Vi har tidligere skrevet om, hvordan det ser ud til at social tillid faktisk gør folk mere positive overfor globalisering (læs her). Men spørgsmålet om den modsatte årsagssammenhæng – påvirker globalisering folks tillid til hinanden – er stadig åbent. På den ene side er der en tradition i sociologi siden Ferdinand Tönnies, der mente der var en forskel på gemeinschaft og gesellschaft, hvor markedsøkonomien fører til gesellschaft og dermed ødelægger folks følelse af gemeinschaft, der groft kan oversættes til sammenhængskraft. På den anden side er der mere moderne tænkning, der fokuserer på hvordan folk lærer om andre mennesker, der er anderledes end dem selv, i en mere global markedsøkonomi.

Som en del af vores projekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg set på spørgsmålet. Helt specifikt undersøger vi i artiklen Does Globalization Suppress Social Trust? om øget globalisering underminerer folks tillid til hinanden. Det store problem i spørgsmålet er, om folks tillid påvirker deres lands handels- og investeringspolitik – dvs. landets grad af globalisering – eller om globaliseringen påvirker folks tillid. Man kan derfor ikke bare se på en simpel sammenhæng, men må finde en måde at løse kausalitetsproblemet. Vores løsning er at bruge det, der kaldes den epidemiologiske metode. Konkret undersøger vi, hvordan globaliseringen i folks formative år (16-25) har påvirket deres tillid idag. Vi stiller skarpt på immigranter, som har været påvirket af globaliseringen i deres hjemland, men nu bor et andet sted. Deres sociale tillid idag i Frankrig kan således logisk ikke påvirke globaliseringsgraden for 20 år siden i Marokko, hvis det er der de kom fra. Og den kan slet ikke gøre noget, når vi ser på tillid blandt immigranternes børn.

Resultatet af undersøgelsen, der udkom forleden dag i Journal of Economic Behavior & Organization er, at hvis der er nogen som helst effekt af globalisering på folks tillid, er den lille og positiv. Vi kan også vise, at påvirkningen primært kommer fra den førte politik og ikke fra faktiske globale handels- eller investeringsstrømme. På tværs af cirka 26.000 førstegenerations-immigranter og godt 7000 i anden generation finder Niclas og jeg således ingen – siger og skriver ingen – evidens for den type effekter, der gør politikere og nationalkonservative borgere skeptiske overfor fri handel og investeringer med resten af verden. Bekymringen om, at interaktion med resten af verden på en eller anden måde truer vores kernekultur, er med andre ord helt uden fundament.

Den glimrende Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) har en artikel på vej i Scandinavian Political Studies hvor han netop stiller spørgsmålet, og udfordrer standardfortolkningen. I ”The Compensation Hypothesis Revisited and Reversed” gennemgår Andreas evidensen for kompensationshypotesen og finder, at den faktisk er forbløffende svag. Mens der ser ud til at være en vis støtte til, at der findes en empirisk sammenhæng mellem offentligt forbrug og åbenhed, er det slet ikke tydeligt, at der er en kausal virkning af handel på det offentlige forbrug. Sammenhængen er da heller ikke videre klar i figuren nedenfor, mens sammenhængen mellem handel og økonomisk volatilitet – illustreret i den anden figur – heller ikke er der. Om noget gør mere handel landes økonomiske struktur mere diversificeret, så deres økonomier er mindre volatile.

Pointen i den tankevækkende artikel er, at en anden forklaring passer bedre på den evidens, der findes: Lande med store offentlige sektorer og stort offentligt forbrug bliver mere globaliserede og åbne, fordi det er den eneste måde man kan undgå de værste økonomiske konsekvenser af udgifterne. Et stort offentligt forbrug og en stor offentlig sektor skubber det private forbrug og den private sektor ud, og efterlader dermed borgerne med færre valgmuligheder og mindre indkomst. Større åbenhed trækker den anden vej ved at give flere valgmuligheder og indkomst. Den internationale konkurrence presser også det private erhvervsliv til at blive mere produktivt, hvilket er nødvendigt hvis man fortsat vil kunne finansiere en stor offentlig sektor.

Andreas peger således på, at man sandsynligvis har fejltolket kompensationshypotesen, der ikke passer på virkeligheden. Store velfærdsstater er tvungne til at være åbne økonomier, medmindre de vil acceptere at falde økonomisk bagud og få problemer med offentlig gæld. Åbenheden er ikke et resultat af hvad borgerne vil, men er en del af statens forsvar af en stor offentlig sektor.

We start by citing Francis Fukuyama:

I concur with the commonplace judgement that the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality in many rich countries.

We believe that Fukuyama is right in his description of the “commonplace judgment”, and there are some papers that seemingly support that view, such as the Importing Political Polarization paper by Autor et al. These papers typically identify clear causal effects, such as rising trade with China leading to lower employment in US manufacturing and that districts exposed to larger increases in import penetration elected politically more extreme political candidates.

It is, however, a big step to jump from these partial effects to the conclusion that populism has been triggered by globalization. Trade with China may have had more beneficial consequences elsewhere in the US economy, and economic globalization is more than just trade with China. Similar points have also been made by Paul Krugman in a comment on the Autor papers.

