Ja, hvordan er det kommet dertil, at der skal CO2e-afgift på danske drøvtyggere. Jeg mener, at de borgerlige partier i årevis har gået med til en række beslutninger på energi- og klimaområdet uden at sætte sig ind i de langsigtede konsekvenser af beslutningerne.  Danmark burde således have kæmpet hårdt for – i IPPC-sammenhæng og i EU-sammenhæng- at bøvserne er klimaneutrale. Det giver ikke mening at afbrænding af biomasse betragtes som CO2-neutral, hvis ikke også køers bøvser gør det, og omvendt.

Jeg skrev for en måned siden en kronik om problematikken i Kristeligt Dagblad. Berlingske afviste, men interviewede dog professor Mette Olaf Nielsen, som havde samme holdning som kommer til udtryk i min kronik med henvisnig til Kevin Trenberth

Danske køers bøvser – med et lille forbehold – påvirker ikke klimaet?

Køerne er klimaneutrale

Af FREDE VESTERGAARD

Ja, De læste rigtigt. Køer er klimaneutrale, – med det forbehold at kvægbestanden  er konstant.  Faktisk er kvægbestanden i Danmark halveret de sidste fyrre år. Så det påvirker ikke klimaet, at De drikker mælk – og spiser oksekød, som sådan set er et  biprodukt til mælken. Uden køer ingen mælk og ost.

 Men nogle mennesker skammer sig over at spise kød, forstår man. 

En række klimaaktivister og politikere vil da også af med størstedelen af køerne, fordi kvæg udleder drivhusgassen metan. 

Eksempelvis vil miljøorganisationen Greenpeace have Europas konsum af kød sænket med 71 procent fra 2020 til 2030, og 81 procent til 2050. 

Det er blevet et politisk problem i flere lande. Metan – CH4 – var ellers ikke med i den oprindelige Kyoto-protokol fra 1997. Dengang handlede det om at bruge mindre fossil brændsel, kul, olie og gas for at reducere CO2-udledningen.

Men hvis mælkebønderne skal  betale 750 kroner i afgift per ton bøvser, som anbefalet af Klimarådet, vil 75 procent af dem få underskud og stoppe deres produktion, har Klimarådet selv beregnet.  

Helt så galt kommer det nok ikke til at gå. I efteråret 2021 blev der lavet en bred politisk aftale. “Landbruget skal udvikles, ikke afvikles”  lød det som punkt 1 i ‘Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug’.

Ændret fodersammensætning kan måske mindske bøvserne lidt.

Men det er svært at tro, at der ikke kommer en betydelig nedgang i antallet af køer, hvis det politisk fastsatte 70 procent mål skal nås i 2030. 

Landbrugets klimapåvirkning  kommer fortrinsvis fra cirka 2.500 mælkebønder ud af cirka 7.600 heltidslandmænd. De insisterer på, at afgiften skal lægges på forbruget af såvel dansk som udenlandsk produceret kød og mælk i køledisken og ikke på koen. Men politisk har landbruget ikke længere mange stemmer at påvirke med på Christiansborg.

Stor ståhej for meget lidt

Men alt i alt er der tale om stor ståhej for meget lidt. Der er ingen grund til kødfri dage. For køerne er som nævnt klimaneutrale, selv om de udleder drivhusgassen metan. 

Man må nemlig skelne mellem biogen og fossil metan. 

Fossil metan vil sige naturgas, der eksempelvis gennem utætte gasrør og ved udvinding af kul kommer op i atmosfæren fra lag, der er mange millioner år gammel. Det er så at sige ‘ny’ gas.

Biogen metan fra dyr er derimod en allerede eksisterende gas i atmosfæren, der blot er led i et kredsløb. Det forklarer atmosfæreforskeren Kevin Trenberth i forskellige artikler.

https://www.auckland.ac.nz/en/news/2023/02/14/taxing-cow-burps.html

 Biogen metan kommer fra, at græsspisende dyr – køer, får, rådyr, ja også heste i et vist omfang –  fordøjer græsfibrene, som er vokset ved at optage kuldioxid fra atmosfæren. Når dyrene har fordøjet og bøvset, samles metanen i atmosfæren, hvor den i løbet af 10-12  år bliver iltet og omdannet til kuldioxid og vand. 

Trenberth fortsætter: Ved fotosyntesen optages kuldioxiden igen i græs. Dyrene spiser græsset og bøvser metan. Det foregår i et fuldstændigt kredsløb. Noget bliver midlertidigt oplagret som kød, men også det indgår i sidste ende i kredsløbet. 

Ved et konstant antal køer sker der derfor ingen vækst i den biogene metans koncentration i atmosfæren. Metan fra dyr er derfor ikke dårligt for klimaet på samme måde som fossil gas, der er dannet for mange millioner år siden og tilføres atmosfæren som ‘ny gas’, lyder det fra den højt anerkendte Kevin Trenberth.

https://en.wikipedia.org/wiki/Kevin_E._Trenberth.

Han er tilknyttet USA’s nationale center for atmosfæreforskning NCAR i Colorado, og han var i mange år knyttet til FNs Klimapanel IPCC. Han var  ledende forfatter til kapitler i den anden, den tredje og den fjerde IPCC-rapport fra henholdsvis 1995, 2001 og 2007.

Klimakonferencen COP26 i Glasgow i 2021 besluttede dog, at verdens lande bør reducere udledningen af metan med 30 procent fra 2020 til 2030, Siden er der  opstået en forstærket diskussion om, at man må skelne mellem biogen metan fra dyr og fossil metan. Problematikken er også berørt i den seneste – sjette – IPCC-rapport.

Der er en parallel med biogen og fossil CO2 i forhold til træ, mener Trenberth. Biogen CO2 fra afbrænding af træflis og træpiller tæller ikke med i et lands CO2-udledning, fordi CO2-udledningen ved fotosyntese bliver optaget i træer igen.  Danske kraftværker har derfor erstattet det det store kulforbrug med træ. I 2022 stod den danske CO2-udledning fra træ for 20 millioner tons af de 34 millioner tons CO2, som den danske udledning er faldet med siden 1990, .

 På tilsvarende vis tilfører biogen metan fra drøvtyggere ikke mere drivhusgas til atmosfæren, lyder det fra Kevin Trenberth.  Med det forbehold at i  de første ti-12 år en kvægbestand opbygges, bidrager den til større drivhusgaskoncentration i atmosfæren, men derefter er det slut. 

Det helt afgørende i klimapolitikken, mener Trenberth, er derfor hurtigst muligt at standse  ny CO2  fra udvinding og afbrænding af gas, olie og kul snarere end at reducere de klimagasser, der allerede er atmosfæren.

Herhjemme har blandt andre geologen, lektor Bo Holm Jacobsen, fra Geoscience på Aarhus Universitet, taget del i diskussionen om biogen contra fossil metan. Han mener, at der inden for forskningsverdenen og i FN’s klimapanel er vokset en erkendelse frem, at et uændret, vedvarende årligt udslip af metan modsvarer et engangsudslip af kuldioxid, CO2. 

https://www.weekendavisen.dk/2022-6/ideer/klimabalance-i-kostalden

Det bliver ikke værre og værre, siger Bo Holm Jacobsen. Afbrænding af diesel, benzin og naturgas får derimod atmosfærens CO2-koncentration til at stige lidt hvert år. 

Det reelle og det politiske problem

 Det reelle problem er altså ikke stort. Noget andet er det politiske problem, som politikerne har skabt sig ved at aftale en deadline, der siger, at Danmark skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. 

