En debat som formentlig – sådan plejer det i hvert fald at være – vil være drevet af relativt lidt “hård” data, men mange følelser, formodninger og misrepræsentation af den viden, vi rent faktisk har.

Det er naturligvis ikke et særkende ved netop udlændingedebatten, men det gør sådan set ikke tingene bedre.

Når jeg skriver ovenstående, skal der sikkert være en del, som nikker og tænker: “Ja, det har Niels ret i”. Problemet er bare, at det gælder på tværs af synspunkter og holdninger. Jovist, fakta er godt, når det understøtter det, man mener i forvejen – og ellers er det vist mest af alt i vejen.

Myter, misforståelser og problemet med mangelfuld data, som kun vil blive større

I forrige uge offentliggjorde min med‑punditokrat, Otto Brøns‑Petersen, sammen med sin kollega i Cepos, Carl‑Christian Heiberg, en analyse omkring udlændinges kriminalitet og beskæftigelse: Store forskelle i udlændinges kriminalitet – beskæftigelse gør afgørende forskel.

Her kommer de frem til, at udlændinge i gennemsnit begår mere kriminalitet end danske statsborgere (87 pct. mere), men at lovovertrædelserne typisk er mindre alvorlige og oftere består af bødestraffe.

De kommer også frem til, at personer fra de såkaldte MENAPT‑lande skiller sig ud med markant højere kriminalitetsniveau end alle andre grupper, mens udlændinge fra vestlige lande (Danmarks Statistiks definition, se også senere i dette indlæg) ligger på niveau med danskere.

Nok så interessant kan deres analyse ikke understøtte den opfattelse, mange har om at efterkommere efter indvandrere fra især ikke‑vestlige lande er mere kriminelle end dem, der er indvandret. Det er ellers en påstand, som ofte gentages – ofte med henvisning til den alderskorrigerede statistik – som opdeler kriminaliteten efter oprindelsesland. Det kunne man måske også tro, når man læser fx nedenstående tabel, som er fra Danmarks statitiks årlige publikation om Indvandrere i Danmark – seneste udgave.

Tabel 1

Jeg forstår egentlig godt forvirringen. For fremgår det ikke, at efterkommere har flere domme? Jo, det gør det – for både efterkommere efter vestlige og ikke‑vestlige indvandrere – og så er der endda korrigeret for alder!

Der er bare den problem, at den korrigering man foretager er for at sikre, at man kan sammenligne med andre enkeltlande eller grupper af lande. Der er ikke tale om en korrigering, som gør det muligt at sammenligne mellem generationer, hvilket jo er hvad man gør når man hævder, at efterkommere er mere kriminelle end deres forældre.

Problemet er ikke mindst hvor gamle indvandrerne var, da de kom til landet, i forhold til deres efterkommere, som er her fra barnsben. Det fremgår af det kumulative kriminalitetsindeks, at langt de fleste domme sker i en relativt tidlig alder.

Figur 1.

Otto og Carls analyser tyder også på, at der rent faktisk ikke er nogen forskel på kriminaliteten mellem indvandrerne og deres efterkommere (så langt som dansk statistik nu tillader os at studere udviklingen) overordnet set.

Derimod står det klart, at kriminaliteten især blandt indvandrere og deres efterkommere fra nogle lande (MENAPT) er endog signifikant højere end for resten af befolkningen. Men igen er der stor forskel på, hvorfor de pågældende har opholdstilladelse i Danmark.

Den væsentligste konklusion er, at beskæftigelse er den primære faktor i forhold til kriminalitet. Det gælder både danskere og udlændinge. Udlændinge uden job begår således 4–5 gange så meget kriminalitet som fuldtidsbeskæftigede udlændinge.

Endelig fremgår det, at udlændinge, der kommer til Danmark via erhvervsordninger, har færre domme end danskere i arbejde – og ikke uinteressant i lyset af den løbende debat de sidste mange år. Det gælder også dem, der kommer fra MENAPT‑landene.

Men betyder Otto og Carls resultater så, at man “bare” skal sætte indvandrere og deres efterkommere (såvel som danskere) til at udføre en eller anden form for arbejde, så går det hele nok alt sammen?

Så nemt er det selvfølgelig ikke. Man er jo også nødt til at tage højde for, hvorfor en del af befolkningen ikke er i beskæftigelse – og hvorvidt de overhovedet er reelt jobsøgende.