One might also worry that papers that identify interesting effects of economic globalization are more likely to be published, while papers with imprecisely estimated zero-effects might not even be completed and/or submitted.

Our working paper checks if there is a pattern across countries such that populist parties have grown more in countries where globalization has increased more. We do so using the KOF globalization index and the compilation of election results for populist parties in Europe produced by Swedish thinktank Timbro. The compilation covers 33 European countries (included when they become politically free) during the period 1980-2018).

As it turns out, the commonplace judgement alluded to by Fukuyama is not visible to the eye when comparing increases in populist parties’ vote shares and increases in globalization over different time periods:

A nice feature of Timbro’s compilation is the separation of populist parties into right-wing and left-wing populism. Dividing data into 4-year intervals and running regressions using KOF’s measure of economic globalization de facto (that combines trade in goods, services and trade partner diversity with financial globalization) and right-wing populist vote shares with country and time fixed effects reveals no significant correlation between the two . The reason is, however, that EU-countries have more economic globalization and also more right-wing populism. Once EU-membership is controlled for, there is no positive association between economic globalization and right-wing populism. Here is what the fixed effect panel regression with right-wing populist vote shares as dependent variable looks like:

In the paper, we show results also for left-wing populist parties (typically smaller in more globalized countries), random effects instead of country fixed effects (almost identical results) and other types of globalization. The main result is always that once EU-membership is controlled for, more globalized countries if anything have slightly smaller populist parties.

Note also that income inequality (measured using the Gini-coefficient for disposable income taken from Swiid) is typically negatively associated with populism.

Needless to say, these are only correlation. But even if Fukuyama is right that income inequality somehow causes populism, it seems that countries with more inequality for other reasons still end up with less populism on average.

Finally, the fact that EU-membership is associated with about 7 percentage points bigger right-wing populist parties is pretty interesting. It suggests that the European Union does not fully succeed in promoting its official goals (among which we find tolerance, inclusion, justice, non-discrimination as well as social and territorial cohesion and solidarity). The EU-effect is very much in line with a pattern recently noted by Dani Rodrik, that right-wing populists in Europe portray the EU and the elites in Brussels as their enemy, not free trade.

Dagens spørgsmål er, om befolkningers syn på globalisering følger deres syn på andre mennesker. Spørgsmålet er ikke taget ud af den blå luft, men er i virkeligheden ganske logisk: Globalisering indebærer flere interaktioner – mere handel og flere investeringer – med folk, der er anderledes end en selv, og som på flere plan er ’fremmede’. Har man generelt et positivt syn på andre mennesker og stoler på dem, er det svært at se, at friere handel skulle udgøre en trussel. Er man derimod misantrop og stoler kun på sine nærmeste, er næsten al interaktion – som Edward Banfield skrev så fremragende om – med andre mennesker en trussel.

Vi gør det i tre simple figurer, hvor vi bruger to af EuroBarometer-undersøgelserne. I den første figur er folk blevet spurgt, om globalisering er til gavn for virksomheder fra ens land. I nummer to er spørgsmålet, om respondenterne har gavn af import fra lande udenfor EU, og i den tredje er spørgsmålet, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn for deres land. I alle tre figurer er de vestlige lande markeret med sort, mens de tidligere kommunistiske lande er markeret med rødt. Alle tre figurer viser sammenhængen mellem spørgsmålene og landets grad af social tillid, målt på standardmåden ved procentdelen af befolkningen, der i spørgeskemaer mener, at man kan stole på de fleste mennesker.

Det generelle billede er ganske klart. I den første figur er korrelation mellem tillidsmålet og opfattelsen af, at globalisering er til gavn 0,02 i tidligere kommunistiske lande, men hele 0,78 i resten af Europa. Måske er nulsammenhængen i Central- og Østeuropa ikke så mærkelig, når man påtænker hvad der sker, når game statslige virksomheder i kommunistiske lande kastes ud i moderne international konkurrence.

I de to andre spørgsmål er begge grupper dog relativt ens. Spørger man, om folk har gavn af import fra lande udenfor EU, er korrelationerne 0,39 og 0,77, mens de er 0,49 og 0,87 når man spørger, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn. På tværs af spørgsmål ser man således det samme generelle billede.

Man skal naturligvis være påpasselig med at tolke simple plots fra nationale spørgeskemaundersøgelser. Mine glimrende kolleger Ina Jäkel og Marcel Smolka har for eksempel vist (læs her), hvordan præferencer for handelspolitik også drives af folks og landes komparative fordele. De tre figurer her giver dog en ganske klar indikation om, at folks præferencer for international handel og konkurrence muligvis også afhænger af deres basale menneskesyn. Den ene forklaring udelukker ikke den anden, mens forskellen i tillidskultur matcher hvad vi ved om EU-landes præferencer for, hvordan EU’s fælles handelspolitik burde se ud.

“Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie. Økonomer på tværs af politiske skel – fra højreorienterede som Robert Barro til venstreorienterede som Branco Milanovic – har omhyggeligt dokumenteret, hvordan klodens fattigdom er styrtdykket siden 1980’erne.”

