløn kan opfattes som værdien af et skattefradrag – blot med den vigtige tilføjelse, at bliver skatten negativ, bliver beløbet udbetalt til borgeren.

Friedman kaldte, som sagt, sin model for negativ indkomstskat. Derfor kan vi opfatte borgerlønnen som en del af skattesystemet og skattesystemets omfordeling.Det har bl.a. den konsekvens, at det ikke betyder noget, om borgerlønnen aftrappes i takt med øvrig indkomst eller ej. Aftrapning kan gøre behovet for provenu til at finansiere borgerlønnen mindre og derfor muliggøre lavere marginalskatter. Men aftrapningen indgår også i den sammensatte marginalprocent, og derfor bliver virkningen af de lavere marginalskattesatser ophævet igen. Hvis en model med aftrapning indrettes, så den har samme fordelingsvirkning som en model uden aftrapning, vil den have samme sammensatte marginalsatser, når det hele regnes med.

Hvad koster det at indføre borgerløn?
Nu kommer vi til et springende punkt. Hvad vil det koste at indføre borgerløn? Forbløffende mange fortalere for systemet har slet ikke regnet på det, eller blot gjort sig forestillinger om det. Information havde en lang artikel om det finske systems anvendelighed i Danmark uden at beskæftige sig med så primitive detaljer!

Svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvor høj borgerlønnen skal være i forhold til de eksisterende overførsler.

Hvis ingen skal miste overførselsindkomst
Man kan som den ene yderlighed forestille sig, at de nuværende modtagere af overførselsindkomst ikke stilles økonomisk ringere, således at der bruges det samme på de nuværende overførselsindkomstmodtagere som i dag. Dermed kommer borgerlønnen reelt til at gå til de nuværende beskæftigede oveni, hvad de får i dag. Dem er der ca. 2,5 millioner af. Hvis alle skal have en borgerløn svarende til 800 euro om måneden oveni, mangler der ca. 650 euro, hvis vi begynder med at give dem skatteværdien af deres personfradrag. Det vil kræve 146 mia. kr. ekstra. Hvis vi finansierer det med at hæve skatten på arbejdsindkomst, skal marginalskatten for alle stige med 12,7 pct.

Dette er regnet før adfærd. Men vi ved, at en forøgelse af progressionen vil få entydig negativ virkning på arbejdsudbuddet fra de allerede beskæftigede. Og det er strengt taget det eneste, vi har gjort: At øge progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst (og hvor borgerlønnen kan opfattes som et fradrag eller en negativ skat). Det er også det eneste, vi kan gøre, hvis vi vil holde overførselsindkomst helt skadesløs (hvordan vi præcis kan gøre det, er vi på nuværende abstraktionsniveau behageligt fri for at tage stilling til).

Der vil dog også være en vis positiv adfærdseffekt for personer på overførselsindkomst, som får mere ud af at arbejde (så længe de begunstiges af den højere progression – ellers gælder det modsatte). Pointen er imidlertid, at der skal enorme adfærdsvirkninger til, for at modvirke de negative virkninger for de beskæftigede. Der skal som sagt 146 mia.kr. til for at undgå en stigning i marginalskatten. Hvis vi f.eks. forudsætter, at hver overførselsindkomstmodtager vil øge sit arbejdsudbud svarende til, at der for hver ny fuldtidsbeskæftiget kommer 300.000 kr. ekstra i offentligt provenu, skal arbejdsudbuddet vokse med en halv million fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at hver fjerde ikke-beskæftigede på overførselsindkomst skal i fuldtidsbeskæftigelse, eller hver anden af de ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der ikke er pensionister. Det er selvsagt komplet urealistisk.

Regnestykket illustrerer en central pointe. Det kan ikke lade sig gøre at indføre borgerløn, uden at sænke niveauet for overførsler til i hvert fald nogle af dem, der i dag modtager overførselsindkomst.

Hvis udgifterne til overførsler ikke må stige
En anden yderlighed er at regne på, hvad det vil betyde, at der indføresborgerløn for de udgifter, der i dag går til overførselsindkomster. Et helt simpelt regnestykke er, at knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst i stedet for at være i beskæftigelse – svarende til 2,2 millioner personer. De tegner sig for langt størstedelen af udgifterne til overførselsindkomst (men en mindre del går til beskæftigede). Hvis de nuværende udgifter skal fordeles på alle voksne i stedet, vil det altså medføre næsten en halvering af den gennemsnitlige overførselsindkomst for de ikke-beskæftigede.

I Finland er det åbenbart planen at holde folkepensionisterne uden for den nye borgerløn. I Danmark er det 1,1 million personer. Hvis man holder dem uden for regnestykket, bliver forholdet 1:3 mellem ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere og beskæftigede.

Lad os se lidt nærmere på tallene. Der udbetales godt 230 mia.kr. i indkomstoverførsler, bortset fra folkepension. Hvis vi omregner det til et efter-skatbeløb og fordeler det på alle i den erhvervsaktive alder, giver det en månedlig skattefri borgerløn på ca. 640 euro per måned (inkl. skatteværdien af det nuværende personfradrag). Vi kan altså ikke nå helt op på det finske niveau.

Nu er det regnet før adfærd. En nedsættelse af overførselsindkomsterne vil øge arbejdsudbuddet. Derfor kan man altså ikke udelukke, at man kan indføre en ordning i Danmark i stil med den finske.

Men det vil som sagt indebære en markant nedsættelse af niveauet for indkomstoverførsler for de ikke-beskæftigede. Det ligger i dag i gennemsnit på ca. 1.700 euro om måneden per ikke-beskæftiget overførselsindkomstmodtager (bortset fra folkepensionister). Ikke mindst overførselsindkomstmodtagere med børn vil komme til at gå tilbage, hvis der alene skal uddeles et fast beløb per voksen. Man kan selvfølgelig vælge også at give borgerløn til børn, men så bliver niveauet tilsvarende lavere.

En god idé – hvis omfordelingen falder
Når man skal overveje, om borgerløn vil være en god idé, afhænger svaret i virkeligheden af, hvad der sker med graden af omfordeling i skatte- og overførselssystemerne. Et borgerlønsystem kan være en fordel, hvis det fører til et samlet fald i omfanget af omfordeling. Omvendt vil øget omfordeling både betyde mere negative adfærdseffekter, og at vi kommer længere væk fra en liberal samfundsorden (i hvert fald så længe vi ikke sondrer mellem, hvor ”værdigt trængende” forskellige folk måtte være).

Derfor bør kriteriet være, om den samlede grad af omfordeling falder eller stiger. Falder den, vil det være en fordel at indføre borgerløn.

Det er næsten uundgåeligt, at omfordelingen vil vokse mellem de erhvervsaktive. Det skyldes, at borgerlønnen gør skatte- og omfordelingssystemet for de beskæftigede mere progressivt. Selv et skattesystem med en flad skat er progressivt, hvis der er et bundfradrag. Jo højere bundfradrag, jo større progression. Borgerlønnen virker på fuldstændig samme måde. I dag svarer personfradraget til en ”borgerløn” på ca. 150 euro/måned. Så medmindre borgerlønnen ikke bliver så lav, så øges progressionen.

Derimod er det næsten uundgåeligt, at omfordelingen til dem uden for arbejdsmarkedet falder. Det vil være ubetaleligt dyrt at opretholde det nuværende niveau for indkomstoverførsler til dem uden for arbejdsmarkedet.

Bedste argument: Hvis vi er på toppen af Laffer-kurven for topskatteyderne
Det bedste argument for borgerløn er måske, at beskatningen for de højest beskattede (topskatteyderne) har en tendens til at ramme toppen af Laffer-kurven, så der ikke kan presses ekstra provenu ud af de højest beskattede. Hvis vi alligevel er på toppen af Lafferkurven, så man er mere sikker på, at den samlede omfordeling ikke øges. Større progression i beskatningen af arbejdsindkomst (inklusive borgerlønnen til de beskæftigede) fører groft sagt til mindre samlet omfordeling: Jo højere borgerløn, jo lavere gennemsnitsskat for de højeste indkomster.
Pudsigt nok var Friedmans største betænkelighed, at en negativ indkomstskat vil kunne sætte gang i en politisk dynamik, hvor en koalition af de laveste indkomster i befolkningen bliver ved at med at skrue op for beskatningen. Men givet, at vi har nået toppen af Laffer-kurven, virker denne dynamik altså modsat. Derfor skal man i øvrigt nok ikke regne med, at der vil være flertal for borgerløn i Danmark.

De liberale borgerlønsforkæmpere?
Friedman er som sagt den mest kendte liberale borgerlønstilhænger, men også Hayek og Buchanan er blevet nævnt. Men det er vigtigt at gøre sig deres bevæggrunde klart. Friedman er ikke blind for ulemperne, men peger primært på mulighederne for at forenkle systemet. Det kræver ikke noget bureaukrati at udbetale det samme til alle. Friedmans begrundelse hænger også sammen med, at hvis der endelig skal omfordeles, er det bedst at omfordele penge og direkte. Penge er mere værd for borgerne end naturalier af den ene eller anden slags, og enkeltheden i borgerløn kan forhindre utilsigtede konsekvenser.

