Valget var på alle måder anderledes end det igangværende valg. Der var ingen som helst tvivl om udfaldet. Ronald Reagan stod til en knusende sejr, og spændingen gik mest på, om han ville få flertal i samtlige 50 stater. Modkandidaten Walther Mondale endte dog med lige at slæbe et flertal sammen i sin hjemstat Minnesota, mens ellers tog ”the Gipper” resten.

USA blomstrede af den optimisme, som var Reagans personlige varemærke, og som den økonomiske fremgang i hans første periode havde skabt. Hans legendariske valgvideo ”Morning in America” fangede stemningen. Reagan selv var blevet valgt første gang i et USA nedsunket i det økonomiske hængedynd fra 1970’erne med et spørgsmål til amerikanerne: Har I det bedre nu end for fire år siden? Det svarede de klart nej til i 1980 og afsatte Carter. Fire år senere svarede de ja og genvalgte Reagan.

Denne gang er løbet derimod helt åbent. Den siddende præsident er blevet detroniseret af sine egne i et forsøg på at vinde over den republikanske udfordrer, som dog i skrivende stund atter ser ud til at have bragt sig i front med et mulehår.

Dermed er der risiko for, at Trump vender tilbage til Det Hvide Hus, som han trods voldsom modstand til sidst blev tvunget til at forlade ovenpå et valgnederlag, han aldrig indrømmede.

Efter min opfattelse burde hans forsøg på at underløbe et legitimt valgresultat udelukke ham fra nogensinde at få støtte til at vende tilbage. Heldigvis afslog selv den langmodige vicepræsident Pence at deltage i det kup, som Trump forsøgte at få ham til at foranstalte ved at afvise valgmandskollegiets afgørelse. Heller ikke Trumps rolle i stormen på Kongressen kan forsvares, uanset hvor meget hans juridiske ansvar kan diskuteres, men forsøget på at underløbe valget er det suverænt værste i min bog.

Det er umuligt at forestille sig Reagan i samme situation (men det er dog også hypotetisk, fordi Reagan vandt valget overbevisende hele tre gange, hvis man tæller den sympati med, som skyllede videre til hans vicepræsident Bush, da han stillede op efter Reagan). Trumps opførsel er i næsten bogstavelig forstand uhørt.

Derfor kan det undre, at Trump har så meget som en minimal chance for at vinde. Alene fravalget af Trump burde være motiv nok til at sikre Harris posten. Når hun alligevel er usikker, er det fordi, der også er et meget stærkt motiv til at fravælge hende.

Den økonomiske politik hos både Trump og Harris er uansvarlig populisme. Begge vil lade de historisk høje gældsrater stige til nye højder gennem en ukontrolleret udgiftsvækst. Trump vil øge toldbarriererne og udvise en ikke uvæsentlig del af arbejdsstyrken. Harris vil øge beskatningen og indføre direkte priskontrol. Demokraterne har ikke vist sig mindre protektionistiske under Biden/Harris end USA under Trump, så hun er desværre næppe fremmed over for at fortsætte ad dette farlige spor. Trump vil formentlig ikke være nær så fremmed over for at fortsætte Biden/Harris industripolitik, som man kunne tro. På de dårlige punkter er de nærmere hinanden end den gensidige fordømmelse kunne lade til.

Udenrigspolitisk er Trump især en risikofaktor, når det gælder Ukraine og tilnærmelserne til Putin. Harris er en risikofaktor, når det gælder Mellemøsten. Selv Biden har været vaklende i sin opbakning til Israel, men Harris bagland på den yderste venstrefløj er åbent anti-israelsk, hvis ikke direkte antisemitisk. Biden-administrationen har generelt været udenrigspolitisk svag – jeg tvivler faktisk på, at Putin havde invaderet Ukraine, hvis han ikke havde været vidne til den kaotiske, talentløse tilbagetrækning fra Afghanistan. Til gengæld har Biden udvist en stærk og kompetent opbakning til Ukraine, da krigen brød ud og det meste af tiden siden. Det er ikke sikkert, Trump kan leve op til det – og måske heller ikke Harris.

