Helt uagtet de interne opgør der har været og vil vedblive at være mellem aktørerne på narkotikamarkeder, er der meget der tyder på, at den samlede virkning af Silk Road og lignende børser har været positiv. Måske ikke sammenlignet med en ideel verden, hvor der intet misbrug findes, men sammenlignet med den vi faktisk lever i — temmelig klart. Skadesreduktionen er resultat af bedre information om produkter, mindsket behov for direkte kontakt med hårde gademiljøer, og muligheden for at sanktionere uærlige sælgere (Buxton & Bingham 2015):

“[A]nonymised user forums and online chat rooms encourage and facilitate information sharing about drug purchases and drug effects, representing a novel form of harm reduction for drug users and an entry point for drug support services.

Forbrugersikkerhedsorganisationen Digital Citizens Alliance, som er imod sortbørshandel med narkotika, giver i en nylig rapport en oversigt over forskellige børser på the Darknet. The Economist har været så venlige at illustrere dem:

Billede via The Economist.

Børsen forgår, nichen består. Som rapportens forsfattere skriver:

Approximately 13,648 listings for drugs are now available on Silk Road compared to the 13,000 that were listed shortly before the FBI arrested Ulbricht and shut down the site. In comparison, Silk Road’s closest competitor, Agora, has just roughly 7,400 drug listings.

There is significantly more competition today than when the original Silk Road was seized. Silk Road 2.0 currently contains 5% more listings for drugs than its predecessor held at the time of its seizure. By comparison, the Darknet drug economy as a whole contains 75% more listings for drugs.

Ross Ulbricht kommer til at afsone sammen med omkring 300.000 mennesker, som er fængslede som led i narkotikabekæmpelsen i USA. Hans og det første Silk Roads historie er bare sidste kapitel i den snart 45-år gamle War on Drugs, som efter et hvert tænkeligt mål må siges at være en udelt, total og vedvarende fiasko.

Som bekendt er den væsentligste årsag til narkorelateret vold at de involverede parter ikke har adgang til gængse konflikthåndteringsredskaber. Der er ikke junglelov; dertil er det alt for regelstyret og institutionaliseret (Skarbek 2011). Det fritager på ingen måde Ulbricht for ansvar, men det betyder dog, at man ikke skal gøre sig de store forventninger om at dommen over ham eller lignende aktører kommer til at gøre nogen forskel.

Skarbek, David (2011): “Governance and Street Gangs,” American Political Science Review (105)

Buxton, Julia and Bingham (2015): “The rise and challenge of dark net drug markets,” Global Drug Policy Observatory, Swansea

Digital Citizens Alliance (2015): “Busted, but not broken. The state of Silk Road and the Darknet Marketplaces” samt opfølgning.

Afkriminalisering er først og fremmest et sundheds- og socialpolitisk tiltag. Egentlig legalisering er derimod, ud over at være drevet af en grundlæggende liberalistisk funderet frihedsdagsorden, baseret på økonomisk rationelle argumenter.

Både afkriminalisering og selvfølgelig legalisering er naturligvis begge et opgør med forestillingen om, at man kan bekæmpe og ultimativt udrydde brug og misbrug af en række rusmidler ved hjælp af straffelov, politi og i visse lande militærindsats.

Det viser de seneste 50 år ikke er muligt.

Fortalerne for fortsat kriminalisering vil formentlig omvendt fremhæve, at det måske ikke er muligt at komme problemet til livs, men at kriminaliseringen har begrænset omfanget af stof(mis)brug. Det er der bare intet belæg for. Som jeg har skrevet om før, kan der ikke etableres en sammenhæng mellem graden af kriminalisering, samt brug af magt og tvang, og omfanget af stofmisbrug.

Sverige og Portugal, som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik, har overordnet set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland, som traditionelt har holdt sig tilbage med kriminalisering, også i forbindelse med hårde stoffer.

Baggrunden for Liberal Alliances forslag om afkriminalisering, som jeg skrev om i et indlæg sammen med Joachim B. Olsen i Berlingske Tidende i lørdags, er samme erkendelse, som man gjorde i Portugal omkring årtusidendeskiftet.

Portugals reformer.

Portugal gennemførte man i slutningen af 1990erne en drastisk omlægning af den førte narkotikapolitik, omsat i lovgivning, med virkning fra 2001.

