Der er to pointer, man skal være opmærksom på i forbindelse med subsidier især til landbruget. De hænger begge sammen med, at subsidier – herunder også skattemæssig særbehandling – kapitaliseres i jordværdierne. Det har en helt afgørende betydning for, hvordan subsidier virker, og hvem der får glæde af dem.

Umiddelbart medfører et subsidium, at afkastet af landbrugsjord stiger. Det bliver altså mere attraktivt at investere i landbrugsjord. Hvor meget stiger efterspørgslen? Ja, lige indtil det punkt, hvor der ikke længere er et højere afkast på landbrugsjord end på andre investeringer. Da udbuddet af jord i høj grad er givet, medfører den øgede efterspørgsel, at prisen på jord stiger. Ved et helt fast udbud af jord, stiger værdien af jorden med præcis nutidsværdien af de fremtidige subsidier. Det er en situation, vi er tæt på: Der bliver ikke pløjet mange parcelhuskvarterer op til at dyrke hvede på – og kun lidt den modsatte vej.

Nu til den første konsekvens.

Når jorden stiger i værdi ved skatterabatter, så indhentes en del af det umiddelbare provenutab igen. Jordskatterne afhænger jo af værdien. Ser man på effekten af den lempelige skattemæssige behandling af landbrugsjord, så medfører det ifølge Frigastudvalgets regnestykke et umiddelbart provenutab på 1.775 mia.kr. Men staten ender kun med at miste 800 kr., fordi jorden stiger i værdi, og fordi noget af skattelettelsen øger indtægterne fra andre skatter (såkaldt automatisk tilbageløb via bl.a. momsindtægter). Den pointe overså Berlingske.  

Den anden konsekvens er endnu mere bemærkelsesværdig: Den nuværende generation af landmænd har ingen gevinst af de omfattende subsidier til landbruget. Det hænger netop sammen med, at jordpriserne er tilsvarende højere på grund af kapitaliseringen. Landmændene får naturligvis subsidierne, men de betaler tilsvarende mere til forrentning af deres jord. Afkastet ender altså med at blive det samme.

Hvor er gevinsten så blevet af? Den er tilfaldet den generation, som ejede jorden, da subsidierne blev indført. Kapitaliseringen medførte en kapitalgevinst, der fortaber sig i historiens tåge.

Hertil kommer en meget central pointe fremført af især Gordon Tullock: Selv den initiale gevinst kan være helt eller delvist gået tabt, hvis de oprindelige ejere har afholdt udgifter til at lobbye for subsidierne. De har i hvert fald haft incitamentet til det.

Hvordan virker subsidier i erhverv, hvor de ikke kapitaliseres? Her fører de til, at der investeres i ekstra produktionsudstyr, indtil afkastet bliver drevet ned til normalafkastet. Modsat jord kommer der mere produktionsudstyr.

Det store problem ved subsidier er, at de højst forgylder den første generation, når de indføres. Følgende generationer opnår ikke noget højere afkast. Og den generation, der ejer virksomhederne, når subsidierne fjernes, får et tab – altså en dårligere forrentning end af andre investeringer. I landbruget vil en afskaffelse af f.eks. skattebegunstigelserne medføre, at jorden mister i værdi. Med den svage soliditet i landbruget vil det medføre konkurser, som smitter af på leverandører og banker. I andre erhverv vil der ved bortfald af subsidier være en underforrentning, så længe kapitalapparatet ikke er tilpasset de lavere subsidier. Men modsat udbuddet af jord vil udbuddet af andre former for kapital efterhånden tilpasse sig gennem nedslidning og lavere investeringer i nyt udstyr.

Erhvervssubsidier er altså ikke noget nulsumsspil, men et negativ sum-spil, som netto gør os fattigere. Problemet er, at første generation har en tilskyndelse til at få dem indført alligevel. Og efterfølgende generationer kan med en vis ret hævde, at de allerede har betalt for subsidierne.

Frigast-udvalget om erhvervsstøtte gør faktisk udmærket rede for, at landbrugssubsidierne ikke nødvendigvis begunstiger de nuværende generationer af landmænd. Men det har altså ikke fundet vej til den offentlige debat.

