Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.

Figur 1 og 2.

Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.

Argentina var på det tidspunkt Juan Perón kom til magten, måske nok et relativt velstående land, men det var langt fra en moderne, eller moden økonomi, tværtimod. Svage institutioner – herunder et politiseret og svagt retssystem, med en mildt sagt mangelfuld tredeling af magten, selv om forfatningen af 1853 lagde op til dette, var væsentlige karakteristika ved det argentinske samfund. Ligeledes var – og er – det politiske system og dermed staten præget af både dets arv fra spanierne og ikke mindst den politiske udvikling i de meget urolige og ofte blodige årtier, som fulgte med uafhængigheden.

TO GANGE JUAN

Findes der to, hvis skygger hviler tungere over Argentina end alle andre, er det Juan Perón og Juan Manuel de Rosas. Sidstnævnte knæsatte i 1830erne det politiske system, som (desværre) ”sikrede”, at markedet for altid kom til at spille 2. violin og fuldkommen er underordnet politiske (kortsigtede) hensyn. Det kan være en kende vanskeligt for os i Danmark at forstå. Måske fordi vi ofte glemmer, at vi lever i en af de mest åbne og mindst regulerede økonomier i verden, hvor markedskræfterne trods alt regerer forholdsvist uhindret og ”lad falde hvad ikke kan stå” princippet, relativt i forhold til mange andre lande, stort set altid har været givet. Vi er også vant til et finansielt system, hvor muligheden for kredit mv. sker på markedsvilkår og ikke fordi vi kender nogen og har gode politiske forbindelser. Sådan er det ikke i Argentina og sådan har det aldrig været i Argentina.

Det interessante ved Perón er måske ikke, at han brugte (velfærds)lovgivning og højere løn pr. lovdekret til at øge sin opbakning. Heller ikke, at han brugte nationalisering af f. eks. den finansielle sektor, etablering af statsligt ejede selskaber eller en fuldkommen uholdbar finanspolitik.

Det er nok snarere immuniteten overfor selv grundlæggende og basale økonomiske sammenhænge, der stikker ud (ikke et særkende for Argentina, men alligevel) og så den måde argentinsk politik grundlæggende har fungeret i flere hundrede år. Og det er her at Juan Manuel de Rosas, Argentinas stærke mand/diktator i 1830erne og frem til han blev afsat og gik i landflygtighed i 1852, kommer ind i billedet.

”MARKEDSKAPITALISME? DET BRUGER VI IKKE HER I ARGENTINA”

Hver gang nogen har forsøgt at reformere Argentinas økonomi (og det er endt i sammenbrud), har vi hørt den samme sang – det er liberale idéer og markedsøkonomi, som er skyld i alt skidt i Argentina. Det er også baggrunden for Raúl Prebish og andre latinamerikanske økonomers ideer om at udviklingen skulle ske gennem importsubstitution med betydelig statslig involvering (se også sidst i dette indlæg). Her spiller også den særlige latinamerikanske udgave af den socialistiske ide om verden delt ind i center og periferi, hvor centret (USA og Europa) udnytter den stakkels periferi (her Latinamerika), og således bliver velstående på andres bekostning.

Det kan man jo med stor ret sige var tilfældet set med den oprindelige befolknings øjne i regionen under den spanske kolonitid, men for de såkaldte ‘afhængighedsteoretikere’ gælder det også i frivillig international samhandel. Forståelsen for betydningen af Smith og Ricardos handelsteorier er ikke-eksisterende og verden ses som et nulsumsspil.

Denne verdensopfattelse er bestemt ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj i Latinamerika, men har også præget en lang række (ofte i højere grad end civile) militærregimer i regionen gennem tiden, som ingen problemer havde med at forfølge venstreorienterede – ikke mindst kommunister og ofte på brutal vis – mens de opererede med statsligt ejede produktionsvirksomheder og 5-årsplaner bag høje handelsrestriktioner. Det var f.eks. også tilfældet med militærregimet i Brasilien 1964-1985.

En grundlæggende argentinsk forestilling har også altid været, at der som udgangspunkt var tale om en tidligere stærk og sund økonomi, som blev ødelagt af økonomisk globalisering, hvorimod egne defekter, ikke mindst politiske defekter underbetones, ja måske ligefrem er blevet ignoreret. Egenfortællingen er altså en fortælling hvor Argentina er et offer. Også dette er en ikke sjælden forståelse af historien i Latinamerika, ofte formidlet af mennesker, hvis familie kun har en kort historie fælles med det land de er bosat i.

