Buchanan og Tullock udgav i 1962 deres fælles bog The Calculus of Consent, som var en vigtig del af 60ernes public choice-revolution. Her præsenterer de deres fulde forståelse af konsekvenserne af at gøre det henholdsvis lettere og sværere at tage politiske beslutninger. Frederiksen og Løkkes fokus er på det ene af de to forhold, Buchanan og Tullock finder relevante. De mener, at der er omkostninger ved at gøre for lidt – ikke at lave såkaldte reformer, ændre lovgivning, og generelt blande sig – i forhold til hvad mindretalsregeringer gør. Men som man kan se i figuren nedenfor, er det kun den ene af to mulige typer af mekanismer.

Der er nemlig også omkostninger ved at gøre for meget: Jo mindre kompetente, politikere er – og vel at mærke fagligt kompetente og ikke bare kompetente til at spille et politisk spil – jo flere dårlige beslutninger tager de. Jo større indflydelse, der er fra særinteresser, jo flere dårlige beslutninger kan de tage. Og jo mindre de ved om samfundsmæssige forhold, jo ringere bliver deres beslutninger. Det relevante aspekt i sagen, er de samlede omkostninger, og ikke blot det irriterende besvær ved at finde flertal. Der er derfor virkeligt tungtvejende grunde til at gøre det svært at tage politiske beslutninger!

Buchanan og Tullock brugte dette framework til at argumentere for, hvorfor der er behov for krav om flertal på væsentligt over 50 %, når man for eksempel ændrer Grundloven. Helt grundlæggende er deres idé, at jo større og mere omfattende politiske beslutninger er, jo større må flertallet for dem være, fordi man i de tilfælde risikerer at lave langt større skader end ved almindelige, små beslutninger.

Frederiksen og Løkkes udgangspunkt at det skal være let for dem at lave store og omfattende ændringer i dansk politik og i samfundet er derfor rendyrket nonsens i Buchanan og Tullocks framework. De to public choice-koryfæer ville i stedet have sagt, at med den slags ambitioner er det vigtigt at inddrage store dele af oppositionen, og at være forsigtige. Man kan måske godt forstå, at magtmennesker som Lars Løkke bliver utålmodige, men fra en videnskabelig vinkel – og i det mindste fra en public choice-vinkel – er der behov for det stik modsatte end lynbehandling af et ukritisk flertal i Folketinget.

Hele NOJJ’s polemik bygger reelt på at sammenblande de to måder, vi bruger begrebet ”demokrati” på. Det kan både være en styreform og konkrete flertalsbeslutninger. Man kan godt være modstander af demokratiske beslutninger uden dermed at være imod styreformen. Det er faktisk ret normalt, og ingen ved deres fulde fem ville fx beskylde et dansk folketingsmedlem for at være imod demokratiet, fordi han/hun er imod en lov vedtaget af flertallet. I den vestlige demokratiforståelse – det liberale demokrati – er det faktisk helt fundamentalt, at demokrati ikke er lig med flertalsstyre om alt, men at der tværtimod er en sfære, som ligger uden for staten og flertallets rækkevidde. Valg af ægtefælle, retten til at ytre sig, domstolsbeskyttelse, retten til at danne partier og foreninger og vores privatforbrug tilhører den personlige sfære, civilsamfundet og markedet. Liberalt demokrati vil ikke sige, at staten bør bestemme alt, men at staten bør være begrænset. Selve det, at staten skal have mandat fra flertalsafgørelser, er i sig selv en begrænsning på statsmagten. Ifølge Karl Popper (læs bl.a. her) er det den eneste måde at opfatte demokrati på, hvis begrebet ikke skal blive selvmodsigende.

Når jeg på min Facebook-profil fremhæver markedet, er det netop for at gøre opmærksom på, at det er et rigtig godt alternativ til central styring af mennesker. Når jeg — og andre liberale — kritiserer statens indblanding i det, vi opfatter som privatsfæren, er det altså ikke en kritik af demokratiet til fordel for andre styreformer, men en kritik af demokratiets centrale beslutninger til fordel for decentrale beslutninger, hvor den enkelte har frihed til at vælge selv for sig selv. Lad mig understrege denne pointe med et eksempel.

Forestil jer, at 100 mennesker skal købe nye sko. 51 foretrækker røde sko, mens 39 foretrækker blå. De resterende 10 foretrækker andre farver. Hvis købet af sko overlades til en demokratisk flertalsbeslutning, ender alle med at få røde sko. Muligvis ender det med et bredt forlig, hvor alle får lilla sko. Til sammenligning vil markedet levere præcis de sko, som hver enkelt foretrækker. Selvom eksemplet er ekstremt simplificeret, viser det meget tydeligt, hvorfor demokratiet ikke er velegnet til at købe sko til folk. Det betyder IKKE, at et diktatur eller monarki vil være bedre til det. Det betyder, at INGEN central styreform vil kunne gøre det lige så godt som markedet. Derfor overlades købet af sko bedst til den enkelte – altså til markedet. Denne indsigt kan i de fleste tilfælde overføres til andre dele af økonomien. Men hvis der er tale om kollektive goder, gælder indsigten ikke nødvendigvis. Dette kan også illustreres med et eksempel.

