Man kan naturligvis spørge, hvor humant det er at insistere på, at folk der flygter fra krig, naturkatastrofer og andre ulykker ikke engang må træde over grænsen til vores land. Jeg er af den overbevisning, at hvis folk først har vist mod og initiativ nok til at komme herop – vi bor trods alt i en kold, nordlig udkant af den beboede verden – bør vi også realitetsbehandle deres ansøgning om at blive. Men det aspekt fraset, er der et andet der bør behandles: Hvorfor vælge Rwanda som ’modtageland’?

Rwanda var oprindeligt et kongerige, som blev tysk koloni i 1898, men erobret af Belgien i 1916. Landet blev i en lang årrække administreret af Belgien som en enhed sammen med Burundi. Belgierne regerede landet gennem det allerede stærkt centraliserede kongerige, der således blev både endnu mere undertrykkende og mere autokratisk. Tre år før landet blev selvstændigt i 1962, var det blevet for meget for den største etniske gruppe – Hutuerne – der smed kongen på porten. Spændinger mellem Hutuer og Tutsier kom til at karakterisere landet i mange år, og eksploderede i et enormt folkedrab i 1994. 800.000 rwandere, heriblandt næsten tre fjerdedele af Tutsi-befolkningen, blev myrdet af deres medborgere.

Landets nuværende statsoverhoved og regeringsleder er præsident Paul Kagame, der de facto har ledt det siden han blev forsvarsminister i 1994. Han er en af Afrikas mest diktatoriske ledere, og spillede en ikke uvæsentlig rolle i folkedrabet og borgerkrigen i 90erne. Kagame arresterede således den tidligere præsident Pasteur Bizimungu i 2001 og forbød hans parti, og gjorde med implementeringen af den nye forfatning i 2003 effektivt Rwanda til en etpartistat. Hans respekt for forfatningen er dog begrænset: Kagame ændrede for eksempel forfatningen i december 2015, så han kunne stille op til en tredje periode som præsident. Han vandt derefter det stærkt ufrie valg og har de seneste år slået ekstra hårdt ned på al opposition. Man siger nu, at det ikke er nok at flygte fra Rwanda, hvis man som oppositionspolitiker eller kritisk meningsdanner bliver advaret – man skal flygte ud af kontinentet, fordi Kagames efterretningsstyrker også kan forfølge en i nabolandene. For eksempel er 30 journalister, ifølge the Committee to Protect Journalists, enten fængslet eller forsvundet i Rwanda siden 2018.  

Det er således et voldsomt diktatorisk land, danske politikere ønsker at flygtninge og andre asylansøgere skal sendes til, i stedet for at lade dem sidde i et dansk modtagecenter. Kortet nedenfor illustrerer dette på en anden måde, ved at plotte Varieties of Democracys indeks over respekt for folks borgerrettigheder (’civil liberties’) mellem 2017 og 202; røde markeringer er værre, blå er bedre. Som kortet viser, er det kun- regeringerne i Eritrea, Somalia og Sydsudan, der er mere tilbøjelige til at gøre vold på folks rettigheder. Organisationens vurdering af presse- og ytringsfrihed viser endda, at folk i Somalia har væsentligt større frihed end i Rwanda. Selv udenlandske forskere og Verdensbankens repræsentanter rammes, som Great Lakes Post skrev om for nogle få år siden, og Kagame fastholder ihærdigt et glansbillede af landet udadtil, mens han indadtil regerer med hård hånd.

Man må derfor spørge, hvad danske (og britiske) politikere har tænkt og planlagt, da de fik idéen om at etablere modtagecentre i Rwanda. Det er ganske svært at finde et mere diktatorisk styre, og næsten umuligt at finde et, der endda har en præsident med en fortid med involvering i folkedrab. Men måske er det netop pointen med idéen: Sender man flygtninge ned til Paul Kagames Rwanda, er der bestemt ’styr på dem’ – men på en måde, selv de mest hårdkogte medlemmer af DF og DD ville væmmes ved.

Kernen i ræsonnementet er følgende (som han også tidligere har fremført): Rettigheder og pligter eksisterer ikke løsrevet fra loven. Og nationen er lovens udspring. Derfor kan der ingen universelle rettigheder eksistere, kun hvad nationen lovgiver om. At tro det modsatte er udtryk for den kritisable individualisme.

Der er flere problemer med denne udlægning. Messerschmidt selv får det problem, at hvis loven er den eneste målestok – og intet andet eksisterer – så tillader det heller ikke ham selv at argumentere for noget, som ikke i forvejen er lov. Eller at indvende noget mod eksisterende love – så som udlændingeloven, love der udmønter internationale konventioner eller EU-forordninger. Men hvis der findes anden målestok end gældende lov, så kan den også begrunde individuelle rettigheder.

Det er således helt centralt, at når vi taler om rettigheder, så kan begrebet have (mindst) to betydninger, som hans retorik får blandet sammen. Det kan være et legalt begreb – altså et spørgsmål om gældende lovgivning – og et normativt begreb, afledt af hvad der bør eksistere legalt (hertil kommer, at rettigheder godt kan anerkendes i praksis, uden at være udtrykt som lovgivning, samt at moralske normer også kan føre til pligter). Hvordan loven bør indrettes, kan logisk set ikke afgøres (alene) af, om den eksisterer eller ej.

Messerschmidts præmis om, at nationen er altings ophav, er ligeledes en yderst problematisk antagelse. Vi har andre identiteter end den nationale – han nævner selv familietilhørsforhold – og endda nogle, som krydser grænserne. Lovgivning findes i øvrigt også på tværs af nationaliteter, og ikke alle stater er nationalstater. Selve begrebet nation bliver til mystisk abstraktion, hvis ikke den hviler på de enkeltindivider, den består af. Hvorfor er det Messerschmidt og ikke nationen selv, som skriver i Berlingske om den? Fordi nationen ikke kan agere eller eksistere uafhængigt af sine bestanddele. Derfor er individualisme uundgåeligt som analytisk, beskrivende udgangspunkt i politisk teori og filosofi.

