Martin og jeg har sammen med vores tidligere PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prag) lavet en særudgave af databasen, hvor vi kun har lande fra Latinamerika og Caribbien, men med data tilbage til 1920 og ekstra information. Dét datasæt har Stefan Voigt (Uni Hamburg) benyttet os af i et ny paper med den simple titel “Coups and Constitutional Change”. Jeg skal præsentere papiret for første gang i aften ved ugens Hamburg Lecture, og giver blot en lille forsmag her på stedet.

Allerførst illustrerer denførste figur nedenfor timingen i forfatningsimplementering i Latinamerika og Caribbien, set henover et århundrede. To særlige forhold er synlige her: 1) at forfatningsændringer typisk kommer før demokratisering (den grå kurve); og 2) at forfatningsændringer typisk kommer efter succesfulde kup (den sorte kurve). Kuppene sker mellem år -1 og år 0, og er ikke blot konsekvenser af politisk uro. Hvis de var, ville den sorte kurve følge den prikkede, sorte, der illustrerer sandsynligheden for at få en ny forfatning omkring fejlede kup. Den sandsynlighed er klart den samme for begge grupper før kuppet, men stiger markant hvis kuppet lykkes. Vi kan således meget tydeligt vise, at mange forfatninger er direkte resultater af det nye regime, som kommer til magten ved et kup.

En anden interessant detalje her er, i hvilket omfang statskup ‘beskytter’ demokratiet. Vi illustrerer her hvad der sker med sandsynligheden for, at et land er fuldt demokratisk omkring fejlede og succesfulde kup. Hvis landet i forvejen var demokratisk (de sorte linjer), forsvinder demokratiet naturligvis i det øjeblik, kuppet lykkes. Det sker kun sjældent efter fejlede kup (den stiplede sorte kurve), ligesom det er relativt sjældent, at fejlede kup (de grå kurver) fører til demokratisering. Men detaljen, som dskuteres heftigt i kupforskningen, er at efter tre år har 30 procent af kupregeringerne genindført eller indført demokrati! Der er således tydeligvis kup, der de facto beskytter eller demokratiserer.

Er kup derfor af det onde og noget, det internationale samfund bør stræbe efter at undgå? Svaret fra vores forskning er, at der ikke er et enkelt svar på spørgsmålet. Derudover ligger der detaljer og komplikationer begravet i, hvordan de nye forfatninger ser ud. Den diskussion er dog for en anden dag og en anden blogpost.

Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.

Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.

En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.

Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.

Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.

En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.

Det store spørgsmål, som Latinamerikas økonomiske historie stiller, er således Hvad gik galt? De tre lande var ikke blot lige så rige som store dele af Europa i 1920erne, men også relativt demokratiske. Det skulle bare ikke vare ved, ligesom Tyskland og flere andre lande mistede deres demokratiske institutioner omkring samme tid.

Argentina var demokratisk på lige fod med dele af Europa indtil september 1930, da generalerne José Félix Uriburu og Pedro Pablo Ramirez tog magten ved et kup. Nabolandet Chile var også relativt stabilt indtil to kup – det ene i september 1924 under ledelse af Oberst Marmaduke Grove og Major Carlos Ibáñez, og det andet i januar 1925 under General Pedro Dartnell – blev startskuddene til en ustabil periode. Selvom landet forblev rimeligt demokratisk, var forskellige chilenske regeringer udsat for mindst otte kupforsøg mellem 1931 og 1940. Det samme gjaldt Uruguay indtil marts 1933, da landets præsident President Gabriel Terra Leivas begik et autogolpe – et selvkup – godt hjulpet af politichefen Alfredo Baldomir, og Partido Nacionals leder Luis Alberto de Herrera. Kuppet førte til ti års diktatur i Uruguay, der først sluttede med valget af Juan José de Amézaga i 1943.

Hele regionen blev kendetegnet ved både jævnlige militærkup, og i visse tilfælde civilt ledte kup, og absurd økonomisk politik. Efter anden verdenskrig udviklede en række økonomer, deriblandt argentineren Raúl Prebisch og brasilianeren Celso Furtado, den moderne version af såkaldt ’import-substituerende industrialisering’ og latinamerikansk strukturalisme. De fleste latinamerikanske lande opbyggede fra midten af 1930erne høje toldmure og andre restriktioner med det formål, at opbygge deres egen industri i stedet for at importere varer fra USA og Europa. Strategien var katastrofalt misforstået og gjorde regionen både fattigere og mere korrupt. Den skabte også et væsentligt problem, da importrestriktionerne skabte en række industrier, der ikke kunne overleve uden statslig beskyttelse og således blev magtfulde særinteresser.

Som figurerne nedenfor indikerer, var det først efter strukturelle reformer i Chile og Uruguay i løbet af 1970erne, og i Argentina efter militærstyrets kollaps i 1980erne, at disse tidligere så rige lande stoppede deres deroute i forhold til Europa. Denne historie er værd at fortælle igen og igen, ikke mindst fordi EU’s politik er på vej i retning af Latinamerikas fejltagelser. Som jeg skrev i Børsen i torsdags (gated her), er unionen efter bl.a. fransk pres på vej mod langt mere aktivistisk industripolitik og en protektionistisk handelspolitik. Ingen økonom, der kender Latinamerikas historie eller forstår de enorme omkostninger, protektionisme har, kan undgå at advare imod et skred i retning af den slags nonsens.

Populisternes egen fortælling om ulighed gentages ofte i populismeforskningen, men med den twist at forskere som Cas Mudde og Barry Eichengreen påstår, at stigende ulighed fører til, at folk stemmer på populister og populistiske partier. Meget af forskningen og den politik, mange foreslår imod populisme, er således begrundet i, at der er en sammenhæng mellem ulighed og populisme. Det pudsige i situationen er, at der ikke har været nogen egentlige empiriske studier, der har kunnet be- eller afkræfte, at sammenhængen findes. Det har vi derfor startet et lille forskningsprojekt om.

Projektet er sammen med to gamle kendinge hos punditokraterne – Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri fra Universidad de Navarra – og min nuværende PhD-studerende, Martin Štrobl. Vi fokuserer på, hvad der sker med uligheden når populister kommer til magten, hvilket allerførst kræver, at man kan måle politikeres grad af populisme. Det lader sig gøre uden særlige problemer, da Andrea og jeg i et tidligere papir har udviklet et mål for populisme for 42 lande i Latinamerika og Caribien. Vores undersøgelse kommer derfor til at dække de 27 lande i regionen, hvor der også er data på ulighed i indkomster og forbrug mellem 1970 og 2015.

Den brede baggrund for vores dansk-mexicansk-tjekkisk-tyske projekt er illustreret i den første figur nedenfor, der viser den gennemsnitlige udvikling i de 27 lande i regeringslederens populismescore og uligheden (målt i Gini-koefficienter) i indkomst og faktisk forbrug. Figuren illustrerer både den såkaldte tredje bølge af populisme i Latinamerika fra sidst i 1990erne, men også det velkendte fald i regionens ulighed de sidste cirka 25 år. Der er med andre ord masser af variation i vores data, så det burde være let at identificere en effekt af populisme, hvis den er der.

Men det tvivler vi på, at den er. Grunden er den anden måde, man kan få en hurtig fornemmelse for sine data, som vi illustrerer i den anden figur. Her har vi plottet alle vores observationer af populisme og forbrugsulighed overfor hinanden (de grå markører), og de 27 landegennemsnit af begge dele (de sorte markører). Simple plot naturligvis aldrig skal tages som direkte evidens, men kun indikationer om, hvordan mønstrene ser ud. Figuren viser dog ret klart, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem populisme og ulighed. Om man ser på hele samplen, landegennemsnittene, eller skifter til at fokusere på indkomstulighed i stedet for ulighed i forbrug, er korrelationen mellem de to aldrig væsentligt anderledes end nul.

Figuren illustrerer dog noget andet, og i særlig grad de stærke traditioner for populisme i særligt Venezuela, men også lande som Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Omvendt er det interessant at se, hvordan fire tidligere britiske kolonier – Bahamas, Barbados, Saint Lucia og Trinidad og Tobago – er havnet i et hjørne af figuren med meget lav ulighed og stort set ingen populisme i regeringen siden 1970. Tror man på Engerman og Sokoloffs meget indflydelsesrige teori om, at historiske, økonomiske strukturer som sukkerproduktion koncentrerede ejerskabet af jord i store plantager og dermed førte til markant ulighed, burde de fire tidligere sukkerkolonier slet ikke ligge der.