Forestil jer, at 100 mennesker skal forsvare deres land mod en fremmed magt. Målet er relativt enkelt. Enten vinder man kampen, eller også bliver man besat og undertrykt. Når alle har samme mål, er demokratiet effektivt. Til sammenligning kan en markedsløsning føre til, at nogle forsøger at undgå at bidrage til forsvaret af landet, i håbet om at andre gør det for dem – dét økonomer kalder free riding. I værste fald kan det føre til, at landet bliver besat uden nævneværdig modstand. Her er altså et eksempel på, at demokratiet (eller andre styreformer for den sags skyld) måske kan levere bedre løsninger end markedet.

NOJJ’s gennemgang af liberales forhold til demokratiet giver indtryk af, at liberale er modstandere af demokrati til fordel for andre styreformer. Det er bestemt ikke korrekt. Liberale er modstandere af central styring generelt. Det er rigtigt, at det liberale fyrtårn, F.A. Hayek, på et tidspunkt i et interview bemærkede, at den personlige frihed var større under Pinochet end under den socialistiske forgænger, Allende. Om Hayek havde ret, ved jeg ikke. Men personligt ønsker jeg ikke at blive undertrykt og styret af hverken en diktator eller et socialistisk flertal, uanset om de er demokratisk valg eller ej. Og Hayeks livslange kamp mod planøkonomi baserede sig på, at det i sidste ende er uforeneligt med både frihed og demokrati. Derfor frygtede han af god grund kommunismen også i Chile. I sin berømte bog ”Vejen til trældom” påpegede han, at planøkonomi kræver en konsekvent gennemførelse af en samlet plan, som ikke levner plads til de svingende beslutninger, der må præge et demokrati.

Men en stor del af NOJJ’s påstand om det udemokratiske liberale sindelag bygger i høj grad på referencer til netop Chile. For James M. Buchanan og Milton Friedmans vedkommende ryger deres demokratiske akkreditiver alene på, at Pinochetregimet på nogle punkter lod sig inspirere af dem til økonomiske reformer – i øvrigt efter problemer med at gennemføre en ikke særlig liberal økonomisk politik i starten. Det er altså ”guilt by association”. Ud fra samme logik kunne man beskylde Friedman for at være kommunist, fordi han var med til at inspirere det kommunistiske styre i Kina til en mere markedsorienteret kurs. Interessant nok – og desværre noget ødelæggende for NOJJ’s tese – så advarede Friedman samtidig om, at markedsøkonomi og demokrati hænger sammen, og at den kinesiske succes vil blive begrænset, hvis den økonomiske frihed ikke kommer til at følges af politisk frihed. Ser man på den aktuelle udvikling i Kina, hvor kommunisterne strammer deres greb om både det politiske og økonomiske system, så virker advarslen ikke uberettiget.

Det virker tilsvarende søgt at forsøge at gøre Ludwig von Mises til sympatisør med fascisme. Mises formåede kun i sidste øjeblik at slippe ud af Hitlers Stortyskland, hvor hans markante kritik af alle former for kollektivisme, rød som brun, og hans jødiske baggrund gjorde ham forhadt hos regimet. Efter Sovjets sammenbrud fandt man hans papirer i Moskva. De var blevet beslaglagt af Gestapo under nazismen og derefter af den sovjetiske besættelsesmagt. Kan man forestille sig nogen bedre illustration af berettigelsen af at bekæmpe socialisme i alle dens afskygninger?

Den eneste lille knage, NOJJ synes at have at hænge hatten på, er at slå ned på diskussioner hos liberale tænkere af, hvordan man håndterer det dilemma, hvor et demokratisk styre løber af sporet og måske endda afskaffer sig selv. I hvor høj grad er udemokratiske virkemidler så acceptable? Var det fejlslagne militærkup mod Hitler acceptabelt, selv om Hitler kom til magten ved et demokratisk valg? Ville det have været en fordel, hvis et succesfuldt kup tidligere endnu kunne have forhindret holocaust? Heldigvis er vi i vor tid og del af verden forskånet for den slags dilemmaer. Og man vil lede forgæves efter liberale, som er imod legitime demokratiske institutioner, uanset hvor illiberal en politik de måtte beslutte sig for. Truslen mod de demokratiske institutioner kommer stadig fra kollektivister som socialisterne i Venezuela og nationalisterne i Polen. Måske Hayeks udtalelse om friheden under Pinochet primært illustrerer, at selv liberale fyrtårne — der kæmper hele livet for frihed — ikke formår at udpege algode politikere til at styre et land. Men på samme måde kan vi næppe heller forlade os på, at 51% af borgerne kan vælge 90 algode og alvidende politikere, som kan styre og vælge for den enkelte dansker. Demokratiet har sine åbenlyse begrænsninger, og derfor bør vi i mine øjne overlade så mange beslutninger som muligt til den enkelte, da flertallet simpelthen ikke kan træffe det bedste valg for den enkelte. Her er markedet bedre end demokratiet.