Det kan være svært at forstå Trumps hadefulde facon – ja hans facon i det hele taget – og den splittelse, den har bidraget til i det amerikanske samfund. Men man kan dog forstå den så langt, at den ikke er uprovokeret. Det gælder i forhold til Trump selv. Demokraterne forsøgte at undsige legitimiteten af hans oprindelige valg ved at påstå, at han ingen reel opbakning havde, men var blevet valgt gennem russiske troldefabrikkers manipulation. De plantede fabrikerede efterretningsrapporter om, at Trump var i ledtog med Putin. Og de holdt sig efterfølgende ikke selv tilbage fra manipulation med medierne, endda med mediernes egen medvirken, som det kom frem med offentliggørelsen af Twitter files og Mark Zuckerbergs nylige undskyldning for Facebooks optræden samt afdækningen af mørkelægningen af sagen om Hunter Bidens kompromitterende dokumenter. ”Kulturkrigene” i USA er ikke begyndt af eller med Trump, men af ”wokeister” på navnlig amerikanske universiteter, hvor det er udartet i racebaseret diskrimination (”affirmative action”), hekseprocesser og forsøg på at dræbe den åbne, frie debat.

Allerede da Trump blev valgt i 2016 tillod jeg mig at påpege, at han i høj grad måtte ses som den postmoderne venstrefløjs nemesis.

Hvis man dyrker Carl Schmitts forestilling om politik som krig mellem sin egen stamme og ”de andre”, skal man ikke blive overrasket, når ”de andre” begynder at tænke på samme måde. Det er vel at mærke ingen undskyldning for Trump, men en konstatering.

Heldigvis er USA’s forfatning og politiske institutioner skabt med præcis det in mente, at de skulle kunne holde til den slags dybe splittelser og politiske kampe. Gud ske tak og lov er det amerikanske demokrati ikke et ”the winner takes it all”, hvor den valgte præsident ubegrænset bestemmer alt (selv om den danske mediedækning sagtens kunne forlede én til at tro det). Der er omhyggelige checks-and-balances, som skal begrænse mulighederne for at tromle sine modstandere gennem det politiske system. Og det er da heller ikke helt nyt, at der er voldsomme modsætningsforhold i amerikansk politik eller befolkningen – tværtimod har der også historisk været voldsomme konflikter. Dem har institutionerne hidtil været robuste over for, og det er der grund til at håbe, at de fortsat vil være.

Naturligvis er robustheden ikke uendelig stor. Og præsidentembedet er blevet meget mere magtfuldt end det oprindeligt var tænkt, som Gene Healy beskriver i sin fremragende ”The Cult of the Presidency” (der i øvrigt netop er kommet i en ny opdateret udgave, jeg endnu ikke har læst). Men vi er langt fra en situation, hvor der ikke er institutionel modvægt til præsidenten. Måske kan vi endda komme til at se endnu et eksempel på en hensigtsmæssig magtkamp, måske ligefrem en ”gridlock”, hvis præsidentembedet falder til det ene parti og Kongressens flertal til det andet.

Ifølge meningsmålingerne er det bestemt en mulighed, især hvis Harris vinder. Det kan skabe betingelser for en gentagelse af den for USA’s udmærkede politik, der blev ført under Clinton og Obama, mens republikanerne havde et flertal i Kongressen. Det kræver dog, at republikanerne – forhåbentlig med Trumpæraen i bakspejlet – igen begynder at interessere sig for at begrænse de offentlige udgifter, for frie markeder og fri international handel. Det er arven fra Reagan snarere end fra Trump, de skal vække til live.