Det vigtigste ved hele projektet er dog, at udfordre en idé, som i dag bliver taget næsten for givet i populismeforskningen. Ser man på det simple billede, er der i praksis ingen sammenhæng mellem hvor populistisk en regering er, og hvad der før eller efter sker med uligheden. Vores absolut foreløbige resultater bekræfter endda det simple billede af, at populister på ingen måde påvirker samfundets grad af ulighed. Om de fejler, men har intentioner om det, eller blot gavner dem selv og deres egne når de kommer til magten – ligesom andre almindelige politikere – kan vi i sagens natur ikke sige noget om endnu. Vores nye projekt stiller dog stadig det ganske ubehagelige spørgsmål: Hviler en stor del af de seneste års populismeforskning og dens anbefalinger på en præmis, der ikke er sand? Det foreløbige svar ser ud til at være et ja.

Delstaterne og kommuner er dog pillet ud af det forslag som kongressen nu diskuterer. Angiveligt fordi medlemmerne af de to kamre ikke mener der har været tilstrækkelig opbakning til en reform fra delstaternes guvernører. Det har ikke nogen umiddelbar konsekvens for de statslige finanser, men givet den finansielle tilstand i mange delstater er omend endnu værre end på føderalt niveau, ender det nok med at blive et føderalt problem alligevel på et eller andet tidspunkt.

Lovgivning omkring pension er en del af forfatningen og i regeringens oprindelige forslag ville man løfte dele af lovgivningen ud, så fremtidige ændringer nemmere kunne gennemføres. Dette er også fjernet fra de forslag som kongressens to kamre skal debattere.

Det har ingen (beregningsmæssige) økonomiske konksekvenser, men vil besværliggøre senere (nødvendige) reformer. Ændringer i forfatningen kræver et kvalificeret flertal på 60 procent af stemmerne i de to kamre. Formentlig indebærer det også at regeringens oprindelige ønske om at lave et pensionssystem med en højere grad af selvfinansiering i modsætning til det nuværende pay-as-you-go system, ikke kan gennemføres.

Økonomien står bomstille

For første gang siden 2016 mindskedes Brasiliens økonomi i 1. kvartal, målt i forhold til kvartalet før og flere økonomer forventer nu at økonomien vil vokse med under 1 procent i indeværende år. Så sent som i januar var forventningen at økonomien ville vokse med ca. 2,2 procent i indeværende år.

Ifølge tal for 1. kvartal 2019, faldt BNP (BIP på portugisisk) med 0,2 procent i forhold til 4. kvartal 2018, se figur nedenform, mens væksten set i forhold til 1. semester året før var på 0,5 procent og den akkumulerede vækst de seneste 4 kvartaler endte på 0,9 procent.

Målt på BNP per indbygger ser det endnu værre ud. Mens BNP per indbygger har ligget fladt de seneste år, er den fortsat ca. 8 procent lavere end for 5 år siden.

En del af årsagerne til nedjusteringen af den forventede vækst i indeværende år skyldes udefrakommende faktorer, ikke mindst krisen i Argentina, men den afgørende faktor er dog den fortsatte usikkerhed omkring den helt afgørende pensionsreform, som fortsat lader vente på sig.

Pensionsreformen er lakmus testen, men det er ikke nok

En reform af Brasiliens pensionsreform har været del af den offentlige debat lige siden man vedtog en ny forfatning i 1988, som indbefattede et pensionssystem, man allerede på daværende tidspunkt var økonomisk uholdbart og der har efterfølgende været adskillige på at reformere systemet under alle præsidenter, hvor ingen desværre er lykkedes med at komme igennem med andet end mindre tilpasninger.

Resultatet er at Brasilien har verdens dyreste offentlige pensionssystem, målt i forhold til andelen af befolkningen over 64 år, når man ser på omkostninger i forhold til BNP.

Selv om andelen over 64 år er under halvdelen af Spaniens, så udgør pensionsudbetalingerne ca. det samme, nemlig næsten 12 procent af BNP, hvilket fremgår af nedenstående graf.

Det er fuldkommen uholdbart på sigt, idet også Brasilien oplever en hastig aldring af befolkningen de kommende årtier. Frem mod 2060 forventes antallet af pensionister at stige med 260 procent (med mindre der gennemføres reformer), mens den erhvervsaktive del af befolkningen forventes at falde med mellem 6 og 7 procent.

Ligesom i det meste af det øvrige Latinamerika er fødselsraten faldet drastisk gennem det seneste halve århundrede. Fødselsraten er i Brasilien faldet fra 6 børn per kvinde i 1960 til i dag 1,7 barn per kvinde. Til sammenligning er antallet af børn per kvinde i Danmark 1,8.

Udviklingen indebærer, at uden reformer vil pensionsystemet koste svarende til ca. 25 procent af BNP i midten af det 21. århundrede.

Allerede i dag er der et underskud på pensions systemet svarende til ca. 5 procent af BNP, mens pensioner alene udgør 45 procent af det føderale budget. Når dertil lægges off. lønninger (som i lighed med pensioner er meget høje, op til 50 pct. højere end tilsvarende i den private sektor) og rentebetalinger på offentlig gæld (ca. 7 procent af BNP), levner det meget lidt plads til øvrige forpligtigelser og stort set ingen plads til f. eks. (meget) tiltrængte investeringer i infrastruktur mv.

Det nuværende pensionssystem

Brasiliens pensionssystem er nok svær at forstå for mange mennesker på vores breddegrader. Det er meget komplekst, økonomisk uholdbart og set med fordelingsmæssige briller vel også hvad de fleste vil opfatte som dybt uretfærdigt.

Selv om der formelt er tale om at den enkelte lønmodtager (i den formelle sektor – ved siden af eksisterer en meget stor uformel sektor, ligesom i andre latinske lande) betaler en hvis procentdel (ca. 11 procent) af sin løn ind til et pensionsystem, er der ingen sammenhæng mellem indbetalinger og efterfølgende pensionsudbetalinger. Det er i den grad tale om et “pay-as-you-go” system, hvor især pensionerne til offentligt ansatte, især statsansatte, er absurd høje. Under det nuværende system svarer pensionen til den sidste løn – og reguleres herefter i takt med den efterfølgende lønudvikling.

Offentligt ansatte er voldsomt overrepræsenterede blandt de 15 procent højeste indkomster (både beskæftigede og pensionister) og helt fraværende blandt de laveste indkomster.

Som lovgivningen er i dag, kan man gå på pension enten baseret på hvor mange år man har arbejdet eller minimumsalder. Pensionsalderen er 65 år for mænd og 60 år for kvinder i den private sektor og 60 år for mænd og 55 år for kvinder i den offentlige sektor.

Men man kan også gå på pension baseret på antal år man har “bidraget” via sin løn. Her gælder, at man skal bidrage 35 år for mænd og 30 år for kvinder. For bestemte grupper i det offentlige er der tale om færre år. Det gælder bl. a. militæret, politi, brandmænd og undervisere, hvor kvindelige lærere kan nøjes med 25 år, hvilket indebærer at de kan gå på pension, når de er i 40erne – og det med fuld løn!

Eet meget forskellige vilkår og lønniveau indebærer, at mens ca. 3 procent af samtlige pensionister kommer fra den offentlige sektor, generer de ca. 35 procent af det samlede underskud i pensionssystemet, der som nævnt udgør ca. 5 procent af BNP, med pil opad.

I gennemsnit modtager offentligt ansatte mere end 6 gange så meget i pension som privat ansatte, mens ca. 41 procent af pensionsudbetalingerne går til de 20 procent højeste indkomster. Omvendt står de 20 procent fattigste kun for ca. 3 procent af pensionsudbetalingerne.

Pensionsreform

Kort fortalt går regeringens forslag bl.a. ud på at der indføres en generel minimumsalder på 65 år for mænd og 62 år for kvinder ( med få undtagelser), mens man ikke længere kan gå på pension baseret på hvor længe man har bidraget. dog har antal år man har bidraget betydning for hvor høj en pension man kan modtage. At man fastholder differentieret pensionsalder på baggrund af køn er forøvrigt ikke økonomiminister Paulo Guedes ide. Han ønskede ens alder (65 år)

Det forslag der nu behandles i kongressens to kamre indebærer herefter en række modifikationer, hvoraf nogle har stor økonomisk betydning, mens andre ikke umiddelbart ændrer på den forventede besparelse de kommende 10 år.

Pensionssystemet vil således fortsat være bestemt ved forfatningen, ligesom bl.a regeringens planer om at gå fra et “pay as you go” mod et system, hvor pensionen i højere grad afhænger af den enkeltes opsparing. Der vil fortsat være forskel mellem offentlig og privat ansatte, og vilkårene for visse grupper, som bl. a. det føderale politi og militæret vil fortsat være meget favorable.

Ifølge regeringens oprindelige beregninger vil reformen indebære en statslig besparelse på ca. 1200 mia. BRL (svarende til ca. 310 mia. USD i dagens kurser) over de kommende 10 år – ca. 1600 BRL, hvis man regnede delstater og kommuner med.