Niels og jeg peger på, hvordan dette uomstridelige faktum ofte ignoreres i debatten, og til tider direkte modsiges. Pia Olsen Dyhr påstod for eksempel i Politiken i februar at ”Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang.” Sagen er, at det ikke er !en sandhed”, men ren misinformation. Denne og en række andre påstande, som både politikere og skruppelløse særinteresser som Oxfam Ibis ofte gentager, hviler på en grundlæggende misforståelse af hvad absolut fattigdom er i forhold til det noget mærkelige begreb ”relativ fattigdom.”

Vi peger også på, hvordan meningsdannere ofte enten misforstår eller blot misbruger nonsens-information fra det opgørelser af ulighed i målte nettoformuer, der hvert år kommer i form af en rapport fra Credit Suisse. Sidst, men ikke mindst, peger vi på hvor dybt misvisende debatten om såkaldt ’social dumping’ er.

Alle disse forhold mener vi danske journalister burde vide, og fange/konfrontere politikere og særinteresser med. At vi her snart 16 år efter vores første fælles artikel om emnet skal gentage pointerne, peger dog på at det (mildt sagt) ikke er noget, journalister lærer af sig selv. Vi håber derfor i denne omgang, at de fleste af dem læser Ræson.

Dagens seminar var et af typen, der både var interessant og overraskende. Det blev givet af Manoel Bittencourt (University of Witwatersrand) som præsenterede “Trade Openness and Fertility Rates in Africa.” Papiret er fælles arbejde med Manoels sydafrikanske kolleger Matthew Clance og Yoseph Hetachew (University of Pretoria). Som titlen antyder, er deres interesse om der er en sammenhæng mellem de faldende børnetal i Afrika, og regionens stigende handel.

Bittencourt et al. skriver sig op mod Galor og Mountford, som argumenterer at handel burde teoretisk være forbundet med højere fertilitet i Afrika. Deres grund er, at fordi de største dele af Afrika har komparative fordele i landbrug og ganske simpel produktion, vil øget handel gøre det mere attraktivt at få flere børn, der kan hjælpe på farmen.

I modsætning til Galor og Mountford fokuserer Bittencourt et al. direkte på Afrika, hvor effekten burde kunne ses. De undersøger sammenhængen på tværs af 50 afrikanske lande siden 1970, og finder det modsatte: Særligt import af forbrugsgoder er forbundet med lavere fertilitet. De bekræfter således, at der faktisk er en sammenhæng mellem øget handel og lavere børnetal for verdens fattigste region.

Det særlige ved papiret, som Bittencourt understregede, er at det ikke bare gælder al handel, men mest handel med Europa, og særlig efter 1990. Effekterne er ydermere drevet af high-tech import, og helt specielt import i en kategori, der inkluderer TV, telekommunikation og elektriske maskiner. Disse mønstre indikerer en måde at fortolke resultaterne på.

Fortolkningen, som Bittencourt gav ved seminaret og som publikum fandt plausibel, er at effekten kommer fordi folk i Afrika i dag simpelthen ser mere TV, og med TV kommer der også læring og særligt viden om familienormer osv. i andre lande. Med andre ord får afrikanske familier færre børn, når de ser mere TV og dermed bliver udsat for anderledes input end traditionelle familiemønstre og –normer. Mange, og særligt dem der ser europæiske og amerikanske serier og film, oplever at små familier og en længere singletilværelse er almindeligt i rigere lande. Selvom man ikke kan sige med fuldstændig sikkerhed, ser historien ud til at være, at globalisering ikke blot skaber økonomisk udvikling, men  også bredere sociale ændringer i retning af mindre familier, større tolerance, og bedre liv.

Der har i årevis floreret påstande om, at globalisering skaber økonomisk ulighed. Påstanden er ikke kun fra den yderste venstrefløj, hvor international handel altid har været suspekt, men har også fået sin gang blandt nationalkonservative. I USA er ideen om globaliseringens trusler central i Trump-administrationens politiske overvejelser, mens den i Danmark mest er begrænset til angiveligt ’intellektuelle’ som Rune Selsing. For de af os, der har beskæftiget sig med handelsteori og international økonomi har påstanden altid lydt teoretisk tvivlsom og politisk hul, som de fleste påstande med stærk politisk opbakning.

Ny forskning, der blev udgivet fra det fornemme CesIFO i München i januar, afmonterer således store del af myten. CesIFO-chefen Clemens Fuest har allieret sig med sine professorkolleger Florian Dorn og Niklas Potrafke – en ven af punditokraterne og en af undertegnedes jævnlige medforfattere – for at se omhyggeligt på evidensen.

I Globalization and Inome Inequality Revisited tager de tre tyske økonomer fat på spørgsmålet med friske øjne. De tager først og fremmest fat i problemet, at økonomisk teori siden 1930erne har peget på, at virkningen af globalisering ikke behøver være ens på tværs af regioner og typer af samfund. Fuest et al. håndterer også kausalitetsproblemet, da ulighed kunne bidrage til globalisering ved både at have konsekvenser for landes komparative fordele og påvirke eller reflektere landets økonomiske politik.

