Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

I Børsen onsdag den 4. oktober pointerede jeg, hvor totalt misforstået statsministerens idéer om vækst er, og i speciel grad hvor tåbelig hendes fokus på arbejdsudbud er. Min økonomiske kommentar måtte nødvendigvis hvile på eksempler, da vi ikke kan bringe grafer i kommentaren (kun lejlighedsvis i forbindelse med kronikker). Vi bruger derfor Punditokraterne idag til at vise, hvor tåbelig Frederiksens idé om arbejde som den ultimative kilde til vækst er. Grafen er baseret på data fra Penn World Tables, mark 10.01, og viser seks udviklinger fra Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister til Frederiksen overtog: 1) den faktiske udvikling i dansk BNP (den sorte linje); 2) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af totalt arbejdsudbud (den røde); 3) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af at få flere i arbejde (den grønne); 4) udviklingen uden bidrag fra virksomheders og statens investeringer i fysisk kapital (den grå); 5) et simpelt mål for total faktorproduktivitet (TFP, den stiplede sorte); og 6) et mål for TFP der også tager uddannelse i betragtning (den stiplede grå).

Som jeg pointerede i Børsen, er dansk BNP per indbygger vokset 32,6 procent siden 1993, men kun 1,3 procentpoint kommer fra arbejdsudbuddet og mindre end én procent fra kapitalinvesteringerne. Figuren ovenfor illustrerer således den pointe, som økonomer, det enten studerer økonomisk vækst eller økonomisk historie, gang på gang understreger: Økonomisk vækst på langt sigt er altid en historie om øget produktivitet!

Man kan undre sig over, at det virker som om statsministeren eller andre centrale politikere i regeringen slet ikke vil tale om produktivitet. Der ligger ellers et helt kompendium af idéer fra Produktivitetskommissionens fine arbejde for nogle år siden, som politikerne bare kan starte med. Men måske er problemet, at Danmark har et stort problem, som regeringen ikke vil tale om: Vores svage produktivitetsudvikling på langt sigt. Som vi har skrevet flere gange om her på stedet, sakker dansk produktivitet langsomt, men sikker bagud. Figuren nedenfor viser samme udviklinger i Danmark, Sverige og Storbritannien – som mange har travlt med at beskrive som en fiasko.

Følger man svensk produktivitetsudvikling – den røde kurve – er det klart at se hvordan vores nabo var faldet bagud i landets periode med et meget socialistisk socialdemokrati. Baggrunden kan man læse om i Johan Norbergs fremragende bog om Sveriges udvikling. Efter en række meget store reformer i starten af 1990erne er svensk produktivitet vokset med samlet set 49,6 procent. I samme periode er briternes vokset 38,4 procent, mens den danske 31 procent.

Regeringen og store dele af Folketinget har travlt med at beskrive dansk økonomi som ‘bomstærk’, men stort set udelukkende begrundet med hvor stort statens budgetoverskud er. Det er en meget mærkelig måde at vurdere kvaliteten af den økonomiske udvikling, og den skjuler det store problem: Produktiviteten. Frederiksens syn på økonomisk udvikling er åbenbart, at det ikke er vigtigt og at udvikling er drevet af arbejdsmoral og almindelige menneskers arbejdstid. Måske er hun bare så inkompetent, at hun er blind overfor virkeligheden, eller måske gør hun som om for at undgå den nødvendige diskussion om det reelle problem…

Mette Frederiksens syn på danskerne er – sagt meget direkte – at vi alle er slaver på den socialdemokratiske velfærdsplantage, og hun er plantageejer. Det er nok ikke et ualmindeligt synspunkt blandt politikere, der som jeg ser det i stigende grad føler sig hævet over borgerne. Som vi tidligere har skrevet, kan den danske politisk situation de senere år ses som en logisk konsekvens af politikernes stigende borgerlede. Frederiksen har simpelthen særligt lidt respekt for borgerne, og mangler interne grænser for hvad hun tillader sig, og melder således klart ud, at vi alle er undersåtter i hendes autokratiske stat.