Og her kommer så den pointe, som også er grunden til overskriften på dette indlæg: hvorledes indretningen af vores velfærdsstat desværre har nogle meget uheldige konsekvenser. En pointe som også var grundlæggende i mit indlæg for snart 15 år siden (og hvorfor dette indlæg har fået overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit II”) i mit oprindelige indlæg om indvandring og indretningen af det danske velfærdssystem i 2012.

Tabel 2

En del vil måske mene, at “det er der ikke noget overraskende i”, men hvis man (mere eller mindre frivilligt) følger den løbende debat både på de sociale medier og de mere traditionelle medier, er det ikke just det indtryk man efterlades med.

Et andet problem, der måske er værd at pege på, handler om den måde, man opgør befolkningens inddeling på (se også nedenstående), og om de problemer, der er ved at opstå i forhold til at kunne følge integrationsprocessen over tid.

Det handler om, hvad der sker for generationerne efter de umiddelbare efterkommere af de oprindelige indvandrere og flygtninge.

Mens det er muligt at behandle udviklingen for den første efterkommergenerations børn, bliver det herefter mere og mere problematisk på grund af manglende statistik. I modsætning til USA er dansk statistik (med mindre jeg har overset noget) baseret på oprindelsesland og statsborgerskab. Den anvendte definition hos Danmarks Statistik i forbindelse med opgørelse af befolkningsandele er som følger for indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse:

Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer.

Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer. Når én eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere, men som personer med dansk oprindelse. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Personer med dansk oprindelse er personer, der – uanset fødested – har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.

Med andre ord kan man anføre, at gruppen “dansk oprindelse” over tid ikke helt indebærer det, de fleste af os måske forventer. Det er næppe noget større problem på nuværende tidspunkt, givet at børn af dem, som statistisk angives som efterkommere efter indvandrere, fortsat udgør en relativt lav andel – og primært består af efterkommere efter indvandrere fra Tyrkiet, det hedengangne Jugoslavien og Pakistan.

Men det kommer til at ændre sig i de kommende årtier. Så hvis man ønsker en vidensbaseret debat, som i mine øjne i den grad er at foretrække frem for det nuværende misk-mask, bliver man nødt til at interessere sig mere for selvidentifikation. Og selv om det måske er en kamel at sluge for en del, må man opgive forestillingen om det homogene Danmark. Sådan har det ikke været længe, og det bliver det aldrig igen (i det omfang det overhovedet har været andet end en romantisk myte – det kommer jo an på, hvordan man definerer graden af homogenitet).

Det er også vigtigt at kunne følge udviklingen, hvis man ønsker at se på de problemer, der f.eks. er i uddannelsessystemet. Her ser det nemlig ifølge den seneste publikation fra Danmarks Statistik om indvandrere i Danmark ikke ud til, at børn af efterkommere efter indvandrere klarer sig meget bedre end deres forældre.

Det skal lige medtages, at Danmarks Statistik understreger, at man reelt kun har undersøgt udviklingen for dem, hvis bedsteforældre kom fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

For mens andelen, som tager en eller anden form for uddannelse, ikke ligger langt fra “danskere”, så ligger deres gennemsnit klart lavere, hvilket fremgår af nedenstående to figurer.

Her kunne noget tyde på at vi er ved at reproducere forholdene i USA, se også “Indvandringens pris eller socialstatens fallit”

Figur 2. Folkeskolens afgangsprøve

Figur 3.

En del vil måske mene: “Herregud, hvad er problemet?” Det vigtige er vel, at næsten en lige så stor del af indvandrere fra ikke‑vestlige lande som af personer med dansk oprindelse gennemfører en ungdomsuddannelse. Dertil kan man anføre, at det kunne skyldes, at niveauet for fx gymnasieuddannelserne er faldet over tid. Det er der formentlig en ikke så lille andel af underviserne, som vil mene er hovedforklaringen.

Lidt data om befolkningssammensætning og indvandring de senere år.

Når vi nu befinder os i en valgkamp, er det måske på sin plads at slutte af med at se på, hvordan befolkningssammensætningen ser ud på nuværende tidspunkt, og hvordan indvandringen har formet sig de senere år. En del vil måske blive overrasket over nogle af tallene. Alt data stammer fra Statistikbanken.

