Da jeg i sin tid først stødte på Buckleys navn, var jeg til at begynde med ikke imponeret–men det skyldtes nok, at jeg alene havde Murray Rothbards meget negative vurdering af manden, som var meget præget af deres modsætninger i 1960erne og uenighed om sikkerheds- og udenrigspolitik.  Som tiden gik, blev jeg mere og mere imponeret over Buckley, som trods hans lidt specielle taleform uden sammenligning var USA’s mest velartikulerede–og morsomme–konservative tænker i det 20. århundredes anden halvdel.  Han blev “verdensberømt” i USA som 22-årig med bogen God and Man at Yale, og han var som skribent, stilistisk og intellektuelt set, milevidt over niveauet fra mange af de mere højlydte, nyere konservative kommentatorer såsom Ann Coulter, Laura Ingraham og Michelle Malkin, for nu blot at nævne nogle oplagte, eller tågehorn som Mike Huckabee.  Hos Buckley var der–selv når man var uenig med ham–altid en vis (høj) standard, selv når han var morsom og perfid.

Samtidigt var Buckley, både intellektuelt og organisatorisk (ikke mindst som grundlægger og redaktør af National Review og initiativtager til “Young Americans for Freedom”), en person af måske større betydning for formningen af amerikansk konservatisme end nogen anden amerikansk konservativ i det 20. århundrede, ihvertfald et par præsidenter inkluderet.  Som WSJ skriver:

“Buckley and his talented stable of editors and contributors gave coherence and shape to what he called “a fusion” of traditionalism, anti-Communist internationalism and free-market economics. Equally important, the magazine worked to discredit fringe elements like the John Birchers, the Jew-haters and the Lindbergh isolationists.”

Det er ikke helt ved siden af at sige, at uden Buckley, Goldwater og Reagan, ville der ikke have været nogen amerikansk konservativ “revolution” i 1980erne.  Han var en ener, og som NYT skriver én, der “marshaled polysyllabic exuberance, famously arched eyebrows and a refined, perspicacious mind to elevate conservatism to the center of American political discourse”.

Vi har tidligere skrevet om ham her.  National Review selv gør det her.

Updates:

• Wall Street Journal‘s Editorial Page.
• Peggy Noonan (WSJ).
• Michael Barone (US News & World Report).
• David Brooks (NYT).
• Rush Limbaugh.
• John Podhoretz.
• Evan Thomas (Newsweek).
• William Kristol (The Weekly Standard).
• George F. Will (Washington Post).
• Thomas Sowell.
• John O’Sullivan (NRO).
• Rich Lowry.
• Washington Post.
• New York Times Q&A:
  • Q: In what sense, if any, would you describe Mr. Buckley as a libertarian?
  • A: He supported the legalization of drugs, was an utter devotee of Milton Friedman’s economic principles and said African Americans had every right to boycott industries that discriminated against them. Those are just a few examples, and I think it’s safe to say his traditionalism was in dialog with his libertarianism throughout his life.

PS. Her er National Review‘s “mission statement” (1955).  Buckleys sidste klumme og en af hans sidste artikler: “Goldwater, The John Birch Society & Me” (Commentary).

PPS. Kort interview og “appreciation” på Charlie Rose.  En times interview og portræt sammesteds.