Det synes jeg, er det vigtigste. Hvor stor en del af deres politik, de vil søge mandat hos vælgerne til at gennemføre i den kommende valgperiode, er en praktisk politisk afgørelse, jeg ikke vil blande mig i. Det var også min kommentar til Jyllands-Posten, da avisen spurgte mig, om LAs tilkendegivelse for nylig. Jeg er mere bekymret for, at partiet svækker sit langsigtede fokus på at øge produktiviteten i den offentlige sektor.

Det bør i øvrigt lige noteres, at det at ”afskaffe topskatten” ikke betyder det samme nu, som det gjorde tidligere. Det skyldes regeringens skattereform fra sidste år, hvor topskatten bliver skåret op i et trehovedet monster: Mellemskatten, topskatten og top-top-skatten. Og det er derfor mindre klart, hvad en halvering vil sige. Hvis man kun halverer den nye topskat, men ikke mellem- og top-topskatten, så er lettelsen naturligvis meget mindre, men det er der tydeligvis heller ikke lagt op til. LA vil således stadig afskaffe top-topskatten i første hug, og man må forstå, at partiet vil bruge halvt så meget provenu, som det tidligere kostede at afskaffe topskatten. Det kunne – i tillæg til at fjerne top-topskatten – f.eks. være at halvere både mellem- og topskatten (som i dag er på 7½ pct. hver) eller at afskaffe mellemskatten. Det rækker omtrent halvdelen af provenuet til.

Hvis man helt fjerner de tre skatter, så indebærer det efter ministeriernes nuværende regneprincipper et mindreprovenu på 12 mia.kr. Topskatterne bidrager altså stort set ikke til at finansiere den offentlige sektor på i alt 1.400 mia.kr – mindre end 1 pct. Og det er endda under forudsætning af de urealistisk små adfærdseffekter, ministerierne stadig regner med. En opdatering af regneprincipperne har ladet vente længe på sig. Det har længe været klart, at litteraturen peger på meget højere effekter. Det skrev jeg om her. Og i mellemtiden er der kommet flere studier til, bl.a. dette studie på danske data og dette meta-studie. Lægger man deres adfærdseffekter til grund, fører i hvert fald top- og top-topskatten til et negativt provenu.

Uanset om provenuet er lille eller negativt, er forvridningsvirkningerne store og kan derfor ikke begrunde progressive tillægsskatter som de tre skatter. Det batter ikke, og staten råder under alle omstændigheder over langt mindre forvridende skattekilder som f.eks. bundskatten.

Men hvad kan så begrunde topskatterne?

Det normale svar er: Fordelingspolitik. Altså et ønske om at udjævne indkomsterne. Nogle svinger sig endda op til at tale om ”social retfærdighed”, selv om man kan kritisere det for ikke at være meningsfyldt.

Men hvilken slags fordelingspolitik? Én type fordelingspolitik handler om at hæve indkomsterne for dem, som har mindst. For personer med lave indkomster må man formode, at de primært har deres egen levestandard i sigte. Topskatterne bidrager bare enten meget lidt eller slet ikke med provenu til at hæve nogens levestandard med.

Derimod virker topskatterne fordelingspolitisk ved at skade de højere indkomster. Det er en fordelingspolitik, som alene fokuserer på de laveste indkomsters relative position, uafhængigt af om de får det bedre eller dårligere, blot nogle andre – topskatteyderne – får det endnu dårligere.

Dette fordelingspolitiske motiv kan meget dårligt begrundes i min bog. Uanset hvilke fraser, man iklæder det, er det misantropi og misundelse. Altså glæde ved at andre stilles dårligere. Hvis topskatterne giver et negativt provenu, skal glæden endog være stærk nok til at kompensere for, at også de lavere indkomster får det dårligere, fordi det forsvundne provenu i stedet kunne have været omfordelt til dem. Den anden form for fordelingspolitik sker i så fald på den førstes bekostning.

Skadevirkningen er essensen i topskatterne. Misundelse er ikke et acceptabelt politisk princip. Derfor bør det være en principiel mærkesag for et borgerligt parti at afskaffe topskatterne – og derfor er det både godt og naturligt, at både LA og Konservative holder fast i dette mål. Det handler om helt grundlæggende politiske principper, ikke om simpel materialisme eller at ”holde med de rige”.

Når det kan være svært for selv borgerlige ind i mellem at forklare det, kan det hænge sammen med, at nulsumstænkningen er så udpræget i politik. Altså at politik går ud på at dele en given kage, og at der er en direkte sammenhæng mellem, at nogle får mindre, når andre får mere. Men lige som markedstransaktioner stiller alle bedre (i fravær af eksternaliteter), så kan politiske beslutninger også i nogle situationer stille alle bedre – eller omvendt føre til beslutninger, som netto giver forringelser eller ligefrem kun forringer (som ved skatter, der på marginalen ikke giver noget provenu).

Det taler for at begrænse adgangen til den sidste slags politiske beslutninger. Det er bl.a. derfor, et flertal ikke må gøre mindretallet til slaver eller på anden måde krænke deres personlige frihed. Af præcis samme grund har en række liberale tænkere som Hayek og Buchanan vendt sig imod progressive skatter som topskatterne, fordi flertallet ellers kan behandle mindretallet uvilkårligt hårdt. John Stuart Mill kaldte endda den form for beskatning for ”røveri”. Kun de negative adfærdseffekter giver flertallet et incitament til at holde igen med at beskatte ”de rige”, og incitamentet forsvinder først, når nettoprovenuet holder op med at stige. Er der misundelse til stede, forsvinder incitamentet endda langsommere end det.

Modstanden mod topskatterne bør være principiel og ikke kun et bekvemmelighedsargument om, at give de højeste indkomster en ”belønning” for at være flittige. Derfor er det vigtigt – som de to partier stadig gør – at holde fast i, at topskatterne bør helt væk.