En væsentlig årsag til dette er, at mange af de skrækeksempler, der bliver hevet frem, i mine øjne negligerer menneskelig adfærd. Vi mennesker tilpasser os verden omkring os, og når man tager højde for dette i sine fortællinger om, hvordan AI vil påvirke vores fremtid, bliver mange af skrækscenarierne en del mindre skræmmende.

Menneskers adfærd løser mange af problemerne

Lad mig illustrere min pointe i forhold til den debat, der har været visse steder, om problemerne med deepfakes. Altså materialer – videoer, billeder, lydklip – som man ikke umiddelbart kan se om er ægte. Videoer, billeder og lydfiler, der er så realistiske, at de allerede i dag kan være svære at skelne fra virkeligheden ved et øjekast (se fx AI-billederne af Trumps arrestation her). Og før eller siden bliver det – med den teknologi vi kender i dag – umuligt.

Men. I mine øjne adskiller de nye deepfakes sig ikke væsentligt fra tidligere ”deepfakes”. Skriftsproget har fx i årtusinder givet mulighed for at lave ”deepfakes”, fordi man kan fremvise fx stentavler og hævde, at de var skrevet af en anden og viste dennes tanker og ønsker. I forhold til tiden før skriftsproget, giver skriftsproget derfor helt nye muligheder for, at folk med blakket moral eller onde hensigter kan snyde sine medborgere.

At der i dag – som ved skriftsprogets fremkomst – er opstået et problem er uomtvisteligt. Men det betyder ikke, at der er behov for regulering, som flere ellers allerede har foreslået. For med nye problemer følger også et stærkt incitament for borgere og virksomheder til at løse problemerne.

Hvordan kan disse løsninger se ud?

Vi stoler mere på dr.dk end på ”Jens Peter Hansen 1980”

Forestil dig fx, at profilen ”Jens Peter Hansen 1980” postede en video, hvor Mette Frederiksen fortalte, at hun havde en plan for at blive diktator over hele Europa. Hvad ville du tænke? Du ville måske tænke, at videoen var for sjov. Eller at Jens Peter havde en skrue løs. Det sidste, du ville tænke var nok, at Mette Frederiksen rent faktisk havde sagt det, og at ”Jens Peter Hansen 1980” på en eller anden måde havde fået fat i videoen. Og hvis du kendte profilen ”Jens Peter Hansen 1980”, ville du sandsynligvis lægge mindre vægt på ting profilen skrev og delte i fremtiden.

Men hvad hvis den samme video blev vist på dr.dk? Selvom jeg er ofte er kritisk overfor DR’s nyhedsdækning, så regner jeg bestemt ikke med, at de direkte opfinder citater og laver falske videoer. Tværtimod regner jeg med, at de sikrer ægtheden af det, de laver (vi så forleden, hvordan et falsk interview med Michael Schumacher skabte stor ravage). Jeg ville derfor som udgangspunkt stole på, at DR’s video var ægte og at Mette Frederiksen rent faktisk havde sagt det.

Troværdighed får større betydning

Forskellen ligger naturligvis i troværdigheden af kilden. ”Jens Peter Hansen 1980” har ingen troværdighed, mens DR har høj troværdighed.

Vi er allerede i en “deepfake”-verden i forhold til det skrevne ord, hvor vi beslutter os for, hvad vi vil stole på, udelukkende baseret på troværdigheden af kilden. Det er fordi, vi er vant til tekstsproget. Vi ved, at det ikke nødvendigvis er Jakob Høyer, der har skrevet under, bare fordi der står Jakob Høyer. Og ligeledes stoler vi ikke på alle citater, bare fordi de er fremstillet som citater. Hvis ”Jens Peter Hansen 1980” citerer Mette Frederiksen, tillægger vi det ikke den store vægt, medmindre vi kan genfinde citatet et sted, vi har tillid til – fx DR.

Jo mere udbredte deepfake videoer, billeder og lydfiler bliver, des mere opmærksomme vil folk blive på, at deepfakes eksisterer. Og derfor vil de være meget mindre tilbøjelige til at tro på tilfældige videoer og lydklip, de ser online. Du vil ikke tro på videoen med Mette Frederiksen, medmindre den kommer fra en troværdig kilde.