Den besparelse var allerede langt fra en endelig løsning. Alene i 2018 var underskuddet i pensionssystemet små 200 mia. BRL.

Ovenstående estimater fra økonomiministeriet er baseret på det oprindelige forslag, og derfor allerede forældede. Ikke kun fordi det nuværende forslag indebærer en væsentlig lavere besparelse over de kommende år, men også fordi de indbyggede forventninger til den økonomiske vækst i både indeværende og kommende år siden hen er revideret betydeligt ned.

Den forventede vækst for i år, da man lavede beregningerne var over 2 procent, mens den forventede vækst i BNP nu er nede på 1 procent – med risiko for at den bliver endnu lavere.

Vi kan således allerede nu konstatere, at både vækst og besparelse bliver betydeligt lavere end oprindeligt forventet.

Mens det oprindelige forslag indebar en forventet besparelse på ca. 1.200 mia. BRL på de føderale budgetter over de kommende 10 år, forventes der med de reviderede forslag kun at være tale om en besparelse på ca. 870 mia. BRL, svarende til et fald på ca. 30 procent.

Som tidligere nævnt er delstater og kommuner samtidig pillet ud (for nuværende), hvorved den samlede besparelse over de kommende 10 år er 45 procent mindre end ved regeringens oprindelige forslag.

Det skal holdes op mod, at de forventede underskud (uden reform) over de kommende 10 år er på ca. 2.000 mia. BRL.

Væsentligste årsager til den lavere besparelse er at foreslåede ændringer for førtidspensionister samt såkaldte “aposentadoria rural” (særlig kategori for personer i bestemte primære erhverv) bliver mindre end oprindeligt foreslået. I modsætning til regeringens oprindelige forslag fastholdes en lavere aldersgrænse. Desuden havde regeringen foreslået at afskaffe den såkaldte “Abono salarial”. Det reviderede forslag bibeholder dette system.

“Abono Salarial” er en ydelse man kan modtage hvis man tjener under to minimumslønninger i gennemsnit om mdr. og kan dokumentere at man har været i arbejde i minimum 5 år (hvilket udelukker de lavest lønnede, da de typisk er ansat i den uformelle sektor og derfor ikke har den fornødne dokumentation).

Selv om det oprindelige forslag indeholdt, at bl.a. undervisere – både privat og off. ansat havde en lavere pensionsalder end den generelle på 65 år for mænd og 62 år for kvinder – indeholder det nye forslag en endnu lavere pensionsalder for kvinder på 57 år i modsætning til de foreslåede 60 år, mens mænd også i det nye forslag tidligst kan gå på pension som 60-årige.

Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, er ikke godt at vide. Det kan sagtens ende med yderligere udhuling. “Markedets forventning” (baseret på diverse spørgeundersøgelser i foråret blandt analytikere o.a.) tyder på at markedet forventer en reform som medfører besparelser for ca. 6-700 mia. BRL. Hvilket er alt for lidt og kun køber (lidt) tid.

Pensionsreform er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning

Hvis det nuværende forslag vedtages er det trods alt bedre end markedet forventer og bedre end det forslag den tidligere regering ikke kunne få igennem. Det ligger også over hvad økonomiminister Paulo Guedes har angivet som “smertegrænsen” (han har sagt, at han træder tilbage, hvis den forventede besparelse for de kommende 10 år kommer under 800 mia. BRL). Men en pensionsreform er i sig selv langt fra tilstrækkeligt. Heller ikke planlagte privatiseringer – som i indeværende år gerne skulle bidrage med ca. 20 mia. BRL er tilstrækkelig, hvis man for alvor skal øge væksten de kommende år.

Nedenstående er et estimat for fremtidige vækst ved gennemførelse af en ambitiøs reformplan (der er ikke taget højde for en pensionsreform), se også noter til figur.

Problemet er grundlæggende, at nok kan regeringen gøre en del uden at gå til kongressen – det gjorde man også i den tidligere regering – men alle væsentlige ændringer kræver kongressens samtykke, og ofte også ændringer i forfatningen, hvilket indebærer at der skal være 3/5 flertal i kongressens to kamre.

Og udfordringerne er enorme. F. eks. har Brasilien formentlig verdens mest komplicerede skattesystem, ligesom der er forskelle fra delstat til delstat. Skatterne er generelt meget høje, mens der eksisterer et hav af undtagelser for udvalgte sektorer.

Det er mere end 60 år siden, at det økonomiske team bestående af Gustavo Bulhões og (Brasiliens fremmeste økonom gennem tiderne), Roberto Campos, mislykkedes med at gennemføre reformer, som kunne sikre en mere effektiv og markedsbaseret kreditgivning, baseret på private aktører. Mindre end 10 procent af Langfristede kredit/låntagning (løbetid over et år) kommer fra private aktører. Bl. a. et resultat af den førte pengepolitik og et meget højt renteniveau koblet med udbredt brug af subsidieret kreditgivning til udvalgte sektorer (og virksomheder). Skulle det endelig lykkes at etablere et mere moderne og markedsbaseret finansielt system (Guedes ønsker bl. a. at privatisere de store statsejede aktører i den finansielle sektor), vil det have stor positiv betydning for den interne ressourceallokering. MEn men men. Det er prøvet før og det er aldrig lykkedes, men måske denne gang?

Magten ligger i kongressen

Mens Paulo Guedes og hans team nok har de rigtige ideer, står det mere sløjt til med regeringens evne til at skabe flertal for sine reformer i kongressens to kamre.

Brasiliens præsident har en relativt begrænset magt. Alle væsentlige ændringer kræver kongressens ( og højesterets) opbakning. Ligesom i bl. a. USA har præsidenten godt nok muligheden for i et vist omfang at udstede dekreter. De kan dog – og bliver ofte – efterfølgende afvist af enten kongressen eller højesteret.

Indtil videre har præsident Bolsonaro vist sig som både uvillig til (og groft sagt inkompetent) at sikre sig en solid opbakning i kongressens to kamre, som ellers efter det seneste valg er relativt højreorienteret efter brasilianske forhold.

Med 17 partier i senatet og 26 partier i deputeretkammeret er det bestemt heller ikke nogen let opgave. Præsidentens eget (og seneste) parti, PSL, som han blev medlem af så sent som i 2017, sidder kun på 4 ud af Senatets 81 pladser og 55 ud af Deputeretkammerets 513 pladser.

Bolsonaro’s tilgang har bestemt heller ikke hjulpet. Således har han i flere tilfælde i stedet for at forhandle med kongressen, satset på at mobilisere opbakning i befolkningen. En taktik vi har set tidligere i Brasiliens historie – og som plejer at ende galt for den siddende præsident.

Den reelle magt ligger i en gruppe af centrum-højre partier (Núcleo duro), under ledelse af Deputeretkammerets magtfulde præsident, Rodrigo Maia, fra partiet DEM, som har rødder tilbage til Arena, som blev dannet i militærstyrets (naive) forsøg på at skabe et to-parti system, hvor Arena var på regimets side og MDP repræsenterede opposition.

Disse partier sidder på 149 af kammerets 513 pladser, og regner man mulige allierede partier med, 279 pladser. Heri er IKKE medregnet Bolsonaros parti PSL. (ja det er kompliceret).

Uden støtte fra Maia og rækken af centrum-højre partier, er Bolsonaros regeringstid dømt til fiasko (på det væsentligste område, nemlig økonomien). Og det er der en meget reel risiko for bliver resultatet.

Dermed er risikoen for at Brasilien fortsætter sin ringe økonomiske udvikling overhængende. Som det fremgår af nedenstående figur, har Brasilien siden begyndelsen af 1980erne været karakteriseret ved lav økonomisk vækst. Fra en gennemsnitlig vækst på 3, 6 procent per indbygger i perioden 1964-1985, har den siden 1989, kun været 1,2 procent om året.

Før nogen nu får den ide, at man ville være bedre stillet, hvis man afskaffede demokratiet og genindførte militærdiktatur – og det er der (desværre) en mindre del af den brasilianske befolkning som mener (inkl. præsident Bolsonaro) – så skal man være opmærksom på (mindst) to forhold:

1. Det er i høj grad både den økonomiske model (importsubstitution, statslig ejede virksomheder og manglende frie markeder) og det håbløse politiske system, hvor hver delstat er en valgkreds, , som er årsagen til den efterfølgende ringe udvikling.

2. Den økonomiske vækst som man oplevede op gennem 1970erne var i stigende grad baseret på ekstern finansiering (låntagning), og brød sammen i begyndelsen af 1980erne, samtidig med at inflationen steg markant.