Tyskerne finder, at ser man på verden som helhed ser det ud til, at globalisering er forbundet med større ulighed. Bryder man derimod verden op i forskellige regioner, bliver det klart at det generelle billede er skabt af én bestemt gruppe lande. Det er i lande, der er i transition fra kommunisme til en eller anden form for markedsøkonomi, at globalisering ser ud til at skabe ulighed. I resten af verden er der ingen tydelig forbindelse mellem de to, og i særdeleshed i OECD-landene er sammenhængen meget klart et nul. Konklusionen fra et af de mest omhyggelige studier til dato er klar: I vores slags samfund skaber globalisering absolut ikke indkomstulighed.

Dermed er det dog ikke sagt, at globalisering ikke påvirker forskellene mellem rig og fattig. Ser man på verden som helhed, er øget globalisering en af de vigtigste grunde til, at en række fattige lande vokser ganske hurtigt og dermed løfter desperat fattige mennesker ud af fattigdom. Men internt i lande er der også en afgørende forskel.

Som den svenske økonom Fredrik Erixon og direktør for tænketanken European Centre for International Political Economy peger på i et nyt papir, er forskelle i indkomst ikke den eneste måde, at ulighed kan måles. Han ser i stedet på, hvad der hypotetisk ville ske, hvis ens land holdt op med at handle med resten af verden. Fredrik viser en række beregnede eksempler på, hvordan globalisering gør hverdagen meget billigere for almindelige forbrugere. Jakkesæt til mænd er cirka 36 % billigere, briller er 58 % billigere, vaskemaskiner er 76 % billigere, og symaskiner – som ikke var almindelige i f.eks. tyske hjem i 60erne, er 82 % billigere. Med andre ord er en af de store gevinster fra globalisering ikke at blot folk tjener meget mere – hvilket de faktisk gør, da globaliseringsprocesser på flere måder bidrager til at gøre samfundet mere produktivt – men at pengene også rækker meget længere.

Som jeg selv har understreget i flere anledninger, gør øget globalisering måske endda champagne dyrere når nyrige kinesere og indere begynder at efterspørge de sparsomt tilgængelige bobler. Men i vores del af verden bliver almindelige varer, som vejer tungt i de fattigere segmenters budget, væsentligt billigere af at den internationale handel bliver friere og mere konkurrencepræget. Og i den fattige del af verden skaber den utallige muligheder for verdens virkeligt fattige. Globaliseringskritik er derfor muligvis god populistisk valgkamp, men den er en ekstremt ringe basis for udviklings- eller socialpolitik.

I min klumme i Børsen i dag skriver jeg om Ricardos ide (læs her, gated). Douglas Irwin (Dartmouth) gør det samme hos VoxEU og understreger også, hvor svær ideen faktisk er at forstå:

It was for this reason that Paul Samuelson (1972: 683), when challenged by the eminent mathematician Stanislaw Ulam to name one proposition in the social sciences that was both true and non-trivial, thought of the theory of comparative advantage. In a beautiful essay “Ricardo’s Difficult Idea”, Paul Krugman examined why non-economists have such a hard time grasping the implications of trade based on comparative advantage, aside from the inherent difficulty of the concept. The reason, he concluded, is not just that many people fail to understand the positive-sum nature of trade, wanting instead to view it in the context of an international rivalry based on zero-sum competition.

Men kernen er måske ikke så svær igen. Her er mit eksempel fra Børsen:

I en moderne udgave af Ricardos eksempel, kan man forestille sig, at både Thailand og Danmark kan producere bukser og termostater. I Thailand tager det 8 arbejdstimer at producere en sending termostater, mens det kun tager 4 timer i Danmark. En sending bukser tager 4 arbejdstimer i Thailand, men kun 3 hos os. Danmark er således bedst til alt, men ikke komparativt bedst. Ricardos indsigt var nemlig, at fordi thaierne skal opgive to sendinger bukser for hver termostat, de producerer, kan det bedst betale sig for dem at importere danske termostater. Fordi vi omvendt kun opgiver 4/3 bukser per termostat, kan vi faktisk få mere ud af vores samlede ressourcer, hvis vi importerer bukser fra Thailand. Begge lande har derfor gavn af frihandel, selvom et af dem er tydeligt dygtigst.

Handel er ikke et nulsumsspil og kan derfor heller ikke ses som en ’krig’ eller et spil, hvor nogen vinder og andre taber – uanset hvad præsident Trump eller Marine Le Pen tror. Og der er ingen lande, der ikke har noget at handle med, som en af myterne i bistandsmiljøet siger. Fattigdom er ikke skabt af handel og globalisering, men af forsøg på at stoppe den.

Et af de mest almindelige er påstanden om, at der naturligvis er vindere og tabere, når man handler mere. Argumentet er derfor, at taberne skal ’kompenseres’ ved at staten omfordeler fra ’vinderne’ til ’taberne’. Kompensationsargumentet er et af de mere mærkelige, og ganske vilkårligt, når man tænker lidt over det. Påstanden er først og fremmest, at de synlige ’tabere’ fra globalisering bør kompenseres fordi politiske ændringer har skabt en situation, hvor deres tidligere arbejde nu ikke længere er tilstrækkeligt profitabelt til at blive opretholdt. Der er flere elementer i argumentet, som ikke tåler yderligere overvejelse.

