Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Så kan man nemlig slå fast, at man ikke er så gammel og forstokket som den generation, der kom før én.

Og man er samtidigt—forstås—meget mere moden og erfaren udi livet end de uvidende barne-rumper, der sjosker i éns fodspor, fordi deres egne fødder er for få og små til at lave synlige aftryk.

Så lad os endelig holde fast i dét sympatiske perspektiv.

***

Hvem og hvad er 89’erne så?

Lad mig først sige det som forsker med hjælp af en Gallup-undersøgelse, som A4 fik lavet i 2003, og som valgforskerne siden har gentaget: Man kan med kirurgisk præcision sige, at der findes én gruppe af danskere, som holdningsmæssigt skiller sig markant ud fra resten af samfundet: Dem, der blev født i de tre årtier mellem 1958 og 1989.

Dem, der blev født før—især i årene 1948-1958—og dem, der heldigvis endnu ikke har brugt deres stemmeret så meget, ligger overvejende noget til venstre.  Ikke mindst takket være nogle enormt røde kvindelige vælgere.  I disse grupper får venstrefløjen inkl. De Radikale lidt over halvdelen af stemmerne.

Men 1958-1989 holdet er hamrende blåt.  Mørkeblåt.  Mænd som kvinder.  For et par år siden stemte denne aldersgruppe på Fogh Rasmussen regeringens parlamentariske grundlag med en overvægt på 15-20 pct.point.

Var det kun os, der havde haft stemmeret, ville Margaret Thatcher have været statsminister, Ronald Reagan udenrigsminister, Bibi Netanyahu forsvarsminister, Clint Eastwood justits- og kulturminister,—og regeringens sidste medlem kunne meget vel have været Milton Friedman som minister for afvikling af øvrige offentlige aktiviteter.

Denne alders- og holdningsmæssige afgrænsning passer faktisk ret godt på os, der har bidraget til denne bog om ”89’erne”.  Den ældste af os (Henrik Gade Jensen) havde stemt et par gange, da muren faldt i 1989—og den yngste af os (Helene Haabegaard) gik formodentlig endnu med blé.  Den typiske skribent i 89-bogen er født i 1970-1972, har løbet hornene af sig i VU, KU eller studenterpolitik, og har en samfundsvidenskabelig uddannelse.  Mere end et halvt dusin er blevet ministre og folketingsmedlemmer—og de resterende fire dusin har mere eller mindre bevidst fravalgt en sådan karriere.

Så dét er os.  For unge til at synes, at Trille var cool—og for gamle til at vide, hvem der er med i ”X-Factor”.  For unge til at have gået med afghaner-pels—og så gamle at vi endnu synes, at bukselivet skal sidde over lårene.  For unge til at have røget hash på Kulturministeriets trappe—men gamle nok til at have røget en cigar (eller noget andet), for at fejre begivenheden, da Muren faldt i 1989.

Og for os var 1989 et stort år.    Det var i sagens natur, hvad 1968 var for 68’erne—og hvad iPhone4 er for nutidens teenagere.

De fleste af os fulgte intenst, hvad der i 1989 skete på Tian-an-men Pladsen, i Berlin og i Bukarest.  Personligt kan jeg huske præcis, hvor jeg selv var da Muren faldt i 1989: Jeg gik rundt på statskundskab på Københavns Universitet og syntes, at de fleste danske samfundsforskere var noget røde i filten.  Samtidigt var jeg lidt deprimeret over en uambitiøs borgerlig regering, som den holdningsmæssige gas var gået ud af.

Og sådan kan verden jo forandre sig så meget på to årtier.

***

Nå, hvad karakteriserer så 89’erne?

Jeg vil kort pege på fire ting, som gør gruppen forskellig fra dem, der kom forud og måske for dem, der kommer efter—hvis der altså er nogen.

89’erne er …

1. meget heterogene.
2. ikke spor flove.
3. elsker bøger.
4. lettere fandenivoldske.

Lad os starte med det første—det heterogene.  Hvor 68’erne bestod af 117 forskellige socialistiske grupperinger, så består 89’erne af 117 forskellige ikke-socialistiske grupper.  Vi har ingen store utopier til fælles—måske bortset fra at hver mand og kvinde bør finde sin egen jordnære utopi.

Vi dækker hele feltet.  Fra borgerlige, der mener, at det største problem med statsmagten er, at det tit er de forkerte, der sidder på den—til liberale, der mener, at statsmagten skal være så lille, at den kan druknes i et badekar.  Eller noget mindre.