Som det fremgår af figur 4, udgør indvandrere og deres efterkommere ca. 16 pct. af den samlede befolkning (alt sammen baseret på Danmarks Statistiks definition, se også nedenfor).

Indvandrere fra vestlige lande udgør ca. 6 pct., mens indvandrere fra ikke‑vestlige lande udgør ca. 10 pct., hvoraf halvdelen kommer fra de såkaldte MENAPT‑lande.

Lad os lige for god ordens skyld få styr på, hvad der menes med de tre kategorier:

Vestlige lande er: Alle EU‑lande, Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien, New Zealand.

MENAPT‑landene udgøres af: Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Irak, Iran, Israel/Palæstina (Gaza, Vestbredden, Østjerusalem), Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Qatar, Saudi‑Arabien, Syrien, Yemen, Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Mauretanien, Sudan, Tunesien, Djibouti, Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan, Somalia.

Resten kategoriseres som “øvrige ikke‑vestlige lande”. Det gælder altså også fx hele Latinamerika, Israel og Ukraine.

Den inddeling kan man så problematisere og diskutere herfra og til solen bliver sort – ikke mindst hvad der egentlig skal til for at være et “vestligt land”. Men det er altså den definition, der er valgt, og som medfører nedenstående fordeling af befolkningen pr. 1/1‑2025, inkl. efterkommere.

Figur 4

Blandt MENAPT-landene er indvandrere og deres efterkommere fra Tyrkiet den absolut største gruppe (og samtidig dén største indvandrergruppe i Danmark pt.). Her støder vi så iøvrigt på et problem, som er indbygget i den statistik man har adgang til. Der findes ikke rigtigt nogen statistik om indvandringen på subnationalt (etnisk) niveau. Og i realiteten burde fx. den tyrkiske indvandring vel opdeles i mindst to grupper, nemlig “tyrkere” og “kurdere”. Hvor sidstnævnte gruppe muligvis udgør fra ca. 30 til 50 pct af den samlede indvandring fra Tyrkiet.

Efter februar 2022 er Ukrainere blevet den 2. største gruppe. Herefter følger så indvandrere og deres efterkommere fra Polen og Rumænien, mens Syrere kommer ind på en 5. plads, lige foran Tyskland. Hele top-25 landelisten fremgår af figur 5.

Figur 5.

Og lad os lige slutte af med listen over de seneste fem års nettoindvandring til Danmark, som i alt har været på ca. 180–190.000, alt efter om man tæller danske statsborgere med eller ej.

Figur 6.

De 10 lande udgør lidt under to tredjedele af den samlede indvandring de seneste fem år (når man ikke regner “dansk nettoindvandring” med). Der er jo ingen tvivl om, hvilken gruppe der fylder mest. Og så bemærker man måske også, at den fjerde største gruppe er nepalesere, som der har været meget debat om det seneste års tid. Til det er kun at sige, at set ud fra et økonomisk synspunkt er de en stor gevinst for dansk økonomi: stort set intet træk på de offentlige kasser og til gengæld meget høj beskæftigelsesfrekvens, se også figur 7 og top og bund, sorteret efter mænds beskæftigelsesfrekvens november 2024.

Figur 7.

Hvis du er interesseret i mere information om indvandringen til Danmark, vil jeg forøvrigt varmt anbefale den årlige publikation om indvandrere i Danmark fra Danmarks Statistik. Men gør dig selv den tjeneste ikke at læse den som mange politikere vist gør – overfladisk og blot på jagt efter noget, som kan støtte dem op i det de mente på forhånd eller hvad der nu driver dem.

Henrik Munkholm Wulff, Eva Ljungkvist og Matt Blands nye artikel i Nordic Journal of Criminology giver eksemplet. De tre har undersøgt de næsten 24.000 indbrud, der skete i Danmark i 2019. Danmark har den højeste indbrudsrate i Europa, men det er samtidig en af de typer kriminalitet, der sjældnest opklares i landet. Hvorfor politiet åbenbart er så dårlige til at opklare et fænomen, der påvirker flere tusinde danskere hvert år, er et stort spørgsmål – og et godt eksempel på en offentlig myndighed, der ikke gør sit arbejde særligt godt.

