Figuren viser også, at det især er inden for de sidste 200 år, at væksten i såvel folketal, BNP som gennemsnitsindkomst er accelereret. Læg mærke til, at figurens y-akse er logaritmisk (den eksponentielle vækst er derfor ensbetydende med voksende vækstrate). Der skulle gå mere end 1800 år fra Kristi fødsel til den første fordobling af gennemsnitsindkomsten.

Figuren illustrerer endvidere, at vedvarende økonomisk vækst ikke var hverdagskost tidligere. Og det var på ingen måde givet, at der var stigende velstand i sigte. Tværtimod kom Thomas Malthus med sin berømte forudsigelse om, at produktionen på sigt ikke ville kunne holde trit med befolkningstilvæksten, og at der derfor måtte komme tilbagevendende ”korrektioner” (massedød) i folketallet. Samt at ny befolkningstilvækst tilbagevendende ville trække indkomsten ned mod eksistensminimum. Hans teori blev fremsat for 200 år siden – netop som levestandarden skulle til at eksplodere.

Når Malthus’ forudsigelse var naturlig nok, var det, fordi befolkningstilvæksten nødvendigvis måtte gøre mere naturgivne ressourcer som jord mere knappe. Der er ikke kommet mere jord til siden Kristi fødsel, så vi bor omtrent fyrre gange så mange per kvadratmeter som dengang. Neomalthusianere bliver stadig ved at pege på, at ressourcebegrænsningen er lige ved at slå i gennem (Romklubbens ”Grænser for vækst” fra 1972 forudså, at mange råstoffer ville være udtømt i dag).

Og det er da også rigtigt, at ressourcebegrænsningen isoleret set trækker i retning af lavere indkomst. Når vi alligevel bliver rigere og kan understøtte en stadig voksende befolkning, så må der være noget, der trækker i den modsatte retning. Hvad er det, og hvorfor optræder det i vores serie om handel? For at besvare de spørgsmål, skal vi igen en tur forbi den tidlige handelsteori.

Specialiseringen afhænger af markedets udstrækning.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan handelsteorien tog et afgørende spring fra Adam Smiths absolutte fordele til David Ricardos komparative fordele. De absolutte fordele går ud på, at hvis et land er bedre end andre til at producere bestemte varer, så har det en gevinst ved at specialisere sig i dem og handle sig til resten. Ricardo påviste imidlertid, at et land også har en fordel ved international handel, selv om det er dårligere til at producere samtlige varer. Gevinsten opstår, når det specialiserer sig i, hvad det er relativt bedst til. Med udgangspunkt i de komparative fordele udviklede handelsteorien sig med fokus på, hvordan forskelle i faktorudrustning (arbejdskraft, kapital og naturressourcer) gav anledning til komparative fordele.

Smith havde imidlertid en pointe mere, som gik lidt i glemmebogen, indtil den er dukket op igen som et vigtigt element i nyere handelsteori. Velstand – sagde Smith – hænger sammen med arbejdsdeling, altså at vi specialiserer os mere og mere. Han beskrev i et siden berømt eksempel, hvordan han på en nålefabrik havde set arbejderne producere mange flere nåle ved at specialisere sig i hver deres del af produktionsprocessen i stedet for at lave hver nål fra bunden. Men pointerede han så: arbejdsdelingen afhænger af markedets udstrækning. Jo flere mennesker, desto større arbejdsdeling. I en lille stamme er der ikke basis for en specialiseret nåleproduktion. Der kræver et større befolkningsunderlag. Den kan heller ikke bære et antal medicinske specialer eller automobilproduktion.

Så arbejdsdelingen er altså en kraft, som trækker indkomsten op, når vi bliver flere mennesker – i modsat retning af effekten af øget ressourceknaphed.

Fantastisk nok har det vist sig, at kraften fra arbejdsdelingen klart har oversteget effekten af øget ressourcepres. Det er derfor, gennemsnitsindkomsten er vokset med stigende befolkningstal.

I figur 2 her har jeg plottet folketallet (x-aksen) ud mod gennemsnitsindkomst (y-aksen). Væksten i gennemsnitsindkomsten viser ingen tegn på at falde med stigende befolkningstal. Den er tværtimod accelereret efter den mere åbne verden, som fulgte efter Murens fald.

Teknologi?