Først og fremmest indebærer argumentet, at hvis synlige arbejdspladser flytter fra København til Haderslev – man kan f.eks. forestille sig, at globalisering gør det mere attraktivt at placere arbejdspladserne tættere på Nordtyskland – er der ingen krav om at kompensere de københavnere, som skal til at finde et nyt job. Flytter de derimod den cirka halve times bilkørsel sydpå til Flensborg, gælder modstandernes krav derimod – endda uanset at medarbejderne måske bor i Padborg eller hører til det danske mindretal i Slesvig. Der er også det mærkværdige i argumentet, at man mener at folk skal kompenseres hvis man kan fortælle en historie om, at deres jobtab skyldes globalisering; men hvis jobtabet skyldes teknologisk udvikling, der gør dem overflødige, er der ingen påstand om et krav om kompensation. Det vilkårlige findes dermed i, at hvis én proces flytter jobs ved at gøre dem relativt mindre produktive, skal nogen kompenseres, mens hvis en anden helt parallel proces – den ændre på deres relative produktivitet – flytter jobs, er der intet krav om kompensation.

Der findes også et yderligere moralsk element i kompensationsargumentet. Husk først, at på den lange bane flytter al aktivitet til de områder, der er relativt mere produktive – de har en komparativ fordel. Argumenterer man for, at ’taberne’ bør kompenseres, er det således det samme som at sige, at vi bør give overførsler til grupper i samfundet, som ganske enkelt ikke er specielt dygtige længere. Man kan således diskutere om det er fair, at man omfordeler til grupper, der har hvilet på laurbærrene – ikke mindst fordi omfordeling naturligvis altid skal betales af andre grupper i samfundet, som tydeligvis enten er mere produktive eller har mindre politisk indflydelse.

Et andet problem, der er centralt for hele debatten, er det rent epistemologiske problem: Hvordan ved vi, hvad der forårsagede et jobtab eller flytning af en virksomhed? I realiteten kan man ofte blot observere, at et firma eller en gruppe firmaer afskediger medarbejdere, men uden at man har ret meget information om baggrunden for at de gjorde det. Hvis man ser samme firma skaber lignende arbejdspladser i et andet land på samme tid, taler man om outsourcing, som sker når det er for dyrt at have produktionen i et land fremfor et andet – det første lands arbejdskraft er ikke længere produktiv nok i forhold til den aflønning den kræver. Men det samme kan også ske internt i Danmark, når et firma udkonkurrerer et andet, eller på tværs af sektorer, når en sektor af en eller anden grund bliver væsentligt mere produktiv. Det er derfor ofte umuligt at vide, om nogle bestemte jobs er forsvundet pga. globalisering eller noget andet.

Sidst er der en række påstande, som ofte ytres af de samme personer: 1) Handel skal skabe arbejdspladser for at den er god; 2) Eksport er godt, import er skidt – det er altså handelsbalancen, der er vigtig; og 3) Vi må beholde arbejdspladser til ufaglærte eller i ’traditionelle’ erhverv, ellers svækkes sammenhængskraften. Alle tre er rendyrket nonsens!

Først og fremmest kan handel ikke skabe arbejdspladser andet end på den meget korte bane. Når folk som Socialdemokraternes Jeppe Kofoed således fastholder, at EU ikke bør indgå handelsaftaler medmindre de skaber arbejdspladser, er hans krav baseret på en helt fundamental misforståelse. Det handel gør, er at den tillader lande at specialisere sig, dvs. at få mest muligt ud af deres ressourcer. Det indebærer blandt andet, at de arbejdspladser, der ikke er produktive i international konkurrence vil forsvinde, og dermed tillade ressourcer som både arbejdskraft og andet at flyde til de mere produktive erhverv. Folk får derfor bedre og højere lønnede jobs som følge af globaliseringen, men ikke flere af dem. Handelen skaber også et konkurrencepres, som incentiverer de fleste virksomheder til at lede efter måde at blive mere produktive på, og som også tillader at viden flyder over grænser. Begge dele gør eksisterende jobs mere produktive.

Et relateret argument er, at eksport og godt for det tjener vi penge på, mens import er skidt fordi det slår danske arbejdspladser ihjel og er en udgift. Virkeligheden er dog den modsatte: Import er velfærdsskabende, fordi det tillader almindelige forbrugere at købe billigere varer, det giver et mere forskelligartet udbud, og det giver adgang til bedre kvalitet. For at importere varer, behøver man dog udenlandsk valuta, som indtjenes gennem eksport. Den udenlandske valuta kan jo i sagens natur ikke bruges i Danmark. Og skulle man have et handelsbalanceoverskud, indebærer det logisk, at de ekstra euro og dollars skal ’bruges’ i udlandet. De indebærer derfor, at man flytter investeringer ud af landet til udlandet.

