Cubas premierminister Manuel Marrero annoncerede for to uger siden en lang række meget vidtgående ændringer i landets økonomi. ABC News kaldte det en “sweeping economic overhaul”, og minder i meget høj grad om de ændringer, som store dele af Central- og Østeuropa gennemgik i årene efter 1989. The Miami Herald (via Marginal Revolution) opsummerede de vigtigste som:

Private and foreign capital to purchase and sell fuel

The creation of private corporate banking

Private business owners to own more than one company and hire more than 100 workers

Private businesses in agriculture and tourism

Tourism property sales, evaluated case-by-case, for Cubans resident in the country and abroad

Foreign investors to hire workers directly

Foreign investment in Old Havana and other tourist spots, in state telecom ETECSA data centers, mobile networks, and other digital infrastructure

The extension of surface rights up to 99 years and leases up to 50 years for foreign investments

Real estate development in tourism

Farmland lease rights for an “indefinite period”

Wholesale and retail trade without limits by foreign entities

The sale of state assets and state companies’ shares to the private sector and foreign companies

ABC peger også på, at selv internationale fast food-kæder – læs, MacDonalds, Burger King osv. – tillades at operere frit i Cuba. På samme måde indebærer de mange reformforslag, at man frit kan importere og eksportere fra landet uden at det kræver statens godkendelse. Alt i alt ligner den cubanske reformpakke en fuld transition til noget, regimet blankt indrømmer er inspireret direkte af Vietnam. Man sigter med andre ord efter at få en kapitalistisk, dynamisk markedsøkonomi, men uden den ‘almindelige’ politiske overbygning.

Som alle andre af den slags markante reformpakker må man nødvendigvis vente og se på, hvordan den bliver implementeret i praksis. Der er mange ting, der kan gå galt, og det er på ingen måde sikkert, om Cuba ender som Estland og Tjekkiet, eller mere som Hviderusland eller Uzbekistan. Men bare det, at det cubanske regime nu erkender åbent, at systemet siden starten af 1960erne har spillet så grotesk fejl, er et meget stort skridt fremad. Hvor vi er om bare fem år, er der ingen der ved. Men hvis det politiske regime også falder sammen med den socialistiske økonomi, bliver det næppe kønt for den politiske elite – på trods af at den almindelige befolkning står til enorme fremskridt. Siden 1990 er det private forbrug i gennemsnit steget med 120 % i de tidligere kommunistiske lande der kom ud af Sovjetblokken. Der er ikke meget grund til at tro, at det bliver en anderledes oplevelse i Cuba…

I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).

Som det fremgår, ligger Estland i spidsen, efterfulgt af Tjekkiet og de to sidste baltiske lande samt – måske lidt overraskende – Rumænien. I bundet ligger Polen, Kroatien og Ungarn. Det ses også, at spændet mellem top og bund er indskrænket væsentligt i forhold til 1995 og 2000. Estland i toppen er ligefrem gået marginalt tilbage fra 2000 til 2022, mens bundskraberne fra 1995 har taget store spring frem.

En del af forklaringen på den udvikling skal givetvis ses i sammenhæng med medlemskabet af EU. EU stiller en række institutionelle og politiske krav, som især indebærer et nødvendigt markedsøkonomisk minimum at leve op til, men også i nogle sammenhænge indebærer et maksimum. Navnlig landenes handelspolitik er bestemt af EU. Ligeledes pengepolitik og finansiel regulering er i høj grad bestemt centralt.

Også på andre måder kan EU-medlemskabet afspejle sig i figuren. De største fremskridt siden 2000 er sket i de lande – Bulgarien, Rumænien og Kroatien – som er kommet senest med (de to første i 2007, Kroatien i 2013). De øvrige lande blev medlemmer allerede med virkning fra 2004. Noget kunne altså tyde på, at EU-medlemskabet har været drivende for reformer for at kunne kvalificere sig til at træde ind, men omvendt også, at reformeringsaktiviteten er taget af, når landene først er blevet medlemmer af EU.

Spørgsmålet om, hvor meget et EU-medlemskab bidrager til økonomisk vækst, er omdiskuteret. Andersen og Barslund (2019) fandt således ikke en systematisk effekt. Det kan dække over de nævnte kræfter, som trækker i hver sin retning.

Det kan lidt trist bemærkes, at Polen og Ungarn ligger i bunden (på sidste og tredjesidste plads) i figuren med den laveste grad af fri markedsøkonomi. Det var ikke mindst takket være disse to lande, at Jerntæppet faldt. I Polen opgav kommunisterne sit magtmonopol efter konfrontationen med især fagforeningen Solidaritet og dens krav om større frihed. I Ungarn kom reformpresset både fra oppositionen og internt i kommunistpartiet. I begge lande var regimerne desuden presset af alvorlige økonomiske problemer. Udviklingen indebar, at de to lande allerede i 1995 var kommet et pænt stykke med reformer. I dag hænger de to lande både når det gælder økonomiske og politiske rettigheder. Regeringsmagten er dog skiftet ved valget i Polen, hvor Lov og Retfærdighedspartiets dominans er blevet brudt. I Ungarn er Orbans dominans uændret.