Buchanans overvejelser går på, om en generel borgerløn vil reducere grundlaget for politiske pressionsgrupper. Hvis alle får det samme, kan interessegrupper ikke målrette gevinsterne fra rent-seeking snævert til sig selv. Borgerløn kan derfor føre til mindre rent-seeking, end hvis interessegrupperne kan skræddersy ordninger til sig selv. Hans pointe er altså ikke ulig min pointe vedrørende Laffer-kurven ovenfor.

Hayek gik ind for, at en liberal forfatning bør have et minimum af indkomst til dem, der ikke kan klare sig selv. Der er altså ikke tale om en ubetinget borgerløn, men om, at man kan blive visiteret (må man forstå) til en minimumsindkomst, hvis man ikke kan skaffe anden indkomst. Han gik også ind for tvungen opsparing for at begrænse antallet af personer, som ikke kan forsørge sig selv.

Der er altså ingen af de tre, som så borgerløn som et gode i sig selv. Men afhængigt af alternativet kan det være værd at overveje. Det gælder for så vidt også i Danmark i dag.

Jeg tvivler dog på, at det vil være politisk muligt at komme i gennem med en model, som vil betyde et reelt fremskridt. Det vil som sagt kræve, at vi får nedbragt omfordelingen væsentligt.

Og det kan meget vel være at der har været de bedste intentioner bag den førte forbudspolitik overfor en række rusmidler. Men konsekvenserne har været forfærdelige, både målt i menneskelig lidelse og samfundsøkonomiske tab.

Det har jeg skrevet et mindre indlæg om i det seneste nummer af bladet “Stof“, som kan læses uden abb. på nettet. Mit indlæg kan også læses nedenfor.

The War on drugs – set gennem en økonoms briller

Danmark har altid haft en fattig debat om den førte narkotikapolitik, domineret af mennesker med særlige interesser i den førte politik, bl.a. folk fra behandlingssystemet, politi, læger mv. Derimod glimrer økonomer med deres fravær herhjemme.

Helt anderledes forholder det sig i ikke mindst USA. Her har økonomer i årtier været en central del af den løbende debat. Jeg skal ikke spekulere yderligere i grundene til denne forskel, andet end at det måske kan skyldes, at danske universiteter er offentligt ejede, mens en række af USA’s (og dermed verdens) bedste universiteter er private.

Vi kan blot konstatere, at en stor del af kritikken mod den førte narkotikapolitik, i høj grad kommer fra fremtrædende økonomer, herunder flere nobelprismodtagere.

Økonomi handler grundlæggende om mennesker

Som økonom interesserer man sig ikke for intentioner, men for konsekvenser. Herunder i hvilket omfang den førte politik fremmer de formulerede målsætninger og omkostningerne herved.

Helt banalt er udgangspunktet for en økonom, at hvis et tiltag indebærer større omkostninger end gevinster, skal man vælge en anden politik. Heraf følger den overordnede konklusion vedrørende den førte narkotikapolitik.

‘The war on drugs’ var tabt før den startede.

En af det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonomer, nobelprismodtager, og rådgiver for flere amerikanske præsidenter, Milton Friedman, konstaterede således i en kort artikel i Newsweek i 1972:

‘Vi kan ikke stoppe narkotikahandlen. Vi kan måske afskære opium fra Tyrkiet, men der er utallige andre steder, hvor opium valmuen vokser. Med fransk samarbejde, kan vi være i stand til at gøre Marseille til et usundt sted at fremstille heroin, men der er utallige andre steder, hvor de simple fremstillingsprocesser kan udføres.’

20 år efter sin oprindelige artikel, holdt Milton Friedman en tale ved en narkotikapolitisk konference i Washington. Her tog han udgangspunkt i netop artiklen fra 1972 og konstaterede, at ‘meget få ord skulle ændres, for at den ville være aktuel i dag.’

Som Friedman bemærkede i sin tale i 1992, var problemet den gang

‘primært heroin og hovedkilden til denne var Marseille. I dag er problemet kokain fra Latinamerika. Bortset fra det, ville intet skulle ændres.’

Det samme kunne siges i dag, yderligere 23 år efter. Udbuddet er større end nogensinde, priserne lavere, og i mellemtiden er kommet yderligere salgskanaler til. Ikke mindst internettet.
Det samme gælder forbruget. I 1992 bemærkede Friedman, at

narkotikaforbuddet har ikke reduceret antallet af misbrugere mærkbart, hvis overhovedet, men har derimod fremmet kriminalitet og korruption.

Det samme kunne siges i 2015. Perioder med stigende forbrug af visse stoffer afløses af perioder med fald. Men overordnet set har det globale forbrug været bemærkelsesværdigt konstant. Størst i den rige del af verden og i storbyer. Mindst i den fattige del af
verden og på landet. Med andre ord har udviklingen siden man i 1970erne og frem markant øgede indsatsen overfor fremstilling og handel med illegale rusmidler, først og fremmest været en gentagelse af forløbet under alkoholforbuddet i USA fra 1920 til 1933. Denne gang
blot på globalt plan og over meget længere tid.

Konsekvenserne af den førte forbudspolitik

Det var alkoholforbuddet, der lagde grunden til den amerikanske mafias rigdom og magt. Uden dette forbud havde dette ikke været muligt. Således forholder det sig også i dag. Blot er det andre former for rusmidler der sikrer nutidens banditter deres rigdom og magt.

I Mexiko, hvor volden er eksploderet de seneste 10 år, menes narkotikakartellerne at råde over mere end 100.000 svært bevæbnede medlemmer. I Brasilien kontrolleres fattigkvartererne af bander bevæbnet til tænderne. Ofte med bedre og mere moderne udstyr end politiet. Borgerkrigen i Columbia havde været forbi for årtier siden, hvis det ikke havde været
for det lukrative marked for kokain. I Afghanistan medfinansierer opium Taliban. Og sådan kunne man blive ved.

Det er derfor ingen overdrivelse at pege på, at udover det direkte tab af menneskeliv – formentlig over 90 procent af rapporterede narkotikarelaterede dødsfald kan primært tilskrives den førte forbudspolitik – skal medtages de økonomiske og menneskelige omkostninger som følger af borgerkrig, fattigdom, korruption mv. Også herhjemme har vi oplevet hvorledes det
lukrative narkotikamarked styrker den organiserede kriminalitet, og fra tid til anden udmønter sig i vold og drab, når der kæmpes om markedsandele.

Det er fuldstændigt forudsigeligt. Vi kender intet andet marked med så store profitter, som markedet for illegale rusmidler. Målt i detailpriser estimerer FN, at den samlede
globale omsætningen er mellem 300 og 400 mia. dollars om året. Det er mere end vin, tobak, kaffe og te tilsammen, og svarer ca. til den samlede værdiskabelse i Danmark i 2014, målt på BNP.

Tilmed er der tale om en form for kriminalitet, som er uhyre vanskelig at efterforske, givet at der er tale om det man kalder offerløs kriminalitet. Ved normal kriminalitet har man trods alt den fordel, at der typisk er en forurettet part, som har en interesse i at hjælpe politiet. Det gælder ikke for narkotikakriminalitet.

Men hvor stort er det samfundsøkonomiske tab? Det er vanskeligt at beregne, men en indikation får vi ved at overføre nationale studier til globalt niveau. Gør vi det, er det ikke urealistisk, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved det globale forbud ligger på den forkerte side af 1.000 mia. dollars om året. Det svarer til omkring 1,3 procent af globalt BNP i 2014.

Men er der da ingen gevinster ved et forbud? Jovist er der gevinster ved det globale forbud mod narkotika. Ikke for samfundet, men for de som enten tjener penge på at sælge stofferne, bekæmpe narkotika eller behandle ofrene. Ingen af disse parter har reelt nogen interesse i en ophævelse af forbuddet. Ikke mindst de som i dag sidder på distributionen fra dyrkning over mellemænd til gadesalg, ville være de store tabere ved en legalisering.

Men vil det så ikke betyde, at forbruget stiger kraftigt? vil en del måske indvende. Et argument, Rasmus Jarlov, medlem af folketinget for det konservative folkeparti, ofte fremfører. Jo, alt andet lige, må man forvente at afsætningen stiger ved en legalisering som konsekvens af faldende priser. Hvis priserne altså falder (drastisk). Prisen på cannabis i Holland, hvor man jo de facto, om end ikke juridisk, har legaliseret salg af cannabis, er ikke væsensforskellig fra priserne i Danmark. Derudover har man muligheden for at pålægge skatter og afgifter,
som man gør med alkohol og tobak. Endelig er legalisering en forudsætning for effektivt at begrænse udbuddet til bestemte grupper, for eksempel helt unge mennesker. I USA, hvor man skal være 21 år for at kunne købe alkohol, har undersøgelser vist, at mange unge har nemmere ved at få fat i illegale stoffer end alkohol.