I papiret President’s Rule in India: State Emergency or Political Capture? undersøger vi et af de klareste eksempler på en politisk institution, der kan misbruges: Den indiske forfatnings paragraf 356, der også kendes som ‘President’s Rule’. Forfatningsreglen indebærer, at den føderale regering i Indien kan opløse en delstatsregering. Idéen med reglen var oprindeligt, at give den føderale regering muligheden for at overtage kontrollen med en delstat, hvis dens regering af en eller anden grund – politisk dødvande, naturkatastrofer og voldsomme optøjer – ikke længere kan regere.

Den interessante setting er, at der har været masser af påstande om, at President’s Rule blev misbrugt. En detalje er, at en højesteretskendelse i SR Bommai-sagen i 1994 indebar, at retsvæsenet kunne undersøge brugen af President’s Rule, og dermed også fik mulighed for at kende, at brugen var forfatningsstridig.

For at kaste lys over spørgsmålene, har vi allerførst bygget et datasæt der omfatter allle indiske delstater fra 1950 til 2019 hver måned. Vi kan derfor måned for måned følge, om staten rammes af President’s Rule, og estimere om brugen af reglen følger intentionen, eller om den misbruges politisk. Og konklusionen er overvældende, at brugen af President’s rule altid har været politisk. Vi finder ingen evidens for, at katastrofer eller optøjer har ført til dens brug, mens delstatsregeringer med mindre erfaring, mindre flertal i parlamentet, og koalitionsregeringer er mere udsat for brug. Meget af dette misbrug stoppede med SR Bommai-kendelsen i 1994, der gav retsvæsenet en mulighed for at holde øje med og straffe politikere.

Helt overordnet er vores studie af President’s Rule et studie af politisk magtmisbrug i verdens største demokrati, og således også en advarsel mod risikoen for magtmisbrug af forfatningsregler i føderale stater. Det er naturligvis ikke et problem, der direkte kan applikeres til Danmark, der ikke er føderal. Men tænker man på EU og diskussionen om, hvordan man fordeler magten og i særlig grad den stigende centralisering i unionen, er der absolut grund til at se på Indiens historie, og hvis elendigt det er gået for en type institution, som EU nærmer sig.

Hele abstractet er her: Emergency provisions allow federal governments to intervene swiftly but create op- portunities for political capture. We analyze how this tension plays out in the world’s largest federal republic, India. Article 356 of the Indian constitution (President’s Rule) allows the union (federal) cabinet to dismiss a state government and dissolve the elected state legislature, if the federally appointed state governor recommends the dismissal for emergencies, including political crises and natural disasters. Using an original panel data set of Indian states from 1952 until 2019, we find that Article 356 leads to the political capture of states by the Union (federal) govern- ment. More specifically, we find that (1) the likelihood of invoking Article 356 is almost exclusively determined by the political strength of the parties forming state governments, (2) natural or man-made emergencies are not significant predictors of invoking Article 356, and (3) judicial safeguards added in 1994 significantly reduced Article 356 imposition.

I ”This time is different?—on the use of emergency measures during the corona pandemic”, der udkommer i European Journal of Law and Economics, dokumenterer vi allerførst, at 99 lande rundt omkring i verden erklærede nødret på grund af den nye virus. Det er i sig selv ikke nødvendigvis et problem, men det viser sig at den stærkeste forklaring på at lande valgte at erklære nødret i foråret 2020 var, hvilke ekstra magtmidler forfatningen gav regeringen under nødret. Nødretten er derfor ikke så meget erklæret som et effektivt svar på en ny sundhedstrussel, men fordi den nye virus gav mange regeringer en mulighed for at gå meget mere magt. Vi viser også – som figuren fra artiklen nedenfor illustrerer – at mange af dem efterfølgende groft misbrugte nødretten til at forsøge at undertrykke medierne.

