Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.

Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.

Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).

Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.

Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.

Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).

Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.

Argentinas “Belle Epoque”

Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)

Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.

Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.

Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.

Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.

Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.

Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.

Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.

Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.

I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.

Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.

Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.

Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).

Et opgør med mere end 100 års tankegang

Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.

Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.

Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.

Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).

Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.

Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.

Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.

Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.

Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..

Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).

Om ikke andet bliver det spændene at følge.

Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:

Christian Bjørnskovs blogindlæg fra sidste år:
Argentina – engang var det rigt – Punditokraterne

Mauricio Rojas (tidligere direktør for Tænketanken Timbro, tidligere medlem af det svenske storting mv) : Carmensitas Sorg (kan hentes her på engelsk)

Domingo Cavallo: Argentina’s Economic Reforms of the 1990s in Contemporary and Historical Perspective

Tucker Carlsons (ja dén Tucker Carlson) interview med Javier Milei

Wall Street Journal:

John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :

Reason TV:

The Economist:

Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :

Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).

I år taler han bl.a. om årsagen til inflationen; allerede i sin 2020-juleforelæsning advarede han om, at den var på vej som resultat af den meget ekspansive pengepolitik.

Sinn har i årevis været en af de skarpeste kritikere af den tyske “Energiewende” – altså omstillingen bort fra atomkraft og fossil energi til vedvarende energi. Politikken hænger ganske enkelt ikke sammen.

Han er især kritisk over for afviklingen af eksisterende kraftproduktion på et tidspunkt, hvor der ikke er et alternativ klar. I forelæsningen sammenligner han det med at bygge et nyt hospital og lukke det gamle på en på forhånd annonceret dato uden at være sikker på, at det nye bliver klar. Faktisk er det problematisk at afvikle den traditionelle kapacitet i det hele taget, fordi der stadig er brug for den i spidsbelastningsperioder, hvor vedvarende energi ikke leverer. Alternativet – at lagre vedvarende energi fra perioder med overskud – er langt fra parat.

Det dokumenteres udførligt i forelæsningen, hvor Sinn giver sig god tid. Det foregår på tysk, men man er godt hjulpet af selv et rustent skoletysk. Hvis man er interesset i baggrunden for de store økonomiske problemer i øjeblikket, er tiden godt spenderet sammen med Sinn.

Han er en af Tysklands mest produktive økonomer og tidligere præsident for det økonomiske forskningsinstitut IFÖ.

Politikere på begge sider af Folketinget forsøger at sælge en fortælling om, at den høje inflation skyldes krigen i Ukraine, og flere eksterne forhold. Men kan det være rigtigt, når 12-månedersraten i Danmark er 8,7 procent ifølge Trading Economics, mens Schweizs pendant er steget til 3,5 procent? Svaret er, at mens Ukraine-krigen naturligvis bidrager, er det store problem den pengepolitik, der er ført siden 2009, og den finanspolitik der er ført de sidste to år.

Som Lars Christensen holder af at understrege, gælder kvantitetsligningen stadig: MV = PY. P er prisniveauet og Y er nationalindkomsten, så PY er værdien af alle økonomiske transaktioner. M er pengemængden, og V er pengenes omløbshastighed – groft sagt hvor mange gange på et år, en hundredekroneseddel bruges. Det betyder, at hvis der pumpes flere penge ud i samfundet (man får en markant større M) uden at nationalindkomsten Y stiger, er der kun én ting der kan ændre sig: Priserne, P.

Med andre ord fører ekspansiv pengepolitik – når M vokser hurtigere end Y – til øget inflation. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at inflationen eksploderer i det meste af den vestlige verden i en grad, så man skal tilbage til de store kriseår i 70erne for at finde lige. Centralbankerne har forsøgt at holde renterne ekstremt lave siden finanskrisen, og har gjort det ved at pumpe penge ud i samfundet. Og de har forsøgt at sterilisere de enorme udgifter, de fleste stater har afholdt de sidste to år. M er simpelthen hamret derudaf, mens politikere og centralbankchefer har påstået, at det ikke gav et problem. Irving Fishers kvantitetsligning holder stadig!

Hvis læserne iøvrigt er mere interesserede i emnet, var Lars gæst hos Martin Ågerup i Samfundstanker tidligere i år. Hele det glimrende program kan ses nedenfor.