Det er sjældent, at jeg er enig med Pelle Dragsted, men i denne situation rammer han hovedet på sømmet. I dagens Berlingske udtaler han sig meget kritisk mod statsministeren, og understreger, at “Vi mennesker er jo ikke til for staten. Vi skal skabe en økonomi, der hænger sammen, med det mennesker ønsker for et godt liv.” Dragsted pointerer således et af de forhold, som liberale og venstrefløjssocialister er enige om: Staten er til for borgerne, og ikke omvendt, og borgerne er suveræne i deres egne liv.

Situationen afslører også Frederiksens approach til politik. I praksis kan man anspore folk til at arbejde mere ved at sænke skatten, tilbyde mere i løn og bedre arbejdsvilkår, og tillade bedre karrieremuligheder. Men statsministerens tænkning peger i en helt anden retning: Tvang. Hendes politik, der bryder med mere end 120 års tradition på det danske arbejdsmarked, er at give bestemte, udvalgte medarbejdsgrupper i det offentlige højere løn, og efterfølgende kræve at de arbejder mere.

Nogen ser ud til at mene, at vi har en slags ‘pligt’ til at arbejde mere for at finansiere velfærdsstaten. Min egen Aarhus-kollega Nina Smith – som jeg har stor respekt for og som jeg tidligere har haft stor fornøjelse med at undervise sammen med – synes for eksempel at mene, at der eksisterer en slags social kontrakt, hvor velfærdsstaten leverer ydelser til borgerne, og borgerne leverer arbejde og (mange) skattekroner til staten.

Det filosofiske spørgsmål til Nina og mange andre er, om man har nogen form for pligt til at overholde en kontrakt, som man ikke har indgået frivilligt, og som man ikke ville indgå, hvis man fik muligheden for det. Er vi forpligtede til at arbejde for staten, eller arbejder vi for os selv og vores nærmeste? Mit svar som klassisk liberal er klart: Staten er til for os, vi er ikke til for staten, og hvis statens virke ikke hænger sammen, er det staten der skal ændres – ikke borgerne. Men sådan ser Frederiksen ikke på samfundet…

Men hvad er egentlig det centrale problem, man kan udlede af fremskrivningen?

De virkelige udfordringer: Lav vækst og produktivitetsstigning

Det problem, der springer i øjnene, er om noget den lave økonomiske vækst. Det fremgår af figuren. Som man kan se, venter ministeriet en vækst på under de beskedne 1,4 pct., vi har haft i gennemsnit siden 2000. Det hidtidige gennemsnit er den orange linje, mens den blå er faktisk og fremskrevet årlig vækst. Det hidtidige gennemsnit ligger endda kun på det halve af væksten i foregående århundrede.

Lav vækst betyder, at vi har udsigt til lavere fremgang i levestandard. Og med vedvarende lav vækst bliver konsekvenserne endnu større for fremtidige generationer. Over ti år vil levestandarden være godt 15 pct. højere, hvis væksten er 3 pct. i stedet for 1½ pct. Men over 100 år vil forskellen være mere end 400 pct. højere ved 3 pct. i stedet for 1½ pct. Lav vækst vil det lange løb få større negativ betydning for vore efterkommere end for stor gæld.

Velstand er samtidig den vigtigste sikring mod fremtidige kriser. Klimaforandringer rammer fattige lande hårdere end rige. Rige lande har bedre råd til at forsvare sig end fattige. Selv om Rusland anvender tre gange så stor en del af BNP på forsvar som EU, er EU’s budgetter større, fordi vi er rigere. Det var også velstanden, som gjorde os i stand til at indkøbe vacciner relativt hurtigt og udbrede dem i befolkningen under pandemien. Selve udviklingen af vaccinerne udsprang ligeledes af høj velstand.

Væksten kan øges gennem strukturreformer, der forbedrer incitamenterne. Men et forsøg på at beordre befolkningen til at arbejde mere ved at afskaffe en helligdag giver ikke strukturforbedringer. Det giver højere formelt BNP – men ikke højere permanent vækst – og flere penge i de offentlige kasser. Hvis altså forsøget lykkedes. Det taler alt for, at det ikke gør. Hvis incitamenterne er de samme som hidtil, vil folk også tilstræbe samme forhold mellem arbejdsindsats og fritid som hidtil. Selv en kortsigtet effekt kan forventes spist af, at folk vælger at holde mere fri senere hen.

