I mellemtiden har Jyllands-Posten bragt en kronik af Alexander Sokol, som postulerer endnu en angivelig negativ konsekvens af individualisme, nemlig den faldende fertilitet. ”Fertilitetskrisen er skabt af den moderne liberalisme”, hedder den sigende overskrift. Igen er der tale om spekulative postulater, der ikke er bakket op af nogen form for evidens.

Men lad os prøve at se på, om der er en sammenhæng synlig i data. Som nævnt kunne livstilfredshed forklares signifikant og positivt med individualisme-scoren (Hostedes meget anvendte individualisme-kollektivisme-indeks) og indkomst målt ved BNP per capira (logaritmisk transformeret), mens en dummy-variabel for, om et land har været kommunistisk, slog negativt og også meget signifikant ud.

Hvordan med fertilitet, altså antal fødte per kvinde?

Tabel 1 nedenfor afrapporterer den statistiske analyse.

Det ses for det første, at der er en negativ sammenhæng mellem, om et land har været kommunistisk og dets fertilitetsrate.

Det ses for det andet, at der er en klar signifikant negativ sammenhæng mellem indkomst og fertilitet. Det er ikke overraskende. Det er tværtimod en meget velkendt sammenhæng: At folk får færre børn, når deres indkomst stiger. Det er der flere forklaringer på: At børnedødeligheden også falder med indkomsten, og at behovet for børn til at forsørge sig, når man bliver gammel, falder. Vi har tidligere skrevet om det i bl.a. sommerserien 2019 (her er en oversigt over alle afsnit, inklusive om fertilitet).

Endelig ses det, at der ingen signifikant sammenhæng er mellem individualisme og fertilitet. Fortegnet er positivt, hvilket umiddelbart tilsiger, at folk i individualistiske kulturer får flere børn, men effekten er særdeles insignifikant*) – dvs. ikke forskellig fra nul.

Man kan dog indvende, at der – som vi også noterede i sidste afsnit #2 af sommerserien – er en sammenhæng via indkomstniveauet. Individualisme er forbundet med større velstand, som igen er forbundet med lavere fertilitet. Så ad den vej er der lavere fertilitet i mere individualistiske kulturer, simpelthen fordi de er rigere.

Men det skal bemærkes, at det slet ikke er den forklaring, forfatteren giver. Tværtimod hævdes det, at årsagen stammer fra liberal politisk filosofi fra Locke og Mill til Rawls og Nozick, som advokerer for en værdineutral stat:

“Og her finder vi endelig den måde, hvorpå liberalismen har skabt fertilitetskrisen. I moderne liberalisme må ingen slags liv privilegeres over andre, og staten må ikke gøre noget for at understøtte livet som forældre over andre slags liv. Men livet som forældre er et liv, der i helt særlig grad kræver en fælles indsats for at lykkes. Livet som forældre er det ultimative ikke-individualistiske liv, og det er det liv, hvor man i maksimal grad har brug for sin partner, sin familie, sine venner og sit lokale samfund.”

Selve dette ræsonnement hviler på flere fejltagelser. For det første at individualisme står i modsætning til, at individer kan indgå i forpligtende fællesskaber og lade andres velfærd, ikke mindst deres børns, indgå i deres egen. For det andet at den ”neutrale stat” er en umulighed, at vi alle altid er genstand for ”strukturel tvang”, og at man derfor lige så godt kan vælge ”konservativ tvang”. Forestillingen om ”strukturel tvang” – der lige som kollektivismen er et fælles gods med både den klassiske og postmoderne venstrefløj – bygger på et postuleret paradoks, som Popper brugte betydelige kræfter på at gendrive. De politiske institutioner er selvsagt ikke neutrale over for at realisere politiske præferencer – det er svært at praktisere nazisme eller bolchevisme i et frit samfund – men i den forstand, at folk har lov til at disponere over deres person, deres arbejdskraft og retfærdigt erhvervede ejendom.

