Finally, the votes are in …

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Nogle observationer: Den, der klarede sig bedst ved mest, var Mark Blumenthal fra Pollster.com/Huffington Post, der ramte Senats-mandaternes fordeling præcist og stemmeandelene med den mindste margen.  Til gengæld var Blumenthals prognose om Repræsentanternes Hus (med 32 brutto-fejl) den næstdårligste af alle, jeg noterede mig.

I al ubeskedenhed var mine egne prognoser i to af tre tilfælde ret gode: Jeg gav det næstmest præcise bud på Repræsentanternes Hus (med kun seks brutto-fejl) og ditto af de tre gennemsnit for stemmeandelene.  Det vil sige, at min prognose for Huset ramte væsentligt bedre end den meget hypede (og langt mere sofistikerede) Nate Silver/FiveThirtyEight.com hos New York Times (med hele 20 brutto-fejl) og min stemmeandels prognose ramte bedre end den maksimal-kendte RealClearPolitics.com’s prognose–to små ligegyldigheder, som jeg har tænkt mig at fremføre utidigt og ad nauseam de næste par år ! (Min prognose var også bedre end fem af de kendte meningsmålingsinstitutters individuelle slut-målinger, bl.a. Gallup og Rasmussen–men inden det ender i selvfedme, må jeg pointere, at det er dem, der leverer resultaterne og bare sådan nogle som mig, der efterfølgende leger med dem.).  Til gengæld ramte jeg med seks brutto-fejl ret dårligt ved Senatet: Jeg var ganske overbevist om, at den bølge i tilslutningen til GOP, der manifesterede sig i stemmeandelene den sidste uge, og som slog markant igennem ved valget til Huset, ville gøre, at Republikanerne ville score de fleste ”toss-ups” (Washington, Colorado, Nevada).  Særligt havde jeg slet ikke regnet med Harry Reids evne til at få stablet en ekstraordinær god get-out-the-vote operation på benene i Las Vegas.  Nå, men læsere af denne blog kan da så få bekræftet, at det kan være værd at læse denne, hvis man gerne vil have rimeligt gode bud på udfaldet af amerikanske valg …

En anden observation: Det er egentlig forbavsende, så godt man kan ramme i dag.  Ganske anderledes end f.eks. midtvejsvalget i 1994, hvor udfaldet kom bag på de fleste.  Tre hurraer for meningsmålingsfirmaerne.

Med undtagelse af Steve Lombardo fik alle ”eksperter”, der klogede sig, kontrollen af Senatet korrekt.  Alle fik kontrollen af Huset korrekt.  Alle meningsmålere fik ”vinder” og ”taber” blandt de to partier korrekt—om end med betragtelige forskelle, med YouGov som den klart mest præcise, mens Opinion Dynamics og Gallup (noget overraskende) var ganske langt ved siden af.

Det eneste enkelt-valg, som stort set alle fik forkert, var senatsvalget i Nevada.  Det skyldes uden tvivl, at Demokraternes ”get-out the vote”-maskine fungerede rigtigt godt der.

Når resultaterne i det store billede er så ens, skyldes det to ting.  Næsten alle ikke-meningsmålere (d.v.s. Rothenberg, Cook, Cost, mig selv, m.fl.) bruger ultimativt mere eller mindre det samme materiale—om end nogle sikkert har adgang til ikke-publicerede målinger.  Så det er mere et spørgsmål om, hvad man ”gør” med det—hvor mange og hvilke antagelser, man gør sig.

Til gengæld må Gallup—der historisk set har været de bedste meningsmålere—og Rasmussen Reports—der de senere år har været de bedste—indkassere prisen som blandt de dårligste meningsmålere i denne omgang og skal nok hjem og revidere deres ”likely voter”-modeller.

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity – something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

• Demokraterne: 42%
• Republikanerne: 51%
• (= andre: 7%)

Senatet:

• Demokraterne: 50 (-9)
• Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

• Demokraterne: 190 (-66)
• Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.–altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
• “Toss ups”: 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
• “Toss ups”: 8

D.v.s. præcis det samme som for halvanden måned siden.