Det afgørende problem bag lavvæksten er, at produktivitetsvæksten er faldet – altså evnen til at omsætte input til output. I det lange løb er den afgørende for den økonomiske vækst. Produktivitetsvæksten er i højere grad end de offentlige finanser en prognose i fremskrivningen. Den bygger på, hvordan udviklingen har været i perioden op til fremskrivningsårene. Men den kan øges gennem reformer som deregulering og lavere skat på investeringer, kapitalafkast og arbejdsindkomst. Det er den slags reformer, regeringen bør have fokus på. Øget arbejdsudbud øger ikke produktiviteten, men kan godt virke strukturforbedrende, hvis det vel at mærke indebære mindre forvridninger og bedre incitamenter.

Nødvendigt at hæve den offentlige produktivitet

Større produktivitet i den private sektor alene kan imidlertid skabe et afledt problem i den offentlige sektor. Fordi lønningerne i den private sektor følger produktiviteten, og fordi de offentlige lønninger følger de private, vil højere produktivitet kun i den private sektor øge omkostningerne ved en given offentlig produktion med lige så meget som mervæksten i den private sektor. Uden stigende offentlig produktivitet er der altså ikke plads til større offentligt forbrug, uden at skattetrykket øges, eller overførselsindkomsterne klemmes.

Hvis man er tilhænger af at fastholde (eller øge) den nuværende grad af offentlig omfordeling – jeg er ikke, men statsministeren er helt givet – så er begge dele et problem. Lavere overførselsindkomster sænker omfordelingen, men det vil et væsentligt højere skattetryk også gøre, fordi de højeste marginalskatter ikke kan indbringe særlig meget mere (tværtimod tyder meget på, at vi er over toppen på Lafferkurven). Højere marginalskatter vil også gå ud over væksten og gøre alle fattigere. Man er altså nødt til at hæve gennemsnitsskatten mere end marginalskatten, hvis man vil have væsentligt flere penge i de offentlige kasser, men det sænker skattens progressivitet.

Produktiviteten i det offentlige står dog i dag ikke helt stille, men der er en særlig grund til at øge produktiviteten i den sektor. Det vil dæmpe omkostningspresset i det offentlige og dermed også belastningen af den private sektor gennem beskatningen. Offentlig produktivitetsvækst er derfor også en forudsætning for, at der i det lange løb er plads til at øge det offentlige forbrug uden at mindske omfordelingen.

Og på det interview i Weekendavisen, jeg omtalte i det foregående indlæg, må man forstå, at statsministeren gerne vil øge det offentlige forbrug. Venstre og Moderaternes formand har traditionelt været lydhøre over for navnlig den kommunale udgiftshunger og nærer også ønsker om realvækst i det offentlige forbrug. Derfor burde højere offentlig produktivitet stå højt på SVM-regeringens dagsorden.

Erkendelsen er imidlertid ikke større, end at regeringsgrundlaget – og statsministeren i interviewet – kun taler om at ”frisætte de offentlige institutioner”. Det kommer der ikke nødvendigvis mere og bedre produktion ud af. Det kræver reformer som konkurrenceudsættelse og udlicitering.

Jeg har her skrevet om, hvorfor større produktivitetsstigninger kan være vanskelig i den offentlige sektor, som mangler ”kreativ destruktion”. En væsentligt højere produktivitet vil derfor også indebære, at man tør sætte spørgsmålstegn ved, om det offentlige skal løse lige så mange opgaver som i dag. Men mon regeringen har det mod?  

Det falske problem: Uholdbare offentlige finanser

I et interview med Weekendavisen fremturer statsministeren imidlertid:

»Når vi kan se, at det kun er starten, fordi vi får færre erhvervsaktive og flere, der har behov for velfærd, er vi nødt til at have en diskussion, som vi nok burde have haft for år tilbage. Vi har en pligt som regering til at sige, at regnestykket ikke går op i fremtiden.«

»Enten er det et markant ringere velfærdssamfund, eller også er det andre prioriteringer, der skal laves. Men det fordrer også, at vi hver især kommer til at skulle gøre en større indsats.«

Det er en direkte undsigelse af Finansministeriets opgørelse af, at de offentlige finanser er mere end holdbare. Finanspolitisk holdbarhed vil sige, at hvis den nuværende politik fortsætter, men under forudsætning af ændret demografi (især flere ældre) og stigende produktivitet og velstand, så vil den offentlige gældsætning ikke eksplodere en gang ude i fremtiden. Ifølge Finansministeriets opgørelse er finanserne endda ”overholdbare”: Skattetrykket kunne permanent sænkes med 1,4 pct., uden at gælden ville eksplodere. Med overholdbare finanser går det omvendt.

