Idag bør man alligevel fejre Hayeks Nobelpris og undre sig over klagerne. I 2011 kårede toptidsskriftet American Economic Review for eksempel de 20 mest indflydelsesrige artikler, det havde publiceret i dets første 100 år. Hayeks 1945-artikel The Use of Knowledge in Society var helt ukontroversielt blandt de 20. Det samme er reflekteret på Google Scholar, der pt. finder 23895 citationer af artiklen, 14795 citationer af Law, Legislation and Liberty, og cirka lige så mange af The Constitution of Liberty. Hayeks Use of Knowledge artikel er citeret langt over 4000 gange de sidste fem år alene, mens alt Gunnar Myrdal skrev, er citeret omtrent 35 gange. Myrdal er næsten totalt glemt idag, og hans arbejde er svært at tage særligt alvorligt som forskning idag. Hayek, derimod, er stadig ekstremt relevant i så forskellige felter som monopol- og konkurrencelovgivning, iværksætterstudier, og vores forståelse af vækst. og innovationsprocesser.

Det gjaldt ikke mindst i 2020-22, da nedlukningerne i den vestlig verden i høj grad hvilede på det, Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte “The Pretence of Knowledge”. Hayeks penetrerende analyse af, hvad der sker når man gør som om man har viden og forståelse af komplekse fænomener, er absolut værd at mindes om igen. Hele den korte forelæsning kan læses her, og er meget varmt anbefalet. Der er mange værre måder at bruge 20 minutter på en decemberaften!

Opdatering: The Institute of Economic Affairs i London har udgivet et lille jubilæumsskrift med Hayeks Nobelforelæsning og nyskrevne betragtninger fra Peter Boettke, Donald Boudreaux, og Bruce Caldwell. Hele publikationen kan hentes gratis her.

Det synes jeg, er det vigtigste. Hvor stor en del af deres politik, de vil søge mandat hos vælgerne til at gennemføre i den kommende valgperiode, er en praktisk politisk afgørelse, jeg ikke vil blande mig i. Det var også min kommentar til Jyllands-Posten, da avisen spurgte mig, om LAs tilkendegivelse for nylig. Jeg er mere bekymret for, at partiet svækker sit langsigtede fokus på at øge produktiviteten i den offentlige sektor.

Det bør i øvrigt lige noteres, at det at ”afskaffe topskatten” ikke betyder det samme nu, som det gjorde tidligere. Det skyldes regeringens skattereform fra sidste år, hvor topskatten bliver skåret op i et trehovedet monster: Mellemskatten, topskatten og top-top-skatten. Og det er derfor mindre klart, hvad en halvering vil sige. Hvis man kun halverer den nye topskat, men ikke mellem- og top-topskatten, så er lettelsen naturligvis meget mindre, men det er der tydeligvis heller ikke lagt op til. LA vil således stadig afskaffe top-topskatten i første hug, og man må forstå, at partiet vil bruge halvt så meget provenu, som det tidligere kostede at afskaffe topskatten. Det kunne – i tillæg til at fjerne top-topskatten – f.eks. være at halvere både mellem- og topskatten (som i dag er på 7½ pct. hver) eller at afskaffe mellemskatten. Det rækker omtrent halvdelen af provenuet til.

Hvis man helt fjerner de tre skatter, så indebærer det efter ministeriernes nuværende regneprincipper et mindreprovenu på 12 mia.kr. Topskatterne bidrager altså stort set ikke til at finansiere den offentlige sektor på i alt 1.400 mia.kr – mindre end 1 pct. Og det er endda under forudsætning af de urealistisk små adfærdseffekter, ministerierne stadig regner med. En opdatering af regneprincipperne har ladet vente længe på sig. Det har længe været klart, at litteraturen peger på meget højere effekter. Det skrev jeg om her. Og i mellemtiden er der kommet flere studier til, bl.a. dette studie på danske data og dette meta-studie. Lægger man deres adfærdseffekter til grund, fører i hvert fald top- og top-topskatten til et negativt provenu.

Uanset om provenuet er lille eller negativt, er forvridningsvirkningerne store og kan derfor ikke begrunde progressive tillægsskatter som de tre skatter. Det batter ikke, og staten råder under alle omstændigheder over langt mindre forvridende skattekilder som f.eks. bundskatten.

Men hvad kan så begrunde topskatterne?

Det normale svar er: Fordelingspolitik. Altså et ønske om at udjævne indkomsterne. Nogle svinger sig endda op til at tale om ”social retfærdighed”, selv om man kan kritisere det for ikke at være meningsfyldt.

Men hvilken slags fordelingspolitik? Én type fordelingspolitik handler om at hæve indkomsterne for dem, som har mindst. For personer med lave indkomster må man formode, at de primært har deres egen levestandard i sigte. Topskatterne bidrager bare enten meget lidt eller slet ikke med provenu til at hæve nogens levestandard med.

Derimod virker topskatterne fordelingspolitisk ved at skade de højere indkomster. Det er en fordelingspolitik, som alene fokuserer på de laveste indkomsters relative position, uafhængigt af om de får det bedre eller dårligere, blot nogle andre – topskatteyderne – får det endnu dårligere.

Dette fordelingspolitiske motiv kan meget dårligt begrundes i min bog. Uanset hvilke fraser, man iklæder det, er det misantropi og misundelse. Altså glæde ved at andre stilles dårligere. Hvis topskatterne giver et negativt provenu, skal glæden endog være stærk nok til at kompensere for, at også de lavere indkomster får det dårligere, fordi det forsvundne provenu i stedet kunne have været omfordelt til dem. Den anden form for fordelingspolitik sker i så fald på den førstes bekostning.

Skadevirkningen er essensen i topskatterne. Misundelse er ikke et acceptabelt politisk princip. Derfor bør det være en principiel mærkesag for et borgerligt parti at afskaffe topskatterne – og derfor er det både godt og naturligt, at både LA og Konservative holder fast i dette mål. Det handler om helt grundlæggende politiske principper, ikke om simpel materialisme eller at ”holde med de rige”.

Når det kan være svært for selv borgerlige ind i mellem at forklare det, kan det hænge sammen med, at nulsumstænkningen er så udpræget i politik. Altså at politik går ud på at dele en given kage, og at der er en direkte sammenhæng mellem, at nogle får mindre, når andre får mere. Men lige som markedstransaktioner stiller alle bedre (i fravær af eksternaliteter), så kan politiske beslutninger også i nogle situationer stille alle bedre – eller omvendt føre til beslutninger, som netto giver forringelser eller ligefrem kun forringer (som ved skatter, der på marginalen ikke giver noget provenu).