Desværre er situationen siden marts 2020 på ingen måde unik, som vi viser i den anden nye artikel fra projektet.  ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der nu udkommer i Public Choice, viser allerførst at nødretserklæringer efter naturkatastrofer ikke virker efter hensigten. Det modsatte gælder faktisk, da vi helt konkret kan dokumentere, at jo mere diskretionær magt forfatningen giver regeringen under nødret, jo flere mennesker dør i katastroferne. De ekstra magtbeføjelser, som ofte retfærdiggøres med at de er nødvendige for at regeringen kan handle effektivt, bliver simpelthen misbrugt. Vi kan også vise i artiklen, at jo lettere det er at erklære nødret i en sådan situation, jo mere sandsynligt bliver det at staten bryder borgernes basale menneskerettigheder og jo mere ekstra markedsregulering indfører den efter situationen.

Nødretsprojektet med Stefan Voigt er således blevet meget aktuelt, og vores studier indebærer en alvorlig advarsel, som alle borgere burde tage alvorligt: Selv regeringer i etablerede demokratier vil typisk misbruge enhver nødretstilstand hvis den overhovedet har mulighed for det. Politikere gør ikke det rigtige når det virkeligt brænder på, men misbruger som oftest situationen til at stille deres egen tørst efter magt.

Spørgsmålet for tiden er, i hvilket omfang regeringer gør brug af deres forfatningsbestemte nødretsmuligheder, hvilke regeringer der gør det, og fremadrettet også hvad de gør. Der tegner sig allerede et mønster, som vi introducerer vores læsere til her. Man vil kunne læse mere i Berlingske Tidende og Die Welt den kommende uge.

Det første påfaldende element af det mønster vi ser, er at demokratier er langt mere tilbøjelige til at reagere på coronavirus ved at erklære nødret. Mens 22 % af verdens autokratier har erklæret nødret indtil videre – og har gjort det meget hurtigt efter at det første virustilfælde blev bekræftet i deres land – er det hele 40 % af demokratierne, der har gjort det samme. Forskellen giver fin mening, da de fleste autokratier allerede de facto har de magtbeføjelser, som de vil have. Demokratiske regeringer bliver typisk nødt til at erklære nødret før forfatningen giver dem lignende magtbeføjelser som i autokratier.

Den anden del af mønsteret, der er særligt interessant, er hvilke demokratier der har erklæret nødret. Vores analyser i denne weekend peger meget tydeligt på, at forfatningens nødretsregulering påvirker, hvilke lande der har erklæret nødret. Det virkeligt interessante er dog, at hvor let eller svært det er at gennemføre en erklæring, ikke påvirker om et land bruger nødretten. I nogle lande kan stats- eller regeringslederen gøre det på egen hånd, mens andre landes forfatninger kræver, at parlamentet, og i visse tilfælde forfatningsdomstolen, skal godkende det før der kan erklæres nødret. Disse forskelle på, hvor store de politiske omkostninger er ved at erklære nødret, er ligegyldige for om lande har gjort det i disse uger. Selv når man stiller skarpt på et enkelt element – om forfatningen nævner denne type situation som en valid grund til at erklære nødret – er der ingen forskel. Forskellen mellem lande, hvor forfatningen tillader det og dem, der ikke eksplicit gør, er 41 versus 43 %. Det er således inderligt ligegyldigt for om en demokratisk stat faktisk erklærer nødret for tiden, om forfatningens tekst egentlig tillader det.

De forfatningskarakteristika, der virkeligt påvirker om en stat eller regering bruger dens nødretsmuligheder, er hvilke ekstra magtbeføjelser en nødret giver regeringen. Vi illustrerer disse forskelle i figuren nedenfor, der plotter sandsynligheden for at et demokratisk land har erklæret nødret, og hvor mange dage der går fra det første coronatilfælde til en nødretserklæring. Som figuren med al tydelighed viser, har lande hvor forfatningen giver staten relativt store ekstra magtbeføjelser (som f.eks. ekspropriationsret, censur og mulighed for at bryde almindelige borger- og menneskerettigheder) og underminerer magtens tredeling i langt højere grad benyttet sig af forfatningens muligheder. I denne gruppe lande har 51 % allerede erklæret nødret, mens det kun gælder 32 % af de demokratier hvor forfatningen kun giver staten begrænsede ekstra beføjelser. Den første gruppe har også reageret langt hurtigere end den anden: I lande med store ekstra magtbeføjelser er det i gennemsnit sket 12 dage efter det første tilfælde, mens gennemsnittet er 23 dage i den anden gruppe. Begge disse forskelle er endda statistisk signifikante ved 5 %-niveauet.

