Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Når det kommer til den samlede økonomi (BNP) – som også i høj grad bestemmer også den militære kapacitet i hvert fald på sigt – så er Rusland omtrent ti gange Ukraines størrelse. Den russiske befolkning er 3-4 gange så stor, mens gennemsnitsindkomsten er godt dobbelt så stor.  

Interessant nok er forholdet mellem EU og Rusland i store træk som forholdet mellem Rusland og Ukraine. EU’s BNP er ti gange det russiske. Vi er tre gange det russiske folketal, mens vi er knap og nap dobbelt så velhavende i gennemsnit. 

Militært er forholdene mere i russisk favør. De har fem gange de ukrainske styrketal og mere end ti gange de deres militærudgifter. EU er tilsvarende ikke så dominerende i forhold til Rusland militært som økonomisk. Men dog fortsat overtallig. Vi bruger 3-4 gange så mange dollar på militær som Rusland, men kun en tredjedel af deres udgifter i forhold til BNP. Tæller vi styrker, har EU omtrent en tredjedel flere end Rusland. 

Man skal selvsagt være forsigtig med at sammenligne. En dollar køber nok mere militær ovre østpå. Til gengæld er vort mandskab måske bedre udrustet. 

Hvad kan man konkludere? I første omgang at Rusland er storebror i forhold til Ukraine, men at EU til gengæld er Rusland klart overlegent. Økonomisk set nærmest i lige forhold.  

Men man kan – med rette – indvende flere ting.  

For det første er det ikke EU, men snarere NATO, som er modvægten til Rusland. EU har som organisation ingen selvstændig militær rolle. Ser man på den aftale, som garanterede Ukraines sikkerhed, efter at landet afleverede sine atomvåben oven på Sovjetunionens fald, så var parterne USA, UK og Rusland. Frankrig og Kina indgik også aftaler med Ukraine. Men NATO’s overvægt er endog større end EU’s. Til gengæld er EU de lande, som ligger tættest på konfliktzonen. Derfor er det ikke uinteressant at sammenligne Rusland og EU. 

For det andet afhænger overvægten af den politiske vilje til at bruge den. Det gælder både økonomiske og direkte militære midler. Og det er naturligvis her hunden ligger begravet. Det er deri, Ruslands ”supermagt”-stilling består. 

Endelig kan man indvende, at Rusland fortsat er en betydelig atommagt – både modsat Ukraine, der har afviklet sine våben, og EU, der (selv hvis man regnede Storbritannien med) har betydeligt færre. Men hvis det kom til en atomar konflikt – hvad Ukraine-krisen næppe har potentiale til – så er den relevante modstander selvsagt USA.