Paradoksalt nok kan de negative konsekvenser for indkomsten i landbruget af en CO₂e-afgift i landbruget gøre det politisk nødvendigt at øge jordbrugssubsidierne – f.eks. ved at sænke skatten på produktionsjord yderligere. CO₂e-afgiften kapitaliseres negativt, og det kan kalde på et instrument, der virker modsat. Men i løbet af en generation vil indkomsteffekterne af begge dele være væk, mens subsidierne vil fortsætte…  

Photo by Zoe Schaeffer on Unsplash

“Når politikerne langt om længe skal beslutte en klimapolitik for landbruget, skal de især forholde sig til tre spørgsmål: 

1. Hvordan lever vi op til klimamålene med så lave samfundsøkonomiske omkostninger som muligt?
2. Hvordan kan en eventuel kompensation for store indkomsttab ved grøn omstilling i landbruget udformes uden at kompromittere omkostningseffektiviteten?
3. Hvilke klimamål er det værd at forfølge?

I sidste uge kom Michael Svarer-gruppens længe ventede rapport. Den hjælper til at besvare to af spørgsmålene. 

Den mest omkostningseffektive vej til grøn omstilling er en ensartet pris på drivhusgas på tværs af anvendelser og sektorer. Da prisen i resten af samfundet er mindst 750 kr. ton/CO₂e, bør landbruget også betale 750 kr. Og hvis en bedrift, i stedet for at udlede, binder kulstof, bør den have et tilsvarende tilskud. Det lever udvalgets model 1 i store træk op til. Her er rapporten til bestået.

Landbruget er en stor udleder og har svag økonomi, og en stor del af øgede omkostninger til grøn omstilling vil havne i jordpriserne. Derfor kan det være svært at se for sig, at politikerne ikke vil vælge at dæmpe indkomsttabet. Det kan i princippet godt lade sig gøre at adskille afgiftens indkomstvirkning fra dens incitamentseffekt. Men det lever udvalget ikke op til. De to (af tre) modeller, hvor indkomsttabet afbødes, er samtidig ikke omkostningseffektive. Her er karakterbogen mindre god.

En stor del af misæren omkring landbruget skyldes det uovervejede 70 procent-mål, flertallet bag klimaloven valgte efter en kaotisk proces. Det kunne i princippet besluttes om, men i mellemtiden er politikerne gået med til et endnu skrappere EU-krav til Danmark. Og det kan ikke bare ændres. Udvalget tager da også begge mål for givne.

Derimod afviser det ret håndfast ideen om at indføre yderligere en klimaafgift på forbruget (modsat de foreslåede afgifter på produktionen) eller afgifter på kød mv. Det er også en meget dårlig idé, som allerede påvist af bl.a. vismændene og Cepos.

Interessant nok lægger udvalget også den såkaldte landbrugsaftales planøkonomiske reduktionskrav til landbruget på 55-65 pct. i graven. Trods den politiske aftale forbigår udvalget kravet i tavshed. Det fortjener at blive fremhævet, for landbrugsaftalen var et alvorligt fejlgreb og risikerer at blive en møllesten omkring halsen på landmændene. Den er uforenelig med en omkostningseffektiv og markedsøkonomisk klimapolitik. Her er rapporten altså også til bestået.

Politikerne bør finde en bedre måde at kompensere på, men ellers er rapporten et godt udgangspunkt for en grøn skattereform for landbruget. “

Bragt i JP Finans den 27. februar 2024

En af de ideer, der bliver ved med at spøge, er at lægge en afgift på oksekød. Enten oven i en generel afgift på landbrugets udledninger, det er især De Radikale, der har luftet den idé. Eller som en erstatning for den generelle afgift. Den idé har været diskuteret en del i Venstre. Også Moderaterne og Klimarådet har været ude med varianter af en sådan afgift.

Men det er et fatamorgana. En “kølediskafgift” vil stort set ingen effekt have i forhold klimamålene.

Min kollega Line Andersen og jeg har regnet på det. Beregningen viser, at en afgift på oksekød og på mejeriprodukter svarende til 10 pct. af forbrugerprisen vil reducere de samlede danske udledninger med 0,11 mio. ton CO2-ækvivalenter (CO2e). Det svarer til 0,3 pct. af de samlede danske udledninger og 2 pct. af landbrugets udledninger fra kvægdrift. Afgiften gør simpelt hen ingen forskel.

Til gengæld er det ikke gratis. En sådan kølediskafgift koster små 2.000 kr. per ton reduceret CO2e. Det er godt fem gange så meget, som hvis man i stedet prissætter landbrugets udledninger som i resten af økonomien.

