• Modsat hvad man skulle tro fra den offentlige og tværakademiske debat, så er klimaproblemet ikke en udfordring, som økonomisk teori slet ikke er parat til at håndtere. Der er tværtimod tale om et kollektivt handlingsproblem – et mange-personers gentaget fangernes dilemma-spil – som vi ved er svært at løse. De beskedne globale fremskridt er ikke uventede, men hvad teorien om markedsfejl og politikfejl siger. Den optimale løsning på klimaproblemet – en ensartet skat på CO2 svarende til skadevirkningen – har været kendt siden Arthur Pigou’s ”Economics of welfare”, som fylder 100 år i år. Second best-løsningen i form af en afgift, som kan realisere f.eks. nationale mål, er også velkendt og ukontroversiel blandt økonomer. Så kernen i problemstillingen er ikke ny og overrumplende.
• Det internationale aftalesystem baserer sig primært på Parisaftalen, som er noget skizofren: På den ene side har den et mål om at begrænse temperaturstigningen til 1½-2 grader celsius i forhold til før den industrielle revolution. På den anden side har landene (for Danmarks vedkommende er vi med via EU) kun givet tilsagn om udledningsreduktioner, som vil begrænse temperaturstigningen til godt 3 grader. Men ender det med 3 grader, er det måske ikke så slemt endda. Ifølge de modelberegninger, som var med til at give William Nordhaus den første Nobelpris for klimaøkonomi (i 2018), så indebærer det optimale forløb en temperaturstigning på godt 3 grader. En hårdere opbremsning vil koste mere end den gavner. Nordhaus regner med, at en temperaturstigning på 3 grader vil indebære skadevirkninger svarende til 2 pct. af BNP, mens f.eks. 6 grader vil skade svarende til 8 pct. af BNP.
• Ser vi på dansk klimapolitik, så er der flere problemer:
• Hvis vi skal påvirke andre lande – og det skal vi, hvis det skal have nogen effekt på klimaet – så er det næppe nogen god idé at gå ubetinget foran, og specielt ikke gøre det dyrere end nødvendigt.
• Vi mangler fokus på EU’s klimapolitik, selv om EU’s kvotesystem er det mest omkostningseffektive redskab, som imidlertid kan forbedres. EU er netop nu i gang med at stramme sine ambitioner, men Danmark forsømmer at spille en aktiv rolle. Man skulle nærmest tro, at det var Danmark og ikke briterne, som har meldt sig ud. Vi risikerer i værste fald, at Danmarks mål om ensidig reduktion på 70 pct. i 2030 bare bliver regnet med i baseline, når EU udmønter sit mål om at reducere med 50-55 pct. Det vil sige at nettoeffekten af et meget dyrt dansk initiativ bliver et rundt nul globalt set.
• Den nuværende klima- og energipolitik er ikke omkostningseffektiv. Afgifterne varierer meget, og der dobbeltreguleres i form af subsidier og direkte regulering oveni afgifterne. Jeg har beregnet det unødvendige samfundsøkonomiske tab til 16 mia.kr. om året (11 fra afgiftssystemet og 5 fra subsidier.
• Klimalovens 70 pct.-målsætning er problematisk. Den er national og tager som sagt ikke hensyn til lækage. De danske afgifter mv. medfører, at reduktionsomkostningerne i Danmark allerede er omtrent dobbelt så høje som den globale skadevirkning, og reduktionsomkostningerne er stærkt stigende med øgede ambitioner. Ved at låse sig fast på et mål allerede i 2030 (og forpligtende delmål allerede i 2025) har vi også låst os fast teknologisk. Reduktionerne skal komme så hurtigt, at vi i høj grad må benytte os af nuværende teknologi.
• Det er bemærkelsesværdigt, at der fortsat ikke er andre, der har regnet på omkostningerne ved klimalovens 70 pct.-mål end mig. Mit overslag – som stammer fra valgkampen, hvor kun Alternativet og EL gik ind for dette mål – siger, at det samfundsøkonomisk vil stige til 26 mia.kr. årligt i 2030. Det kan imidlertid sagtens blive dyrere, hvis man ikke vælger overvejende omkostningseffektive redskaber (men kan faktisk også blive billigere, hvis man dropper eksisterende politiske bindinger).
• Selv om klimaloven indeholder et rent nationalt mål om 70 pct.-reduktion, så passer det dårligt med de øvrige politiske krav og ønsker, f.eks. bekymring for konkurrenceevne og lækage. Det vil være klogt at revidere målet i lyset af de bekymringer.
• Vi bør som udgangspunkt koncentrere os om at leve op til vore EU-2030-mål. Kvotesystemet bør i spil både i forbindelse med at opfylde dette mål samt til at opfylde yderligere danske ambitioner på klimaområdet. Det er omkostningseffektivt at annullere kvoter. Yderligere tiltag bør realiseres gennem en ensartet afgift. Og vi bør gøre yderligere danske mål betingede af skærpede EU-ambitioner.
• Klimapolitik har uvægerligt en samfundsøkonomisk omkostning. Men det er en god idé at kompensere for den ved at gennemføre reformer på bl.a. skatte- og arbejdsmarkedsområdet, så der kommer en samlet nettogevinst. Det vil imidlertid kræve betydelige reformer at opveje en samfundsøkonomisk omkostning på 26 mia.kr. Det kan lægge beslag på en betydelig del af det økonomiske råderum.