Det taler for at begrænse adgangen til den sidste slags politiske beslutninger. Det er bl.a. derfor, et flertal ikke må gøre mindretallet til slaver eller på anden måde krænke deres personlige frihed. Af præcis samme grund har en række liberale tænkere som Hayek og Buchanan vendt sig imod progressive skatter som topskatterne, fordi flertallet ellers kan behandle mindretallet uvilkårligt hårdt. John Stuart Mill kaldte endda den form for beskatning for ”røveri”. Kun de negative adfærdseffekter giver flertallet et incitament til at holde igen med at beskatte ”de rige”, og incitamentet forsvinder først, når nettoprovenuet holder op med at stige. Er der misundelse til stede, forsvinder incitamentet endda langsommere end det.

Modstanden mod topskatterne bør være principiel og ikke kun et bekvemmelighedsargument om, at give de højeste indkomster en ”belønning” for at være flittige. Derfor er det vigtigt – som de to partier stadig gør – at holde fast i, at topskatterne bør helt væk.

For de som ikke har set talen endnu, kan det ses overfor i en AI-udgave, hvor Milei taler engelsk med sin egen accent – og jo, den er god nok, der er tale om hans tale, som blev holdt på spansk – og nu kan ses på engelsk. Ja, det er fagre nye verden.

Vi kommer helt sikkert til at vende tilbage til Argentina og de tiltag som landets nyligt valgte præsident og regering prøver at gennemføre, ikke kun for at undgå et truende økonomisk kollaps, men også for på sigt reelt vil gøre op med den argentinske økonomiske model, som den grundlæggende har fungeret de seneste mere end 100 år.

Lige nu og her vil jeg blot anbefale de at de der ikke har set “kaptajn Ancap’s” tale endnu, at se den. Det er udsædvanligt at høre en tale fra en præsident, hvor referencerne er Hayek, Friedman, Bastiat, Ayn Rand, Rothbard m. fl. Men Milei er på mange måder også temmelig usædvanlig og her tænker jeg ikke kun på hans udseende, klonede hunde eller til tider noget kraftfulde optræden (for at sige det pænt).

Milei er den første præsident i min levetid, som jeg kan komme i tanke om, der åbent har erklæret at han er anarkokapitalist (filosofisk) og minarkist i den verden vi nu en gang lever i. Og vel og mærke synes at have ganske godt styr på hvad det indebærer.

Så kan man være mere eller mindre enig i det han siger. Undertegnede er fx. helt uenig med ham, når der går “Rothbard” i ham og han erklærer at der ikke findes markedsfejl. Jo, det gør der, problemet er når man bruger eksistensen af dem som argument for øget statslig indblanding og regulering, da “aben ofte blot følger med”, som min med-punditokrat Otto Brøns-Pedersen vist udtrykker det og ender med at blive til “statsfejl” i stedet.

Også han tilsyneladende veneration for Trump (som er alt andet end frimarkedsorienteret) og Bolsonaro deler jeg ikke, men det er nok værd at medtage at hans opfattelse af de to ikke er baseret på hvad de er for, men hvad de efter hans opfattelse er imod. Det vender jeg nok tilbage til i et senere indlæg.

Og jo, det er Milei aka “El Capitan Ancab” som synger for i videoen nedenfor.

Desuden løser kunstig intelligens ikke socialismens andet centrale problem: Incitamentsproblemet. Hvordan sikres det, at den almægtige centrale myndighed ville gennemføre de ”samfundsmæssigt” mest hensigtsmæssige beslutninger? På et almindeligt marked er der en overensstemmelse mellem egennyttige beslutninger og det fælles bedste, men det har ikke været muligt at finde kollektive beslutningsmekanismer med samme egenskab. Det problem forsvinder ikke af at have en kunstig intelligens til rådighed, påpeger Acemouglu.

Man kunne selvfølge overveje – hvad Acemoglu ikke gør – om den kunstige intelligens kunne udstyres med en ”velfærdsfunktion”, der helt autonomt maksimerede befolkningens nytte frem for magthavernes. Men det ville i så fald kræve, at den fik magt til at regere uden efterfølgende muligheder for menneskelig intervention. Ville vi turde tage den risiko? Og hvordan ville man kunne sikre sig, at maskinen ikke udviklede sine egne præferencer eller idiosynkratiske fortolkning af, hvad der er bedst for os?

En anden overvejelse: Hvor meget vil kunstig intelligens kunne afhjælpe allokeringsproblemerne i den offentlige sektor? De er i princippet ikke forskellige fra vidensproblemet under socialisme. Dog kan myndighederne i en markedsøkonomi betjene sig af viden om markedspriser på markedet udenfor den offentlige sektor, som kan være fraværende under socialisme, ligesom de kan ”importere” innovationer fra den private sektor. Det ville ikke være muligt i et samfund  fuldstændig underlagt planøkonomi. Men til gengæld mangler myndighederne i en blandingsøkonomi ofte viden om borgernes præferencer, fordi der typisk ikke er priser på offentligt udbudte goder. De mest realistiske socialister forestillede sig trods alt, at der skulle være et frit forbrugermarked med prisdannelse bestemt af forbrugernes præferencer; det er ”kun” produktionsapparatet, som skal være på statens hænder. I en offentlig sektor som den danske er myndighederne derimod både producenter og efterspørgere.

Kunstig intelligens vil formentlig kunne hjælpe til med at gøre den offentlige sektor mere produktiv i snæver teknisk forstand. Altså finde måder at producere det samme billigere eller få mere ud af de samme penge. Men hvis det gælder om også at sammensætte produktionen, så den passer bedst muligt til borgernes præferencer – så vi opnår det, vi kalder ”efficiens” – så kommer AI’en stadig til kort. Det ville som minimum kræve et frit marked med prisdannelse.

Og så vil den i øvrigt stadig ikke kunne løse det hayekansk problem med lokal, ”tavs” viden, som Acemoglu peger på.

Dermed ikke være sagt, at kunstig intelligens ikke kan gøre et socialistisk system lidt mere produktivt. Det ”praktiske” problem med at beregne en produktionsplan bliver mindre, når der kommer mere datakraft.  Omvendt byder kunstig intelligens på endnu et problem med at kombinere kapitalgoder på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst skabe innovation. Socialisme vil i så fald blive lidt mindre fattigt, men få et større efterslæb i forhold til os andre. Omtrent som den teknologiske udvikling har virket for Nordkorea hidtil.

Hypotesen, der har sine rødder i Friedrich Hayeks The Road to Serfdom fra 1944 og Milton Friedmans Capitalism and Freedom fra 1962, siger at en vis grad af økonomisk frihed er en forudsætning for at have et stabilt demokrati. Friedman pegede for eksempel på, at hvis staten enten ejer eller detailregulerer radiospektret eller andre industrier der er vigtige for medierne, kan man ikke have egentlig pressefrihed – et argument jeg fandt solid evidens for i en artikel i 2018 – og en væsentlig grad af ytrings- og pressefrihed er en forudsætning for demokrati. Hayeks klareste argument var, at når staten regulerer arbejdsmarkedet i ekstrem grad, ender folk med at stemme på magthaverne for at beholde deres job. Udviklingen de sidste 15 år i Venezuela har meget klart illustreret Hayeks pointe. Derudover kan man også argumentere for, at hvis det offentlige forbrug bliver meget stort, bliver det for let for magthaverne at bestikke vælgerne, og når man decideret kan købe stemmer er der ikke længere tale om et reelt demokrati.