Politikerne vil gerne undgå, at landbrugsproduktionen falder. Men en kølediskafgift virker udelukkende på den måde. Afgiften giver ingen gevinst for landmanden ved at sænke drivhusgasintensiteten. En generel afgift på landbrugets udledninger vil derimod både føre til et fald i produktionen, og tilskynde til en mindre drivhusgasintensiv produktion. Hvis politikerne ønsker at skåne landbrugets økonomi ved en generel afgift på landbrugets udledninger, sker det bedst gennem kompensationsordninger. Det har også de økonomiske vismændene anbefalet i deres seneste rapport.

Med de klimamål, politikerne har valgt, er landbruget havnet i en svær klemme. Og kølediskafgifter er ikke vejen ud.

Læs vores analyse her.

Ja, hvordan er det kommet dertil, at der skal CO2e-afgift på danske drøvtyggere. Jeg mener, at de borgerlige partier i årevis har gået med til en række beslutninger på energi- og klimaområdet uden at sætte sig ind i de langsigtede konsekvenser af beslutningerne.  Danmark burde således have kæmpet hårdt for – i IPPC-sammenhæng og i EU-sammenhæng- at bøvserne er klimaneutrale. Det giver ikke mening at afbrænding af biomasse betragtes som CO2-neutral, hvis ikke også køers bøvser gør det, og omvendt.

Jeg skrev for en måned siden en kronik om problematikken i Kristeligt Dagblad. Berlingske afviste, men interviewede dog professor Mette Olaf Nielsen, som havde samme holdning som kommer til udtryk i min kronik med henvisnig til Kevin Trenberth

Danske køers bøvser – med et lille forbehold – påvirker ikke klimaet?

Køerne er klimaneutrale

Af FREDE VESTERGAARD

Ja, De læste rigtigt. Køer er klimaneutrale, – med det forbehold at kvægbestanden  er konstant.  Faktisk er kvægbestanden i Danmark halveret de sidste fyrre år. Så det påvirker ikke klimaet, at De drikker mælk – og spiser oksekød, som sådan set er et  biprodukt til mælken. Uden køer ingen mælk og ost.

 Men nogle mennesker skammer sig over at spise kød, forstår man. 

En række klimaaktivister og politikere vil da også af med størstedelen af køerne, fordi kvæg udleder drivhusgassen metan. 

Eksempelvis vil miljøorganisationen Greenpeace have Europas konsum af kød sænket med 71 procent fra 2020 til 2030, og 81 procent til 2050. 

Det er blevet et politisk problem i flere lande. Metan – CH4 – var ellers ikke med i den oprindelige Kyoto-protokol fra 1997. Dengang handlede det om at bruge mindre fossil brændsel, kul, olie og gas for at reducere CO2-udledningen.

Men hvis mælkebønderne skal  betale 750 kroner i afgift per ton bøvser, som anbefalet af Klimarådet, vil 75 procent af dem få underskud og stoppe deres produktion, har Klimarådet selv beregnet.  

Helt så galt kommer det nok ikke til at gå. I efteråret 2021 blev der lavet en bred politisk aftale. “Landbruget skal udvikles, ikke afvikles”  lød det som punkt 1 i ‘Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug’.

Ændret fodersammensætning kan måske mindske bøvserne lidt.

Men det er svært at tro, at der ikke kommer en betydelig nedgang i antallet af køer, hvis det politisk fastsatte 70 procent mål skal nås i 2030. 

Landbrugets klimapåvirkning  kommer fortrinsvis fra cirka 2.500 mælkebønder ud af cirka 7.600 heltidslandmænd. De insisterer på, at afgiften skal lægges på forbruget af såvel dansk som udenlandsk produceret kød og mælk i køledisken og ikke på koen. Men politisk har landbruget ikke længere mange stemmer at påvirke med på Christiansborg.

Stor ståhej for meget lidt

Men alt i alt er der tale om stor ståhej for meget lidt. Der er ingen grund til kødfri dage. For køerne er som nævnt klimaneutrale, selv om de udleder drivhusgassen metan. 

Man må nemlig skelne mellem biogen og fossil metan. 

Fossil metan vil sige naturgas, der eksempelvis gennem utætte gasrør og ved udvinding af kul kommer op i atmosfæren fra lag, der er mange millioner år gammel. Det er så at sige ‘ny’ gas.