Men jeg vil i denne omgang lade denne diskussion ligge. Det helt elementære spørgsmål er som sagt, om det er rigtigt, at udbredelse af individualistiske værdier påvirker præferencerne for at få børn i sig selv. Og det er der altså ingen umiddelbart empirisk evidens for. Det gælder også, selv om man i stedet for individualisme ser på graden af fri markedsøkonomi som mål for, hvor liberalt et samfund er. Jeg har i tabel 2 erstattet individualisme med Economic Freedom Index fra Fraser Institute et al. Det fører til nøjagtig samme resultat. Fertiliteten er stadig signifikant korreleret med indkomst og kommunisme-dummyen, men slet ikke med økonomisk frihed. Økonomisk frihed er derimod korreleret med indkomst, så ad den vej påvirker økonomisk liberalisme altså fertiliteten, men ikke som foreslået af kronikøren.

Man kan undre sig over, hvorfor disse debattører ikke gør sig den ulejlighed at undersøge, om der er nogen empirisk evidens for deres spekulative påstande. Det er vigtigt at understrege, at ikke alting kan afgøres empirisk, men de typer af påstande er oplagte at undersøge det empiriske grundlag for, før de slynges ud. Kan det skyldes, at de også har overtaget den postmoderne venstrefløjs synspunkt om, at alting bare er retorik? Jeg håber det ikke.

Det er værd at notere, at tesen om, at individualistiske værdier fører til færre børnefødsler, ikke er ny. Det har naturligvis også en vis plausibilitet, at et syn på kvinder som et individ med et selvstændigt formål i sig selv, snarere end blot at føre slægten videre, kunne sænke fertiliteten. Men den kan ikke bare slynges ud uden at se på evidensen eller de virksomme mekanismer. Hvorfor er der mere end 300 år mellem Lockes politiske filosofi og ”fertilitetskrisen”? Hvorfor falder fertiliteten over alt, hvor velstanden forøges og børnedødeligheden falder? Hvis indkomst er så stærk en drivkraft for fertilitetsudviklingen, hvorfor så kun fokusere på kulturelle værdier og politiske filosofier?

Lige til sidst: Er faldende fertilitet overhovedet et problem, og kalder det på politisk indgriben? Det forudsætter vores kronikør uden videre. Det fremstår, som om det ligefrem er et slags knock-out-argument.

Det er det langt fra. Det skrev vi flere afsnit om i sommerserien fra 2019 (se links ovenfor).  Ligesom det ikke – trods alle bekymringerne for en ”befolkningseksplosion” – ikke var et problem, at den globale befolkning voksede, er det i sig selv ikke noget problem, at vi bliver færre. Det er – som jeg var inde på den gang – muligt, at produktivitetsvæksten vil aftage, når vi bliver færre, men det vil i givet fald ikke være noget, det enkelte land kan gøre noget ved. Det kan også være et problem, hvis de offentlige finanser er indrettet efter et kædebrevsprincip om, at der er stadig flere yngre til at finansiere udgifter til de gamle. Løsningen på det problem er ikke at øge fertiliteten, men at gøre de offentlige finanser holdbare – sådan som det i øvrigt er sket i herhjemme, hvor en mindre befolkning ikke vil få bunden til at gå ud af de offentlig kasser.

*) Til dem, der ikke er vant til at læse en regressionsanalyse: P-værdien, der siger noget om sandsynligheden for, at koefficienten er signifikant forskellig fra nul, skal helst være mindre end 5 pct. (ellers er sandsynligheden for stor). I tabel 1 er P-værdien f.eks. 0,00000461 for koefficiensen for BNP per capita og langt under 0,05. P-værdien er derimod 0,697907 for individualisme-scoren og dermed langt over 0,05. Sandsynligheden for, at individualisme er korreleret med fertilitet, er derfor meget lille.

Se i øvrigt diskussionen i afsnit 2 af sommerserien om, hvad analyser af denne art kan og ikke kan sige noget om.