Det skal også medtages at med demokratiets genindførelse fulgte også absolut nødvendige reformer, økonomi blev mere åben (oemnd den fortsat er relativt lukket), der gennemførtes privatisering i et vist omfang og ikke mindst medførte “plano Real” i 1994, at det lykkedes at komme den meget høje inflation til livs.

Desværre var man bedre til at øge skatteprovenuet end til at få styr på de offentlige udgifter, som ikke mindst steg kraftigt under råvarer-boomet i nullerne, hvor Brasilien meget fejlagtigt blev fremhævet for dets økonomiske udvikling.

Det er kun Venezuela som har haft en ringere økonomisk udvikling siden årtusindeskiftet i Sydamerika, og sammenligner man med resten af regionen var der intet spektakulært ved de sociale fremskridt som blev berømmet dengang i medier over hele verden. Andre lande i regionen klarede sig væsentligt bedre på bl. a. reduktion af fattigdom osv. Og et endda mens man rent faktisk investerede i at sikre den fremtidige produktionskapacitet – hvilket man fuldkommen negligerede under den populære præsident Lula, hvorfor den meget ringe økonomiske vækst i indeværende årti – og den største økonomiske krise i 100 år fra 2014 til 2017, i høj grad skyldes den førte politik i årtiet før.

Måske er den bedste illustrition af Brasiliens realative deroute gennem de seneste 30 år, at sammenligne med Chile, Peru og Colombia (de tre mest markedsorienterede Sydamerikanske økonomier)

Som det fremgår var Brasilien, målt på BNP per indbygger den rigeste af de 4 for 30 år siden. I dag er Chile markant rigere, mens både Colombia og Peru haler ind på Brasilien. Fortsætter den nuværende udvikling i blot få år endnu, vil Brasilien være det fattigste af de 4 lande.

Desværre et meget sandsynlig scenarie.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk frieste. For mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl“.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

]]> https://punditokraterne.dk/2018/01/24/latinamerika-whos-hot-and-whos-not-del-i/feed/ 0 13351 https://punditokraterne.dk/2017/09/17/i-latinamerika-satser-man-igen-paa-globalisering-og-markedsoekonomi/ https://punditokraterne.dk/2017/09/17/i-latinamerika-satser-man-igen-paa-globalisering-og-markedsoekonomi/#respond Sun, 17 Sep 2017 21:28:30 +0000 http://punditokraterne.dk/?p=13084 Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.

Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

Det særlige ved Latinamerika er, at store dele af kontinentet befinder sig i en slags økonomisk limbo mellem udviklingslandes status og den vestlige verden. I helt særlig grad har store dele af kontinentet en fortid, hvor landene var en del af den rige verden. Tager man f.eks. til Buenos Aires er Teatro Colón stadig et af verdens fineste operahuse, men også tydeligt et levn fra en glorværdig fortid. Andre steder i regionen kan man finde lignende indikationer om enten rigdom eller løftet om rigdom, som f.eks. Brasiliens arkitekttegnede hovedstad fra 1960erne, Brasilia.

Så spørgsmålet er først og fremmest, hvor rige de var engang? Figuren nedenfor, der primært er baseret på Madison-databasen kombineret i de seneste år med Verdensbank-tal på købekraftsjusteret indkomst, giver et svar. Argentina var relativt rigest i årene op til Første Verdenskrig, hvor landet nåede 80 % af den amerikanske gennemsnitsindkomst (den fulde, blå linje) og i nogle får år var lige så rigt som Danmark (den stiplede linje). I samme periode nåede Chile cirka 80 % af den danske indkomst, mens Venezuelas heyday tydeligvis var starten af 1950erne, hvor landet faktisk kortvarigt var rigere end Danmark. Figuren viser dog også den langvarige nedtur for Latinamerika, der kun for får landes vedkommende – Chile er et af dem, som eksemplificeret med de røde linjer – er vendt.

Hvornår var de relativt rigest i forhold til Danmark? For de fleste latinamerikanske landes vedkommende var det en gang i 1940erne, da Vesteuropa var ramt af Anden Verdenskrig. De få anderledes lande er naturligt nok Argentina (1905), Uruguay (1912, 90 % af dansk indkomst), Honduras (1921) og Nicaragua (1929), hvor begge nåede en tredjedel af den danske gennemsnitsindkomst.

Sammenligningerne taler deres eget, triste sprog, men kan muligvis også bruges til at forstå den latinamerikanske frustration og selvforståelse. De var engang blandt verdens rige lande, men faldt bagud for 80-100 år siden. De endte med enten ganske idiotiske diktatorer eller populistiske regeringer uden interesse eller indsigt i, hvad der driver en økonomi fremad. Og med få undtagelser – Chile og Panama i særlig grad – har de sidste 50 år været et pinligt statsfald. Men det værste i dagens emne er dog, i hvor høj grad den latinamerikanske udvikling ligner den danske de sidste 25 år: Et gradvist, langsomt fald i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, kombineret med elendige politikere og en dansk selvforståelse, der er grundlagt i hvad vi var engang. Det egentlige spørgsmål er således, om Latinamerika viser os vores sandsynlige fremtid?

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet,  fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.

Man kan selvfølgelig altid beklage, at de internationale credit rating agencies ikke altid har ramt plet, men overordnet giver de et ganske pænt billede af markedets vurdering af risikoen ved at låne til forskellige lande. Figuren nedenfor illustrerer denne pointe ved at vise udviklingen fra 1990 (de fleste lande er ratet fra starten af 90erne) i seks lande: Argentina, Brasilien, Chile, Mexico, Peru og Venezuela.

Argentina er – som sædvanlig – den store outlier, hvor defaulten først i 00erne er tydelig. Ellers skiller landene, inklusive dem der ikke er vist, sig ud i cirka tre grupper. Den første er eksemplificeret af Venezuela, og indeholder i princippet også lande som Bolivia og Ecuador: Meget lidt er sket, og der er måske en lille tendens mod det værre i de senere år. Venezuela har ratingen B+, Bolivia og Ecuador er marginalt bedre ratede.

Anden gruppe er lande, hvor ratings er markant forbedret de sidste 10-12 år. Brasilien, Mexico og Peru er eksempler i figuren; Panama er et andet, lidt senere eksempel. Disse lande er blevet politisk mere stabile og har foretaget egentlige liberaliseringer – ikke mindst Peru, der er i de sorte tal med en A- rating.

Den sidste gruppe består af ét land: Chile. Landet, der på næsten alle områder er løbet fra resten af kontinentet, ser perfekt vesteuropæisk ud på dets kreditvurdering. Chile bliver ratet AA+, kun et point under Danmarks perfekte tripel-A-rating og et point over Frankrig. I den årlige korruptionsrangering (mere om den senere) ligger Chile og Frankrig også side om side, lidt over Østrig og lidt under Irland og Uruguay.

Hvorfor ser man så disse store forskelle? En del af dem er forskelle i objektive problemer, men en stor del af resten er markedets vurdering af, hvor troværdige de politiske institutioner er, og i hvor høj grad lande er villige til at tage fat hvor det gør ondt, hvis der er et problem. Det er dét, der skiller de latinamerikanske bukke fra fårene.

Så hvordan ser virkeligheden ud. Ofte devisen at et billede siger mere end 1000 ord (som vi ofte bruger i praksis her på stedet), er her udviklingen i Venezuelas overordnede levestandard, sammenlignet med to af Chavezs værste ideologiske modstandere: Chile og Peru. Chavez kom til magten i 1998, og venezuelanernes gennemsnitlige levestandard i dag er stort set den samme som dengang. Peru liberaliserede økonomien omkring 2000, og Chile som bekendt langt tidligere. Spørgsmålet er ikke bare, hvor man helst ville bo i dag, men hvor ville man helst bo om ti år?

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel, og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61 % af amerikanerne, 53 % af canadierne og 40 % af schweizerne, men kun 4 % af svenskerne og 2 % af danskerne ifølge World Value Survey prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren Morten Uhrskov udsendte i slutningen af maj bogen Indvandringens pris.

Bogens hovedtese er, at ikke‑vestlig indvandring gør os alle fattigere. Som han skriver om indvandring fra ikke‑vestlige lande i kronikken En rigtig dårlig forretning (Børsen 4. juni):

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener “vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk”.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke‑vestlige lande set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer, at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk‑fagligt noget vås, som skyldes, at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere, at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot, at de skal have en gennemsnitligt lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke‑vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege, at historierne om, at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet, er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand uden empirisk belæg — tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Arbejdsløshed, uddannelse og socialstatens hærgen.