Problemet er, at perfekte løsninger oftest ikke findes – og i sagens natur ikke kan findes. Hvor det på forhånd er illusorisk at forestille sig, at man ved at skrue op for ét virkemiddel – så som tvangsfjernelser – ikke samtidig skaber andre problemer så som uretmæssige fjernelser. For ikke længe siden blev der oprullet en skandale i Frederiksberg Kommune, som førte til afskedigelsen af den øverst ansvarlige embedsmand, fordi der blev fjernet børn, som ikke burde have været fjernet. Kommunen gik for langt, formentlig i sin iver efter at undgå en ny “Tøndersag”. Statsministeren selv begyndte sit embede med at undskylde til de såkaldte “Godhavndrenge” for den vanrøgt, de var blevet udsat for af det offentlige, efter at de var blevet anbragt.

Det er vigtigt at se i øjnene, at denne type af afvejninger ikke kan undgås.

I statistik taler vi om at minimere over to typer af fejl – kaldet type I- og type II-fejl. En type I-fejl vil sige at forkaste en sand hypotese. En type II-fejl vil sige at godkende en forkert hypotese. Der findes desværre ikke metoder, som er fejlfri. Man kan godt mindske risikoen for at begå den ene type fejl, men på et tidspunkt vil man nødvendigvis øge risikoen for at begå den modsatte fejl. Man kunne f.eks. automatisk acceptere alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men der ville samtidig være frit spil for falske hypoteser. Man kunne omvendt forkaste alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at acceptere falske hypoteser, men jo også alle de sande.

Derfor vælger man almindeligvis et såkaldt signifikansniveau. Det er en sandsynlighed for at begå en type I-fejl. Et lavt signifikansniveau reducerer risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men det øger samtidig risikoen for at begå en type II-fejl. Med et lavt signifikansniveau vil man hyppigere komme til at godkende hypoteser om sammenhænge, der i realiteten ikke findes, men skyldes statistisk tilfældighed.

Denne grundlæggende problematik i statistik medfører, at vi ikke kan få eksakt, definitiv viden om empiriske videnskabelige sammenhænge. Der er altid en risiko for, at en accepteret teori er forkert, eller at en ikke-accepteret er rigtig.

Men helt det samme problem gør sig gældende, når man i praksis skal træffe afgørelser om f.eks. vanrøgt eller skyld i kriminelle forhold. Det er umuligt ikke at begå fejl. Jo flere børn, man fjerner for at undgå vanrøgt, desto flere børn vil blive fjernet fra forældre, som ikke vanrøgter deres børn. Jo lettere det er at dømme en person for en forbrydelse, desto flere justitsmord vil der blive begået. Omvendt vil høje tærskler føre til, at flere børn bliver vanrøgtet i hjemmet, og at flere skyldige går fri.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes værre og bedre metoder til at afgøre den slags sager. Hvis dommerne trak lod frem for at høre bevisførelse, når de afgør kriminalsager, ville der nok både sidde flere uskyldige i fængsel og gå flere skyldige fri. Men der vil altså være en usikkerhed, man ikke kan sætte sig ud over. Når statsministeren vil “stille sig på børnenes side” ved at tvangsfjerne flere, vil der næsten uvilkårligt også blive fjernet flere, der ikke vanrøgtes.

Hvis man glemmer det, så ender man dér, hvor der hele tiden bliver overstyret under indtryk af aktuelle begivenheder. Politikerne høster popularitet på at reagere på enkeltsager, hvor det viser sig, at der er begået den ene eller anden type fejl.

Desværre vrimler sociale medier med opslag fra folk, der ikke kan gennemskue sammenhængen. Det er personer, som kræver meget stram udlændingepolitik, og samtidig himler op, når et af de velfungerende børn på det lokale gymnasium ryger ud sammen med sin familie. Eller dem, der kræver hårdere kurs på grov tone på sociale medier og samtidig bliver rystede over selv at havne i karantæne på grund af et uskyldigt ment opslag. Eller kræver øget indsats mod hvidvask i bankerne og ikke kan forstå, at deres lokale sportsklub ikke kan få en bankkonto. Eller kræver øget overvågning af potentielle terrorister og ikke kan forstå, at deres teledata bliver brugt mod dem i skattesager.

Listen er lang. Ofte beklager man sig over paradokset i, at den åbenlys uskyldige straffes, når de åbenlyst skyldige går fri – og udlægger det som en konsekvens af inkompetence hos politikere og myndigheder. Men grundlæggende usikkerhed kan ikke undgås. Og selv det, at inkompetence kan forekomme og påvirke udfaldet af konkrete sager, er et grundvilkår.

Det er samtidig en vigtig pointe i et liberalt demokrati, at afvejningen mellem type I- og type II-fejl ikke er underordnet. Det skal være svært for staten at løfte bevisbyrden mod borgerne. Det hænger sammen med, at borgerne kommer før staten, og at staten ikke desto mindre råder over beføjelser til at udøve magt, som ingen andre har. Derfor har vi sammen med det liberale demokratis indførelse også indført princippet om, at staten har bevisbyrden, når den vil intervenere mod borgerne.

