Rosemarie undersøger i “Economic Freedom and Gender Norms” om der er en sammenhæng på tværs af verden mellem hvor økonomisk frit et samfund er, og hvordan folks kønsnormer ser ud. Baggrunden for hendes studie er Therese Nilsson og Niclas Berggrens pionerarbejde om økonomisk frihed og tolerancenormer (læs f.eks. her). Hun bygger således et indeks for kønsnormer fra tre spørgsmål i the World Values Survey, der måler folks holding til tre udsagn: “When jobs are scarce, men have more right to a job than women”; “Men make better political leaders than women do”; og “University is more important for a man than a woman.” Som illustration har vi gjort præcist det samme nedenfor og kortlagt det for Europa; bemærk at mørkeblå er de steder, folks har de mest ligestillende normer, mens rød er de mest diskriminerende normer.

Rosemaries konklusion er meget tydelig: “The results of this examination lend support to the doux commerce thesis. That is, greater economic freedom is associated with gender norms that treat men and women more equally. This relation holds even after controlling for income, the quality of political institutions, civil liberties, and religious beliefs.”

Selvom Rosemarie er meget omhyggelig med ikke at påstå, at alt er kausalt, viser hendes studie meget tydeligt, at lande hvor borgerne er mere økonomisk frie, har de også mere ligestillede kønsnormer. I princippet burde feminister og andre ligestillingsaktivister derfor støtte reformer, der giver større økonomisk frihed. I praksis er de fleste akademiske feminister voldsomt venstreorienterede. Det er et paradoks, der direkte modarbejder at borgerne bliver ligestillede.

Laura Maravall Buckwalter fra universitetet i Tübingen  undersøger i artiklen med det lange navn ”Valkyries: Was Gender Equality High in the Scandinavian Periphery since Viking Times? Evidence from Enamel Hypoplasia and Height Ratios” om folk i de nordiske lande diskriminerede mindre mod piger i vikingetiden og middelalderen end i resten af Europa. Hendes trick er at benytte sig af mål for emaljehypoplasi, der primært skyldes fejl- eller underernæring i den tidlige barndom. Hypoplasi er fænomenet hvor et organ eller en anden del af ens krop er underudviklet: Netop hypoplasi i tandemaljen viser sig både at være en god indikator for diskrimination af piger, og et fænomen, man kan måle med forholdsvis god præcision på skeletter. Ved at sammenholde forekomsten af emaljehypoplasi hos mænd og kvinder, får man derfor et ret godt og objektivt mål for historisk diskrimination af piger.

Buckwalter finder, at hendes diskriminationsmål er cirka 0,8 for nordiske kvinder udenfor de få byer, der eksisterede dengang. Tallet i sig selv siger intet, udover at det er en afvigelse fra fuld ligestilling – en værdi på 0. Sammenholdt med den typiske værdi på 1,2 i resten af Europa peger dog på, at kvinder i vikingetidens Norden var væsentligt mere ligestillede end i resten af Europa. Sammenligner man med moderne mål fra ulande, er en forskel på 0,8 og 1,2 også en endda meget stor faktisk forskel i behandlingen af piger og drenge.

Den nye artikel, der i sagens natur benytter sig af arkæologisk evidens – men behandlet som man gør i moderne samfundsvidenskab – er dermed konsistent med andre historiske indikationer. Der er for eksempel adskillige eksempler på rige begravelser, der viste sig at være af kvinder – det norske Osebergskib, der er den rigeste af alle skibsbegravelser i Norden, viste sig at være for en kvinde – ligesom der findes eksempler på kvinder i vikingetiden, der var skibsejere. Skulle man have været skeptisk overfor fortolkningen af disse historiske eksempler, peger den nye forskning i samme retning.

Det skal understreges, at der ikke nødvendigvis går en lige linje fra vikingetiden og den tidlige, nordiske middelalder til nutidens ligestillede kvinder i Danmark, Norge, Sverige og Island. Læser man historien, får man ofte indtryk af at den kristne kirke fra 1300-årene og frem aktivt bekæmpede ligestillingen. Der er dog næppe noget, der kan tage en historisk tradition fra de nordiske lande. Ligestillingen har mindre med fremsynede, moderne politikere at gøre, og mere med almindelige menneskers ordentlige behandling af hinanden.

Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.

Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.