Alt sammen for at øge presset på Storbritannien og styrke Argentinas krav.

Øerne er ca. på størrelse med Fyn og Sjælland, mens vejret kan kan minde lidt om Skotland. Det væsentligste erhverv er dog fiskeri, som udgør mere end halvdelen af BNP. Herefter følger turisme, mens man i fremtiden ser et stort potentiale i gas og olie.

Et spørgsmål om selvbestemmelse eller imperialisme?

På den ene side står Argentina, som aldrig har anerkendt britisk suverænitet over øerne. I argentinske skoler optræder Malvinas som en del af landets territorium, og generationer er opdraget med en patriotisk fortælling om, at Briterne stjal øerne.

På den anden side står Storbritannien, som fastholder, at øerne er britiske, så længe beboerne ønsker det. Og det gør de. Således afviste de næsten enstemmigt for få år siden at blive en del af Argentina.

Den argentinske kampagne er ofte dramatisk og følelsesladet. Præsident Cristina Fernández de Kirchner sammenlignede således prins William med fortidens conquistadorer og kaldte britisk tilstedeværelse for imperialisme. Og senest har præsident Javier Milei, hvis popularitet er faldet drastisk i indeværende år, i sidste uge i vanlig aggressiv stil gentaget, at Falklandsøerne/Malvinas er en uadskillelig del af Argentina.

Retorikken er både voldsom og indebærer lidt af et særligt paradoks:

Skiftende argentinske præsidenter har gerne brugt Falklandsøerne, når de på anden måde har været i problemer, og som argument bruges ofte, at øernes befolkning er “importeret” efter 1833. Det er sådan set rigtigt nok at en stor del af de nuværende beboere stammer fra mennesker som kom til ørerne efter 1833 (dog ikke alle), men det gælder jo også Argentinas egen befolkning. Den består næsten udelukkende af efterkommere af europæiske immigranter (og en meget stor andel immigranter som kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede). Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent, mens efterkommere efter europæiske immigranter udgør ca. 90 procent af Argentinas befolkning.”

Når Argentina taler om kolonialisme, gør de det altså som et land, der selv blev formet af massiv europæisk indvandring. Og når de taler om briterne som imperialister, hvad er de så selv?

Vi har gennem årene skrevet flere gange om Falklandsøerne, men i anledning af de seneste dages retoriske ”sværslag”, tager vi den gerne en gang til, så her er en kort historisk gennemgang:

Hvordan endte Falklandsøerne under britisk overhøjhed?

Striden går tilbage til 1600‑tallet. England og Spanien gjorde begge krav på øerne, uden at konflikten nogensinde blev afgjort. Nedenfor er kort tidslinje.