Først er der grund til at runde en mulig indvending mod figuren. Nemlig om det, der har muliggjort både det stigende folketal og voksende gennemsnitsindkomst i figuren ikke bare er teknologiske fremskridt? Og at stigende indkomst og folketal reelt ikke hænger sammen?

Det er i hvert fald givet, at stigningen i både folketal og indkomst ikke ville være mulig uden teknologiske fremskridt. Men det er lige så givet, at teknologi ikke blot er en udefrakommende kraft. Det teknologiske stade er også betinget af arbejdsdelingen og markedets størrelse. Vi ville ikke kunne bevare den moderne lægevidenskab eller teknologien bag automobilfremstilling i små stammesamfund. Teknologi er ikke blot teoretisk, leksikal viden, men afhænger af anvendelsen. Arkæologer har således vist, at befolkningstilbageslag har ført til, at den teknologiske udvikling også er løbet baglæns. Et af de mest dramatiske eksempler er Tasmaniens adskillelse fra resten af Australien, som resulterede i en mindre, isoleret befolkning, hvis redskaber af ben eksempelvis blev gradvist simplere for til sidst at forsvinde.

Naturligvis ville en mindre global befolkning på niveau med for et hundrede år siden ikke medføre et umiddelbart fald til et tilsvarende teknologisk stade. Opdagelsen af genets struktur ville næppe gå tabt. Men der ville være færre til at beskæftige sig med genetik og mindre specialiseringsgevinster ved det.

Et stort marked kræver handel

Men hvad har så specialiseringen og udstrækningen af markedet med handel at gøre?

Smiths ”udstrækning af markedet” er udtryk for stigende skalaafkast. Det vil kort sagt sige, at kan én mand producere én vare, så kan to mand producere mere end to (konstant skalaafkast vil sige, at to mand kan producere to varer, mens faldende skalaafkast vil sige, at to mand kan producere mindre end to).

Stigende skalaafkast er blevet et centralt tema i nyere handelsteori (og også økonomisk geografi). Stigende skalaafkast kan forstærke fordelene ved international handel. Ved at Portugal specialiserer sig i vinproduktion og englænderne i klæde, bliver det fælles produktion endnu større, end hvad alene de komparative fordele tilsiger. Skalagevinsten kommer oveni.

Stigende skalaafkast i produktionen kan også medføre, at mange lande har for små markeder til at undgå monopol, sådan som Christian allerede har været inde på. Ved at åbne for handel kan produktionen blive udvidet til over grænsen for, hvor længe én virksomhed har voksende skalaafkast. På et marked som bilmarkedet er der ikke plads til mange nationale producenter. Men internationaliseringen af handlen med biler har skabt ét stort internationalt marked, hvor skalafordelene bedre kan udnyttes, og hvor der samtidig er større konkurrence og antal mærker for forbrugerne at vælge mellem.

Hvis der er stigende skalaafkast, er international handel en forudsætning for, at små lande ikke bliver fattigere end store. Frihandel gør, at alle har adgang til stordriftsfordelene. Ellers ville der være en automatisk tendens til, at små lande drev bagud og mistede overlevelsesevne.

Et omdiskuteret spørgsmål i nyere handelsteori er, hvor omfattende forekomsten af stigende skalaafkast er.

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler stigende skalaafkast som drivkraft bag handel, så udelukker det ikke, at der på masser af områder i økonomierne stadig findes konstant eller faldende skalaafkast. I Smiths tilfælde behøver der kun være stigende skalaafkast ét sted – nemlig når det gælder markedets størrelse. På hver nålefabrik kan der godt være faldende eller konstant skalaafkast for den relevante produktion, samtidig med at større befolkning fører til øget arbejdsdeling – f.eks. i form af en stadig større specialisering i forskellige typer nåle.

Hvor længe kan specialiseringsgevinsterne ved større global befolkning fortsætte? Det imponerende er, at de foreløbig ikke har vist tegn på at tabe damp selv ved syv milliarder mennesker på kloden, sådan som figur 2 illustrerer. Tværtimod er de, som det ses, taget til efter Murens fald og den øgede globalisering, som fulgte efter.