Biogen metan fra dyr er derimod en allerede eksisterende gas i atmosfæren, der blot er led i et kredsløb. Det forklarer atmosfæreforskeren Kevin Trenberth i forskellige artikler.

https://www.auckland.ac.nz/en/news/2023/02/14/taxing-cow-burps.html

 Biogen metan kommer fra, at græsspisende dyr – køer, får, rådyr, ja også heste i et vist omfang –  fordøjer græsfibrene, som er vokset ved at optage kuldioxid fra atmosfæren. Når dyrene har fordøjet og bøvset, samles metanen i atmosfæren, hvor den i løbet af 10-12  år bliver iltet og omdannet til kuldioxid og vand. 

Trenberth fortsætter: Ved fotosyntesen optages kuldioxiden igen i græs. Dyrene spiser græsset og bøvser metan. Det foregår i et fuldstændigt kredsløb. Noget bliver midlertidigt oplagret som kød, men også det indgår i sidste ende i kredsløbet. 

Ved et konstant antal køer sker der derfor ingen vækst i den biogene metans koncentration i atmosfæren. Metan fra dyr er derfor ikke dårligt for klimaet på samme måde som fossil gas, der er dannet for mange millioner år siden og tilføres atmosfæren som ‘ny gas’, lyder det fra den højt anerkendte Kevin Trenberth.

https://en.wikipedia.org/wiki/Kevin_E._Trenberth.

Han er tilknyttet USA’s nationale center for atmosfæreforskning NCAR i Colorado, og han var i mange år knyttet til FNs Klimapanel IPCC. Han var  ledende forfatter til kapitler i den anden, den tredje og den fjerde IPCC-rapport fra henholdsvis 1995, 2001 og 2007.

Klimakonferencen COP26 i Glasgow i 2021 besluttede dog, at verdens lande bør reducere udledningen af metan med 30 procent fra 2020 til 2030, Siden er der  opstået en forstærket diskussion om, at man må skelne mellem biogen metan fra dyr og fossil metan. Problematikken er også berørt i den seneste – sjette – IPCC-rapport.

Der er en parallel med biogen og fossil CO2 i forhold til træ, mener Trenberth. Biogen CO2 fra afbrænding af træflis og træpiller tæller ikke med i et lands CO2-udledning, fordi CO2-udledningen ved fotosyntese bliver optaget i træer igen.  Danske kraftværker har derfor erstattet det det store kulforbrug med træ. I 2022 stod den danske CO2-udledning fra træ for 20 millioner tons af de 34 millioner tons CO2, som den danske udledning er faldet med siden 1990, .

 På tilsvarende vis tilfører biogen metan fra drøvtyggere ikke mere drivhusgas til atmosfæren, lyder det fra Kevin Trenberth.  Med det forbehold at i  de første ti-12 år en kvægbestand opbygges, bidrager den til større drivhusgaskoncentration i atmosfæren, men derefter er det slut. 

Det helt afgørende i klimapolitikken, mener Trenberth, er derfor hurtigst muligt at standse  ny CO2  fra udvinding og afbrænding af gas, olie og kul snarere end at reducere de klimagasser, der allerede er atmosfæren.

Herhjemme har blandt andre geologen, lektor Bo Holm Jacobsen, fra Geoscience på Aarhus Universitet, taget del i diskussionen om biogen contra fossil metan. Han mener, at der inden for forskningsverdenen og i FN’s klimapanel er vokset en erkendelse frem, at et uændret, vedvarende årligt udslip af metan modsvarer et engangsudslip af kuldioxid, CO2. 

https://www.weekendavisen.dk/2022-6/ideer/klimabalance-i-kostalden

Det bliver ikke værre og værre, siger Bo Holm Jacobsen. Afbrænding af diesel, benzin og naturgas får derimod atmosfærens CO2-koncentration til at stige lidt hvert år. 

Det reelle og det politiske problem

 Det reelle problem er altså ikke stort. Noget andet er det politiske problem, som politikerne har skabt sig ved at aftale en deadline, der siger, at Danmark skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. 

Det kan kun løses ved delvis at gøre danskerne til veganere, lød det nærmest implicit fra Klimarådet tidligere i år. Fjerner man (størstedelen af) køerne, vil det som nævnt resultere i en nedgang i udledningen af biogen metan  over en 10-12 årig periode, svarende til et engangs fald i udledningen af CO2. 

Det hjælper på klimaregnskabet på 10-12 års sigt, men ikke på det lange sigt. 