Huset:

• Republikanerne: 222
• Demokraterne: 177
• “Toss ups”: 36

Med andre ord et ganske markant sving til fordel for Republikanerne, som i forvejen lå foran. Netto er ca. 20 kongressæder rykket fra at være sandsynlige Demokratiske til at være sandsynlige Republikanske. Sidstnævnte ville vinde kontrollen med Repræsentanternes Hus, selv hvis de tabte samtlige “toss ups”.

Laver man den meget “konservative” vurdering, at alle “toss ups” fordeler sig ligeligt mellem de to partier, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 240 (+60)
• Demokraterne: 195 (-60)

Med andre ord: Ligesom for halvanden måned siden, ville Republikanerne komme tæt på at genvinde Senatet, uden helt at nå det.  (Demokraterne kan til gengæld prise sig lykkelige for, at det kun er 1/3 af senatet, der er på valg: Havde det været alle 100, ville partiet formodentlig have fået sit dårligste valgresultat siden Borgerkrigen …).  Republikanerne står til gengæld til at vil vinde Huset med noget, der selv så “konservativt” estimeret ligner en jordskredssejr.

Som omtalt i min forrige post, er det imidlertid sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt mellem de to partier.  Når der er tale om en såkaldt “wave election”, hvor det ene parti er klart foran (1994, 2006, 2008), vælter domino-brikkerne som regel samme vej (typisk med 70-80 pct.s andel).  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 52 (+11)
• Demokraterne: 48 (-11) (inkl. to “uafhængige”)

Huset:

• Republikanerne: 258 (+78)
• Demokraterne: 177 (-78)

Igen: Så slemt går det næppe helt for Demokraterne, omend Republikanerne nu er over 7-8 pct.point foran i RCP’s gennemsnit–hvilket er partiets største i al den tid, der er lavet meningsmålinger, og som hvis det blev realiseret, ville give Republikanerne den største tilslutning siden 1930 (altså 80 år!).

Vælger man p.b.a. de nuværende meningsmålinger et forsigtigt gæt, burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 249), næppe være urealistisk.  De kan sammenlignes med prognoser lavet af så respekterede og uafhængige analytikere som professor Larry Sabato, Stuart Rothenberg, Cook Political Report og New York Times/FiveThirtyEight’s Nate Silver.  Deres gennemsnit ligger pr. 21.X. på 49 til G.O.P. i Senatet og 228 i Huset.

NB! Hvis Republikanerne skulle få 50 senatorer, og Demokraterne det samme, vil det fortsat være de sidstnævnte, der har flertallet (og dermed kan besætte de vigtige udvalgsformandsposter og -flertal), al den stund at vicepræsidenten (Joseph Biden) i så fald vil kunne kaste den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed.  Til gengæld viser erfaringerne, at en tilstand med 50-50 senatorer næppe er stabil–fordi den vil give store personlige incitamenter til at skifte parti og dermed svinge flertallet.  Ingen Republikaner vil dog have så stort incitament som nogen Demokrat: Partiet vil lige have vundet en sejr og fortsat ligge–ceteris paribus–godt i målingerne, ligesom det kun vil konsolidere et eksisterende Demokratisk greb om flertallet.  Derimod vil én, der hopper til Republikanerne–enten ved at skifte parti, eller bare skifte hvem man “sidder hos”–kunne imødese en betragtelig belønning i.f.a. genvalgschancer og udvalgsposter.

