Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Figur 1. Holdning til optøjer og præsidentvalg

I forlængelse af urolighederne den 8. januar er guvernøren for det Føderale Distrikt efter ordre fra højesteretsdommer Alexandre de Moraes, som jeg vender tilbage til senere i dette indlæg, blevet sat fra bestillingen indtil videre, en tidligere justitsminister under Bolsonaro er arresteret og efterforskning af en lang række personer, herunder også Bolsonaro er sat i værk, mens op mod 1.500 mennesker blev interneret. Her to uger senere tilbageholdes fortsat en stor del.

Hvis man er interesseret i en mere indgående beskrivelse af hvad der ledte op til optøjerne søndag den 8. januar, vil jeg varmt anbefale DRs genstart ( Genstart | Bolsonaros hooligans | DR LYD ), som har et fremragende interview med DRs korrespondent i Latinamerika, Kristian Almblad om begivenhederne. Både hvad der ledte op til dem og hvad man måske kan forvente/frygte fremover.

Som Brasiliansk gift og med familie og venner i ”begge lejre” – og en del som foragter både Lula og Bolsonaro – kan jeg kun nikke genkendende til Kristians beskrivelse. ”De” – det være sig ”hardcore” Bolsonaro- eller Lula-tilhængere, ser faktisk de to herrer som noget nær frelser-skikkelser, som intet galt kan gøre. Og mængden af konspiratoriske teorier er tilsyneladende uendelig.

Lige som tilfældet er med Donald Trump og hans tilhængere i USA, er forholdet til medierne (her de brasilianske) ekstremt kritisk. Man modtager og deler i stedet ”nyheder” via de sociale medier – Ikke mindst WhatsApp – som også er blevet brugt til at organisere de protester og lejre, man har slået op ved siden af en lang række militærkaserner landet over siden oktober.
 
De fattiges far (og de riges mor)

Mens “frelseren” Jair Messias Bolsonaro, ofte blot tituleret Capitão på grund af hans fortid som kaptajn i hæren, af sine tilhængere opfattes som manden, der skal redde Brasilien fra kommunisme og Venezuelanske tilstande og et bolværk mod sædernes forfald, så lader dyrkelsen af Lula bestemt ikke meget tilbage, når det kommer til hans tilhængere.

For dem er Lula ren som sne og med ham som præsident igen, forventer de en tilbagevenden til de gode tider i nullerne, hvor ikke mindst et historisk råvareboom kombineret med fornuftige (omend begrænsede) reformer under Lula’s forgænger Fernando Henrique Cardoso, indebar at man kunne finansiere et omfattende cash-transfer program (Bolsa Familia), mens de offentlige lønninger steg betydelig og samtidig oplevede en hastig faldende offentlig gæld (som andel af BNP), se også figur 2. Ak, hvor vil de blive skuffet.

Lula’s første periode kan bedst betegnes ved at man ikke rullede reformerne (herunder privatiseringer) fra 1990erne tilbage, selv om Lula’s parti PT stemte mod stort dem alle (det gjorde et dengang ubetydeligt medlem af underhuset, nemlig Bolsonaro, også).

Regeringens politik ændrede sig dog i løbet af Lula’s anden valgperiode, hvor man førte en langt mere interventionistisk økonomisk politik, der på visse områder mindede om en moderne udgave af den økonomiske politik, militæret førte i 1970erne. I stedet for ekspansion af statsejede virksomheder, kastede man sig ud i en voldsomt stigende kreditgivning til private virksomheder.

Med renter langt under både renten på statsobligationer og inflation var der reelt tale om en betydelig subsidiering af de heldige med adgang til disse kreditter. Værdien af subsidieringen var også langt større som andel af BNP end det “cash-transfer” program (Bolsa Familia), som Lula blev så kendt og berømmet på (og som for øvrigt var en udvidelse af et program, indført før Lula blev valgt første gang).

Af samme grund kan man passende bruge samme betegnelse om Lula, som i midten af det 20. århundrede blev Brasiliens landsfader, Getulio Vargas, til dels : “De fattiges far” med tilføjelsen “og de riges mor”.

Lula’s efterfølger, Dilma Rousseff, videreførte Lula’s politik fra 2. valgperiode, med katastrofale konsekvenser. Ikke mindst for hende selv. det var enn væsentlig årsag til at kongressens to kamre “afsatte hende” – formelt (og korrekt) for at have overtrådt forfatningen (loven om finansiel ansvarlighed) – reelt fordi hun ikke formåede at “få enderne til at mødes” i en hastigt forværret økonomisk situation, og mistede det parlamentariske flertal i kongressen to kamre.