I et demokrati er det vanskeligt at regere åbenlyst imod flertallets interesse. Politikere, der som statsministeren ønsker at øge interventionen mod borgerne og altså eksponerer sig for type II-fejlen med at gribe ind over for uskyldige, vil derfor ofte appellere til, at reglerne er rettet mod en minoritet. Det er samme kneb, der anvendes, når de vil begrænse retssikkerheden og henviser til terrortruslen. Men det er værd at erindre sig, at der ingen garanti er for, at reglerne vil komme til at diskriminere på den måde, der lægges op til. Måske hvis der fandtes perfekte politiske løsninger. Men imperfektionen er et livsvilkår.

Staten har potentialet til at skabe meget store gevinster for borgerne: Fred, håndhævelse af kontrakter og beskyttelse af liv, frihed og ejendom. Men staten og dens magtmidler rummer også en risiko for at blive misbrugt og true det, den ellers burde beskytte. Der er altså et dilemma. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? Hvordan minimeres risikoen for misbrug?

Problemet er ikke nyt. I det antikke græske demokrati så samtidens store filosoffer med yderste skepsis på deres politiske system. Det var trods alt et demokratisk flertal, som dømte Sokrates til døden. Derfor vendte især Platon, men også Aristoteles sig mod demokratiet, hvor pøblen ender med at tage magten.

Bekymringen for, at demokratiet skulle blive et redskab imod borgernes frihed, for pøbelvældet, genopstod igen ved optakten til det moderne demokrati. Tocqueville og herhjemme Grundtvig og Kierkegaard er kendt for at ytre den på malende vis. De så for sig, hvordan staten ville ende med at lægge en kvælende dyne henover sine borgere i et totalitært omfang og langt mere end de enevældige konger, som gik forud. Der var en reel risiko for at komme fra asken og i ilden.

Hvordan blev risikoen håndteret i de nye demokratier? Der var grundlæggende to svar.

Det ene blev inspireret af Rousseau. Det gik ud på at sikre de rette betingelser for demokratiet, hvorunder ”folkeviljen” kunne materialisere sig – et ægte aggregat og sammensmeltning af individuelle holdninger. De rette betingelser skabes ved at præge holdningerne og fjerne afvigelser. Under den franske revolution fik det yderst håndgribelig udtryk. Revolutionen var om noget inspireret af Rousseau. Men mindre end en guillotinering kan også gøre det. Det centrale er at bearbejde holdningsdannelsen og på den måde begrænse truslen mod demokratiet.

Det andet svar blev inspireret ikke mindst af Locke. Det fik enorm betydning for den amerikanske revolution. Jeffersons uafhængighedserklæring og Madisons forfatning afspejler den. I Europa så man den hos f.eks. Montesquieu og Constant. Dette svar går ud på at lægge begrænsninger på, hvad staten må og kan anvendes til. Constant var blandt dem, som trak direkte referencer til erfaringerne fra det antikke græske demokrati. Havde det selv i Grækenland været vanskeligt at forhindre et pøbelvælde, var det i moderne tid direkte umuligt uden at tage udgangspunkt i stærke individuelle rettigheder, som ingen – heller ikke et flertal – må tilsidesætte. De amerikanske revolutionære frygtede, at de selv ville kunne optræde som den tyranniske engelske konge, de just havde afsat, hvis ikke også de selv blev underkastet begrænsninger. Individuelle rettigheder, forfatningsmæssige bindinger på staten, magtdeling, decentralisering, lovens suverænitet, direkte og indirekte demokrati er alle udtryk for denne tænkning[1].

Ideen om at begrænse staten blev mest konsekvent videreført som en del af den klassiske liberalisme. Men blev også bærende for det liberale demokrati, som voksede ud af de borgerlige revolutioner i Amerika og Europa. Så svaret på spørgsmålet – hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? – er altså: Ved at begrænse, hvad staten kan gøre. Individuelle rettigheder har forrang.

Det er her vigtigt at understrege, at klassisk liberalisme og liberalt demokrati ikke er det samme. Det første refererer til en politisk tænkning, mens det andet refererer til en styreform. Klassiske liberalister er gennemgående tilhængere af liberalt demokrati, men styreformen har selvsagt mange andre tilhængere.

Hvorfor Locke frem for Rousseau?

Men hvorfor vælge begrænsningen på staten frem for ensretningen af individer? Der er der en række gode grunde til – udover de blodige erfaringer fra den franske revolution.

For individualistisk politisk tænkning som de forskellige liberale retninger giver det sig selv, fordi det normative udgangspunkt er individet. Individet og dets frihed er det primære, mens staten kun kan begrundes med, at den ultimativt tjener alles interesse (Brøns-Petersen 2018). Mens en kollektivistisk doktrin naturligvis godt kan begynde med ”samfundet” og betragte individer som instrumenter, der skal tjene den kollektive interesse, ser de liberale tilgange det omvendt[2].