Det kan kun løses ved delvis at gøre danskerne til veganere, lød det nærmest implicit fra Klimarådet tidligere i år. Fjerner man (størstedelen af) køerne, vil det som nævnt resultere i en nedgang i udledningen af biogen metan  over en 10-12 årig periode, svarende til et engangs fald i udledningen af CO2. 

Det hjælper på klimaregnskabet på 10-12 års sigt, men ikke på det lange sigt. 

 At politikerne har aftalt en reduktion på 70 procent allerede i 2030 i tillid til at kvægavlerne kan levere et stort reduktionsbidrag, skyldes måske, at ingen med ekspertviden har turdet stille sig op og forklare, at danske køer er klimaneutrale af frygt for, hvad det kan indebære for deres bevillinger og lignende. 

Og de fleste politikere frygter nok for at vikle sig ind i disse komplekse spørgsmål og er bange for at bringe sig i en situation, hvor de kan blive beskyldt for ikke at støtte klimapolitikken. Derfor vil der blive indført en bøvseafgift.

 Men afgiften vil ikke gøre klimaet en tjeneste, og de, der ikke spiser okse- og lammekød og drikker mælk, bør vide, at det gør de heller ikke, selv om politikere og klimaaktivister mener det.  De behøver ikke at skamme sig. Det bør fremtrædende danske klimaprofessorer som Sebastian Mernild, og IPCC-panellisterne Jens Hesselbjerg Christensen og Kirsten Halsnæs fortælle offentligheden. 

Er professorerne uenige med Kevin Trenberth, når hans holdning i dansk regi betyder, at hvis det anses for klimaneutralt årligt at afbrænde 3-4 millioner tons træ i kraftværkerne, er danske køer også klimaneutrale?

Årsagen til dilemmaet er, at landbruget på den ene side fylder meget i det samlede klimaregnskab. Med de klimamål, et politisk flertal selv har valgt – dvs. 70 pct.-målet i 2030 – og er gået med til for Danmark i EU, vil landbrugets udledninger fylde massivt, hvis der ikke tages nye tiltag. 60 pct. af drivhusgasudledningerne fra dansk område vil komme fra landbruget, hvis 70 pct.-målet skal nås uden nye tiltag inden for landbruget. Man kan naturligvis vælge at friholde erhvervet og gå meget hårdere efter udledningerne uden for landbrugssektoren, men det vil øge prisen for den grønne omstilling markant.

På den anden side kan landbrugets økonomi ikke bære blot at blive pålagt den samme afgift, som CO₂ i resten af økonomien betaler – dvs. mindst 750 kr./ton (fra 2030). Landbrugserhvervet har den suverænt laveste værditilvækst i forhold til udledningerne, og erhvervet kan ikke i samme grad som f.eks. transportsektoren overvælte afgiften i priserne. Tværtimod kapitaliseres den i høj grad i jordpriserne. Konsekvensen af at blot at lægge en afgift på landbruget vil være en forudsigelig bølge af konkurser.

Tilhængere og modstandere af en afgift på landbruget peger – helt korrekt – på hver deres side af dilemmaet, men der er netop tale om et dilemma. Hvis man trykker på den ene side af ballonen, buler den anden side ud.

Man kan forsøge at mildne konsekvenserne af en afgift ved at føre nogle af pengene tilbage til landbruget. Jeg har selv peget på en model her. Det kan gøre indkomsttabet mindre – i princippet få det til helt at forsvinde – men ikke ændre på, at landbrugsproduktionen vil falde.

Selv om det primære landbrug bliver kompenseret for sit indkomsttab, så vil produktionstabet ramme leverandører til landbruget og aftagere i forarbejdningsleddet. Kort sagt Udkantsdanmark. 

Hvordan er Venstre – og vi andre – havnet i denne kattepine?

Jeg tror ikke, man kommer uden om, at der ikke har været tilstrækkelig rettidig omhu, og at det er overset, at bindende politiske målsætninger på et tidspunkt kan ende med at koste. Problemet opstod allerede, da et politisk flertal – efter en meget kaotisk proces – pludselig fik bundet sig til det nationale 70 pct.-mål efter valget i 2019. Hvilket i parentes bemærket var før seneste formandsskifte i Venstre. Under valgkampen var 70 pct.-målet et krav fra Enhedslisten og Alternativet, og det blev i øvrigt afvist af selv de øvrige røde partier som overbud. Men efter valget var det en del af prisen for de to partiers støtte til dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering. Og kort efter tilsluttede de fleste blå partier sig også. Der forelå ingen analyser (udover mine) af konsekvenserne, og valget faldt på en måldefinition, som af mange grunde var uhensigtsmæssigt – ikke mindst for landbruget – uden at der blev sat særlig mange spørgsmålstegn ved den.

Men det skulle blive værre endnu. I mellemtiden besluttede EU – bl.a. under indtryk af skærpet dansk klimaretorik – at øge sit klimamål (til 55 pct. i 2030*). I den forbindelse blev der vedtaget en ny byrdefordelingsaftale for de såkaldte ikke-kvotereduktioner. Mens kvotesektoren er håndteret af EU direkte (og omfattet af EU’s kvotesystem), skal medlemslandene tage sig af ikke-kvotesektoren ud fra en forhandlet fordelingsnøgle.

Denne fordelingsnøgle faldt på plads i år, og her får de rigeste lande med den mest grønne profil de største reduktionskrav. Danmark ligger af samme grund helt i top sammen med Sverige, Tyskland, Finland og Luxembourg. Faktisk vil vi formentlig få vanskeligere ved at leve op til byrdefordelingsaftalen end 70 pct.-målet. Ikke-kvotemålet består primært af udledninger fra transport, opvarmning – og landbrug. Danmark er det af landene i toppen af listen, hvor landbruget fylder suverænt mest. Landbrugets udledninger er samtidig dem, der falder langsomst. Det kunne have talt for, at Danmark fik et lavere reduktionskrav i byrdefordelingsaftalen. Men det har vist ikke været på tapetet.

Forløbet illustrerer problemet med politiske beslutninger, som først binder og koster ude i fremtiden. Det skaber usunde politiske incitamenter i stil med ”køb nu, betal senere” – hvor der endda er en sandsynlighed for, at andre må samle regningen op.

Og nu nærmer regnskabets time sig så, hvor realiteterne begynder at bide.

De politiske partier er interesseret i at tiltrække M og L, men ikke pålægge F så store omkostninger, som er nødvendigt for at tilfredsstille M. Hvis omkostningerne bliver for høje, vender F sig imod X og de partier, som fører en aggressiv X-politik.

Antag nu, at M delvist kan tilfredsstilles med løfter om at skærpe X ude i fremtiden.

Hvordan må man forvente, at dette spil udspiller sig?

For det første må det forventes, at politikken udformes, så den begunstiger L’s private lobby-interesse. I hvert fald indtil omkostningerne bliver for store.

For det andet kan man regne med, at partierne i så høj grad som muligt konkurrerer om at gøre meget ved X – ude i fremtiden. Ikke mindst i den grad at byrderne kan flyttes til nye generationer af både politiske ledere og vælgere. Og i den grad flertallet ikke er opmærksom på, hvor store omkostninger der vil ramme dem til sin tid. Hvis man tværtimod kan hævde, at man ved at blive ”X-foregangsland” kan opleve et ”økonomisk eventyr”, kan det være med til at holde en reaktion fra F imod X stangen.

Modellen minder om den politiske konkurrence om at stifte gæld, som rammer fremtidige generationer. Det er der – som bekendt – en stærk tilskyndelse til.