Oplagte kandidater er den Demokratiske senator fra Nebraska, Ben Nelson, der kommer fra en relativt konservativ delstat, nu og da stemmer sammen med Republikanerne og vil skulle forsvare sit mandat ved valget i 2012.  En anden mulighed er den “uafhængige” senator fra Connecticut, Joe Lieberman, der i mange år var Demokratisk senator og i 2000 partiets vicepræsidentkandidat–men som i 2006 blev vraget af sit parti, men blev valgt som uafhængig og i 2008 anbefalede John McCain (der en tid seriøst ønskede Lieberman som sin vicepræsidentkandidat).  Lieberman har siden 2007 været tilknyttet Demokraternes senatsgruppe men ofte stemt sammen med Republikanerne.  Han skal også ud i et genvalg i 2012.  Jeg ville ikke blive spor overrasket, hvis Nelson eller Lieberman (eller en helt tredje) efter en Republikansk valgsejr skiftede til enten G.O.P. eller til at være en “uafhængig” tilknyttet dette partis senatsgruppe, således at flertallet blev 51-49.  Vi får se …

Jeg havde for nogle uger siden en klumme om emnet i Berlingske Tidende–lidt som en korrektion i.f.t. hvad jeg opfatter som danske mediers delvist misforståede og måske delvist misfremstillede gengivelse af, hvad fænomenet dækker over, og hvem deltagerne er.

Jeg var også en tur omkring DR Deadline med et lidt lignende budskab.

For de interesserede kan der læses mere dokumentation om bevægelsens demografiske og politiske sammensætning i en serie større survey.  Det gælder først og fremmest Gallup’s analyse

(“Tea Partiers Are Fairly Mainstream in Their Demographics”):  Denne indeholder de ikke uinteressante data, at TP’erne

• har færre Republikanere end ikke-Republikanere (omend forskellen er statistisk insignifikant).
• er relativt set mere middel- og højindkomster end befolkningen som helhed.
• har uddannelsesbaggrund som befolkningen.
• har stort set en tilsvarende andel “white, non-Hispanic” som befolkningen (79 pct. mod 75 pct.) & præcis samme mængde “other” (15 pct.)
• Alderssammensætningen er stort set præcist den samme som befolkningens.

Den kan sammenholdes med NYT/CBS-surveyet fra omtrent samme tidspunkt og med et sammenligneligt datagrundlag.  Her får man omtrent de samme resultater, men med nogle variationer:

• Etnicitet: “White”: 89 pct. mod 79 pct. i befolkningen. Men bemærk at kategoriseringen/spørgsmålet er anderledes. Iøvrigt svarer det meget godt til fordelingen blandt politisk aktive i almindelighed.
• Religion: 61 pct. uspecificeret “Protestant” imod 52 pct. i befolkningen som helhed. Statistisk set samme andel katolikker og jøder–forskellen ligger i andelen af ikke-troende. Næppe værd at skrive om.
• Ditto: Andelen, der klassificerer sig selv som “evangelical” eller “born again Christian” er 39 pct.–mod 28 pct. i befolkningen. Altså en overrepræsentation, men tydeligvis et mindretal af bevægelsen. (Som jeg husker det–svagt–er den tilsvarende andel blandt Republikanerne omkring 50 pct.).
• “ledere”: Glenn Beck er populær som “mest beundret” (20 pct.), men Sarah Palin ikke specielt og ikke engang nr. 2. Ingen af de to fremstår som nogle samlende personligheder for TP’erne. Andelen, der mener, at Palin ville være en god præsident: 47 pct. nej, 40 pct. ja.

Senest har også The Economist prøvet at analysere TP’erne gennem meningsmålinger.  Den har mindre information end et par af de andre, men bekræfter det overordnede billede. Mest interessant synes jeg måske, at en betragtelig del af TP-sympatisørerne ikke stemte på McCain/Palin i 2008.