I PTs selvforståelse var afsættelsen et kup – ligesom annulleringen af Lula (og mange andres) domme for korruption, bliver fremstillet en frikendelse – ingen af delene er korrekt, men sådan er der så meget, når man selv kan vælge hvad man vil tro på.

Landet hvor i morgen aldrig kommer

Vi har har ved flere lejligheder beskæftiget os med Brasilien og generelt været meget kritisk overfor landets økonomiske udvikling – også for år tilbage hvor B’et i BRIKS var på alles læber og vi igen og igen fik fortalt om de store fremskrift under Lula i nullerne og begyndelsen af 10erne, indtil det ikke længere kunne skjules, at det alligevel ikke gik så godt. Eller med omskrivning af en tidligere opfattelse af Brasilien, som “landet af i morgen”. Et udtryk, som blev anvendt i midten af det 20. århundrede. Her, i 2020erne er det måske desværre mere passende at omtale Brasilien, som “landet hvor i morgen aldrig kommer”.

Sandheden er at Brasilien de seneste 4 årtier har haft en temmelig ringe økonomisk udvikling. Jovist, BNP per indbygger er vokset set over de seneste 4 årtier, men det er det jo også i Danmark. Som det fremgå af nedenstående figur 3, hvor jeg sammenligner udviklingen i købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger i Brasilien og Danmark, er BNP faktisk steget betydeligt mere i Danmark end i Brasilien, og de færreste vil vist betegne Danmark den omtalte periode, som bare i nærheden af at være et vækst-mirakel.

Figur 3. BNP per indbygger, Danmark og Brasilien, 1980=100

Faktisk har Brasilien de seneste årtier været et af de lande i Latinamerika med den ringeste økonomiske udvikling. Ja, selv i de gode år i nullerne med høj vækst, hvor Lula og hans regering blev berømmet for den faldende fattigdom og faldende ulighed, var de opnåede resultater mindre imponerende, når man så nærmere efter. Med mere end 200 mio indbyggere (hver 3. latinamerikaner er Brasilianer) kunne det nok imponere mange, når man skrev og talte om hvor mange mio. der slap ud af fattigdom, men ser man på det procentuelt, var Brasilien faktisk igen et af de lande der klarede sig dårligst. Uligheden, målt ved gini kvocienten, havde været faldende siden starten af 90ernei hele regionen, uanset regeringernes “farve”.

Havde man “en fest” i nullerne, må man unægtelig sige at man efterfølgende har haft gevaldige “tømmermænd”. Ressesionen mellem 2013 og 2016 var således den værste i 100 år, og som det fremgår af figur 4 er den forventede vækst de kommende år ikke ligefrem noget at juble over. Forventet BNP pr. indbygger forventes først i 2027 at være (næsten) på niveau med 2012.

Figur 4. Købekraftkorrigeret BNP per indbygger, 2000-2027

Krisen i midten af forrige årti indebar også en kraftig stigning i arbejdsløsheden, som dog er faldet betydeligt igen de seneste år (covid, det var valgår, alle sejl var sat til osv.), som det fremgår af figur 5.

Figur 5. Arbejdsløshed i procent

Det skal lige medtages, at figur 5 viser arbejdsløsheden på det formelle arbejdsmarked. Ca. hver 3. brasilianer har sit udkomme på det uformelle/ parallelle arbejdsmarked.

Efter den store nedtur i midten af 10’erne var Brasiliansk økonomi på vej op igen, men corona kostede på beskæftigelsen, lige som den kostede på BNP i 2020. Og når man vurderer perioden under Bolsonaro (og årene inden under Temer, som afløste Dilma da hun blev afsat i 2016), så blev der faktisk vedtaget en række reformer til gavn for den fortsatte økonomiske udvikling (og statens finanser). Under Bolsonaro lykkedes det således at gennemføre en efter brasilianske forhold betydedelig pensionsreform. Den var dog, måske forudsigeligt nok, af et noget mindre omfang end finansminister Paulo Guedes ønskede det. Bolsonaro selv saboterede den bl. a. ved i vid omfang at friholde militær og politi fra den nødvendige tilpasning. Ligeledes gennemførtes en arbejdsmarkedsreform, som bl. a. indebærer et fald i omkostningerne ved at hyre og fyre folk, Ligesom man gjorde fremskridt i forhold til afregulering og nedbringelse af fx. omkostningerne for virksomhederne i deres håndtering af betaling af og afgifter.