• 1590-1600
  Øernes eksistens noteres af flere engelske og et enkelt hollandsk skib
• 1690:
  Første dokumenterede landsætning af englænderen John Strong, hvorefter Storbritannien første gang formelt gør krav på øerne.
• 1764–1770:
  Frankrig (som de første), England og Spanien (overtager den franske) etablerer kolonier.
  I 1770 angriber Spanien den Port Egmont, som er britisk. Den leveres dog tilbage året efter og en fredsaftale indgås.
• 1774:
  Briterne forlader øerne, men efterlader en inskription, der fastholder deres krav på øerne.
• 1811:
  Spanierne forlader øerne. Ligesom briterne havde gjort tidligere efterlod man en inskription, der fastholdt spansk krav på øerne.
• 1816:
  Argentina bliver selvstændigt.
• 1820–1828:
  Sporadiske argentinske forsøg på kolonisering.
• 1829:
  Luis Vernet grundlægger en koloni på 30-50 personer, som bl. a. kom fra Argentina, Tyskland, Storbritanien og Frankrig.
• 1831:
  USA angriber og ødelægger det fort som Luis Vernet havde grundlagt efter tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Derefter erklærer amerikanerne øerne for værende ”uden regering”.
• 1833-1834:
  Storbritannien (gen)etablerer kontrol. Argentina indgiver en formel diplomatisk protest og fastholder at Falklandsøerne/Malvinas er argentinsk territorium som arvtager til det spanske vicekongedømme.
  Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833, men her spiller de faktiske begivenheder i 1833 dog en stor rolle og ikke mindst den meget forskellige udlægning fra argentinsk og britisk side.
  Da det britiske krigsskib HMS Clio ankom til Falklandsøerne den 2. januar 1833, eksisterede der en mindre argentinsk administration og en civil bosættelse på øerne.
  Den argentinske kommandant José María Pinedo blev af den britiske kaptajn John Onslow beordret til at trække den argentinske garnison tilbage. Det gjorde Pinedo og hans styrke under protest. Man anerkendte altså ikke det britiske suverænitetskrav, men erkendte at man ikke havde mulighed for at føre en meningsfuld kamp mod den britiske flådestyrke. Garnisonen forlod derfor øerne uden kamp.
  Situationen for civilbefolkningen var anderledes. Ifølge Pinedos samtidige rapport meddelte Onslow, at de indbyggere, som frivilligt ønskede at blive, ville blive respekteret sammen med deres ejendom.
  En del af Vernets tidligere bosættere blev da også på øerne, herunder flere argentinske gauchos og andre sydamerikanske og europæiske bosættere. Andre valgte dog at rejse sammen med den argentinske garnison.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen yderst begrænset. Der var ikke nogen permanent britisk garnison på øerne, og den tidligere Vernet-bosættelse fortsatte under hans repræsentanter.
  I august 1833 gjorde en gruppe gauchos og Charrúa-indianere, ledet af Antonio Rivero, oprør. De dræbte fem personer tilknyttet Vernets bosættelse, herunder Matthew Brisbane, som var blevet tilbage som Vernets repræsentant, da han forlod øerne i 1831. Rivero og hans mænd flygtede derefter til øernes indre. Først i marts 1834 vendte britiske styrker tilbage og arresterede Rivero og hans mænd.
  I den argentinske version er Rivero sidenhen blevet fremstillet som en patriot, der gjorde oprør mod den britiske besættelse.
  Det er der nu næppe meget som tyder på. Oprøret og drabene var snarere udløst af en konflikt om om løn, betalingsmidler og arbejdsforhold. Rivero og han mænd dræbte da heller ikke britiske soldater, men udelukkende Vernets repræsentanter,
  Med andre ord ophørte argentinsk militær tilstedeværelse i januar 1833 uden kamp, men under protest. En del af den civile befolkning blev tilbage – hvoraf flere klarede sig ganske godt efterfølgende.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen relativt svag, og i august 1833 overtog Rivero og hans mænd reelt kontrollen over bosættelsen, indtil britiske styrker genoprettede kontrollen i 1834. Hvad Rivero-opstanden præcist repræsenterede – et socialt/økonomisk oprør eller et nationalistisk oprør mod Storbritannien – kommer an på om man spørger det officielle Argentina eller Storbrittanien (og de fleste historikere)
• 1840:
  Falklandsøerne bliver officielt en britisk kronkoloni.
• 1845:
  Stanley grundlægges og bliver hovedstad. I resten af århundredet stiger indbyggertallet langsomt, primært grundet britisk tilflytning, mens hovederhvervene er fåreavl og skibsreperation og forsyning.
• 1850:
  En fredstraktat indgås mellem UK og Argentina, den såkaldte Arana Southern traktat. Hermed afsluttedes den britiske blokade af Buenos Aires 1945-1949 og konflikten om flodsejlads i La Plata-området. Argentina har efterfølgende lagt vægt på at traktaten alene handlede om flodnavigation, blokader og krigsforhold i Río de la Plata‑regionen, mens Storbritannien har anholdt at selv om Falklandsøerne ikke nævnes var der tale om en generel fredstraktat, hvorfor Argentina må have frafaldet deres krav på øerne.
