COP-møderne kaldes klimatopmøder, men har ofte handlet det om alt mulig andet end klima. Også denne gang hvor hovedspørgsmålet endnu en gang var, om og hvor meget ”de rige” lande skal betale i klimabistand til ”de fattige”. Man blev enige om at hæve beløbet til 300 mia. USD (godt 2.000 mia. kroner), hvilket er en tredobling af det hidtidige beløb. Men det er fortsat et godt spørgsmål, hvor mange af pengene der vil blive overført, når det kommer til stykket. 

Spørgsmålet er dog helt grundlæggende, om der er en god grund til at overføre midler til regeringerne i den tredje verden på grund af klimaforandringer. Umiddelbart kunne det måske godt se sådan ud.  

Argumentet er primært, at den udviklede, industrialiserede verden historisk har udledt flest drivhusgasser. Brugen af fossile brændsler er en del af forklaringen på vores velstandsniveau. Udledningerne er allerede toppet i de vestlige lande, mens de fortsat stiger i de fleste udviklingslande – med Kina som den nu største udleder. Der er imidlertid ikke så god plads længere til at udlede flere drivhusgasser, som da vi voksede os rige. Og det kræver disse lande – som nu går under betegnelsen ”Det global Syd” – så kompensation for. En del vestlige lande, inklusive vort eget flagellantiske land, er principielt enige, men kvier sig ved de  beløb, modtagerlandene forlanger. 

Det kan som sagt lyde rimeligt nok. Men det er det i realiteten ikke. 

For det første er industrialiseringen ikke kun kommet de vestlige lande til gode, men også resten af verden. Den har løftet levestandarden næsten overalt på kloden – undtagelserne er de steder, hvor regimerne er ekstraordinært ringe. Før industrialiseringen levede befolkningen med en meget lavere levestandard, inklusive en middellevealder på det halve af i dag, og der var plads til meget færre mennesker: Der var omkring 1 milliard mennesker på jorden for godt 200 år siden ved den industrielle revolutions begyndelse mod 8 milliarder i dag. Langt de fleste af os kan takke industrialiseringen for, at vi er i live, og at vi ikke lever på eksistensminimum. Produktivitetsgevinsten har været global og ikke reserveret til dem, der historisk har brugt fossile brændsler i store mængder. Mens global opvarmning helt givet er en omkostning ikke mindst for de fattigste – og varmeste (de to ting overlapper end del) – lande, så vi alle haft en betydelig gevinst ved anvendelsen af fossile brændsler. Det er simpelthen ikke rigtigt, at vi er løbet med gevinsterne og kun har overladt omkostningerne til resten.  

For det andet er der ualmindeligt dårlige erfaringer med at hjælpe udviklingslande ved at overføre penge. En meget omfattende empirisk litteratur opviser næsten ingen positiv effekt af udviklingsbistand (se Doucouliagos og Paldam 2015). Angus Deaton, der modtog Nobelprisen i økonomi for udviklingsstudier i 2015, finder endda, at udviklingsbistanden gennemgående har negative effekter, når man desuden tager hensyn til dens afledte politiske konsekvenser. Den skaber en indtægtskilde for de regerende magteliter, så de ikke i så høj grad behøver at føre en politik, der fremmer velstanden hos den almindelige befolkning – en velstand de kunne beskatte. Selv hvis man måtte mene, at der burde overføres midler til almindelige mennesker i den fattige del af verden, er der ingen troværdig kanal til det.  

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html