Det gælder dermed også det sidste argument om sammenhængskraft. De lavtlønnede, ’traditionelle’ jobs producerer ikke luksusvarer, men derimod almindelige varer, som ofte er for dyre at producere i Danmark, eller hvor de danske varer er for dårlige. Skal man ’beskytte’ den arbejdskraft mod udenlandsk konkurrence, indebærer det logisk, at disse varer bliver dyrere. Og det særligt penible i det er, at det er varer, der vejer langt tungere i fattiges budget end i middelklassens eller de rigeres budget – vaskemaskiner, tøj, mad. Er der reelt nogen der tror, at det kan skabe sammenhængskraft hvis man gør livet dyrere for de fattigste grupper i samfundet? At det er solidarisk eller fair?

Det var tre eksempler på misforståelser, der gør store dele af debatten idiotisk på begge sider af Folketinget. Der findes flere…

The Economist satte sig derfor forleden til at svare på, hvor stort er dette problem (hattip: Niclas Berggen). De bad YouGov om at spørge folk i 19 forskellige lande rundt omkring i verden om deres holdninger til globalisering. Figuren nedenfor illustrerer svarene.

Ikke overraskende er befolkningerne i de såkaldte ’emerging economies’ stærkt positive overfor globalisering, som man også måtte forvente. Eksportsektoren og de attraktive jobs, der skabes i den, er meget synlige, fordi de ikke var der for 10-15 år siden. Omvendt er Frankrig og USA de mindst positive – i Frankrig er der endda et flertal, der mener at globalisering er skadelig. I USA er gennemsnittet en smule mere positivt, men cirka en tredjedel af alle de adspurgte er ubesluttede. Der er således et meget stort, potentielt marked for vælgere, der kan narres.

Det positive i undersøgelsen er dog, at danskerne er den befolkning, der er mest positiv overfor globalisering. 69 % af de adspurgte danskere er positive, og meget få er direkte negative. Der er således stadig en markant erkendelse af de mange, positive virkninger af handel og globalisering. At der dog er mange, der ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, viste sig tydeligt i torsdags, da min medpunditokrat Niels Westy deltog i Debatten på DR (se udsendelsen her). Påstandene fra ikke-økonomer stod mærkværdigt uimodsagte indtil Niels satte ind, men i den post-faktuelle verden som DRs journalister befinder sig i, ændrer tingene sig næppe meget. Så hvis læserne sidder derude og har fornemmelsen af, at der jo både er plusser og minusser og at det er et emne, som folk er uenige om, bør de huske to ting: 1) Gavnligheden af international handel og globalisering er et af de relativt få emner, som der er massiv konsensus om blandt økonomer; og 2) spørge sig selv om dem, der kommer med de skeptiske påstande faktisk har nogen som helst indsigt eller ekspertise på området.

Hovedattraktionen er dog Niclas Berggrens leder, der i denne måned handler om ’den truede globalisering’. Niclas beklager med rette både den europæiske debat og en amerikansk valgkamp, hvor begge kandidater er erklærede protektionister. Han noterer den ganske overvældende forskningsstøtte for de positive konsekvenser af globalisering, men også – med stor beklagelse – at svenske professor ikke engagerer sig i nogen offentlig debat om emnet. Hans opråb til de svenske kolleger kunne lige så godt være et wake-up call til danske, tyske og britiske forskere:

”Min förhoppning är att västvärldens ekonomer tar sitt ansvar framöver och klargör ekonomiska och andra konsekvenser av de olika val som kommer att stå till buds, även om sådan kunskapsspridning inte garanterar något särskilt politiskt utfall.”

Som altid er ED både gratis og stærkt anbefalet!

Ud fra udviklingen de seneste 5 år konstaterer Economist i sin leder, “The gated globe” med at:

When the global financial crisis erupted in 2008, that hubris was replaced by fears of a replay of the 1930s. They were not realised, at least in part because the world had learnt from that dreadful decade the lesson that protectionism makes a bad situation worse.

Men konstaterer samtidig, at fortsat globalisering og liberalisering har været fraværende de seneste 5 år og at:

Yet a subtler change took place: unfettered globalisation has been replaced by a more selective brand. As our special report shows, policymakers have become choosier about whom they trade with, how much access they grant foreign investors and banks, and what sort of capital they admit. They have not built impermeable walls, but they are erecting gates.

Ikke mindst er det globale kapitalmarked blevet ramt. Således er de globale kapitalstrømme i form af lån og investeringer, faldet fra 11.000 mia. dollars i 2007 til ca. 4.000 mia. dollars sidste år. Og selv om en stor del af faldet er en naturlig konsekvens af krisen (eurozonens problemer vejer tungt), må en del dog også tilskrives en aktiv indsats fra myndigheders side. Med andre ord har man øget regulering af kapitalens frie bevægelighed.

Vi har ikke kun oplevet et øget omfang af kapitalrestriktioner – også i forhold til den egentlige varehandel, har man set en stigende protektionisme. Global Trade Alert har siden 2009 registreret mindst 400 nye protektionistiske tiltag hvert eneste år, inklusiv Danmark.

Samtidig har ikke mindst BRIC landende i stigende grad ført en aktiv offentlig erhvervspolitik (konkurrencestaten).

Vi har set det hele før. Selvfølgelig kan man undre sig over at verdens regeringsledere ikke har lært mere af historien, se også nedenfor. På den anden side er det naturligvis en ganske logisk konsekvens i systemer, hvor bestemte interessegrupper har muligheden for at påvirke myndighederne. Det gælder ikke mindst i lande hvor private og offentlige/politiske interesser ofte er svære at adskille.