En anden vigtig årsag er, at det kan være vanskeligt at begrunde selve det liberale demokrati, hvis holdningsdannelsen er et anliggende for staten. Det liberale demokrati er indrettet til at håndtere, at borgerne har forskellige holdninger og interesser. Derfor bliver det selvmodsigende at ville beskytte demokratiet ved at dømme bestemte holdninger ude. En indvending kunne være, at alene de holdninger, som er fundamentalt imod det liberale demokrati, burde dømmes ude og søges ændret. Men hvor skal grænsen gå? Hvis det bør være forbudt at ytre sig imod det liberale demokrati, bør det så ikke også være forbudt at ytre sig imod et sådant forbud? Og bør det ikke være forbudt at ytre sig imod et forbud mod det sidste – og så fremdeles. Ultimativt kan enhver afvigelse ses som en potentiel trussel. Og det var jo vel at mærke præcis en sådan total ensretning, Tocqueville, Grundtvig og Kierkegaard frygtede.

En tredje begrundelse er, at det liberale demokrati bygger på en opfattelse af, at alle har lige rettigheder. Denne idé bygger ikke bare på én, men flere forskellige tilgange til politisk filosofi, som imidlertid alle leder til denne konklusion. Kontraktbaseret teori ser f.eks. på, hvad vilkårlige personer ville blive enige om – navnlig i en situation, hvor de ikke kender deres konkrete fremtidige omstændigheder. Utilitarisme og kantianisme bygger direkte på præmisser om, at alle er lige meget værd[3]. Samtidig er lige rettigheder en måde at sikre mere forudsigelige regler på, hvilket kan være en fordel for alle. Hvis reglerne kan indrettes arbitrært til fordel for de grupper, som på et givent tidspunkt har magten, gør det dem mindre forudsigelige at disponere ud fra, og chancen for at være på det vindende hold den ene dag modsvares af risikoen for at være på det tabende hold den næste.

En fjerde vigtig årsag hænger sammen med erkendelsen af, at vi alle er potentielle trusler mod hinandens frihed og det liberale demokrati. En ubegrænset statsmagt giver incitamenter til magtmisbrug. Den centrale indsigt fra politiske filosoffer som Hume, historikere som Acton til økonomer som Buchanan er, at det i sidste ende kommer an på incitamenter, ikke om staten styres af ”gode” eller ”dårlige” personer. Hvis statens legitimitet bygger på at beskytte borgernes liv, ejendom og frihed er det vanskeligt at begrunde, hvorfor der ikke også skal være beskyttelse mod staten selv[4].

Popper og ”tolerancens paradoks”

Et liberalt demokrati tillader altså, at individer kan have og give udtryk for holdninger, som enten direkte eller indirekte strider mod det liberale demokratis institutioner. Men skaber det ikke et paradoks? Flere har som argument for også at regulere holdninger og ytringer peget på Popper som ophavsmand til ”tolerancens paradoks” og det synspunkt, at tolerance over for intolerance er paradoksal og bærer kimen til sin egen undergang i sig. Det er imidlertid en meget besynderlig og misvisende anvendelse af Popper. Selve diskussionen af ”tolerancens paradoks” foregår i en fodnote i ”The Open Society and Its Enemies”. Den er afledt af Poppers behandling af et andet – tilsyneladende – paradoks, ”demokratiets paradoks”, som stammer fra Platon. Og faktisk er ”The Open Society” ét stort opgør med både Platon og den politiske tænkning, han ifølge Popper har ført til.

Platon anvender demokratiets paradoks til at forkaste selve demokratiet som alligevel hvilende på en indre kontradiktion. For hvad hvis et flertal ønsker, at flertallet ikke skal regere (længere)? Dette er demokratiets paradoks. Men det er et falsk paradoks, siger Popper. Demokratiets formål er ikke at åbenbare og realisere en Rousseausk folkevilje, men at lægge begrænsninger på magthaverne. Hvis demokratiet afskaffes, uanset om det sker ved en flertalsafstemning, er det derfor ikke demokratisk. Det liberale demokrati er et sæt af institutioner, ikke en kollektiv præference. Platon mente som nævnt, at filosofferne burde regere – i kraft af deres indsigt. Men dermed skabte han ”a lasting confusion in political philosophy”(Popper 2015 [1945], 120). I stedet for at finde de bedst egnede til at lede ”then we must ask whether political thought should not face from the beginning the possibility of bad government…it forces us to replace the question: Who should rule? by the new question: How can we so organize political institutions that bad or incompetent rulers can be prevented from doing too much damage?” (ibid. p. 121, Poppers fremhævning). Det demokratiske paradoks er tæt forbundet med ”frihedens paradoks” hos Platon – et helt tilsvarende postulat om, at friheden er illusorisk, fordi den kan anvendes til at fornægte sig selv. Popper overvejer i fodnoten, om andre begreber indebærer et tilsvarende platonisk ”paradoks” og nævner her som sagt ”tolerancens paradoks”. Tolerancen kan lige som demokratiet og friheden afskaffe sig selv, hvis det fører til sin modsætning – i dette tilfælde intolerance. Poppers pointe er også her, at der ikke er noget reelt paradoks. Friheden, demokratiet og tolerancen skal forstås som et sæt af principper og institutioner. Der er forskel på at være tolerant over for ytringer og over for en konkret virkeliggørelse af dem.