ET FINANSIELT SYSTEM FOR VENNERNE

Et eksempel på hvor langt vi er fra det frie marked er hvorledes de finansielle markeder har fungeret i Argentina.

En væsentlig del af den økonomiske udvikling før 1. verdenskrig var drevet af udenlandske direkte investeringer (ikke mindst fra England). Paolera og Taylor peger i “A New Economic History of Argentina” på, at faldet i udenlandske investeringer efter 1. verdenskrig medførte at én bank, den statsejede Banco de la Nacion Argentina, grundlagt i 1891 (ikke at forveksle med Argentinas Nationalbank, grundlagt i 1935), kom til at stå i centrum.

Her var det muligt for de heldigt udvalgte (altså dem med de rigtige kontakter) at få lån til renter, som var væsentligt lavere end banken betalte indlånerne, samtidig med at man overtog dårlige lån fra de private banker. Med andre ord kunne man opnå store fordele og subsidierede kreditter, hvis man havde de rigtige kontakter, hvilket naturligvis gav grobund for rent-seeking og korruption.

Ovenstående er blot et af mange eksempler på hvorledes politik og politiske forbindelser trumfer markedet i Argentina og det er ikke en undtagelse, men en integreret funktion i den måde den argentinske økonomi fungerer – og har fungeret i hele landets levetid.

ARVEN FRA JUAN MANUEL ROSAS

Maurico Rojas har i ”The Political Origins of the Argentine Crisis” peget på, at Argentina fra midten af det 19. århundrede og frem udviklede:

”et økonomisk system med merkantilistiske træk, præ-moderne i ordets dybeste forstand. Med andre ord et system, hvor økonomistyringen i stedet for at være adskilt fra den politiske styring, bliver mere og mere afhængig af denne. På denne måde bliver økonomisk succes hverken en funktion af iværksættereffektivitet eller teknologisk kreativitet, men af politiske tjenester og indflydelse, interessekonflikter og kampe for politiske og statslige embeder.”

Det forklarer også meget godt den høje grad af korruption i argentinsk politik og statsapparat. Et gennemgående træk frem til i dag. Så nej, det er ikke markedsøkonomi som har ødelagt et ellers ”storslået” Argentina.

Derimod har de væsentligste træk ifølge Rojas været Argentinas tradition for caudillos med udgangspunkt i 1800tallets ”estancias”, hvor lokale caudilloer mobiliserede deres lokalbefolkning, til at undertrykke rivaler og byerne.

Disse ”private hære” eller måske snarere ”bander” bestod typisk både af ”allierede” og ”klienter” (ansatte, militsfolk, der søgte nye arbejdsgivere, landarbejdere, gauchos, vagabonder, marginaliserede personer af afrikansk oprindelse, fattige mennesker fra byerne), som herefter angreb den lokale regeringsmagt og derefter eventuelt også gik videre efter regionen eller hele landet.

Hvis den pågældende caudillo kom sejrsrigt ud af dette, kunne han herefter uddele byttet til deltagerne og, som Rojas påpeger, få fingrene i nye og store områder af jord, der blev annekteret under de tilbagevendende krige mod de indfødte stammer.

Og den absolut vigtigste person i denne fortælling var Juan Manuel de Rosas, hvis terrorregime overskyggede volden selv under militærdiktaturet i 1970’erne. Han var også ”foregangsmand” i argentinsk populisme og regerede med en blanding af mobilisering af Argentinas fattige – både i byerne og på landet – og uhørt terror.

Jovist betød Rosas lange regeringstid mere stabilitet, men prisen var høj. Ikke kun i menneskelige lidelser, men også i at den cementerede den argentinske model, hvor det politiske system – og det at have kontrollen over det – bygger på at uddele tjenester og privilegier til de udvalgte – mod bl. a. deres loyalitet.

Det er naturligvis set mange andre steder (ikke mindst i Latinamerika), i større eller mindre grad. Afgørende her er at Argentina aldrig har fået gjort op med det. For sådan har det stort set været lige siden. Det kan godt være at det udefra og helt overfladisk ser anderledes ud, men grundlæggende kan man stille spørgsmålstegn ved hvor meget der egentlig er forandret.  

For Juan Manuel de Rosas vedkommende er der for øvrigt også den lille hale, at ud over brutal forfølgelse af oppositionen, brug af nationalistisk (og fremmedhadsk) propaganda, er der en anden parallel til Peróns populisme. Hvor sidstnævnte havde sin Evita, som ”kærede sig” om de fattige, så udfyldte Rosas datter, Manuelita, samme rolle under Rosas regeringstid.