Der er en reel omkostning

Omkostningen ved deepfake vil altså næppe primært ligge i, at danskerne bliver mere vildledt end i dag. Men det betyder ikke, at der ikke er reelle omkostninger ved deepfakes.

For hvad nu hvis du får fat i en video, der viser en politiker, som forfalsker en underskrift? Hvordan får du resten af verden til at tro på, at den er ægte? Uden en måde at verificere videoens ægthed på, er der stor sandsynlighed for, at ingen vil tro dig.

Før deepfake kunne en borger sende en anonym video eller lydfil til en journalist på fx DR, og de ville offentliggøre den for verden, fordi den var troværdig. Men med deepfake vil journalisten være langt mere påpasselige. De skal ikke risikere at sætte deres (og måske hele mediets) troværdighed over styr. De vil være tilbøjelige til kun at tro på ting, de selv ser, eller ting de får fra kilder, de kan stole på.

En af omkostningen ved deepfake ligger altså i, at det – i hvert fald med den nuværende teknologi –bliver sværere at fælde bl.a. magthavere, som misbruger deres magt. I fremtiden vil du ikke vide, om lydfilen med politikeren, der forfalsker en underskrift, er ægte. Du vil ikke vide, om den 18-årige piccolines video af den gramsende chef er ægte.

Og når deepfake bliver så let tilgængelig, at alle kan lave videoer af lige hvad de vil – præcis som alle kan skrive lige hvad de vil i dag – vil de fleste mennesker som udgangspunkt antage, at alt, de ser eller hører på internettet, er deepfake, medmindre det kommer fra en troværdig nyhedskilde. Det er allerede standarden for tekst, så der er ingen grund til, at det ikke også kan gælde for lyd, video og billede.

Regulering kan næppe reducere omkostningerne

Vi kan hurtigt blive enige om, at det ville være rart, hvis man kunne stole på de ting, man ser (i hvert fald i de tilfælde, hvor de bliver fremlagt som noget troværdigt). Men vi vil også gerne have de mange gevinster, som deepfake-teknologien medfører. Underholdningen i fremtiden vil sandsynligvis blive ufatteligt meget bedre end i dag (min fantasi strækker kun til at forestille mig film skræddersyet til netop min smag, men virkeligheden vil næsten med garanti overgå min fantasi).

Problemet er, at der ikke er en åbenlys regulatorisk vej ud af deepfake-problemerne. Du kan muligvis forsinke teknologiens udbredelse ved fx at forbyde deepfake apps mv. Men så vil du også gå glip af alle gevinsterne. Og man vil alligevel højst sandsynligt kun kunne udsætte det uundgåelige, fordi der altid vil være lande, hvor teknologien er tilladt.

Derfor vil løsningen på problemet næppe blive regulatorisk, men teknologisk. Med skriftsproget fulgte eksperter, som kunne vurdere, om det fx rent faktisk var Jakob Høyers skrift, eller om underskriften var forfalsket. På samme måde kan man forestille sig teknologier, som kan vurdere, om videoen er ægte (uden at jeg har den teknologiske indsigt til at kunne sige noget om, hvordan det ville fungere). Man kan også forestille sig, at der kommer helt nye former for medier, der ikke kan deepfakes, og som derfor kan overtage den rolle, som videoer, lydfiler og billeder har haft (selvom det også længe har været muligt at snyde med disse medier i forbindelse med bl.a. politisk propaganda). Eller måske vil AI i sig selv blive en del af løsningen og kunne svare på, om fx en video er ægte eller ej.

Men regulering har dog én central rolle

Det betyder ikke, at regulering ikke har en rolle. For der kan være behov for at diskutere, hvor ejendomsretten går. I hvor høj grad ejer man fx sit eget udseende? I dag er det ulovligt at lave ”fake porn”, men hvor går grænsen? Skal det fx være helt ulovligt at manipulere et billede? Hvor meget må det evt. ligne?

Og hvad hvis AI’en bliver så god, at man ikke kun kan lave meget vellignende kopier af vores ydre, men også vores indre? Må man – på baggrund af offentliggjort materiale – lave en kopi af undertegnede, som tænker og formulerer sig næsten præcis som mig? (Allerede i dag kan man få meget bedre svar fra ChatGPT, hvis man beder den svare, som fx Milton Friedman ville have gjort).