Som abstractet nedenfor viser, indsamlede politiet kun fingeraftryk i 708 sager, og af dem var kun tre fjerdedele brugbare. Men som Wulff et al. viser, fører brugen af fingeraftryk til langt højere domsrater: “When a case with fingerprint evidence identifying the suspect was prosecuted there was a 0.71 probability of conviction, compared to 0.13 when there was none.” Med andre ord er der mere end fem gange så høj sandsynlighed at der sker domfældelse, når der er indhentet fingeraftryk, end når der ikke er.

Det store spørgsmål er, hvorfor det danske politik ikke bruger den – trods alt ret begrænsede – tid det tager at indsamle fingeraftryk? Det virker jo, og det er ikke ligefrem fordi der er tale om et begrænset problem uden særlige konsekvenser for borgerne. Gider politiet simpelthen ikke efterforske den slags ‘kedelige’ forbrydelser? Er der en helt anderledes prioritering fra polititoppen? Vælger man at fokusere på kriminalitet med politisk bevågenhed, eller mulig prestige og medieomtale? Og er indbrud blandt de sager, som politiet vasker for at få dem til at gå væk? Lov og orden er en af de mest fundamentale ting, en offentlig sektor bør håndtere, men den danske gør det åbenbart slet ikke.

Abstractet er her:

Denmark has the highest burglary rate per capita in Europe but burglary is one of its least solved crime types. Practitioners and scholars have made the case for the collection of fingerprint evidence for decades. Fingerprint evidence can lead to the identification of suspects and contribute to the case for prosecutions. In this study we explore how widely used this traditional investigative technique is in Danish burglaries and what differences there are in prosecution rates when fingerprints lead to the identification of suspects compared to when they do not. We analysed all residential burglaries in Denmark in 2019. Of almost 24,000 cases, fingerprints were obtained in just 708. When submitted for examination at the Danish National Forensic Services, only 530 prints passed the initial screening process containing the sufficient quality and details required to identify an individual. The likelihood of conviction was significantly increased if a suspect was identified through fingerprints, which begs the critical question of why fingerprint evidence is not collected more often by Danish Police. Our findings provide a new perspective for theoretical analyses of fingerprint evidence, emphasising the importance of organisational efficacy. There are also numerous practical implications, not just for Danish Police but for any law enforcement agency seeking to improve its burglary investigation outcomes. We discuss the potential implications for more forensic training, the time allocated to crime scene examination, and the priorities for future research in this area.

Sowells pointer gælder fortsat og han var bestemt ikke den eneste som på et tidligt tidspunkt advarede mod forbuddet mod en lang række rusmidler og henviste til erfaringerne fra 20ernes forbud mod alkohol i USA..

I lyset af den seneste tids skyderier og drab i det danske bandemijø, har jeg en kommentar på Ræsons hjemmesider i denne uge. Der er egentlig ikke noget nyt i hvad jeg skriver, og det er måske det mest sørgeligt, nemlig at dette indlæg kan skrives igen og igen uden at miste aktualitet. Jo, vi ved godt hvad der vil være det mest effektive tiltag til at komme bandekriminaliteten til livs, det vil være legalisering af i dag illegale rusmidler.

Nej, bandekriminaliteten vil ikke forsvinde som ved et magisk trylleslag, men det vil på sigt mindske problemet gevaldigt. Der eksisterer ganske enkelt ikke nogen kriminel aktivitet med så stort afkast (profit) og så relativ lav risiko – hvis vi altså ser bort fra risikoen for at blive likvideret af medlemmer fra en rivaliserende bande, som handlen med illegale rusmidler.

Desværre er der nok for store interesserer investeret i at bibeholde en forbudspolitik i form af øgede bevillinger, jobs, politisk profit (tough on crime) mv. Jeg kan formentlig skrive samme indlæg igen i 2023, 2024, 2025…….. Måske på et tidspunkt uden cannabis falder ind under kategorien illegale rusmidler. Det vil være et fremskridt (udviklingen i Tyskland kan her blive helt afgørende), men fortsat efterlade et endog meget meget profitabelt marked af andre illegale rusmidler til de der er parate til at udvise den fornødne brutalitet.