• 1880erne-1910erne:
  Argentina fastholder fortsat, at øerne er deres, men begrænser sig til lejlighedsvise diplomatiske henvendelser. Øernes politiske betydning som samlingspunkt for argentinsk nationalisme er yderst begrænset.
• 1910erne-1930:
  I takt med en stigende argentinsk nationalisme stiger Falklands/Malvinas symbolske betydning og skolebøger og politiske taler begynder at omtale øerne som det tabte “tabte territorium”. Der er dog fortsat meget begrænset diplomatisk og udenrigspolitisk aktivitet i den forbindelse.
• 1930erne:
  Argentina begynder at rejse spørgsmålet i internationale sammenhænge. Ligesom der sendes flere formelle protester til London.
• 1939-1945:
  Øerne udgør en vigtig del af de allieredes tilstedeværelse i Sydatlanten.
• 1945-1965:
  Argentina rejser sagen i FN
  Storbritanien og Argentina begynder formelle forhandlinger.
  Storbritanien tilbyder at det afgøres ved den internationale domstol i Haag flere gange (1947, 1948 og 1955)
  FN’s resolution 2065 i 1965 anerkender konflikten som en bilateral suverænitetsstrid.
• 1965-1976:
  Bilaterale forhandlinger under ledelse af FN, hvor man bl. a. forhandlede om fælles administration, kommunikationsaftaler og vist også om modeller for ændring i suverænitet, som der ikke kom noget ud af fordi Argentina ønsker suverænitet, mens Storbritannien under ingen omstændigheder vil afgive suværenitet til Argentina.
  Hvor det før 1965 var Argentina som ikke ville have sagen for en international domstol, var det nu Storbritannien som ikke vil have sagen for en international domstol.
• 1976-1982:
  Efter midten af 1970erne går forhandlingerne i stå, hvorefter det som bekendt ender med Argentinas invasion i 1982, hvor de efter en relativt blodig, men kort konflikt fordrives igen. En måske til tider måske lidt overset detalje, som kan forklare hvorfor det argentinske militærdiktatur satsede på at Storbritannien ikke ville reagere på besættelsen er Argentinas etablering af en permanent militær tilstedeværelse på Thule Island ca. 700 km. sydøst for Falklandøerne i 1976. Thule Island er en del af de Sydlige Sandwich øer, som administreres af Storbrittannien. Nok var etableringen hemmelig, men nu ikke mere hemmelig end man vidste det i London. Men ud over at protestere gjorde den daværende regering ikke mere ved sagen, og basen blev først fjernet i forbindelse med afslutningen på Falklandskrigen 6 år senere.
• 1982-1989:
  FN’s Generalforsamling vedtager årligt resolutioner, der opfordrer storbritannien og Argentina til at genoptage suverænitetsforhandlinger og FN-mægling om samme, hvilket Argentina (selvfølgelig) gerne siger ja til, mens Storbritannien lige så selvfølgelig stemmer imod.
  I 1985 vedtager Storbritannien en “forfatning for FAlklandsøerne”, hvorefter øboerne har større selvbestemmelse. Argentina er naturligvis modstandere af dette.
• 1990-1995:
  Under Carlos Menems tid som præsident indgås en række aftaler om flyforbindelser, fiskeri, olieefterforskning og diverse humanitære forhold.
  Spøgsmålet om suverænitet berøres ikke.
• 2000-2005:
  Storbritannien udsteder licenser til olieefterforskning trods argentinske protester.
• 2007-2010:
  Argentina vender tilbage til en mere aktiv tilgang, med fornyede kampagner i FN og OAS (Nord- og sydamerikansk fælles organ), mens ma forsger at bremse olieefterforskningen omkring Falklandsøerne.
• 2010-2020:
  I 2013 afholder øboerne en folkeafstemning, hvor 99,8 pct stemmer for at forblive britiske, hvilket Storbritannien anfører som afgørende. Argentina afviser afstemningen som irrelevant, dam na ikke anerkender øboernes status.
  Under præsident Macri forbedres forholdet mellem Argentina og Storbritannien kortvarigt og der indgås bl. andet nye fiskeriaftaler og samarbejdes om at identifisere faldne argentinske soldater fra krigen i 1982.
• 2020- 2026:
  Argentina intensiverer igen sine diplomatiske kampagner i FN og regionale organisationer
  I 2022 markeres 40 året for invasionen af Falklandsøerne både i Storbritannien og ikke mindst Argentina, hvor retorikken får endnu et nøk opad.
  Fra 2023 og frem styrker Storbritannien deres miltære tilstedeværelse yderligere og også under den nuværende præsident Javier Milei gentages kravet om at Malvinas “igen” skal være en del af Argentina.
  I samme periode fortsætter FN’s dekoloniseringskomíte med at opfordre til bilaterale forhandlinger (om suverænitet), hvilket Argentina naturligvis siger ja til, mens Storbritannien lige så naturligt siger nej.