Men hvis Brasilien skal opnå højere kræver dog fortsatte markedsreformer, som næppe gennemføres foreløbig. Og som det fremgik af figur 2 fortsætter stigningen i den offentlige gæld målt som andel af BNP. Og reformer kunne jo mindske problemet ved at sikre højere vækst, hvorved man “vokser sig ud af gældsproblemet”. Det kommer næppe til at ske..

Figur 7. Forventet BNP, inflation (CPI), rente, primær balance, 2022-2026

Den nye regering er sådan set godt klar over ovenstående og finansminister, Fernado Haddad, har annonceret, at man ønsker at halvere det offentlige underskud (før finansielle omkostninger) til 1 pct. af BNP i forhold til de tidligere forventede ca. 2 pct. i indeværende år.

Det bliver så interessant at se hvad resultatet bliver mellem hvad Haddad ønsker og Lula siger. En evt. forbedring må derfor (hvis det overhovedet er realistisk) forventes at ske via et øget skattetryk. I forvejen udgør skattetrykket ca. 33-34 pct af BNP – blandt de højeste i Latinamerika – og meget højt, når man ser på hvor “langt bagud” Brasilien er i forhold til vores del af verden. Værdiskabelsen pr. indbygger i Brasilien svarer ca. til Danmark i 1950erne.

I det hele taget bliver det interessant at se hvilken version af Lula vi kommer til at opleve de kommende 4 år. Bliver det den Lula fra hans første valgperiode, hvor han klogeligt undlod at omgøre de fornuftige reformer der tidligere var blevet gennemført. Eller bliver det den Lula, som vi så i 2. valgperiode, hvor en stadig større statslig involvering i økonomien, som fortsatte under efterfølgeren Dilma Rousseff, ultimativt førte til den voldsomme økonomiske krise (og afsættelsen af Dilma) i midten af forrige årti?

Det bedste bud er nok at Lula – mere af nød end af lyst – vil regere som i hans første regeringsperiode. Det indebærer dog også at vi må forvente fortsat relativt ringe vækst, hvilket dog er bedre end det økonomiske kaos, som Lula og PT fik mulighed for at gennemføre den politik de reelt ønsker.
Og det er ikke just betryggende, når man følger med i hvad Lula siger om nationalbanken autonomi. Før 2021 kunne præsidenten hyre og fyre direktøren for nationalbanken, sådan forholder det sig ikke længere, efter en lovændring sikrer nationalbankens autonomi. Det har Lula været ude at kritisere, samtidig med at han har kritiseret det høje renteniveau. Som argument har han brugt, at inflationen faldt i 2022. Det skyldtes dog primært at man midlertidigt fjernede en række afgifter. Havde man ikke gjort det ville inflationen være endt på ca. 9 pct i stedet for 5,8 pct.

Hvad der taler for pragmatisme er selvfølgelig, at man er nød til at indrage centrum-højre for at få flertal i kongressens to kamre. Men reformer der for alvor kan gøre noget ved den “brasilianske syge”? (lav vækst og en dyr men ineffektiv off. sektor), skal man næppe forvente.

Og med tanke på at Lula er valgt på et meget tyndt mandat og risikoen for en meget utilfredsstillende fortsat økonomisk udvikling, bliver det interessant hvorvidt Lula er i stand til at balancere mellem sit baglands krav og ønsker og den “politiske” virkelighed i kongressens to kamre. Det var grundliggende her Dilma Rousseff fejlede. Fejler Lula også, ja så er vejen jo åben for at Bolsonaristerne igen kommer til fadet i 2026. Om det bliver med Bolsonaro som præsidentkandidat er dog ikke sikkert. Der er stor sandsynlighed for at Bolsonaro vil blive dømt til ikke at kunne stille op de næste 8 år.

Dommeren, frelseren og de fattiges far

Mens “de fattiges far” vandt valget og “frelseren” foretrak at rejse til Florida i stedet for at deltage i indsættelsen af den nye præsident ved årets start er en 3. herre, nemlig højesteretsdommer (FTS) og præsident for “valgkommisionen” (TSE), Alexandre de Morais, igen kommet i centrum.