Der har på det seneste igen været opmærksomhed på fastkurspolitikken, både direkte og mere indirekte. Således har Otto skrevet et indlæg her på bloggen om fastkurspolitikken, her snart 40 efter den blev indført i anledning af et par indlæg i Børsen og Berlingske, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved hvorvidt vi fortsat skal binde danske kroner til Euroen (eller rettere til D-mark, som fortsat findes et eller andet sted inde i Euroen).

Senest advarer Thomas Bernt Henriksen i en leder i Berlingske mod den stigende inflation, og skriver under overskriften ” Pas på, Wammen og Rohde – nu er det umuligt at ignorere inflationen” at ”Danmarks økonomiske skæbne er låst til udviklingen i euroområdet via fastkurspolitikken, og vi kan allerede se den krybende inflation i tallene”. 

Problemet er naturligvis at vi for længst har opgivet at kunne føre en selvstændig pengepolitik, og derfor ikke kan bruge denne til at dæmpe udefrakommende inflation (sådan er det jo når man fører fastkurs politik).

Som jævnlige læsere af denne blog ved, er vi et par stykker som aldrig har haft meget fidus til euroen, og foretrækker (reelt) flydende kurser.

Det ændrer ikke ved at vi er enige om at det politisk var yderst fornuftigt (man kan endda mene lidt af en genistreg) af den første Schlütter-regering, da man i 1982 i stedet for at foretage endnu en devaluering, i stedet meddelte at kronen nu fulgte D-mark – senere euroen.

Omlægningen af valutakursregimet fandt sted på et tidspunkt hvor Danmark havde store inden- og udenlandske balanceproblemer og høj inflation. For at gøre en lang historie kort medførte fastkurspolitikken (og efterfølgende kraftig forbedring af de offentlige balancer) at man relativt hurtig fik inflationen under kontrol. Det skulle dog vare nogle år (og bl. a. en ”kartoffelkur” i 1987), før man fik helt styr på de eksterne balancer.

Sidenhen har fastkurspolitikken (som er politisk bestemt) nærmest blevet hellig her i landet, men spørgsmålet er om ikke omkostningerne i dag overstiger gevinsterne?

Hvad der i sin tid var fornuftigt i forhold til at disciplinere den førte økonomiske politik (med henvisning til behovet for at fastholde kronekursen), synes i stigende grad at være en hæmsko. I løbet af de 4 årtier er Danmark gået fra at være ”på vej mod afgrunden” til at have robuste offentlige finanser, mens eksterne underskud er udskiftet med en af EU’s (og verdens) største overskud på den løbende betalingsbalance (det forventede overskud forventes at lande på ca. 7,5 pct. af BNP i indeværende år).

I en økonomi med solide off. finanser (underskuddet på de off. Finansier forventes at ende på sølle 0,3 pct. i 2021), rekordlav arbejdsløshed (med begyndende flaskehalsproblemer) og stigende inflation, ville man jo – i den grad man tror på effekten af konjunkturpolitik – foreslå at hæve renten. Men det kan vi så ikke på grund af fastkurspolitikken, hvor renteniveauet er bestemt af ønsket om at fastholde valutakursen overfor euroen. En højere kronekurs overfor euroen ville ellers på en og samme gang sænke importeret inflation, øge reallønnen og dæmpe overophedningen på arbejdsmarkedet.  

Desværre udvises der fortsat et overdrevent hensyn her i landet til eksportsektoren, som om et handelsbalanceoverskud i sig selv er et gode for dansk økonomi. Argument bygger på en grundlæggende, men desværre udbredt misforståelse af udenrigshandlens betydning for en økonomi. Naturligvis er det korrekt at en betydelig del af dansk beskæftigelse er bundet op på dansk eksport – op mod 800.000 job – men det betyder ikke, at dansk eksport er afgørende for vores velstand. For nationaløkonomer er det nemlig velkendt at øget eksport ikke medfører øget nettobeskæftigelse.

Over tid bestemmer udbuddet af arbejdskraft den samlede beskæftigelse. Der ER naturligvis en gevinst ved at indgå i den internationale arbejdsdeling (hvis den sker på markedsvilkår), via højere realindkomster – og fuld udnyttelse af denne effekt forudsætter fri handel (både eksport og import). Men øget eksport skaber ikke flere arbejdspladser netto – det betyder ”blot” at beskæftigelsen i eksporterhvervene øges på bekostning af beskæftigelsen i de dele af økonomien, som er rettet mod det indenlandske marked.  Og hvis beskæftigelsen i eksporterhvervene er betinget af en konstant indkomstoverførsel fra resten af økonomien, indebærer det ikke øget produktivitet og dermed realindkomst, men en generelt lavere produktivitet og dermed indkomster.