Problemet med Hayek-Friedman Hypotesen er, at den er svær at teste. Det kan for eksempel være endda meget svært at etablere en klar årsagssammenhæng, fordi økonomisk frihed kunne påvirke graden af demokrati, men demokrati kunne i princippet også føre til større økonomisk frihed. For det andet kan det være svært at etablere, hvilket element af borgernes økonomiske frihed er mest relevant.

I dag gør vi alligevel et forsøg på en simpel test ved at sammenholde demokratidata fra Bjørnskov-Rode databasen med data fra Varieties of Democracy-projektet på graden af statsligt ejerskab i økonomien. Dataene fra min og Martin Rodes projekt viser om lande er enkeltparti-autokratier, autokratier med valg med flere partier, men hvor valgene enten manipuleres eller ignoreres, og faktisk demokratier. I figuren nedenfor deler vi alle lande siden 1990 (observeret hvert år) op i fem grupper alt efter hvor stort det statslige ejerskab er. Vi plotter derefter, hvor stor en andel af hver af de fem grupper, der er enten enkeltpartistater (de røde dele), flerpartiautokratier (sorte), eller demokratier (hvide).

Billedet i figuren bekræfter meget tydeligt logikken i Hayek-Friedman Hypotesen:  Mens der naturligvis er en stor overvægt af enkeltpartistater i lande med omfattende statsligt ejerskab, da de fleste af dem var kommunistiske, er demokrati kun den største andel i de to grupper med mindst statsligt ejerskab. Mellemgruppen er derimod netop karakteriseret ved at have flerpartivalg med en opposition, men ikke reelt demokrati. Mønsteret er med andre ord præcist det, hypotesen siger.

De eneste demokratier blandt de to grupper med størst statsligt ejerskab er næppe overraskelser, og støtter hypotesen: Ukraine 1990-92, Letland og Mongoliet i 1990, Estland og Nepal i 1991, er alle eksempler på lande i transition fra kommunisme til demokrati, mens Venezuela i 2013-15 var på vej mod diktatur i lyntempo. De er således lande i transition mod demokrati eller væk fra demokrati.

De relativt få eksempler på lande med meget lidt statsligt ejerskab, der ikke er demokratier, tæller først og fremmest en række ’failed states’: Den Centralafrikanske Republik de sidste ti år Chad, Haiti og Somalia. Hong Kong er også blandt dem, ligesom Peru under Fujimoro og Côte d’Ivoire de sidste 20 år, og alle er eksempler på lande med relativt klart ideologisk politik.

Mønsteret i dataene fra Varieties of Democracy bekræfter således, at mens en grad af økonomisk frihed er en forudsætning for demokrati, er det ikke en garanti. Stabilt demokrati eksisterer ikke uden stort privat ejerskab i økonomien, men stort privat ejerskab kan godt eksistere under diktatur. Hayek og Friedman ser stadig ud til at have ret.

Harold Demsetz beskrev allerede i 1969 et meget udbredt problem: Hvordan langt de fleste, der kritiserer den faktiskemåde, frie markeder virker, peger på statslige løsninger, men med en antagelse om at vi taler om den perfektestat. De sammenligner således faktiske markeder, med alle de fejl der kommer fra både markedsstruktur og menneskers almindelige fejlbarlighed, med ideelle stater, hvor politikere og embedsværk er alvidende, omnipotente og fuldstændigt uselviske. På trods af at denne slags sammenligning ville være indlysende absurd i andre forhold – f.eks. en sammenligning af ens ti kilo overvægtige kæreste med en Bond-pige – er den alligevel helt almindelig i politiske diskussioner. Den har siden Demsetzs arbejde været kendt som ’Nirvana-fejltagelsen’ (the Nirvana Fallacy). Den altid glimrende Stephen Davis forklarer den på pædagogisk vis i EA Magazine her. Davis understreger også, at en ikke ubetydelig del af økonomisk teori begår Nirvana-fejltagelsen – ikke mindst i public economics, hvor man helt typisk antager en benevolent, alvidende stat der ordner markedsfejl.

Mens konsekvenserne af politiske incitamenter – har beslutningstagerne overhovedet incitament til at prøve at gøre det rigtige, eller forsøger de bare at maksimere popularitet, stemmetal eller egen magt?  – er ekstremt velbeskrevne i public choice og politiske økonomi, er den anden del af Demsetzs problem, om de overhovedet har nok og tilstrækkeligt præcis viden til at ’ordne’ noget som helst. Det problem var centralt i Friedrich Hayeks arbejde, og hans Nobel-forelæsning havde netop titlen ’The Pretense of Knowledge’. Hayek understregede her en bestemt del af Demsetzs problem, idet han pegede på at der er mange ting, som politikere og centrale beslutningstagere hverken ved eller kan vide. Det er for eksempel praktisk umuligt for dem at kende forskellige virksomheders omkostningsstruktur – en pointe den senere Nobelprismodtager Jean Tirole arbejde videre med – og dermed også umuligt, at vide bare nogenlunde præcist, hvad konsekvenserne af skatte- og reguleringsændringer vil være. De kan heller ikke kende folks (i øvrigt meget forskellige) præferencer, og helt indlysende nok, er det umuligt for dem at vide, hvad der vil være ’fremtidens industrier’ eller om det er områder, som Danmark har nogen som helst kompetencer eller komparative fordele i. Som Hayek og hens mentor Ludwig von Mises understregede, gør de epistemiologiske problemer det helt umuligt for politikere at ’styre’ et lands udvikling positivt eller udvælge fremtidens industrier eller vindere.

I den nuværende situation, hvor viden om en virus dannes fra uge til uge, og ofte er relativt usikker, og hvor økonomiske nedlukninger og massiv politisk usikkerhed slår tusindvis af virksomheder og arbejdspladser ihjel, bør disse indsigter i komplekse forhold betyde, at man bør være ekstra ydmyg. Det gælder i helt særlig grad for centrale beslutningstagere! De ser i stedet ud til at være gået efter en situation, hvor de hjulpet af de fleste medier holder dele af befolkningen i panik, og dermed skaber sig selv manøvrerum til at tage ekstremt vidtgående beslutninger uden noget som helst vidensgrundlag.

Hvis man er mere interesseret i Hayeks indsigter i komplekse forhold, der er specielt relevante i dag, kan vi varmt anbefale the Institute of Economic Affairs webinar med King’s College’s fremragende professor Mark Pennington i morgen.