Som Rojas også bemærker, ændrede voksende politiske stabilitet i 2. halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede ikke grundlæggende på måden det politiske system fungerede. Lokale caudillos, nu med en urban magtbase og tilhængere, blev f.eks. rygraden i et komplekst system af patronage, gengældelse af tjenester og belønninger, der dannede magtgrundlaget for det Autonomistiske Nationale Parti (Partido Autonomista Nacional eller PAN), der dominerede argentinsk politik fra 1880 til 1916. Det ændrede sig sådan set heller ikke ved overgangen til demokrati i 1916. Også den første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen, regeringstid, var præget af populisme, korruption og lejlighedsvis voldsparathed.

Endnu værre blev det efter militærkuppet i 1930 og i det efterfølgende årtis militærdominerede regime. En periode præget af endnu mere korruption, brutalitet og åbenlys valgsvindel (Perioden betegnes ofte som ”La Década Infame”, på dansk ”Det berygtede årti”).

Man kan på den måde egentlig godt sige, at Peróns opstigning til at blive landets præsident var resultatet af en folkelig reaktion og afvisning af den ”herskende klasse” (det er jo noget vi har set mange steder gennem historien), hvorefter man så ender med at opføre sig som dem man væltede af pinden.

PERÓNS STORHED OG FALD

De fleste er nok bekendt med Juan Perón (1895–1974), og i hvert fald hans 2. hustru Evita. Perón blev født ind i den lavere middelklasse. Han gik ind i militæret som 16-årig, hvor han startede på militærskolen. Efter at have været militærattaché i Chile, opholdt han sig Italien i årene 1938-1940. Her gjorde Mussolini og det fascistiske Italien et stort indtryk på ham.

Efter at være vendt tilbage til Argentina i 1941 steg han i graderne til rang af oberst og sluttede sig til ”Grupo de Oficiales Unidos” (GOU), en hemmelig militærloge, som greb magten i 1943. Perón startede ud med at være arbejds- og socialminister, men var fra start en af de væsentligste figurer i regeringen. Året efter blev han krigsminister og derefter vicepræsident.

Perón var ikke den første, til at “mobilisere masserne”, men givetvis en af de dygtigste. Da en rivaliserende gruppe af officerer søgte at fjerne Perón fra hans poster i regeringen og placerede ham i forvaring i begyndelsen af oktober 1945, kom det til store demonstrationer i Buenos Aires, som endte med han blev løsladt igen den 17. oktober 1945.

I en tale samme aften foran en menneskemængde på flere hundredtusinder, som blev transmitteret til resten af landet, lovede Perón argentinerne en gylden fremtid. Året efter vandt han præsidentvalget og blev indsat som præsident, efter en valgkamp præget af undertrykkelse af oppositionen.

Figur 3.

Umiddelbart gik det vældig godt. Opbakningen blandt de lavere indkomstgrupper var stor, ikke mindst på grund af en politik som sikrede høje reallønninger på kort sigt, ret til sociale ydelser og flere arbejdstagerrettigheder, samtidig med at der blev iværksat storstilede offentlige investeringer. Men i løbet af meget få år blev det vendt til høj inflation og fald i reallønningerne. Perón blev godt nok genvalgt i 1951 med stort flertal. Men hvor demokratiske de var er nok et åbent spørgsmål. Oppositionens muligheder for at føre valgkamp var begrænset og Peróns regering havde sat sig på massemedierne (inkl. landets største avis, som var blevet eksproprieret).

Peróns politik i de første år var præget af en radikal omfordeling til arbejdernes fordel og et lige så radikalt angreb på landbrugssektorens interesser. Store investeringer i industriel udvikling, en omfattende nationaliseringspolitik og endelig et forsøg på at opbygge et statskorporativt samfund med klare fascistiske træk.

Fagforeningernes betydning steg – medlemskabet firedobledes således mellem 1945 og 1949 (fra ca. ½ til 2 mio.) – og det gjorde omfanget af strejker også. Disse strejker endte så ofte med offentlige, regeringsdikterede mæglingsforslag, som øgede reallønnen voldsomt (omkring 70 pct. i perioden 1945-49), men pressede virksomhedernes profitter, med mindre de satte priserne i vejret.