Det afspejler dog nok så meget, at begge var oplagte kandidater. Romer har længe været i spil, og i takt med den stadigt voksende interesse for klimapolitik har også Nordhaus været et hyppigt gæt i de senere år.

Jeg håber at få lejlighed til at skrive lidt mere om de to senere. Men her er et kort take.

Mange opfatter klimaproblemerne som primært naturvidenskabelige. Og de indeholder da også et stort naturvidenskabeligt element. Hvor stor indflydelse vil øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren få på temperaturen? Og hvilke effekter vil en højere temperatur få for alt fra f.eks. gletcherafsmeltning, vejrfænomer til antallet af isbjørne? Det er naturvidenskabelige spørgsmål.

Men for at få skabt et samlet billede af konsekvenserne af de mange  enkeltstående effekter må man gøre værdien af skaderne op – inklusive i øvrigt de positive effekter. Det gør man med såkaldte Integrated Assesment Models (AIMs). Og Nordhaus bidrag var bl.a. at skabe den første (DICE). Den spiller stadig en central rolle. Med modellen i hånden kan man også beregne det bedste politiske svar. Den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. I bedste fald globalt, men også for regioner af lande og enkeltlande er det den mest hensigtsmæssige løsning. Man kan i stedet indføre et kvotesystem, sådan som EU har gjort. Det giver en ensartet kvotepris på alle udledninger.

Hvor store er så skadevirkningerne af global opvarmning? I takt med politiseringen af debatten er der kommet stadig mere dommedagsagtige betegnelser på banen, så som “klimakrise” eller “klimakatastrofe”. Nordhaus analyser peger klart på, at der kan komme en omkostning, men understøtter ikke katastrofescenarierne. Ved en temperaturstigning på 3 grader i forhold til før den industrielle revolution vil omkostningen svare til omkring 2 pct. af BNP.  Ved en fordobling til 6 grader bliver regningen omtrent firedoblet.

Det taler ifølge Nordhaus modelberegning for at indføre en ensartet pris på drivhuasgasser på, hvad svarer til omkring 40 USD/ton i dag, eller 260 kr. (jeg bruger godt 400 kr./ton i mine analyser). Vi har både højere og lavere beskattede udledninger i Danmark (som man kan se af min analyse her, er de suverænt dyreste udledninger dem fra benzinbiler til næsten 3.500 kr,/ton; det giver altså meget dårlig mening at forbyde dem, sådan som regeringen foreslår).