Rusmidlers prisfølsomhed er lav

Men selv om illegale rusmidler skulle falde i pris, er der ingen grund til at tro, at det vil indebære en eksplosion i salg og forbrug. Selv om hash i dag stort set koster det samme i kroner og ører, som for 35 år siden (svarer til mere end en halvering i realpriser, når der tages højde for inflationen), er salget slet ikke fulgt med. Det skyldes, at rusmidler, illegale som legale, er det, som økonomer kalder pris-uelastiske. Det samme gør sig gældende for almindelige fødevarer. Det indebærer, at selv store prisændringer kun påvirker efterspørgslen ganske lidt. Det er også grunden til at tobak og alkohol altid har været et yndet skatteemne.

Ydermere gælder, at de som mindsker eller øger deres forbrug på grund af henholdsvis højere eller lavere priser, er de, som er i mindst risiko for at ende med et problematisk forbrug. Det gælder for illegale såvel som for legale rusmidler. Således er det en relativt lille gruppe, der står for den overvejende del af alkoholforbruget herhjemme. Det samme gør sig gældende for illegale rusmidler.

Skulle forbruget således stige marginalt, er det ikke ensbetydende med at problemerne stiger proportionelt. Ifølge FN har omkring 5 procent af jordens voksne befolkning brugt et eller flere af FN definerede illegale rusmidler i løbet af det seneste år. Heraf er det kun ca. hver 10. som angives at være det, som man betegner som problembruger. Med andre ord et overkommeligt problem.

Det er på tide at ophæve det globale forbud

Set med en økonoms øjne er der derfor tale om et kunstigt skabt problem. Det er ikke primært rusmidlerne som er problemet, men derimod den førte politik. Den er, lige som det var tilfældet med tidligere tiders alkoholforbud, muligvis indført med de bedste intentioner.

Men nu interesserer økonomer sig som sagt ikke for intentioner. De er højst noget værd som en dårlig undskyldning. Økonomer interesserer sig primært for konsekvenser af et givet tiltag.
Konsekvenserne af det globale narkotikaforbud har primært været mindre velstand og mere fattigdom samt formentlig millioner af menneskers meningsløse død og lidelse gennem årene.

Det er jo ikke kun de direkte berørte stofbrugere og deres familier, som skal tælles med, eller folk involveret direkte i handlen med stofferne. Også mennesker der aldrig har været bare i
nærheden af rusmidler, men som uheldigvis er blevet ramt af borgerkrige, bandekrige og anden vold, som følger med ethvert forbud mod en af menneskets tre klassiske laster; sex, rus og hasardspil.

Legalisering er i øvrigt også den eneste farbare vej, hvis man ønsker at kunne regulere og kontrollere både stoffernes kvalitet og adgangen til dem. Ønsker man derfor effektivt at bedre forholdene for brugerne, mindske adgangen til stofferne for udvalgte grupper, samt øge velstand, mindske fattigdom og reducere krig og vold i denne verden, er der ingen
vej udenom. Den førte forbudspolitik skal opgives til fordel for en eller anden form for legalisering.

Den fremragende økonomiske journalist David Warsh, der driver Economic Principals, har skrevet et medrivende essay om de to rivaler. Det er også fremragende. Han portrætterer både personerne og deres ideer, så man har svært ved at lægge hjemmesiden fra sig (hvis man da kan sige det om en hjemmeside). Den bør man altså ikke snyde sig selv for. Læs f.eks. om, hvordan den ene tilbringer sommeren på stranden, mens den anden tjener til studierne bl.a. ved at servere på en restaurant.

Warsh fører historien frem til det tidspunkt i 1960erne, hvor de to har fået etableret henholdsvis MIT og Chicago Universitetet som kraftcentre for hver deres tilgang til økonomi, og hvor de begynder at blande sig i den offentlige debat ved på skrift at skrive klummer i Newsweek.

Men hvis vi prøver at spole tiden frem til i dag, hvem af rivalerne kan så siges at have præget moderne makroøkonomi mest? Ser vi på den grundlæggende måde at modellere makroøkonomier på, er der stadig tydelige spor af Samuelson. Men det er nok primært Friedman, som kom til at sætte de største fodaftryk. I moderne teori spiller forventninger og individuel økonomisk ageren en central rolle, modsat Samuelsons model baseret på relationer alene mellem makrostørrelser. Ud af Friedmans monetarisme voksede den rationelle forventningsrevolution, som ligger bag de vigtigste makroøkonomiske tilgange i dag – fra nykeynesiansk til real business cycle-teori. Friedmans vægt på pengepolitik og ikke finanspolitik som det mest potente redskab på kort sigt, på økonomisk politiske regler frem for diskretionær økonomisk politik og på empiri er også fremherskende.

Efter den store recession i 00erne har der dog været en fornyet interesse i finanspolitik, men den har foreløbig været noget teoriløs og ad hoc-præget. Dels har fokus været på, om renter omkring nul medfører et skifte, så finanspolitik overtager rollen som det mest effektive redskab fra pengepolitikken. De store quantitive easing-programmer først hos den amerikanske centralbank og siden den europæiske har dog trængt denne opfattelse noget tilbage igen. Og ellers har institutioner som IMF været i gang med rent statistiske målinger af finanspolitikkens effekter (den såkaldte multiplikator) uden rigtig at hægte dem op på en teoretisk forklaring.

Men ét sted lever den simple udgave af Samuelson-modellen i bedste velgående. Og det er i den måde, politikere, journalister og gymnasielærere ofte præsenterer og diskuterer økonomiske problemstillinger på.

Og hvilke undskyldninger. Det bliver næppe mere ynkeligt. Således udtaler Claus Hjort Frederiksen, at

Der var et meget stort samfundspres fra mange interessenter for at fritage elbiler for afgifter i 2008, og vi må indrømme, at vi bøjede os for det massive pres. Set i bakspejlet skulle vi ikke have gjort det,

Morten Messerschmidt, der var energiordfører for Dansk Folkeparti i 2008, udtaler, at

Vi må bare indrømme, at satsningen på elbiler nok i høj grad skyldes en lobbyisme fra stærke organisationer, der har gjort sin indflydelse gældende hos danske politikere. Derudover var der en helt ekstremt hype om elbiler for fire-fem år siden, at ingen slog koldt vand i blodet og afventede, hvad andre lande ville gøre.

Og efter at skose det konkursramte Better Place og tidligere DONG-direktør Anders Eldrup for at påstå, at der ville køre 400.000 elbiler i Danmark i 2020, slutter han af med at sige, at

Det var at tage røven på os politikere, at man dengang fremturede med den slags målsætninger, der ingen hold i virkeligheden havde.

Vi fornemmer at vi nærmest skal have medlidenhed med de to herrer og det daværende VKO flertal, som blev “snøret” af Better Place og Anders Eldrup.

Undskyld udtrykket, men det er jo det rene bullshit.

De som var begejstrerede for ideen om støtte til det vanvittige projekt, havde jo alle enten en politisk eller økonomisk interesse i det – og det gælder også VKO og de to herrer.

X antal spildte millioner senere bør man måske hellere stille sig selv følgende spørgsmål. Ville de to herrer og resten af det flertal i folketinget, som vedtog at kaste skatteydernes penge efter Better Place, have taget samme beslutning, hvis det havde været deres egne penge? Næppe.

Det var formentlig en beslutning der først og fremmest var drevet af kortsigtet gustne politiske overvejelser, baseret på Foghs fejlagtige overbevisning om at klimadagsorden var væsentlig for befolkningen. At projektet vedtages året før klimakonferencen i Danmark er næppe heller uvæsentligt.

Med andre ord kan man vælge mellem at VKO var (og er) befolket af folkevalgte, hvis naivitet og godtroenhed grænser til det enfoldige, eller af folkevalgte, for hvem skatteydernes penge blot er et middel til fremme af egne interesser.

Og lur mig om ikke de herrer Hjort og Messerschmidt havde sagt præcist det samme som socialdemokratiets trafikordfører, Rasmus Prehn (S), nemlig at elbiler på trods af »startvanskeligheder« er fremtiden, hvis de fortsat havde været ved magten.

Det er også værd at huske på, at både Venstre og Dansk Folkeparti har bakket op om, og fortsat bakker op om en national energipolitik som ikke lader Better Place noget tilbage, når det kommer til at være “penge ud af vinduet”. Men hvad søren, det er jo hvad man har skatteydere til, eller hvad?

Better Place er i hvert fald et eksemplarisk eksempel på alternativ 4 i Milton Friedmans “4 ways to spend money”.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=5RDMdc5r5z8″ /]

Nikolaj fik mig dog til at hente Mackeys bog, “Conscious Capitalism”, på Amazon (som forøvrigt er et af de firmaer Mackey anser for at være ledet efter principperne bag “conscious capitalists”, andre eksempler er Google, IKEA og Starbucks).