Merkantilismen lever i bedste velgående

Man skulle ikke tro at det var 250 år siden Adam Smith påviste at den dengang (og desværre åbenbart fortsat) herskende merkantilisme var til skade for den almene velstandsskabelse. I merkantilismen er eksport godt og import skidt. Smith påviste at at den primære gevinst ved at være en åben økonomi, ligger i importen. Eksport er – lidt karikeret sagt – et nødvendigt onde, som finansierer importen. Det har alt for få ud over nationaløkonomer desværre fortsat meget svært ved at forstå.

Deltagelse i den internationale arbejdsdeling, og dermed eksport, er med til at sikre højere realindkomster, hvis den vel at mærke ikke er drevet af subsidiering. Men den væsentligste velfærdseffekt ved frihandel stammer fra at være åben for import. Ikke mindst fordi det medfører øget konkurrence og dermed lavere priser og højere kvalitet, til gavn for forbrugerne (og forbrugere er vi i vores del af verden alle sammen) og øger økonomiens generelle produktivitet og dermed velstand. Det følger også heraf, at når et land subsidierer sin eksport, er det til skade for landets borgere og til gavn for forbrugerne i de importerende lande.

De manglende forudsætningerne for Euroen og Mundell’s forudsætning for et optimalt valutaområde.

Selv om jeg har mødt mange gennem tiden som er af den opfattelse, at der blandt økonomer skulle eksistere en konsensus om det fornuftige i indførelsen af euroen blandt økonomer, er det langt fra tilfældet. Fra start af blev der sat spørgsmålstegn ved, om landene ville være i stand til at overholde de grundlæggende krav til en succesfuld monetær union, som Nobelprismodtageren i økonomi, Robert Mundell, udlagde for mere end 50 år siden.

Mundell formulerede fire basale krav, som skulle være opfyldt, hvis man ønskede at etablere en egentlig monetær union som euroen. Selv om vores viden og forståelse senere er udvidet gennem andre økonomers arbejde, har det ikke rokket ved de fire grundforudsætninger, som ethvert monetært samarbejde skal overholde. De er, at: 

1. Arbejdskraften er mobil inden for valutaunionen

2. Landene har en diversificeret produktionsstruktur, hvorved de makroøkonomiske effekter af enkelte sektorer/industrier er begrænset

3. Landene har en høj grad af pris- og lønfleksibilitet i fraværet af valutafleksibilitet.

4. Der eksisterer en overførsels- eller omfordelingsmekanisme mellem landene, således at områder/lande i lavkonjunktur modtager hjælp fra områder/lande i højkonjunktur. 

Vurderet i forhold til disse grundlæggende krav, må vi her 20 år efter den danske afstemning blot konstatere, at forudsætningerne for euroen aldrig har været til stede:

Arbejdskraftens mobilitet var og er begrænset. Jovist har vi vandrende arbejdskraft, men samtidig kan vi jo se at arbejdsløsheden er er meget forskellig mellem de enkelte lande. Mobiliteten er ganske enkelt ikke særlig høj. Medlemslandes produktionsstruktur er ikke karakteriseret ved en høj grad af diversifikation, hvilket for øvrigt ikke nødvendigvis er et problem (i den grad det skyldes deltagelsen i den internationale arbejdsdeling og udnyttelse af komparative fordele), men det bliver et problem i en møntunion uden overførselsmekanisme.

Hvis man derimod havde bibeholdt nationale valutaer – og et system med flydende valutakurser – ville dette ikke være et problem. Men i fraværet af valutafleksibilitet bliver kravet om pris- og især lønfleksibilitet til gengæld helt afgørende. Grundlæggende kan man sige, at ingen af de deltagende lande (heller ikke Danmark) har den nødvendige fleksibilitet på kort sigt, og især de sydeuropæiske lande er fortsat karakteriseret ved en meget lav grad af lønfleksibilitet i den formelle sektor – på trods af de (utilstrækkelige) reformer, som er gennemført i bl.a. Spanien.

Endelig er der kravet om en overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne. Dette har gennem euroens historie været genstand for endog meget ophedede diskussioner i EU og de indbyggede konvergenskrav om inflation, offentlige underskud og hvor stor medlemslandenes gæld måtte være, var netop et forsøg på at komme uden om dette. Problemet er ”bare” at det ikke har virket.