Men hvor man på den ene side førte en politik som forringede industriens profitmargin, grundet de store lønstigninger, kunne samme industri så på den anden side opnå meget billige lån fra staten. Så på en og samme gang stimulerede man hjemmemarkedet via de kraftige lønstigninger, mens man sikrede minimal konkurrence fra udlandet gennem nominelle og kvantitative handelsrestriktioner og differentierede valutakurser.

Resultatet var til en start en hurtig udvidelse af hjemmemarkedet for både industrivarer og landbrugsprodukter. Det stimulerede væksten i industrisektoren, men førte også til en skarp omdirigering af landbrugsproduktionen fra eksport til hjemmemarked – hjulpet godt på vej af en decideret anti-eksport orienteret politik.

I 1946 fik staten monopol på eksport af en række af Argentinas væsentligste eksportvarer. Man fastsatte selv sin indkøbspris og de private eksportører havde ikke noget andet valg end at acceptere disse, eller ikke at producere til eksport. Produkterne (primært landbrugsprodukter) blev så solgt på verdensmarkedet til markedspriser.

Samtidig nedprioriteredes landbrugets adgang til import. Ja, det lyder meget planøkonomisk og det var det også, og ødelæggende for investeringer og produktivitetsforbedringer i sektoren.

Figur 4

Som bl. a. Mauricio Rojas har påpeget :

”vigtigere var den langsigtede effekt af disse anti-landbrugspolitikker i en periode, hvor landbrugssektorerne i konkurrerende lande var i fuld gang med modernisering.”

Man kan sige at man dermed fuldbyrdede opgøret med Argentina som eksportnation i midten af det 20. århundrede, mens argentinsk landbrug faldt håbløst bagud i forhold til andre lande.

Men ideen var selvfølgelig også, at nu skulle Argentina handle så lidt som muligt med andre lande, og helst være en selvforsynende industrination. Man forfulgte altså det man i den økonomiske litteratur kalder en importsubstitutions strategi (ISI); se også til sidt i dette indlæg. Samtidig steg statens ejerskab betydeligt, hvilket kom til at forfølge argentinsk økonomi i årtier frem, på grund af vedvarende store tab

Som det fremgår afløstes vækst hurtigt af et fald i økonomien, illustreret nedenfor i produktionsværdien i de forskellige sektorer, opgjort i 1960 priser.

Det fremgår også, at man fra 1953 igen oplevede vækst, omend på et relativt lavt niveau.

Et bemærkelsesværdigt træk – og en væsentlig årsag til hvorfor jeg bruger så meget plads på Peróns i realiteten korte regeringsperiode, er ud over hans og ikke mindst peronismens beklagelige betydning for Argentina lige siden – også de voldsomme skift i den førte politik der sker. Noget vi siden har set flere gange.

Som ovenfor beskrevet startede man ud med at føre en stærkt nationalistisk (bl. a. nationaliseredes hele jernbanenettet) og ekspansionistisk politik, hvor der “deltes rundhåndet” ud, hvilket på kort sigt førte til økonomisk vækst, men også til voksende interne og eksterne ubalancer og stigende inflation. Derefter kollapsede økonomien, hvilket fulgtes op at devalueringer, forsøg på at balancere de offentlige budgetter, pris- og lønstop med mere. Det er også hvad der skete i Argentina mellem 1949 og 1952.

Fra 1952 fastfrøs Perón lønningerne og bød ligefrem udenlandske virksomheder velkommen til Argentina, ligesom han ændrede politik i forhold til landbruget, for nu skulle der gang i eksporten igen mv.

Ret skal være ret. Det lykkes som sagt at vende udviklingen og fra 1953 og frem voksede økonomien igen. Det skyldes nu ikke at Perón havde set lyset, men behovet for at blive ved magten. Det sidste lykkedes dog ikke i sidste ende, idet han måtte gå af i 1955 og forlade landet.

Af varig arv fra Perons 1. periode ved magten forblev hvad man vel bedst kan kalde ideen om et fascistisk (selv om det nok ikke er ord man vil bruge i dag), statskapitalistisk samfund, inkl. en statslig/peronistisk kontrolleret fagbevægelse (CGT).

Peronistpartiet blev grundlagt i 1947 og er her som bekendt fortsat. I 1951 grundlagde man også en statskontrolleret arbejdsgiverforening, som dog aldrig kom til at få samme varige betydning som CGT (oprindelig en uafhængig fagforening dannet i 1930, men siden 1945 domineret af peronisterne). Denne udvikling, som også indebar at antallet af offentligt ansatte næsten fordobledes fra første halvdel af 40erne og frem til midten af 1950erne, gav rigelig med muligheder for at ”arbejde med andre folks penge” med deraf følgende korruption.