Jeg siger ikke, at dansk klimapolitik er blevet bestemt af sådan én model. Men det kunne i hvert fald forklare en hel del.  

Mit egen bidrag til denne litteratur (Brøns-Petersen og Gjedsted 2020) finder, at en stigning på ét point på det økonomiske frihedsindeks (EFI) er forbundet med en stigning i BNP per capita på godt 10 pct. Det er ikke atypisk for den øvrige litteratur. Studiets formål er i øvrigt at sammenligne effekten af temperaturændringer med effekten af institutioner målt ved frihedsindekset. Det viser, at for 80 pct. af verden ville der være en større negativ effekt af at falde ét point på frihedsindekset end af at se en temperaturstigning på én grad celsius. For Danmark ville et fald på ét point svare til at falde fra femte- til 66. pladsen på EFI.

Lawson (2022) gennemgår 92 studier, som ser på effekten af EFI på BNP. Kun ét studie finder en negativ effekt, mens 61, altså to tredjedele, finder en klar positiv effekt. 51 studier ser på effekten af EFI på indkomst, og ingen finder en negativ sammenhæng. Knap tre fjerdedele finder en klar positiv effekt, mens altså ca. en fjerdedel ikke finder en effekt. Sammenhængen er altså gennemgående meget klar.

Økonomisk frihed er et flerdimensionalt begreb, og der er flere mulige kanaler, som EF kan påvirke væksten igennem. Lawsons litteraturstudie peger f.eks. på en gennemgående positiv sammenhæng mellem EFI og udbuddet af produktionsfaktorer, herunder flere investeringer, mere entreprenørskab og mere international handel. De er selvsagt ikke gensidigt udelukkende, men må tværtimod forventes i høj grad at følges ad.

Det er værd at påpege, at økonomisk frihed åbenlyst, men ikke udelukkende påvirker væksten i det enkelte land; det smitter også af på omverdenen. Cathing-up-vækst er et velkendt fænomen – dvs. at lande der ikke er ledende teknologisk mv. kan opnå vækst ved at imitere førende landes teknologi, eller ved simpelt hen at importere sig til højere velstand. Generelt kan man sige, at verden i løbet af de sidste 200 år er gået fra en tilstand, hvor kun de allermest avancerede lande kunne skabe levestandard over eksistensminimum for den brede befolkning, til en tilstand, hvor absolut fattigdom kun findes i de allermindst avancerede og institutionelt ringeste lande med de dårligste markedsøkonomiske betingelser.

Denne gang var problemet tilmed, at selve præmissen for mødet er gal.

Den er, at den rige del af verden bør kompensere den fattige del for de klimaskader, som udledningerne af drivhusgasser har skabt siden den industrielle revolution. Gennemsnitstemperaturen anslås at være steget med godt en grad Celsius i den periode.

Uanset hvad den foreløbigt begrænsede temperaturstigning må have haft af negative konsekvenser, så er det hævet over enhver tvivl, at den industrielle revolution samlet har skabt en historisk helt uset stigning i levestandarden. Verden har aldrig været ude for noget lignende.

I figuren øverst kan man se den gennemsnitlige indkomst målt i dollar i fast købekraft de sidste 200 år – altså perioden siden den industrielle revolution. Nederst er de samme tal omsat til procentvis stigning siden 1820.

Den rige verden har – i sagens natur – haft glæde af den industrielle revolution. Men det har den fattige også. I gennemsnit er verdensborgerens velstand steget med 1.300 pct., eller hvad svarer til en fjortendobling. Væksten har været mindst i Syd- og Sydøstasien og Afrika syd for Sahara, men vi taler alligevel om stigninger på omkring 700 pct. og 300 pct. I Seychellerne – som på grund af sin lave beliggenhed over havets overflade er blevet en art maskot for klimatopmøderne – har stigningen været på godt 1.000 pct. – eller omkring en 11-dobling.

Til sammenligning regner selv de mest optimistiske vurderinger med, at gennemsnitsindkomsten i verden blev mindre end fordoblet i de foregående 1800 år. Der er desværre stadig mennesker på jorden, som lever i, hvad vi i dag opfatter som absolut fattigdom. Men andelen er faldet fra 80 til under 9 pct. Så til trods for, at vi er blevet otte gange så mange på jorden, lever der absolut set færre fattige i dag end for to hundrede år siden.

Heldigvis er det økonomisk set ikke noget problem at udrydde absolut fattigdom længere – modsat i 1820. Når der stadig findes fattigdom, skyldes det frem for alt alvorligt fejlslagne regimer, altså politiske forhold. Politiske institutioner er meget vigtigere end f.eks. klima.

Derfor er det helt misforstået at drøfte kompensation for hidtidige klimaforandringer. Hvis man tæller det hele med, har de drivhusgasudledninger, som har fundet sted, været en forudsætning for en samlet, helt enestående velstandsstigning. Indkomsterne ville have været markant lavere i alle dele af verden, og vi ville ikke have været i nærheden af at kunne bære den nuværende befolkning. De færreste af os ville have været i live uden den industrielle revolution.

Det er selvsagt absurd, at verdens største udleder af CO2, Kina, gør krav på kompensation. Men hele tænkningen om kompensation vender som sagt tingene på hovedet.

Det ændrer ikke ved, at drivhusgasudledninger på et tidspunkt kan gøre mere skade end gavn, og at det kan give mening at begrænse dem. Det bør være det centrale tema for topmøderne. Og her skal man i øvrigt gøre sig klart, at en begrænsning af temperaturstigningerne først og fremmest er til glæde for den fattige del af verden.   

Det har Søren Gjedsted og jeg undersøgt i artiklen ”Climate change and institutional change: what is the relative importance for economic performance?”, som offentliggøres i det miljøøkonomiske tidsskrift Enviromental Economics Policy Studies.

Metoden baserer sig på at se på, hvor meget ændringer i henholdsvis temperatur og kvaliteten af de økonomiske institutioner gennem nogle årtier har spillet for (de fleste af) verdens lande. Vi måler kvaliteten af de økonomiske institutioner ved det meget anvendte Economic Freedom Index (fra Fraser Institute et al). Vi har også prøvet at udvikle en økonometrisk metode, så vi kan måle de langsigtede effekter af temperaturstigninger (hvad andre studier har haft svært ved).

Hvad finder vi? Vi finder en negativ effekt på BNP af et varmere klima. Hvis verdens temperatur stiger med én grad celcius, falder BNP med 3,4 pct. Det er en meget stor effekt sammenlignet med litteraturen i øvrigt. Men effekten af at sænke graden af fri markedsøkonomi med 1 point på indekset (som går fra 0 til 10) er et fald i BNP på 10,4 pct. Selv om man ikke umiddelbart kan sammenligne en grad og et point, er det dog klart, at effekten af dårlige økonomiske institutioner markant overskygger effekten af global opvarmning i langt den største del af verden.

Vores artikel bidrager til den såkaldte ”top down”-litteratur i klimaforskningen. Det vil sige, at vi ser på de overordnede sammenhænge mellem temperatur og økonomisk vækst. ”Bottom-up”-litteraturen har hidtil været mere righoldig. Den ser på konkrete omkostninger ved opvarmning – f.eks. omkostninger til at bygge diger. Begge metoder er vigtige for at indkredse de forventede konsekvenser af temperaturstigninger.

Artiklen bidrager også til den empiriske vækstlitteratur. Det har gennem nogle årtier været diskuteret, hvad der er de fundamentale årsager til vækst. En del af litteraturen peger på grundlæggende institutioner. Det finder vi altså også støtte for.