Godt nok har det fyldt mere i de brasilianske medier, at Lula har udtrykt mangel på tillid overfor landets væbnede styrker, på baggrund af begivenhederne den 8/1 og der er næppe tvivl om at Bolsonaro får ikke så lidt flere stemmer end Lula gør i det segment. Men grundlæggende er der næppe grund til at tro at militæret skulle gå og drømme om at tage magten igen. I hvilket omfang medlemmer af landets væbnede styrker (og politiet) var involveret i begivenhederne i Brasilia skal naturligvis efterforskes – og bliver efterforsket, men derfra og til at militæret skulle udgøre en trussel mod det brasilianske demokrati er meget langt.

Måske kommer den største trussel fra en mere uventet kant – ikke fordi man ønsker et militærkup – som hardcore Bolsonaro tilhængere gør – tværtimod, men fordi man i bestræbelserne på at beskytte det brasilianske demokrati med gældende lovgivningh muligvis gør det modsatte. Og her personificerer dommer Morais to forhold, som kun synes at blive mere og mere problematiske. Ja måske kan ende med at blive den største udfordring for Brasiliens unge demokrati.

Glenn Greenwald, jurist, forfatter og journalist, som danner par med tidligere medlem af underhuset, valgt for partiet PSOL i 2019 (Brasiliens svar på Enhedslisten), senere skiftet til PDT (Partido Democrático Trabalhista), David Miranda har senest problematiseret dommer Morais uhørt store magt. Greenwald selv er en omstridt person (klik på link og læs Wikipedie opslaget om ham). I 2019-20 var han sammen med The Intercept, en helt på Brasiliens venstrefløj, ikke mindst PT, da han dokumenterede hvor langt, (med andre ord for langt), dommere og anklagere var gået i flere tilfælde, for at få dømt mistænkte i korruptionsskandaler. Ikke mindst i forbindelse med retsagen mod Lula, hvis dommer, Sergio Moro, senere blev Bolsonaro’s første justitsminister indtil de to røg i totterne på hinanden .

Figur 8. “Støtte” tweets fra henholdsvis Lula og Dilma Rouseff til Glenn Greenwald og The Intercept

I sit nyhedsprogram på Rumble (klik på ca. 15 minutter inde i videoen) behandler han hvorledes Alexandre de Morais med trusler om dagbøder beordrer sociale medier til at lukke for adgangen i Brasilien til navngivne politikere, journalister o. a. Bl. a. en populær podcastvært (Monark) som bedst kan sammenlignes med Joe Rogan i USA.

Herefter var samme venstrefløj, som tidligere havde hyldet Greenwald, sjovt nok ikke glad for ham og han blev udsat for en sand syndflod af hadske tweets – ofte gående på han seksualitet. Det skal medtages at Glenn Greenwald selv er en kontroversiel person og efter min mening lige lovlig konspiratorisk anlagt, mens troen på egne evner til at gennemskue verden bestemt ikke fejler noget. Her minder konspirationsteoretikere på både venstre- og højrefløjen jo en del om hinanden. Der er sjældent plads til tvivl om egne evner. Det kan dog ikke tages fra Greenwald at han tidligere har stået bag spektakulære afsløringer, som har vist sig at holde vand.

Både bl .a. New York Times og herhjemme Justitias direktør Jacob Mchangama, tidligere skribent her på bloggen, var da også sidste år ude ude og advare mod udviklingen og omfanget af censur i Brasilien,

Hvis målet er at komme “fake news” til livs, må man da også stille spørgsmåltegn ved hvorvidt man rent faktisk mindsker omfanget eller i sig selv gør folk “mere modtagelige”.

Brasilien er et udpræget lav-tillidssamfund og fakta betyder utroligt lidt for rigtigt mange – også veluddannede mennesker. Det kan man måske også mene ofte gælder i Danmark, men det er dog min erfaring efter mere end 30 år i både en dansk og brasiliansk virklighed, at proportionerne og omfanget i Brasilien er på et helt helt andet niveau.

Også blandt ellers veluddannede mennesker, som absolut ikke sætter egne “evner under en skæppe” (det er måske et af problemerne) i forhold til resten af den brasilianske befolkning, hersker troen på de vildeste konspirationsteorier. Det være sig at Lula’s sejr skyldtes valgsvindel (hvor den store vinder ved det samtidige parlamentsvalg var Bolsonaro’s parti PL, kan jo kun undre), at Dilma’s afsættelse var et kup eller at det sket ikke var Bolsonaro’s tilhængere som gik amok i Brasilia den 8/1, men derimod folk fra venstrefløjen, som havde infiltreret ellers fredelige demonstrationer. Og sådan kunne jeg blive ved.