Som det fremgår allerede af kommentarerne her, er Nordhaus videnskabelige bidrag særdeles policyrelevant.

Romers arbejder er også policyrelevante. Vi har som bekendt en lav og faldende produktivitetsvækst. Og netop spørgsmålet: Hvad driver den økonomiske vækst? er kernen i Romers arbejder. Tidligere fokuserede vælstteorien på, at væksten i kapitalappatet var det afgørende – og da investeringerne i al fald globalt set er bestemt af opsparingen, var konklusionen, at opsparingsraten var afgørende.

Men Romer pegede på, at også anvendelsen af viden i form af bl.a. innovation er en kilde til vækst. Incitamenterne til R&D spiller en rolle. Det gør også institutioner så som beskyttelse af ejendomsretten. Efter Romer har bl.a. Robert Barro (en anden, der længe har været på listerne over mulige Nobelpriskandiater) forsket empirisk i institutioner som en forklaring på, hvorfor velstanden er så forskellig i forskellige lande.

Hvis man er interesseret i en rigtig god oversigt over Nobelpristagernes bidrag, kan den som altid findes i den videnskabelige baggrund for dem på Nobelfondens hjemmeside her.

”Hvorfor skal vi tro på, at vi som art er mindre produktive, innovative og dermed i stand til at løse vores udfordringer og opfylde vores behov, hvis kloden har en anden temperatur end, den har i dag?”

Økonomi handler om, hvad der ultimativt skaber ”værdi” for os. Der er absolut intet unikt ved den nuværende klimatilstand på jorden og den forandrer sig. Det har den altid gjort, og det vil den helt sikkert blive ved med at gøre. Under alle omstændigheder. Jeg er dybest set skeptisk med hensyn til vores evne til at styre jordens klima, herunder også en del af de ”klimastyringsideer” som skeptikere byder på. Vi er end ikke i stand til at ”styre” vores egen økonomiske udvikling med politisk vilje (vis mig et socialistisk kommando-økonomi, der har været succesfuld – guderne skal vide at der er mange mislykkede forsøg), og jeg mistænker jordens klima-system for at være mindst lige så komplekst som vores økonomi. At COP15 kan finde på at melde et mål ud om at jordens temperatur kun må stige 2 grader er vel en refleksion af, hvor mærkværdig en tankegang hele klima-politikken bygger på. De kunne nærmest lige så godt have erklæret, at solen ikke må brænde ud om 4,5 mia år.

Det handler ikke om, hvorvidt kloden bliver varmere eller koldere, eller om hvorvidt vi har forårsaget det. Det handler heller ikke om, hvorvidt der er ”omkostninger ved omstilling”. Det er der. Nogle områder bliver mindre beboelige og andre bliver mere beboelige. Det vil skabe omkostninger til omstilling. Måske vil en nøgtern cost/benefit analyse vise at det derfor godt kan betale sig at øge beskatning af CO2 for at modvirke eksternaliteten. Men det er ikke nøgterne cost benefit analyser vi får. Stern rapporten var i hvert fald ikke en sådan.

Sagen er at vi altid har beboet en foranderlig jord og et foranderligt miljø. For 10.000 år siden var Danmark dækket af is, og 10.000 år er et nanosekund i jordens historie.  Er der noget ”Ideelt” og ”naturligt” ved vores nuværende tilstand? Selvfølgelig ikke. Der er ingen grund til at tro at det er mere sandsynligt at menneskeheden på sigt bliver dårligere stillet på en varmere jord end at den bliver bedre stillet. Og hvis man skulle tage Stern rapporten alvorligt og tro på at vi faktisk bliver permanent dårligere stillet, hvorfor så ikke investere et par hundrede milliarder i at skabe global nedkøling? For så må vi jo blive endnu rigere, når verdens havene falder og mere vand bindes ind i is?