Konklusionen er, at global opvarmning vil have omkostninger, og at der derfor er et argument for at bekæmpe dem, indtil det punkt hvor omkostningerne ved at bekæmpe dem indhenter klimaskaderne. Men det vigtigste for velstanden i samfundet er at sikre fri markedsøkonomi.

Klimaforandringer vil ifølge klimavidenskaben have forventelige negative effekter for menneskeheden, men ikke katastrofale. Hvis temperaturen stiger med tre grader frem mod år 2100 i forhold til før den industrielle revolution, skønnes skaderne at svare til under 2 pct. af BNP. Ved en temperaturstigning på 6 grader skønnes skaderne til 8 pct. af BNP. Det er resultatet af de analyser, William Nordhaus fik Nobelprisen i økonomi for i 2018. Til sammenligning vil BNP vokse mere end ti gange, hvis den nuværende økonomiske vækst fortsætter. Fremtidens generationer vil altså være markant mere velstående og have en voldsomt højere levestandard end os. Selv ved en temperaturstigning på 6 grader, vil levestandarden øges små ti gange i stedet for lidt mere end ti gange.

I opgørelsen af de fremtidige klimaskader indgår sandsynligheden for mere alvorlige hændelser, herunder såkaldte ”tipping points”. De kan på den ene side få meget alvorlige konsekvenser, men er på den anden side ikke så sandsynlige.

Som udgangspunkt vil man veje konsekvenserne med sandsynligheden (det kaldes risikoneutralitet). Men hvad hvis vi har en stærk aversion mod at lide store tab, selv om sandsynligheden er lille? Det er tankegangen bag forsikringer. Jeg veksler en lille risiko for at lide et stort tab ved, at mit hus brænder ned, til en sikker årlig omkostning (forsikringspræmie) ved at tegne en brandforsikring.

Det handler en stor del af den økonomiske klimaforskning også om. Problemet er altså slet ikke, at vi med sikkerhed vil opleve ragnarok, hvis temperaturen stiger, men at der er en lille risiko for meget alvorlige skader. Navnlig Martin Weizman har argumenteret for, at vi bør være meget averse over for risikoen for meget alvorlige skader ved klimaforandringer. Nordhaus har derimod argumenteret for, at der ikke er belæg for de store risici (fat tail risks), som Weizman var optaget af. Ser man f.eks. på katastrofale hændelser, der har ramt lande og befolkninger hidtil, spiller vejrrelaterede hændelser en uvæsentlig rolle i forhold til især politisk bestemte begivenheden som krig og borgerkrig.

Og her har vi allerede taget hul på problemet omkring corona-virus. Havde klimaproblemet været den eneste alvorlige trussel, vi står over for, kunne det i en vis udstrækning tale for at forsikre sig særligt imod den. Men som corona-eksemplet viser, så er der desværre også andre risici.

Selv om corona forhåbentlig vil vise sig ikke at være så alvorlig, så er risikoen, at en virusmutation på et tidspunkt udvikler sig til en omfattende pandemi, større end nul. Andre små risici med potentielt katastrofale konsekvenser er asteroidenedslag, udbrud fra solen, voldsomme vulkanudbrud, cyberangreb, muterende nanoteknologi, atomkrig og globalt diktatur. Steven Hawkins advarede, som man måske husker, mod at søge kontakt med intelligent liv fra rummet på grund af risikoen. Den måske alvorligste trussel i form af katastrofale konsekvenser, vi har stået over for, var den partikelkollision, som påviste Higgs-partiklen. Nogle fysikere frygtede, at den kunne have haft katastrofale konsekvenser for selve universet, og en enkelt økonomisk beregning tydede på, at gevinsten ved eksperimentet ikke stod mål med den sandsynlige omkostning. Selve sandsynligheden blev beregnet til ekstremt lille, men den mulige konsekvens var til gengæld enorm.

En del af disse trusler kan måske lyde science fiction-agtige, men det er hele pointen, at sandsynligheden nok kan være meget ringe, hvorimod konsekvenserne ville være så voldsomme, at det kan opveje den lille sandsynlighed. En anden pointe er, at vi kan formindske den mulige omkostning, men at det i sig selv koster noget. Vi kunne sænke risikoen for en pandemi ved at begrænse internationale rejser, men det ville sænke levestandarden meget. Vi kunne prøve at bremse udviklingen af nanoteknologi, men det ville også betyde, at ville afskære os fra f.eks. de potentielle medicinske fordele.

En meget vigtig pointe er, at i en situation med mange trusler, giver det ikke mening kun at bruge ressourcer på at sikre sig mod den ene, f.eks. global opvarmning. Det svarer til at bruge alle sundhedssektorens ressourcer på at bekæmpe én sygdom.

En anden pointe er, at de øvrige trusler sænker gevinsten ved at bekæmpe hver trussel isoleret set. Det er mindre værd at overleve én trussel, hvis man i stedet kan blive ramt af en anden.

En tredje pointe er, at valget af redskaber afhænger af trusselsbilledet. Hvis klimaudfordringen var den eneste, kunne det tale for meget konkrete tiltag. Vi kunne f.eks. indføre en verdensregering med magt til opkræve en global klimaskat. Men truslen fra, at en verdensregering kan udvikle sig til et repressivt diktatur, ville i sig selv få klimatruslerne til at blegne. Reelt er der usikkerhed ikke alene om, hvilke af de nævnte trusler, der kan blive til virkelighed, men også om, hvad der findes af potentielle trusler. Hvor de er ”kendte, ukendte” trusler, er de værste måske de ”ukendte ukendte” trusler. Mange af de trusler, vi taler om i dag, var ukendte for et par hundrede år siden, og man vil sikkert sige det samme om 200 år.

Navnlig ved ukendte trusler er det et spørgsmål om, hvordan vi bedst beskytter os. I hvert fald tre faktorer forekommer vigtige:

1. En stor, spredt befolkning på kloden. En pandemi har lettere ved at udrydde en lille, ensartet population end en stor, varieret.
2. En høj indkomst og formue. Det giver ressourcer til at bekæmpe udfordringerne med. Udfordringerne ved global opvarmning er størst i lande med lav indkomst. Arizona skal nok klare sig.
3. Et ikke for sårbart netværk. Et netværk, som kan inficeres, kan sprede en trussel til alle. Internettet er f.eks. designet med henblik på at kunne fungere, selv om dele af det slås ud f.eks. i krig. En verdensregering ville kunne medføre, at dårlig politik fik negative konsekvenser for alle mennesker.

Mens 1) og 2) heldigvis følges ad (se vor sommerserie på Punditokraterne om det emne), så kan der godt være et trade-off mellem de to første og 3). En høj grad globalisering medfører store økonomiske gevinster, men øger, som vi netop har set, spredningen af vira. Og globaliseringen virker som et (eller i virkeligheden flere) netværk. Men i mange tilfælde er der også en positiv kobling mellem alle tre. F.eks. tyder alt på, at den eksisterende anarkiske verdensorden med mange, selvstændige lande fremmer alle tre, mens politisk centralisering (et globalt politisk netværk) ville virke modsat.

Så der er rigtig gode argumenter for, at vi er bedst beskyttet mod potentielle trusler mod menneskeheden ved en åben, anarkisk verdensorden af selvstændige lande med personlig frihed, privat ejendomsret og frie markeder som uovertruffen maskine til at skabe velstand.  