Spørgsmål er der nok af, og det er de færreste, hvor man kan sætte en enkel grænse.

Konklusionen er…

Konklusionen er, at alt har en pris. Der vil være enorme gevinster forbundet med deepfake-teknologien, men teknologien vil også være forbundet med omkostninger.

Men som med alle andre problemer vil markedet også her arbejde for at finde en løsning på problemerne. Og derfor bør politikerne holde sig til at regulere borgernes helt centrale rettigheder, som fx ejendomsretten.

Begynder politikerne at regulere udover dette, er der i mine øjne en ikke uvæsentlig risiko for, at de ender med at gøre mere skade end gavn.

Robin Hanson advarer mod den forskrækkelse, som har grebet nogle – og bl.a. ført til et forslag om et globalt moratorium for at udvikle AI yderligere, en tænkepause mens vi overvejer, hvordan de skal gribes an. På den umiddelbare sigt ligger jeg selv ganske meget på linje med Hanson. Han anlægger det syn, at der ikke er god grund til at frygte, at det vil udvikle sig til en magtkamp mellem kunstig og menneskelig intelligens. Økonomisk teori tilsiger tværtimod, at der ikke nødvendigvis er noget modsætningsforhold, sådan som instinktiv nulsumstænkning kunne lede til at tro.

Men som jeg ser det, kan AI – ligesom alle de andre kræfter, mennesket har skabt eller lært at udnytte – både anvendes produktivt til alles bedste og til at slås indbyrdes. Og menneskeligt samspil er præget både af, hvad Frans Oppenheimer kaldte den “økonomiske” måde og den “politiske” måde: Af henholdsvis plussum-spil og nul- eller negativ-sum-spil. At de kommunistiske magthavere i Kina allerede er i gang med at anvende kunstig intelligens til omfattende politisk undertrykkelse, er ganske givet. Her er Hanson måske en smule for fokuseret på den økonomiske måde. Men der er så vidt jeg kan se intet specielt ved AI. Alle teknologier kan benyttes negativt.

Hanson udmærker sig ved at kunne tænke længere ud i tid og rum end næsten alle andre. Han har for længst skrevet om, hvad der sker, hvis kunstig intelligens udvikler bevidsthed og personlighed (se f.eks. “Age of em”). Det skriver han også om i det seneste essay. Der er ikke så meget at være nervøs for. Forskellige intelligensformer er ikke mere naturlige fjender end forskellige racer. Hvis det skulle komme dertil, at de udvikler sig til noget, der ligner personer, vil det rigtige både moralsk og økonomisk være at give dem fri. Vi har ingen interesse i at holde dem som slaver mod deres vilje – eller omvendt for den sags skyld.

Men læs selv.

Med hensyn til moratoriet. I princippet kan jeg sagtens se fordelen ved at udvikle globale, forpligtende spilleregler for brugen af AI. På samme måde som jeg sagtens kan se fordelen ved at sætte alle globale konflikter i stå og udvikle et sæt politiske spilleregler for, hvad regeringer i det hele taget må gøre mod hinanden og deres borgere. Det ville være fint! Problemet er, at begge dele er lige urealistiske. Verden er ikke et spil, hvor man kan holde time out, fordi der er behov for det.

Det var svært ikke at komme til at tænke på Heinleins computer, da AI’en ChatGPT under stor opmærksomhed gik i luften sidst i december. Den besvarer spørgsmål, interagerer, skriver essays og sange i løbet af splitsekunder. Den begår også store brølere – f.eks. at 2 er større end 2,5, eller at der ingen tegn er på, at Rusland har invaderet Ukraine i 2022 (men det gør den næsten mere menneskelig, som én bemærkede). Det skal dog nok rette sig. Mit gæt er, at vi kommer til at se en revolution i anvendelsen af AIer i de kommende år. Måske vil de fleste blogindlæg blive skrevet af maskiner i samarbejde med bloggeren om ikke så længe.