Det ligger dybt i mange mennesker at menneskeskabte forandringer er naturstridige og ”forkerte” og dermed ”farlige”. Et sted som Danmark antager det nogle gange absurde dimensioner. Danmark er et kulturlandskab – der er ikke meget oprindeligt ved dansk natur.

Jeg har endnu ikke set Avatar, men den her anmeldelse fik mig til at tænke på at mange film fra Hollywoods side er pantheistiske, og at pantheisme er en meget stærk meme i vores kultur. Måske er pantheismen – ideen om naturen som noget helligt, mystisk og særligt – den mest udbredte religion i dag. Næsten alle new age religioner – hvad enten de snakker om chakraer eller rosa kvartz – har stærke elementer af pantheisme i sig.

Når klima-debatten virker så politisk stærkt og retfærdiggør nærmest voldelig modstand i nogens øjne, er det så fordi mange mennesker er pantheister, måske endda uden at realisere det? Og er pantheisme ikke ved at blive venstrefløjens nye dominerende religion nu, hvor den marxistiske trosretning så tydeligt er brudt sammen?

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Hvad er så Stern rapportens budskab om omkostningerne ved global opvarmning? Mange steder skriver journalisterne om 20% af verdens BNP eller mere. Det er en lidt løs omgang med sandheden. Stern rapporten præsenterer flere scenarier. Et basis scenario med en omkostning på 5,7% af BNP. Et scenario baseret på ekstrem opvarming, hvor det bliver til 7.3% af BNP. Men det var ikke nok så de inddrog også hvad de kalder ”non-market” impact – omkostninger i form af ikke prissatte miljøforringelser og lignende (som ikke er en del af BNP). Så nåede de næsten 14% af BNP. På besynderligste vis bliver det i rapportens konklusion så rundet op til 20%, med et uldent argument om at omkostningerne er større for udviklingslandene (hvilket jo handler om fordeling og ikke om summen).

MEN, det er ikke omkostninger i år 2100. Det er omkostningerne i år 2200! Den måde deres model er skruet sammen på gør, at der er beherskede omkostninger i de første 100 år. Selv i det ekstreme scenario (inklusiv ekstrem opvarmning og umålelige non-BNP omkostninger) kan de ikke hive omkostninger over 3% af BNP i 2100. I baseline scenariet er omkostningen et permanent tab i globalt BNP på 0.9% …. om 100 år. Det er reelt ingenting – og ingen kan med rimelighed sige, at det er et statistisk signifikant tal. Og det i en rapport, der vist mest har den agenda at underbygge en politisk beslutning som nok allerede var taget.

Det er ret svært at få et indgreb, der ifølge rapporten koster 1% af globalt BNP (med et kæmpe konfidens interval) nu til at retfærdiggøre en gevinst på 1-3% af BNP i 2100 .

Den eneste måde Stern rapporten kan komme frem til sin konklusion om, at indgreb med nettoomkostninger på 1% af BNP nu kan betale sig er ved at operere med en lav diskonteringsfaktor, som diskuteret i den forrige tråd. Det vil sige, at rapporten antager at man kan tillade at forrente ”investeringen” på 1% af BNP nu til en rente, som ligger under den rente en stat kan låne til. Argumentet er så, at omkostningerne for fremtidige generationer er ”umålelige” i form af permanente klimaforandringer og at man skal bruge specielle diskonteringsfaktorer når det gælder klimainvesteringer fordi alle generationer skal opfattes som ”lige”. Argumentet er ikke ”forkert” på nogen måde. Der er ikke rigtigt og forkert her. Men det er selvfølgelig et politisk valg, som betyder at politikerne sætter langt større pris på fremtidige generationers velfærd end nuværende generationer sætter på deres egen velfærd næste år. For det sidste er, hvad renterne i markedet repræsenterer.