Som vores julegave til læserne bringer vi her serien samlet, så den er let at pakke op og læse eller genlæse i eftertænksomme stunder i løbet af julen. Den burde ikke ødelægge julestemningen, men forhåbentlig øge modstandsdygtigheden over for højtidens sædvanlige bekymringer om overforbrug.

God jul og godt nytår til jer alle.

Afsnit 1. “Økonomisk vækst [er] ikke nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store globale udfordringer.”

Afsnit 2. “På længere sigt må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi.”

Afsnit 3. “Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling.”

Afsnit 4. “Verdens befolkning steg markant i den periode, hvor børnedødeligheden begyndte at falde, og hvor fertiliteten endnu ikke havde fulgt trop. Men det har den altså nu – i en grad, så det er begrænset, hvor meget verdens befolkning vil vokse yderligere.”

Afsnit 5. “Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt [overførsels]system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige”.

Afsnit 6. “Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.”

Afsnit 7. “Disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet.”

Afsnit 8. “Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere.”

Afsnit 9. “At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer.”

Afsnit 10. “Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden”

Afsnit 11. “Når f.eks. Wind Denmark på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark.”

Afsnit 12. “Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os.”

Afsnit 13. ” Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at [de udtømmelige naturressourcer] vil blive udtømt for hurtigt.”

Afsnit 14. “Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst.”

Når svaret kan overraske, er det fordi, det kan virke næsten banalt, at et endeligt input ikke kan resultere i et uendeligt stort output. Tænker vi økonomien som en pølsemaskine, kan der kun komme flere pølser ud af den, hvis der hældes mere materiale ind i den først. På et tidspunkt må inputtet slippe op og dermed også produktionen af pølser.

Men tænker man lidt videre, så kan en endelig ressource end ikke strækkes til at give nulvækst. Hvis der kun er en endelig mængde input, kan man ikke producere den samme mængde pølser år efter år.

I sidste ende kræver både nulvækst og vækst, at økonomien tilføres et ikke-udtømmeligt input, som gradvis kan erstatte det udtømmelige input.

En umiddelbar kandidat er kapital. Det nødvendige input kunne vi således få, hvis kapitalapparatet vokser tilpas hurtigt. Vi kan altså tjene ind på gyngerne, hvad vi mister på karussellen; vi erstatter den udtømmelige ressource med (anden) kapital.

Her løber vi imidlertid ind i et velkendt vækstteoretisk problem: På et tidspunkt holder væksten i kapitalapparatet op, når det er blevet så stort, at de årlige afskrivninger svarer til den årlige opsparing (det er en egenskab ved Solows vækstmodel, som Christian har omtalt her). Og når opbygningen af kapital hører op, begynder produktionen at falde, fordi den udtømmelige ressource bliver stadig mere knap.

Der er heldigvis to andre kandidater: For det første kan vi kompensere for et faldende forbrug af den udtømmelige ressource ved at anvende ressourcerne generelt mere effektivt. Det kaldes multifaktorproduktivitet og er en central kilde til den økonomiske vækst, vi allerede oplever. For det andet kan vi over tid finde erstatninger for den udtømmelige ressource. Det vil øge dens faktorproduktivitet. Vi kan så at sige producere flere enheder BNP med én enhed af den udtømmelige ressource. Det ser vi også i høj grad. Vi erstatter f.eks. løbende gamle energiformer med nye. Og det er værd at understrege, at det kommer af sig selv, fordi øget knaphed giver stigende priser og dermed incitament til at udvikle alternativer til den udtømmelige ressource (se også dette indslag om, hvorfor udtømmelige ressourcer ikke slipper op).

Saudi Arabiens navnkundige olieminister Sheik Yamani sagde engang, at stenalderen ikke hørte op, fordi man løb tør for sten. Det fanger meget godt det centrale i sammenhængen mellem vækst og udtømmelige ressourcer. I sidste ende er permanent vækst betinget af vækst i multifaktorproduktiviteten – at vi bliver bedre til at udnytte givne ressourcer. Og drivkraften bag opdagelsen af input, som kan erstatte udtømmelige ressourcer, er nøjagtig den samme – at der skabes ny viden, teknologi og måder at producere på. Det er en proces, som i et par århundreder har tilladt en vedvarede vækst, der har mangedoblet den samlede velstand, og der er intet, der tyder på, at processen er ved at være kørt til vejs ende.

Schumpeter kaldte den kapitalistiske økonomi for ”kreativ destruktion”, fordi nyskabelser mindsker værdien af hidtidige måder at producere på. ”Destruktionen” vil også sige, at metoder, som trækker kraftigt på en udtømmelig ressource, skubbes til side. Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst i levestandarden.

Vi har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.

Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.

Det er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig, men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori, hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,

Social tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.

Denne fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det frygtede Stasi. At have generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig idé.

Det, vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie, finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”

* Temperaturdataene er fra Weatherbase, mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden 1980erne.

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.

Konstant skalaafkast vil sige, at når folketallet vokser, så vokser BNP lige så meget: Én procent i befolkningstilvækst giver én procent højere BNP. Ved konstant skalaafkast er BNP per verdensborger også konstant, når folketallet vokser. I figuren viser den sorte kurve, hvordan BNP ville være vokset siden Kristi fødsel, hvis der havde været konstant skalaafkast.

Faldende skalaafkast vil sige, at BNP vokser med mindre end én procent, når folketallet vokser én procent. Hvis de sidste to tusind år havde været karakteriseret ved faldende skalaafkast, så ville den faktiske udvikling – de røde og blå punkter – have ligget under den sorte kurve. Men som man kan se, så har der været stigende skalaafkast. Vi er blevet rigere i takt med, at vi er blevet flere.

Figuren viser endda, at skalaafkastet er tiltaget de sidste to hundrede år (de blå punkter). Frem til 1820 (de røde punkter) var skalaafkastet 1,3. Det vil sige, at en vækst i befolkningen på én procent har øget den gennemsnitlige velstand med 1,3 pct. Det var ikke meget højere end én, og gennemsnitsindkomsten steg ganske langsomt. Efter 1820 – som omtrent er begyndelsen på den industrielle revolution – har skalaafkastet været på 2,1. Det ses af, af den blå tendenslinje har en højere hældning end både den røde før-industrielle tendenslinje og den sorte kurve med konstant skalaafkast. Et skalaafkast på 2,1 vil sige, at BNP er vokset godt dobbelt så hurtigt som befolkningen. Det har løftet gennemsnitsindkomsten voldsomt.

Hvad figuren ikke viser så tydeligt er, at både befolkningstilvækst og BNP-vækst er accelereret de sidste to hundrede år. Når det ikke er så tydeligt, er det, fordi figuren benytter logaritmisk skala. Samtidig har jeg mange flere observationer fra de senere år end de tidligere. Siden 1960 er der en prik for hver år. De to første punkter har 1000 år mellem sig.

Den dramatiske udvikling de sidste to hundrede år er således tydeligere, når man plotter BNP og folketal (y-aksen er stadig i logaritmer) mod årstal. Det sker i denne figur.

Stigende skalaafkast er som sagt nødvendigt, hvis vi skal blive rigere i takt med, at vi bliver flere. Og stigende skalaafkast giver på ingen måde sig selv. Faktisk er det så ekstraordinært, at der stadig i vore dage er en del, der har svært ved at forstå det. Det gælder bl.a. de danske klimaforskere, der har efterlyst et indgreb mod befolkningstilvæksten for at bremse den globale opvarmning.