Baggrunden var at portugiserne selv opfattede problemerne med stofmisbrug, som det væsentligste politiske problem i anden halvdel af 1990erne (ifølge en måling foretaget af Eurobarometer). Målt på andel af befolkningen var (og er) Portugal interessant nok blandt de lande i EU med det laveste forbrug. Målt på problematisk forbrug, og ikke mindst brugen af heroin lå man dog højt. Kun England og Wales lå højere. Samtidig var der en direkte kobling mellem AIDS og misbrugsproblemerne, som udgjorde 60 procent af af alle registrerede tilfælde.

I stedet for blot at “udvise handlekraft”, stramme lovgivningen og yderligere kriminalisere, som VK(O) regeringen senere gjorde herhjemme i 2004, nedsatte man i 1998 et ekspertudvalg bestående af bl.a. læger, psykologer, psykiatere, jurister og NGO og bad dem komme med et forslag til en ny narkotikapolitik. Rapporten kom til at danne baggrund for den politik, der i dag omtales som den portugisiske model.

Den indebærer bl.a. nedsættelse af særlige “afskrækkelses kommisioner”, som stofbrugeren henvises til ved pågribelse af politiet. Hvis man ikke møder op, kan det resultere i bøder, fratagelse af kørekort, samfundstjeneste mv. I førstegangstilfælde vil der blot blive tale om en samtale. I gentagelsestilfælde kan der dog blive tale om bøder, typisk 30-40 euro, samfundstjeneste, tvungen terapi, fradrag i sociale ydelser osv. Dette gælder for personer som ikke bliver vurderet til at være afhængige stofmisbrugere. Vurderes man til at være decideret afhængig misbruger gives der ikke bøder eller andre sanktioner, og kommisionens arbejde fokuserer udelukkende på at motivere vedkommende til at komme i behandling for sit misbrug. For en god og omfattende gennemgang af den portugisiske lovgivning, anbefales kraftigt at man læser “Drug Policy in Portugal – The Benefits of Decriminalizing Drug Use“.

Kilde: Euronews

Som det fremgår er der altså (desværre) ikke tale om noget der bare nærmer sig legalisering. Og når f. eks. tyske Spiegel i en artikel sidste år skriver om at man kan have et gram heroin på sig uden risiko for at få det beslaglagt er det ikke korrekt.

Samtidig med afkriminaliseringen har man ud over at styrke informationsindsatsen også iværksat en lang række skadesbegrænsende tiltag, som bl.a. uddeling af rene kanyler, ambulant medicinsk behandling, indragelse af NGOere til at komme i kontakt med stofmisbrugerne m.m.

For yderligere information om “afkriminaliserings” tiltag i andre lande, vil jeg anbefale man læser engelske “Releace” hjemmesider.

Siden reformeringen af Portugals narkotikapolitik for 13 år siden, kan man konstatere at:

Antallet af problemtiske brugere ( defineret som personer der har et jævnligt forbrug af “hårde stoffer” og brugere der indtager deres stof intravenøst)  er halveret fra anslået 100.000 i 2001 til ca. 50.000, mens antallet i behandling er steget voldsomt.

Samtidig er antallet af nye AIDS tilfælde faldet drastisk og den gennemsnitlige debut alder for førstegangsbrugere er steget en smule. Der har ikke været den frygtede vækst i antallet af brugere, og for problembrugere er tallet som nævnt faldet drastisk. I hvilken udstrækning dette fald skal tilskrives den nye politik er omdiskuteret.

I forhold til frygten blandt mange modstanderne af afkriminalisering, for en eksplosion i forbruget, er det en meget væsentlig pointe. Samtidig er sundhedstilstanden hos problembrugere forbedret. Ud over færre AIDS tilfælde er også hyppigheden af Hepatitis C faldet, som man ikke kan vaccineres mod, faldet.

Afkriminalisering i forhold til legalisering

Mens afkriminaliseringen tydeligvis har haft positive effekter for helbredstilstanden hos problembrugere og bidrager til at flere kommer i behandling, uden en stigning i forbruget, er der dog en række problemer, som efterlades uløste.

Hvis politiet undlader at beslaglægge narkomaners stof til eget forbrug, må det forventes at mindske berigelseskriminaliteten.  Narkomanen vil jo ofte begå ny kriminalitet for at købe nyt stof til erstatning for det beslaglagte. Det samme vil gælde i den udstrækning narkomanerne kommer i medicinsk behandling, og således ikke har behov for at købe heroin mv..