Mordrate i USA 1900-1998

Kilde: Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

Ovenstående figur viser udviklingen i mordraten i USA, og nok kan jeg ikke spå om fremtiden og nok er der forskel på korrelation og kausalitet – Det kan jo være at mordraten var faldet drastisk efter ophævelsen af alkoholforbuddet i 1933 alligevel og ligeledes steget drastisk igen sidenhen, men det kunne jo også tænkes at der trods alt er en hvis forbindelse når vi ser på hyppigheden af hvem der bliver slået ihjel (og af hvem). Når vi taler om “svenske tilstande”, når vi taler om skyderier og drabte (Sverige har voldsomt flere som dræbes med skydevåben end i Danmark), så dækker det over at de samlede mordrater i Sverige og Danmark ikke er væsentligt forskellige, omend Sverige ligger noget højere med 1,2 pr. 100.000, mens Danmark havde en mordrate på 0,8, svarende til gennemnittet i Vesteuropa i 2017. Til sammenligning var den globale mordrate 5,3 pr. 100.000 det pågældende år.

Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i to kriminalitetsindikatorer, som man kan sammenligne hen over tid: Mordraten og væbnet kriminalitet. Begge dele er udtrykt i hændelser per million mennesker, og som logaritmer (så man lettere kan se udviklingen i serien). Mordraten er den indikator, der viser mindst variation: Efter en svagt stigende tendens i 1970erne var den stort set flad i 1980erne – ved indgangen af årtiet skete der 9,7 mord per million briter, ved udgangen 9,6 mord. Steg denne del af kriminaliteten under Thatcher? Svaret er nej.

På samme måde kan man nemt se, at man ikke kan skyde skylden på hende for stigningen i den væbnede kriminalitet i 1980erne. Storbritannien blev et mere kriminelt samfund i hendes regeringsår, men drager man den relevante sammenligning mellem hendes år, og de to omkringliggende årtier, ser Thatcher-tiden pludseligt ret godt ud. Den væbnede kriminalitet eksploderede nærmest i de grå 1970ere: Raten steg med hele 177 %. Men figuren ovenfor illustrerer ret klart, hvordan kurven ’knækker’ under Thatcher. Stigningen i 1980erne var 44 %, mens den væbnede kriminalitet steg 54 % gennem 1990erne.

Kunne man have ønsket sig, at kriminalitetstendensen var helt stoppet eller endda vendt? Ja, naturligvis kan man det. Men hvis man skal ud i det tvivlsomme ærinde at skyde skylden på nogen for udviklingen, ser Margaret Thatchers regeringsperiode ud som den bedste tid i landet indtil de sidste ti år. Biskoppen burde måske holde sin mund offentligt, medmindre han er klar til at dokumentere sine injurierende påstande mod en afdød.

This paper investigates recent claims that ‘neoliberal’ policies and reforms are associated with higher homicide rates and other types of crime. Using a panel of the 50 US states observed between 1981 and 2005 and the Economic Freedom Index of the Fraser Institute, results show that there is no direct association between changes in economic policies as measured by this index and homicide rates. The results nevertheless show that other types of crime decrease with liberalizing spending or tax reforms. Effects of liberalizing tax reforms in particular may spill over from less violent crime to lower homicide rates.

Bortset fra en lille stigning i perioden 2005-2006 har den voldelige kriminalitet i USA nu været faldende siden 1991. Man skal tilbage til 1964 for at finde et lavere drabstal pr. indbygger, end vi har i dag.

Tallene understreger, at økonomi og kriminalitet ikke nødvendigvis hænger sammen. Andre forhold – såsom politiet, retssystemet, fængselsvæsenet og en række faktorer, som man kunne samle under rubrikken ”sammenhængskraft” – spiller også ind, men der er ingen klar konsensus blandt eksperterne.

En af de mere holdbare teorier om kriminalitet er den såkaldte ”broken windows”-teori, som blev fremsat af James Q. Wilson og George Kelling i 1982. Kort fortalt går teorien ud på, at smadrede ruder, graffiti, affald og andre synlige tegn på forfald kan sende et kvarter ud på en glidebane med stigende småkriminalitet efterfulgt af mere alvorlig kriminalitet.

Politiet i New York City støttede sig til ”broken windows”-teorien, da de i 90’erne lancerede en ”zero tolerance”-politik over for småkriminalitet. Mellem 1990 og 2000 faldt drabstallet i New York City fra 30,7 pr. 100.000 indbyggere til 8,4 pr. 100.000 indbyggere.

