Et af de interessante forhold omkring mord er netop, at der bliver begået langt flere mord på mænd end kvinder. På tværs af 140 samfund hvorfra vi har rimeligt gode data de sidste ti år, begås der i gennemsnit 4,8 gange så mange mord på mænd som kvinder. Og jo flere mord, der begås, jo uforholdsmæssigt flere er på mænd: Sammenligningen på tværs af de 140 samfund peger på, at når mordraten på mænd stiger 10 %, stiger den på kvinder kun 5,7 % i gennemsnit. I det voldelige Venezuela begås der således 18 gange så mange mord på mænd som kvinder, mens der i det ekstremt fredelige Schweiz faktisk begås cirka 12 % flere mord på kvinder end mænd.

Martin og jeg går snart igang med at undersøge, i hvilket omfang økonomisk frihed ikke blot fører til færre drab, men om den også reducerer diskriminationen i mord. Når man ser på tidligere forskning – måske ikke mindst min og Niclas Berggrens nye artikel om sammenhængen mellem økonomisk frihed og statslig diskrimination – er der grund til at undersøge det. Det samme gælder, når man ser på Niclas tidligere forskning sammen med Therese Nilsson om hvordan frihed påvirker folks tolerancenormer.

Vores meget foreløbige analyser peger ret klart i retning af, at økonomisk frihed er forbundet med færre mord, og i særlig grad med færre mord på mænd. Hvilke elementer af økonomisk frihed er særligt vigtige, om de virker mere effektivt i demokratier, eller om det hele er en konsekvens af den økonomiske udvikling der kommer med udviklingen, er stadig åbne spørgsmål. Læsernes input er meget velkomment!

Grunden til, at vi overhovedet kom i gang med projektet er kedsomhed: Andreas og jeg var i Melbourne til en public choice konference, og kedede os bravt til en session om korruption. Da vi sad nede bagved i lokalet, tillod vi os at pjatte en smule, og det ene ord tog det andet – ’hvad hvis jeg siger nej til din bestikkelse?’ – ’Så tilbyder jeg dig noget mere’ – ’Så siger jeg bare nej igen og jeg fortæller alle, at du er korrupt. Ha, hvad vil du gøre ved det?’ – ’Så slår jeg dig bare ihjel’. Vi morede os ret godt, og tegnede endda et spiltræ, og det var så det. Men da vi mødtes over morgenmad næste morgen var vi enige om, at ideen faktisk ikke var så dum. Og da Andreas foreslog titlen (fra the Godfather) var vi enige om, at vi blev nødt til at skrive papiret.

Mekanismen er ret enkel: For at forhindre, at for mange korrupte transaktioner bliver offentlig viden, kan man slå nogle af de journalister, der skriver om dem, ihjel. Hvis et land har fuld pressefrihed er der for mange til, at man kan slå nok ihjel, mens man ikke behøver at dræbe journalister, hvis de ikke har frihed nok til at skrive, hvad de vil. Så journalistdrab for at skjule korruption vil teoretisk set kun ske i lande med tilstrækkelig korruption, og næsten fuld – men ikke helt fuld – pressefrihed.

Og det er faktisk præcist, hvad vores empiri viser. Uden pressefrihed og med fuld pressefrihed fører korruption ikke til drab. Med næsten fuld frihed har journalister et farligt erhverv. For hver ti procent stigning i korruptionen (ifølge Transparency Internationals indeks) stiger risikoen for drab med seks procent. Pengene passer – så at sige – forbløffende godt, men implikationerne kan være lidt skræmmende. Hvis man har et reelt korruptionsproblem, er risikoen, at man som samfund bliver nødt til at gå gennem en periode med drab på journalister og embedsmænd før man når den ønskede situation med fuld pressefrihed. Implikationen passer ganske godt med en række eksempler som Rusland for tiden, Filippinerne de seneste 15 år, og en del latinamerikanske lande. Kan man undgå en periode med medievold? Det tør vi ikke gætte på.