Det store problem er, at de officielle data, vi har og får fra myndighederne, ikke bare er upræcise. De er horribelt dårlige, som økonomen Emily Oster (Brown University) forklarede det forleden dag (hattip: Peter Boettke). Problemet – som ignoreres af forbløffende mange læger og andre sundhedsfaglige eksperter – er at de officielle data er udsat for massive samplingproblemer. Dem der bliver testet er ikke tilfældige, men specifikt anderledes og helt typisk folk, der enten allerede er syge, har tydelige symptomer, eller er udsat for andre risici. Samplingproblemet skaber det informationsproblem, mange danskere kender under ordet ’mørketallet’: Det antal mennesker, der enten er eller har været smittede uden at de nogensinde bliver testet.

Et hurtigt voksende antal studier finder, at mørketallet er meget stort. Forskere fra Stanford har f.eks. testet en lille, men repræsentativ sample i Santa Clara County og fundet, at det faktiske antal smittede ser ud til at være 50-80 gange større end det officielle tal. På samme måde har et stort studie i Gangelt i det vestlige Tyskland fundet, at 14 % af befolkningen var eller havde været smittede. Lignende tal får man fra udbruddet på krydstogtskibet Diamond Princess og det amerikanske hangarskib Theodore Roosevelt, hvor kaptajnen er blandt de knap 600 smittede, mens tests den lille by Chelsea udenfor Boston fandt at en tredjedel af befolkningen har været smittede. De folk, der skjuler sig i mørketallet, bliver ofte overset, da flere studier peger på, at måske op til 80 procent af de smittede ingen symptomer har, og derfor ikke ved, at de faktisk har været smittede. I den sydtyrolske by Ortisei, hvor man har udført omfattende, semitilfældige tests blandt de godt 4000 indbyggere, viste det sig således at hele 49 procent af byen har været smittede, selvom 2/3 ikke havde oplevet nogen symptomer.

Mørketallet er ekstremt vigtigt for to centrale forhold for, hvordan man vurderer trusselsbilledet og den nuværende situation. For det første giver det en vis indikation af, hvor langt vi er kommet mod flokimmunitet. For det andet giver viden om mørketallet mulighed for at beregne coronavirussens faktiske dødelighed – dvs. hvor farlig den er i forhold til andre, kendte vira og sundhedstrusler.

Lad mig give to konkrete eksempler på vigtigheden af information om mørketallet. Det første kommer fra Kreis Heinsberg i Tyskland, en region med 254.000 indbyggere hvor byen Gangelt ligger. Kreis Heinsberg var et af de absolut første steder i Tyskland, hvor man konstaterede coronavirus, og derfor sandsynligvis et af de steder, der er længst i udviklingen. Kredsen har alt i alt oplevet 55 dødsfald, der kan relateres til corona – dvs. 55 personer, der er døde med (og måske af) Covid-19. Med 15 % af befolkningen, der er eller har været smittede, som indikeret i samplen fra Gangelt, bliver det til en dødelighedsrate i Kreis Heinsberg på 1,4 promille.

Det andet eksempel er Danmark, hvor myndighederne har fundet 7515 smittede og der i skrivende stund er 364 døde. Stoler man på det officielle antal smittede, giver det således en fatalitetsrate – hvor stor en andel af de smittede, der dør – på 364 / 7515 * 100 % = 4,8 procent. Men som Sundhedsstyrelsen vurderer, baseret på indikationer fra WHO og andre studier, er mørketallet en faktor 30-70 af det målte antal smittede. Hvis man tager det mest forsigtige gæt på en faktor 30 (der f.eks. er væsentligt lavere end tallene fra f.eks. Gangelt), giver det en fatalitetsrate på 1,6 promille. Det tal flugter også med, hvad man f.eks. ved om dødeligheden på Diamond Princess, når man tager hensyn til at medianalderen på skibet var 65 år, og at virussen overalt har vist sig at være langt farligere for ældre mennesker.

Det forbløffende – hvis man tror, at politikere og politiske aktører gør ’det rigtige’ – er at statsministeren og myndighederne bliver ved med at publicere og tale om de officielle tal for smittede som omde var retvisende. Men som vi nu ved, og som Emily Osters gennemgang viser med overdådig tydelighed, er de tal overhovedet ikke retvisende. Uden data fra større undersøgelser med ordentlig random sampling, kan vi ikke have nogen som helst viden om, hvor udbredt virussen er blandt danskerne. Uden denne viden ved vi derfor heller ikke noget om, hvor stor en trussel Covid-19 er. Dette problem ser ud til at blive helt ignoreret af statsministeren og stort set alle andre politikere, og man må spørge, om de i denne situation har incitament til at enten kende eller anerkende problemet.

Mange politikere, og i særligt synlig grad statsministeren, stortrives i krisesituationer, hvor de kan få lov til virkeligt at demonstrere ’handlekraft’, ’politisk mod’, og andre typer adfærd, som politikere enten er socialiseret til at mene er vigtige, eller som blot passer deres præferencer for magt. Politikerne udviser således en ekstrem version af Hayeks ”Pretense of Knowledge” problem, hvor de gør som om de har detaljeret viden, som de hverken har eller kan have. Det samme gælder desværre mange borgere og store dele af medierne, der bidrager til at skabe en illusion om, at regeringens politik står på fast videnskabelig og faktuel grund.

Hvis flere borgere forstod, hvor tynd den semividenskabelige is er, som statsministeren står på, ville de næppe have den tillid, de udviser for tiden. Men det er desværre også den tillid, der kan forhindre dem i at stille spørgsmål og (for)føre dem til at acceptere statsministerens forbløffende diktatoriske kommunikationsstil overfor både borgerne og Folketingets andre partier. Som Albert Einstein engang sagde, ”Unthinking respect for authority is the greatest enemy of truth.” Den respekt og tillid, danskerne har til statsministeren, regeringen og Folketinget for tiden, er derfor problematisk. Der er ikke brug for politisk loyalitet for tiden, men for respekt for viden og fakta.

For fem år siden skrev Peter Kurrild-Klitgaard om bogen i Berlingske Tidende, og understregede, hvordan man kan genkende nogle af dynamikkerne i det såkaldt moderne Danmark. Staten fylder i dag mere end halvdelen af økonomien, og for at finansiere denne halvdel, accepterer vi i dag, at Skat har videre de facto beføjelser end selv efterretningstjenesterne. Skattemyndighederne tager sig f.eks. adgang til vores telefondata uden retskendelse, mens efterretningstjenesterne må vente på en domstols vurdering. Så selvom de skandinaviske velfærdsstater ikke er blevet sovjetisk autoritære, findes nogle af dynamikkerne alligevel hos os.

Vil man vide mere om Hayeks bog og diskussionerne omkring den, handler denne uges Live from Lord North Street – the Institute of Economic Affairs fremragende podcast – netop om Serfdom. Kate Andrews taler her med IEAs Philip Booth og Adam Smith Institute’s direktør Eamonn Butler om bogens relevans idag, og om vi har lært noget af den. Live from Lord North Street er som altid varmt anbefalet.

