Som kortet illustrerer, ligger de skandinaviske lande lunt blandt de lande, hvor der er mindst forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens. I Danmark er den cirka 63 procent for mænd og 54 procent for kvinder, mens den er henholdsvis 64 og 59 procent i Norge, og 70 og 65 procent i Sverige. Man kan altid diskutere, om det er godt nok, men det er i den bedste femtedel af verden for Danmarks vedkommende, og den bedste tiendel af verden for vores to naboer.

Men det måske mest interessante, som kortet tydeliggør, er at de samfund hvor kvinder er relativt svagt knyttet til arbejdsmarkedet, falder i to klare grupper. Den første er Mellemøsten, Nordafrika og hele det indiske subkontinent. Man kan allerede høre folk sige ‘Islam’, men det er værd at bemærke, at området dækker store dele, der ikke er muslimske. Omvendt har det overvejende muslimske Malaysia og det stærkt muslimske Indonesien meget højere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Det ligner således i langt højere grad en regional tradition end noget, der umiddelbart har at gøre med religionen.

Det andet område, der klart stikker ud, er Mellemamerika, inklusiv Venezuela, Guyana, og Cuba. Man kan kun spekulere over, hvad grunden er – ikke mindst fordi både Mellemamerika og Sydamerika er katolske og – med Argentina og Chile som mulige undtagelser – stadig er ret religiøse. Men når vi tillader os at spekulere, er en mulighed at sydamerikanske lande som Argentina, Brasilien, Chile og Peru var store indvandringslande i starten af det 20. århundrede, efter at de sociale normer var begyndt at ændre sig i Vesteuropa.

Under alle omstændigheder er det interessant at se forskellene på tværs af verden. Kvinders beskæftigelse hænger ofte på sociale normer, der ændrer sig langsomt over tid. Det er derfor svært, grænsende til umuligt, at gøre ret meget ved det fra politisk side. Det forhindrer ikke politikere i at gøre forsøget eller at stole på deres egen enorme kompetencer (svært ikke at vælte rundt i latter når jeg skriver det), men borgerne bør have et ordentligt sammenligningsgrundlag. Vi bidrager med en bid af det i dag, uanset hvad læserne så mener om verdens status på området.

Det har landet, stærkt påvirket af den magtfulde Kronprins Mohammed bin Salman, der virker langt mere liberal og moderne end den ældre del af familien, nu opgivet. Saudiske kvinder må for eksempel nu gå til koncerter, i biografen, til fodboldkampe, og endda slutte sig til den saudiske hær. Hvor langt landet har bevæget sig, og hvordan situationen ser ud i resten af den rige verden, handler dagens post om.

FN udgiver hvert år i forbindelse med årets Development Report et indeks over lighed mellem kønnene. Som det ofte er tilfældet, er indekset en blandet pose bolcher – man må undre sig over, hvorfor mødredødelighed er en indikator for lighed mellem kønnene og ikke blot for fattigdom eller kvaliteten af sygeplejen – og vi tager derfor kun tre indikatorer derfra: Forskellen mellem kvinders og mænds forventede uddannelseslængde, forskellen på mænds og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og andelen af kvinder i parlamentet.

Der er næppe mange læsere, der kan være overraskede over, at de nordiske lande klarer sig fint på indekset, mens Saudiarabien ligger i bunden af de rige lande. I figuren nedenfor, hvor vi kun bruger de to første mål for den rigeste fjerdedel af verdens lande, ligger de nordiske lande (blå søjler, inklusive Estland) absolut i toppen sammen med New Zealand; Saudiarabien ligger i bunden. Tidligere kommunistiske lande (røde søjler, læs mere her) placerer sig også anderledes, men kun blandt de rige af dem, mens enkelte lande som Tyskland klarer sig forbløffende ringe.

Tager man derimod den tredje komponent med, hvor Danmark også ligger ganske lunt med en kvindelig andel af Folketinget på 37 %, får man de nordiske lande igen, men en placering i midterfeltet for sauderne, der faktisk har cirka 20 % kvinder i deres parlament. At de ikke kan beslutte noget som helst, da Saudiarabien stadig er et enevælde, er en anden sag.

Danmarks samlede placering er således nummer 7 blandt alle lande, og med specifikke placeringer som henholdsvis nummer 11, 28, og 20. Det giver dog også en del mærkelig støj at tage den politiske repræsentation med, og ikke blot fra Saudiarabien. Det relativt nyrige Seychellerne rykker for eksempel ind på nummer 4 pga. dets overrepræsentation af kvinder i parlamentet, og Rwanda er nummer 1. Top og bund på de forskellige områder er: uddannelse, Barbados (+2.8 år) versus Angola (-5.3 år), arbejdsmarkedet er Mozambique (+24 %) versus Afghanistan (-64.5 &), og politisk repræsentation er Rwanda (57.5 %) versus Vanuatu (0.1 %).

Læsere med lidt indsigt i matematik har nok allerede spottet komplikationen ved at bruge denne type indeks. Hvordan kan placeringer som nummer 11, 28 og 20 blive til en samlet placering som nummer 7? Svaret er, at en række lande på specifikke punkter er foran Danmark, men de samme lande er på andre punkter noget bagud. De tre dele af indekset er nemlig kun meget svagt korrelerede – kønslighed i resultater på arbejdsmarkedet har ikke ret meget at gøre med resultatlighed i uddannelse eller politisk repræsentation. Når FN derfor udgiver sit indeks, blander organisationen en lang række forhold sammen i et indeks, som ikke har nogen klar empirisk sammenhæng. Man får derfor det velkendte BIBO-problem – bullshit in, bullshit out – men et på mange måder rart, politisk korrekt indeks hvor en lang række ellers repressive og ikke særligt rare regimer kan pege på det ’gode’ de gør for kvinder. Man kan endnu en gang konstatere, at der er noget særligt og fælles for de nordiske lande, men ellers fortjener FNs indeks – som så mange ting, FN laver – ikke nogen videre opmærksomhed. Man skal ned i substansen i de underliggende data for at kunne se noget konkret, og det er der næppe mange journalister eller politikere, der gør.