Tabel 1. Fertilitet, individualisme, indkomst og kommunisme

Tabel 2. Fertilitet, økonomisk frihed, indkomst og kommunisme

Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.

Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.

Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.

Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.

Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.

En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).

Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.

De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.

Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.

Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.

Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.

Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.

I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.

Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.

Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.

Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.

Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.

Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.

Kernen i ræsonnementet er følgende (som han også tidligere har fremført): Rettigheder og pligter eksisterer ikke løsrevet fra loven. Og nationen er lovens udspring. Derfor kan der ingen universelle rettigheder eksistere, kun hvad nationen lovgiver om. At tro det modsatte er udtryk for den kritisable individualisme.

Der er flere problemer med denne udlægning. Messerschmidt selv får det problem, at hvis loven er den eneste målestok – og intet andet eksisterer – så tillader det heller ikke ham selv at argumentere for noget, som ikke i forvejen er lov. Eller at indvende noget mod eksisterende love – så som udlændingeloven, love der udmønter internationale konventioner eller EU-forordninger. Men hvis der findes anden målestok end gældende lov, så kan den også begrunde individuelle rettigheder.

Det er således helt centralt, at når vi taler om rettigheder, så kan begrebet have (mindst) to betydninger, som hans retorik får blandet sammen. Det kan være et legalt begreb – altså et spørgsmål om gældende lovgivning – og et normativt begreb, afledt af hvad der bør eksistere legalt (hertil kommer, at rettigheder godt kan anerkendes i praksis, uden at være udtrykt som lovgivning, samt at moralske normer også kan føre til pligter). Hvordan loven bør indrettes, kan logisk set ikke afgøres (alene) af, om den eksisterer eller ej.

Messerschmidts præmis om, at nationen er altings ophav, er ligeledes en yderst problematisk antagelse. Vi har andre identiteter end den nationale – han nævner selv familietilhørsforhold – og endda nogle, som krydser grænserne. Lovgivning findes i øvrigt også på tværs af nationaliteter, og ikke alle stater er nationalstater. Selve begrebet nation bliver til mystisk abstraktion, hvis ikke den hviler på de enkeltindivider, den består af. Hvorfor er det Messerschmidt og ikke nationen selv, som skriver i Berlingske om den? Fordi nationen ikke kan agere eller eksistere uafhængigt af sine bestanddele. Derfor er individualisme uundgåeligt som analytisk, beskrivende udgangspunkt i politisk teori og filosofi.

Men man kan også gøre gældende, at individualisme er et uundgåeligt normativt udgangspunkt: I sidste ende handler normative ideer om at overbevise individer. Hvad mere fundamentalt kan man henvise til, end netop de egenskaber og vilkår, som er fælles for alle? Derfor er individuelle frihedsrettigheder typisk begrundet meta-etisk. De henviser ikke til specifikke etiske mål, vi har, men begrundes i, at de er nødvendige for alle mennesker for at nå deres individuelle mål, hvad de end måtte være. De kan så konkret variere på tværs af kulturer og alt muligt andet, uden at det rokker ved den formelle lighed i målforfølgelsen.

Det er ganske vist blevet på mode blandt visse nationalkonservative debattører at benægte eksistensen af universelle menneskelige træk og egenskaber – og i samme åndedræt foreskrive meget konkrete politiske tiltag som gode for en nationalt afgrænset gruppe af mennesker. Det har imidlertid ikke mere mening at benægte generelle, overordnede menneskelig efterstræbelse af mål end at benægte relevansen af menneskelige nyrer i lægevidenskaben med henvisning til, at de altid tilhører en konkret patient af en given nationalitet. Kendskab til den abstrakte nyre er vigtigt for at kunne kurere konkrete nyrers sygdomme. Jo mere generelle egenskaber ved en nyre, vi kan tale om, desto bredere gyldighed har en behandling. Ligesom det vigtigste ved en nyrepatient ikke er nationaliteten, er det heller ikke den vigtigste endsige eneste egenskab, der er vigtig for de politiske betingelser for et godt liv.