Jeg skal med det samme understrege, at jeg ikke har læst hele bogen. Men af det jeg har læst må jeg nok erkende, at jeg måske nok stiller mig tvivlende overfor hans forsøg på at konstruere en helt særlig og unik form for kapitalisme med indbyggede gode intentioner. Muligvis er problemet at jeg ikke er “amerikansk nok” eller at han er “for amerikansk” til min smag.

Grundlæggende mener Mackey, at den Friedmanske tese om, at en virksomheds eneste sociale ansvar er at gå efter profitmaksimering, er forkert. Mackey opfatter nærmere profit som et (nødvendigt) biprodukt, men at det væsentligste er betydningen for en række stakeholders.

Min umiddelbare vurdering af denne position er, at det er nødvendigt hvis man ikke stiller sig tilfreds med konsekvenserne af ens aktiviteter, men lægger vægt på at blive berømmet for ens intentioner.

Mackey, som er erklæret libertarianer og støttede Romney ved sidste valg, offentligt har udtrykt skeptisk overfor klimadagsorden (på en Lomborgsk møde) og vist nok er budhist, har selv beskrevet grundlaget for conscious capitalism, som:

We believe that business is good because it creates value, it is ethical because it is based on voluntary exchange, it is noble because it can elevate our existence, and it is heroic because it lifts people out of poverty and creates prosperity. Free-enterprise capitalism is the most powerful system for social cooperation and human progress ever conceived. It is one of the most compelling ideas we humans have ever had. But we can aspire to something even greater. Conscious Capitalism is a way of thinking about capitalism and business that better reflects where we are in the human journey, the state of our world today, and the innate potential of business to have a positive impact on the world. Conscious businesses are galvanized by higher purposes that serve, align, and integrate the interests of all their major stakeholders. Their higher state of consciousness enables them to see the interdependencies that exist among all their stakeholders, and this, in turn, allows them to discover and harvest synergies from situations that otherwise seem burdened with trade-offs. Conscious businesses have conscious leaders who are driven by dedication to the company’s purpose, to all the people the business touches, and to the planet we all share. Conscious businesses have trusting, authentic, innovative, and caring cultures that make working within them a source of both personal growth and professional fulfillment. They endeavor to create financial, intellectual, social, cultural, emotional, spiritual, physical, and ecological wealth for all their stakeholders. Conscious businesses can help evolve our world in such a way that billions of people can flourish, leading lives infused with passion, purpose, love, and creativity— a world of freedom, harmony, prosperity, and compassion.

Som nævnt tager Mackey afstand fra Friedmans grunlæggende tese om at en virksomheds sociale ansvar består i profitmaksimering. Eller som Mackey skriver i en debat med Friedman i Reason Magazine, “Rethinking the Social Responsibility of Business“:

In 1970 Milton Friedman wrote that “there is one and only one social responsibility of business–to use its resources and engage in activities designed to increase its profits so long as it stays within the rules of the game, which is to say, engages in open and free competition without deception or fraud.” That’s the orthodox view among free market economists: that the only social responsibility a law-abiding business has is to maximize profits for the shareholders.

I strongly disagree. I’m a businessman and a free market libertarian, but I believe that the enlightened corporation should try to create value for all of its constituencies. From an investor’s perspective, the purpose of the business is to maximize profits. But that’s not the purpose for other stakeholders–for customers, employees, suppliers, and the community. Each of those groups will define the purpose of the business in terms of its own needs and desires, and each perspective is valid and legitimate.

Jeg skal medgive at jeg er ganske enig med Friedman, når han i sit indlæg peger på, at:

1) “The most successful businesses put the customer first, instead of the investors” (which clearly means that this is the way to put the investors first).

2) “There can be little doubt that a certain amount of corporate philanthropy is simply good business and works for the long-term benefit of the investors.”

Og peger på betydningen af den gældene skattelovgivning for virksomheders filantropiske tilbøjeligheder på vegne af investorerne:

I believe Mackey’s flat statement that “corporate philanthropy is a good thing” is flatly wrong. Consider the decision by the founders of Whole Foods to donate 5 percent of net profits to philanthropy. They were clearly within their rights in doing so. They were spending their own money, using 5 percent of one part of their wealth to establish, thanks to corporate tax provisions, the equivalent of a 501c(3) charitable foundation, though with no mission statement, no separate by-laws, and no provision for deciding on the beneficiaries. But what reason is there to suppose that the stream of profit distributed in this way would do more good for society than investing that stream of profit in the enterprise itself or paying it out as dividends and letting the stockholders dispose of it? The practice makes sense only because of our obscene tax laws, whereby a stockholder can make a larger gift for a given after-tax cost if the corporation makes the gift on his behalf than if he makes the gift directly. That is a good reason for eliminating the corporate tax or for eliminating the deductibility of corporate charity, but it is not a justification for corporate charity.

Whole Foods Market’s contribution to society–and as a customer I can testify that it is an important one–is to enhance the pleasure of shopping for food. Whole Foods has no special competence in deciding how charity should be distributed. Any funds devoted to the latter would surely have contributed more to society if they had been devoted to improving still further the former.

Mit personlige bud er, at Mackey’s største problem er hans behov for at blive set på som en mand drevet af gode intentioner og et stort behov for at øge sin status i andres øjne. Som en egentlig forklaringsmodel lader hans consious capitalism en del tilbage at ønske. Ligeledes hans påstand om at firmaer drevet efter consious capitalism principper – hvilket her må tages som ikke profitmaksimerende – vil udkonkurrere “gammeldags” profitmaksimerende virksomheder ikke holder vand.

Jeg vil på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved Mackeys evner som erhvervsmand. Det ville også være tåbeligt, med tanke på hans succes med Whole Foods Marked. Jeg kender ikke butikken og selv om jeg er modstander af dyrkelsen af økologi, og finder hele konceptet mildt sagt frelst, så vil jeg absolut ikke udelukke at handle der, hvis jeg en dag kommer forbi en.

Friedman gjorde det, og så kan vi andre bestemt også Der er jo ingen grund til at være hverken fanatisk eller religiøst forblændet, blot fordi andre er det.

Men døm selv, hele artiklen kan læses her.

Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.

Milton Friedman (1912-2006) var én af alle tiders største økonomer, både som videnskabsmand og liberal debattør. Alan Greenspan, som jo heller ikke selv er en helt ubetydelig økonom, går skridtet videre og udnævner Friedman til at være en af de få personer i historien, som har ændret civilisationens gang. Friedmans bidrag til økonomisk videnskab er umulig at fange i få ord, men Robert L. Hetzels beskrivelse er et godt bud:

Milton Friedman arbejdede ihærdigt fra begyndelsen af sin karriere med to hypoteser, som isolerede ham for de toneangivende økonomer. Hypotese nr. 1: centralbanker er ansvarlige for inflation og deflation. Hypotese nr. 2: Markedet fordeler resurser effektivt og opretholder makroøkonomisk ligevægt.  (Robert L. Hetzel: The Contributions of Milton Friedman to Economics, Economic Quarterly, 2007).

Frontalangreb på Keynes-økonomerne

Med disse to hypoteser gik Friedman til frontalangreb på de toneangivende økonomer efter anden verdenskrig, keynesianerne, som ikke mente, at markedet var selvregulerende. Efter den store depression var der bred enighed blandt økonomer om, at de store virksomheder og fagforeningerne havde sat prissystemet ud af kraft. Det nødvendiggjorde statslig regulering og stimulering af økonomien for at sikre vækst og arbejdspladser samt for at undgå recessioner og depressioner.  De fleste økonomer og politologer hyldede derfor en blandingsøkonomi med en stor og stærk stat eller endog demokratisk socialisme. Bag denne holdning lå (og ligger måske stadig?) en forfængelig skepsis over for Friedmans hypoteser, der desavouerede de intellektuelle økonomers omhyggelig planlægning og regulering, og postulerede, at markedets spontane orden skabte bedre resultater. Det var i hvert fald en forklaring, som Friedman selv antydede, og han langede af den grund ofte ud efter de intellektuelle.  ’Alle vegne anser intellektuelle det for givet, at kapitalisme med fri foretagsomhed og et frit marked er redskaber for udbytning af masserne, mens central økonomisk planlægning er fremtidens form, der vil bringe deres lande ind på vejen mod hurtig økonomisk fremgang. Kendsgerningerne selv er ganske anderledes’. (Milton og Rose Friedman: Det frie Valg, Cepos 2012, Genoptryk af Gads forlags udgave fra 1981, s. 67).