Hvis man accepterer argumentet om, at omkostningerne for fremtidige generationer i forbindelse med irreversible forandringer er umålelige og at det retfærddiggør en (lidt arbitrær) lav diskonteringsfaktor så er hele Stern rapporten i sig selv lidt i problemer. For så er cost/benefit analyser i det hele taget ikke mulige. Det er det argument som mange AGW tilhængere bruger (irreversibel skade, usikkerhed, katastrofer, risiko for ukontrolabel klimaændringer etc.).

Den reale diskonteringsrente i Stern er væksten i Real forbrug/capita + 0.1% – hvilket reelt vil sige 1½-2½% om året. Det betyder, at 1% BNP tabt nu har en ”værdi” på kun 1.1% af BNP i år 2100. Regnestykket går kun op med en lav diskonteringsfaktor og de høje omkostningsprojektioner, og det er især svært at retfærddiggøre de første 100 år under rapportens antagelser . En diskontering på 1% over vækst i GDP/cap (som betyder renter tæt på det en stat kan låne til på lange løbetider) betyder, at 1% af BNP nu har en værdi på 3% af BNP i 2100 og over 7% i 2200 – og så ville det selv i det ekstreme klima scenario ikke kunne betale sig uden de lidt uklart opgjorte non-BNP udgifter. I baseline scenariet er det faktisk en dårlig forretning selv med lav diskontering. Det er med andre ord en beregning, der er meget følsom over for 1) Omkostninger ved indgreb i dag, som i sig selv er meget usikre 2) Diskonteringsfaktoren. 3) Omkostningerne i år 2200, som kan ligge hvor som helst mellem 0 og 20% af BNP ifølge rapportens konfidensintervaller og scenarier.

Det er helt centralt at forstå, at med de to geværgreb – lav diskontering og non-BNP udgifter – har Stern-rapporten skabt problemer for sin egen mission. De to antagelser skaber resultatet, og det har ikke meget med en reel cost/benefit analyse at gøre. De er kalibreret til at skabe det politisk ønskede resultat. Det er én stor baglæns beregning. Dermed er rapporten reelt blot et selvbekræftende politisk udsagn. Vi kan diskutere her på bloggen om diskonteringsfaktoren er rimelig eller ej – og hvad ”non-BNP udgifter” nu kan være og om de er store eller små (prisen på arts-udryddelse og atoller f.eks). Men det er og bliver en politisk diskussion på baggrund af forudindtagede holdninger. Det har ikke meget med videnskab at gøre. Diskonteringsfaktoren er et politisk-filosofisk spørgsmål (som rapporten også selv bemærker). Non-BNP udgifter kan pr definition ikke måles.

Hvis nogen i 1809 havde skrevet en rapport om, hvordan man skulle betale 1% mere i skat fra 1809 og i al fremtid af hensyn til velfærden i år 2009, ville vi nok ikke alene finde rapportens konklusioner om hvordan fremtiden så ud bizarre. Vi ville også undre os over at nogen i 1809 – med det velstandsniveau de havde – kunne overveje at spare op til os til en rente, der ikke var højere end den økonomiske vækst. For den økonomiske vækst spejler jo netop de teknologiske fremskridt som gør at vi kan se tilbage og have ondt af de mennesker, der levede et 30-40% kortere liv i 1809 end vi gør i dag. Vi ville formentlig også synes, at de var nogle lidt mærkelige og fantasiforladte flagellanter (om end ædle idealister).