Stefan Voigt og jeg holder naturligvis skarpt øje med, hvad forskellige lande rent faktisk gør under krisen, og har også planer om at undersøge, om noget af de overhovedet har virket ved at inddæmme virussens spredningsrate. Det kan dog først sket, når vi er ude på den anden side af situationen. Indtil nu er der dog et ganske klart mønster, som borgerne burde være opmærksomme på: Om en stat bruger dens forfatningsmuligheder handler om ekstra magtbeføjelser, som det generelt er svært at se er vigtige for at bekæmpe spredningen. Vi ved også fra anden forskning, at når demokratier i andre henseender bruger disse muligheder, lider borgernes almindelige rettigheder under det. Risikoen for magtmisbrug, selv i etablerede demokratier, er meget virkelig. Der er således behov for at tage en alvorlig rettighedsdiskussion, når sundhedsrisikoen er fordampet.

Den moderne ceremonielle stilling er kulminationen på et markant tab af politisk magt over relativ kort tid. Vi har haft konstitutionelt monarki i mindre end 200 år. I de foregående to århundreder frem til 1848 var Danmark et enevældigt monarki med et ofte ret hårdt diktatur. Og indførelsen af det konstitutionelle monarki var en meget blød revolution i ikke bare form, men også indhold. En væsentlig del af magten forblev hos Kongen, som både stod for den udøvende magt og den lovgivende magt i forening med Folketing og Landsting. Kongen udpegede en del af den lovgivende magt gennem kongevalgte landstingsmedlemmer. Det var ikke ualmindeligt, at Kongen afstod fra at underskrive love, han ikke var enig i. Under provisorietiden i sidste del af 1800-tallet fjernede regeringen stort set alt initiativ fra Folketinget. Folketinget forsøgte at bruge sit stærkeste magtmiddel – at nægte at vedtage en finanslov – men blev kørt hjælpeløst over af regeringen. Først i tiden efter systemskiftet i 1901 blev traditionen skabt med, at Kongen ikke må udpege en regering med et flertal i Folketinget mod sig. Så sent som i 1920 valgte Christian X, Dronning Margrethes bedstefar, at afskedige en regering, selv om den fortsat havde flertal bag sig, og udpege en anden. Det udløste Påskekrisen, som reelt var kongehusets sidste udfoldelse af politisk magt i Danmark. Kronprins Frederik, den senere Frederik IX, havde en vis, men begrænset rolle at spille under og lige efter den tyske besættelse 1940-45. Men mindre end ti år senere – ved 1953-grundloven – lempede de folkevalgte reelt de ifølge traditionen retmæssige tronarvinger af vejen og indsatte i stedet den langt mere populære og lovende prinsesse Margrethe på posten. Hun skulle da også vise sig særdeles kompetent til at bestride det nu rent ceremonielle, men af samme grund ofte vanskelige hverv. Det tillader langt færre excentriciteter, end da hendes magtfulde forfædre sad på tronen.

Danmark er politisk set ikke et kongedømme mere. Posten er tømt for politisk magt. Det er en totalt anderledes rolle end få generationer tilbage. Det samme gælder andre nominelle kongedømmer de stedet i Europa, hvor man ikke decideret bare har nedlagt stillingen. Nogle få steder har politiske kriser kaldt på kongen som mægler – senest i Belgien – men egentlig politisk magt er sjælden.

Er der grund til at beklage afskaffelsen af det politiske monarki? Ikke efter min opfattelse. Jeg hører heller ingen for alvor efterspørge det. Men lad os prøve at besvare spørgsmålet ud fra public choice-teori, som vi jo har haft fokus på i en lille sommerserie her på stedet.