FN, Folkeret og princippet om “uti possidetis juris”

Det er unægteligt svært at se denne konflikt bliver løst inden for en overskuelig fremtid.
Når Argentina kræver øerne tilbage, tager man bl. a. udgangspunkt i princippet om ”uti possidetis juris”, som er blevet brugt til at fastlægge grænserne efter Spaniens koloniale sammenbrud i Latinamerika. Princippet tilsiger at nye stater skal arve de administrative grænser, de havde som kolonier. Argentina bruger det til at hævde, at de grænser, som Spanien administrativt opererede med i 1810–1816, da Argentina blev selvstændigt, også skal være de moderne grænser. Storbritannien hævder derimod at Falklandsøerne ikke var en integreret del af den spanske koloniforvaltning på samme måde som fx Patagonien. Der var ingen stabil spansk bosættelse, ingen permanent administration og ingen kontinuerlig udøvelse af suverænitet.

Ser man på gældende folkeret kan man også anføre at det det faktum at Storbritannien har formået at være kontinuerlig til stede siden 1833-34 sammen med ideen om folkenes selvbestemmelse som afgørende må tungest. Et synspunkt man dog ikke deler i Argentina og forøvrigt i store dele af verden uden for Europa.

Fejlslagene forsøg på mægling

Siden 1965 (også før), har der som anført været flere forsøg på at finde en løsning, men grundlæggende strander de altså på at Storbritannien (efter 1965) ikke mener ICJ (International Court of Justice) har nogen jurisdiktion i forhold til Falklandsøerne – før 1965 var det Argentina som ikke ønskede en retlig afgørelse – mens Argentina ikke mener at befolkningen på øerne, hvoraf en del har aner langt tilbage i det 19. århundrede, skal indrages i en løsning.

Derfor har Argentina sagt ja til FN Resolution 2065 (1965), FN’s opfordringer til bilaterale forhandlinger, FN’s mægling om suverænitet, herunder tilsynelandende også delt suverænitet og fælles administration.
Mens man afviser trepartsforhandlinger (Storbritannien–Argentina–Falklandsøerne), mægling hvor øboerne har vetoret og Løsninger baseret på selvbestemmelse

Heroverfor står Storbritannien som gerne indgår praktiske aftaler om flyforbindelser, post, telekommunikation, fiskeriaftaler, olie‑samarbejde, humanitære aftaler mv. Groft sagt alt undtagen afgivelse af suverænitet.

Tomme tønder buldrer bedst

Hvor den fejlslagne invasion i 1982 var et desperat forsøg fra militærdiktaturet på at styrke sin popularitet midt i økonomisk kollaps – hvilket lykkedes kortvarigt, men endte i nederlag og regimets fald – er situationen i dag en helt anden. Jovist går bølgerne til tider højt, ikke mindst når Argentina slår England i fodbold, som vi så her i sommers, men bortset fra det drives den fortsatte konflikt vist primært af skiftende præsidenters behov for at skabe opbakning, især i perioder hvor den er lav. Det er således også tilfældet for den nuværende præsident Javier Milei.

Hvad vil det sige at være argentiner?

Falklands/Malvinas-konflikten kan måske bedst ses som et spejl af Latinamerikas kolonihistorie, Argentinas nationale identitet og Storbritanniens princip om selvbestemmelse. Den er også et politisk redskab, der kan aktiveres, når det passer indenrigspolitisk. Men realpolitisk er der intet der tyder på, at konflikten nærmer sig en løsning. Øboerne ønsker at være britiske. Storbritannien fastholder deres ret til selvbestemmelse. Og Argentina fastholder et krav, der primært lever i symbolsk form og som en markør for det at være Argentiner, sammen med tango og fodbold. Her må man nok erkende at det går en del bedre med det sidste end det første.

Når præsident Milei nu taler om en overdragelse af øerne i stil med overdragelsen af Hong Kong til Kina, glemmer han også at den britiske overhøjhed for en stor del af territoriet i det der opfattes som Hong Kong var baseret på en lejeaftale, som stod til at løbe ud (og selvfølgelig også at Kina er en lidt anden størrelse rent realpolitiske end Argentina).

For mere om udviklingen og den faktisk temmelig beherskede reaktion fra den argentinske offentligheds side på Mileis udtalelser, se bl. a. de to engelsksprogede aviser Buenos Aires Herald og Buenos Aires Times. For at følge med i hvordan man ser det fra Falklandsøernes side, kan jeg anbefale Mercopress.

Alle tre er på engelsk, så det skulle være til at at gå til.