Liberal debattør

Den Keynes-inspirerede politik medførte en stor og dominerende stat. Den ville Friedman bekæmpe, og han kastede sig med sine videnskabelige resultater i rygsækken ind i den offentlige debat som liberal debattør, en rolle, som han selv var meget bevidst om, var anderledes end rollen som videnskabsmand. Milton Friedmans karriere som liberal debattør tog for alvor fart i 1962 med bogen ’Capitalisme and Freedom’, kulminerede med TV-serien og bogen ’Free to Choose’ i 1980, og sluttede med, at Friedman rejste jorden rundt, hvor han alle steder mødtes med de førende økonomer og bankfolk. Han var flere gange i Kina, hvor han rådgav de kinesiske ledere i brug af markedsmekanismer i en planøkonomi. I følge nobelprismodtageren Gary Becker gjorde Friedmans ideer så stort indtryk på de kinesiske ledere, at Kinas befolkning først og fremmest kan takke Milton Friedman for de forbedringer, som er sket af deres levevilkår.

Hovedtese som liberal debattør

Friedmans hovedtese som liberal debattør kan formuleres således: Historien viser krystalklart, at forbedringer af almindelige menneskers levevilkår, først og fremmest finder sted i en fri markedsøkonomi, hvor en begrænset stat, sikrer privat ejendomsret, fri udveksling af varer og tjenesteydelser samt et stabilt pengevæsen. Eller med Friedmans elegante sprog:

‘The record of history is absolutely clear, that there is no alternative way, so far discovered, of improving the lot of ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by a free enterprise system.’ (en udtalelse i et TV-talkshow med Phil Donahue).

Argumenter for en begrænset stat

Milton Friedman benyttede især tre argumenter for en begrænset stat.

For det første sammenlignede Friedman lande med en fri markedsøkonomi og lande med en mindre fri markedsøkonomi, både i nutiden og i fortiden. Både som videnskabsmand og liberal debattør holdt Friedman fast i, at hans teorier skulle begrundes med fakta. For Friedman var teorier uden fakta, som skibe uden sejl. Det bedste eksempel i fortiden, der viste betydningen af indskrænket styre og frit marked, fandt Friedman i Japan i slutningen af 1800-tallet, mens Hong Kong blev fremhævet som det bedste eksempel i nutiden. Indien efter anden verdenskrig beskrev Friedman derimod som et skrækeksempel. Den indiske stats socialistiske politik var skyld i, at landet ikke kom ud af fattigdom. Det mest tydelige eksempel på forskellen mellem et frit marked og central planlægning så Friedman dog i kontrasten mellem Vesttyskland og Østtyskland, oprindelig samme civilisation, men ’en time i Østberlin er nok til at forstå, hvorfor myndighederne opførte muren.’ (Det frie Valg, s. 68)

For det andet fremhævede Friedman igen og igen Adam Smith og hans usynlige hånd (som et kuriosum kan nævnes, at Friedman ofte bar et Adam Smith slips).  ’Markedets kraft’ kalder Friedman første kapitel i ’Det frie Valg’, som beskriver prismekanismen og værdien af det frivillige bytte. ’Den centrale erkendelse i Adam Smiths ’Wealth of Nations’ er forvirrende enkel: hvis en udveksling, et bytte, mellem to parter sker frivilligt, vil den ikke finde sted medmindre begge parter mener, at de vil have fordel af den’. De fleste økonomiske misforståelser skyldes den fejlagtige opfattelse, at der eksisterer en begrænset kage at dele, og at den ene part kun kan få fordel på den andens bekostning. (Det frie Valg, s. 22). Næsten enhver statslig indblanding forstyrrer byttet og prismekanismen og dermed en effektiv brug af resurser, pointerede Friedman uophørligt.

For det tredje påpegede Friedman, at enhver statslig indgriben synes at være styret af (endnu en) usynlig hånd, der virker præcis i den modsatte retning af Adam Smiths:

’en person, der kun har til formål at fremme den offentlige interesse ved at tilskynde til statslig indgriben, bliver ledet af en usynlig hånd til fremme af private interesser, der ikke indgik som en bestanddel af hans intentioner. Denne konklusion bliver understreget gang på gang, når vi i de følgende kapitler undersøger, de mange områder, inden for hvilke statsmagten er blevet anvendt – hvad enten det gælder at opnå tryghed (kapitel 4) eller lighed (kapitel 5), at støtte undervisningen (kapitel 6), at beskytte forbrugerne (kapitel 7) eller arbejderne (kapitel 8) eller forhindre inflation og fremme beskæftigelse (kapitel 9).  (Det frie Valg, s. 14).

Jerntrekanten og ’de gøende katte’

En stor del af ’Det frie Valg’ brugte Friedman til at vise, at statslige indgreb normalt ikke gavner den almindelige borgers interesser, men derimod politikere, embedsmænd og de personer, som begunstiges af indgrebet.  Denne ’jerntrekant’, som Friedman kaldte det, var samtidig drivkraften bag en stadig større stat. Milton Friedman var meget skeptisk over for, om det overhovedet var muligt at forbedre og effektivisere offentlige institutioner, så de varetog borgernes interesser.  ’Der findes uden tvivl undtagelser, men de er sjældne – næsten lige så sjældne som gøende katte’. (Det frie Valg, s. 238.). De biologiske love som gælder for katte, er ikke mere fastlåste, end de politiske love som gælder for statslige institutioners ageren, så snart de er oprettet, skrev Milton Friedman i en klumme i Newsweek. (Milton Friedman betragtede selv klummen med ’de gøende katte’, som en af sine bedste af mere end 300 klummer i Newsweek i perioden 1966-84.)

Brillant kommunikator

Friedman var en brillant kommunikator af økonomiske ideer, måske den største i følge nobelprismodtager og Keynes-tilhænger (!) Poul Krugman. Friedman var altid venlig, og alle kunne lide ham. Han havde et slagkraftig og simpelt sprog, som var forståeligt for menigmand, hvilket selvfølgelig har spillet en stor rolle for hans gennemslagskraft. Han var en mester i at begrunde sine budskaber med eksempler fra dagligdagen. Mest kendt er måske ’hans 4 måder at bruge penge på’ (Det frie Valg, s. 164) og hans historie om blyanten (Det frie Valg, s. 23), men også et utal af korte fængende sætninger, f.eks.

Det frivillige bytte er en forudsætning for både velstand og frihed

Inflation er beskatning uden lovgivning

En statslig løsning på et problem er normalt værre end problemet

Politisk og økonomisk magt i de samme hænder er en sikker opskrift på tyranni

Og et lidt længere citat:

En af de største omkostninger ved det nuværende velfærdssystem består i, at det ikke blot underminerer og ødelægger familien, men også forgifter kilderne til den private velgørenhed. Tidligere hjalp børn deres forældre på grund af kærlighed eller pligtfølelse. Nu bidrager de til forsørgelsen af nogle andres forældre på grund af tvang.

På nettet, især YouTube, findes en myriade af klip med Milton Friedman, som viser hans enestående evner som kommunikator. Denne artikel er i høj grad skrevet på baggrund af i timevis at have nydt klip med Milton Friedman. To af mine yndlingsklip, selvfølgelig bortset fra serien ’Free to Choose’, er ’Milton Friedman on Hayeks Road to Serfdom’, 1994, interview 1 and 2, samt ’Milton Friedman on Donahue’ (TV-talkshow).

Pragmatiker og demokrat

Milton Friedmans ideer var i sidste ende revolutionære, men han var også pragmatiker og realist, som påpeget af Lars Christensen i bogen ’Milton Friedman – en pragmatisk revolutionær’ (2002). Friedman var udmærket klar over, at samfundet kun kunne ændres med små skridt. Om velfærdsforanstaltninger skriver han klart, at de ikke kan afskaffes fra den ene dag til den anden. Vi har brug for en måde til at lette overgangen for de mennesker, som er afhængige af den offentlige bistand, pointerede Friedman (Det frie Valg, s. 137-38).  Hertil kom, at Friedman kun ønskede samfundet ændret i den takt, som han kunne overbevise folk om sine ideers rigtighed. Han var gennemført demokrat og troede på argumentets kraft.

En dansk Milton Friedman og en ’Det frie Valg – Danmark 2012’ 

Milton Friedman tog altså konsekvensen af sine egne teorier og blev tidligt klar over, at skulle hans ideer få den fornødne gennemslagskraft, var det ikke nok at blive siddende på sit studerekammer. Han måtte ud og agitere, og han måtte ud og blande sig i den offentlige debat. Og netop, fordi han kunne kombinere faglig viden med debatevner, fik han den store indflydelse.