Et tolerant liberalt demokrati har efter Poppers opfattelse ret til at beskytte sig mod intolerante kræfter, men deraf følger ikke, at enhver metode er berettiget, eller at et tilsyneladende ”paradoks” som hos Platon kan begrunde bare at tilsidesætte begrebet.

Quid pro qou?

Reciprocitet – gensidighed – er helt givet en af de stærkeste og mest værdifulde sociale mekanismer overhovedet. De fleste former for samarbejde baserer sig på princippet om at gøre gengæld i både positiv og negativ retning. Intensive relationer – hvad enten det gælder økonomiske, i civilsamfundet, i organisationer som virksomheder og foreninger – bygger typisk på, at medlemmerne har gengældt positive handlinger og belønnet tillid. Og risikoen for at blive straffet ved, at manglende samarbejde bliver gengældt, fungerer som en stærk spore til at respektere samarbejdet. I spilteori er gengældelse i gentagne spil således forudsætningen for at eliminere kortvarige tilskyndelser til en kortsigtet gevinst ved at bryde samarbejdet (se f.eks. Axelrod 2006).

Det er yderst nærliggende og instinktivt tillokkende at udstrække reciprocitetsbetragtningen til også at gælde det liberale demokratis institutioner. Hvis en gruppe af borgere ikke grundlæggende accepterer det liberale demokratis spilleregler, hvorfor skal de så selv være beskyttet af dem. En reciprocitetstankegang taler umiddelbart for at lade dem miste, hvad de ikke er villige til at acceptere for andre. Er man ikke tilhænger af ytringsfrihed, har man ikke ret til at ytre sig. Er man ikke tilhænger af ejendomsret, er ens ejendom ikke beskyttet.

Men uanset hvor instinktivt tiltalende denne tilgang måtte være, så bygger den på en grundlæggende misforståelse. De individuelle rettigheder og politiske institutioner i et liberalt demokrati definerer de tyndest mulige relationer i et samfund. De er nødvendige for, at personer og grupper af personer kan skabe meget dybere relationer, baseret på bl.a. reciprocitet. De er så at sige rammebetingelser for denne interaktion. Ejendomsretten er en generel rammebetingelse for et tæt økonomisk samarbejde mellem f.eks. en lønmodtager og en arbejdsgiver eller partnerne i en virksomhed.

Reciprocitet i rammebetingelserne bryder fundamentalt med princippet om, at reglerne gælder ens for alle. Vælges det først at udmåle reglerne efter, hvad man mener, at den enkelte har fortjent, er der ingen grænser for, hvor differentierede de kan være. Vejen er åben for samfund med særlige privilegier til særlige grupper eller klasser.

En anden misforståelse er at forveksle reciprocitet i rammebetingelserne med den proportionalitet, der ofte ligger i sanktionerne for dem, som overtræder de grundlæggende regler. Frihedsberøver man nogen, vil man blive straffet med fængsel. Det kan umiddelbart godt ligne reciprocitet. Det er dog ikke svært at se forskellen. En lang række forbrydelser straffes med noget andet end det, overtrædelsen bestod i. Pointen er ikke, at man mister den rettighed, man selv har krænket, men at straffen står mål med forbrydelsen. Det er også vigtigt, at det er overtrædelsen og ikke selve den manglende accept, der udløser sanktionen. Det er ikke nødvendigt, at man accepterer ejendomsretten, for selv at være beskyttet af den. Det er først, når man krænker den, at man udsættes for en sanktion.

Årsagen til, at de yderste rammebetingelser ikke er genstand for reciprocitet, er som allerede nævnt, at det fører til uundgåelige paradokser. Hvis det liberale demokrati var forbeholdt for dets tilhængere, ville pluralismen være forbeholdt for kun én type af holdninger. Det er faktiske den direkte vej til de platoniske paradokser.

Trusselvurderinger

En tilgang, som reelt er ganske beslægtet med reciprocitetstilgangen, er at graduere reglerne ud fra en trusselsvurdering. Det er så at sige reciprocitet på forventet efterbevilling. Personer, som anses for en større trussel imod den samfundsmæssige orden, tildeles færre rettigheder end personer, som udgør en mindre trussel.

Argumentet anvendes bl.a. som begrundelse for, at ytringsfriheden ikke kan være absolut og gælde alle. Der er en glidende overgang fra at fremsætte ytringer om, at nogen bør krænkes, til en voldshandling rent faktisk finder sted – i den forstand, at ytringerne kan gøre voldshandlingerne mere sandsynlige.

Det er helt givet rigtigt, at vore medmennesker udgør en varierende trussel eller potentiel trussel. Det fører blot ikke nødvendigvis til den konklusion, at deres rettigheder bør gradueres derefter.

Problemerne med at graduere rettigheder efter trusselsbillede er grundlæggende de samme som ved at udmåle dem efter reciprocitet, men de er endnu større at gennemføre i praksis. Modsat vurderingen af en demonstreret handling indebærer opgørelsen af en trussel et subjektivt skønselement. En forebyggelse af en trussel kan i sig selv udgøre en trussel eller ligefrem en krænkelse. Hvis jeg vil begrænse nogens frihed for at hindre, at de kan udgøre en trussel, kan jeg selv hævdes at udgøre en trussel. Hvem har i så fald ret til at intervenere mod hvem?