Som Otto pointerede, betragtede man i 70erne den britiske økonomi som Europa syge mand. Den tidligere så mægtige industrimagt var over årene sandet til i regulering, statslig indblanding og voldsomt stærke – og meget venstreorienterede – fagforeninger. Bilindustrien var for eksempel blevet nationaliseret, hvilket endte med at slå store dele af den ihjel. Som an kender fra Danmark med f.eks. PostNord, DSB og i nogen grad også SAS, led kvaliteten når fagforeningsbeskyttet arbejdskraft ikke længere havde incitamenter til at gide. Det endte i en situation i 70erne, hvor man ofte med det blotte øje kunne se større mellemrum mellem panelerne på britiske biler. Slendrianen i de beskyttede sektorer blev også overdådigt eksemplificeret i de mange historier om, hvordan arbejdere hos British Leyland lavede særlige rum, hvor man kunne gå hen og få en frokostlur, og hvordan det var almindeligt, at der var soveposer til rådighed, så man kunne sove på natteholdet (læs f.eks. her). Thatcher gjorde op med det hele under devisen Lad falde hvad ej kan stå.

Derouten kan ses tydeligt på de to figurer nedenfor, hvor vi benytter os af den helt nye version 9.1 af Penn World Tables. I den første figur viser de to linjer udviklingen i købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Storbritannien (den blå linje) og et befolkningsvægtet gennemsnit af BNP per indbygger i nabolandene Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, og Norge (den røde linje). I den anden viser vi privatforbrugets udvikling for de samme grupper. I begge figurer viser den stiplede, sorte linje briterns relative BNP og privatforbrug; skalaen for denne variabel er givet på den højre y-akse.

Nabolandenes BNP overhalede Storbritannien allerede omkring 1960 og privatforbruget omkring 1970, og derouten er tydelig i begge de stiplede linjer: Fra at have været næsten en tredjedel rigere end naboerne omkring 1950, og fra at have haft et meget højere privatforbrug, faldt de to andele over de næste 30 år. BNP-andelen endte på cirka 75 % af naboerne, og privatforbruget til 85 % af naboerne.

Men hvis man følger de to andele, stopper udviklingen ganske brat omkring 1980! Figurerne illustrerer med al tydelighed, hvordan Thatchers kur helbredte Europas syge mand. De store reformer virkede, og briternes status er langsomt, men sikkert, vendt tilbage. BNP per indbygger i Storbritannien har de seneste ti år været cirka 85-90 % af nabolandene (og husk, at de også tæller oliestaten Norge og investeringsmagneten Irland) og privatforbruget ligger rimeligt stabilt 5-8 % over naboernes. Det er den anden halvdel af arven fra Thatcher: Nok var mange uenige i retningen på reformerne, men der er næppe megen tvivl om, at de virkede. Og det kan ses med det blotte øje i figurerne. Uden Thatcher-revolutionen havde Storbritannien været langt fattigere, og lignet Grækenland mere end Danmark.

En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.

Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).

En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.

Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.

Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.

Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”

Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.

Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.

Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.

Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.

It is commonly believed that, during the 1980s, Margaret Thatcher presided over a substantial reduction in government regulation of financial services. …

‘Big Bang’ in 1986 did remove the restrictive practices and largely private regulation that existed in securities markets. However, this involved the state unwinding systems of private regulation and was not, as such, a simple act of deregulation.

The idea that the 1980s was a period of increasing regulation and not deregulation is not revisionist history. Contemporary accounts argued that, under the regulatory system that developed, the City has ceased to be a place “where you look after yourself according to a code of honour of conduct. It is a tough regulatory system”; that the regulator had a “very tough bunch of powers”; and that “There is a substantial risk, in fact, that we now have massive overkill of the supervisory structure in the financial industry.”

Rapporten ledsages af en kommentar i City AM, som også er læseværdig. Den forsøger at gøre op med, hvad forfatteren opfatter som myter: at Thatcher i væsentlighed liberaliserede finanssektoren, og den politik hun førte – hvad end den så var – var en succes:

Thatcher’s governments did two things. They opened the door to the bureaucratic regulation of many areas of financial services, and this regulation has since grown like Topsy. They also stifled regulatory institutions that grew up within the market. Neither policy has been a success.

Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i to kriminalitetsindikatorer, som man kan sammenligne hen over tid: Mordraten og væbnet kriminalitet. Begge dele er udtrykt i hændelser per million mennesker, og som logaritmer (så man lettere kan se udviklingen i serien). Mordraten er den indikator, der viser mindst variation: Efter en svagt stigende tendens i 1970erne var den stort set flad i 1980erne – ved indgangen af årtiet skete der 9,7 mord per million briter, ved udgangen 9,6 mord. Steg denne del af kriminaliteten under Thatcher? Svaret er nej.