Peróns styre blev mere og mere autoritært og undertrykkende, mens Argentina nærmede sig borgerkrigslignende tilstande i midten af 1955 (det skulle ikke være sidste gang). Det hele kulminerede da Perón holdt en tale den 31. august, hvor han opfordrede sine tilhængere til at tage loven i egen hånd og helt bogstaveligt slå regimets modstandere ihjel. Det blev for meget for hans modstandere i militæret og efter flåden havde truet med at bombe præsidentpaladset, trådte Perón tilbage og gik i eksil.

Det hører med til historien, at de regeringer (både civile og militære), som fulgte efter Perons afsættelse i 1955, aldrig var i stand til for alvor at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentinsk økonomi. Man fortsatte også med importsubstitutionsstrategien frem til midten af 1970erne, hvor man kortvarigt forsøgte at reformere økonomien under det brutale militærregime fra 1976 og frem til 1983. I nogle få år forsøgte man herefter med at åbne økonomien (man sænkede bl. a. Argentinas prohibitivt høje toldbarrierer, ikke mindst på kapitalgoder) og gennemføre markedsreformer. I modsætning til hvad der sket samtidig (og efterfølgende) i nabolandet Chile, var de ufuldstændige og led under særinteressers (militærets) behov.

Militærdiktaturet sluttede efter det ydmygende nederlag til England i Falklandskrigen i 1982. Man havde regnet med at der efter invasionen ville blive tale om forhandlinger om øernes fremtid, og havde slet ikke overvejet, at englænderne i stedet sendte flåden og slog hårdt tilbage. Ironisk nok sikrede denne krig både at Argentina igen fik demokrati (som man er forblevet, trods af flere militæroprør i årene efter), mens det formentlig sikrede at de konservative vandt det efterfølgende parlamentsvalg i England.  

Først i begyndelsen af 90erne kom det første reelle forsøg på reformering af den økonomiske model, ironisk nok under peronisten Carlos Menems tid som præsident, Desværre endte det katastrofalt. Det vender jeg tilbage til i næste indlæg.

KORT OM IMPORTSUBSTITUTION

Importsubstitution (ISI) er en strategi, som søger at erstatte import med indenlandsk produktion, og således typisk ved at forsøge at forcere en indenlandsk industrialisering.

Argentina var bestemt ikke det eneste land som har forsøgt sig med ISI – I latinamerika kan også nævnes lande som Chile, Brasilien og Mexico, ligesom man udviklingslande i dele af Asien og Afrika har forsøgt det.

Teoretisk var ideen at man først beskytter indenlandsk produktion af tidligere importerede simple forbrugsvarer, hvorefter man man indrager mere og mere komplekse produkter, og endelig til sidst begynder at eksportere en vifte af forarbejdede varer, mens man fortsætter den indenlandske industrielle diversificering.

Udgangspunktet var en kritik af den internationale arbejdsdeling, hvor mindre udviklede lande eksporterede primærprodukter og importerede færdigforarbejdede varer fra Europa og USA. Som påpeget i mine indlæg her, må man i så fald konstatere, at Argentina – gælder også andre lande i regionen – førte en “ISI-handelspolitik” langt tid før det teoretiske grundlag blev skabt af bl. a. den argentinske økonom Raúl Prebish.

Prebish o. a. mente at den internationale arbejdsdeling ville sikre fortsat fattigdom for primærproducentlandene og argumenterede for, at udviklingslande måtte fremme industrialisering gennem politikker som indebar beskyttelse af forskellige sektorer i deres spæde start (Infant industries argumentet), indtil de var konkurrencedygtige. Hertil kunne man så anvende Told, valutakontrol og -manipulation, samt kvoter og importlicenser.

Det hele skulle ske i en alliance mellem stat, inklusive statsejede virksomheder; indenlandske private virksomheder; og transnationale selskaber. Strategien har alle steder slået fejl, og det er svært ikke at få den tanke, at det teoretiske argument i virkeligheden slet og ret, ud over at legitimere noget der allerede foregik, mest af alt er baseret på nogle særlige måske ikke altid antikapitalistiske, men antivestlige/amerikanske forestillinger.

Hvordan Prebish, som jo trods alt var veluddannet økonom og besad flere ledende stillinger, både i Argentina og efterfølgende internationalt, har haft så lidt greb om hvordan hans eget land og dets politik og økonomi fungerede, er besynderligt.