Og det er naturligvis en den helt centrale pointe: Uden handel er der ingen gevinster ved, at vi bliver flere og flere. Så vil presset på ressourcerne få lov at trække i modsat retning. Men får specialiseringen lov til at fortsætte, tyder det på, at der fortsat er stigende skalaafkast i hvert fald frem til det niveau, hvor verdens befolkning stabiliserer sig. I så fald kan man snarere tale om et underbefolkningsproblem end det overbefolkningsproblem, som ellers har bekymret så mange malthusianere – gamle som nye.

Her er bogens abstrakt:

“Several computer simulations are used to predict the effects of increased supplies of energy, reduced pollution, and increased food yield and birth control on a world model simulation which predicts exponential growth will lead to collapse of the world’s system as we know it. Energy merely increases use of other resources and abundant cheap energy is no solution. The cost of pollution control increases geometically and as population grows pollution grows. Only reduced population growth holds promise to stave off world collapse. In the real world technological achievements have merely widened the gap between the rich and the poor. The Green Revolution has simply intensified concentration of land and the profits have gone to those with enough money to invest in the new technology. The basic question is, ” Is it preferable to limit our growth or is it preferable to keep on growing until some other natural limit arises in the hope that at that time some technological leap will allow growth to continue longer?” some technological leap will allow growth to continue longer?” The technologies of energy, recycling, and pollution control offer great hope for the future but only if population growth is kept in check.”

Bogen byggede på en dynamisk model, hvor eksponentiel vækst kombineret med begrænsede ressourcer betød at verdensøkonomien i løbet af det 21nde århundrede pludseligt ville løbe “tør” for brændstof (i den videste forstand) og bryde sammen. Et sandt dommedagsprofeti.

Det var en bog og en model, der opfattede økonomien som en maskine på autopilot, der, når den løb tør for brændstof, ville bryde sammen. Den lagde som det fremgår også naturligt op til at en ”ansvarlig politiker” skulle gribe ind. Her er de tilhørende konklusioner:

” Our conclusions are :

1. If the present growth trends in world population, industrialization, pollution, food production, and resource depletion continue unchanged, the limits to growth on this planet will be reached sometime within the next one hundred years. The most probable result will be a rather sudden and uncontrollable decline in both population and industrial capacity.

2. It is possible to alter these growth trends and to establish a condition of ecological and economic stability that is sustainable far into the future. The state of global equilibrium could be designed so that the basic material needs of each person on earth are satisfied and each person has an equal opportunity to realize his individual human potential. ”

Bemærk vendingen ”The state of global equilibrium could be designed”. Forfatterne opfattede med andre ord verden som en maskine, der skulle bevidst designes. Det er tæt på det socialistiske synspunkt: At vi bevidst kan og skal lave en bedre verden via altruistisk (statsligt) design (og bogen var ikke overraskende populær blandt vestlige socialister).

Den model bogen byggede på hed World3 og var en såkaldt ”system dynamics” model. Den var i virkeligheden blot en fremskrivning af eksponentielle trends i forbrug mod en antagelse om begrænsede ressourcer. Der var ingen substitution i ressourceforbrug som følge af prissignaler. Der var ingen teknologisk reaktion på prissignaler, hverken i efterspørgsel eller i udbud. Ikke alene var von Mises gået hen over hovedet på forfatterne. De havde ikke taget højde for de mest simple økonomiske koncepter. Det var måske ikke så mærkeligt. Hoved forfatteren Donella Meadows var kemiker og biofysiker. Dennis Meadows havde en bachelor i management fra Harvard.  Nordmanden Jørgen Randers er fremtidsforsker har en lidt uklar norsk akademisk grad men er ikke økonom. Bogen og ideerne blev aldrig taget alvorligt blandt mainstream økonomer. Men den fik politisk indflydelse i samtiden med sit ”ny-malthusianske” budskab.

I en tidligere debat efter en af mine poster, nævnte en af vores læsere at fremskrivningerne fra Grænser for vækst er tæt på den faktiske udvikling. Det er i hvert fald pointen fra dette papir af Graham Turner (som er en mig ukendt akademiker på et institut ved navn CSIRO – Institute for sustainable Ecosystems i Canberra, Australien. Papiret er et WP og dermed næppe peer reviewed):

http://www.csiro.au/files/files/plje.pdf

Men det er ikke så mærkeligt at de ligger tæt på den faktiske udvikling hidtil. De alternative scenarier som Grænser for Vækst indeholdt, var ret vilde (i begge retninger). Deres hovedscenario ”standard run” svarede lidt til at på en november dag at forudsige at temperaturen den næste dag var 5 grader, og at alternativ scenarierne var -20 grader og +30 grader. At virkeligheden så kommer tæt på forudsigelsen på 5 grader siger ikke meget om ens evner som meteorolog.