På samme måde kan man nemt se, at man ikke kan skyde skylden på hende for stigningen i den væbnede kriminalitet i 1980erne. Storbritannien blev et mere kriminelt samfund i hendes regeringsår, men drager man den relevante sammenligning mellem hendes år, og de to omkringliggende årtier, ser Thatcher-tiden pludseligt ret godt ud. Den væbnede kriminalitet eksploderede nærmest i de grå 1970ere: Raten steg med hele 177 %. Men figuren ovenfor illustrerer ret klart, hvordan kurven ’knækker’ under Thatcher. Stigningen i 1980erne var 44 %, mens den væbnede kriminalitet steg 54 % gennem 1990erne.

Kunne man have ønsket sig, at kriminalitetstendensen var helt stoppet eller endda vendt? Ja, naturligvis kan man det. Men hvis man skal ud i det tvivlsomme ærinde at skyde skylden på nogen for udviklingen, ser Margaret Thatchers regeringsperiode ud som den bedste tid i landet indtil de sidste ti år. Biskoppen burde måske holde sin mund offentligt, medmindre han er klar til at dokumentere sine injurierende påstande mod en afdød.

Ved at kombinere data på købekraftskorrigeret BNP per indbygger og andelen af BNP, der er privatforbrug, med tal på hvor stor en del af den samlede indkomst blev forbrugt af dele af befolkningen, kan man skabe sig et billede af de fem overordnede socialgruppers status igennem årtiet. Figuren nedenfor illustrerer dette ved at plotte logaritmen til de fem gruppers købekraftskorrigerede privatforbrug (Y-aksen) fra 1971 til 2002.

Figuren illustrerer først, at briterne i Thatcher-perioden oplevede en markant stigning i den økonomiske ulighed. I 1978 var den britiske Gini-koefficient, målt på disponibel husholdningsindkomst, praktisk taget den samme som i Danmark. Ved udgangen af Thatchers ledelse var den steget til at være lidt mindre end i USA eller Irland. Så der er ingen tvivl om, at stigningen var reel og synlig. Men figuren viser også, at denne stigning ikke indebar at de fattige blev fattigere. For den nederste kvintil – de 20 % fattigste i et givent år – steg privatforbruget med cirka 9 % gennem årtiet. For de næste kvintiler hed stigningen henholdsvis 20 %, 27 %, 36 % og 52 %. Så ja, de rige blev rigere, men de fattigstes lod blev også bedre på trods af de markante reformer og reduktionen i overførsler.

Overser vi noget i disse tal? Svaret er et sandsynligt ja, men retningen i den ’fejl’ vi laver er ikke klar. På den ene side var uddannelse ikke længere gratis efter Thatcher, hvilket har været en større belastning for relativt fattige familier. Så måske undervurderer vi udgiftsstigningen for de fattige. På den anden side taler to andre forhold for, at vi overvurderer hvor fattige den første kvintil var. Det første er, at den sociale mobilitet efter alt at dømme steg med reformerne. Den anden er et problem, som bl.a. Robert Gordon har peget på i amerikanske data: Når man bruger samme prisindeks til at købekraftskorrigere for alle samfundsgrupper, løber man en risiko for at overvurdere inflationen for nogle af dem. Og liberaliserende reformer, som dem Thatcher indførte, har som oftest den effekt at de holder prisudviklingen tilbage for basisvarer, men ikke for luksusvarer. De grupper i samfundet, som bruger en stor andel af deres indkomst på basisvarer, får derfor en ekstra fordel, som ikke er synlig i data hvor man korrigerer med et prisindeks, der er fælles for alle grupper. Med andre ord undervurderer man reformernes effekt på de fattigstes faktiske købekraft, og dermed også deres fremgang.

En sidste observation er, at hvis reformerne virkelig havde skadet de fattigste permanent, burde man kunne se at de også efter Thatchers afgang så en langsommere udvikling i deres købekraft – man rullede nemlig ikke de fundamentale reformer tilbage i 1990erne. Men ser man på den længere udvikling, steg første og anden kvintils købekraft med 29 % gennem årtiet efter Thatcher, hvilket var lidt hurtigere end de næste to kvintiler og kun lidt langsommere end det rigeste kvintils 33 %. Ideen om, at Thatchers reformpolitik decideret skadede de fattigste briter er ganske enkelt forkert. Den giver kun mening, hvis man opfatter folks relative position som alt og deres absolutte indkomst som intet – og det er vist kun Ken Livingstone, der mener det.

