Shahen var en autokrat af den gamle slags, der undertrykte sine politiske modstandere, udsatte dem for tortur, og investerede voldsomt i militæret. Han var dog også en reformator, der både privatiserede førhen statsejede virksomheder, kraftigt forbedrede iranernes uddannelsesniveau og sundhed, og gav kvinder stemmeret i den såkaldte Hvide Revolution. Hans styre var derfor – ganske pudsigt – hadet af både voldsomt konservative mullaher og af vestlige venstreintellektuelle. Undertrykkelsen var meget reel, men det samme var den økonomiske succes, da Iran gennem 1970erne havde vækstrater i liga med Sydkorea og Taiwan.

Det næsten umulige spørgsmål, vi stiller idag, er derfor hvad der økonomisk ville være sket, hvis shahens styre var fortsat og Iran ikke var blevet til et religiøst diktatur. Måden vi gør det på, er ved at bruge en slags discount-version af en Syntetisk Kontrolmetode, der f.eks. er blevet brugt til at vurdere konsekvenserne af Hugo Chávez i Venezuela (se Grier og Maynards ungatede artikel her). Selvom vi bruger en simpel version af metoden – vi beregner bare en syntetisk kontrol med den bedste fit af nabolandenes udvikling – giver den et forbløffende akkurat sammenfald med Irans faktiske udvikling før 1979. I figuren nedenfor er den sorte linje Irans faktiske nationalindkomst per indbygger (i logaritmer), mens den røde er den syntetiske kontrol og den stiplede er forholdet mellem den faktiske indkomst og forudsigelsen fra det syntetiske Iran.

Det er let at se, at den syntetiske kontrol passer godt, da de røde og sorte linjer er klart sammenfaldende fra sidste i 1950erne til 1978. Fra 1978 til 1988 halveredes iranernes gennemsnitsindkomst, og væksten er ikke kommet tilbage og har lukket hullet eller bare noget af det. Man kan naturligvis indvende, at den lange krig med nabolandet Irak ikke gjorde situationen bedre (ligesom den bestemt ikke gjorde i Irak), men almindelig økonomisk dynamik indebærer normalt, at man efter en krig- får en periode med ‘konvergens’ tilbage til normalen. Det har Iran overhovedet ikke oplevet, ligesom man kan spørge om krigen overhovedet var sket uden revolutionen.

Bundlinjen i den lille øvelse idag er, at kommentatorer i starten af 1970erne på sin vis havde ret: Iran var på vej til at blive Mellemøstens første ‘førsteverdensland’. Den syntetiske kontrol i 2018 er cirka lige så rig som Tjekkiet eller Spanien, og selv hvis man regner det som et overestimat, ville iranerne have været meget, meget rigere uden Ayatollah Khomeini og hans præstestyre. Det seneste tiår har deres faktiske indkomst ligget omkring 40-45 procent af vores bedste bud på, hvad den havde været uden det religiøse diktatur. Og det er værd at bemærke, at når lande bliver så rige, bliver de næsten altid også demokratiske. Iranerne tabte meget i 1979.

“The bad cop/worse cop routine the mullahs and their hothead President Ahmadinejad are playing in this period of alleged negotiation over Iran’s nuclear program is the best indication of how all negotiations with Iran will go once they’re ready to fly. This is the nuclear version of the NRA bumper sticker: “Guns Don’t Kill People. People Kill People.” Nukes don’t nuke nations. Nations nuke nations. When the Argentine junta seized British sovereign territory in the Falklands, the generals knew that the United Kingdom was a nuclear power, but they also knew that under no conceivable scenario would Her Majesty’s Government drop the big one on Buenos Aires. The Argie generals were able to assume decency on the part of the enemy, which is a useful thing to be able to do.

But in any contretemps with Iran the other party would be foolish to make a similar assumption. That will mean the contretemps will generally be resolved in Iran’s favor. In fact, if one were a Machiavellian mullah, the first thing one would do after acquiring nukes would be to hire some obvious loon like President Ahmaddamatree to front the program. He’s the equivalent of the yobbo in the English pub who says, “Oy, mate, you lookin’ at my bird?” You haven’t given her a glance, or him; you’re at the other end of the bar head down in the Daily Mirror, trying not to catch his eye. You don’t know whether he’s longing to nut you in the face or whether he just gets a kick out of terrifying you into thinking he wants to. But, either way, you just want to get out of the room in one piece. Kooks with nukes is one-way deterrence squared.

If Belgium becomes a nuclear power, the Dutch have no reason to believe it would be a factor in, say, negotiations over a joint highway project. But Iran’s nukes will be a factor in everything. If you think, for example, the European Union and others have been fairly craven over those Danish cartoons, imagine what they’d be like if a nuclear Tehran had demanded a formal apology, a suitable punishment for the newspaper, and blasphemy laws specifically outlawing representations of the Prophet. Iran with nukes will be a suicide bomber with a radioactive waist.“

Nu forlyder det, at Akbar Ganji er døden nær efter at have sultestrejket for sin frihed i en måned, og flere personer, herunder den amerikanske præsident, kræver Ganji løsladt. Chefen for Teherans juridiske myndighed slår sig i tøjret. “Vi er ikke ligeglade med Ganjis situation”, forsikrer han, “men hvis vi accepterer hans løsladelse, vil vi ikke længere være i stand til at drive fængslerne”. Og det ville jo være en katastrofe. Manden fortsætter: “Hvad vil folk tro, hvis Ganji siger noget, Bush støtter ham, og vi derefter bøjer os?”. Nej, hverken rart eller opbyggeligt. At blive klogere er at tabe, og at tabe er at dø, vel at mærke uden de 77 ventende jomfruer. Det er i sandhed hårdt at være undertrykker.