Det kan man se af figur 1, hvor jeg har plottet Finansministeriets fremskrivning frem til år 2100. Det er rigtigt, at de offentlige finanser vil blive belastet af den demografiske udvikling. Derfor forringes den offentlige saldo, og bruttogælden øges noget frem mod midten af århundredet. Dog ikke mere, end at nettogælden forbliver negativ – dvs. at der er en samlet offentlig formue. Derefter begynder overskuddet at stige og både den offentlige netto- og bruttoformue eksploderer. Det er modsat situationen i de fleste vestlige lande, som på grund af uholdbare offentlige finanser ser ind i en gældsvæg ude i fremtiden.

I fremskrivningen er det forudsat, at det offentlige forbrug fortsat kan vokse realt. Det fremgår af figur 2. Som man kan se, er væksten i det offentlige forbrug og det offentlige forbrug i forhold til BNP højest, mens demografien forringes. Der er taget hensyn til demografien også her.

Realvæksten i det offentlige forbrug i fremskrivningen er det såkaldte ”finanspolitiske råderum”. Politikerne kan vælge at bruge pengene på at lade det offentlige forbrug stige, eller de kan bruge det på noget andet – f.eks. skattelettelser og dermed større privatforbrug i stedet for. Det dækker over den luft, der er i budgettet til at prioritere politisk, uden at mindske den finanspolitiske holdbarhed.

Det er altså ganske enkelt ikke rigtigt, at valget står mellem uholdbare offentlige finanser eller ”et markant ringere velfærdssamfund”.

Regeringen hævder dog, at behovet for større forsvarsudgifter og grøn omstilling pludselig har kuldkastet de finanspolitiske udsigter. Men det er heller ikke rigtigt. Da det nationale kompromis om Forsvaret blev indgået sidste år, blev det aftalt at finansiere løftet med det fremtidige råderum. Det eneste, der har ændret sig i mellemtiden, er, at der har været valg og regeringsskifte.

At der skal ske grøn omstilling, er heller ikke nyt. Og det belaster heller ikke de offentlige finanser, medmindre politikerne vælger at foretage omstillingen på en ikke-omkostningseffektiv måde. Den omkostningseffektive måde er at sætte en pris på at udlede drivhusgasser i form af afgifter og betaling for EU’s CO2-kvoter. Både i klimaloven og den grønne skattereform er det blevet udnævnt til ”hovedmotoren” i den grønne omstilling. Og pris på drivhusgas giver som udgangspunkt flere og ikke færre penge i statskassen. Det er dog rigtigt, at hvis politikerne vil vælge at udbedre nogle af de skadevirkninger, der følger af høje CO2-afgifter, så kan det koste ekstra, men det er ikke på grund af udfordringer med finanspolitisk holdbarhed – derimod med nogle andre udfordringer, vi kommer til om lidt.

Hvad er finanspolitisk holdbarhed egentlig?

Man kan indvende, at FMs fremskrivning ikke holder, hvis der kommer uventede begivenheder, eller hvis politikerne ude i fremtiden træffer andre valg end forudsat. Og det gør de jo nok. Hvorfor skulle de lade den offentlige formue eksplodere?

Men pointen med finanspolitisk holdbarhed er ikke at give en prognose for den faktiske udvikling. Finanspolitisk holdbarhed er et begreb, som dybest set handler om fordeling mellem generationer. Det går kort sagt ud på, at der i de offentlige finanser er plads til, at kommende generationer kan a) nyde godt af den økonomiske vækst, og b) føre omtrent samme politik som i dag(f.eks. have samme skattesatser og samme kompensationsgrad i de offentlige overførsler, men selvsagt på grundlag af et højere indkomstniveau).