Men man kan også gøre gældende, at individualisme er et uundgåeligt normativt udgangspunkt: I sidste ende handler normative ideer om at overbevise individer. Hvad mere fundamentalt kan man henvise til, end netop de egenskaber og vilkår, som er fælles for alle? Derfor er individuelle frihedsrettigheder typisk begrundet meta-etisk. De henviser ikke til specifikke etiske mål, vi har, men begrundes i, at de er nødvendige for alle mennesker for at nå deres individuelle mål, hvad de end måtte være. De kan så konkret variere på tværs af kulturer og alt muligt andet, uden at det rokker ved den formelle lighed i målforfølgelsen.

Det er ganske vist blevet på mode blandt visse nationalkonservative debattører at benægte eksistensen af universelle menneskelige træk og egenskaber – og i samme åndedræt foreskrive meget konkrete politiske tiltag som gode for en nationalt afgrænset gruppe af mennesker. Det har imidlertid ikke mere mening at benægte generelle, overordnede menneskelig efterstræbelse af mål end at benægte relevansen af menneskelige nyrer i lægevidenskaben med henvisning til, at de altid tilhører en konkret patient af en given nationalitet. Kendskab til den abstrakte nyre er vigtigt for at kunne kurere konkrete nyrers sygdomme. Jo mere generelle egenskaber ved en nyre, vi kan tale om, desto bredere gyldighed har en behandling. Ligesom det vigtigste ved en nyrepatient ikke er nationaliteten, er det heller ikke den vigtigste endsige eneste egenskab, der er vigtig for de politiske betingelser for et godt liv.

De borgerlige nationalstater i vesten er i høj grad født af oplysningstidens individualisme. Det er det abstrakte, almene individs velfærd, som begrunder deres institutioner. Derfor er det et grundlæggende princip, at individer som udgangspunkt har ret til at handle uden nærmere begrundelse, mens staten er begrænset til veldefinerede opgaver. Den udøvende magt må kun handle, hvis den har hjemmel til det i loven, og den dømmende magt skal ligeledes basere sig på loven. Loven, magtdelingen, demokratiet og frihedsrettighederne er begrænsninger på statsmagten og skal beskytte borgernes frihed. Friheden er primær.

Det er også en central konsekvens af individualismens uundgåelighed, at alternativet til borgernes frihedsrettigheder ikke er, at “staten” bestemmer, men at de beslutningstagere, der kontrollerer staten, bestemmer.

I vesten har dette udgangspunkt i moderne tid forenet liberale og konservative i en fælles borgerlighed. Grænser for politik er både et motiv og en tradition for vestlige borgerlige institutioner og samfund. Men denne borgerlighed er udfordret af en selverklæret nationalkonservatisme, som er mere national end konservativ. Den bygger på en kollektivistisk opfattelse, som har mere til fælles med den klassiske socialismes opdeling af befolkningen i klassefællesskaber end traditionel borgerlighed; denne gang blot med udgangspunkt i national kultur i stedet for klasser. Den har samme forestilling om, at individuelle interessemodsætninger og politiske incitamenter kan ignoreres, hvis bare politikken forvaltes af de rigtige. Public choice-teoriens indsigter er fraværende. I sine populistiske versioner bliver den en ren stammetænkning, som ikke anerkender reelle individuelle forskelle, men sondrer mellem ”det sande” (ofte ”vildførte”) folk, og den for tiden regerende elite. Det er en højre-populistisk version af venstrefløjens klasse- og identitetspolitik.

Når Messerschmidt kategorisk opstiller individualismen som modsætning til borgerligheden, må man frygte, at han har ladet sig inspirere af disse strømninger. Men han er faktisk en talentfuld og tænksom politiker, og hans parti blev skabt med den eksplicitte begrundelse, at der var behov for et bedre borgerligt samarbejde, end det Fremskridtspartiet leverede. Uden Venstre og Konservatives svage modspil til den venstreorienterede kollektivisme i 1960erne og 1970erne havde DF næppe heller set dagens lys. Så man har lov at håbe, at denne bekymring er forkert.

Der er én rigtig pointe i Messerschmidts kronik. Han påpeger, at rettigheder forudsætter en pligt – nemlig pligten for andre til at respektere rettighedsbærerens ret. Det er korrekt for så vidt angår såkaldte naturrettigheder, som hviler på en korrelation mellem rettigheden og pligten. Naturrettigheden eksisterer i kraft af en pligt, som det imidlertid er vanskeligt at påvise (min artikel om dette problem kan læses her). Men rettigheder kan etableres på andre måder. De kan f.eks. følge af enighed, konsekventialisme eller kantiansk pligtetik. I denne egenskab beskriver rettigheder betingelser for et godt liv og samfund, uden at der dermed følger en direkte almen pligt til at respektere dem.

Det er her vigtigt at understrege, at rettigheder ikke får eksistens af, at nogen blot postulerer dem. De klassiske (negative) frihedsrettigheder – liv, frihed og ejendom – står i modsætning til den voksende mængde af politiske ønsker, som uden grundlæggende begrundelse forfremmes til at være rettigheder. Senest har der været forslag fremme om ”klimarettigheder”. Der er måske ikke noget at sige til, at denne skødesløse anvendelse af rettighedsbegrebet har fremkaldt en såre naturlig modvilje, men det er vigtigt at gøre sig klart, at denne ”rettighedsgørelse” i lige så høj grad er en negation af de klassiske frihedsrettigheder, som afvisningen af alle rettigheder er.