Briterne kom lige så langsomt i gang efter krigen som deres nabolande, men i 1960erne begyndte det at gå synligt galt. Den britiske bilproduktion, der havde været en af nationens stoltheder i 50erne, blev sindbilledet på problemerne: Fagforeninger, der strejkede og stillede umulige krav, nationaliseringer og monopolisering i British Leyland, og elendigt designede og producerede varer. Da 70erne indtrådte, var Storbritannien ’Europas syge mand’ og i særligt landets minedrift var kombinationen af politisk magtfulde fagforeninger og uproduktive, ressourcespisende formål en konstant kilde til social uro og hovedpiner i Westminster. Det hele reflekteres i figuren. Igennem 50erne voksede den britiske økonomi cirka ligesom nabolandene og var levestandarden lå knap 2-3% lavere, men i 60erne begyndte briterne at falde alvorligt bagud. Derouten er tydelig og per 1980 var briterne 30 % fattigere end nabolandene. 1980erne – Thatchers tid med massive reformer og modig privatisering – rehabiliterede økonomien: Gennem årtiet voksede den britiske økonomi 14 % mere end resten af Nordeuropa! Og selv efter hun trådte tilbage, har reformerne og revolutionen af britisk politik virket, så landet per 2012 praktisk taget har indhentet naboerne.

Thatcher blev premierminister i 1979 og kropsliggjorde nærmest revolutionen. Hun diagnosticerede de britiske problemer præcist og åbenhjertigt overfor vælgerne: Problemet var for meget politik og indblanding! For dén offentlige indrømmelse alene fortjener hun at blive husket. Frihed, fleksibilitet og individuelt ansvar var tilbage i europæiske diskussioner. Hun tog opgøret med uansvarlige fagforeninger og fik – efter voldsom og nogle gange voldelig modstand – lukket en række miner. Modsat en stadig populær fortælling i det nordlige England og Wales var de ikke rentable, men derimod økonomiske zombier. Det politiske mod fejlede ikke, og står som en ekstrem kontrast til snart sagt alle nutidens politikere.

Men det springende punkt, som ingen har nævnt, er hendes position som kvinde i en stadigt mandsdomineret politisk verden i 60erne og 70erne. Thatcher er ikke, men burde være et ikon for al ligestilling! Hun var Storbritanniens første kvindelige premierminister (vi har pt. vores første) og gjorde det på en særlig måde: Ved helt at ignorere kønsfordomme og –forskelle formåede Thatcher at drive det så vidt, som man overhovedet kan i politik. Hun demonstrerede, at køn og ’klassebaggrund’ – hun var datter af en købmand fra provinsen – var ligegyldig, når evnerne og viljen var der. Men på det punkt er vi ikke kommet længere siden Thatcher-revolutionen. Mindre kunne også gøre det og med al grund til for sidste gang at sige ’Thank you, Mrs. Thatcher’.

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

The story as I was told it is that in the early years of her prime ministership, Margaret Thatcher held a meeting with her aides and staff, all of whom were dominated by her, even awed. When it was over she invited her cabinet chiefs to join her at dinner in a nearby restaurant. They went, arrayed themselves around the table, jockeyed for her attention. A young waiter came and asked if they’d like to hear the specials. Mrs. Thatcher said, “I will have beef.”

Yes, said the waiter. “And the vegetables?”

“They will have beef too.”

Og lidt af sammenligningen af de to kvinder:

A word on toughness. Mrs. Clinton is certainly tough, to the point of hard. But toughness should have a purpose. In Mrs. Thatcher’s case, its purpose was to push through a program she thought would make life better in her country. Mrs. Clinton’s toughness seems to have no purpose beyond the personal accrual of power. What will she do with the power? Still unclear. It happens to be unclear in the case of several candidates, but with Mrs. Clinton there is a unique chasm between the ferocity and the purpose of the ferocity. There is something deeply unattractive in this, and it would be equally so if she were a man.

Læs resten her.

Kender De den om de 364 økonomer, der alle var enige?