I 2008 udførte forskere i Holland et eksperiment, som yderligere underbyggede ”broken windows”-teorien.

I anledning af sidste års faldende kriminalitetstal havde James Q. Wilson et indlæg i Los Angeles Times, hvor han bl.a. roste politiet i New York City og Los Angeles for deres indsats. En af mændene bag New Yorks succes i 90’erne, William J. Bratton, blev chef for politiet i Los Angeles i 2002. Drabstallet i Los Angeles faldt fra 17,1 til 8,1 pr. 100.000 indbyggere i perioden 2002-2009.

The recession of 2008-09 has undercut one of the most destructive social theories that came out of the 1960s: the idea that the root cause of crime lies in income inequality and social injustice. As the economy started shedding jobs in 2008, criminologists and pundits predicted that crime would shoot up, since poverty, as the “root causes” theory holds, begets criminals. Instead, the opposite happened. Over seven million lost jobs later, crime has plummeted to its lowest level since the early 1960s. The consequences of this drop for how we think about social order are significant.

If crime was a rational response to income inequality, the thinking went, government can best fight it through social services and wealth redistribution, not through arrests and incarceration. Even law enforcement officials came to embrace the root causes theory, which let them off the hook for rising lawlessness. Through the late 1980s, the FBI’s annual national crime report included the disclaimer that “criminal homicide is largely a societal problem which is beyond the control of the police.” Policing, it was understood, can only respond to crime after the fact; preventing it is the domain of government welfare programs.

The recession could still affect crime rates if cities cut their police forces and states start releasing prisoners early. Both forms of cost-saving would be self-defeating. Public safety is the precondition for thriving urban life. In 1990s New York, crime did not drop because the economy improved; rather, the city’s economy revived because crime was cut in half. Keeping crime rates low now is the best guarantee that cities across the country will be able to exploit the inevitable economic recovery when it comes.

“Vi er på vej mod en amerikanisering. Det er ikke alle kriminalitetsformer, der er steget, men kriminaliteten er blevet mere rå. For år tilbage fik folk et par på hovedet, når der var slagsmål, i dag stikker de hinanden med knive eller truer med pistoler”, og fortsætter med, at “Især når det gælder bandekrigen. Her er der tale om drabsforsøg, hvor ikke engang offeret vil medvirke til opklaringen. Det er klart, at det kræver mange flere timer, at efterforske de her sager”.

Forøgelsen, der skulle ske som 200 mand ekstra om året de næste 10 år, affødte en kommentar et par dage senere fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der plæderer for at 2000 mand over 10 år er alt for lidt. I stedet skal man 3-doble bevillingerne til politiet fra de nuværende 10 mia. kroner om året for 2010 til 30. mia kroner om året, fordi;

Men lige så populistiske SFs og andres forslag er, lige så håbløst ineffektive er de også. Der er tale om tom symbolpolitik, der ikke indeholder et eneste bud på løsninger af det grundlæggende problem, og drivkraften bag de kriminelle miljøers magt og brutalitet, nemlig narkotikamarkedet.

Men lad os nu forestille os, at det rent faktisk var muligt via en gigantisk politiaktion at bure de banditter, der render rundt og gør gaderne usikre, især på Nørrebro, inde. Noget der grænser til det usandsynlige, for slet ikke at tale om at holde dem indespærrede – der er jo trods alt fortsat en bevisbyrde der skal løftes. Hvad ville der så ske? Tjah, på kort sigt ville der utvivlsomt være færre “incidenter”, men det vil kun være en stakket frist. Der vil stadig være et marked for narkotika, og der vil stadig være en høj profit for de der er tilstrækkeligt risikovillige, hvorfor de ledige pladser som leverandører og pushere hurtigt vil blive fyldt ud.

De høje og hurtige profitter vil også sikre, at det herefter kun er et spørgsmål om tid, før vi igen oplever nye blodige kampe om det lukrative narkotika-marked. Sådan er det i de amerikanske ghettoer, sådan var det i forbudstidens USA, og sådan er det i Danmarks ghettoer.