At argumentere for et system med enorme muligheder for rent-seeking og korruption i Argentina (og det meste af resten af Latinamerika), medgiver jeg at jeg aldrig kommer til at forstå.

Den faktisk udvikling i 2. halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst de lande som fulgte ISI-strategiens ringe velstandsudvikling, burde jo vise klart at den er et fejlskud. Men måske skriver jeg bare det, fordi jeg lever i en lille åben økonomi? Det kan selvfølgelig ikke afvises.

.

Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”

Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.

En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.

At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.

Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.

Nedenstående figur viser således BNP pr. indbygger i Argentina i procent af Danmarks BNP pr. indbygger for perioden 1875-2020. Ud over Argentina er også medtaget den gamle kolonimagt Spanien.

Figur 1.

To forhold er slående:

• Efter at være “toppet” omkring år 1900 (husk nu at Danmark også oplever høj vækst, se nedenstående figur 2), falder Argentinas BNP pr. indbygger som andel af BNP pr. indbygger i Danmark helt op til vore dage, kun afbrudt af korte perioder, hvor afstanden mindskes, nemlig i forbindelse med 2. verdenskrig og råvare-boomet i nullerne.
• Først i midten af 1970erne er Spaniens BNP pr. indbygger på niveau med Argentinas. Herefter “ser” Spanien sig ikke tilbage.

Figur 2

Figur 2, som viser udviklingen i (estimeret) BNP pr. indbygger – den måske mere traditionelle metode til at illustrere udviklingen – understreger sådan set blot hvorledes Argentina endte med at gå fra at være et af verdens rigeste lande, til et mellemindkomstland. Især udviklingen fra slutningen af 1940erne og frem er bemærkelsesværdig – af alle de forkerte grunde – og udviklingen i 1970erne og 1980erne direkte katastrofal.

Herefter følger en periode, hvor man prøver at reformere økonomien i første halvdel af 1990erne, hvorefter økonomien atter kollapser. Efter man defaulter ved årsskiftet 2001-2002 følger så en periode med betydelig vækst. Som vi skal se, når vi når dertil, skyldes det desværre ikke at man endelig får rettet op på de grundlæggende negative forhold i Argentina. Det er ret beset blot en konsekvens af det råvare-boom verden oplevede i nullerne. Og desværre går det atter galt i 10erne og frem til i dag.

Dette står i modsætning til Spanien, som i de første årtier af det 20. århundrede var langt langt mindre velstående/fattigere end både Danmark og Argentina – man forstår hvorfor Argentina fungerede som en magnet på spaniere, som ønskede en bedre fremtid og derfor bosatte sig i Argentina. Fra 1950erne oplevede landet høje vækstrater frem til finanskrisen, der som bekendt udløste en efterfølgende gældskrise i flere sydeuropæiske lande (eurokrisen).

Men det ligger ude i fremtiden i forhold til dette indlæg, som slutter før Juan Peron kommer til magten i 1940erne. Argentina oplevede trods alt fortsat høj vækst frem til 1930erne, men som jeg også antydede i mit første indlæg, blev der også i denne periode lagt til med forhold og ændringer, som skulle få stor negativ betydning senere i det 20. århundrede,

Argentina var ikke en åben økonomi før 1914.

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, der som nævnt tidligere ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske, investeringer.

Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Og i lighed med resten af Latinamerika havde man på et tidligt tidspunkt relativt høje toldbarrierer – også før 1. verdenskrig. Nok faldt toldsatserne (i gennemsnit) fra et – også for den tid relativt højt niveau – omend ikke i nærheden af Brasiliens – frem til 1920erne, men herefter steg de, som det fremgår af figur 3 kraftigt frem til starten af 1930erne for herefter at falde igen og ende på ca. samme niveau som før 1. verdenskrig.

Høje toldsatser var altså allerede på et tidligt tidspunkt et argentinsk (og latinamerikansk) særkende, hvilket måske ikke umiddelbart virkede til at have de store store negative konsekvenser, som det efterfølgende skulle vise sig at få. Men det er allerede en del af forklaringen på at man ikke formåede at udvikle en konkurrencedygtig indenlandsk industrisektor (der er også andre forhold som er væsentlige, bl. a. transportpriser og manglende infrastruktur, som virkede som “naturlige” handelsbarrierer i det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede).

Figur 3. Gennemsnitlig told i pct. af importværdi, 1910-1940

Brugen af told for at finansiere statslige udgifter har traditionelt været en del af argumentet for disse, men de var også en konsekvens af diverse interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden. En argumentation der jo heller ikke er ukendt nu om dage (lyt blot til Trump).

