Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Det er en effekt, som nationalregnskabet ikke fanger. Det bygger på en forudsætning om, at priserne afspejler frit forbrugsvalg, som ikke er opfyldt under nedlukning.

I mellemtiden har flere fulgt samme tilgang.

I dette eksperimentelle studie har Ola Andersson m.fl. fra Lunds Universitet og IFN vist, at omkostningen ved at påbyde folk at blive hjemme uden for arbejdstiden indebærer en omkostning svarende til 9,1 pct. af BNP. Begge dele er ved et påbud på en måneds varighed – så tabet svarer altså til 0,8 pct. af årligt BNP per måneds påbud. Ved længerevarende påbud vokser tabet uforholdsmæssigt.

Det er altså ikke produktionstabet, man måler, fordi studiet handler om påbud om at blive hjemme i fritiden, ikke arbejdstiden.

I denne klumme i JP Finans påpeger IDA’s cheføkonom Martin Kyed en helt parallel pointe til min – og som jeg også burde have tænkt på i mit regnestykke. For de fleste er der en gevinst ved at gå på arbejde, som forsvinder, hvis man er hjemsendt eller er nødt til at arbejde hjemmefra. Det er ikke indkomst- eller produktionstabet, Martin tænker på. Det er alle gevinsterne ved at interagere med kolleger og netværk på den fysiske arbejdsplads osv.

Nogen vil så nok spørge: Antager vi ikke normalt, at der er en ulempe ved at arbejde, og at arbejdsudbuddet derfor stiger med højere løn og lavere marginalskat? Og svaret er jo – for det marginale arbejdsudbud. Men det kan sagtens være sådan, at vi har en selvstændig gevinst ved at gå på arbejde helt bortset fra lønnen, når det gælder de første timer. På helt samme måde som når det gælder forbrug er den inframarginale gevinst ved at arbejde større end den marginale, fordi vi ud over lønnen også har glæde af at være produktive og omgås kolleger osv.

I økonomi er vi vandt til at tænke marginalt, fordi forbrugere, lønmodtagere og alle andre tilpasser sig på marginalen. Hvis vi bliver fattigere, så fjerner vi det marginale forbrug, som giver mindst nytte i form af forbrugeroverskud. Men tab, vi ikke selv kan allokere til de steder, hvor de gør mindst ondt, er meget større. Og det er netop tilfældet, når man f.eks. lukker en hel branche eller arbejdsplads ned.

Velfærdsstaten vs. Økonomisk frihed: Hvad kan forklare dansk velstand?

Danmark er et rigt land. Hvorfor er vi egentlig så velstående? Og hvad skal der til, for at vi kan holde trit med andre rige lande? Det er spørgsmål, som de fleste må være interesserede i at få gode svar på. Politikere og meningsdannere er mere end villige til at give deres bud, så deres egen fortælling om et succesfuldt land vinder indpas. Er reformer nødvendige? Kan man spendere sig til rigdom gennem offentligt forbrug? Vil øget beskatning trække væksten op eller ned? Kan man regulere sig til højere lønninger og lavere arbejdsløshed? Vil konkurrenceudsættelse øge eller mindske velstanden?

For visse spørgsmåls vedkommende er der en rimelig politisk konsensus om svaret i Danmark. Et eksempel på det er den gældende pengepolitik, som ikke engang fuldblodskeynesianerne i Folketinget modsiger i den offentlige debat. Men samme konsensus finder vi ikke på alle områder. Og der er en betydelig variation mellem lande. Et eksempel, hvor vi adskiller os fra en række andre lande, er regulering af arbejdsmarkedet. Et fleksibelt arbejdsmarked opfattes som positivt langt ind i de danske fagforeninger. I Sydeuropa er det næppe tilfældet.

Det er derfor langt fra en ligegyldig diskussion, som fx Per Michael Jespersen rejser i Politiken 25.09.14, når han bl.a. laver en kobling mellem den danske velfærdsstat og vores høje velstand. Han er fortaler for en stor stat og ønsker at fremstille velfærdsstaten som en succes. Og det implicitte politikforslag ligger ligefor: Velfærdsstaten skal udbygges – ikke mindskes. Faste læsere af Punditokraterne vil muligvis undre sig over denne argumentation, al den stund at Christian Bjørnskov i et tidligere indlæg har påvist, at Danmark i forhold til andre lande var rigere i 1930erne (). Altså før etableringen af velfærdsstaten. Dengang Danmark stadig var et lavskatteland.

Der er også mulighed for at hente svar i den videnskabelige litteratur. Den ret entydige konklusion er, at bl.a. højere økonomisk frihed fører til højere velstand. Det har jeg skrevet et notat om, som kan findes her. Ikke alene er der tale om ret entydige positive korrelationer mellem økonomisk frihed og hhv. vækst og velstand. De holder også, når man kontrollerer for andre faktorer. Og kausaliteten går fra økonomisk frihed til velstand og ikke omvendt. Det er klar tale.

Men hvordan hænger det sammen med Danmarks høje velstand?

Det hænger fint sammen!

Danmark har godt nok en stor stat med et højt offentligt forbrug, store offentlige overførsler og høje skatter, men økonomisk frihed handler om mere end det. Som det fremgår af et andet notat, indtog Danmark en placering som nr. 14 af 152 lande i Economic Freedom of the World 2013. Vi ligger dermed i samme gruppe som fx USA, som indtager en plads som nr. 17.

Mens Danmark er nr. 145 på størrelsen af den offentlige sektor (som således trækker kraftigt ned i den økonomiske frihed), ligger Danmark langt bedre på de øvrige fire områder. Det gælder ’Retssystem og ejendomsret’ (nr. 10), ’Sundt finansielt system’ (nr. 5), ’Frihandel’ (nr. 12) og ’Regulering’ af arbejdskraft, kapital og erhvervsliv (nr. 9).

Den måske lidt overraskende pointe er således, at Danmark ligger godt placeret inden for økonomisk frihed på en række områder , og at det er med til at understøtte vores velstand. Vi kan stadig forbedre os på disse fire områder og derigennem forbedre de langsigtede vækstudsigter for dansk økonomi.

Hvis Danmarks langsigtede vækst og velstand for alvor skal stige, så kommer vi imidlertid ikke uden om at reformere staten. Men for at det kan ske, må den politiske konsensus komme på linje med de klare budskaber fra den videnskabelige litteratur: Økonomisk frihed er vigtig!