I Danmark savner vi en eller flere Milton Friedman’er, som i det offentlige rum vil kunne gøre op med de nuværende dogmer, hvis resultat har været en velfærdsstat med åndenød. Vi mangler karismatiske personer, der kan skabe en debat om markedets gode kraft, og som kan åbne folks øjne for, at stort set ethvert statsindgrebs rummer en bagside – den onde usynlige hånd. Jeg håber derfor – med dette indlæg -, at jeg kan skubbe til, at en eller flere kyndige personer – økonomer og ikke økonomer – vil skrive en ny ’Det frie Valg’ oversat til Danmark 2012 og blande sig aktivt i debatten.  Friedmans ’Det frie Valg’ er som en ægte klassiker stadig lige relevant, men den er skrevet i 1979 og handler mest om amerikanske forhold, som det kan være svært at forstå for danske unge i dag. Danskerne fortjener ikke kun en ajourført version (og måske en ajourført tv-serie), hvor eksemplerne er taget fra den danske velfærdsstat, og hvor der anvises en skånsom vej ud af velfærdsstatens morads og frem mod et rigere og friere samfund. Danskerne fortjener også karismatiske og fagligt velfunderede personer, som tør kaste sig aktivt ud i debatten.

Nok indgik Friedman i undervisningen i makroøkonomi, men det var ikke just med begejstring, snarere beklagelse, at man følte sig nødsaget til at inddrage ham i undervisningen.

Friedmans store forbrydelse? At han aldrig gjorde tingene  sværere end de var og ofte viste at de fleste universitetsøkonomer ikke har noget tøj på. For hvis semiplanøkonomiske tiltag samt indviklet styring og regulering ikke hjælper, så forsvinder behovet og respekten, ja selve indtægtsgrundlaget selvfølgelig for en stor del af standen.

Også indenfor økonomien hersker nemlig reglen om, at før noget er rigtig videnskab, skal det helst være uforståligt for den uindviede. Vi kender det også fra humaniora og ikke mindst filosofi, hvor de mest banale ligegyldigheder ofte afleveres i et sprog som de færreste forstår. Og forstår man ikke det man læser eller hører, så må det jo være meget vigtigt og betydningsfuldt, og afsenderen en meget klog mand eller kvinde.

Friedmans forklaring på hvorfor en klar sammenhæng mellem forbrug og betaling altid er at foretrække, er bestemt til at forstå for menigmand. Lidt tungere ligger det vist med erkendelsen hos en del økonomer og politikere. De to grupper lever naturligvis også af at den simple indsigt om sammenhængen mellem betaling og forbrug ikke er alment anerkendt

Fire måder at bruger penge

1. Du bruger dine egne penge på dig selv.

Her er man meget omhyggelig med hvad man præcist bruger pengene på, og sørger at få mest muligt for dem, (lav pris for høj kvalitet)

2. Du bruger dine egne penge på en anden.

Det handler om at bruge så få penge som muligt og kvaliteten kommer i anden række, (lav pris og “tilstrækkelig” kvalitet)

3. Du bruger en andens penge på dig selv.

Der er ingen smalle steder, og man er parat til at bruge mange penge på marginale eller ingen forbedringer. (høj pris og kvalitet)

4. Du bruger en andens penge på en anden.

Man interesserer sig reelt hverken for hvor meget tingene koster, og er heller ikke særligt bekymret over hvad modtageren egentlig får. (høj pris og lav kvalitet).

Men hvorfor ikke høre forklaringen fra mandens egen mund? Klik på videoen nedenfor.

Friedmans spørgsmål var i bund og grund ganske simpelt, som de dybe spørgsmål tit er: Hvad er vigtigst, politisk eller økonomisk frihed? Hans argumenter hvilede i høj grad på Hayeks forudgående tænkning. Som Robert Lawson og J.R. Clark kort beskrev Hayeks beskrivelse af problemet i 2010 (i Journal of Economic Behavior and Organisation): “economic planners must have a code of values to guide them as they weigh the various production and consumption tradeoffs necessary in a scarce world. If we live in a democratic world, this requires that the voters must also support the planner’s code of values. In order to achieve this agreement between the interests of the planner and the voters, voters must be subjected to political controls and propaganda.” Hvis ikke, holder vælgertilslutningen til planerne op, og så står politikerne med et valg mellem at fortsætte planerne, men ignorere den demokratiske process, eller acceptere demokratiske valg og opgive planøkonomien. Friedmans argument i Capitalism and Freedom fra 1962 var bl.a., at en væsentlig del af det, der forhindrer overgreb som underminerer demokratiet, er en fundamental beskyttelse af den private ejendomsret.

Den letteste måde at spørge sig selv om Friedman havde ret, er at indse hvad implikationerne ville være. Det er simpelt: Man ville se en række lande, der har begge dele – et rimeligt retsvæsen og demokrati i det sydøstlige hjørne af figuren – men også lande uden nogen af delene (nordvest), og lande med et fornuftigt retsvæsen, men uden demokrati (i det sydvestlige hjørne). Den sidste kvadrant i figuren over muligheder nedenfor (nordøst) burde dog være tom: Vi burde ikke observere lande, der har demokrati, men ikke beskyttelse af privat ejendom eller et bare nogenlunde retsvæsen.

Det er nemt at finde eksempler på lande der enten mangler begge – i Europas baghave ligger Hviderusland for eksempel – og lande, der har begge dele. Det er også relativt let at identificere en række lande, med ganske fornuftige retsvæsener, men uden demokrati. Singapore bliver generelt vurderet som et land med et mere effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen end dele af Sydeuropa, men demokratisk er det ikke. Hong Kong, i det mindste før det blev givet tilbage til Kina, er et andet eksempel, ligesom de mest progressive golfstater nærmer sig.

Den stærkeste indikation for at Friedman havde ret, findes i den manglende kvadrant. Med andre ord er en rimelig grad af økonomisk frihed og retssikkerhed en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have et stabilt demokrati. Mens man kan finde eksempler på lande, der har passet i den ’umulige’ kvadrant, findes der ingen der har kunnet blive der. Israel havde i en lang årrække en høj grad af planøkonomi, men politikerne måtte i løbet af 80erne bukke under for pres fra en demokratisk offentlighed. Siden da er økonomien liberaliseret, demokratiet fortsat og landet har i dag en langt højere levestandard. Venezuela har på den anden side indført en massiv grad af planøkonomi i Hugo Chavez forsøg på en ”socialisme for det 21. århundrede”. Men i disse år bliver det mere og mere tydeligt hvordan venezuelanernes politiske frihed forsvinder bid for bid i takt med, at Chavez-regimet fjerner kritiske medier. Stort set alle offentlige ansattes valgadfærd bliver også overvåget, og hvis man ikke stemmer på Chavez, er odds at man bliver fyret.

Friedmans arbejde, der byggede ovenpå Hayeks tyve år tidligere, bliver således ved med at være relevant. Man ser nogle gange demokratiseringer, men uden en rimelig grad af markedsøkonomi, er de ikke stabile. Ingen lande har været mere end nogle få år i en situation med politisk frihed og økonomisk ufrihed. Skal man svare på, om det arabiske forår bliver ved, skal man tilbage til Friedmans oprindelige spørgsmål: Er der et markedsøkonomisk fundament at stille demokratiet på?

I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.

Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:

1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;

2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;

3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;

4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;

5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.

Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.

Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.

Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.

Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.

Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.

Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.

Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.

Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.

In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.

Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.

Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:

More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.

TV-serien “Free to Choose” og den medfølgende bog(Det frie valg på dansk). Tv-serien var en sensation, da den blev sendt første gang i 1980. Se eller gense dem, de er stadig aktuelle.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=f1Fj5tzuYBE&feature=player_embedded#![/youtube]

I forbindelse med bogen Free to choose, som udkom i 1979, altså før TV-serien havde præmiere, selv om den blev skrevet efter optagelserne havde fundet sted, var Friedman gæst hos Phil Donahue i 1979 og 1980.  Takket være Youtube og internettet kan vi heldigvis fortsat se og nyde dem. I det 2. interview fra 1980 finder vi et af de mest berømte citater fra Friedman (om “greed):

Well first of all, tell me: Is there some society you know that doesn’t run on greed? You think Russia doesn’t run on greed? You think China doesn’t run on greed? What is greed? Of course, none of us are greedy, it’s only the other fellow who’s greedy. The world runs on individuals pursuing their separate interests. The great achievements of civilization have not come from government bureaus. Einstein didn’t construct his theory under order from a bureaucrat. Henry Ford didn’t revolutionize the automobile industry that way. In the only cases in which the masses have escaped from the kind of grinding poverty you’re talking about, the only cases in recorded history, are where they have had capitalism and largely free trade. If you want to know where the masses are worse off, worst off, it’s exactly in the kinds of societies that depart from that. So that the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=RWsx1X8PV_A[/youtube]

For et eksempel på Friedmans uforlignlige evner til at skære ind til benet og med få ord at beskrive en problemstilling, se f.eks. nedenstående video. Her forklarer Friedman i løbet af få minutter meget præcist problemet med velfærdsstaten. hans svar på den idealistiske unge mand er vel en slags “Taberfabrikken forklaret på 2 minutter”.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0E-URmNAa5o&feature=related[/youtube]

Verden blev et bedre sted at leve på grund af Milton Friedman 

Som historikeren Ole Brinkman skriver i dagens kronik, “Friedmans store betydning“, kan betydningen af denne af statur lille mand, for den hastige velstandsudvikling i en række lande, som lod sig inspirere, næppe overvurderes. Med en anden nobelprisvinder, Gary Beckers, ord:

Indbyggerne i Kina og Indien er måske ikke klar over det, men den person, som de især kan takke for deres forbedrede levevilkår, er Milton Friedman.