Der er ikke konsensus blandt økonomer om betydningen af en befolknings uddannelsesniveau i forhold til fortsat økonomisk vækst. Hvor man tidligere var tilbøjelig til at tillægge (statistisk målbart) uddannelsesniveau meget stor betydning, synes nyere forskning at pege på, at det i hvert fald for I‑lande er af væsentlig mindre betydning end tidligere antaget. Som det fremgår af nedenstående oversigt fra Økonomi‑ og Erhvervsministeriet, er betydningen af stigningen i (formelt) uddannelsesniveau ubetydelig set i forhold til vækst i arbejdsproduktivitet og investeringer i produktionskapital.

Bidrag til økonomisk vækst, 1985-1995 og 1995-2007.

Hvad vi til gengæld også ved, er, at den enkeltes uddannelsesniveau har stor betydning for vedkommendes livsindkomst. Hvad vi yderligere ved, er, at den relative økonomiske gevinst ved fortsat uddannelse er meget forskellig mellem lande, og at Danmark skiller sig negativt ud ved sammen med Norge og Sverige at have den mindste gevinst ved at tage en uddannelse (medtager man det progressive skattesystem, er gevinsten endnu lavere) i OECD.

Betydningen af en sammenklemt indkomststruktur og nem adgang til høje overførselsindkomster — Nordens højeste (kontanthjælp) — forbigår Morten Uhrskov stort set i tavshed. Det er vist en rimelig antagelse, at dette nok har en betydelig indvirkning på den høje arbejdsløshed blandt indvandrere fra ikke‑vestlige lande.

Et grundlæggende problem i (ikke kun, men også) Danmark er, at vi har indrettet samfundet således, at det fordrer en meget høj erhvervsfrekvens for både mænd og kvinder. Givet det meget høje niveau for overførselsindkomster indebærer det yderligere, at gevinsten ved at yde en ekstra indsats er yderst begrænset.

Det bør derfor heller ikke være nogen overraskelse, at forskellen i arbejdsløshed mellem relativt dårligt uddannede indvandrere og deres efterkommere i forhold til resten af befolkningen er stor i Danmark, mens der stort set ingen forskel er i USA. For nok har USA også en velfærdsstat, men den personlige gevinst ved at bestille noget er betydeligt større end i Danmark, ligesom adgangen til passiv forsørgelse både absolut og i forhold til det generelle lønniveau er væsentligt lavere og sværere at opnå.

Når det er sagt, skal det understreges, at man også i USA nemt kan finde de negative følger af socialstatens hærgen. Således har den amerikanske økonom Thomas Sowell i den fremragende og stærkt anbefalelsesværdige bog Economic Facts and Fallacies peget på, at:

The percentage of black families with income below the powerty line fell most sharply between 1940 and 1960, going from 877 percent to 47 percent over the span, before either the Civil Right Act og 1964 or the Voting Rights Act og 1965 and well before the 1970s, when “affirmative action” evolved into numerical “goals” or “quotas.” While the downward trend in poverty continued, the pace of the decline did not accelerate after these landmarks but in fact slackened. The poverty rate declined from 47 percent to 30 percent during the decade of the 1960s and then only from 30 percent to 29 percent between 1970 and 1980.

og senere

There was a similar historical trend as regards the rise of blacks into professional, managerial, and other high-level occupations. the number of blacks in white collor occupations, managerial and administrtive occupations doubled between 1940 and 1960, and nearly dobled in professional occupations.

Han påpeger også, at mens den gennemsnitlige indkomst målt på husholdninger for sorte amerikanere i 1970 var på 60,9 procent af hvide husholdningers, var den i 1980 faldet til 57,6 procent. I det seneste årti er den steget til ca. 2/3. En væsentlig årsag er, at langt flere sorte familier end hvide kun har én indkomst, fordi de ledes af en enlig forsørger. Tages der højde for dette, udgør sortes gennemsnitlige familieindkomst 88 procent af hvides.

At omkring 70 procent af sortes børn fødes af enlige forsørgere, tilskriver Thomas Sowell i vid udstrækning velfærdsstatens vokseværk siden 1960’erne. I første halvdel af det 20. århundrede var andelen af sorte gifte kvinder højere end andelen af hvide gifte kvinder.

For en gennemgang af socialstatens konsekvenser herhjemme — også i forhold til skilsmisseprocenter, kriminalitet og misbrug — henvises til Ole Birk Olesens Taberfabrikken fra 2008.

Indvandringens pris eller….

Selv om Morten Uhrskovs tese om, at indvandrere fra ikke‑vestlige lande (en noget stor rodekasse) gør os fattigere, ikke er korrekt, er jeg dog enig med ham i, at indvandringen indtil videre i praksis har været en rigtig skidt forretning for Danmark og ikke mindst for skatteyderne.

Men det skyldes bare ikke indvandrerne eller indvandringen i sig selv, men derimod indretningen af vores socialstat, der som det fremgår af nedenstående tabel heller ikke er finansielt holdbar uden indvandring fra mindre udviklede lande.

Det er naturligvis et problem i vurderingen af, hvorvidt der er tale om “en god forretning” eller ej, at man ofte henvises til at vurdere ud fra, hvorvidt en afgrænset gruppe er nettobidragsydere eller nydere af de offentlige kasser.

Ud fra ovenstående DREAM‑beregning, hentet fra Indvandringens økonomiske konsekvenser fra april 2011, er den sørgelige konklusion — med Morten Uhrskovs logik — at Danmark var bedst stillet, hvis vi alene var beboet af indvandrere fra “mere udviklede lande”. Dog går det allerede galt for deres efterkommere.

Med hensyn til indvandrere fra mindre udviklede lande, som er målet for Uhrskovs bog og dette indlæg, er rapportens konklusion, at:

Ifølge DREAMs analyse medførte gruppen af indvandrere fra mindre udviklede lande en
offentlig nettoudgift på 4 mia. kr. i 2010, primært fordi gruppen har en relativt lav gennemsnitlig deltagelse på arbejdsmarkedet og løn som beskæftiget og dermed har en forholdsvis lav skattebetaling og i højere grad modtager indkomstoverførsler. (min fremhævning)

Med andre ord er det forholdet mellem skattebetaling og modydelser, som er problemet. Med andre ord vil en reduktion af ydelserne i sig selv mindske eller fjerne problemet ganske af sig selv.

USA: Gigantens fald eller blot uvidenhed.  

Som indledningsvis anført bruger Uhrskov USA og indvandringen (legal og illegal) af Hispanics som reference i sin argumentation for et totalt stop for “ikke‑vestlig” indvandring.

Uhrskov er meget optaget af netop, hvorvidt indvandringen kommer fra lande, som er en del af den vestlige kulturkreds eller ej. Og det fremgår direkte i hans bog, at han ikke anser Latinamerika for at være en del af den vestlige verden. Jeg er klar over det problematiske i, at jeg som gemen økonom stiller spørgsmålstegn ved Uhrskovs viden ud i det historiske, men der er dog en række forhold, som vækker min undren, når jeg læser hans bog.

For det første mener Uhrskov, som nævnt, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Eller som Uhrskov skriver i kapitlet om indvandring til USA Gigantens fald:

Men Latinamerika, som blev koloniseret af især spanierne, har vel en slags europæisk kultur, eller hvad? Særligt i Chile, Uruguay og Argentina kan det nok siges, at kulturen i høj grad er afledt af den europæisk, omplantet til Sydamerika. Men for nærmest samtlige øvrige latinamerikanske landfe gælder, at de er en blandingskultur mellem det europæiske og den oprindelige, inklusive Mexico, hvorfra ca. to tredjedele af Hispanics i USA stammer. Latinamerikanske lande har elementer af vestlig kultur, men er i den grad også noget andet, og latinamerikansk kultur er generelt ikke amerikansk-europæisk kultur særlig venligt stemt.

Den eneste forklaring, jeg kan finde på dette, må være, at han er i sine kilders og forestillinger om betydningen af etnisk baggrunds vold. Til ovenstående citat henviser han til Encyclopedia of the Nations, hvor man kan finde de enkelte landes etniske sammensætning. Ifølge Uhrskov er det tilsyneladende etnisk og racemæssigt betinget, hvorvidt man er en del af vestlig kultur og tankesæt.

Han anfører heller ingen kilder til påstanden om, at latinamerikansk kultur skulle være amerikansk‑europæisk kulturfjendtlig.

Uhrskov synes i lighed med venstrefløjen at lægge urimelig meget vægt på folks etnicitet. Fakta viser nemlig et helt andet billede. Generelt er holdningen over for USA og amerikanere samt europæere meget positiv i de fleste latinamerikanske lande.

De mindst positive befolkninger finder man faktisk i nogle af de etnisk mest “europæiske” lande (Uruguay og Argentina).

Ovenstående figur kan næppe tolkes som særligt antiamerikansk eller antieuropæisk. 26 procent af latinamerikanerne vælger således USA som “forbillede”, og 19 procent vælger Spanien, mens kun 11 procent vælger Brasilien, når de adspørges.