Og netop interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden er væsentlig for at forstå udviklingen i Argentinas handelsrestriktioner i slutningen af det 19. århundrede og frem.

Som det fremgår af figur 4, som viser toldsatser for en række varegrupper i 1927, var der stor forskel på hvor høje toldsatserne var, og i flere tilfælde må man konstatere, at de var prohibitivt høje.

Figur 4.

Den chilensk-svenske økonom og tidligere direktør for tænketanken Timbro, Mauricio Rojas, peger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, “Carmensitas sorg“, på, at ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence tidligt fik betydning.

Rojas peger bl. a. på, at Unión Industrial Argentina, som etableredes allerede i 1887, argumenterede for og udvirkede højere importtold på områder, hvor der eksisterede en etableret indenlandsk industri.

Man kan også pege på, at Argentina så tidligt som i 1913 vedtog “Argentina Først” princippet (Ley de Propiedad Industriel), hvis formål angiveligt var at “beskytte argentinske industrielle opfindelser og interesser, samt fremme innovation”. Det med opfindelser og innovation kan vi godt glemme alt om. Det primære her blev at fremme interesser, vel at mærke kapitalejernes (og de ansattes) i de sektorer hvor der indførtes høje toldbarrierer mv. overfor omverden.

Den gennemsnitlige told faldt muligvis i perioder, men det dækker over at den steg for visse udvalgte områder fra slutningen af det 19. århundrede og frem. Det gjorde sig fx. gældende for bl. a. forarbejdede fødevarer, til stor irritation for de eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt af modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den argentinske told. Også indenfor landbrugssektoren øgede man toldbarriererne indenfor specifikke områder, fx. hvede, for at bremse importen af denne (fra bl. a. USA).

I en sidebemærkning skal medtages, at selv uden modreaktioner fra ens handelspartnere indebærer told, at man samtidig skader ens eksporterhverv, idet mindre import (på grund af højere priser), alt andet lige, påvirker valutakursen opad og dermed påvirker eksporterhvervenes konkurrenceevne negativt. Det følger af Lerners symmetry teorem.

Hvad angår forholdet til USA, fik Argentina (og andre sydamerikanske lande) på et tidligt tidspunkt et anstrengt forhold til den store nabo mod nord. Det er altså (heller) ikke noget nyt og handler om meget mere end handelspolitik, nemlig om at begrænse USA’s indflydelse i Sydamerika generelt.

For Argentinas vedkommende fik 1. verdenskrig efter det umiddelbare økonomiske chock og nedgang i BNP ( se også figur 2), sådan set ikke de store konsekvenser for den fortsatte økonomiske vækst op gennem 1920erne. Både BNP, eksport (primært landbrugsprodukter) og industriproduktionen voksede hastigt. Ifølge Díaz Alejandro (1970) voksede BNP med ca. 6,7 pct. om året i gennemsnit frem mod 1929, industriens output med lidt under 8 pct. om året og eksporten med 6,6 pct. om året i samme periode. I 1929 var Argentina således verdens største eksportør af frosset kød, maj, havre og hørfrø, mens man var blandt de største eksportører af hvede og hvedemel. Samtidig medførte fortsatte overskud på handels- og betalingsbalancen i samme periode, at man havde akkumuleret store guldreserver.

Jo, det gik sådan set meget godt i Argentina rent økonomisk. Man var fortsat et af verdens rigeste lande og verdens 11. største eksportør i starten af 1929. Det vil sige indtil efteråret 1929 og krakket på Wall Street. Hvad der skete derefter skulle få helt afgørende betydning for “den store nedtur” i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Ingen tvivl om at Argentina var følsom overfor udefra kommende chok til økonomien på det tidspunkt (de var ikke de eneste). I 1929 gik således mere end 99 pct. af eksporten af fersk oksekød til Storbritannien. Det samme gjorde sig gældende for 91 procent af frossent fårekød, 85 procent af smør og 54 procent af frossent oksekød ifølge Díaz Alejandro (1970). Helt overordnet var en række europæiske lande, med Storbritannien i spidsen, Argentinas vigtigste eksportmarkeder, mens importen i stigende grad blev domineret af import fra USA (som udgjorde 1/4 af importen i 1929), som man som bemærket ovenfor havde et lettere anstrengt forhold til af flere grunde.