Alt andet lige, må omsætningen på det illegale marked forventes at påvirkes negativt i takt med at behandlingen af stofmisbrugere udvides. Men med mindre man går så radikalt til værks, at man ligefrem konsekvent forsyner en relativt stor del af misbrugerne med stoffer, vil effekten næppe være af et omgang, således at det for alvor underminerer indtjeningsmulighederne.

Det er da heller ikke muligt at aflæse nogen effekt på priserne i Portugal qua skiftet i narkotikapolitik, nå man sammenligner med andre lande.

Problemets kerne er selvfølgelig, at afkriminalisering stort set ikke påvirker udbudssiden. Det indebærer, at :

• Man har ikke mulighed for at regulere adgangen til stofferne.
• Man har ingen mulighed for at sikre kvaliteten af de udbudte stoffer.
• Man rammer ikke de terrororganisationer og kriminelle bander som står bag salget af illegale rusmidler.
• Der er kun en begrænset effekt på berigelses- og voldskriminalitet.

Ønsker man bedre kontrol med adgangen til de illegale stoffer, reducere den kriminalitet (både i form af vold og korruption), der udspringer af at illegale rusmidler er et ekstremt profitabelt forretningsområde, effektivt reducere de offentlige omkostninger, både i sundhedssektoren og indenfor politiet samt rets- og fængselsvæsenet, er der ingen vej udenom at tale om legalisering. Og ved legalisering menes etablering af et egentlig (reguleret) legalt marked på linje med allerede eksisterende legale markeder for lovlige rusmidler.

Som The Economist, der i årtier har argumenteret for legalisering- også af andre stoffer end cannabis, gør opmærksom på:

Decriminalisation may be a useful first step towards a saner approach to drugs. Battling a fearsome murder rate, Jamaica’s police surely have better things to do than arrest people for getting high. In any case, sending drug users to jail is usually an expensive waste of time. But decriminalisation’s flaw is that it does nothing to undermine the criminal monopoly on the multi-billion-dollar drugs industry. The decriminalised cocaine consumed without criminal consequences in Portugal is still supplied by the gangs who cut off heads in Colombia. Only legalisation takes the business out of the hands of the mafia. Jamaica’s plan to decriminalise ganja is good news for the people who harmlessly smoke it. But unless it is followed up eventually by legalisation, there is a danger that it is also good news for the violent crooks who sell it.

Af samme grund fastholder undertegnede naturligvis, i lighed med Economist, Milton Friedman, Mary O’Grady fra Wall Street Journal, Colombias nuværende præsident, Manual Santos, for blot at nævne nogle få, at legalisering i sidste ende er den eneste rationelle og menneskevenlige tilgang til narkotikaområdet.

Men vurderet i forhold til den nuværende kriminalisering er afkriminalisering naturligvis et klart fremskridt, som alle bør byde velkommen. Selv om de positive effekter er begrænsede i forhold til en egentlig legalisering, er de signifikante. Ikke mindst i forhold til at bedre levevilkårene for nogle af samfundets absolut mest marginaliserede mennesker, nemlig stiknarkomanerne. Gevinster som erfaringerne fra bl.a. Portugal viser, ikke sker på bekostning af et stigende antal misbrugere, snarere tværtimod.

Efterskrift:

Jeg har i denne post undladt at indrage erfaringerne fra egentlig legalisering af cannabis, som vi bl.a. ser det i Colorado. Indtil videre er der intet som tyder på øget forbrug, men givet at det først har været legalt siden årsskiftet, er erfaringerne utilstrækkelige til, at man kan komme med mere håndfaste konklusioner. På den anden side er det klart, at de erfaringer man gør sig der, og i Washington samt Uruguay, vil have stor betydning for den fremtidige debat også herhjemme.

Endelig kan man pege på, at Liberal Alliances udspil ikke ændrer ved partiets holdning til, at cannabis bør legaliseres. Her er man forøvrigt på linje med “The Global Commision on Drug Policy” anbefalinger. De går dog videre og anbefaler også legalisering af Ecstasy og cocablade.