Og det er ikke kun lande i den 3. verden som kan takke Friedman. Ud over det paradigmeskifte som fandt sted i I-landene i 1980erne, har betydningen også været stor for flere tidligere øst-lande. Som Ole Brinkman skriver om Estland i sin kronik:

Også et lille land som Estland har haft en enestående økonomisk udvikling, takket være Milton Friedman. Efter Murens fald indledte Estland et reformprogram, som løftede velstanden til et niveau, som indbyggerne end ikke havde drømt om under Sovjettiden.På ti år blev Estland det land i verden, hvor internettet var mest udbredt. Statsindustrier blev privatiseret, virksomhedsskatter blev fjernet, personskatter drastisk nedsat, forbud og reguleringer fejet ud som affald. Estland blev Den Baltiske Tiger. Estlands daværende statsminister, Mart Laar, har senere forklaret, at de radikale økonomiske forandringer skyldes, at han under sovjettiden illegalt fik fat i Friedmans bog, og heldigvis vidste han ikke, at de toneangivende vestlige økonomer ikke mente, at den slags kunne gennemføres i praksis.

Også i Børsen, fremhæver Christopher Arzrouni i dagens leder, at:

Selvom Friedman i offentligheden blev fremstillet som en gal ideolog og mødt med demonstrationer under sit besøg i København i 1976, var han i virkeligheden pragmatisk. Han talte med alle vildfarne sjæle, amerikanske præsidenter og fra britiske socialdemokrater til kinesiske kommunister og chilenske diktatorer. Og Friedman lod sig anfægte af facts. I modsætning til de økonomer, der anser deres teorier for sande, uanset hvad der måtte ske, forsøgte han at fremsætte påstande, der kunne testes. En af dem gik ud på, at euroen ville bryde sammen. Det er ikke sket endnu, selvom det knager.

Mens Lisbeth Røge Jensen på sin blog på Jyllandsposten, under overskriften “Sæt forældre og undervisning fri” skriver om en af Friedmans mærkesager, voucher-ordninger, hvorefter pengene følger barnet. En anden af Friedmans mærkesager (som ikke var/er populær hos hans konservative tilhængere) var selvfølgelig hans modstand mod “The war on drugs” og forsvar for legalisering af narkotika. Vi har skrevet en del om her på bloggen. Friedmans argument kan ses på nedenstående video.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=QULAf1wZNhs&feature=related[/youtube]

Vi (og jeg tillader mig at tale på vegne af alle nuværende og tidligere skribenter) på punditokraterne er ikke i tvivl om at Milton Friedman er en af de vigtigste personer i det 20. århundrede. Uanset om man beskæftiger sig med økonomi i snæver eller frihed og velstand i bredere forstand. Vi er heller ikke i tvivl om, at han er en af de største humanister og et af de mennesker som har gjort den største positive forskel for flest mennesker. For når det kommer til stykket er der jo intet andet system, som er mere humant end markedet.

“The great virtue of a free market system is that it does not care what color people are; it does not care what their religion is; it only cares whether they can produce something you want to buy. It is the most effective system we have discovered to enable people who hate one another to deal with one another and help one another.”
― Milton Friedman

Og nyd så Friedman i nedenstående Q&A med en række vældigt skråsikre studerende i 1970erne.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0Q6S1LjU92Y&feature=related[/youtube]

For mere om Milton Friedmans betydning, se bl.a. Nelson and Schwartz: The impact of Milton Friedman on modern monetary economics eller bestil Lars Christensens fremragende og anbefalelsesværdige bog om Milton Friedman og hans betydning, bogen kan bestilles på DJØFs forlag. Lad mig i samme ombæring anbefale Lars blog “The Market Monetarist“, som er en af de få danske blogs med international gennemslagskraft (The Economist har bl.a. citeret Lars  blog). I dagens anledning bringer Lars naturligvis også en fødselsdagshilsen.

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

Selv om “rigtige” socialister (og modkraft) grundlæggende konsekvent misforstår menneskelig adfærd og dermed markedet, har de bestemt en pointe. Der er historisk en klar sammenhæng mellem virksomheder, som har været igennem mediemøllen (fortjent eller ufortjent) og som efterfølgende engagerer sig i “etisk og socialt ansvarlige” aktiviteter. Som alt andet markedsføring er det ligegyldigt, hvorvidt disse aktiviteter reelt gør en positiv forskel eller ej. Afgørende er at det forbrugersegment man henvender sig til tror på det, samt at man kan anvende det i forhold til det politiske system og sværmen af NGO’ere. Som sådan kan CSR ses som et redskab til at mindske politisk indblanding og krav. Ligeledes kan det anvendes som redskab til at fastholde politisk givne privilegier, hvorved man kan mindske konkurrencen på det marked man befinder sig.

Vurderet på denne måde er virksomhedernes ageren i fuld overensstemmelse med at virksomhedernes fornemmeste opgave er at maksimere profitten for dens ejere.

Endelig kan det ses som et redskab til at opfylde et behov for direktion og ejere for at kunne iscenesætte sig selv som drevet andre og mere ædle motiver end “blot” at tjene så mange penge som muligt.

At CSR skulle have en positiv effekt på bundlinen er dog meget tvivlsomt. Indtil dato er det svært at finde studier, som støtter den påstand. Den fremføres ikke overraskende oftest af CSR-eksperter, som altid gerne stiller deres ekspertise til rådighed mod betaling.

Om ikke andet kan det konkluderes at der med CSR er skabt en omfattende branche, som beskæftiger tusindevis af mennesker, samtidig med at der er opbygget et pseudo-videnskabeligt forskermiljø på en række videregående uddannelser, herhjemme bl.a. på Handelshøjskolen i København.  Personligt ville jeg have fundet det mere naturligt, hvis det havde hørt under Det Teologiske Fakultet.

Grundlæggende mangler hele området substans, og der er tale om salg af trosprodukter, hvis grundlæggende rationale er en manglende forståelse for den helt afgørende rolle som privat foretagsomhed spiller i et markedskapitalistisk system.

Som Adam Smith skrev for mere end 200 år siden i “Wealth of Nations”:

Every individual necessarily labours to render the annual revenue of the society as great as he can. He generally, indeed, neither intends to promote the public interest, nor knows how much he is promoting it…he intends only his own gain, and he is in this, as in many other cases, led by an invisible hand to promote an end which was no part of his intention. Nor is it always the worse for the society that it was no part of it. By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good.

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own necessities but of their advantages.

Det er jo basal viden for enhver økonom, at den enkeltes jagt på profit skaber grundlaget for vores fælles velstand, også selv om det ikke er formålet. Et resultat, som har vist sig at være konsistent i alle lande til alle tider, hvor markedet har fået lov til at fungere. Derimod er der intet historisk belæg for at godgørenhed, herunder de tusindevis af milliarder af dollars, som I-landende gennem de seneste 40 år har brugt på ulandsbistand, har haft nogen signifikant positiv betydning – studier tyder på, at resultatet har været det modsatte.

I 1970 skrev Milton Friedman en artikel til New York Times, hvor han advarede mod at pålægge virksomhederne andre forpligtigelser end at tjene penge. Under overskriften “The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits” konstaterer Friedman, at:

When I hear businessmen speak eloquently about the “social responsibilities of business in a free-enterprise system,” I am reminded of the wonderful line about the Frenchman who discovered at the age of 70 that he had been speaking prose all his life. The businessmen believe that they are defending free en­terprise when they declaim that business is not concerned “merely” with profit but also with promoting desirable “social” ends; that business has a “social conscience” and takes seriously its responsibilities for providing em­ployment, eliminating discrimination, avoid­ing pollution and whatever else may be the catchwords of the contemporary crop of re­formers. In fact they are–or would be if they or anyone else took them seriously–preach­ing pure and unadulterated socialism. Busi­nessmen who talk this way are unwitting pup­pets of the intellectual forces that have been undermining the basis of a free society these past decades.

Og som i så meget andet har Friedman fået ret. For hvis formålet med frivilligt at engagere sig i velgørende arbejde, naturpleje osv. skulle være at holde politikerne for døren, så er denne taktik fejlet. Havde man i stedet brugt ressourcerne på at forsvare og promovere det simple faktum, at det netop er markedet og det private erhvervsliv, som bærer hovedansvaret for vores stigende levestandard – og derigennem, hvilket måske er en overraskelse for mange, er garantien for en positiv udvikling for miljø og naturpleje, kunne tingene jo have set en del anderledes ud. Mange lande har og er i gang med at indføre krav om afrapportering af virksomhedernes CSR indsats. Herhjemme er der forslag fremme om at det offentlige kun må købe fra leverandører med en klar CSR-strategi osv. I England har man siden 2001 haft en minister for området, mens EU aktivt promoverer CSR.