Når voksende skalaafkast kan være så svær at forstå, hænger det sammen med, at en stigende befolkning har både negative og positive effekter på levestandarden. De negative er imidlertid meget lettere at se end de positive.

De negative effekter af stigende befolkning er et forøget tryk på givne naturressourcer. F.eks. må der alt andet lige tages dårligere og dårligere landbrugsjord i anvendelse, jo flere der skal brødfødes. For langt de fleste individer er faldende skalaafkast det normale. De færreste af os kan producere det dobbelte ved at arbejde dobbelt så mange timer. En typisk bonde vil ikke få dobbelt så stor høst ved at fordoble mængden af såsæd og gødskning. Træerne vokser ikke ind i himlen – og slet ikke med stigende hastighed.

Den positive effekt af voksende befolkning blev dog allerede identificeret af Adam Smith, men har i perioder ind til de senere årtier været lidt overset. Smith indså, at arbejdsdelingen – specialiseringen – er kilden til velstand. Ti personer, der specialiserer sig og bytter med hinanden, kan producere mere end ti personer, der alle producerer det samme. De fleste moderne produkter – IPhones, sofaer, pasteuriseret mælk, blyanter osv. – skyldes en omfattende arbejdsdeling. Men arbejdsdelingens omfang er bestemt af markedets udstrækning. Desto flere mennesker vi er, desto større arbejdsdeling.

Det er vigtigt at huske på, at når vi taler skalaafkast, så er det på globalt plan. For et enkelt land behøver der ikke være voksende skalaafkast. Forklaringen på, at skalaafkastet først for alvor begyndte at overstige én de sidste to hundrede år, hænger i høj grad sammen med den intensiverede globalisering. Specialiseringen på tværs af lande har i mindst lige så høj grad som specialiseringen inden for landene drevet velstandsstigningen.

Det fantastiske er, at det voksende globale skalaafkast bliver ved med at gøre sig gældende, selv om vi har rundet et folketal på 7½ mia. Gevinsterne ved arbejdsdelingen fortsætter med at overstige omkostningerne ved mere trængsel og ressourcepres.

Ironisk nok blev den mest berømte forudsigelse om, at ressourcepresset ville overhale gevinsten ved flere mennesker fremsat af Thomas Malthus i 1798 – altså næsten på klokkeslæt samtidig med, at skalaafkastet begyndte at stige og banede vejen for en hidtil uset eksplosion i ikke blot folketallet, men i endnu højere grad velstanden. Siden er Malthus’ dystre forudsigelse blevet gentaget flere gange – f.eks. sagde forfatteren til ”Population bomb”, den amerikanske forsker og miljøaktivist Paul Ehrlich, fra 1968 i et interview:

“The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now. At this late date nothing can prevent a substantial increase in the world death rate.”

Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.

Spørgsmålet er så, hvad der vil ske, hvis den globale befolkning topper eller begynder at falde. Det er emnet i senere indlæg i blogserien.

—

Data er hentet fra Maddisonprojektet om langsigtet økonomisk vækst og for nyere år fra Verdenbanken. BNP er i 2005-dollar.

I forbindelse med udnævnelsen, udtaler Peter Birch til Jyllandsposten, at

Det langsigtede mål er, at vi skal gøre os uafhængige af fossile brændsler, men det skal ske så effektivt som muligt, så det går mindst muligt ud over konkurrenceevne og beskæftigelse

Det er nye toner i klima- og energidebatten herhjemme, som i årevis netop har været kendetegnet ved sin totale mangel på realisme og til tider næsten semireligiøse tilgang. Et af de værste eksempler er Klimakommisionen nedsat af VK regeringen i 2007 og dennes rapport i 2010. Forudsætningerne for rapportens konklusioner var (og er) vanvittige, og den økonomiske del meget ringe.

Det er ikke mindst værd at lægge mærke til at Peter Birch Sørensen er tidligere overvismand. Vismandsinstitutionen har i årevis kritiseret dansk klima- og energipolitik, desværre indtil videre uden den støre succes, men det er udnævnelsen af Peter Birch måske et tegn på er ved at ændre sig?

Det er i hvert fald værd at erindre at DØRS i flere rapporter både har kritiseret den overdrevne satsning på vindenergi og sammenblandingen af erhvervs- og klimapolitik, se bl. andet deres rapport fra 2011.

Helt tilbage til Peter Birch Sørensens tid som overvismand, har DØRS da også igen og igen understreget, at

Der er intet belæg for et synspunkt om, at politikere eller embedsmænd generelt er bedre
end markedet til at udnævne “morgendagens vindere”. (2010)

Ovenstående er en klart anderledes indgangsvinkel til klimaspørgsmålet end den lalleglade promovering af bestemte teknologier og fremhævelse af klimapolitisk enegang, som i årevis har præget dansk politik, ikke mindst den nuværende regering.

Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Det er fortsat politikerne som fastsætter de overordnede mål, men som Peter Birch Sørensen udtaler:

Den centrale opgave er at finde balancen, så vi ikke unødigt skader konkurrenceevne og beskæftigelse, men uden at give køb på de målsætninger, som politikerne har stillet op,

og fortsætter:

Omstillingen kan forhåbentligt betyde, at Danmark kan være med til at udvikle nye alternative energiteknologier, og det kan blive et vækstområde for dansk erhvervsliv

Her nærmer vi os en “Bjørn Lomborg” tilgang, nemlig at løsningen er udvikling af CO2-neutrale teknologier, som kan konkurrere på markedsvikår.

Det er under alle omstændigheder afgørende hvis man skal skal mindske brugen af fosile brændstoffer og udledningen af drivhusgasser.

Således er udledningen af CO2 i EU, for slet ikke at tale om Danmark, i stigende grad irrelevant i forhold til udledningen i den ikke-vestlige verden. Og hvis CO2 neutrale energiformer skal være attraktive for resten af verden, skal de være konkurrencedygtige overfor traditionelle fossile brændstoffer, ellers er kun tilbage at krydse fingre for at den stigende udledning af CO2 ikke har indvirkning på klimaet.

Under alle omstændigheder er der grund til at ønske Peter Birch Sørensen tillykke med den nye post, og glæde sig over at man nu åbenbart også har tænkt sig at lytte til økonomer. Det har længe været tiltrængt i den hjemmelige klimadebat.

Om det så ligefrem vil resultere i en rationel klima- og energipolitik er dog nok for meget at forvente. Dertil er den politiske profit ved at bruge løs af andre folks penge nok for stor.

Desværre vil jeg tillade mig at bryde tavsheden. Men kun med en henvisning. Den skal være til prof. Steven Horwitz’s kloge artikel i The Freeman fra februar, Global Warming Is about Social Science Too, som jeg netop har opdaget.

(HT: Don Boudreaux)

* Klima-redaktionen på TV2 News bør stadig skamme sig over så ensidigt et kommentarspor, man valgte at give dét klimatopmøde.

Det gjorde Herren ikke. Om natten sendte den samlede tidevands- og stormbølge millioner af tons tunge og kolde vandmasser flere meter højt henover digerne. Rungholt blev udslettet med folk og fæ. Store landområder nær Vadehavet blev skyllet væk og fra 10-100.000 mennesker omkom. Det vestvendte sønderjyske kystlandskab var forandret til ukendelighed.

Den Store Manddrukning for 650 år siden, er den værste stormflodshændelse, der er forekommet i nyere historisk tid, dvs. inden for de seneste 1000 år.  Det er tvivlsomt, om man med tidens viden kunne have forudsagt en sådan ekstremhændelse, og det meget tvivlsomt, om man havde den nødvendige teknologiske formåen og især de nødvendige midler til at forebygge oversvømmelsen. Men situationen blev bestemt gjort værre af tre forhold.

