Indlæg om kommunikation fra Punditokraterne

Taler vi forbi hinanden?
Har
du, kære læser, nogensinde oplevet at diskutere med en politisk modstander,
hvor det virkede som om din modstander slet ikke forstod, hvad du talte om, og
du slet ikke forstod hvad modstanderen kunne mene med sine svar, der mest var
goddav-mand-økseskaft? Hvis svaret er ja, er du en blandt mange i den vestlige
verden som har oplevet fænomenet, som der er forsket i de senere år. Her er et
svar på, hvad der foregår.

I en kommentar hos the Independent
Institute diskuterer Art Carden,
der er lektor på Samford University i Alabama, hvordan folk af forskellige
politiske overbevisninger ofte taler fuldstændigt forbi hinanden. Art
argumenterer for, at problemet skyldes at man ser verden og politik som et sæt
modsætninger, men helt fundamentalt ikke er enige om, hvilke modsætninger der
er tale om. Hvis man ikke kender de forskelle, bliver det ganske svært at
forstå, hvad en modpart overhovedet taler om.

Art
læner sig op ad bl.a. Jonathan Haidts indsigter i The
Righteous Mind: Why Good People Are Divided by Politics and Religion
og Arnold Klings lille The
Three Languages of Politics: Talking Across the Political Divides
Det betyder, at han også følger Kling i en opdeling i tre politisk-ideologiske
grupper, i stedet for de traditionelle to i en endimensional politisk verden: Venstrefløjen,
den konservative højrefløj, og den liberale højrefløj. Den meget intuitive måde
at se forskellene i verdenssyn og måden at tænke på hvordan samfundet fungerer
og hvad den basale modsætning er, følger derfor i høj grad også Haidts
omhyggelige undersøgelser.

Arts
påstand er således, at individer der ideologisk tilhører en traditionel
venstrefløj som oftest taler (og tænker) i dikotomien mellem undertrykkere og
undertrykte. På den måde bliver den eneste relevante metrik magtforholdet
mellem de to grupper, og alt eksisterer i et nulsumsspil – hvis en gruppe får
mere magt, får den anden mindre. Der er også god grund til at være konstant
social indigneret, hvis man ser verden på denne måde fordi der altid er
’undertrykte’.

En
konservativ højrefløj taler derimod som oftest i en modsætning mellem
civilisation og barbari. Det er denne modsætning, der således er central i en
konservativ diskussion af truslen fra indvandring, i måden den konservative
fløj ofte lægger vægt på traditionelle sociale mønstre og normer, og i dens støtte
af en stærk, central stat, der kan definere normer og regulere visse typer
adfærd.

Sidst,
men ikke mindst, taler klassiske liberalister typisk i en dikotomi mellem
frihed og magt, med udgangspunkt i at de nødvendigvis er hinandens
modsætninger: Hvis staten med magt presser medier til at bringe bestemte
historier eller direkte straffer dem for ytringer, der er i regeringens
interesse, kan man for eksempel ikke på samme tid påstå, at der er ytrings-
eller mediefrihed.

Som
Haidt og Kling også har argumenteret, mener Art at det er denne forskel på de
modsætninger, man ser verden i, som skaber mange politiske konflikter for
tiden. På den yderste venstrefløj er man for eksempel begyndt at se en række
ytringer som udtryk for symbolsk undertrykkelse af bestemte grupper. Det er
således ikke længere muligt at synge visse sange på bestemte steder på CBS, fordi
det åbenbart repræsenterer undertrykkelse. Det er ikke svært at forstå, hvorfor
konservative og liberalister er forenede i at se denne udvikling som ikke blot
latterlig, men decideret farlig (og jeg er enig). Men det bliver også let at
se, hvordan konservative og liberalister kan blive stærkt uenige om bl.a.
retspolitik. Mens en politik hvor man giver hårdere straffe for visse
forbrydelser i såkaldte ghettoområder er fuldt acceptabel i en stærkt
konservativ optik – kampen er jo mod ghettoernes barbari – er den for
liberalister misbrug af statens magt og et dybt indgreb i princippet om
ligebehandling, som er et fundament for retsstaten.

Mens
der er mange emner, hvor det er let at se en af de andre modsætninger –
diskussioner om udvikling i Sydsudan er diskussioner
om undertrykkelse, og diskussioner om ISIS eller nazisme er diskussioner om en kamp mod barbari – kan Arts fine, lille
artikel ofte bruges som en guide til, hvorfor vi ikke blot er uenige, men
fuldstændigt taler forbi hinanden fordi vi ikke deler et grundlæggende syn på,
hvad der er på spil.