Men både det teoretiske og empiriske grundlag er svagt.

Det har en række svenske forskere sat sig for at undersøge nærmere i et stort forskningsprojekt. I 2022 udkom Wennberg og Sandströms antologi “Questioning the Entreprenurial State”, og nu udkommer næste bind “Moonshot and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy” af Magnus Henrikson, Christian Sandström og Mikael Stenkula. Den gennemgår erfaringerne fra konkrete “cases” med “missionsdrevet innovationspolitik”, altså ad politisk vej skabe innovationer til at indfri opstillede missioner. I en artikel i det netop udkomne “Ekonomisk Debatt” gennemgår de tre forfattere syv empiriske læresætninger fra de mange cases, de har set på (artiklen rummer også links til at downloade de to bøger).

De syv læresætninger er:

1. Missioner kan ikke løse “onde” problemer [f.eks. hjemløshed i USA].
2. Politikere og myndigheder er ikke fritaget fra egeninteresse.
3. Beslutningstagerne savner tilstrækkelig information til at udforme missioner på en hensigtsmæssig måde.
4. Missioner leder til privilegiejagt (rent seeking) og klientpolitik (mission capture).
5. Missioner skævvrider konkurrencen.
6. Missioner forvrider incitamenterne og skaber moral hazard.
7. Missionsdrevet innovationspolitik ignorerer offeromkostninger.

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.