Det fremgår af figur 5 at der oftest var overskud på handelsbalancen i 1. halvdel af det 20. århundrede. Ved udgangen af 2. verdenskrig havde man da også akkumuleret betydelige valutareserver og en stor beholdning af guld. Den satte man så over styr på ganske få år efterfølgende, hvilket vi vender tilbage til i del 2 af “Den store nedtur”.

Figur 5.

Hvorom alting er, kom den efterfølgende tolkning af hvad der skete i årene lige før og efter krakket på Wall Street til at få stor betydning, og blev anvendt som del af det økonomisk-teoretiske argument for den importsubstitutionspolitik Argentina, i lighed med andre latinamerikanske lande skulle komme til at følge eksplicit fra omkring midten af det 20. århundrede og frem til gældskrisen i 1980erne.

Argumenterne for Importsubstitution og “den virkelige verden”

Argumentet for at man skal udvikle økonomien bag høje toldbarrierer og andre handelsrestriktioner (ISI) er dels det såkaldte infant-industries argument (at der er brug for en periode fri for udenlandsk konkurrence), hvor en indenlandsk industri kan modnes og blive netop konkurrencedygtig, samt en opfattelse af at ved at forfølge en strategi, hvor man i højere grad producerer så meget som muligt indenlandsk, vil man blive mindre sårbar overfor eksterne chok.

Den praktiske erfaring i Latinamerika, herunder også Argentina, har vist sig at være en helt anden. Når først høje handelsbarrierer er indført, er det meget svært at komme af med dem igen, ligesom man heller ikke bliver mindre påvirkelig for udefrakommende eksterne chok, hvilket udviklingen i 2. halvdel af det 20. århundrede viser med al tydelighed.

Det i modsætning til den eksportdrevne vækststrategi, som en række asiatiske lande fulgte efter 2. verdenskrig (bl. a. Taiwan og Sydkorea), som ikke må forveksles med egentlig frihandel. Den er hyppigt kombineret med beskyttelse af udvalgte sektorer på hjemmemarkedet, men dels kan det konstateres, at selve handelsrestriktionerne generelt er lavere end ved importsubstitutions strategien, og dels er den netop afhængig af at man faktisk kan konkurrere med andre udbydere på det globale marked, ligesom problemerne med manglende muligheder for at udnytte stordriftsfordele er mindre. sidstnævnte problem er omvendt proportionalt med hjemmemarkedets størrelse, men ikke desto mindre et problem.

Demokrati og militærkup

I Argentina gennemførte militæret i 1930 et kup mod den demokratisk valgte præsident (kun mænd havde valgret, kvinder fik det først i 1947), Hipólito Yrigoyen.

Hipólito Irigoyen blev oprindelig valgt som præsident, ved Argentinas første frie valg i 1916, for centrum-venstre partiet Radical Civic Union. I 1928 blev han igen valgt til præsident, efter Marcelo T. de Alvear, også fra UCR, havde været præsident fra 1922 til 1928. Især Irigoyens anden valgperiode er blevet karakteriseret ved talrige sammenstød mellem præsident og parlament og stigende korruption (et generelt latinsk/latinamerikansk problem). Han var da en gammel mand og formentlig også senil, og i 1930 blev han som sagt afsat ved et militærkup.

Mens selve kuppet var relativt ublodigt, indledte det en periode med undertrykkelse, stigende protektionisme, valgsvindel og brutal forfølgelse af oppositionen, ligesom korruptionen steg til nye højder.

1930erne og frem markerer også stigende statsligt ejerskab i økonomien. Argentinas statsejede olieselskab,YPF, var allerede blevet etableret i 1922, mens det privat finansierede og drevne jernbanenet (Latinamerikas største), gradvist nationaliseredes fra 1930erne og frem.

Sammenfattende kan man pege på, at alle elementerne til den forfejlede importsubstitutionspolitik, som kom til at præge 2. halvdel af det 20. århundrede, allerede var på plads, før 2. verdenskrig. Der manglede nu bare “mobilisering af masserne” og den endelige “socialisering/politisering” af den argentinske økonomi.

Efter endnu et militærkup i 1943, ville en ung løjtnant, Juan Perón, hvis store inspiration var Italiens Mussolini, træde ind på den politiske scene. Først som social- og arbejdsminister, derefter krigsminister, så vice-præsident og fra 1946 demokratisk valgt præsident. Det skulle vise sig at indlede en skæbnesvanger periode, som man fortsat ikke er kommet sig over.Det ser jeg på i anden del af “Den store nedtur”.