Som Kristian Almblad siger i den P1 udsendelse (se tidligere link), så er det som at følge tilhængerne af to fodboldhold, hvor man er blind over for ens egnes frispark, hvor modstanderne ikke laver andet, mens dommeren er partisk og på modstanderens side ved enhver kendelse der går ens eget hold imod. Man kunne her tilføje at en del af “den tredje gruppe” – de der foragter både Lula og Bolsonaro, måske har en – mildt sagt – lidt for stor tiltro til det juridiske system og diverse dommeres personlige habitus

Så måske har dommeren her faktisk en uheldig hovedrolle? Hvis det er tilfældet, er konsekvensen næppe mindre, men derimod mere polarisering i det Brasilianske samfund.

En polarisering, som ikke mindskes men måske derimod understøttes af censur (i det godes tjeneste muligvis, men…) koblet med en eventuel (fortsat) ringe økonomiske udvikling de kommende år, kan således blive den største udfordring for det brasilianske demokrati i dette årti.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Det er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

I det brasilianske system, hvor det ofte er vanskeligt at sælge løsninger, har vores iværksætterånd og enorme ønske om at få tingene gjort, ført os på afveje og til at vi har valgt at  betale (bestikke) offentligt ansatte, I andre lande uden for Brasilien har vi kunne udvide vores forretning uden at bryde vores etiske værdier.

Det skabte en del furore i Brasilien, hvor mange ikke mente at det var en egentlig undskyldning. Det var det måske heller ikke, men han havde nu alligevel en væsentlig pointe. For den måde brasiliansk økonomi er indrettet, hvor statens centrale placering og betydning kan være afgørende for hvem som har succes som iværksætter/forretningsmand, bliver rentseeking selvfølgelig også af en helt anden og afgørende betydning end på et nogenlunde frit marked. Overvej blot betydningen af at stat- og delstater står for mere end 90 procent kredit med en løbetid over et år. Læg dertil at en væsentlig del af den statslige långivning sker – eller måske rettere skete med negative realrenter. Hvem vil ikke gerne have adgang til denne finansiering? Det er unægtelig fristende at hjælpe sine chancer på vej ved en erkendtlighed eller to til de der afgør hvem som får adgang til denne billige finansiering.

Eller hvad siger man til at man kan sikre sig kontrakter til massive overpriser ved leverancer til det statskontrolerede olieselskab, mod at give en erkendtlighed til de ansatte og bestyrelsesmedlemmer? Igen, det er fristende. Og sådan kunne man blive ved. Og det er faktisk også i grove træk hvad der ligger bag den enorme korruptionsskandale Lava Jato (på dansk bilvask), som siden 2014 har rystet den politiske og økonomiske elite i Brasilien og har ført til at flere erhvervsfolk og politikere er idømt flere års fængsel, mens en række af Brasiliens største virksomheder, som bl. a. de to multinationale giganter JBS og Odebrecht, har fået bøder i mia. klassen.

Skandalen er bestemt ikke afgrænset til Brasilien – ikke mindst Odebrecht (gigantisk multinational entreprenørfirma) har været involveret i bestikkelse af politikere og embedsmænd i mange lande, både i resten af Latinamerika og Afrika.

Og det er netop bl. a. Odebrechts betalinger for en ejendom til tidligere præsident Lula, som medførte at han sidste år blev idømt 9½ års fængsel for hvidvaskning og korruption. En dom som ikke kun blev stadfæstet, men skærpet til 12 år og 1 mdr ved en appelret i Porto Allegre i går (onsdag den 24.12018).

Dommen, som muligvis medfører at Lula ikke kan stille op til efterårets præsidentvalg er af flere iagttagere angivet som den væsentligste årsag til, at  det brasilianske aktieindex i disse dage er højere end nogensiden før. Det skyldes at Lula på trods af dommen sidste år var favorit til at vinde præsidentvalget, i hvert fald målt på kendte og sandsynlige kandidater. Ikke fordi et flertal mener han er uskyldig dømt – mens opinionsmålinger har ham som favorit på nuværende tidspunkt.

Politisk kaos og konstitutionel krise

Ca. 36 procent vil stemme på Lula ifølge meningsmålingerne, mens den 2. mest populære kandidat er en brasiliansk udgave af Donald Trump på speed, Jair Bolsonaro, som jeg havde den blandede fornøjelse af møde under præsidentvalget i 2014.