ChatGPT er ikke den eneste bemærkelsesværdige AI. For nylig åbnede elicit.org, som kan systematisere videnskabelige empiriske resultater med imponerende hast og præcision. Det har tidligere taget forskere – og horder af studentermedhjælpere – oceaner af tid at lave den slags. Lidt som det i sin tid tog munke måneder at kopiere en bog, vi i dag kan trykke eller mangfoldiggøre som PDF på ingen tid. Og for nylig færdiggjorde en IA Beethovens 10. symfoni ved at studere Beethovens meget sparsomme skitser, hans arbejdsmetoder ved de foregående 9 symfonier og ved at samarbejde med en kreds af komponister. For ikke længe siden havde computere svært ved bare at genkende ansigter.

Men uanset at AIerne minder stadig mere om Heinleins computer, er vi fortsat meget langt fra noget, der har menneskelig bevidsthed. Der er snarere tale om, at computerne er blevet så meget bedre til at interagere med os, at de virker menneskelige. Søgemaskiner har længe været forbløffende til at gennemtrawle informationsmængder og finde det frem, vi ønsker. Men de præsenterer resultaterne på en “maskinel” måde. Google afleverer de hits, dens algoritme beregner er tættest på, hvad vi leder efter. Algoritmerne fortolker i stigende vores spørgsmål, bl.a. i lyset af, hvem vi er. Netreklamer og eksponering for opslag på SoMe er også i stigende grad tilpasset os som personer. Men hvor disse algoritmer mere fungerer som usynlige tjenestefolk (eller manipulatorer), som diskret betjener os i baggrunden, giver ChatGPT oplevelsen af at interagere direkte. Derfor virker den meget mere menneskelig, og det er let også at komme til at opfatte den som bevidst. Ja, det er næsten ikke til at undgå, når man chatter med den. Man får en ubændig trang til at diskutere med den, når den siger noget forkert, og glemmer let, at den blot organiserer en mængde information på en skræddersyet måde.

Vi er imidlertid meget langt fra, at robotterne har noget, vi ville kalde bevidsthed. Bag den kunstige intelligens ligger i realiteten blot, at regnekraften er blevet så stor, at computerne kan regne ufatteligt mange data i gennem og søge efter mønstre, og at de “selv” kan opbygge og styre søgeprocesserne. Når en robot oversætter en tekst fra dansk til engelsk, ved den ikke, hvad der står, men hvordan lignende tekster er blevet oversat tidligere (prøv at se kvalitetsforskellen på Google translate mellem dansk-engelsk og dansk-græsk – med henholdsvis meget stort og mere begrænset erfaringsgrundlag). Når en computer kan slå verdensmesteren i skak – og det er ikke længe siden, at det var en sensation – skyldes det grundlæggende, at den er i stand til at regne utroligt mange trækkombinationer i gennem, og at den har regnekraften til at genkende mønstre, ikke at den “forstår” spillet.

Den fundamentale årsag til fremvæksten af de nye AIs er, at prisen for at lagre information er konstant faldende (kendt som Moores lov). Derfor kan man lede ufattelige mængder information igennem for at søge efter mønstre. Hvis man havde en abe, der kunne skrive ufatteligt hurtigt på maskine, ville den ved ren tilfældighed kunne producere nye skuespil på niveau med Shakespeare (og med AI har vi måske snart en abe, der kan skrive nye sådanne værker).  

De potentielle gevinster ved kunstig intelligens er til at få øje på. Lige som der sidder en chip i din bil og hjælper dig med ikke at komme i en ulykke og en chip i din cykelhjelm, som udløser en airbag, når den kan se, du falder, vil vi få systemer, der kan overvåge vores helbred og udbedre sygdomme i realtid. Meget intellektuelt arbejde vil blive udført af AIs – eller i hvert fald med AIs.

Og så er der det kæmpe potentiale, der endnu ikke er til at få øje på. Ting kun folk som Heinlein har drømt om.

Foreløbig tror jeg dog, at vi i mange tilfælde vil foretrække ikke at få sammenskrevne svar fra en AI på de spørgsmål, vi stiller, men at få lov til at vurdere kilderne selv. Google kunne i princippet skrive de ti første hits ved en søgning sammen til ét dokument, men er det ikke bedre at kunne se de underliggende hjemmesider og tage stilling til deres relevans og troværdighed?

Hvad med skyggesiderne ved kunstig intelligens? Dem ser jeg på næste gang.