Der er tidspunkter, hvor der fra borgernes side er et klart behov for at få hjælp fra politiet, men hvor vi simpelthen ikke har mulighederne som tingene er i dag,

og henviser direkte til indsatsen mod banderne – hvis eksistens og magt som bekendt primært er baseret på deres indtægter fra salg af narkotika.

Der er naturligvis ikke noget nyt under solen. I 1990erne hvde vi præcist sammen problem og politiet gav præcist samme svar. Det er imponerende – og beskæmmende – at det åbenbart fortsat ikke er gået op for de ansvarlige politikere. Vi har aldrig haft så mange betjente, og vi har vel aldrig- hvis man ser bort fra en kort periode under anden verdenskrig – haft så ringe service.

Se http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1792844.ece

Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.

Cordua og Steno 17. november 2011, 1. time

I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .

Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:

1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.

2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.

3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.

Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.

Jeppesens top 182 – 2. time 13. januar 2012

Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.

Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.

Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.

Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.

Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.

Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.

Men lyt og døm selv.

Et af de forhold jeg har bemærket fra tid til anden, er manglen på omtale af dette problem – ikke mindst i de elektroniske medier. Det roder P1 Agenda bod på ved en timelang udsendelse, som man kan læse mere om og høre ved at klikke her.

Jeg vil også anbefale at man lytter til hele interviewet med Jack Cole fra LEAP, som findes på udsendelsens hjemmeside. Jeg har mødt Jack Cole, som er en helt speciel person og en formidabel debattør og foredragsholder. Dog skal man liiiige være opmærksom på, at der måske til tider er lidt for meget salg i hans argumentation (men han er jo også amerikaner, eks-politimand og ikke forsker :-)).

Et ofte fremført argument mod narkotikaforbuddet er det store antal personer, som fængsles alene for besiddelse. Hvad der ikke nævnes er, at en stor del af sagerne er såkaldte “plea bargain” sager, hvor tiltalte typisk erklærer sig skyldig i en mindre alvorlig forbrydelse mod at sagen kommer hurtig gennem retssystemet.

Ligeledes er fremstillingen af den historiske udvikling og omtalen af Nixon også problematisk. Forbuds-politikken starter langt tidligere i det 20. århundrede. Desværre er fremstillingen blevet til en del af den myte som er bygget op omkring “The War on Drugs” som primært en republikansk drevet affære.

Det er ganske enkelt noget sludder.  “Kampen mod narkotika” har mange “fædre” – nogle religiøse, andre politiske, som ikke entydigt kan henføres til et bestemt parti eller “isme”.

Og skal man endelig tildele et politisk ophav, så bliver det social-liberalismen som primært må tage den tvivlsomme ære på sig.

Der har været en kort omtale af rapporten i en række aviser og på DR og TV2’s hjemmesider i dag. Typisk med en overskrift i retning af “Toppolitikere vil lovliggøre Marihuana“. Hvorefter det kort nævnes i selve teksten, at også andre stoffer kan komme på tale. Rent faktisk bruges marihuana/cannabis primært som et eksempel. I selve rapporten peges også på bl.a. coca-blade (hvis forhold til kokain er nogenlunde som at sammenligne det at drikke en lys øl med at skylle en flaske snaps ned) og MDMA (Ecstasy).

Review the scheduling of drugs that has resulted in obvious anomalies like the flawed categorization of cannabis, coca leaf and MDMA. Ensure that the international conventions are interpreted and/or revised to accommodate robust experimentation with harm reduction, decriminalization and legal regulatory policies

Udgangspunktet er en risikovurdering, men reelt lægges der i rapporten op til at alle former for rusmidler kan legaliseres – se også punkt 3-5 nedenfor i oversigten over kommisionens anbefalinger.

1. Break the taboo. Pursue an open debate and promote policies that effectively reduce consumption, and that prevent and reduce harms related to drug use and drug control policies. Increase investment in research and analysis into the impact of different policies and programs.
2. Replace the criminalization and punishment of people who use drugs with the offer of health and treatment services to those who need them.
3. Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (with cannabis, for example) that are designed to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
4. Establish better metrics, indicators and goals to measure progress.
5. Challenge, rather than reinforce, common misconceptions about drug markets, drug use and drug dependence.
6. Countries that continue to invest mostly in a law enforcement approach (despite the evidence) should focus their repressive actions on violent organized crime and drug traffickers, in order to reduce the harms associated with the illicit drug market.
7. Promote alternative sentences for small-scale and first-time drug dealers.
8. Invest more resources in evidence-based prevention, with a special focus on youth.
9. Offer a wide and easily accessible range of options for treatment and care for drug dependence, including substitution and heroin-assisted treatment, with special attention to those most at risk, including those in prisons and other custodial settings.
10. The United Nations system must provide leadership in the reform of global drug policy. This means promoting an effective approach based on evidence, supporting countries to develop drug policies that suit their context and meet their needs, and ensuring coherence among various UN agencies, policies and conventions.
11. Act urgently: the war on drugs has failed, and policies need to change now.