Mens Lula således har opbakning hos lidt mere end 1/3 af vælgerne, viser andre målinger at 40 procent af vælgerne aldrig kunne finde på at stemme på ham, mens ca. 60 procent faktisk er overbevist om at han er skyldig i anklagerne om korruption

Minimum 20 procent af vælgerne vil altså ikke udelukke at de vil stemme på Lula, selv om de mener han er skyldig i korruption. Det kan forklares af flere forhold;

For det første er det – formentlig med rette – en udbredt opfattelse i den brasilianske befolkning at de fleste (ae ovenstående ill.) politikere er korrupte. Med andre ord er udgangspunktet at man kan vælge mellem X antal kandidater der alle er korrupte. For det andet betyder det om en kandidat er korrupt eller ej ikke særligt meget for en stor del af befolkningen. IBGE lavede for nogle år siden en vælgerundersøgelse, hvoraf det fremgik, at 3 ud af 4 vælgere ikke lagde vægt på hvorvidt en kandidat var korrupt eller ej, og mange erkendte at de ville gøre det samme hvis de fik muligheden. Dette ter en opfattelse som især er udbredt blandt den fattigere del af befolkningen, som netop er PT og Lula’s kernevælgere. At se korruption som et væsentligt problem er i vid udstrækning et urbant middeklassefænomen. Da middelklassen også er de vigtigste forbruge af nyhedsmedier, hvis normer og prioritering dikterer prioriteringen , er der derfor grund til at tro at korruptionsskandalen fylder noget mindre hos befolkningen end den gør i medierne.

Ifølge brasiliansk lov, forøvrigt vedtaget under præsident Lula og gældende siden 2010, er man udelukket fra at stille op i 8 år, hvis man er dømt for korruption (den såkaldte ficha Limpa). Men……. Hvorvidt et evt. Lula kandidatur skal afvises, kan man ende med at retssystemet (i sidste endehøjesteret) først tager stilling til, når  Lula formelt registrerer sit kandidatur. Det kan ske frem til den 15. august. Han vil herefter fortsat kunne deltage i valgkampen indtil der foreligger en endelig afgørelse. I yderste tilfælde kan man risikere at Lula vinder valget, for herefter at blive afvist som kandidat, hvorefter der skal udskrives valg.

Uanset hvilke scenarier man opstiller, er risikoen for en konstitutionel krise i forbindelse med hvad mange betragter som det vigtigste præsidentvalg siden genindførelsen af demokratiet i Brasilien meget høj.

Det skal dog ikke skjules, at jeg anser netop Lava Jato og de afledede korruptionssager for at være noget af det mest positive, der er sket i Brasilien i mange år. Magtens tredeling og retssystemet har vist sig – nok til overraskelse for de fleste – at have været langt stærkere end forventet indtil videre.  Det vil forhåbentlig have en positiv effekt på sigt. Desværre er det ikke nok til at jeg vil placere Brasilien i kategorien hot endnu. For når man ser på det politiske system og mulighederne for at gennemføre de nødvendige reformer (som vi har skrevet om ved utallige lejligheder gennem årene) er usikkerheden fortsat stor. Standard og Poor nedsatte således Brasiliens kreditrating for nylig, netop med henvisning til manglende pensionsreformer.

“Landet af i morgen” er langt væk

Nok trækker det op hvis man undgår Lula som præsident – også selv om det måtte blive i den Lula light udgave man så i hans første præsidentperode 2003-2007. Men med Lula som præsident vil sandsynligheden for at man gennemfører de nødvendige fortsatte reformer (man har faktisk gennemført en del reformer, bl. a. arbejdsmarkedsreformer de seneste år under præsident Temer, men langt fra nok) bestemt ikke stige. Historien at det er meget svært i det hele taget at reformere Brasiliansk økonomi. Erfaringerne fra 90erne viser at man tilpasser sig lige netop nok til at systemet kan overleve. Bedste bud er derfor at Brasilien vil fortsat vil opleve en afdæmpet økonomisk udvikling i forhold til resten af Sydamerika. Altså en fortsættelse af den udvikling vi har set de seneste 30-35 år.

Derfor anser jeg Brasilien for at  være “not hot” indtil videre.

PS. I går skrev jeg at jeg ville se mere på de enkelte lande i dagens indlæg. Nu kom dette indlæg alene til at omhandle Brasilien. Jeg fortsætter i næste uge med indlæg om andre lande i regionen, og om hvorvidt de skal klassificeres som “hot or not”. Bl. a. Argentina og Mexico. Så der kommer altså som minimum også et “Who’s hot and who’s not” i begyndelsen af næste uge.