Politisk set er den mest moderate en glødende anti-marxistisk kulturkamps-kæmper, som synes, at alt var bedre i forgårs.  Den mest radikale er en fhv. Radikal, der gerne så alt privatiseret og hellere i dag end i morgen.  Og så er der en pæn mangfoldighed derimellem: Rodløse eks-Radikale.  Liberale Venstre-folk og endnu mere liberale Alliance-folk—der kun er enige om, at liberalismen ikke er død men er uenige om, hvad den er.  Og så er der Konservative af enhver social-, national-, værdi-, balance- nuance, både i og udenfor De Konservative.

Og dertil er der så et pænt assorteret udvalg af partiløse ”klimafornægtere” og en klimaminister, masser af EU-fanatikere og fanatiske EU-skeptikere, et par hjemløse georgister, nogle post-feminister, og en enkelt ensom solipsist-anarkist.

***

Selvom vi ikke er enige om ret meget, er vi enige om én ting: At vi 89’er er borgerlige uden at være flove over det.

Generationen af borgerlige, der kom før os, var håndsky og lammebankede af venstrefløjen i 60erne og 70erne.  Den måske mest fremtrædende Konservative intellektuelle profil—Per Stig Møller—skrev kronikker om, hvor meget man kunne lære af Formand Mao.  Og en af de opadstigende Venstreløver i den ældre generation—Anders Fogh Rasmussen—forsvarede i 1975 ”økonomisk demokrati” på arbejdsmarkedet.

Hvis nogen 89’ere havde gjort det …, så havde de fået buksevand af os andre.

For vi 89’ere voksede op med fodformede, lilla ble-behængte samfundsfagslærere uden fornemmelse for anden pluralisme end deres egne holdninger.  Med medier der fremstillede enhver til højre for Svend Auken som fascister.  Med alskens DKP-kontrollerede elev- og studenter-organisationer, der helt bogstaveligt sad på Dannebrog og drak jordbærthé, alt imens rektor gik rundt og beslaglagde borgerligt kampagne-materiale.

For os var det Gert Petersen og Ritt Bjerregaard og Ebbe Kløvedal Reich og Suzanne Brøgger, der repræsenterede status quo, det grå og kedsommelige—mens Uffe Ellemann, Sir Keith Joseph og Graf Lambsdorff til sammenligning vel nærmest var sådan lidt af nogle farverige, rebelske punkere.

Samtidigt kunne vi opleve en markant borgerlig bølge internationalt—med valgsejre i Storbritannien, USA, Tyskland og—ja—en dansk borgerligt-liberal regering fra 1982.

Tju hej, hvor det gik!

Så vi 89’ere syntes ikke, at der var noget at være flove over eller bange for.  Rebellerne—det var os: Unge borgerlige med slips, blazer og attache-mapper—der heller end gerne tog til Roskilde Festival og lyttede til The Clash på vores ”walkman”.

***

Det tredje, der karakteriserer 89’erne, er, at vi tilsyneladende var den sidste generation til at læse—og skrive—bøger.  Til forskel fra den ældre generation, læste vi andet end aviser og finanslove—og til forskel fra den yngre generation var vi i stand til at læse tekster længere end en blog-post.

Kort sagt: Vi var—og er—sådan lidt wanna-be intellektuelle.

Vi syntes ikke, at ideologi var—eller er—noget ”bras”—også selvom mange af os helst vil kalde det noget andet end ideologi.  Vi syntes faktisk, at der ikke var noget galt med at læse konservative som Michael Oakeshott og liberale som F.A. Hayek.  Især når vores venstreorienterede lærere ikke anede, hvem de var.

***

Det fjerde og sidste kendetræk—at 89’erne er en mere fandenivoldsk generation—var et resultat af de tre første ting.  At vi var forskellige, at vi ikke var flove over at være borgerlige, og at vi gad at læse andet end danske aviser.

Så når besserwissene-journalister kaldte os ”Nå-generationen”, så gjorde vi det til ”Nå … så det tror I!”-generationen.

Når den venstreorienterede fredsbevægelse marcherede, så lavede vi sgu’ da bare et borgerligt modstykke—”Demokratisk Fredsfraktion”—som mente, at den bedste fredsstrategi var et stærkt forsvar.  (Og hvem fik ret?)

Når venstrefløjens stormtropper i Operation Dagsværk samlede ind til de marxistiske venner i Nicaraguas Sandinist-regering, ja, så samlede VU og KU sammen ind til skoleprojekter i det Sovjet-besatte Afghanistan.