•  De danske konger, i 1362 Valdemar Atterdag, tænkte mere på, hvordan de kunne hive skatter ud af folket end at sikre folket mod naturens luner.
•  ”Den lille istid” begyndte tidligt i 1300 tallet og fremkaldte misvækst og hungersnød. Tro mig, alle I ”varmebekymrede” typer derude – Kulde er meget værre end varme for verdens tilstand.
•  Den ”Sorte Død” startede i Messina i 1347 og arbejdede sig op gennem Europa.

De forarmede, sultne og syge sønderjyder var derfor forsvarsløse over for naturens ekstreme og brutale opførsel.

Det er indlysende at drage parallellen til vore dages diskussion, hvor alt for mange tror de kan løse et klimaproblem, der måske betyder noget om 50-100 år, ved at opkræve skatter og gøre energi kunstig dyr og dermed hæmme den økonomiske vækst især for verdens fattigste mennesker.

Næh, lad borgerne være i fred for skadelig politisk indblanding, så skal vi nok helt af os selv blive rige og kloge nok til at håndtere hvilke som helst fortrædeligheder, naturen kan finde på at smide i hovedet på os.

De særligt bekymrede for havenes vandstand vil jeg henvise til CU Sea Level Research Group, som viser en vandstandsstigning på 3,2 mm/år lig med 32 centimeter på 100 år. Næppe noget som vil holde selv meget bekymrede digefogeder vågne. Bemærk i øvrigt, at vandstanden ligefrem er faldet de seneste par år.

Hellere rig og varm, end kold og fattig.

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …

”Hvorfor skal vi tro på, at vi som art er mindre produktive, innovative og dermed i stand til at løse vores udfordringer og opfylde vores behov, hvis kloden har en anden temperatur end, den har i dag?”

Økonomi handler om, hvad der ultimativt skaber ”værdi” for os. Der er absolut intet unikt ved den nuværende klimatilstand på jorden og den forandrer sig. Det har den altid gjort, og det vil den helt sikkert blive ved med at gøre. Under alle omstændigheder. Jeg er dybest set skeptisk med hensyn til vores evne til at styre jordens klima, herunder også en del af de ”klimastyringsideer” som skeptikere byder på. Vi er end ikke i stand til at ”styre” vores egen økonomiske udvikling med politisk vilje (vis mig et socialistisk kommando-økonomi, der har været succesfuld – guderne skal vide at der er mange mislykkede forsøg), og jeg mistænker jordens klima-system for at være mindst lige så komplekst som vores økonomi. At COP15 kan finde på at melde et mål ud om at jordens temperatur kun må stige 2 grader er vel en refleksion af, hvor mærkværdig en tankegang hele klima-politikken bygger på. De kunne nærmest lige så godt have erklæret, at solen ikke må brænde ud om 4,5 mia år.

Det handler ikke om, hvorvidt kloden bliver varmere eller koldere, eller om hvorvidt vi har forårsaget det. Det handler heller ikke om, hvorvidt der er ”omkostninger ved omstilling”. Det er der. Nogle områder bliver mindre beboelige og andre bliver mere beboelige. Det vil skabe omkostninger til omstilling. Måske vil en nøgtern cost/benefit analyse vise at det derfor godt kan betale sig at øge beskatning af CO2 for at modvirke eksternaliteten. Men det er ikke nøgterne cost benefit analyser vi får. Stern rapporten var i hvert fald ikke en sådan.

Sagen er at vi altid har beboet en foranderlig jord og et foranderligt miljø. For 10.000 år siden var Danmark dækket af is, og 10.000 år er et nanosekund i jordens historie.  Er der noget ”Ideelt” og ”naturligt” ved vores nuværende tilstand? Selvfølgelig ikke. Der er ingen grund til at tro at det er mere sandsynligt at menneskeheden på sigt bliver dårligere stillet på en varmere jord end at den bliver bedre stillet. Og hvis man skulle tage Stern rapporten alvorligt og tro på at vi faktisk bliver permanent dårligere stillet, hvorfor så ikke investere et par hundrede milliarder i at skabe global nedkøling? For så må vi jo blive endnu rigere, når verdens havene falder og mere vand bindes ind i is?

Det ligger dybt i mange mennesker at menneskeskabte forandringer er naturstridige og ”forkerte” og dermed ”farlige”. Et sted som Danmark antager det nogle gange absurde dimensioner. Danmark er et kulturlandskab – der er ikke meget oprindeligt ved dansk natur.

Jeg har endnu ikke set Avatar, men den her anmeldelse fik mig til at tænke på at mange film fra Hollywoods side er pantheistiske, og at pantheisme er en meget stærk meme i vores kultur. Måske er pantheismen – ideen om naturen som noget helligt, mystisk og særligt – den mest udbredte religion i dag. Næsten alle new age religioner – hvad enten de snakker om chakraer eller rosa kvartz – har stærke elementer af pantheisme i sig.

Når klima-debatten virker så politisk stærkt og retfærdiggør nærmest voldelig modstand i nogens øjne, er det så fordi mange mennesker er pantheister, måske endda uden at realisere det? Og er pantheisme ikke ved at blive venstrefløjens nye dominerende religion nu, hvor den marxistiske trosretning så tydeligt er brudt sammen?

Fra Whats up With That.

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Hvad er så Stern rapportens budskab om omkostningerne ved global opvarmning? Mange steder skriver journalisterne om 20% af verdens BNP eller mere. Det er en lidt løs omgang med sandheden. Stern rapporten præsenterer flere scenarier. Et basis scenario med en omkostning på 5,7% af BNP. Et scenario baseret på ekstrem opvarming, hvor det bliver til 7.3% af BNP. Men det var ikke nok så de inddrog også hvad de kalder ”non-market” impact – omkostninger i form af ikke prissatte miljøforringelser og lignende (som ikke er en del af BNP). Så nåede de næsten 14% af BNP. På besynderligste vis bliver det i rapportens konklusion så rundet op til 20%, med et uldent argument om at omkostningerne er større for udviklingslandene (hvilket jo handler om fordeling og ikke om summen).

MEN, det er ikke omkostninger i år 2100. Det er omkostningerne i år 2200! Den måde deres model er skruet sammen på gør, at der er beherskede omkostninger i de første 100 år. Selv i det ekstreme scenario (inklusiv ekstrem opvarmning og umålelige non-BNP omkostninger) kan de ikke hive omkostninger over 3% af BNP i 2100. I baseline scenariet er omkostningen et permanent tab i globalt BNP på 0.9% …. om 100 år. Det er reelt ingenting – og ingen kan med rimelighed sige, at det er et statistisk signifikant tal. Og det i en rapport, der vist mest har den agenda at underbygge en politisk beslutning som nok allerede var taget.

Det er ret svært at få et indgreb, der ifølge rapporten koster 1% af globalt BNP (med et kæmpe konfidens interval) nu til at retfærdiggøre en gevinst på 1-3% af BNP i 2100 .