Der er ingen tvivl om, at i forhold til den nuværende narkotikapolitik, vil der være tale om et stort fremskridt, hvis de 11 anbefalinger bliver fulgt.

Som det fremgår af ovenstående anbefalinger er der IKKE tale om, at man foreslår en generel legalisering, hvilket ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt elers ville være at foretrække (set med en økonomis øjne), men det kan jo komme.

Anbefalinger bygger i første omgang på, at narkotikapolitikken skal tage udgangspunkt i en reel risikovurdering af rusmidlerne, se også figur nedenfor.

Reel og potentiel “samfundsfare” og FN’s klassificering over farlighed

Det er overordentlig vigtigt, at tage ovenstående figur med et vist forbehold, hvilket også fremgår af teksten. Nedenfor er vurdering af 20 rusmidler publiceret i “The Lancet” i 2010.

Bag ovenstående står bl.a. den tidligere engelske chefrådgiver for den engelske regering, professor David Nutt, der blev sat fra bestillingen delvist på grund af hans vurdering af faren ved de forskellige rusmidler.

Når der tales om risikovurdering af rusmidler er det væsentligt at holde sig for øje, at man ikke begrænser sig til at se på skadesvirkningerne for den enkelte, men inddrager virkninger på hele samfundet. Hermed er man nød til at indrage skadevirkningerne af den førte politik. Et emne vi har skrevet en del om her på bloggen før. Det nævnes således eksplicit, at det bør være et mål i sig selv at begrænse kriminelle organisationers indflydelse (indtægtsmuligheder) – det indebærer at en regulering kan og bør tage højde for hvorledes man mest effektivt begrænser disse.

Som økonom er ligger svaret selvfølgelig snublende nær – legaliser alle rusmidler – det indebærer også maksimale muligheder for at regulere kvaliteten af stofferne og hvem der har adgang til dem.

Der er næppe tvivl om at denne rapport i sig selv er en milepæl, givet hvem der har lagt navn til rapportens anbefalinger.

Man kunne dog have ønsket, at flere nuværende politiske ledere havde lagt navn til ønsket om en ændring i den førte narkotikapolitik, i lighed med Colombias præsident Manuel Santos.

Man kunne måske også have ønsket sig, at der var blevet talt mere lige ud af posen. Men at der lægges op til, at der skal ses på legalisering som muligt middel på linje med andre tiltag, er et enormt fremskrift i forhold til i dag. Ligesom kravet om en målbar og evidensbaseret politik i sig selv indebærer en helt anden debat om narkotika, end den vi kender f.eks. herhjemme fra.

Hvem står bag rapporten?:

• Asma Jahangir, human rights activist, former  UN Special Rapporteur on Arbitrary, Extrajudicial and Summary Executions, Pakistan
• Carlos Fuentes, writer and public intellectual, Mexico
• César Gaviria, former President of ColombiaErnesto Zedillo, former President of Mexico
• Fernando Henrique Cardoso, former President of  Brazil (chair)
• George Papandreou, Prime Minister of Greece
• George P. Shultz, former Secretary of State, United States (honorary chair)
• Javier Solana, former European Union High Representative for the Common Foreign and Security Policy, Spain
• John Whitehead, banker and civil servant, chair of the World Trade Center Memorial Foundation, United States
• Kofi Annan, former Secretary General of the United Nations, Ghana
• Louise Arbour, former UN High Commissioner for Human Rights, President of the International Crisis Group, Canada
• Maria Cattaui, Petroplus Holdings Board member, former Secretary-General of the International Chamber of Commerce, Switzerland
• Mario Vargas Llosa, writer and public intellectual, Peru
• Marion Caspers-Merk, former State Secretary at the German Federal Ministry of Health
• Michel Kazatchkine, executive director of the Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, France
• Paul Volcker, former Chairman of the United States  Federal Reserve and of the Economic Recovery Board
• Richard Branson, entrepreneur, advocate for  social causes, founder of the Virgin Group, co-founder  of The Elders, United Kingdom
• Ruth Dreifuss, former President of Switzerland and  Minister of Home Affairs
• Thorvald Stoltenberg, former Minister of Foreign Affairs and UN High Commissioner for Refugees, Norway