News og Co. er et program, hvor man tager forskellige folk med på en forbindelse et eller andet sted fra, eller enkelte gange i studiet. De introducerer en diskussion – forleden var det punditokraten og Latinamerika-kenderen Niels Westy, der var med for at diskutere Venezuela – hvorefter pingerne i studiet giver deres besyv med. Det omfatter ofte næsten pinligt uinformerede påstande, som da Niels havde været med og en studievært bagefter konkluderede, at et olieprisfald var skyld i Venezuelas økonomiske deroute.

Isoleret set er dén påstand blot ufrivilligt komisk, men den er ikke enestående. Ser man News og Co. må man ofte undres over, hvor lavt informationsniveauet er, og hvad pingerne i studiet slipper afsted med at påstå og at argumentere. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke blot programmet, men en meget almindelig situation i alskens politiske diskussioner i Danmark. Der diskuteres og skændes på livet løs, men ganske ofte på baggrund af misforståelser og helt basalt forkerte antagelser.

Når Hans Engel og en række andre politikere og meningsdannere sidder i News og Co og pontificerer over alskens emner, er det således et udtryk for det alvorlige problem, som Friedrich Hayek beskrev som ’the pretence of knowledge’. Problemet kan måske bedst beskrives som en situation, hvor de meningsdannende pinger i studiet reelt ikke ved en hujende fis om det, der taler om – men det tror de, de gør!

Det store flertal af seerne ved heller ikke noget om de forhold, der diskuteres, og godtager derfor deltagernes påstande og vurderinger som en slags ekspertudsagn. Og deri ligger kernen i Hayeks pretence of knowledge-problem. Når både afsenderne og modtagerne er lige inkompetente, er der kun få, der opdager det – og de få er politisk ligegyldige. Man kan jo altid afvise dem ved at mene, at det jo ‘bare er deres mening’.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

Det politiske spil er i gang. Men det handler ikke bare om politik. Det handler også grundlæggende om retlig og politisk filosofi. Konstitutionel økonomi har også en del at sige om emnet.

Scalia var den mest kendte “originalist” i USA. Det var i høj grad takket været hans indsats som højesteretsdommer i tre årtier, at originalismen kom stærkt tilbage i amerikansk retsfilosofi. I dag er højesteretsdommer Clarence Thomas dog i endnu højere grad end Scalia var talsmand for denne retning.

Ifølge originalisterne bør forfatningen fortolkes i overensstemmelse med, hvad “framerne” tiltænkte. Modsætningen til originalismen er ideen om “den levende forfatning” – dvs at forfatningen bør fortolkes efter sin samtid.

Det er som sagt ikke bare et simpelt politisk spørgsmål, der skiller de to retninger, selv om de engang imellem bliver fremstillet som henholdsvis “konservativ” og “progressiv”. Denne simple udlægning blev forstærket af, at Scalia personlig var særdeles konservativ. Men at det ikke er hele historien illustreres af, at han stemte for afgørelser, som hans personlige konservatisme umiddelbart var antipatisk overfor. Det gælderikke mindst sagen om retten til at afbrænde det amerikanske flag, hvor Scalia opretholdt forfatningens bestemmelse om ytringsfrihed til trods for den antipatriotiske ytring, som mange konservative var stødt over.

Originalisme er altså ikke identisk med politisk konservatisme og behøver ikke føre til et mere konservativt samfund. Navnlig ikke i USA, hvor forfatningen var ganske revolutionerende i sine bånd på politiske autoriteter. Og tilsvarende kan en “levende forfatning” bruges som redskab for politisk konservatisme, hvis tiden er konservativ. En ”pragmatisk konservativ” vil have lettere spil med en ”levende forfatning”.

Men hvis originalisme ikke er et simpelt spørgsmål om konservatisme, hvad kan så begrunde den?

Man kan vanskeligt argumentere for, at den amerikanske forfatning er udtryk for den amerikanske befolknings vilje. Den sidste af de delegater, som vedtog forfatningen i 1787, døde i 1836 – altså for 180 år siden (det var i øvrigt selveste James Madison, forfatningens hovedarkitekt). I størrelse, oprindelse, teknologisk stade og talrige andre henseender var det en helt anden befolkning end i dag. Og så var det endda omdiskuteret, om Philadelphia-kongressen overhovedet havde mandat til at vedtage forfatningen, sådan som den gjorde.

Hvis forfatningen ses som en kontrakt mellem underskriverne, udgjorde de en lille minoritet allerede ved underskrivelsen, og der er ikke en eneste tilbage.

Argumentet for originalisme skal derfor hentes helt andre steder. Det kan man efter min opfattelse også godt.

Et centralt argument er, at individuelle præferencer ikke kan aggregeres. “Befolkningens vilje” er dybest set et analytisk meningsløst begreb. Social choice-teorien har med meget stor tydelighed demonstreret, at der ikke eksisterer kollektiv rationalitet med samme egenskaber som individuel rationalitet. En kollektiv beslutning vil med en sammensat befolkning være påvirket af enten tilfældigheder eller manipulation og ikke være et egentliogt udtryk for dens præference. Den grundlæggende præmis for “den levende forfatning” – at forfatningen bør afspejle den faktiske befolknings vilje på et givent tidspunkt – er altså falsk.

“Den levende forfatnings” grundlæggende problem er naturligvis ikke nok til at begrunde originalismen. Der skal mere til.

Én tilgang er, at stabile institutioner i sig selv er et gode, fordi det gør det muligt at planlægge individuelt og koordinere indbyrdes. Hvis man overhovedet vil forvente af folk, at de overholder loven, kræver det, at den er tilpas stabil over tid, til at de kan forudsige, hvad den vil være. Denne tilgang er om nogen knyttet til F.A. Hayeks politiske filosofi og sociale tænkning. Den er dog ikke uden vanskeligheder, sådan som Hayek selv var opmærksom på. Ikke alle regler – herunder forfatninger – er lige gode. Der kan derfor være et trade off mellem forudsigelige regler og hensigtsmæssige regler. “Alt er forbudt” er nok en forudsigelig regel, men alle kan være bedre stillet ved at ændre den. Desuden er stabilitet kun et argument for originalisme, så længe de originale regler er i kraft. Hvis de er ændret af tilhængere af “en levende forfatning”, tilsiger stabilitet alt andet lige, at de nye regler bør føres videre.

Et andet argument for originalisme kan være, at den vedtagne forfatning svarer til, hvad et individ uden viden om sine konkrete senere omstændigheder ville have valgt. Denne tilgang forbindes ikke mindst med James Buchanan. Han mente faktisk, at netop den amerikanske forfatning langt hen ad vejen svarer til, hvad et ville have valgt som den bedst mulige, hvis forfatningen var blevet til inden samfundslivets begyndelse. På samme måde som en faktisk kontrakt kan løse et incitamentsproblem for parterne og muliggøre gensidigt fordelagtigt samarbejde, kan en fri forfatning løse generelle sociale incitamentsproblemer.