Endelig er der Politicos survey af deltagerne i det hidtil eneste større TP-konvent.  Det er altså et noget andet sample. Men hvis dette skulle være “ekstremisterne”, er der et par opsigtsvækkende delresultater:

• “Tea Party attendees were exceptionally well educated: 59% had at least a college degree and about 1 out of every 4 people there had at least some postgraduate study, well above national educational levels (33% at least a college degree, and 16% postgrad) and beyond even previous measures among Tea Party supporters that mimicked the national numbers.”
• “There are no noticeable differences in the religiosity of Tea Party participants: 39% attend religious services weekly, exactly the same as the 2008 electorate.”
• “84% of tea party participants were White, compared to 75% of the overall population.” (altså igen en overrepræsentation men ikke dramatisk i.f.t. befolkningen som helhed)
• “Overall, Palin and Paul each capture the top spots when asked what politician today best exemplifies the goals of the Tea Party movement with 15% and 12% respectively.We see nearly the same thing on the forced choice 2012 presidential ballot where Palin tops the list with 15% of the vote and Paul comes in second with 14%. Mitt Romney is the only other person to break into double digits on the presidential ballot with 13%.”
• “Sarah Palin and Ron Paul represent the dueling factions of the Tea Party. Palin consistently performs better among the “traditional values” crowd, including her first place rank on the support question with 52% saying Yes, I would support her. Paul, on the other hand, performs best among those that say“government should not promote any particular values:” he ranks first on the support measure with 41%.”

Igen er det på holdningsfronten, man finder de interessante forskelle–både indbyrdes i den heterogene bevægelse og i.f.t. befolkningen:

“Overwhelming majorities of 88% and 81% say government is trying to do too many things best left to individuals and businesses, and that government should cut taxes and spending, respectively. But in terms of values, Tea Party attendees are split right down the middle. A slim majority of 51% say “Government should not promote any particular set of values”, versus 46% that say “Government should promote traditional family values in our society.” We can compare these to Gallup data collected in September of 2009: nationally, 57% said government was doing too much (among Republicans it was 80%), while 53% said government should promote traditional values (among Republicans it was 67%).So the Tea Party is actually more conservative than national Republicans when it comes to the size and role of government, but less conservative than national Republicans in terms of government promotion of traditional values. Indeed, combining the responses to some of these questions is a revealing ideological exercise: 43% of attendees said government is doing too much AND that government should promote traditional values, a distinctly conservative view; 42% said government is doing too much AND that government should NOT promote any particular set of values, an ideological view used by the Cato Institute as an indicator of libertarianism (currently 23% of all Americans fit into this category). This split between a libertarian Tea Party and a socially conservative Tea Party is reinforced when we consider the combination of all three ideological questions we asked, questions on the size and role of government, the role of traditional values, and the dynamic between taxes and spending.If we count the number of times a respondent gave the “conservative” answer (government should do less, it should promote traditional values, and cut taxes and spending), 40% of Tea Party attendees gave the conservative answer all three times, and 42% gave the conservative answer only two times.Those that gave only two conservative responses were most likely to defect on the role of traditional values.”

Mindst lige så interessante var det respekterede National Journals to artikler fornylig, som forsøger at afdække strukturen og metoderne blandt TP’erne. De fortalte mig ganske meget, jeg ikke anede før, både om mængden af organisationer og den hippie-med-Iphone agtige måde, de arbejder på.

Peggy Noonan–altid en læsning værd–havde fornylig velformulerede ord om fænomenet i sin ugentlige klumme i WSJ Online:

“For conservatives on the ground, it has often felt as if Democrats (and moderate Republicans) were always saying, “We should spend a trillion dollars,” and the Republican Party would respond, “No, too costly. How about $700 billion?” Conservatives on the ground are thinking, “How about nothing? How about we don’t spend more money but finally start cutting.” …

Nobody knows how all this will play out, but we are seeing something big—something homegrown, broad-based and independent. In part it is a rising up of those who truly believe America is imperiled and truly mean to save her. The dangers, both present and potential, are obvious. A movement like this can help a nation by acting as a corrective, or it can descend into a corrosive populism that celebrates unknowingness as authenticity, that confuses showiness with seriousness and vulgarity with true conviction.”

Det bliver spændende.

Update:  Undersøgelse fra Washington Post.