Følgende har fungeret som rådgivere for kommisonen:

• Dr. Alex Wodak, Australian Drug Law  Reform Foundation www.adlrf.org.au
• Ethan Nadelmann, Drug Policy Alliance www.drugpolicy.org
• Martin Jelsma, Transnational Institute www.tni.org/drugs
• Mike Trace, International Drug Policy Consortium www.idpc.net

Nu er der ingen grund til at gentage klummen her – den kan jo læses på 180grader

Derimod vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en af de rapporter, der ligger til grund for den endelige rapport, der er et opgør med den hidtidige forbudspolitik –The Drug Trade: The Politicization of Criminals and The Criminalizations of Politicians, skrevet at den tidligere chefredaktør for det ansete tidsskrift Foreign Policy magazine, Moisés Naím.

I rapporten gør Naim bl.a. opmærksom på, at der eksisterer 3 fundamentale fejlslutninger omkring det illegale marked for narkotika:

The first is that with respect to international crime there is nothing new. The assumptionis that illicit trades, smuggling, black markets and crime are part of the human experience and,therefore, “there is nothing new under the sun”. The second mistaken assumption is thatsmuggling –of drugs, weapons, people, human organs, dirty money or any other contraband–across national borders is a criminal activity that should therefore be conceptualized as suchand fought with the usual crime-fighting tools: law enforcement, the courts and punishmentthrough fines or incarceration. The third wrong assumption is that, like crime in general, illicittrade is an “underground” phenomenon that only involves a small community of deviants thatoperates at the margins of society

Naíms rapport er en uhyggelig gennemgang af hvordan mafiaorganisationer, samt økonomiske og politiske interesser i en lang række lande er filtret ind i hinanden. Og i den forbindelse er det værd at understrege at der ikke eksisterer et eneste forretningsområde med så høje profitrater som det illegale narkotikamarked. Vi taler om en samlet omsætning der af FN er sat til at være ca. 300 mia dollars, og hvor langt hovedparten af omsætningen er (skattefri) profit.

Og som Naím pointerer, har globaliseringen også indebåret en globalisering af de kriminelle netværk og forestillingen at illegal handel er et begrænset fænomen er noget sludder, som han skriver:

The reality is very different. There is plenty that is new about crime –not least its ability to seizethe opportunities spawned by the technological, economic and political revolutions thatexploded in the 1990s and continue today. Criminal networks –especially those which alreadyoperated in multiple countries– were “early adopters” of the innovations in communication andtransportation of the 1990s. And they also were the “first movers” into the new markets openedby the economic and political reforms that many countries implemented after the fall of theBerlin Wall. Criminal networks were –and continue to be –at the forefront of globalization,oftechnology and politics.It is, of course, true that criminals, smugglers and black markets have always existed. But never before have criminal organizations had the ability to operate at a global level with suchease and therefore reach a scale and scope in their activities that easily match those of theworld’s largest multinational corporations. And, if large multinational corporations are politicallypowerful, why assume that large international criminal organizations will not invest sizable partsof their immense revenues to gain political power? They will –and they do. Yes, crime andpolitics often go together. But now these associations have an immense capacity to impactbusiness, society, geopolitics, international security and national politics. In the 20th Centurythe Italian mafia was large and powerful and it then expanded its operations to the UnitedStates. But it never acquired the global reach or the political influence, economic might orinternational diversification now common among some of the largest transnational criminal organizations based in Russia, China, Eastern Europe or Latin America

Jeg vil lade det være op til læseren at vurdere hvorledes man tror at vi kan komme de multinationale kriminelle netværk til livs. Jeg skal personligt erkende at jeg kun kan komme i tanke om et effektivt redskab, nemlig at minimere deres indtægts-muligheder.   den mest effektive metode jeg kan komme i tanke om, er desværre fortsat blot en vision hos de fleste af de iagtagere der indgående har beskæftiget sig med problemet. Men muligvis/forhåbentlig hjælper det når en række internationalt højtprofilerede tidligere og enkelte nuværende regerings- og statsledere lægger deres gode navn og rygte til en opfordring om at opgive “The War on Drugs”.

