Når det lyder absurd, er det, fordi vi normalt anser en persons valg som udtryk for deres vilje, altså det de i situationen foretrækker. Hvis jeg vælger et rugbrød i stedet for et franskbrød, er det, fordi jeg foretrækker det. Det ville være absurd at foretrække franskbrødet og i stedet vælge rugbrødet – i hvert fald hvis der er tale om et frit valg. Man kan sagtens forestille sig valg, som ikke er frie og derfor ikke afspejler min vilje. Hvis nogen holder en pistol for min pande, er brødvalget ikke frit. Man kan også sagtens have en lang metafysisk diskussion om, hvornår et valg er frit. Men det er ikke pointen her. Pointen er, at det, vi anser for helt grundlæggende rationelle individuelle valghandlinger, ikke findes på det kollektive plan.

Hvor ved vi det fra? Det er et veletableret resultat af teorien om sociale valg, social choice. Kollektive beslutninger har mange besynderlige egenskaber. F.eks. er der et helt grundlæggende skisma, som indebærer, at en kollektiv beslutning enten indeholder et element af kaotisk tilfældighed, eller at udfaldet er dikteret af dem, der formulerer valgtemaet eller har udformet valgsystemet. Der findes intet valgsystem, som neutralt aggregerer vælgernes individuelle præferencer.

Disse besynderlige egenskaber er ikke kun af akademisk interesse. De kan i høj grad komme i centrum, hvis og når grønlænderne skal stemme om uafhængighed.

Som udgangspunkt kunne man dog forestille sig, at et uafhængighedsvalg kunne undslippe problemet, fordi der kun ser ud til at være to valgmuligheder: Ja eller nej til selvstændighed. Problemerne med manglende kollektiv rationalitet dukker først for alvor op, når der er mere end to kandidater at vælge mellem. Men selv om der kun kommer to valgmuligheder på stemmesedlen, kan vælgerne have meget forskellige udfald ved selvstændighed i tankerne. Nogle vil være selvstændige for enhver pris, mens andre kun vil være det, hvis det ikke får negative økonomiske konsekvenser.

Det var f.eks. tydeligt ved den britiske afstemning om at forlade EU, at der ikke var én brexit, men flere alternative i spil – og at præferencerne endda var cykliske, da det kom til at præcisere exit-modellen nærmere i Parlamentet. Der var ikke flertal for nogen af modellerne.

Det kan altså sagtens ende med, at grønlænderne træffer en beslutning for en variant af selvstændighed, som et flertal ikke ønsker sig. Der kan f.eks. være vælgere, som stemmer for uafhængighed og forestiller sig, at levestandarden kan opretholdes med et uændret bloktilskud fra den danske stat. Sammen med et mindretal, der ønsker selvstændighed for enhver pris, kan de komme til at udgøre et flertal for udtræden af rigsfællesskabet, selv om det fører til, at bloktilskuddet afvikles. Så selv om et flertal reelt foretrækker – som hidtil – at forblive i rigsfællesskabet og opretholde en høj levestandard, kan det ende med det modsatte. På samme måde som der var briter, som stemte for Brexit, fordi de ønskede sig et Singapore-Upon-the-Thames med frihandel og deregulering, der langt fra blev til noget.

Hvor realistisk er det, kan man dog spørge sig, at en del af grønlænderne skulle stemme for uafhængighed på præmisser, de ikke ønsker sig? Mere end man måske skulle tro.

Det hænger sammen med en anden egenskab ved mange stemmer i et demokrati: Ekspressiv stemmeafgivning. Sandsynligheden for, at den enkelte vælgers stemme gør nogen forskel, er meget lille. Her er også en fundamental forskel til individuelle valg, hvor konsekvenserne overvejende eller udelukkende falder på den enkelte selv. Med en meget lille sandsynlighed for at påvirke valgresultatet kan motivet for den enkelte vælger blive ikke at påvirke resultatet, men at give symbolsk udtryk for en holdning, et tilhørsforhold eller tilsvarende. Der er en stor litteratur, som faktisk bekræfter, at vælgerne lægger vægt på forhold, som ikke har nogen betydning for den politik, som bliver ført. F.eks. spiller politiske kandidaters udseende en rolle for deres stemmetal. Det kan ligefrem være individuelt rationelt at stemme irrationelt.

Problemet med, at vælgerne stemmer ekspressivt, gælder i øvrigt uanset, om der kun er to valgmuligheder – dvs. selv om der var enighed om konsekvenserne af selvstændighed.

Det virker som om mange grønlændere principielt går ind for selvstændighed. Det gør de grønlandske partier også. Bare ikke i en realiserbar model, hvor det ikke har økonomiske konsekvenser. Men hvad vil der ske, hvis man udskriver en folkeafstemning? Hvor mange vil ikke stemme ekspressivt i overensstemmelse med det principielle selvstændighedsønske?