En privat kontrakt kan løse det problem, som f.eks. en bygherre og en bygmester står med. Hvis bygmesteren får pengene først, har han ikke noget incitament til at bygge huset. Pengene er jo faldet, og byggeriet er derfra en ren omkostning. Hvis han derimod først får pengene efter opførelsen, har bygherren et incitament til ikke at betale, hvad hun skal. Huset står der jo. I begge tilfælde bliver resultatet, at huset ikke bliver bygget, selv om begge parter havde en fordel ved transaktionen. Den slags ”Fangernes Dilemma”-situationer kan imidlertid let løses ved en bindende kontrakt, som sikrer, at bygmesteren får et aftalt beløb, hvis han leverer.

Hele ideen med en kontrakt går fløjten, hvis betingelserne ikke er givne på forhånd. Det gælder også for forfatninger opfattet som politiske kontrakter. Den “levende forfatning” risikerer derfor at slippe den politiske krigsførelse løs, som forfatningens formål er at forhindre. En kontrakt mellem en bygherre og en bygmester, som bare siger, at betingelserne skal aftales undervejs, løser ikke incitamentsproblemet.

Hvilke incitamentsproblemer kan en forfatning løse? Grundlæggende de samme typer ”Fangernes Dilemmaer” som almindelige private kontrakter. Politiske institutioner har potentialet til at stille alle borgere bedre ved at beskytte deres liv, frihed og ejendom og fjerne fristelsen til at slås. Men en politisk magt, som er stærk nok til det, rummer også en risiko for at blive brugt som instrument imod borgernes liv, frihed og ejendom. Det dilemma vil kontraktarianere som Buchanan forsøge at løse med en forfatning.

Der er dog en afgørende forskel på en forfatning og en privat kontrakt, at private kontrakter er lette at indgå, fordi der er et begrænset antal parter, og fordi den kan indgås før den aktivitet, den handler om (f.eks. at bygge et hus). Det politiske samfund består derimod af alle borgere, og der er kun meget sjældent en ”kontraktuel fase” forud for, at de politiske aktiviteter går i gang.

I denne optik kan forfatningen altså ses som en slags gave givet af forfædre, som ved skæbnens gunst pludselig befandt sig under heldige omstændigheder med et åbent “konstitutionelt vindue” – og dermed vel at mærke en gave det ikke nødvendigvis ville have været muligt for efterfølgende generationer at give. At give f.eks. et parlament eller en domstol ret til at ændre på den undervejs, er ikke at tilnærme den tidens ”folkevilje”, men at svække beskyttelsen borgerne.

Derfor er tilhængere af den liberale demokratiopfattelse (som f.eks. William Riker) heller ikke ude på at gennemføre den illusoriske ”folkevilje”, men at lægge bånd på de politiske autoriteter, sikre at politiske magtkampe foregår inden for fredelige rammer og at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. Demokratiet er et værn på linie med forfatningens øvrige beskyttelsesmekanismer, ikke en overdommer. Efter den liberale demokratiopfattelse er det f.eks. ikke demokratisk at afskaffe demokratiet ved en flertalsafstemning (som påpeget af Karl Popper).

Men det er og bliver selvfølgelig hypotetisk, om dagens amerikanere ville have valgt forfatningen, hvis de havde haft omstændighederne til det. Derfor kan den ikke have samme vægt som en faktisk indgået kontrakt, hvor tiltrædelsen rent faktisk er til fordel for begge parter, og hvor de rent faktisk indgår kontrakten inden incitamentsproblemerne i den “postkontraktuelle” fase sætter ind. En privat kontrakt bliver ikke gyldig af, at den ene part kan påvise modpartens hypotetiske interesse i at ville have indgået den.

Og hvad hvis man desuden kunne vise, at nogen individer i en kontraktuel situation ikke ville have valgt forfatningen alligevel? Det er Anthony de Jasays kritik af Buchanans konstitutionelle tilgang. Hvis ingen forfatning, selv ikke den amerikanske, kunne være født gennem en frivillig kontraktuel proces, så følger det, at den er skabt gennem tvang. Men efter de Jasays opfattelse kan forfatningen i den form, den nu har fået, alligevel være det bedst mulige alternativ, når den først er her. Og et alternativ, hvor spillereglerne er under konstant forandring afhængig af, hvem der aktuelt står stærkest i den politiske kamp, kan være betydeligt ringere. Så selv fra dette perspektiv, hvor hverken forfatning eller stat har megen selvstændig legitimitet, kan originalisme være at foretrække. Det gælder endda også, selv om man er villig til at erstatte forfatningen med en ny og bedre, hvis lejligheden byder sig.

Udnævnelsen af Scalias efterfølger kan godt blive et hundeslagsmål. Men der er mere på spil end partipolitiske interesser.

Svaret må blive det lidt kedelige: ”Det afhænger…”.

Her er et par simple regnestykker. De viser meget kort fortalt, at en model som i Finland enten vil føre til en eksplosion i de offentlige udgifter, eller til et betydeligt fald i overførslerne til dem, som ikke er erhvervsaktive.

Ikke foreneligt med liberal samfundsorden
Allerførst dog et principielt synspunkt. Indførelse af borgerløn er ensbetydende med at pålægge dem, der forsørger sig selv, også at forsørge mennesker, som godt kunne forsørge sig selv. Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet. Det er jeg lodret imod. Det er ikke foreneligt med min opfattelse af en liberal samfundsorden. Punktum.

Effekter af borgerløn
Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman er den mest berømte fortaler for borgerløn – eller negativ indkomstskat – ud fra denne betragtning. Det glemmes dog ofte, at Friedman også havde stærke reservationer.

I sin reneste form ”giver” borgerløn alle en garanteret minimumsindkomst. I Finland (hvor man dog foreløbig er i en eksperimental fase) er det (ifølge min overfladiske indsigt) åbenbart meningen, at alle i den erhvervsaktive alder skal have 800 euro skattefrit i borgerløn om måneden.

Fordelen ved et sådant system er, at man ikke mister sin borgerløn, hvis man har ekstra indkomst. Det hæmmer derfor ikke incitamentet til at arbejde på samme måde som med f.eks. kontanthjælp og dagpenge, som tabes, hvis man kommer i arbejde. Det øger isoleret set arbejdsudbuddet.

Men – og det bliver en gang imellem overset – en borgerløn virker modsat for dem, der allerede er i arbejde. De kan reducere deres arbejdsudbud med færre økonomiske konsekvenser end i dag. I dag kan man kun få de fleste typer overførselsindkomst, hvis man ikke arbejder. Det gør det mindre attraktivt at reducere arbejdsudbuddet for de allerede beskæftigede.

Hertil kommer, hvad der sker med de effektive marginalskatter. Hvis borgerlønnen erstatter indkomstafhængige overførselsindkomster som daginstitutionstilskud, vil det sænke den effektive marginalprocent. Men hvis der skal skaffes ekstra provenu til at finansiere borgerlønnen med, vil det øge marginalskatterne og reducere de beskæftigedes arbejdsudbud.