Der kan opstå uforudsete problemer, som stiller fremtidige generationer værre end forventet. Men også ting, der gør det bedre. Man bygger altså på den forudsætning, at det middelrette skøn for uforudsete hændelser er, at de går lige op. Hvad skulle man ellers?

Finanspolitisk holdbarhed er altså et betydeligt mere komplekst og normativt begreb, end det oftest forstås. Det handler ikke bare om, at ”kassen skal stemme”. Det går mest på fremtidige generationer og at undgå at gældsætte fremtidige skatteydere, som ikke har stemmeret endnu. Men naturligvis kan finanserne blive så uholdbare, at det også går ud over de nuværende generationer – i form af stigende renter og akutte gældskriser.

Når nordiske lande som Danmark og Sverige har haft fokus på at gøre finanserne holdbare, hænger det formentlig sammen med, at vi har været ude i alvorlige gældskriser (bl.a. som resultat af opbygningen af velfærdsstater baseret på at sende en stor del af regningen ud i fremtiden). Derfor har der været en opbakning hos vælgerne til at løse holdbarhedsudfordringerne.

Nu er det imidlertid som om, politikerne alene kan begrunde reformer med skrækken for uholdbare offentlige udgifter. Også selv om problemerne ligger helt andre steder. Og med risiko for at hobe yderligere af skatteydernes penge unødigt op i de offentlige kasser – eller at omsætte de ekstra indtægter i yderligere offentlige udgifter.

Måske er det i virkeligheden dét, der er statsministerens bekymring: At der ikke er penge nok til så stor en udvidelse af den offentlige sektor, hun i virkeligheden ønsker?

Tværtimod kan det komme til at vare længe endnu.

Jeg har tidligere gennemgået hele rækken af mulige strategier mod epidemien her. Der er kun to af dem, der giver et kortvarigt forløb. Enten at lade sygdommen rase ud fuldstændig uhindret, indtil vi opnår flokimmunitet. Det er ingen vist indstillet på. Eller at håbe på, at epidemien går i sig selv, hvis en eventuel sæsonvariation svækker den til sommer, eller der udvikles en hurtig vaccine. Det tror ingen vist rigtig på.

Hvis sygdommen skal holdes under kontrol, er der dybest set to typer af strategier. Enten at holde smittetallet midlertidigt begrænset, så sundhedsvæsenet ikke bliver overbelastet, indtil befolkningen opnår flokimmunitet. Eller at holde smittetallet nede længe nok til, at der udvikles en vaccine. Begge dele kan gøres på forskellige måder. Nedlukning, som den vi har været ude for, er én. Omfattende test og isolation af smittede er en anden. En tredje er frivillig social afstand. Der er flere, og strategierne kan selvsagt også kombineres.

Regeringen har bevæget sig fra en hård nedlukning og et fokus stort set kun på første coronabølge – og måske en forhåbning om, at det kunne være ovre derefter – til at lempe noget på nedlukningen . I stedet lægger den mere vægt på social distancering i form af begrænset fysisk kontakt og hygiejne. Det skyldes angiveligt, at netop social distancering synes at have spillet en væsentlig rolle for det overraskende store fald i smittetransmissionen. Det virker plausibelt i lyset af, at især de 70-80-årige har haft et stort fald i smitten, og det er selv om det er den generation, som har været mindst berørt af den tvungne nedlukning (de arbejder ikke, har ikke små børn, kører på mimrekort osv.).

En vaccine kan efter alt at dømme tidligst produceres om 18 måneder, hvis den overhovedet kan findes (med AIDS fandt man f.eks. aldrig én). Derfor har de tilknyttede redskaber – herunder social distancering – tilsvarende lang tidshorisont. Hvis kun få er immune, vil smittetrykket kunne stige igen, hvis distanceringen mindskes. Det burde derfor ikke have været så overraskende, at Seruminstituttet forudser behov for langvarig distancering.

En frivillig social distancering er langt at foretrække frem for en tvungen nedlukning af bestemte aktiviteter som frisører og tandlæger. Det giver langt færre menneskelige og økonomiske omkostninger og indskrænker ikke friheden. Det giver os lov at prioritere selv, hvor vi vil distancere os.