Når TV-programmet ”Landet rundt” og tegneserien ”Poeten & Lillemor” gjorde grin med KU’ere, der gik med slips—ja, så svarede vi igen med endnu flere, endnu større, end mere farvestrålende slips.  Evt. med et billede af Adam Smith i profil.

Når Anker Jørgensen i samme ånd sammenlignede de slipseklædte unge med ”fascister” og sagde, at han foretrak unge i cowboy-bukser, fordi det var mere ”demokratisk”, ja så sendte vi ham et par cowboybukser med den hilsen, at vi da gerne ville have en statsminister, der var lige så demokratisk klædt som Ronald Reagan.

Men vi 89’ere var—og er—også rebelske overfor vores egne.

Når det hele blev lidt for pænt og lidt for borgerligt dengang i 1980erne, så udsendte Danmarks unge liberale og konservative—til moro for moderpartierne—støtteudtalelser til ære for Thy-lejren.  Det er deres jordhul—købt og betalt–og de generer ingen.

Når statsminister Poul Schlüter sagde, at ”ideologi er noget bras”, og finansminister Palle Simonsen hævdede, at der trods et skattetryk på knap 50 pct. ikke var noget at privatisere i Danmark, ja, så svarede KU igen med at arrangere dobbelt så mange konferencer om ideologi og privatisering—og at forære regeringen en liste med 100 privatiseringsforslag—hvoraf op mod et dusin siden blev gennemført.  Af Socialdemokraterne.

Når venstrefløjen lavede kaffe-klubber som Café Au Lait og en nyvalgt Venstre-formand, Anders Fogh Rasmussen, omvendt ville nedtone liberalismen, så svarede unge Venstre-folk igen med at danne kaffeklubben ”Espresso”—under sloganet ”Lidt mere stærk, tak, og lidt mere sort”.

Og når Politiken helligede et helt tillæg til at forklare, at al intellektuel nytænkning kommer fra ”centrum-venstre”—ja, så lavede vi såmænd da bare CEPOS.

Tag den!

***

Men inden dette ender i selvfedme af den slags, som 68’erne er langt bedre til end os, er det måske på sin plads at spørge: Er der slet ikke noget galt med 89’erne?

Jo, det er der.  Én enkelt ting.

Vi 89’ere har indtil videre, som generation, været én spektakulært succesrig … fiasko.  Vi har invaderet avisernes debatsider.  Vi har domineret internettet.  Lavet de bedste og mest læste politiske blogs.  Skrevet flere bøger end Klavs Rifbjerg har læst.  Skabt tænketanke.  Styret partier.  Væltet én regering.  Erobret ministerier i en anden.

Og hvad så?

Siden Muren faldt og den sidste af os lagde bleen, er skatterne vokset og vokset.  Staten sprøjter årligt love, bekendtgørelser og cirkulærer ud hurtigere, end nogen kan nå at læse.  At være dansk borger er mere end nogensinde som at være i en børnehave, og én hvor halvdelen af de voksne børn ikke kan kende forskel på Harald Blåtand og Harald Børsting og ved mindre om Nic.F.S. Grundtvig end om Nik & Jay.

Vi ejer ikke 68’ernes selvglæde, og derfor kan vi—og må vi—sige ærligt: Vi har gjort, hvad vi kunne, og næsten alt er blevet værre.

Så hvad skal 89’ernes lærdom til den næste generation være?  Det samme som den slags altid skal være: Gør ikke som vi gør, men som vi siger!  Og kom så i gang …

Bor du i en af landets fire største byer og er du lidt trist til mode – vinterdepression? – eller synes du bare, at dit liv godt kunne trænge til lidt mere farve, så gak hen på heroinkontoret og få dit daglige eller ugentlige skud, det manglede da bare efter al den skat, du igennem årene har betalt til velfærdsstaten. Hallo, hvornår har den sidst gjort noget godt for dig? Den tager 70-80 pct. af din indkomst i skatter og afgifter hver enenste dag, og så er det vel kun rimeligt, at du får noget igen, ikke sandt?

og slutter af med:

I dag er der ikke flere mennesker og sjæle at hjælpe – når man altså ser bort fra børn, der ingenting lærer, de syge, som ikke behandles, og de gamle, der rådner op på plejehjem, der ligner krematorier. Men i stedet for at gøre noget for børnene, de syge og de gamle, og gøre meget mindre for alle andre, kommer der nu heroin på bordet.

Er narkomaner ikke også ofre, vil nogen sikkert spørge.