Det skal dog medtages, at også flere lande som traditionelt har stået som bannerførere for øget frihandlen og liberalisering, de senere år har udvist en alt andet end markedskonform politik. Det gælder ikke mindst USA, der både i forhold til resten af verden og internt har oplevet et fald i den økonomisk frihed siden midten af nullerne. Fra at være blandt de 10 frieste økonomier var man i 2011 nummer 19. Og det er ikke kun et udtryk for at andre lande er blevet mere økonomisk frie, men at der er tale om et direkte tilbageskridt.

Dette og meget andet kan man læse ud af den seneste “Economic Freedom of The World” rapport fra Fraser Institute.

Økonomisk frihed er forudsætning for personlig frihed.

Varer og kapitals frie bevægelighed er naturligvis kun en del af det som vi opfatter som grundlaget for økonomisk frihed. Sidste uges Economist tema om globalisering er således kun en delmængde, om end en ganske betydelig en af slagsen. for en mere grundig gennemgang af de komponenter som udgør Fraser’s “Freedom index”, se her.

Fraser har for nylig udgivet deres seneste rapport. Ud over en gennemgang af de enkelte landes “score”, hvor man ud over USA’s deroute måske bør bide mærke i, hvor spredt de europæiske lande ligger.

Men lad os slutte af med at konstatere, at :

Økonomisk frihed fremmer velstand:

Sikrer højere vækst i u-landene:

Mindsker korruption

 Og selv om der ikke er den store forskel i indkomstfordelingen mellem de mest og mindst økonomiske frie nationer

Er den absolutte velstand signifikant højere for de fattigste, jo højere grad af økonomisk frihed

Både de politiske og borgerlige frihedsrettigheder trives bedre i lande med høj grad af økonomisk frihed (jo højere score jo ringere vilkår)

Og endelig er befolkningen mere tilfreds!!

Men hvordan ser det ud, når vi sammenligner den nuværende situation med vores egen historie? Det er en pointe, jeg har understreget nogle gange, år jeg har holdt foredrag for gymnasieklasser. Og historisk er sammenligningen meget sjovere. Figuren nedenfor viser handelstal siden 1875 – den røde linje er baseret på data fra Historical Financial Statistics, den grønne fra Penn World Tables, Mark 7.1, og den grønne er en indeksering af Penn så de passer med de tidligere tal. Figuren viser, at vi pt. ligger lige omkring det tidligere maksimum, som vi havde mellem 1903 og 1908. Med andre ord er vi i globaliseringssammenhæng cirka nået dertil, hvor vi var i slutningen af den første globaliseringsbølge. Og spørgsmålet er, om det med moderne teknologi er særligt imponerende?

Af særlig interesse er det, at Danmark er rykket tre pladser ned ad den internationale rangliste. Den primære grund er et fem procents fald i økonomisk globalisering, som både kan ses i de faktiske handels- og investeringstal og en stigning i de effektive handelsrestriktioner. Hvorfor vi ingen debat har om det i Danmark er et mysterium for mig.

Mine bedsteforældre levede i et gryende industrisamfund. De fik højere levestandarder og bedre liv ved at flytte til byerne og ind i en boomende dansk industri. Mine forældre levede i et gryende informationssamfund. De blev akademikere og fik gode jobs bag skriveborde, hvor de så på tal og var funktionærer. Du lever i et gryende netværks-samfund. Du lever af kreativitet, og har ikke brug for en formel virksomhed.

Jeg skriver til dig fordi jeg ved, at du er fremtiden. Dine kreative evner og arbejdsomhed gør, at du er på forkant i det hyper-kompetitive app univers. Du konkurrerer hver dag med hele verden. Du skal lave lige præcis den app, der er den smule bedre end konkurrenten at din bliver købt frem for hans. Forskellen mellem succes og fiasko er hårfin i din verden. Til gengæld er gevinsterne ved succes store og umiddelbare.

Du kan bo hvor du vil. Og der hvor du vælger at bo kommer det til at gå godt. Der vil være vækst, god infrastruktur og god offentlig service. Der hvor du ikke vil bo kommer tingene til at gå i stå. Så simpelt er det. Du er Silicon valley. Mine forældre er Detroit. Man kan prøve at tvinge Silicon valley til at betale Detroits offentlige service, sådan at byen dør langsommere. Men det er kun symptom behandlende medicin. Det ændrer ikke på slutresultatet – kun på hastigheden. Hvis du ikke vil bo i Detroit, skal Detroit ikke eksistere.

Det har ikke noget med politiske holdninger at gøre, selv om mange gerne vil tro det. Og det kan ikke laves om af politiske beslutninger. Medmindre de beslutninger lokker dig ind i folden.