Ligeledes viser nedenstående figur, at holdningen til USA og amerikanere ligger milevidt fra det billede, som Uhrskov prøver at skabe. (Figuren er i lighed med den foregående hentet fra Latinobarometro og angiver, hvor stor en andel af de adspurgte som har et overvejende positivt og meget positivt syn på USA.)

I lighed med sin fremstilling af Latinamerika som antivestlig forsøger Uhrskov også med vold og magt at tegne et billede af USA som et langt mere fragmenteret samfund, hvor de enkelte etniske grupper har en høj grad af mistillid til hinanden og kun sporadisk kontakt, end der er belæg for.

Nej, USA er ikke en “melting pot” (et udtryk som stammer fra et for længst glemt teaterstykke fra begyndelsen af det 20. århundrede), men det er heller ikke et samfund bestående af en mosaik af skarpt adskilte “minisamfund”.

For at underbygge sin pointe refererer Uhrskov til, at kun knap 2 procent af de adspurgte angiver at have mere end én baggrund. Eller som han skriver:

Lidt under 64 procent af amerikanerne havde i 2009 europæisk baggrund. Ca. 16 procent var hispanics. Knap 13 procent var sorte amerikanere. Ca. 5 procent havde rødder i Asien, inklusive Hawaii. Der kunne blive 1 procent til de oprindelige amerikanere, indianerne, mens knap 2 procent meldte, at de havde mere end en baggrund. Det sidste lave tal fortæller for øvrigt noget om antallet af ægteskaber mellem etniske grupper. Det er ikke højt, ligesom det ikke er det i ét eneste vestligt land (min fremhævning)

Men fortæller det lave tal for dem, som angav, at de havde mere end én baggrund, os reelt noget om antallet af ægteskaber mellem etniske grupper? Eller fortæller det snarere noget om, hvem man identificerer sig selv med, når man adspurgt? Gruppen, som angiver mere end én etnisk baggrund, var i 2010 for øvrigt steget til 3 procent.

Andre undersøgelser tyder i hvert fald på, at relationerne på tværs af etniske grupper er en del større, end Uhrskov lader os vide.

En undersøgelse fra Pew Research Center kommer frem til, at ét ud af syv nye ægteskaber sker på tværs af race eller etniske skel, mens 8 procent af alle eksisterende ægteskaber er indgået på tværs af etniske skel.

Især Hispanics samt asiatiske kvinder og sorte mænd gifter sig relativt ofte uden for egen etniske gruppe, hvilket fremgår af nedenstående.

Ud over at der er tale om en fordobling af ægteskaber på tværs af de opstillede etniske grupper siden 1980, tyder undersøgelsen også på, at den animositet, som Uhrskov prøver at fremmale mellem de forskellige etniske grupper, er stærkt overdrevet.

Til gengæld afslører undersøgelsen også, at religion spiller en betydelig rolle, hvilket måske er nok så relevant i forhold til indvandringen til Europa. Det fremgår nemlig, at mens etnicitet ikke har nogen større betydning, er holdningen til ateister mildt sagt negativ.

Og netop med hensyn til religion adskiller indvandringen til USA sig markant fra indvandringen til store dele af Europa, herunder Danmark. Det kan egentlig undre, at Uhrskov ikke er opmærksom på dette. I den udstrækning religion betyder noget for valg af partner, er denne barriere langt mindre i USA end i Europa. At kulturelle og religiøse barrierer betyder væsentligt mere i Danmark end i USA fremgår tydeligt af Danmarks Statistiks seneste tal.

Hvis bare problemerne herhjemme var som i USA 

Det billede som Uhrskov tegner af fremtidens USA er ikke rar læsning:

Indvandringen fra Latinamerika vil bringe USA i knæ økonomisk og forvandle verdens stærkeste stat til et halvt tredjeverdensland. På lange stræk med en uhyggelig stor underklasse, en stadig mindre middelklasse og så selvfølgelig en lille overklasse, der vil have de økonomiske midler til at leve i såkaldte gated communities, indhegnede områder med vagter.

Alt dette på grund af den store indvandring siden midten af 1960erne, må man forstå.

Ikke et ord om, at kriminaliteten er faldende, og ikke et ord om, at det, som Uhrskov kalder en “uhyggelig stor underklasse”, primært består af mennesker, hvis levestandard efter europæiske forhold ville klassificere dem som middelklasse i de fleste europæiske lande. En analyse fra den svenske tænketank Timbro påpegede således for nogle år tilbage, at hvis man anvendte den officielle amerikanske fattigdomsgrænse og korrigerede for forskelle i købekraft, ville 40 procent af svenske husholdninger falde under denne grænse. Og ud fra en gennemsnitsbetragtning er købekraftskorrigeret BNP per indbygger for EU lavere end alle amerikanske stater målt individuelt.

Gini

Formålet med at bruge USA synes da også primært at være at lave en reference, som skal passe til allerede skrevne konklusioner, hvortil han bl.a. skal bruge en helt bestemt forestilling om USA før og efter midten af 1960’erne. Således skriver Uhrskov:

Det siges ofte, at USA altid har været et meget ulige samfund, men det er en sandhed med modifikationer. Frem mod 1970 faldt uligheden i USA til det  der teknisk hedder 0,35 i Gini-koefficient. Det er på niveau med mange europæiske lande i dag, f. eks. Storbritannien, Frankrig og Italien. Danmark som er et af de mest lige lande i verden i dag, har en Gini-koefficient på 0,24, så jo lavere tal, desto større lighed. USA’s Gini-koefficient er i dag 0,41, men for et par generationer siden var der ikke nævneværdig forskel på uligheden i Danmark og USA.

At der for et par generationer siden ikke var “nævneværdig forskel på uligheden i Danmark og USA”, er nok noget af en tilsnigelse. Uligheden i USA i 1970 — skal man tilbage til før 2. verdenskrig for at komme bare i nærheden af herhjemme.

Som det fremgår af nedenstående figur, faldt uligheden, målt på andel af samlet indkomst, i USA fra 1930’erne og frem til afslutningen af den store immigrationsbølge frem til 1. verdenskrig (og som Uhrskov ganske rigtigt skriver) frem til slutningen af 1960’erne, hvorefter den er steget igen. Det er der naturligvis mange årsager til, men én årsag er formentlig, at der siden 1960’erne har været et stort inflow af relativt dårligt uddannet arbejdskraft (legalt og illegalt) og dermed, alt andet lige, et stigende udbud af ufaglært arbejdskraft. Til fordel for arbejdsgiver og forbrugere, men selvfølgelig til ulempe for den allerede eksisterende ufaglærte arbejdskraft.

Kilde: http://www.gini-research.org/system/uploads/19/original/Atkinson_GINI_Mar2010_.pdf?1269619027

Det er også Uhrskov magtpåliggende at påpege, at indvandringen falder efter 1. verdenskrig. Det er også helt korrekt. Ligesom det er korrekt, at indvandringen fra Latinamerika (læs primært Mexico) var lav indtil midten af 1960’erne. Men det bør måske også fremhæves, at krisen i 1930’erne næppe er uden betydning for den fortsatte indvandring. Den indebar, at man blev fattigere, men mere lige. Det er der næppe mange amerikanere, som har sat pris på i 1930’erne.

Siden 1960’erne har USA ikke kun fastholdt, men også udbygget velstandsgabet til Europa, på trods af at tilstrømningen af lavt kvalificeret arbejdskraft har været mange gange større end til Europa. Tre ud af fire immigranter fra den tredje til den første verden har de seneste årtier haft USA som mål.

Indvandringen til USA før og nu

Som det fremgår af ovenstående figur, var der tale om en endog meget voldsom immigration op til 1. verdenskrig, og i andel af befolkningen har man på intet tidspunkt senere oplevet noget lignende.

There was a reason why employers in the middle of the 19th century had signs that said, “No Irish need apply” — and why employers in the middle of the 20th century no longer had such signs. It was not that employers had changed. The Irish had changed. (Thomas Sowell)

Indvandring har sjældent været en køn og smertefri proces. Det gælder ikke mindst i USA (også hvis vi ser bort fra den tidlige europæiske indvandrings konsekvenser for den oprindelige indianske befolkning).

Uhrskov mener, at det er en ren elitær myte, at:

“Nationen [USA] er et helt enestående samfund, der kan lade hvem som helst indvandre og stadig få noget amerikansk ud af det.”