 At politikerne har aftalt en reduktion på 70 procent allerede i 2030 i tillid til at kvægavlerne kan levere et stort reduktionsbidrag, skyldes måske, at ingen med ekspertviden har turdet stille sig op og forklare, at danske køer er klimaneutrale af frygt for, hvad det kan indebære for deres bevillinger og lignende. 

Og de fleste politikere frygter nok for at vikle sig ind i disse komplekse spørgsmål og er bange for at bringe sig i en situation, hvor de kan blive beskyldt for ikke at støtte klimapolitikken. Derfor vil der blive indført en bøvseafgift.

 Men afgiften vil ikke gøre klimaet en tjeneste, og de, der ikke spiser okse- og lammekød og drikker mælk, bør vide, at det gør de heller ikke, selv om politikere og klimaaktivister mener det.  De behøver ikke at skamme sig. Det bør fremtrædende danske klimaprofessorer som Sebastian Mernild, og IPCC-panellisterne Jens Hesselbjerg Christensen og Kirsten Halsnæs fortælle offentligheden. 

Er professorerne uenige med Kevin Trenberth, når hans holdning i dansk regi betyder, at hvis det anses for klimaneutralt årligt at afbrænde 3-4 millioner tons træ i kraftværkerne, er danske køer også klimaneutrale?

Årsagen til dilemmaet er, at landbruget på den ene side fylder meget i det samlede klimaregnskab. Med de klimamål, et politisk flertal selv har valgt – dvs. 70 pct.-målet i 2030 – og er gået med til for Danmark i EU, vil landbrugets udledninger fylde massivt, hvis der ikke tages nye tiltag. 60 pct. af drivhusgasudledningerne fra dansk område vil komme fra landbruget, hvis 70 pct.-målet skal nås uden nye tiltag inden for landbruget. Man kan naturligvis vælge at friholde erhvervet og gå meget hårdere efter udledningerne uden for landbrugssektoren, men det vil øge prisen for den grønne omstilling markant.

På den anden side kan landbrugets økonomi ikke bære blot at blive pålagt den samme afgift, som CO₂ i resten af økonomien betaler – dvs. mindst 750 kr./ton (fra 2030). Landbrugserhvervet har den suverænt laveste værditilvækst i forhold til udledningerne, og erhvervet kan ikke i samme grad som f.eks. transportsektoren overvælte afgiften i priserne. Tværtimod kapitaliseres den i høj grad i jordpriserne. Konsekvensen af at blot at lægge en afgift på landbruget vil være en forudsigelig bølge af konkurser.

Tilhængere og modstandere af en afgift på landbruget peger – helt korrekt – på hver deres side af dilemmaet, men der er netop tale om et dilemma. Hvis man trykker på den ene side af ballonen, buler den anden side ud.

Man kan forsøge at mildne konsekvenserne af en afgift ved at føre nogle af pengene tilbage til landbruget. Jeg har selv peget på en model her. Det kan gøre indkomsttabet mindre – i princippet få det til helt at forsvinde – men ikke ændre på, at landbrugsproduktionen vil falde.

Selv om det primære landbrug bliver kompenseret for sit indkomsttab, så vil produktionstabet ramme leverandører til landbruget og aftagere i forarbejdningsleddet. Kort sagt Udkantsdanmark. 

Hvordan er Venstre – og vi andre – havnet i denne kattepine?

Jeg tror ikke, man kommer uden om, at der ikke har været tilstrækkelig rettidig omhu, og at det er overset, at bindende politiske målsætninger på et tidspunkt kan ende med at koste. Problemet opstod allerede, da et politisk flertal – efter en meget kaotisk proces – pludselig fik bundet sig til det nationale 70 pct.-mål efter valget i 2019. Hvilket i parentes bemærket var før seneste formandsskifte i Venstre. Under valgkampen var 70 pct.-målet et krav fra Enhedslisten og Alternativet, og det blev i øvrigt afvist af selv de øvrige røde partier som overbud. Men efter valget var det en del af prisen for de to partiers støtte til dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering. Og kort efter tilsluttede de fleste blå partier sig også. Der forelå ingen analyser (udover mine) af konsekvenserne, og valget faldt på en måldefinition, som af mange grunde var uhensigtsmæssigt – ikke mindst for landbruget – uden at der blev sat særlig mange spørgsmålstegn ved den.