Selvfølgelig kan der være længere perioder med relativ ro. Det kan enten skyldes at en enkelt aktør/organisation dominerer markedet fuldstændig (monopol), eller aktørerne deler markedet mellem sig (karteldannelse). Men som vi ved fra legale markeder er det vanskeligt at opretholde monopoler og karteldannelser over tid uden brug af tvang eller lovgivning der hindrer konkurrence udefra.

Hvor man på et legalt marked ville konkurrere på kvalitet og pris, er der al mulig grund til at antage, at man på det illegale marked konkurrerer på noget helt andet, nemlig den brutalitet man er parat til at udvise i kampen om markedsdominans. Igen, de historiske eksempler står i kø.

Man kan finde det utroligt. Men på trods af, at bekæmpelsen af narkotihandlen og den medfølgende kriminalitet – det være sig herhjemme eller i udlandet – har været én lang perlerække af ufatteligt omkostningsfyldte fiaskoer, både økonomisk og menneskeligt, så er der åbenbart politisk konsensus om at lukke øjnene for virkeligheden, og lade som om politiet rent faktisk kan gøre noget.

Men hvis man ønsker effektivt at bekæmpe den organiserede kriminalitet, er det noget helt andet der skal til, man skal nemlig fjerne deres indtægtsgrundlag. Her er den billigste, mest effektive og humane fremgangsmåde at afkriminalisere narkotikahandlen i en eller anden form. Hermed fjernes profitten ved at sælge narkotika (stort set hele den pris forbrugerne betaler går til risikoaflønning) hvilket både svækker de nuværende kriminelle organisationer her og nu, og på sigt gør det mindre attraktivt for andre at vælge en karriere indenfor organiseret kriminalitet.

Desværre er der intet der tyder på at politikerne har lært noget som helst af den massive historiske data, der entydigt viser, at det ikke er muligt at vinde kampen mod narkotika.

Tværtimod vælger man konsekvent at føre en politik,  der ingen indvirkning har på antallet af narkomaner, (bortset fra de, og det er de fleste, narkodødsfald der skyldes at stofferne er ulovlige), og samtidig konsekvent ikke kun styrker de kriminelle miljøer, men også deres råhed.

Og indtil man radikalt ændrer narkotikapolitik, er der vist kun en ting at sige i forlængelse af den seneste tids skyderier, nemlig at “You ain’t seen nothing yet”.

Der er tale om det 3. store opgør om det danske narkomarked – (i 1980erne var det Hells Angels opgør med de Christaniabaserede Bullshit rockere, i 1990erne var det Bandidos (der arbejder sammen med nogle af invandrerbanderne i det nuværende slagsmå) i lige så mange årtier.

Opgør der i omfang og brutalitet har fået et ryk opad hver gang. Så det er  formentlig et rimeligt gæt, at det næste opgør vil blive endnu blodigere end det nuværende (narkomarkedets dynamik tilsiger dette). Om de fortsatte blodsudgydelser skulle få politikerne til at vende sig mod løsninger der virker i stedet for løsninger der gør sig godt i overskrifterne, er der til gengæld grund til at tvivle på – og det er vist heller ikke formålet med alle udmeldingerne fra partierne i disse dage.

Forleden rykkede redaktøren atter ud til fordel for den egalitære velfærdsstat og roste danskerne for et enestående kammeratskab og masser af tillid. Men socialdemokraternes sufflør skulle måske kaste et blik på de kriminalitetsstatistikker, der modsiger skønmaleriet. Tager vi en statistik fra Interpol, så ser vi, at Danmark ligger i toppen, hvis vi tæller alle former for kriminalitet med, herunder indbrud i sommerhuset, biltyveri, hærværk mm. Her er vi ganske simpelt et foregangsland, præcis som vi elsker at være det … langt foran USA … for danskerne stjæler med arme og ben. En forklaring kunne være, at vores lighedskultur har så svært ved at acceptere, at nogle har mere end andre, og at den derfor nok skal få fingre i det … via skat eller tyveri, forskelen er ens. Hvis denne forklaring er plausibel, kunne det tyde på, at velfærdsstatens forbrug af andre folks penge er med til at undergrave folks moral, og at de derfor gør rapseriet og vandalismen til samfundsnorm. Når de ser, at staten alligevel smider om sig med andres værdier, så kan de lige så godt sørge for deres eget. Altså: At velfærdsstaten faktisk fremmer den egoisme, som den påstår at fjerne.

Se, dét ville være en nyhed i BT.