Inden for anvendt forsikringsteori er et fænomen som moralsk hasard hverdagskost. Når en forsikringstager har erhvervet en police er det ikke givet, at vedkommende udviser samme adfærd. Forsikringen giver – alt andet lige – et incitament til at opføre sig mindre agtpågivende, medmindre der er indbygget betingelser i policen, der eliminerer eller begrænser tilskyndelsen til en sådan fremfærd. En forsikringstager, der har fået stjålet sin bil vil således næppe få udbetalt erstatning, hvis bilen ikke har været aflåst. På denne måde kan forsikringsselskaberne teoretisk såvel som praktisk tilsikre en sund forretningsmodel, der er økonomisk overkommelig for kunderne og dækker deres behov.

En skærpelse af fødevaresikkerheden rummer umiddelbart ikke sådanne adfærdsbetingede forholdsregler. Der er ingen entydig sammenhæng mellem forbrugeres marginale skattebidrag og en skærpet kontrol. Og der er ingen adfærdsregulerende forpligtelser, der forhindrer forbrugeren i at opføre sig tåbeligt. En skærpet fødevarekontrol vil derfor efterlade ganske mange med det indtryk, at man stort set kan lukke øjnene og foretage sit forbrugsvalg risikofrit.

Historisk har salmonella været en del af musikken, når man købte en kylling eller kalkun. I de seneste år har man imidlertid brugt omfattende ressourcer på at fjerne salmonella fra disse fødevareemner, hvilket vistnok har resulteret i, at under 5 pct. af dansk produceret fjerkræ nu er inficeret med salmonella-bakterier. Det kan diskuteres, hvorvidt fordelene står mål med omkostningerne, men det har været virkningsfuldt. Problemet er imidlertid, at den reducerede risiko meget vel kan få os til at ændre adfærd. Hvor vi tidligere udviste rettidig omhu under tilberedningen af fjerkræ, kan vi i dag tillade os at være mindre agtpågivende, når vi kokkererer. Eller kan vi?

Sandsynligheden for at blive ramt af salmonella er reduceret, men vi kan ikke være fuldstændig sikre på, at det kød vi køber er salmonellafrit. Selv ikke i den situation, hvor salmonella-bakterier i fjerkræ helt forbydes. Mord og berigelsesforbrydelser er også forbudt, men forekommer alligevel. Skærpet kontrol, klækkelige bøder eller hårde straffe kan naturligvis bidrage til at sådanne hændelser minimeres, men ikke helt forhindres. Og omkostningerne ved at gøre blot dette, vil være prohibitive.

Risikoreduktion på fødevareområdet er med andre ord et tveægget sværd. En skærpet kontrol vil reducere forekomsten af farlige fødevarer, men også give os en falsk tryghed, der fører til en mere skødesløs adfærd. Hvis politikerne vil gøre noget effektivt for fødevaresikkerheden bør de i stedet flytte opmærksomheden fra kontrol og forbud til almindelige erstatningsret. Ikke fordi det vil garantere salmonellafrit fjerkræ, men fordi det vil være det mest probate og ræsonnable tiltag.