Foruden de fire krav bør man tilføje at lande i samme situation bør føre en nogenlunde ensartet økonomisk politik. Dette er i øjeblikket fuldkommen fraværende, og der er absolut intet som tyder på at det vil ændre sig i fremtiden. Tyskland og Nordeuropa har traditionelt lagt stor vægt på, at pengepolitikken føres af en uafhængig nationalbank og ikke af politikere – og i disse lande tilstræber man balance på de offentlige budgetter.

Historisk har det forholdt sig helt anderledes i Frankrig og resten af Sydeuropa. Her har både finans- og pengepolitik historisk været politisk styret, med en generelt langt kortere tidshorisont. Hermed ignoreres de langsigtede problemer med keynesianske interventioner (aktiv finanspolitik og store underskud).

På 40 år er vi gået fra at være “på vej mod afgrunden” til, at det måske lidt groft sagt snarere er Euroen som er på vej mod afgrunden”. Måske på tide at droppe fastkurspolitikken? Det bliver i hvert fald interessant at følge de kommende mdr. (og år). Tilbage står at en “frigørelse” af den danske krone fra euroen og samtidig rentestigning ville forbedre reallønnen, mindske det inflationære pres og tage noget af toppen af flaskehalsproblemerne på arbejdsmarkedet. “Prisen” ville være et mindre overskud på handels- og betalingsbalancens løbende poster. Til det sidste kan man kun sige, “and so what”?

Heldigvis ser det noget anderledes ud i Latinamerikas største økonomi, der som bekendt har haft nogle hårde år, med faldende BNP, stigende inflation og arbejdsløshed, en kæmpe korruptionsskandale, som langt fra er ovre, samt politisk kaos, der sidste år kostede den socialistiske præsident Dilma Rousseff præsidentposten.

(PIB = BNP)

Hendes arvtager og tidligere vice-præsident Temer partiet PMDB – der i den udstrækning man kan tale om at det har en ideologi, må betegnes som en blanding af social-konservatisme og socialdemokratisme – har siden været en ganske upopulær præsident. Både på grund af den måde han kom til magten og fordi korruptionsanklager, der også har kostet flere ministre posten, fortsætter med at klistre til ham.

Temer går næppe over i den folkelige historie, som en af de store populære præsidenter. Men det kan meget vel være, at den mere seriøse historieskrivning i eftertiden vil karakterisere hans regeringsperiode som en af de mest afgørende i nyere brasiliansk historie.

Efter perioden under den folkekære præsident  (og fortsat populær blandt mange brasilianere trods anklager om korruption) Lula – især fra hans 2. valgperiode –  og efterfølgeren Dilma Rousseff markerede en tilbagevenden til tidligere tiders nationalistisk og statscentrerede økonomiske politik, der på mange måder mindede om den politik militæret førte i 70erne, markerer Temers regering en tilbagevenden til reformkursen i 90erne, og en betydelig større vægtning af markedskonform økonomisk politik og orienteering mod en mere åben økonomi.

Sidste år  fik man gennemført en forfatningsændring, der indebærer at de føderale budgetter ikke må stige mere end inflationen de kommende 20 år, dog med en revision om 10 år og her i april vedtages muligvis den største ændring i det brasilianske pensionssystem i mands minde. Det vender jeg tilbage til indenfor de kommende uger.

 kilde: Global rates.com

Faldet i inflationen er fulgt op af et betragteligt fald i renterne de seneste måneder og der er en spirende optimisme omkring den fremtidige økonomiske udvikling. Nok forventer man fortsat stigende arbejdsløshed hen over året, før den igen begynder at falde, mens BNP muligvis vil stige minimalt (BNP per indbygger vil fortsat falde). Men bunden ser ud til at være nået og hvis man lykkes med at gennemføre hovedparten af de reformer, som regeringen arbejder for, vil Brasilien for alvor være en økonomi man igen skal regne med. Der er naturligvis mange hvis’er i denne ligning. Men 2016-2017 kan meget vel komme til at gå over i historiebøgerne, som de år der kommer til at definere den økonomiske politik i mange år fremover. Hvis altså………. Men det vender vi tilbage til i kommende indlæg.

Her er ihvertfald, hvad han i 1980 sagde i præsidentkandidat-debatten med daværende Præsident Carter:

“I would like to ask the President why is it inflationary to let the people keep more of their money and spend it the way they like, and it isn’t inflationary to let him take that money and spend it the way he wants?”