Det vigtige budskab i modellen var dog, at ifølge deres model bryder verdensøkonomien pludselig sammen i ca. 2020 (industriproduktionen per capita falder med 75% fra 2020 til 2050 og vi bliver alle ludfattige) dybest set fordi verden ”løb tør”.

Hele denne ide var og er baseret på tre antagelser: At ressourceintensiteten i vækst er konstant, at væksten er eksponentiel og at der er en endelig mængde ressourcer. Af disse er både den første og sidste antagelse problematiske.

For det første har det jo vist sig, at der er ganske store langsigtede priselasticiteter i f.eks. energiforbruget. Både olieprisstigningerne i 1970erne og den seneste runde af stigninger har fremkaldt et markant fald i energiintensitet i BNP-væksten og ganske massive investeringer i ny teknologi. Netop fordi prissignalerne i markedsøkonomien virker.

For det andet er det, at opfatte f.eks. energiressourcerne på jorden som ”endelige” langt mindre oplagt end det lyder.

Bjørn Lomborg er blevet kritiseret for, at han tilskrev ”Grænser for Vækst” at bogen hævdede at vi ville løbe tør for energi i 1992. Det skrev forfatterne ikke. Men de skrev, at der med de i 1972 kendte ressourcer og med den eksponentielle vækst i energi efterspørgslen på 3.9%  dengang, så ville der ikke være mere energi efter 20 år (i 1992). Givet forudsætningerne var det selvfølgelig rigtigt (rent matematisk). Men ved at stille regnestykket op sådan i bogen signalerede de også, at det var et relevant regnestykke (også selv om model forudsigelsen var et sammenbrud i 2020).

Historien har vist, at deres olieregnestykke var forkert, fordi antagelserne var helt skæve. Faktisk er de kendte reserver af olie vokset hurtigere end forbruget af olie siden 1972. I ”Grænser for vækst” i 1972 var produktions/reserve forholdet for olie 50 år. I dag – 37 år senere – er det 54 år. Hvordan kan nogen med skråsikkerhed sige, at det ikke er højere i 2050? (Af samme grund kan vi allerede nu konstatere at Grænser for vækst modellen kommer til at tage fejl: Vi løber ikke tør for olie eller andre råvarer i 2020 heller, hvilket gør Turners papir lidt mystisk og polemisk).

Men selv, hvis olieforbrugs/reserve forholder ikke var vokset er det vigtigt at forstå at jordens energireserver er nærmest uudtømmelige. Det er kun et spørgsmål om pris. Jo højere energipris, desto mere rentable bliver andre energikilder inklusiv de vedvarende. Og jo højere pris desto større rentable oliereserver (Canada og Venezuela har hver især olie i ”tar sands” svarende til hele verdens råoliereserver). Og selv hvis vi skal betale det dobbelte eller firdobbelte per kilojoule bryder økonomien ikke sammen. Det gjorde den ikke i 1970erne og det gør den ikke nu.

Netop derfor er fraværet af en prismekanisme i modellen bag ”Grænser for vækst” og tænkningen i bogen ikke bare en detalje, men river tæppet væk under hele dommedagsprofetien.

Hvad er pointen med denne post om en bog, der er 37 år gammel, og som ingen mere interesserer sig for?

Svaret er, at tankegangen bag ”Grænser for Vækst” lever i bedste velgående. Den lever i den fejlagtige ny-Malthusianske ide om verdens overbefolkning som vi her på Punditokraterne forsøgte at gennemhulle for nylig (og vi gav åbenbart The Economist en god ide). Og den lever i bedste velgående i klima debatten.

Den politiske drivkraft bag IPCC, Kyoto og den kommende Københavns aftale er tankegangen om, at verdensøkonomien er en stor dum, svinsk og grådig maskine på vej mod sit eget endeligt fordi den ikke tænker langsigtet nok. Den har brug for at politikerne og klarsynede mennesker, der går i gang med at gribe ind i verdensøkonomien og klimaet sådan at ”The state of global equilibrium could be designed” til verdens bedste.

Den tankegang overvurderer vores evne til at styre verden og undervurderer markedets evne til at styre os.