Men det skulle blive værre endnu. I mellemtiden besluttede EU – bl.a. under indtryk af skærpet dansk klimaretorik – at øge sit klimamål (til 55 pct. i 2030*). I den forbindelse blev der vedtaget en ny byrdefordelingsaftale for de såkaldte ikke-kvotereduktioner. Mens kvotesektoren er håndteret af EU direkte (og omfattet af EU’s kvotesystem), skal medlemslandene tage sig af ikke-kvotesektoren ud fra en forhandlet fordelingsnøgle.

Denne fordelingsnøgle faldt på plads i år, og her får de rigeste lande med den mest grønne profil de største reduktionskrav. Danmark ligger af samme grund helt i top sammen med Sverige, Tyskland, Finland og Luxembourg. Faktisk vil vi formentlig få vanskeligere ved at leve op til byrdefordelingsaftalen end 70 pct.-målet. Ikke-kvotemålet består primært af udledninger fra transport, opvarmning – og landbrug. Danmark er det af landene i toppen af listen, hvor landbruget fylder suverænt mest. Landbrugets udledninger er samtidig dem, der falder langsomst. Det kunne have talt for, at Danmark fik et lavere reduktionskrav i byrdefordelingsaftalen. Men det har vist ikke været på tapetet.

Forløbet illustrerer problemet med politiske beslutninger, som først binder og koster ude i fremtiden. Det skaber usunde politiske incitamenter i stil med ”køb nu, betal senere” – hvor der endda er en sandsynlighed for, at andre må samle regningen op.

Og nu nærmer regnskabets time sig så, hvor realiteterne begynder at bide.

“Look at us,” [Agriculture Economist] Larry Martin suggests, “and look at New Zealand, sitting out there in the middle of the ocean, not close to anything.” In the world of food, New Zealand is a “superpower.” And yet, thanks to daring reforms in the 1980s, New Zealand’s farmers owe almost none of their income to government support. “You think, ‘if we could do even half of what they have done wouldn’t we be in great shape?’”

Jeg møder ofte folk der påstår, at dansk landbrug ikke kunne eksistere uden den europæiske landbrugsstøtte. Udover argumentet ”hvad så?” – som jeg ærligt mener, er et godt argument – er det faktisk også nonsens. Det newzealandske eksempel burde tydeligt vise hvad landbruget kan, når de uden støtte har mulighed for at bruge deres ressourcer på deres egentlige kompetencer, og er fri for støtte-inflaterede omkostninger.

Debatten i Deadline torsdag aften mellem Henrik Høegh og SFs Margrete Auken gav eksempler på, hvordan der politisk tænkes landbrugspolitik på Borgen efter rokaden. Høeghs forklaring på landbrugspakken var, at det er en ’håndsrækning i en meget svær situation’, der skal køre i ’et par år’. Har man hørt den før? Auken, derimod, vurderede at krisepakken i vidt omfang vil blive ’givet til nogen, der med statsgaranti går fallit’. Debatten fortsatte på samme måde, hvorfor jeg kom i den absurde situation, at jeg i aftenens Deadline-debat lagde min overvejende støtte hos Margrete Auken, på trods af hendes miljøsocialistiske holdninger.

Høegh fortsatte med at imponere med nonsens. Tag for eksempel hans vurdering af, at ’Det danske samfund kan simpelthen ikke undvære de arbejdspladser’ – altså dem i landbruget og dets følgeerhverv. Dette er altså fødevareministeren og regeringens basis for at give endnu mere landbrugsstøtte, oveni den fra EU – at beskytte danske arbejdspladser. Men hvis de er afhængige af statsstøtte, hvordan bidrager de så til samfundsøkonomien, Henrik? Og hvorfor er erhvervets gældsproblemer ikke erhvervets eget problem, i stedet for noget, som jeg skal belemres med over skatten?

Nu er landsbrugspolitik ikke ligefrem karakteriseret af stor økonomisk indsigt, som vismand Claus Thustrup Kreiner fik sagt på en meget diplomatisk måde i TV2. Hvis den var, ville ingen nogensinde have tilladt, at Frankrig gennemtrumfede sine landsbrugspolitiske holdninger på europæisk niveau. Men selv i dette ynkelige felt, er Henrik Høegh faldet igennem i sine først dage som minister. Jeg må konstatere, at enten er den nye fødevareminister en dygtig skuespiller med stærke egeninteresser, eller også er han bare nationaløkonomisk analfabet. Om man er liberal eller ej, men blot uafhængig af skadelige særinteresser, er spørgsmålet det samme: Eva, hvor er du?