Det følger ikke, at man i et liberalt demokrati ikke må beskytte sig imod trusler. Hele statens legitimitet bygger som sagt i sidste ende på at beskytte menneskers liv, frihed og ejendom. Truslerne skal imidlertid være meget klare og direkte. Det ligger i rettighedernes natur, at der må være tale om et enten eller. Enten er truslen alvorlig nok, eller også er den ikke. Det er sandt nok, at der i praksis altid vil være tale om, at trusler er graduerede, men retssikkerhed nødvendiggør en skillelinje mellem tilladt og forbudt. En handling – f.eks. i form af en ytring – kan ikke være gradvis forbudt, selv om den måtte indebære en gradvis trussel.

Hvor farlig er islamisme?

Det hævdes til tider, at islamismen indebærer en større fare, end noget andet, de liberale demokratier tidligere har stået over for. Og at det begrunder langt mere vidtrækkende forholdsregler, end vi tidligere har kendt. Hvis det er rigtigt, kan man måske også hævde, at vi er ude over en almindelig trusselvurdering og ovre i en stærk og overhængende fare.

Det forekommer bare at være en meget historieløs betragtning. Vesten kom igennem en langt mere alvorlig fare fra kommunismen og resten af den yderliggående venstrefløj under den kolde krig uden at gribe til begrænsninger i det liberale demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder. Under den kolde krig var vi direkte militært truet af en atombevæbnet supermagt med åbenlyst aggressive hensigter, og som havde besat Østeuropa – herunder et par af vore nabolande, hvorfra der kunne landsættes tropper med meget kort varsel. Sovjetunionen støttede meget aktivt kommunistiske bevægelser i Vesten – fra partier på Venstrefløjen til terrorgrupper. Kommunisterne fik væsentlig indflydelse i nominelt tværpolitiske organisationer som fagforeninger, studenterorganisationer og fredsbevægelsen. Sovjets sympatisører satte sig på centrale poster i det politiske liv, i centraladministrationen og i medieverdenen. Samtidig bedrev Sovjet omfattende spionage og propaganda (og Vesten forsøgte det samme i modsat retning).

Truslen fra islamistiske organisationer og ”hadprædikanter” er helt uden sammenligning med truslen under den kolde krig. Islamisterne har end ikke fuld kontrol over en militært betydende stat. De udgør ingen militær trussel mod Vesten. De har ikke haft held til at sikre sig nogen indflydelse i det politiske liv i Danmark eller besætte poster i centrale samfundsorganisationer, og de har heller ikke haft succes med at skaffe sympatisører endsige rekruttere i væsentlig grad uden for muslimske indvandrerkredse.

Den islamistiske trussel består først og fremmest i terror. Man har dog ikke kunnet kunne gentage aktioner i stil med 11. september-angrebet for små tyve år siden. Angrebene foretages derimod primært af isolerede enkeltpersoner eller smågrupper uden direkte ledelse fra organisationen Islamistisk Stat. Terroren fungerer først og fremmest som asymmetrisk krigsførelse og udtrykker dybest set bevægelsens svaghed. Det er dens manglende muligheder for at hamle op med vesten med mere konventionelle midler, som fører til valget af terror.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvori effekten af terror ligger. Den hviler på samme princip som judo, nemlig at anvende modstanderens kraft imod ham selv. I sig selv berører terror kun relativt få personer. I langt de fleste lande er risikoen for at blive dræbt eller skadet i en trafikulykke markant større end for at blive ramt af terror. Effekten ligger derimod i reaktionerne. For den røde terror i 1970erne og 80erne var det et erklæret mål at ”afsløre det borgerlige samfunds voldelige natur” – altså modforanstaltningerne. En anden effekt er at anvende opmærksomhedsskabelsen til at rekruttere sympatisører.

Den islamistiske terror kan siges at være succesfuld netop ved at have fremkaldt modreaktioner, som tilsidesætter ellers grundlæggende principper i det liberale demokrati. Det kan anvendes til at forsøge at udstille, at f.eks. ytringsfriheden ikke er reel, fordi den ikke gælder for muslimer. Det kan medvirke til at radikalisere moderate muslimer og modvirke integrationen af muslimske indvandrere i de vestlige samfund. Netop radikaliseringen er ellers den måske vigtigste begrundelse for alvoren af den islamistiske trussel. Men heller ikke den tåler sammenligning med den venstreorienterede radikalisering under navnlig den kolde krig. Kommunisterne og Venstresocialisterne opnåede stemmetal på op til sammen 5-6 pct. i Danmark frem til Murens fald (de to partiers afløser, Enhedslisten, præsterede det samme og har i meningsmålinger været oppe på det dobbelte). Ifølge en vesttysk meningsmåling fra 1970erne udtrykte en fjerdedel af befolkningen under 40 år sympati med terrorbevægelsen Rote Armee Franktion (Aust 2009).

Det har ikke været hovedsigtet med denne korte diskussion her at gå i dybden med den islamiske trussel. Men selv en kursorisk gennemgang viser klart, at påstandene om en helt exceptionel trussel er historieløs – og egentlig kan betragtes som en implicit hvidvask af kommunismen.