Der har været meget snak om diskonteringsfaktoren. Det er som sagt en rimeligt åben diskussion, og enhver kan jo dreje på den og se hvilket resultat der så kommer ud. Så jeg har ikke et stort problem med den antagelse. Den er lagt åbent frem. Det der til gengæld undrer mig er profilen på de økonomiske tab i rapportens model. Der er meget få menneskeskabte fysiske ting, der holder 200 år (enkelte bygninger og den slags). Vi har med andre ord ikke meget kapitalapparat i dag som vi ikke har fornyet om 200 år og potentielt placeret et andet sted. I hvilken forstand skal jeg så forestille mig, at der er en økonomisk omkostning ved global opvarmning på så lang en horisont. Det langt mest afgørende for vores output om 200 år er den teknologiske udvikling og vores stigende uddannelses- og videns niveau de kommende 200 år. De fysiske ting vi har opbygget i verden i dag vil betyde stadigt mindre for velstandsniveauet jo længere horisonten bliver. Det gør også modellens ”accelererende” output tab mærkeligt, og i mine øjne utroværdigt. Er det virkeligt sandsynligt at vi i et ekstremt klima scenario ikke tilpasser os og opfinder tilpasningsteknologier i løbet af de første 100 år og er det sandsynligt at BNP-tabet 2100 til 2200 er langt større end 2000-2100? Og betyder det at tabet i procent af BNP accelererer fra 2200 fremover? Det er simpelthen ikke logisk, medmindre man forventer at kloden bliver ubeboelig.

Det er jo ikke sådan, at kloden bliver mere ufrugtbar ved opvarmning – snarere tværtimod. Der er en grund til at jeg kan dyrke tomater om sommeren men ikke om vinteren. Og vores produktivitet i landbruget pr arealenhed er mindst steget 200-300% om 200 år (hvilket er mindre end i de sidste 200 år). Så helt grundlæggende, hvordan er det, at omkostningen fremkommer på så lang en horisont? Vil global opvarmning gøre os dummere eller dovnere? Og betyder det omvendt, at vi ville blive rigere hvis kloden blev koldere?

Det burde være klart, at Stern rapporten ikke er et videnskabeligt dokument. Det er både et højst spekulativt og politisk dokument, og en rapport hvor semantikken viser, hvilken konklusion, der var givet på forhånd.

En (sund) skepsis overfor at udråbe computermodeller til s-a-n-d-h-e-d-e-n, gælder dog langt fra alle steder. derimod hyldes forestillingen om den store konsensus og “settled science”. Det på trods af, at de anvendte klimamodeller langt fra har været i stand til at forklare den historiske udvikling i klimaet. Forestillingen om at de vise sten er fundet gælder også klimaøkonom Kirsten Halness. Men et er at hun er overbevist om at CO2 og menneskelig aktivitet er den primære driver i de nuværende klimaforandringer, og at fremtidige menneskeskabte stigende temperaturer er et problem. Noget andet er, at hun som økonom med en håndbevægelse kan mene at det ikke har nogen betydning om man afholder omkostninger svarende til et par procent af det globale BNP med det lønlige håb at det kan mindske den menneskelige effekt om 100 år. Man kan læse hendes blog på Jyllands-Posten her, hvis man orker. Det mest interessante er måske kommentarene til hendes indlæg.

Blot for at illustrere effekten af “et par procents” ændring i BNP:

Hvis BNP per capita vokser med 1% om året, vil den globale vestand være 168 % højere om 100 år. Vokser den 2% (det historiske gennemsnit i det 20 århundrede inkl. 2 verdenskrige, håbløse planøkonomiske eksperimenter i store dele af verden osv.), vil velstanden være 610% højere. Og hvis den kan holdes på på 3% p.a. vil velstanden per capita være hele 1766% højere.

Svaret burde være indlysende på hvad er et “par procent”? Det er temmelig meget.

Kirsten Halsnæss absurditeter og forøvrigt store mangel på respekt – og sagt ligeud dårlige opførsel (åbenbart et kendetegn hos en del “overbeviste”) overfor andre, kan ses i en “Debatten“, der blev sendt for et par uger siden.

Med tanke på at hun, og hun har papir på at hun er økonom, og burde forstå noget så simpelt som rentesregning, men tydeligt demonstrerer at hun ikke gør det, kan man spørge sig selv om hvorfor man lige skulle tro på et kvæk af hvad hun ellers siger.