Tjo, nogle er nok. Men skal vi hjælpe dem ved at give dem mere narko? Har velfærdsstaten nu taget den fulde konsekvens af sin 50-årige historie og er blevet dealer af lykke pr. kanyle?

Jalving vil så gerne gøre det til et resultat af velfærdsstaten at man nu vil dele gratis heroin ud til nogle få hundrede af landets narkomaner. Men her har han – formentlig (forhåbentlig) af uvidenhed og grundet opdragelsesmæssig automatreaktion – fat i den forkerte ende.

At man deler gratis heroin ud kan kun delvist ses som et resultat af vores velfærdsstat. Det er først og fremmest et resultat af, at heroin er et illegalt rusmiddel. Naturligvis er hele retorikken omkring hvorfor man vil give gratis heroin funderet i en velfærdsstatslig retorik, men det er ikke nødvendig for at argumentere for uddeling af heroin. Det nuværende forsøg med tildeling af gratis heroin til nogle få hundrede narkomaner må primært anses for at være aflad for konsekvenserne af en undertrykkende lovgivning, der ikke respekterer den mest fundamentale individuelle rettighed – nemlig retten til ens egen krop og hvad man gør med den.

Hvis Jalving havde skrevet indlæg hvor han harcelerer over samfundets mani med at reducere sine borgerer til objekter der skal behandles for alt, også dårlige vaner, havde jeg været helt og aldeles med ham. Hvis han havde skrevet et indlæg om det absurde i at man nu vil betale til folks dårlige vaner i stedet for at lade dem finansiere dem selv, så havde jeg fortsat været med ham. Men sagen er, at når vi ender i den absurde situation at det kan ses som økonomisk rentabelt at give folk deres narkotika gratis, så skyldes det først og fremmest, at man har forbud køb og salg af samme stof. Og Jalvings indlæg bliver til en gratis omgang friløb over temaet “hvad staten dog går og betaler til” – og her er fri heroin måske stort set det dårligste eksempel han kunne komme op med. Simpelthen fordi den eneste grund til at det foreslås er at heroin er ulovligt – hvilket ene og alene er “samfundets” ansvar.

Sagens kerne er, at det stereotype billede de fleste af os har af en forhutlet narkoman, først og fremmest er resultatet af forbud og i langt mindre grad af selve heroinen – et stof der fysisk er relativt uskadeligt (og for almindelige mennesker uendelig ligegyldigt), men stærkt vanedanende.

Hvis heroin var legalt ville det formentlig koste mindre end prisen på en pakke smøger per fix. Med andre ord ville narkomanen kunne finansiere sit forbrug ved at samle flasker eller lignende – hvis vedkommende da ikke, hvilket en mindre del rent faktisk gør, kunne bestride en normalt arbejde. 95% af den pris som narkomanerne betaler for deres stof af varierende og ofte livstruende ringe kvalitet skyldes, at der er tale om et forbudt stof. Hvad narkomanerne oftest dør af – ud over overdosis, fordi de aldrig kender koncentrationen af det aktive stof – er de sygdomme som følger af et stressende og uhumsk liv der er en konsekvens af den gældende lovgivning.

Så kunne man jo spørge hvorfor i alverden der er mennesker der overhovedet tager det. Dertil kan jeg kun svare, at det forstår jeg og 99,9% af befolkningen inkl. Mikael Jalving heller ikke, det er derfor vi aldrig kunne finde på at tage det. På den anden side er der nu heller ingen grund til at tro at der ville være (mange) flere der gjorde det, hvis det var lovligt og kostede en flad tyver for et fix. Det står jo enhver frit for at købe lightergas, lim og benzin og sniffe det, men derfor er det jo de færreste der gør det.

Ja, det er et perverst samfund der ender med at betale for folks uvaner, men det perverse består i denne omgang primært i, at det er et samfund der ikke tillader borgeren at have ejendomsret til sin egen krop, og dermed også hvad de fylder den med. Eller som Von Mises skrev i sin Liberalismus fra 1927 (her i en engelsk oversættelse) med direkte reference til alkoholforbuddet i USA og det samtidige forbud mod brug af morfin og kokain);

”Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Og det er heri at faren og perversiteten ved vores velfærdsstat ligger – ikke i at man uddeler heroin til en flok forhutlede eksistenser.

Og til Jalvings spørgsmål om “narkomaner ikke også ofre” vil jeg svare, at jo det er de. Ofre for en ufri og hyklerisk lovgivning, og det kan vi andre jo så skåle på i en god (singlemalt) whiskey.