De borgerlige nationalstater i vesten er i høj grad født af oplysningstidens individualisme. Det er det abstrakte, almene individs velfærd, som begrunder deres institutioner. Derfor er det et grundlæggende princip, at individer som udgangspunkt har ret til at handle uden nærmere begrundelse, mens staten er begrænset til veldefinerede opgaver. Den udøvende magt må kun handle, hvis den har hjemmel til det i loven, og den dømmende magt skal ligeledes basere sig på loven. Loven, magtdelingen, demokratiet og frihedsrettighederne er begrænsninger på statsmagten og skal beskytte borgernes frihed. Friheden er primær.

Det er også en central konsekvens af individualismens uundgåelighed, at alternativet til borgernes frihedsrettigheder ikke er, at “staten” bestemmer, men at de beslutningstagere, der kontrollerer staten, bestemmer.

I vesten har dette udgangspunkt i moderne tid forenet liberale og konservative i en fælles borgerlighed. Grænser for politik er både et motiv og en tradition for vestlige borgerlige institutioner og samfund. Men denne borgerlighed er udfordret af en selverklæret nationalkonservatisme, som er mere national end konservativ. Den bygger på en kollektivistisk opfattelse, som har mere til fælles med den klassiske socialismes opdeling af befolkningen i klassefællesskaber end traditionel borgerlighed; denne gang blot med udgangspunkt i national kultur i stedet for klasser. Den har samme forestilling om, at individuelle interessemodsætninger og politiske incitamenter kan ignoreres, hvis bare politikken forvaltes af de rigtige. Public choice-teoriens indsigter er fraværende. I sine populistiske versioner bliver den en ren stammetænkning, som ikke anerkender reelle individuelle forskelle, men sondrer mellem ”det sande” (ofte ”vildførte”) folk, og den for tiden regerende elite. Det er en højre-populistisk version af venstrefløjens klasse- og identitetspolitik.

Når Messerschmidt kategorisk opstiller individualismen som modsætning til borgerligheden, må man frygte, at han har ladet sig inspirere af disse strømninger. Men han er faktisk en talentfuld og tænksom politiker, og hans parti blev skabt med den eksplicitte begrundelse, at der var behov for et bedre borgerligt samarbejde, end det Fremskridtspartiet leverede. Uden Venstre og Konservatives svage modspil til den venstreorienterede kollektivisme i 1960erne og 1970erne havde DF næppe heller set dagens lys. Så man har lov at håbe, at denne bekymring er forkert.

Der er én rigtig pointe i Messerschmidts kronik. Han påpeger, at rettigheder forudsætter en pligt – nemlig pligten for andre til at respektere rettighedsbærerens ret. Det er korrekt for så vidt angår såkaldte naturrettigheder, som hviler på en korrelation mellem rettigheden og pligten. Naturrettigheden eksisterer i kraft af en pligt, som det imidlertid er vanskeligt at påvise (min artikel om dette problem kan læses her). Men rettigheder kan etableres på andre måder. De kan f.eks. følge af enighed, konsekventialisme eller kantiansk pligtetik. I denne egenskab beskriver rettigheder betingelser for et godt liv og samfund, uden at der dermed følger en direkte almen pligt til at respektere dem.

Det er her vigtigt at understrege, at rettigheder ikke får eksistens af, at nogen blot postulerer dem. De klassiske (negative) frihedsrettigheder – liv, frihed og ejendom – står i modsætning til den voksende mængde af politiske ønsker, som uden grundlæggende begrundelse forfremmes til at være rettigheder. Senest har der været forslag fremme om ”klimarettigheder”. Der er måske ikke noget at sige til, at denne skødesløse anvendelse af rettighedsbegrebet har fremkaldt en såre naturlig modvilje, men det er vigtigt at gøre sig klart, at denne ”rettighedsgørelse” i lige så høj grad er en negation af de klassiske frihedsrettigheder, som afvisningen af alle rettigheder er.