Der er altså meget svært at se, at islamismen udgør en større trussel. Derimod kan man måske gøre gældende, at det liberale demokratis respons på venstreradikaliseringen burde have været meget mere vidtgående. Det kan også diskuteres – og jeg er ikke enig. Men i givet fald burde fortalerne for at tilsidesætte det liberale demokratis principper være konsekvente nok til også at lade venstreradikalismen omfatte af de restriktioner, der ønskes mod islamister.

Hvis de risici, som islamismen udgør i dag, var nok til at begrunde ekstraordinære begrænsninger i frihedsrettighederne, må man se i øjnene, at undtagelsestilstanden ville være mere norm end undtagelse i de liberale demokratier. Det aktuelle trusselsniveau er desværre ikke ud over, hvad der ud fra den historiske erfaring kan forventes fra forskellige sider også i fremtiden. Terror som asymmetrisk krigsførelse er næppe muligt at undgå. Dermed er det også sagt, at det liberale demokrati reelt er en urealistisk tilstand i andet end særligt fredelige perioder. Og da der ikke er grund til at tro, at det liberale demokrati kan slås fra og til – alt efter hvor fredeligt det er – er konklusionen, at det er et uopnåeligt ideal. Det synes atter at bringe os til et platonisk paradoks.

Konklusion

Det liberale demokrati beskytter sig mod sine fjender ved at begrænse, hvad statsmagten kan bruges til. Det er – som tænkere fra Locke til Popper har indset – den eneste vej, som ikke fører til grundlæggende paradokser mellem statens opgave og dens måde at løse den på. Det liberale demokrati har i sin hidtil begrænsede levetid også vist sig at være relativt robust de fleste steder. De procedurale regler for afholdelse af valg, regeringsskifte, arbejdsdeling mellem domstolene og den udøvende magt bliver generelt overholdt. Mange repressive regimer har vist sig langt mere skrøbelige. Ingen af de værste regimer fra det tyvende århundrede findes mere.

Dermed ikke være sagt, at de liberale demokratier har været ubetingede succeser. De har været langt svagere til at beskytte substantielle frihedsrettigheder end til at håndhæve de procedurale (se også (Brøns-Petersen 2003). Staten er desuden vokset i et omfang, der ikke var forudset ved det moderne demokratis indførelse. Der er snarere grund til at styrke frihedsrettighederne og begrænsningerne på staten.

Referencer

Aust, Stefan. 2009. Der Baader-Meinhof-Komplex. 15. Aufl.,erw. und aktualis. Ausg., vollst. Taschenbuchausg. Goldmann Spiegel-Buch 12953. München: Goldmann.

Axelrod, Robert M. 2006. The Evolution of Cooperation. Rev. ed. New York, NY: Basic Books.

Brøns-Petersen, Otto. 2003. “Kan en grundlov overhovedet sikre individuelle rettigheder?” Libertas, nr. 44 (december). http://www.libertas.dk/arkiv/44.pdf.

———. 2018. “Markedsfejl og statsfejl”. Libertas, nr. 67 (juni).

Popper, Karl. 2015. The Open Society and Its Enemies. London: Routledge.

[1] Dermed ikke være sagt, at fortalerne for at begrænse statsmagten ikke også ønskede, at holdningerne og dannelsen understøtter det liberale demokrati. Jefferson mente f.eks., at bedre uddannelse ville føre til bedre valg fra borgernes side. Selv Buchanan argumenterede for behovet for en ”civil religion” knyttet til det frie samfundsinstitutioner. De var imidlertid langt fra forestillingen om, at staten skal forme holdningerne direkte.

[2] Dermed ikke være sagt, at en sådan kollektivistisk tilgang ikke i sidste ende kan være vanskelig at begrunde på selv et helt grundlæggende konceptuelt niveau. Spørgsmålet er, om ”samfundet” kan give mening uden at bygge på individer som grundlæggende element. Det er samtidig ikke givet, at liberale anser individuelle præferencer og interesser for uafhængige af den samfundsmæssige orden, blot fordi de i politisk-filosofisk kontekst anses for ”givne”. Begge spørgsmål er særdeles interessante, men ligger uden for denne artikels sigte.

[3] Men vel at mærke på meget forskellig måde. For kantianere må ingen tjene som redskab for en anden. For utilitarister tæller lige meget i den ”totale” samfundsnytte.

[4] Der findes dog ét ræsonnement, nemlig Hobbeses. Han forudsatte, at kun en ubegrænset suveræn er stærk nok til at kunne yde en effektiv beskyttelse. Og han antog samtidig, at suverænen i sin egen interesse vil lade borgerne beholde flere af deres ressourcer end under alles-krig-mod-alle, fordi det ultimativt giver ham større indkomster fra dem. Det svarer lidt til bondens egeninteresse i at fodre og beskytte sine dyr. Under disse forudsætninger – som der imidlertid er al mulig grund til at betvivle rigtigheden af – kan det være i borgernes interesse at underkaste sig en ubegrænset suveræn, viste Hobbes.