Uden at ville afsløre alt, der kommer til at blive sagt til arrangementet, er en af Martins særlige bedrifter, at han var blandt de første danske økonomer, der udgav forskning internationalt og på engelsk, som en integreret og almindelig del af sit arbejde. Hans først internationale udgivelse var i 1970 – en artikel i Swedish Journal of Economics med titlen What is known about the housing demand? – og den første udenfor Skandinavien kom i 1979 med en artikel i International Journal of Social Economics. To år senere udkom Martins første artikel i det felt, han skulle komme til at præge mest, med An essay on the rationality of economic policy: The test-case of the electional cycle i Public Choice.

Martin var præsident for the European Public Choice Society 1983-84, og dermed blandt de allerførste i Europa til at arbejde virkeligt seriøst med emnerne i public choice. Han er pudsigt nok i disse dage ved at booke sin rejse til dette års konference i EPCS! Og mens mange af hans kolleger i årevis mente, at det Martin lavede ikke var ‘rigtig økonomi’ eller ‘fint’ – hvordan man end definerer det – er det feltet og instituttet, ikke Martin, der har ændret sig. Det er også svært at påstå, at et økonomiinstituts mest citerede medarbejder ikke beskæftiger sig med rigtig økonomi!

Ifølge Google Scholar er det indtil videre blevet til 15181 citationer til Martins forskning, og antallet bliver ved med at stige med 500-600 om året. Ind imellem forskningen er det også blevet til en masse undervisning og vejledning. Jeg fulgte Martins kursus i udviklingsøkonomi, mens jeg var studerende, hvilket blev min indgang til både public choice og forskning. Han er også en fast gæst, når vores yngre kolleger holder seminarer, og har stadig en særlig evne til at sætte fingeren præcist på det svage punkt, og derefter at hjælpe med at tænke over, hvordan man løser problemet.

Jeg er glad for, at instituttet fejrer Martin Paldams 50 år som underviser, forsker og kollega ved Aarhus Universitet. Martin er ikke blot en af Danmarks mest citerede økonomer, og har ikke blot præget flere vigtige debatter om økonomisk politik. Han er også en ægte vellidt og hyggelig kollega, og det er ikke den mindste grund til at fejre jubilæet idag.

COP-møderne kaldes klimatopmøder, men har ofte handlet det om alt mulig andet end klima. Også denne gang hvor hovedspørgsmålet endnu en gang var, om og hvor meget ”de rige” lande skal betale i klimabistand til ”de fattige”. Man blev enige om at hæve beløbet til 300 mia. USD (godt 2.000 mia. kroner), hvilket er en tredobling af det hidtidige beløb. Men det er fortsat et godt spørgsmål, hvor mange af pengene der vil blive overført, når det kommer til stykket. 

Spørgsmålet er dog helt grundlæggende, om der er en god grund til at overføre midler til regeringerne i den tredje verden på grund af klimaforandringer. Umiddelbart kunne det måske godt se sådan ud.  

Argumentet er primært, at den udviklede, industrialiserede verden historisk har udledt flest drivhusgasser. Brugen af fossile brændsler er en del af forklaringen på vores velstandsniveau. Udledningerne er allerede toppet i de vestlige lande, mens de fortsat stiger i de fleste udviklingslande – med Kina som den nu største udleder. Der er imidlertid ikke så god plads længere til at udlede flere drivhusgasser, som da vi voksede os rige. Og det kræver disse lande – som nu går under betegnelsen ”Det global Syd” – så kompensation for. En del vestlige lande, inklusive vort eget flagellantiske land, er principielt enige, men kvier sig ved de  beløb, modtagerlandene forlanger. 

Det kan som sagt lyde rimeligt nok. Men det er det i realiteten ikke. 

For det første er industrialiseringen ikke kun kommet de vestlige lande til gode, men også resten af verden. Den har løftet levestandarden næsten overalt på kloden – undtagelserne er de steder, hvor regimerne er ekstraordinært ringe. Før industrialiseringen levede befolkningen med en meget lavere levestandard, inklusive en middellevealder på det halve af i dag, og der var plads til meget færre mennesker: Der var omkring 1 milliard mennesker på jorden for godt 200 år siden ved den industrielle revolutions begyndelse mod 8 milliarder i dag. Langt de fleste af os kan takke industrialiseringen for, at vi er i live, og at vi ikke lever på eksistensminimum. Produktivitetsgevinsten har været global og ikke reserveret til dem, der historisk har brugt fossile brændsler i store mængder. Mens global opvarmning helt givet er en omkostning ikke mindst for de fattigste – og varmeste (de to ting overlapper end del) – lande, så vi alle haft en betydelig gevinst ved anvendelsen af fossile brændsler. Det er simpelthen ikke rigtigt, at vi er løbet med gevinsterne og kun har overladt omkostningerne til resten.  