Her går Uhrskov igen fejl af årsag og virkning. Han har fuldstændig ret i, at indvandringen ofte gav anledning til modstand fra dem, som allerede boede i landet, men det kan undre, at han daterer modstandens begyndelse til at falde sammen med indvandringen fra 1880’erne og frem, som det fremgår af følgende:

Særligt fra 1880’erne og frem til begyndelsen af 1920’erne ændrede invandringen til USA karakter. Nu kom indvandrerne ikke længere så meget fra Vest- og Nordeuropa, men i stigende grad fra Syd- og Østeuropa. Italienere, polakker og russere, herunder mange polske og russiske jøder, indvandrede omkring århundredeskiftet til Guds eget land. Eftersom hovedparten af den anglo-protestantiske befolkning stadig besad en særdeles stærk fornemmelse for tilhørsforhold, blev denne indvandring ikke anset for at være uden problemer. Også indvandring inde for ens egen kulturkreds kan være problematisk.

Det er ikke rigtigt at datere modstand mod indvandring til slutningen af det 19. århundrede. Den skal dateres til den tidligere massive irske indvandring fra 1840’erne og frem. På et tidspunkt i 1850’erne lykkedes det modstandere af irsk indvandring at få valgt seks guvernører, mens man dominerede flere delstaters lovgivende forsamlinger.

Der var talrige sammenstød mellem forskellige etniske grupper, som i omfang og brutalitet får alt, hvad USA senere har oplevet i det 20. århundrede, til at blegne. Og når Uhrskov fremhæver den anglo‑protestantiske befolknings fornemmelse for tilhørsforhold og fremhæver anti‑immigrationslovene fra 1924 med følgende bemærkning:

Der var tale om et kvotesystem, der favoriserede de grupper, der i forvejen befandt sig i USA. Groft sagt betød det, at englændere og tyskere havde langt lettere ved at opnå tilladelse til indvandring end f.eks. grækere og italienere

… får han dels problemer i forhold til sin overordnede pointe omkring indvandringens økonomisk negative betydning, og dels køber han en politik, som næppe har været til økonomisk fordel for USA.

Som det fremgår af ovenstående tabel, som viser indkomster for efterkommere efter en række indvandrergrupper (1973), har efterkommere efter bl.a. italienere og polakker klaret sig markant bedre end de to dominerende europæiske indvandrergrupper, englændere og tyskere, som vi må gå ud fra var bannerførere i modstanden mod yderligere indvandring.

Ser vi på senere data, fremgår det af nedenstående tabel, at lønforskellene mellem indfødte (3. generation og frem) og 1. og 2. generationsindvandrere for de udvalgte grupper mindskes.

Intern amerikansk debat om de økonomiske konsekvenser

Hvis vi ser bort fra kritikken af den fortsatte indvandring, som primært drives af kulturelle aversioner, har der i årevis været en debat om, hvorvidt indvandringen gavner eller skader amerikansk økonomi. Ikke mindst cubansk‑amerikaneren George Borjas har fremført betydelig kritik og bekymring på grund af sammensætningen i den fortsatte indvandring af ufaglært arbejdskraft.

I den anbefalelsesværdige bog Heaven’s Door (1999) konkluderer (erkender) han, at der først og fremmest er tale om et fordelingsspørgsmål. Argumentationen er primært baseret på træk på offentlige kasser og de væsensforskellige konsekvenser for forskellige grupper i USA. En argumentation ikke ulig den, vi kender herhjemme, og som jeg også har skitseret tidligere i dette indlæg.

Borjas regner sig bl.a. frem til, at indvandrernes lønpres i slutningen af 1990’erne indebærer et skift fra lønindkomst til restindkomst svarende til ca. 160 mia. USD om året. Til gengæld kommer han frem til, at den samfundsøkonomiske nettogevinst er “sølle” 10 mia. USD. Resultatet er dog helt afhængigt af, hvilke forudsætninger man opstiller med hensyn til det øgede udbuds betydning for de generelle lønninger på de dele af arbejdsmarkedet, hvor indvandrerne konkurrerer med national arbejdskraft.

Det skal bemærkes — og fremgår ved at sammenligne “Figure 1” og “Figure 3” — at uddannelsessammensætningen siden Borjas’ bog har ændret sig mod mere veluddannede indvandrere. Det skyldes, at andelen af indvandrere med latinamerikansk (og caribisk) baggrund er faldet, mens andelen fra Europa, Asien og “andet” er steget.

Sidstnævnte grupper har et uddannelsesniveau, som er sammenligneligt med den amerikanske befolkning generelt eller højere.

For mere, se Brookings Institution

Indvandring og uddannelse

As of about World War I, Jews scored sufficiently low on mental tests to cause a leading “expert” of that era to claim that the test score results “disprove the popular belief that the Jew is highly intelligent.”11 At that time, IQ scores for many of the other more recently arrived groups—Italians, Greeks, Poles, Portuguese, and Slovaks—were virtually identical to those found today among blacks, Hispanics, and other disadvantaged groups.12 However, over the succeeding decades, as most of these immigrant groups became more acculturated and advanced socioeconomically, their IQ scores have risen by substantial amounts. Jewish IQs were already above the national average by the 1920s, and recent studies of Italian and Polish IQs show them to have reached or passed the national average in the post-World War II era. Polish IQs, which averaged eighty-five in the earlier studies—the same as that of blacks today—had risen to 109 by the 1970s. This twenty-four-point increase in two generations is greater than the current blackwhite difference (fifteen points). (Thomas Sowell)

Hovedtesen om, at ikke‑vestlig indvandring medfører et “fattigere Danmark”, baserer Uhrskov som før nævnt på, at indvandrere fra ikke‑vestlige lande og deres efterkommere i gennemsnit er dårligere uddannet. Og det er da også helt korrekt, at efterkommere efter indvandrere fra ikke‑vestlige lande i gennemsnit har en ringere uddannelse end danskere, hvilket fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Mens henholdsvis 26 procent og 20 procent af danske mænd og kvinder på 30 ingen erhvervskompetencegivende uddannelse har, gælder det 52 procent af mandlige og 36 procent af kvindelige efterkommere fra ikke‑vestlige lande. En betydelig forskel.

Det er her, Uhrskov inddrager Hispanics, idet han lægger vægt på, at:

Fra USA ved vi – på grund af landets lange erfaring med indvandring, også før liberaliseringen i 1965 – at andengenerationsindvandreres niveau er det, der må påregnes at holde også i generationerne derefter, i tredje, fjerde, femte osv.

Han understreger sin pointe ved at inddrage PISA‑undersøgelser, som entydigt påviser en enorm forskel i de faglige kundskaber (en forskel som også findes mellem Hispanics og sorte over for hvide og asiater i USA).

Der er flere problemer i denne fremgangsmåde. Ikke mindst at Uhrskov ikke på noget tidspunkt reflekterer over, i hvilken udstrækning et middelmådigt offentligt uddannelsessystem har et ansvar for de ringe skolekundskaber.

Alt andet lige må det forventes, at dårlige skoler og ringe undervisning rammer dem, som har mest behov for det — og mindst akademisk bagage med hjemmefra — hårdest. Kombinationen af ringe undervisning, at man ikke taler eller kun taler dårligt dansk derhjemme, samt at ens kulturelle baggrund er alt andet end uddannelsesfremmende, tilsiger jo, at der må være forskel. Ikke desto mindre skriver Uhrskov:

Der kan, når alt kommer til alt, kun være én fortolkning af de foreliggende tal. Både danske mænd og kvinder klarer sig markant bedre – de danske kvinder klart bedst – i enhver sammenligning med indvandrerefterkommere, født og opvokset i Danmark med adgang til hele pakken af gratis uddannelse.

Med andre ord må vi formode, at Uhrskov mener, at det i hvert fald ikke er uddannelsessystemets skyld, når eleverne efter 9 års skolegang i uhyggeligt omfang stort set ikke kan læse og skrive.

Ligeledes reflekterer han på intet tidspunkt over kulturelle forholds betydning for, at indvandrere fra ikke‑vestlige lande klarer sig dårligere end danske børn. Det gør man i USA, hvor undersøgelser peger på, at især mexicanske børn allerede som 3‑årige halter udviklingsmæssigt bagefter, fordi de understimuleres. Børne‑ og ungdomsminister Christine Antorini havde derfor en god pointe, da hun for nylig pointerede vigtigheden af at læse højt for sine børn. Desværre kan vi formentlig gå ud fra, at de kredse herhjemme, hvor understimuleringen af børn er et problem, næppe fulgte med i den debat.

Men hvordan står det så egentlig til i USA? Der er ingen tvivl om, at Hispanics halter bagefter uddannelsesmæssigt, men det er dog også signifikant, at uddannelsesniveauet er meget forskelligt alt efter, hvilken undergruppering man falder under. Mens uddannelsesniveauet for Hispanics med cubansk baggrund næsten er på niveau med den hvide del af befolkningen, halter indvandrere med puertoricansk baggrund nok efter, men har oplevet en betydelig stigning i uddannelsesniveauet.