Hvis vi indfører borgerløn, vil nogle, som i dag ikke arbejder, begynde at arbejde, mens nogle af de beskæftigede vil arbejde mindre. Effekten er ikke entydig og givet på forhånd. Det er én vigtig pointe at have in mente.

En anden vigtig pointe er, at en borgerløn kan opfattes som værdien af et skattefradrag – blot med den vigtige tilføjelse, at bliver skatten negativ, bliver beløbet udbetalt til borgeren.

Friedman kaldte, som sagt, sin model for negativ indkomstskat. Derfor kan vi opfatte borgerlønnen som en del af skattesystemet og skattesystemets omfordeling.Det har bl.a. den konsekvens, at det ikke betyder noget, om borgerlønnen aftrappes i takt med øvrig indkomst eller ej. Aftrapning kan gøre behovet for provenu til at finansiere borgerlønnen mindre og derfor muliggøre lavere marginalskatter. Men aftrapningen indgår også i den sammensatte marginalprocent, og derfor bliver virkningen af de lavere marginalskattesatser ophævet igen. Hvis en model med aftrapning indrettes, så den har samme fordelingsvirkning som en model uden aftrapning, vil den have samme sammensatte marginalsatser, når det hele regnes med.

Hvad koster det at indføre borgerløn?
Nu kommer vi til et springende punkt. Hvad vil det koste at indføre borgerløn? Forbløffende mange fortalere for systemet har slet ikke regnet på det, eller blot gjort sig forestillinger om det. Information havde en lang artikel om det finske systems anvendelighed i Danmark uden at beskæftige sig med så primitive detaljer!

Svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvor høj borgerlønnen skal være i forhold til de eksisterende overførsler.

Hvis ingen skal miste overførselsindkomst
Man kan som den ene yderlighed forestille sig, at de nuværende modtagere af overførselsindkomst ikke stilles økonomisk ringere, således at der bruges det samme på de nuværende overførselsindkomstmodtagere som i dag. Dermed kommer borgerlønnen reelt til at gå til de nuværende beskæftigede oveni, hvad de får i dag. Dem er der ca. 2,5 millioner af. Hvis alle skal have en borgerløn svarende til 800 euro om måneden oveni, mangler der ca. 650 euro, hvis vi begynder med at give dem skatteværdien af deres personfradrag. Det vil kræve 146 mia. kr. ekstra. Hvis vi finansierer det med at hæve skatten på arbejdsindkomst, skal marginalskatten for alle stige med 12,7 pct.

Dette er regnet før adfærd. Men vi ved, at en forøgelse af progressionen vil få entydig negativ virkning på arbejdsudbuddet fra de allerede beskæftigede. Og det er strengt taget det eneste, vi har gjort: At øge progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst (og hvor borgerlønnen kan opfattes som et fradrag eller en negativ skat). Det er også det eneste, vi kan gøre, hvis vi vil holde overførselsindkomst helt skadesløs (hvordan vi præcis kan gøre det, er vi på nuværende abstraktionsniveau behageligt fri for at tage stilling til).

Der vil dog også være en vis positiv adfærdseffekt for personer på overførselsindkomst, som får mere ud af at arbejde (så længe de begunstiges af den højere progression – ellers gælder det modsatte). Pointen er imidlertid, at der skal enorme adfærdsvirkninger til, for at modvirke de negative virkninger for de beskæftigede. Der skal som sagt 146 mia.kr. til for at undgå en stigning i marginalskatten. Hvis vi f.eks. forudsætter, at hver overførselsindkomstmodtager vil øge sit arbejdsudbud svarende til, at der for hver ny fuldtidsbeskæftiget kommer 300.000 kr. ekstra i offentligt provenu, skal arbejdsudbuddet vokse med en halv million fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at hver fjerde ikke-beskæftigede på overførselsindkomst skal i fuldtidsbeskæftigelse, eller hver anden af de ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der ikke er pensionister. Det er selvsagt komplet urealistisk.

Regnestykket illustrerer en central pointe. Det kan ikke lade sig gøre at indføre borgerløn, uden at sænke niveauet for overførsler til i hvert fald nogle af dem, der i dag modtager overførselsindkomst.

Hvis udgifterne til overførsler ikke må stige
En anden yderlighed er at regne på, hvad det vil betyde, at der indføresborgerløn for de udgifter, der i dag går til overførselsindkomster. Et helt simpelt regnestykke er, at knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst i stedet for at være i beskæftigelse – svarende til 2,2 millioner personer. De tegner sig for langt størstedelen af udgifterne til overførselsindkomst (men en mindre del går til beskæftigede). Hvis de nuværende udgifter skal fordeles på alle voksne i stedet, vil det altså medføre næsten en halvering af den gennemsnitlige overførselsindkomst for de ikke-beskæftigede.

I Finland er det åbenbart planen at holde folkepensionisterne uden for den nye borgerløn. I Danmark er det 1,1 million personer. Hvis man holder dem uden for regnestykket, bliver forholdet 1:3 mellem ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere og beskæftigede.

Lad os se lidt nærmere på tallene. Der udbetales godt 230 mia.kr. i indkomstoverførsler, bortset fra folkepension. Hvis vi omregner det til et efter-skatbeløb og fordeler det på alle i den erhvervsaktive alder, giver det en månedlig skattefri borgerløn på ca. 640 euro per måned (inkl. skatteværdien af det nuværende personfradrag). Vi kan altså ikke nå helt op på det finske niveau.

Nu er det regnet før adfærd. En nedsættelse af overførselsindkomsterne vil øge arbejdsudbuddet. Derfor kan man altså ikke udelukke, at man kan indføre en ordning i Danmark i stil med den finske.

Men det vil som sagt indebære en markant nedsættelse af niveauet for indkomstoverførsler for de ikke-beskæftigede. Det ligger i dag i gennemsnit på ca. 1.700 euro om måneden per ikke-beskæftiget overførselsindkomstmodtager (bortset fra folkepensionister). Ikke mindst overførselsindkomstmodtagere med børn vil komme til at gå tilbage, hvis der alene skal uddeles et fast beløb per voksen. Man kan selvfølgelig vælge også at give borgerløn til børn, men så bliver niveauet tilsvarende lavere.

En god idé – hvis omfordelingen falder
Når man skal overveje, om borgerløn vil være en god idé, afhænger svaret i virkeligheden af, hvad der sker med graden af omfordeling i skatte- og overførselssystemerne. Et borgerlønsystem kan være en fordel, hvis det fører til et samlet fald i omfanget af omfordeling. Omvendt vil øget omfordeling både betyde mere negative adfærdseffekter, og at vi kommer længere væk fra en liberal samfundsorden (i hvert fald så længe vi ikke sondrer mellem, hvor ”værdigt trængende” forskellige folk måtte være).