For det andet er der ualmindeligt dårlige erfaringer med at hjælpe udviklingslande ved at overføre penge. En meget omfattende empirisk litteratur opviser næsten ingen positiv effekt af udviklingsbistand (se Doucouliagos og Paldam 2015). Angus Deaton, der modtog Nobelprisen i økonomi for udviklingsstudier i 2015, finder endda, at udviklingsbistanden gennemgående har negative effekter, når man desuden tager hensyn til dens afledte politiske konsekvenser. Den skaber en indtægtskilde for de regerende magteliter, så de ikke i så høj grad behøver at føre en politik, der fremmer velstanden hos den almindelige befolkning – en velstand de kunne beskatte. Selv hvis man måtte mene, at der burde overføres midler til almindelige mennesker i den fattige del af verden, er der ingen troværdig kanal til det.  

Dét spørgsmål er Martin og Ella Paldam forleden kommet med et svar på. Far-datter-teamet har stået for et større forskningsarbejde om emnet, der nu udkommer i Public Choice (gated version her). Det særlige ved Martin og Ellas arbejde er, at de har sporet alle kirker i Danmark tilbage til 1300, inklusive dem, der er blevet nedlagt. De har derfor data over en 715-årig periode på mere end 2000 kirker, hvilket giver dem en unik mulighed for at spore langsigtede ændringer i religiøsitet. Det er der kommet en særdeles interessant og overraskende artikel ud af.

Cluet er, at man kan følge hvor mange sæder / pladser, der er i hver enkelt kirke, og hvor mange kirker, der totalt er. Man burde regne med, at der når befolkningen vokser, vil der blive påbegyndt nye kirker i omtrent proportionalt tempo med befolkningen. Sagt på en anden måde: Hvis folk bliver ved med at være lige religiøse, burde der bygges plads i kirkerne til de nye, ekstra indbyggere. Men som det kan ses i Figur 4 fra Martin og Ellas artikel, holder det ikke helt. Antallet af kirkesæder per dansker falder svagt fra 1300 til en gang sidst i 1600-tallet, hvilket muligvis kan tilskrives muligheden for at pakke lidt flere folk ind i de eksisterende kirker. Fra rundt regnet omkring 1700 sker der dog et knæk i udviklingen, hvor man tydeligvis holder op med på samme måde at bygge nye kirker. Den udvikling accelerer i det følgende århundrede og fortsætter ind i 1900-tallet.

Overraskelsen i Martin og Ellas imponerende omfattende arbejde er således, at faldet i religiøsitet ikke rigtigt starter med moderne, økonomisk udvikling. Dén ændring sker først i starten til midten af 1800-tallet. Den danske udvikling lugter mere af en virkning fra Oplysningstiden, og er således langt tidligere, end man ellers har troet. Den passer også med flere anekdoter, blandt andet historien om en rådmand i København i 1690, der ville ekspropriere jødisk ejendom. Det fik han kun et fængselsophold ud af, da man ikke diskriminerede på basis af religion i Danmark i slutningen af 1600-tallet. Martin og Ellas forskning illustrerer dermed, hvor langt man kan komme og hvor overraskende indsigter man kan få, når man tager historien alvorlig med økonomiske metoder.

The VP-function revisited: a survey of the literature on vote and popularity functions after over 40 years, Michael Lewis-Beck og Mary Stegmaier

Conditional political budget cycles: a review of recent evidence, Jakob de Haan og Jeroen Klomp

Voting functions in the EU-15, Linda Goncalves Veiga

Economic performance and turnout at national and local elections, Rodrigo Martins og Francisco José Veiga

Institutional interactions and economic growth: the joint effects of property rights, veto players and democratic capital, Mogens Kamp Justesen og Peter Kurrild-Klitgaard

Institutions and savings in developing and emerging economies, Andreas Freytag og Sebastian Voll

Democratization and the size of government: evidence from the long 19th century, Toke Aidt og Peter S. Jensen

The influence of direct democracy on the shadow economy, Désirée Teobaldelli og Friedrich Schneider

Inter-country differences in voter satisfaction with the democratic process: a study of world elections, Vani Borooah, Anastasios Katos og Eleni Katsouli

Why does bureaucratic corruption occur in the EU?, Urs Steiner Brandt og Gert Tinggaard Svendsen

Does aid improve democracy and governance? A meta-regression analysis, Zohid Askarov og Chris Doucouliagos

Trust as an alternative to risk, Eric M. Uslaner

Is trust the missing root of institutions, education, and development?, Christian Bjørnskov og Pierre-Guillaume Méon

The size of human capital externalities: cross-country evidence, Rasmus Thönnessen og Erich Gundlach

Flere aviser skrev i går eller i dag om Martin. Jyllands-Posten beskrev ”hans evne til logisk og klart at analysere sig ind til kernen i det problemkompleks, han har valgt at tage op”; Berlingske understregede det vi andre ved, nemlig at økonomi og forskning er Martins hobby lige så meget som hans arbejde; og udover humoristisk (og sandt) at konstatere, at han stort set altid ved ”hvilken lokal øl det er bedst at slukke tørsten med”, peger Kristeligt Dagblad på hans faglige integritet og ”forbløffende evne til at være foregangsmand på en række områder”.

Vi kan herfra tilføje hans faglige generøsitet og evne til at skabe god stemning omkring dybe faglige diskussioner. Man behøver ikke være enige med Martin for at have en hyggelig tid. Der er et stort tillykke fra punditokraterne på dagen.