De færreste politikere, eksperter og lærde mennesker forstår dig og hvad du bringer. De fleste af dem lever i mine forældres verden. En verden hvor staten skal understøtte vækst ved at betale for uddannelse, hvorefter statens indbyggere skal betale skat tilbage til gengæld. En verden hvor politikere gennem kloge og langsigtede investeringer i ”grøn vækst” skaber plads til ”velfærd”. Et ord der er blevet en eufemisme for alt hvad den offentlige sektor laver – hvad enten det er godt eller skidt. De lever i en logik, hvor det er en god ide at beskatte folk der flytter til udlandet, hvis de har fået en uddannelse på skatteydernes bekostning. De tror de lever i et industrisamfund med konflikter imellem arbejdstagere og virksomheder, hvor trepartsforhandlinger kan redde landets fremtid. De tror at begrebet ”dansk virksomhed” giver mening.

Men du ved bedre. Du er fremtidens økonomi. Flygtigere end nogensinde. Du ved at du selv skaber værdien gennem din indsats og evner. Din virksomhed er ikke ”dansk”. Den er din og du kan udføre den, hvor end du har lyst. Du vil diktere morgendagens samfund gennem dine beslutninger om, hvor du vil bo og arbejde. Karl Marx fortalte os det: Det er den måde vi skaber økonomisk værdi på, som dikterer de institutioner vi har og den italesættelse vi laver af dem. Ikke omvendt. De fleste mennesker har det bagvendt. Inklusiv de fleste danske politikere. På begge fløje. Desværre. For de kommer til at halte uhjælpeligt bagefter. Valget mellem at Danmark bliver Detroit eller Silicon Valley afhænger af dine beslutninger – og ikke af deres. De kan kun vælge indirekte. Ved at skabe de rigtige rammevilkår for dig. Hvad er de?

Oveni har Drehers forskergruppe også barslet med et nyt indeks, der måler landes position på menneskehandel. Indekset kan ses her. Man kan altid diskutere, hvordan man præcist kan måle den slags, men som det første konkrete mål for politikken overfor menneskehandel er det potentielt af stor betydning. Seo-Young Cho, Axel Dreher og Eric Neumayer fortjener absolut omtale for indsatsen!

Mens handel og investeringer bidrager positivt, er det i særlig grad den såkaldt »samfundsmæssige« globalisering, der presser regimer til at respektere menneskerettighederne: Jo flere, der har internet-adgang, læser udenlandske aviser og bøger, og har kontakt med udlændinge gennem rejser eller andet, jo bedre bliver menneskerettighedssituationen.

Hele kommentaren kan læses her.

Mens økonomer ret let kan måle den økonomiske globalisering – det er blot international handel og investeringer – er de andre områder noget sværere at få fat på. Det har (desværre) gjort det let for diverse sociologer og andet godtfolk, heriblandt en af mine yndlingsaversioner, polakken Zygmunt Bauman, at hævde at globaliseringen har helt dæmoniske konsekvenser. Hvis blot man kunne måle de ting, ville den empiriske forskning kunne tage sig af en del af spørgsmålene, der blæser i vinden når Frank Aaen ikke lige svarer på dem.

I de sidste par år har en af mine tyske kolleger (og venner) gjort en indsats på netop dette område, som jeg synes fortjener bred opmærksomhed. Axel Dreher, der pt. er ansat på ETH i Zürich, har nemlig udviklet fire globaliseringsindex: Et overall index, samt tre underindex, der netop dækker økonomisk, social og politisk globalisering. Jeg synes ikke at der kan reklameres nok for Dreher-indexene, der er eminent brugbare.

For at give et par eksempler på dem, er top- og bundplaceringerne i det senest inkluderede år (2003) som følger: Luxemborg er det økonomisk mest globaliserede land med en score på 8.44 ud af de 10 mulige, mens bundplaceringen er Bahamas (1.36). USA topper den sociale og politiske globalisering (6.25 og 5.48), mens billedet internt i EU er noget mudret. Sverige er topscoreren når det gælder social globalisering (5.03) og Storbritannien når det gælder den politiske (5.42), mens bundskraberne er de nye lande Litauen (2.3 på den sociale) og Malta (2.88 på den politiske). Sjovt nok er det mindst økonomisk globaliserede EU-land Italien (3.64) – en placering der også afspejles i deres politik. Man behøver blot huske baggrunden for, at deres nationalbankdirektør blev presset bort fra posten forleden for at få et eksempel.

De sørgelige nyheder er vores eget lands placering. På de bløde områder – socialt og politisk – er vi med scorer på 3.61 og 3.87 nummer 15 i verden, men vi halter bagefter på den økonomiske globalisering. Med 4.42 ud af 10 mulige er vi kun nummer 30 i verden, efter lande som  Canada og (gudhjælpemig) Oman og Frankrig. Når man tænker på, at små lande typisk handler noget mere end store, er det virkeligt et wake-up call til de danske politikere og virksomheder: Der er en verden derude med muligheder, som vi ikke tager.

Når alt kommer til alt, mener jeg at Dreher-indexene fortjener solid opmærksomhed. De er for det første en rigtig god datakilde for samfundsforskere overalt i verden (og de er gratis!). Men for det andet giver de også et hurtigt og let indblik i, hvor vores eget land er placeret og hvordan. Enhver der kan forstå en skala fra 0 til 10 kan se forskellene og evaluere vores egen position. Og det indblik er ikke særligt flatterende.