I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.