Nå ikke? Så læs historien her. Det handler om den gang, at den nyvalgte Thatcher gjorde op med den degenererede form for Keynesianisme, som havde paralyseret Storbritannien op gennem 1960erne og 1970erne, hvorefter ikke mindre end 364 økonomer i et åbent brev undsagde hendes politik som skadelig og ødelæggende for landet.

Hele 364 økonomer, der mener det samme, og der havde endda været flere, hvis ikke listen var blevet sendt rundt ved påske.

Her er et uddrag fra historien:

Only a brave few stood out against them. Indeed, it is said that Mrs Thatcher was asked in heated debate in the Commons whether she could even name two economists who agreed with her. She replied that she could: Patrick Minford and Alan Walters. As the story goes on, her civil servant said when she returned to Downing Street: “It is a good job he did not ask you to name three.” In fact, there were one or two others who deserve mention, such as Terry Burns and Tim Congdon, as well as some journalists and politicians who stayed firm and argued the case for what would today be described as orthodox fiscal and monetary policies.

Det åbne brev udkom netop, som økonomien begyndte at rette sig. Ak ja.

Historien er en vigtig påmindelse om, at samfundsvidenskabelige eksperter sjældent repræsenterer en uhildet og upolitisk dagsorden.

Det afgørende er ikke kvantiteten af forskere, men kvaliteten…

… det er vel derfor, at CEPOS klarer sig lige så godt som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Lad det være en besked til den danske borgerlighed, der fortsat smatter rundt i de socialdemokratiske efterladenskaber. Vælgerne kan påvirkes og mobiliseres, hvis de præsenteres for en liberal vision, der er bakkes op af stålsat politisk lederskab. Den sidste forudsætning er til stede, hvilket er demonstreret i enkelte sammenhænge. Men modet til idéudvikling inden for det velfærdspolitiske område har fortsat trange kår. For det kan da ikke være evnerne, det er galt med?

Nå, et stort tillykke til Mrs. T, der satte en standard for politisk mod og fornyelse i en tid, hvor det ideologiske klima var vanskeligere end i dag.

I en klumme i The Times gør William Rees-Mogg stilfærdigt opmærksom på, at dette bestemt ikke er det bedste, der er set siden brød i skiver. Jeg skal ikke trætte med en gengivelse af alle hans fornuftige betragtninger, men kun fremholde følgende iagttagelse:

“Since 1965 MPs have chosen Ted Heath, Margaret Thatcher, John Major, William Hague and Michael Howard as leaders of the Conservative Party. Apart from Margaret Thatcher?s three successive victories, these leaders have won two general elections and lost six. The MPs sacked Margaret Thatcher, their only real winner. For 40 years the MPs have had their way, and it has usually proved to be a mistake”.

Et såre diplomatisk og opbyggeligt ræsonnement, men mon det hjælper?

“Like James Callaghan, a Labour PM who also died recently, Ted Heath had the misfortune to lead Britain during one of his country’s worst and most vexing periods. In the 1970s, taxes were stratospherically high, unions ran riot, economic growth was nil — conditions that finally led to his overthrow as Tory leader by Margaret Thatcher.

What gives Mr. Heath’s death on Sunday at 89 resonance today is that it coincides with an intensifying debate among his fellow Tories about the future of the oldest political party in Christendom.
David Davis is the Thatcherite option, running as a leader who would rescue a party that he believes has lost sight of its core principles. He grew up in a council estate — public housing — and is keen to shrink the state, cut taxes and hold Brussels at a distance.
The “Heathian” option is David Cameron, one of whose key backers recently made news by warning that pushing tax cuts would simply cause voters to “take fright.” Mr. Cameron himself added: “Government must never simply withdraw from social challenges under the banner of a smaller state.” Meanwhile, two major Tory papers, the Telegraph and the Mail, have trumpeted on their front pages a think tank’s charge that Tony Blair’s support for George Bush led directly to last week’s London bombing.

Mr. Heath’s fate has been to be remembered as Ms. Thatcher’s doormat. It’s forgotten that Mr. Heath first had to defeat the anti-immigrant rabble-rouser Enoch Powell before Mrs. Thatcher could defeat him. Those two battles were crucial to turning the Tories into the winning machine that changed Britain. In similar fashion,
Conservatives today are again trying to locate their collective soul as the party of free trade, enterprise and individualism amidst the pull of xenophobes, appeasers and statists.”

“Hear, hear!” Som de ville råbe i House of Commons.