Jeg ved det simpelt hen ikke. Det er muligt, at frygten for de økonomiske konsekvenser og realismen får overtaget, men den individuelle omkostning ved at stemme med hjertet er lille – selv om den kollektive kan være meget stor.

Læg dertil, at det politiske system på Grønland næppe er verdens mindst dysfunktionelle, og at der ser ud til at udarte sig en populistisk konkurrence op til valget i marts. Foreløbigt har det resulteret i, at også Siumut nu lover en snarlig folkeafstemning.

Derfor ville det ikke overraske mig, hvis det ender med en udtræden, som et flertal ikke ønsker sig, når det kommer til stykket.

Jeg siger dermed intet om, at en befolkningsgruppe ikke bør have lov til at udtræde, hvis den ønsker eller bare beslutter det. Men det er en anden sag. På samme måde er det også spørgsmål for sig, om det vil være en fordel eller ulempe for grønlænderne at udtræde, og om hvad forholdet vil blive til Trumps Amerika.

Men, som en god (unavngiven) ven spurgte forleden dag: Hvad hvis man kunne? Hvad skulle Danmark have for Grønland? Helt særligt, hvad hvis man byttede grønlænderne med de nuværende US Virgin Islands – det tidligere Dansk Vestindien? Danmark solgte de tre vestindiske øer til USA i 1917 for knap 100 millioner kroner, eller 3,7 milliarder nutidskroner. I relative tal ville det svare til et salg i dag for cirka 25 milliarder, eller knap 3,3 % af det offentlige budget. Hvordan ser sammenligningen mellem ’Greenland’ og Dansk Vestindien ud og bytter man lige over?

Der bor lige knap 58.000 grønlændere på Grønland mod 107.000 indbyggere på de vestindiske øer. Umiddelbart er grønlænderne rigere: CIAs World Factbook vurderer det købekraftskorrigerede BNP per indbygger til 41.800 mod 37.000 PPP dollars på Jomfruøerne. Det afspejler dog ikke helt hverken levestandarderne eller den økonomiske formåen. Grønland får omtrent 25 % af sin indkomst som direkte bloktilskud (og en del indirekte støtte), mens de amerikanske tilskud til Jomfruøerne er cirka 9 % af BNP. Den totale private indkomstskabelse på Grønland er således 1,8 milliarder dollars mod 3,5 milliarder på Jomfruøerne, og en meget stor andel af Grønlands er den offentlige sektor. I 2016 indkrævedes således hele 77,4 % af BNP i skatter, afgifter og andet; den tilsvarende på Jomfruøerne var 28,9 %.

Med de velkendte problemer med at opgøre den faktiske værdi af en offentlige sektor in mente, er de vestindiske øer sandsynligvis meget mere produktive end Grønland. Ser man på sociale problemer, er der næppe heller nogen sammenligning, der falder ud til grønlandsk fordel: Landet er kendt for voldsom alkoholisme, skræmmende incest- og voldsproblemer, og verdens sandsynligvis højeste selvmordsrate (82,8 per 100.000). Umiddelbart peger det hele derfor på, at de vestindiske øer er langt mere værd end Grønland.

Der er dog to forhold, der taler for Grønland: Naturressourcer og dets strategiske placering. Det er en vis sandsynlighed for, at landet har olie, uran og sjældne jordarter under isen, og at der er økonomi i at udvinde disse ressourcer. Ingen kender værdien af dem, men den er potentielt meget stor. Det andet element er den strategiske placering, hvor Arktis er ved at blive et internationalt varmt område: Naturressourcerne kan vise sig at være der, og hvis isen trækker sig nordpå, er der mulige sejlruter gennem grønlandske farvande, som bliver meget attraktive. Oveni de forhold skal man lægge en væsentlig interesse fra amerikansk (og dansk) side for at kunne forsvare sig mod et i stigende grad aggressivt regime i Moskva. I den forbindelse er Grønland en vigtig, fremskudt post i NATO.

Så kunne man bytte Grønland for de Dansk Vestindiske Øer? Det praktiske svar er naturligvis et rungende nej. Men det er et interessant spørgsmål at tænke over, og ikke mindst som en øvelse i hvad en økonomi er ’værd’. Den understreger, at Grønlands værdi blæser en del i vinden og afhænger af både stærkt usikre klimaforandringer og usikre forekomster af visse ressourcer. Jomfruøernes økonomiske status er langt sikrere, da det er et nogenlunde almindeligt caribisk samfund. Og det ville da være meget sjovt at overveje, hvordan verden ville se ud hvis danskerne droppede turen til Pukhet og tog på ferie i Charlotte Amalie i stedet for.