Hermed dyrkes det grundlæggende socialistiske/religiøse synspunkt, at privat foretagsomhed og forfølgelse af egne interesser er til skade for resten af samfundet. Kun få reflekterer vist over hvad en sådan holdning siger om en selv (tyv tror som bekendt at hver mand stjæler), og det kan selvfølgelig ikke afvise at den grundlæggende holdning til andre menneskers moral og evner primært styres af indsigten i egen moral eller mangel på samme og evner.

I bogen “The corporation” som udkom for nogle år siden og opnåede stor popularitet (og bl.a. blev filmatiseret under samme titel), skriver juraprofessor Joel Bakan bl.a.:

The corporation’s legally defined mandate is to pursue relentlessly and without exception its own economic self-interest, regardless of the harmful consequences it might cause to others…Today, corporations govern our lives. They determine what we eat, what we watch, what we wear, where we work and what we do. We are inescapably surrounded by their culture, iconography and ideology. And, like the church and the monarchy in other times, they posture as infallible and omnipotent, glorifying themselves in imposing buildings and elaborate displays. Increasingly, corporations dictate the decisions of their supposed overseers in government and control domains of society once firmly embedded in the public sphere. Corporations now govern society, perhaps more than governments themselves do; yet ironically it is their very power, much of which they have gained through economic globalisation, that makes them vulnerable. As is true of any ruling institution, the corporation now attracts mistrust, fear and demands for accountability from an increasingly anxious public. Today’s corporate leaders understand, as did their predecessors, that work is needed to regain and maintain the public’s trust. And they, like their predecessors, are seeking to soften the corporation’s image by presenting it as human, benevolent and socially responsible.

Bogen spiller på den udbredte opfattelse, ikke mindst i populær-kulturelle produkter fra Hollywood, om store virksomheder som befolket af psykopater, som ikke skyer nogen midler for at tjene en ussel dollar mere. En forestilling som mange virksomheder (og deres interesseorganisationer) desværre forstærker gennem deres knæfald for CSR. At CSR af folk som Bakan og mange NGO’er, som f.eks. vores hjemlige Mellemfolkeligt Samvirke og Danwatch samt Forbrugerrådet, kun anses som et skridt på vejen mod den totale politiske og statslige kontrol, som angiveligt skal redde os alle fra os selv, viser i sig selv det absurde i CSR.

Grundlæggende for alt dette er som nævnt den socialistiske forestilling om, at “ren” virksomhedsdrift ikke gavner resten af samfundet, men se så lige her.

For nogle år siden undersøgte Oxfarm i samarbejde med Unilever, firmaets økonomiske betydning for Indonesien. Det viste sig at Unilevers aktiviteter genererede hvad der svarede til 300.000 fuldtidsstillinger, bidrog med en velstandsskabelse på minimum 630 mil. USD., og genererede 130 mil. USD. i skatteindtægter til den indonesiske stat. Alt sammen uden at det var formålet.

Og hvilken mobil mon alle de “bæredygtige deltagere” ved CSR Award 2011 foretrækker?

Afslutningsvis vil jeg lige fremhæve Apple, som siden Steve Jobs vente tilbage i 1990erne og først sikrede Apples overlevelse, for herefter at stå i front mens det blev til verdens mest værdifulde IT-firma, i den grad må siges at leve op til Adam Smith og Milton Friedmans ord om hvad virksomheder er sat i verden for at lave.

I en glimrende kronik i Børsen den 28. september skriver Ryan Smith, der tidligere har skrevet gæsteindlæg her på bloggen, bl.a.:

Apple-chefen Steve Jobs giver ifølge en prominent investor ikke så meget som en krone til velgørenhed, og Apple selv nægter at konformere med ngo’ernes standardkrav til store virksomheders CSR-rapporter.

Samtidig har der i årevis lydt anklager om, at Apples produkter fremstilles under kummerlige forhold i Kina, hvor både arbejdere og miljø lider overlast.

og senere

Det er ellers ikke, fordi der er noget særligt ved IT-branchen, som automatisk får dens giganter til at klare frisag fra interessegruppernes krav om CSR: Bill Gates blev anset som en skurk, allerede inden han inkluderede sin browser i sit styresystem og derved knuste konkurrenten Netscape. Men selvom Apple i dag holder markedet for tavle-pc’er i samme jerngreb, som Microsoft holdt markedet for styresystemer i 1990’erne, er der ingen, der har udsat Apple for samme smædekampagner, som man i sin tid gjorde det med Microsoft.

Steve Jobs har ellers ikke lagt skjul på, at han ikke prioriterer CSR: Da Jobs blev Apples administrerende direktør, skar han omgående samtlige CSR-programmer bort: “Vent, til firmaet er profitabelt,” sagde han.

Nu om dage er Apple ret så profitabel med ca. 76 mia. dollars på kistebunden. Med en sådan succes burde Apple for længst være blevet udsat for CSR-krav som dem, der ramte Microsoft i 1990’erne og har ramt store virksomheder med tiltagende kraft lige siden.

Alligevel er hverken Apple eller Steve Jobs blevet udsat for nævneværdigt CSR-had, og selv en bæredygtig type som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen pryder sig efter sigende med en Iphone

Og mon ikke også iphone er den  foretrukne mobiltelefon blandt alle de bæredygtige, etisk og socialt ansvarlige deltagere på årets CSR Awards? Det siger vist alt om hvor seriøst man skal tage den branche.

Og så har vi slet ikke set på de absurditeter som man i den verden tror på er gavnlige for verden, som økologi, krav om overholdelse af minimumslønninger og forbud mod børnearbejde. Jo, man befinder sig så sandelig i et semireligiøst univers hvor signaler og intentioner er alt, mens konsekvenser og fakta intet betyder. Men mon ikke de får en god dag, og skriver begejstret om alle deres oplevelser på facebook og twitter? – Via deres Iphone naturligvis.

Som modspil til ovenstående indlæg kan man gå ind på CSR Danmarks hjemmesider – her får den ikke for lidt : http://www.csr.dk/. Om ikke andet så generer man jo en del beskæftigelse – og indtægter – for sværmen af konsulenter og firmaer, som står parat til at lindre på virksomhedernes dårlige samvittighed og redde intet mindre end vores fælles klode. Det kan næsten ikke blive mere kvalmende.

Bernanke fik som bekendt øgenavnet ”Helicopter Ben”, da han i 2002 holdt to taler, hvor han med henvisning til Milton Friedmans berømte helikopter-eksempel understregede, at man altid kan udrydde deflation ved at trykke flere penge. Talerne kan læses her og her. Bernanke hyldede Friedman og Anna Schwartz for deres studie af depressionen i 30’erne, som konkluderede, at den amerikanske centralbank forårsagede depressionen gennem en alt for hård pengepolitik efter krakket i 1929.

Monetarister og tilhængere af den østrigske skole har længe debatteret årsagerne til depressionen i 30’erne og opskriften til den perfekte pengepolitik. Mark Skousen foreslår et interessant kompromis i bogen Vienna and Chicago: Friends or Foes?:

In conclusion, was there an inflationary imbalance during the 1920s, sufficient to cause an economic crisis? The evidence is mixed, but on net balance, the Austrians have a case that the low-interest rate policies of the Fed were sufficient to create distortions in the ”higher-order” sectors of the economy, and therefore a recession at minimum was necessary to correct these imbalances. But was Fed policy sufficiently easy to create a Great Depression following the 1929 stock market crash? Here the monetarists have the upper hand: only further deflationary blunders by the Federal Reserve could have turned the 1929-30 recession into the worst economic crisis of the 20th century.

Men uanset om man er monetarist eller østriger, så er John McCains skepsis over for Bernanke formentlig på sin plads. Selv Milton Friedman ville formentlig være betænkelig over den enorme udvidelse af pengemængden, som har fundet sted gennem det seneste års tid. Således påpegede Peter Bernholz tirsdag følgende i magasinet The American:

In a mistaken fear of deflation, the Fed lowered its interest rate to 1 percent and increased the monetary base by about 39 percent from 2000 to 2006 after the bursting of the New Economy Bubble. In doing so it encouraged an incredible credit expansion by the financial sector and thus allowed the subsequent asset bubble.

På den baggrund burde følgende give anledning til en vis bekymring:

The monetary base of the Fed has grown by about 99 percent within one year from the end of July 2008; and this following a substantial increase already since the end of 2008. Even the Swiss National Bank increased its monetary base by 112.5 percent from the end of 2008 to the end of May of 2009. The growth of the monetary base in the euro zone looks more modest, with 68 percent since the end of 2007. But even this smaller increase has never been experienced in monetary history except in countries suffering from high inflation.