Hvem kan lide russerne?

Christian Bjørnskov — Tue, 06 Dec 2022 07:10:00 +0000

Siden slutningen af februar har der været krig i Europa: Rusland invaderede Ukraine med det meget klare formål at underlægge sig befolkningen, og gøre landet til en del af et voksende russisk imperium. Siden da har det meste af vesten stået sammen om at hjælpe det store, demokratiske naboland i øst med det, der i første omgang lignede en russisk overmagt. Men til tider knirker den vestlige koalition, og i særligt grad tyske, italienske og ungarske politikere har været utilbøjelige til at fordømme den russiske ledelse og hjælpe ukrainerne.

Spørgsmålet er, om det er kold magtpolitik eller om de pågældende politikere også har bredere fokelig opbakning. Det spørgsmål kan man få et indtryk af fra EuroBarometer-undersøgelserne, der i 2018 spurgte repræsentative udsnit af de europæiske befolkninger om deres syn på Rusland, USA, Kina og Japan. Her omfattede spørgeskemaet et spørgsmål om, hvordan man så på de pågældende fire lande, fra meget positivt, overvejende positivt, overvejende negativt, til meget negativt. At man spurgte om fire stormagter viser sig at være vigtigt, da der er en ganske høj korrelation mellem svarene på holdninger til Kina, Rusland og USA: Nogle folk er ganske enkelt mere skeptiske overfor stormagter per se end andre. Kortet nedenfor illustrerer derfor ikke folks holdning til Rusland i sig selv, men folks holdninger til Rusland i forhold til deres holdninger til USA. På den måde kan man skelne mellem stormagtsskepsis i sig selv, og skepsis overfor Rusland.

Kortet illustrerer klart, hvor store forskelle der er på tværs af Europa. I kun seks af de 28 lande er der mere positiv stemning overfor russere end amerikanere: Tyskland (+10), Slovenien (+30), Grækenland (+36), Cypern (+38), Slovakiet (+47), og Bulgarien (+50). Omvendt er folk i Polen (-128) og Litauen (-101) særdeles skeptiske, overfulgt af befolkningerne i Danmark (-70), Holland (-67) og Sverige (-66). Mens gennemsnittet er en score på -31, er der således stor variation på tværs af Europa.

Og ét sted er det et stort problem for tiden: Midt i Europa ligger et af de Rusland-venlige lande, der på samme tid er regionens største økonomi – Tyskland. Weekendavisen bragte forleden en længere artikel om fænomenet ‘Putinverstehern” – dvs. folk der ‘forstår’ Putin og Berlingske bragte et portræt af den tyske general Erich Vad, der har taget fejl hele vejen igennem krigen, men stadig bruges som ekspert i det store land.

Ledende politikere og meningsdannere, inklusive Angela Merkel, har simpelthen set et andet Rusland end virkelighedens – et mytisk Rusland, der var stærkt, produktivt og som man kunne lave varige aftaler med. Før de kommer ud af deres vrangforestilling, og før så mange tyskere holder op med at se på Rusland med mildere øjne end USA, er det svært at se hvordan en fælles EU-udenrigspolitik, eller blot en nogenlunde fælles approach til russisk aggresion, nogensinde kan blive tilnærmelsesvis effektiv

9. april

admin — Fri, 08 Apr 2005 23:18:00 +0000

En mærkedag. 65 året for Danmarks besættelse i 1940. En trist dag, fordi den indledte de fem onde år. Men også en glædelig dag, fordi den endte troen på, at man kan forblive neutral i opgøret mellem godt og ondt. Svenskerne slap for den lektie og lider under det endnu.Det er på sin egen skæve måde meget passende, at Politiken på sin forside i dag bringer en meningsmåling. Den angår, om statsministeren i dag kan vurdere, hvad der var rigtigt eller forkert at gøre under besættelsen.Det svarer 71 pct. nej til. Man kan altså ikke afgøre, hvad der var rigtigt eller forkert at gøre. Gad vide, hvilke indledende spørgsmål de arme mennesker er blevet stillet for at frame dem til det svar? Mon de også vil lade denne historiske tilgivelse omfatte de egentlige landsforrædere, f.eks. hipo’erne, eller for den sags skyld de tyske nationalsocialistiske massemordere?Man kunne også have spurgt, om samarbejdspolitikken mon ville have bevaret det danske demokrati, hvis flere lande havde gjort som vi, og Tyskland havde vundet? Men det spørgsmål er vel overflødigt, for allerede i 1943 stod det klart, at en anstændig samarbejdspolitik med et styre som det nazistiske var et oxymoron. Derefter fulgte modstanden, og Danmark endte alligevel på demokratiets side.Vi får næppe det fulde svar på alle vores spørgsmål. Men vi kan konstatere, at det åbenbart er vigtigt for Politikens læsere at blive forsikret om, at ingen efterfølgende bør kunne kritisere ens ståsted under den 2. verdenskrig, ….. og den kolde krig, og krigene på Balkan, og Kuwaitkrigen, og Afghanistankrigen, og Irakkrigen, osv.Man kan ikke bebrejde folk, at de bøjer nakken, når modstand synes umulig. Vi efterfødte ved ikke, hvordan vi havde handlet i samme situation. Men vi kan rose de få, der turde gøre modstand. Og vi bør undlade at gøre en dyd af nødvendigheden.

Indlæg om meningsmåling fra Punditokraterne

Hvem kan lide russerne?

9. april