Og noget tyder som sagt på, at distanceringen har haft større effekt end nedlukningen. Det er ikke så underligt, at selve smitterisikoen i sig selv får folk til at distancere sig. Dér er de simple epidemiologiske modeller for simple ved at antage, at transmissionsraten kun kan påvirkes politisk. Selv uden nedlukning ville transmissionsraten givet være faldet betydeligt, fordi folk af egen drift har valgt at holde afstand og spritte af. Nedlukningen har dog sandsynligvis fremskyndet opmærksomheden om distancering.

Statsministeren og serumdirektøren har ikke været sene til at løfte pegefingrene og indskærpe fortsat distancering. Det helt store spørgsmål er dog, hvor effektivt det er at basere sig på at docere for befolkningen og tale risikoen op.

Det virker måske på kort sigt. Problemet på lidt længere sigt er, at smitterisikoen for den enkelte ved ikke at holde social distance vil aftage, samtidig med at omkostningerne i mange tilfælde vil stige. Derfor vil distanceringen falde, indtil smitterisici og distance igen er i (Nash-) ligevægt. For en økonom er det helt elementært, men øjensynligt ikke for statsministeren.

Er frivillig social distancering så en håbløs strategi? Nej, ikke nødvendigvis. Man skal blot ikke forvente, at folk vil distancere sig mere, end risikoen reelt tilsiger. Men de vil stadig distancere sig mere end uden epidemi, fordi de påfører sig selv og andre en risiko.

Hertil kommer, at man kan tænke sig en ny Nash-ligevægt, når det gælder normerne for social interaktion. Vi følger normer, fordi der er en fordel ved at opføre os som andre gør – bl.a. fordi afvigelser kan føre til misbilligelse og andre sociale sanktioner fra vores medmennesker. Vi gengælder f.eks. høflighed.

Man kan sagtens forestille sig, at smittefaren vil skabe en ny ligevægt med normer, der indebærer mindre fysisk kontakt. Håndtrykket kan eksempelvis forsvinde: Håndtrykket eksisterer, fordi det udtrykker venlighed og respekt, og det ville være uhøfligt ikke at tage en fremstrakt hånd. Men hvis det går af mode, og vi finder andre, mindre kontaktintensive høflighedsformer, vil de kunne bevares, selv om epidemien falder og forsvinder. På samme måde kan man forestille sig, at der bliver set strengere på dårlig hygiejne osv.

Frivillig social distancering vil altså godt kunne yde et væsentligt bidrag til at dæmpe epidemien. Man skal bare ikke være så naiv at tro, at det i længden kan lade sig gøre gennem overdrivelser og politiske moralprædikener.

Problemet er, at perfekte løsninger oftest ikke findes – og i sagens natur ikke kan findes. Hvor det på forhånd er illusorisk at forestille sig, at man ved at skrue op for ét virkemiddel – så som tvangsfjernelser – ikke samtidig skaber andre problemer så som uretmæssige fjernelser. For ikke længe siden blev der oprullet en skandale i Frederiksberg Kommune, som førte til afskedigelsen af den øverst ansvarlige embedsmand, fordi der blev fjernet børn, som ikke burde have været fjernet. Kommunen gik for langt, formentlig i sin iver efter at undgå en ny “Tøndersag”. Statsministeren selv begyndte sit embede med at undskylde til de såkaldte “Godhavndrenge” for den vanrøgt, de var blevet udsat for af det offentlige, efter at de var blevet anbragt.

Det er vigtigt at se i øjnene, at denne type af afvejninger ikke kan undgås.

I statistik taler vi om at minimere over to typer af fejl – kaldet type I- og type II-fejl. En type I-fejl vil sige at forkaste en sand hypotese. En type II-fejl vil sige at godkende en forkert hypotese. Der findes desværre ikke metoder, som er fejlfri. Man kan godt mindske risikoen for at begå den ene type fejl, men på et tidspunkt vil man nødvendigvis øge risikoen for at begå den modsatte fejl. Man kunne f.eks. automatisk acceptere alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men der ville samtidig være frit spil for falske hypoteser. Man kunne omvendt forkaste alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at acceptere falske hypoteser, men jo også alle de sande.