Den eneste måde Stern rapporten kan komme frem til sin konklusion om, at indgreb med nettoomkostninger på 1% af BNP nu kan betale sig er ved at operere med en lav diskonteringsfaktor, som diskuteret i den forrige tråd. Det vil sige, at rapporten antager at man kan tillade at forrente ”investeringen” på 1% af BNP nu til en rente, som ligger under den rente en stat kan låne til. Argumentet er så, at omkostningerne for fremtidige generationer er ”umålelige” i form af permanente klimaforandringer og at man skal bruge specielle diskonteringsfaktorer når det gælder klimainvesteringer fordi alle generationer skal opfattes som ”lige”. Argumentet er ikke ”forkert” på nogen måde. Der er ikke rigtigt og forkert her. Men det er selvfølgelig et politisk valg, som betyder at politikerne sætter langt større pris på fremtidige generationers velfærd end nuværende generationer sætter på deres egen velfærd næste år. For det sidste er, hvad renterne i markedet repræsenterer.

Hvis man accepterer argumentet om, at omkostningerne for fremtidige generationer i forbindelse med irreversible forandringer er umålelige og at det retfærddiggør en (lidt arbitrær) lav diskonteringsfaktor så er hele Stern rapporten i sig selv lidt i problemer. For så er cost/benefit analyser i det hele taget ikke mulige. Det er det argument som mange AGW tilhængere bruger (irreversibel skade, usikkerhed, katastrofer, risiko for ukontrolabel klimaændringer etc.).

Den reale diskonteringsrente i Stern er væksten i Real forbrug/capita + 0.1% – hvilket reelt vil sige 1½-2½% om året. Det betyder, at 1% BNP tabt nu har en ”værdi” på kun 1.1% af BNP i år 2100. Regnestykket går kun op med en lav diskonteringsfaktor og de høje omkostningsprojektioner, og det er især svært at retfærddiggøre de første 100 år under rapportens antagelser . En diskontering på 1% over vækst i GDP/cap (som betyder renter tæt på det en stat kan låne til på lange løbetider) betyder, at 1% af BNP nu har en værdi på 3% af BNP i 2100 og over 7% i 2200 – og så ville det selv i det ekstreme klima scenario ikke kunne betale sig uden de lidt uklart opgjorte non-BNP udgifter. I baseline scenariet er det faktisk en dårlig forretning selv med lav diskontering. Det er med andre ord en beregning, der er meget følsom over for 1) Omkostninger ved indgreb i dag, som i sig selv er meget usikre 2) Diskonteringsfaktoren. 3) Omkostningerne i år 2200, som kan ligge hvor som helst mellem 0 og 20% af BNP ifølge rapportens konfidensintervaller og scenarier.

Det er helt centralt at forstå, at med de to geværgreb – lav diskontering og non-BNP udgifter – har Stern-rapporten skabt problemer for sin egen mission. De to antagelser skaber resultatet, og det har ikke meget med en reel cost/benefit analyse at gøre. De er kalibreret til at skabe det politisk ønskede resultat. Det er én stor baglæns beregning. Dermed er rapporten reelt blot et selvbekræftende politisk udsagn. Vi kan diskutere her på bloggen om diskonteringsfaktoren er rimelig eller ej – og hvad ”non-BNP udgifter” nu kan være og om de er store eller små (prisen på arts-udryddelse og atoller f.eks). Men det er og bliver en politisk diskussion på baggrund af forudindtagede holdninger. Det har ikke meget med videnskab at gøre. Diskonteringsfaktoren er et politisk-filosofisk spørgsmål (som rapporten også selv bemærker). Non-BNP udgifter kan pr definition ikke måles.

Hvis nogen i 1809 havde skrevet en rapport om, hvordan man skulle betale 1% mere i skat fra 1809 og i al fremtid af hensyn til velfærden i år 2009, ville vi nok ikke alene finde rapportens konklusioner om hvordan fremtiden så ud bizarre. Vi ville også undre os over at nogen i 1809 – med det velstandsniveau de havde – kunne overveje at spare op til os til en rente, der ikke var højere end den økonomiske vækst. For den økonomiske vækst spejler jo netop de teknologiske fremskridt som gør at vi kan se tilbage og have ondt af de mennesker, der levede et 30-40% kortere liv i 1809 end vi gør i dag. Vi ville formentlig også synes, at de var nogle lidt mærkelige og fantasiforladte flagellanter (om end ædle idealister).

Der har været meget snak om diskonteringsfaktoren. Det er som sagt en rimeligt åben diskussion, og enhver kan jo dreje på den og se hvilket resultat der så kommer ud. Så jeg har ikke et stort problem med den antagelse. Den er lagt åbent frem. Det der til gengæld undrer mig er profilen på de økonomiske tab i rapportens model. Der er meget få menneskeskabte fysiske ting, der holder 200 år (enkelte bygninger og den slags). Vi har med andre ord ikke meget kapitalapparat i dag som vi ikke har fornyet om 200 år og potentielt placeret et andet sted. I hvilken forstand skal jeg så forestille mig, at der er en økonomisk omkostning ved global opvarmning på så lang en horisont. Det langt mest afgørende for vores output om 200 år er den teknologiske udvikling og vores stigende uddannelses- og videns niveau de kommende 200 år. De fysiske ting vi har opbygget i verden i dag vil betyde stadigt mindre for velstandsniveauet jo længere horisonten bliver. Det gør også modellens ”accelererende” output tab mærkeligt, og i mine øjne utroværdigt. Er det virkeligt sandsynligt at vi i et ekstremt klima scenario ikke tilpasser os og opfinder tilpasningsteknologier i løbet af de første 100 år og er det sandsynligt at BNP-tabet 2100 til 2200 er langt større end 2000-2100? Og betyder det at tabet i procent af BNP accelererer fra 2200 fremover? Det er simpelthen ikke logisk, medmindre man forventer at kloden bliver ubeboelig.

Det er jo ikke sådan, at kloden bliver mere ufrugtbar ved opvarmning – snarere tværtimod. Der er en grund til at jeg kan dyrke tomater om sommeren men ikke om vinteren. Og vores produktivitet i landbruget pr arealenhed er mindst steget 200-300% om 200 år (hvilket er mindre end i de sidste 200 år). Så helt grundlæggende, hvordan er det, at omkostningen fremkommer på så lang en horisont? Vil global opvarmning gøre os dummere eller dovnere? Og betyder det omvendt, at vi ville blive rigere hvis kloden blev koldere?

Det burde være klart, at Stern rapporten ikke er et videnskabeligt dokument. Det er både et højst spekulativt og politisk dokument, og en rapport hvor semantikken viser, hvilken konklusion, der var givet på forhånd.

USA kanøfles, fordi landet aldrig ratificerede Kyoto-protokollen, som 190 lande nu har tilsluttet sig. Efter orkanen Katrina i 2005 antydede den daværende tyske miljøminister Jürgen Trittin sågar, at George W. Bush selv var ude om katastrofen, fordi han ikke havde gjort nok for at begrænse amerikanernes udledning af drivhusgasser.

Ifølge U.S. Energy Information Administration steg det amerikanske CO2-udslip imidlertid kun med 2,3 procent under Bush (forskellen mellem 2000 og 2007 idet tal for 2008 endnu ikke er tilgængelige) sammenlignet med 4,4 procent i Danmark og 3,1 procent i EU. I samme periode faldt udslippet pr. person med 4,1 procent i USA, mens det faldt med 1,5 procent i Storbritannien, 2,9 procent i Tyskland og 3,3 procent i Frankrig.

Gennem det seneste årti har USA altså mindsket sit CO2-udslip mere end Europa – uden at tilslutte sig Kyoto-protokollen og uden at ødelægge den økonomiske vækst med uforudsigelige og bureaukratiske miljøregler (relativt set). Således voksede den amerikanske økonomi med 2,4 procent årligt i perioden 2000-2007 sammenlignet med 2,3 procent i EU og 2,0 procent i Vesteuropa (EU-15).