Om man vil bruge ovenstående udvikling til at fastslå, at 3., 4., 5. osv. generation blot reproducerer 2. generations uddannelsesmønster, vil jeg lade være op til læseren. Personligt vil jeg mene, at det er en forhastet konklusion. Det skal også medtages, at det fortsat er således, at ca. 1/3 af alle unge Hispanics ikke er født i USA, hvilket vi ved alt andet lige tenderer til mindre uddannelse.

Jeg skal dog understrege, at stigningen i det gennemsnitlige uddannelsesniveau i USA — ikke mindst når vi taler om at bestå High School — i lighed med Danmark i ukendt udstrækning formentlig er sket ved at sænke beståelseskravene.

Der er også fortsat klare forskelle mellem de enkelte kategorier, hvilket naturligvis delvist underbygger Uhrskovs antagelse. Men det skyldes ikke nødvendigvis hverken genetiske forskelle eller samfundets racisme, som multikulturalisterne altid disker op med, når alt andet er slået fejl (både i USA og herhjemme). Der er snarere grund til at tro, at hele processen forhales af de samme faktorer i USA som i Danmark — nemlig socialstaten og ikke mindst den grundlæggende tankegang, som ligger bag. Undfanget af det, Morten Uhrskov kalder “den liljehvide elite”.

Socialstatens fallit. Meget mere end et spørgsmål om penge

Et helt centralt problem er socialstatens overførsel af ansvar fra den enkelte til systemet. Desværre en tankegang som ikke er begrænset til venstrefløjen. Tåbelige målsætninger som, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse — som VK‑regeringen arbejdede ud fra — har i den grad medvirket til at pervertere og ødelægge uddannelsessystemet herhjemme. Ligesom en af multikulturalisternes yndlingskæpheste (i hvert fald før i tiden), modersmålsundervisning, var baseret på en absurd forestilling om, at det var det modtagende samfund, som har ansvaret for, at indvandrere og flygtninge bliver integreret og klarer sig godt. Det ansvar tilfalder selvfølgelig — som det altid har gjort — primært dem, som vælger at komme til landet.

Bedre er det naturligvis ikke blevet af, at man i årtier har dyrket et særligt vestligt selvhad, hvorefter den hvide mand tilsyneladende er skyld i alt ondt her i verden, hvorfor man endelig ikke må hævde hverken europæisk kulturel overlegenhed (om end den efterhånden da også er gået noget fløjten) eller stille det helt simple krav, som man med største naturlighed gjorde tidligere — nemlig at den nytilkomne enten tilpassede sig de eksisterende forhold eller tog hjem igen.

Eller som Thomas Sowell har udtrykt forskellen på det USA, som mødte indvandrere før og efter 1960’erne:

At one time, immigrants came to America to become Americans. Today, the apostles of multiculturalism and grievance-mongering have done their best to keep foreigners foreign and, if possible, feeling aggrieved. Our own schools and colleges teach grievances.  (Thomas Sowell)

Det er socialstaten som gør os fattigere, ikke indvandringen.

Morten Uhrskovs påstand om, at det er selve indvandringen, som medfører “et Danmark med lavere vækst, med mindre velstand og dermed også med ringere velfærd”, er ikke korrekt. Igennem de seneste 40 år er vi allerede blevet relativt fattigere, og det vil vi fortsætte med — indvandring eller ej — medmindre vi gennemfører gennemgribende reformer af socialstaten.

Fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1970’erne var Danmark blandt verdens 10 rigeste lande. En rigdom baseret på en flittig og hårdtarbejdende befolkning og næret af lave skatter, en lille offentlig sektor og en for datiden betydelig international handel. Sidenhen er den fortsatte vækst faldet drastisk, mens stat og skattetryk omvendt er vokset betragteligt. Konsekvensen er, at vi i dag blot er blandt verdens 20. rigeste lande. Uden reformer vil vi blot fortsætte med at blive relativt fattigere.

Med udgangspunkt i købekraftskorrigeret BNP kunne et bud på prisen for det vanvittige eksperiment, som den danske socialstat er, angives at svare til ca. 25 procent af nuværende BNP (forskellen på vores relative placering blandt verdens 5‑6 rigeste lande i 1970 og vores nuværende placering ifølge seneste tal fra IMF).

Helt grundlæggende synes Morten Uhrskovs problem at være, at han ikke har styr på, hvordan velstand skabes. Han gør således i sin bog opmærksom på, at fagbevægelsen i 1960’erne var modstandere af tilstrømningen af gæstearbejdere, hvilket er helt korrekt. Venstrefløjen og fagbevægelsen ændrede først holdning, efter man effektivt havde sikret sig, at tilstrømningen ikke påvirkede løndannelsen.

Men hermed accepterer han også samme fagbevægelses argument om, at stigende lønninger i sig selv er med til at skabe velstand, fordi det “tvinger arbejdsgiverne til øgede investeringer”. Problemet er, at de ressourcer, som anvendes til at øge output per arbejdstime, kunne have været anvendt til andre ting (f.eks. udvikling af nye produkter), og alt andet lige indebærer en mindre efterspørgsel efter arbejdskraft, hvorved arbejdsløsheden stiger.

Men at gøre det til en konsekvens af indvandringen giver ingen mening. Også uden indvandring er vores velfærdsmodel ikke bæredygtig. Den demografiske udvikling i de kommende årtier, hvor antallet af pensionister vil stige betydeligt — herunder antallet af medborgere over 80 år, som er meget omkostningstunge — vil i sig selv indebære, at den del af befolkningen, som er i arbejde, skal acceptere at dele frugten af deres indsats med stadigt flere.

Den demografiske udvikling siden 1990’erne har (bl.a. af Radikale Venstre) været anført som en begrundelse for fortsat indvandring — også fra ikke‑vestlige lande. Men det vil ikke løse problemerne, tværtimod.

Hvis de pågældende indvandrere ikke som minimum kan forsørge sig selv og sine, men rent faktisk indebærer et negativt nettobidrag til den fælles velstand, vil indvandringen rent faktisk øge problemerne i stedet for at mindske dem.

Det skal dog igen understreges, at det heller ikke er den enkeltes manglende uddannelse, som nødvendigvis er problemet. Uhrskov tror i lighed med venstrefløjen, at der tilsyneladende eksisterer en slags naturlov, som tilsiger, at ufaglærte jobs nødvendigvis forsvinder i takt med, at samfundet bliver rigere. Men grunden til, at de jobs forsvinder i Danmark, har intet med stigende velstand at gøre. Det er primært resultatet af vores høje overførselsindkomster, som sætter en nedre grænse for lønningerne.

USA, hvor indkomstforskellene er betydeligt større end i Danmark, er efterspørgslen efter personlige serviceydelser langt højere end herhjemme, og udnyttelsen af arbejdskraften er langt mere effektiv.

En forøgelse af udbuddet af ufaglært arbejdskraft indebærer alt andet lige, at ufaglærtes relative timeløn er mindre i forhold til andre grupper. Men man kan ikke heraf slutte, at væksten falder, og velstanden forringes — hverken for de ufaglærte og slet ikke for resten af befolkningen.

Med mindre der er tale om en meget stor tilstrømning af ufaglært arbejdskraft, indebærer det heller ikke nødvendigvis, at ufaglærte tjener mindre i absolutte tal eller oplever lavere levestandard, men alene at lønforskellene øges.

Tværtimod kan et øget udbud af ufaglært arbejdskraft i sig selv være med til at øge vækst og værditilvækst per indbygger. I den udstrækning højtlønnede familier f.eks. vælger at ansætte en au pair‑pige til at ordne de huslige sysler, øger det både familiens indtægt, sikrer den pågældende au pair et velstandsløft og øger den økonomiske vækst.

Det samme gør sig gældende i den udstrækning, at øgede lønforskelle giver flere mulighed for at betale sig fra havearbejde, boligvedligeholdelse, bil‑ og tøjvask mv. Omsættes denne sparede tid til mere arbejde, vil dette øge både vækst og velstand for hele samfundet.

En sammenligning af den samlede ugentlige arbejdstid for både mænd og kvinder i Tyskland og USA har påvist, at mens både mænd og især kvinder arbejde mere ude i USA, arbejder de væsentligt mindre hjemme. Nettoeffekten er, at tyske og amerikanske mænd har  nogenlunde samme ugentlige arbejdstid, mens amerikanske kvinder arbejder væsentligt mindre end deres tyske medsøstre. Samfundsøkonomisk indebærer den mere optimale arbejdsfordeling i USA, alt andet lige, en samlet velstandsgevinst til amerikansk fordel.

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil det lavere uddannelsesniveau med andre ord primært indebære at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Og det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Og således har socialstaten åbenbart perverteret os alle, og det er vist heller ikke indvandrernes skyld. Uanset hvor de kommer fra.