Derfor vælger man almindeligvis et såkaldt signifikansniveau. Det er en sandsynlighed for at begå en type I-fejl. Et lavt signifikansniveau reducerer risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men det øger samtidig risikoen for at begå en type II-fejl. Med et lavt signifikansniveau vil man hyppigere komme til at godkende hypoteser om sammenhænge, der i realiteten ikke findes, men skyldes statistisk tilfældighed.

Denne grundlæggende problematik i statistik medfører, at vi ikke kan få eksakt, definitiv viden om empiriske videnskabelige sammenhænge. Der er altid en risiko for, at en accepteret teori er forkert, eller at en ikke-accepteret er rigtig.

Men helt det samme problem gør sig gældende, når man i praksis skal træffe afgørelser om f.eks. vanrøgt eller skyld i kriminelle forhold. Det er umuligt ikke at begå fejl. Jo flere børn, man fjerner for at undgå vanrøgt, desto flere børn vil blive fjernet fra forældre, som ikke vanrøgter deres børn. Jo lettere det er at dømme en person for en forbrydelse, desto flere justitsmord vil der blive begået. Omvendt vil høje tærskler føre til, at flere børn bliver vanrøgtet i hjemmet, og at flere skyldige går fri.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes værre og bedre metoder til at afgøre den slags sager. Hvis dommerne trak lod frem for at høre bevisførelse, når de afgør kriminalsager, ville der nok både sidde flere uskyldige i fængsel og gå flere skyldige fri. Men der vil altså være en usikkerhed, man ikke kan sætte sig ud over. Når statsministeren vil “stille sig på børnenes side” ved at tvangsfjerne flere, vil der næsten uvilkårligt også blive fjernet flere, der ikke vanrøgtes.

Hvis man glemmer det, så ender man dér, hvor der hele tiden bliver overstyret under indtryk af aktuelle begivenheder. Politikerne høster popularitet på at reagere på enkeltsager, hvor det viser sig, at der er begået den ene eller anden type fejl.

Desværre vrimler sociale medier med opslag fra folk, der ikke kan gennemskue sammenhængen. Det er personer, som kræver meget stram udlændingepolitik, og samtidig himler op, når et af de velfungerende børn på det lokale gymnasium ryger ud sammen med sin familie. Eller dem, der kræver hårdere kurs på grov tone på sociale medier og samtidig bliver rystede over selv at havne i karantæne på grund af et uskyldigt ment opslag. Eller kræver øget indsats mod hvidvask i bankerne og ikke kan forstå, at deres lokale sportsklub ikke kan få en bankkonto. Eller kræver øget overvågning af potentielle terrorister og ikke kan forstå, at deres teledata bliver brugt mod dem i skattesager.

Listen er lang. Ofte beklager man sig over paradokset i, at den åbenlys uskyldige straffes, når de åbenlyst skyldige går fri – og udlægger det som en konsekvens af inkompetence hos politikere og myndigheder. Men grundlæggende usikkerhed kan ikke undgås. Og selv det, at inkompetence kan forekomme og påvirke udfaldet af konkrete sager, er et grundvilkår.

Det er samtidig en vigtig pointe i et liberalt demokrati, at afvejningen mellem type I- og type II-fejl ikke er underordnet. Det skal være svært for staten at løfte bevisbyrden mod borgerne. Det hænger sammen med, at borgerne kommer før staten, og at staten ikke desto mindre råder over beføjelser til at udøve magt, som ingen andre har. Derfor har vi sammen med det liberale demokratis indførelse også indført princippet om, at staten har bevisbyrden, når den vil intervenere mod borgerne.

I et demokrati er det vanskeligt at regere åbenlyst imod flertallets interesse. Politikere, der som statsministeren ønsker at øge interventionen mod borgerne og altså eksponerer sig for type II-fejlen med at gribe ind over for uskyldige, vil derfor ofte appellere til, at reglerne er rettet mod en minoritet. Det er samme kneb, der anvendes, når de vil begrænse retssikkerheden og henviser til terrortruslen. Men det er værd at erindre sig, at der ingen garanti er for, at reglerne vil komme til at diskriminere på den måde, der lægges op til. Måske hvis der fandtes perfekte politiske løsninger. Men imperfektionen er et livsvilkår.