Vi kan begynde med at se på, hvor magten er havnet i stedet. Svaret er ret klart. Den politiske magt i Danmark har samlet sig hos Folketinget. Folketinget udpeger regeringen, og regeringen og Folketinget giver lovene i fællesskab. Folketingets betydning for udpegelsen af den udøvende magt medfører, at det også i betydelig udstrækning blander sig i den udøvende magts opgaver, altså at administrere lovene. Vi er langt fra en tilstand, hvor den lovgivende magt fastlægger generelle regler. Vi har ikke en klar separation mellem den udøvende og den lovgivende magt.

Hvad med forholdet mellem den dømmende magt og Folketinget? Folketinget blander sig ikke direkte i den dømmende magts opgaver, om end det ikke er ukendt med kommentarer fra folketingsmedlemmer til konkrete sager. Lovændringer som reaktion på domstolsafgørelser er heller ikke ukendt. Derimod er det i Danmark stort set ukendt, at domstolene underkender lovgivningen som i strid med forfatningen. Det er kun sket én gang – den såkaldte Tvindsag – hvor Højesteret fandt loven i strid med grundlovens procedurale regler. Modsat mange andre lande – vi behøver ikke gå længere end til Tyskland – underkender domstolene ikke lovgivningen for at stride imod forfatningens substantielle regler om f.eks. personlig frihed og ejendomsret. Danmark har en stærk retspositivistisk tradition, som indebærer, at forfatningen ikke tages særlig bogstaveligt, ud over de meget konkretiserede procedurale regler (f.eks. om, hvor tit der skal afholdes Folketingsvalg). Alf Ross, vor nok mest prominente jurist gennem tiderne, mente ligefrem, at kriteriet for, om en lov er forfatningsmedholdelig, alene burde være, om den var vedtaget i Folketinget. Det store skel mellem, hvad Grundloven formelt stadig tillægger Kongen af magt, og monarkens moderne ceremonielle rolle, er naturligvis med til at understøtte en sådan svag læsning af Grundlovens bogstav.

Er Folketingets magt helt uden alvorlig modvægt? Ikke helt. For det første er Folketinget på valg med jævne mellemrum. For det andet er der en procedural regel i Grundloven, som tilsiger, at magtafståelse internationalt kræver godkendelse ved en folkeafstemning (om end Justitsministeriet har for vane at mene, at ny magtafgivelse allerede er indeholdt i tidligere beslutninger og derfor ikke kræver folkeafstemning). Danmark har desuden traditionelt haft en relativt høj grad af kommunalt selvstyre, men udligningsordningernes meget ringe incitamentsstruktur har legitimeret stor statslig indblanding.

Samlet set er der altså kun en svag magtdeling i Danmark, hvor der er begrænset modvægt til Folketinget. Public choice-teori er ret klar. Checks-and-balances er hensigtsmæssige og nødvendige værn for at sikre borgernes frihed. Det har været en central indsigt lige siden Locke, Montesquieu og de amerikanske founding fathers.

I det lys kan man selvfølgelig godt beklage, at kongemagten er forsvundet ud af det politiske rum. Men som allerede de fleste af the founding fathers indså, behøver en uafhængig udøvende magt ikke være en Konge. I stedet fik USA en præsident (selv om især Hamilton havde håbet på Washington som ny konge – et håb der blev slukket, da Washington trak sig tilbage uden diskussion, efter at embedsperioden var udløbet).

Måske har det svækket magtdelingen i et land som Danmark, at den danske konge oprindeligt beholdt den udøvende magt, da vi gik fra enevælden. I takt med kongemagtens generelle legitimitetstab som politisk magtfaktor har det svækket den udøvende magts uafhængighed – modsat USA i øvrigt, hvor præsidentembedet er blevet langt stærkere end oprindelig tilsigtet.