Derfor bør kriteriet være, om den samlede grad af omfordeling falder eller stiger. Falder den, vil det være en fordel at indføre borgerløn.

Det er næsten uundgåeligt, at omfordelingen vil vokse mellem de erhvervsaktive. Det skyldes, at borgerlønnen gør skatte- og omfordelingssystemet for de beskæftigede mere progressivt. Selv et skattesystem med en flad skat er progressivt, hvis der er et bundfradrag. Jo højere bundfradrag, jo større progression. Borgerlønnen virker på fuldstændig samme måde. I dag svarer personfradraget til en ”borgerløn” på ca. 150 euro/måned. Så medmindre borgerlønnen ikke bliver så lav, så øges progressionen.

Derimod er det næsten uundgåeligt, at omfordelingen til dem uden for arbejdsmarkedet falder. Det vil være ubetaleligt dyrt at opretholde det nuværende niveau for indkomstoverførsler til dem uden for arbejdsmarkedet.

Bedste argument: Hvis vi er på toppen af Laffer-kurven for topskatteyderne
Det bedste argument for borgerløn er måske, at beskatningen for de højest beskattede (topskatteyderne) har en tendens til at ramme toppen af Laffer-kurven, så der ikke kan presses ekstra provenu ud af de højest beskattede. Hvis vi alligevel er på toppen af Lafferkurven, så man er mere sikker på, at den samlede omfordeling ikke øges. Større progression i beskatningen af arbejdsindkomst (inklusive borgerlønnen til de beskæftigede) fører groft sagt til mindre samlet omfordeling: Jo højere borgerløn, jo lavere gennemsnitsskat for de højeste indkomster.
Pudsigt nok var Friedmans største betænkelighed, at en negativ indkomstskat vil kunne sætte gang i en politisk dynamik, hvor en koalition af de laveste indkomster i befolkningen bliver ved at med at skrue op for beskatningen. Men givet, at vi har nået toppen af Laffer-kurven, virker denne dynamik altså modsat. Derfor skal man i øvrigt nok ikke regne med, at der vil være flertal for borgerløn i Danmark.

De liberale borgerlønsforkæmpere?
Friedman er som sagt den mest kendte liberale borgerlønstilhænger, men også Hayek og Buchanan er blevet nævnt. Men det er vigtigt at gøre sig deres bevæggrunde klart. Friedman er ikke blind for ulemperne, men peger primært på mulighederne for at forenkle systemet. Det kræver ikke noget bureaukrati at udbetale det samme til alle. Friedmans begrundelse hænger også sammen med, at hvis der endelig skal omfordeles, er det bedst at omfordele penge og direkte. Penge er mere værd for borgerne end naturalier af den ene eller anden slags, og enkeltheden i borgerløn kan forhindre utilsigtede konsekvenser.

Buchanans overvejelser går på, om en generel borgerløn vil reducere grundlaget for politiske pressionsgrupper. Hvis alle får det samme, kan interessegrupper ikke målrette gevinsterne fra rent-seeking snævert til sig selv. Borgerløn kan derfor føre til mindre rent-seeking, end hvis interessegrupperne kan skræddersy ordninger til sig selv. Hans pointe er altså ikke ulig min pointe vedrørende Laffer-kurven ovenfor.

Hayek gik ind for, at en liberal forfatning bør have et minimum af indkomst til dem, der ikke kan klare sig selv. Der er altså ikke tale om en ubetinget borgerløn, men om, at man kan blive visiteret (må man forstå) til en minimumsindkomst, hvis man ikke kan skaffe anden indkomst. Han gik også ind for tvungen opsparing for at begrænse antallet af personer, som ikke kan forsørge sig selv.

Der er altså ingen af de tre, som så borgerløn som et gode i sig selv. Men afhængigt af alternativet kan det være værd at overveje. Det gælder for så vidt også i Danmark i dag.

Jeg tvivler dog på, at det vil være politisk muligt at komme i gennem med en model, som vil betyde et reelt fremskridt. Det vil som sagt kræve, at vi får nedbragt omfordelingen væsentligt.

1. The methodology of Austrian economics as a sophisticated, rather than naïve, philosophy of economics
2. Hayek the apriorist?
3. Implications of Machlup’s interpretation of Mises’ epistemology

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=7uKnd6IEiO0[/youtube]

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=GTQnarzmTOc[/youtube]

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Ligesom sidste år indleder Punditokraterne i denne uge en serie med julegaveideer. Den første ideerne var John McCains selvbiografi, mens den anden idé kommer her: Cepos antologi om 13 frihedstænkere.

Tænketanken Cepos har bedt fem forfattere – Christopher Arzrouni, Otto Brøns-Petersen, Lars Christensen, Henrik Gade Jensen (der står som redaktør), Per Henrik Hansen og Mikael Jalving – om at skrive om frihedstænkere. Det er blevet til en bog med 13 korte karakteristikker af Niccolò Machiavelli, Thomas Hobbes, John Locke, David Hume, Adam Smith, Edmund Burke, Søren Kierkegaard, Laura Ingalls Wilder, Friedrich Hayek, Karl Popper, George Orwell, Ayn Rand og Milton Friedman.

Bogen er i sagens natur meget blandet, både med hensyn til hvordan de fem skriver og med hensyn til, hvem de skriver om. På trods af det er det blevet en fin bog, der enten kan bruges som oversigt eller som introduktion. I den sidste funktion er den særligt velegnet som enten gave til et yngre medlem af familien med interesser i den retning, eller som gymnasiesæt til at opveje de mængder af vrøvl, dagens studenter bliver ramt af i gymnasiet.

Men selv om man har læst mange af de tænkere, bogen dækker, er der også inspiration for mere garvede læsere. Arzrounis lille kapitel om Laura Ingalls Wilder og hendes serie om ’Det Lille Hus på Prærien’ (titlen på den måske mest kendte af bøgerne) gav i hvert fald mig lysten til at give de 70 år gamle, amerikanske børnebøger en chance. Ligeledes er det fantastisk at blive mindet om, hvad koryfæer som Adam Smith eller George Orwell skrev. Lad mig give to eksempler, som jeg under alle omstændigheder ret hurtigt relaterede til regeringens sundheds- eller forskningspolitik, og til debatten om udbredt ytringsfrihed versus indskrænkninger mod ’hate crimes’:

”Systemmageren […] forestiller sig, at han kan herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånde flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem. Men i det store skakspil, i de menneskelige samfund besidder hver enkel del sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det” (Smith)

”Intet var ulovligt, da der ikke længere var love, men hvis det blev opdaget, var det sandsynligt, at det ville blive straffet med døden” (Orwell)

Der er grænser for, hvor meget vi selv kan tænke over tingene, og hvor bredt og dybt vores perspektiv er. Derfor er ’13 Frihedstænkere’ en god gave: Den minder os om, hvad større tænkere så, når det tænkte og talte om frihed og dens fjender.