Da den endelige rapport ikke er offentliggjort endnu, vides ikke med bestemthed hvor langt man vil gå i sine anbefalinger. Jeg vender tilbage med endnu et indlæg når rapporten offentliggøres i den kommende uge.

I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Weekendavisen uge 11, 2011

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau.

Inddrager vi erfaringer med alkoholforbuddet i USA i 1920rne, tyder meget på, at forbruget – især af mere potente rusmidler – øges ved forbud mod rusmidler i forhold til, at samme rusmidler er legale. Efter et umiddelbart fald i alkoholforbruget ved indførelsen af alkoholforbuddet i 1920 steg forbruget herefter hastigt, mens alkoholiske drikke med et relativt lavt indhold af alkohol fortrængtes til fordel for stærk spiritus (»bang for the buck«). Efter ophævelsen af det federale alkoholforbud i 1933 faldt både alkoholforbrug og kriminalitet.

Mens køb, salg og brug af illegale rusmidler i sig selv ikke skader andre end de (frivilligt) involverede, kan det samme desværre ikke siges om myndighedernes tiltag og den nuværende lovgivning.

For det første er der stofbrugerne selv. Formentlig er mere end 90 procent af registrerede narkodødsfald – cirka 5.000 dødsfald gennem de seneste to årtier – en direkte konsekvens af den førte narkotikapolitik. En utilsigtet konsekvens er nemlig, at stoffernes renhed og styrke tit er totalt ukendt for brugerne. Ligesom livet som kriminaliseret og jaget stofbruger formentlig heller ikke forlænger brugernes liv eller forbedrer deres generelle helbred. Det er ikke stofferne som sådan, der oftest slår stofbrugerne ihjel, men derimod forbuddet og politiets indsats. Det tænker den enkelte betjent, der finder narkomaner døde og opsvulmede – stadig med en nål i armen – muligvis ikke over.

For det andet er gældende lovgivning og de redskaber, man udstyrer politiet med, en reel trussel mod vores retssikkerhed. Dansk politi visiterer hvert år store grupper af mennesker på et ofte meget tyndt grundlag. Det kan for eksempel være, fordi »sigtede havde blanke og røde øjne« eller »sigtede talte sløret og lugtede svagt af cannabis«. Sammenblandingen af personlige præferencer, der muligvis deles af store dele af befolkningen, og loven om illegale rusmidler indebærer hermed reelt en trussel mod den grundlæggende ide om »lighed for loven«, som vores samfund bygger på.

En standardjoke inden for politiet i forbindelse med narkosager er, at »der er en grund til, at retsplejeloven har blødt omslag, så er den lettere at bøje«. Den tankegang er et udtryk for en pervertering af grundlæggende retsprincipper. Det er desværre almindeligt kendt blandt gadebetjente, at man altid kan »gå i lommerne« på en borger, der i påklædning eller væremåde falder en smule uden for hr. og fru Danmark-modellen. Man sigter nemlig bare for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og er lidt fantasifuld med det efterfølgende skrivearbejde. »Banditterne« klager alligevel ret sjældent.Og det er ikke kun visitationer, som Lov om euforiserende stoffer åbner rigelig mulighed for. Ransagninger af borgernes boliger kan tilskrives enten fund af ganske små mængder cannabis/narkotika på borgeren eller slet og ret, at der lugtede af hash gennem en brevsprække. Hvis man som gadebetjent vil have action, er Lov om euforiserende stoffer et bemærkelsesværdigt godt politifagligt værktøj.Ovennævnte burde langt fra være almindelig fremgangsmåde i en liberal retsstat. Desværre hører det ikke til sjældenhederne i en politibetjents hverdag. Den ene kronikør har selv ladet fantasien råde flere gange, end han er stolt af.

For det tredje medfører gældende narkotikalovgivning og politiets indsats, at både berigelses- og voldskriminaliteten stiger. Da indsatslederen i forbindelse med en nylig aktion mod narkotikaforhandlere på Vesterbro blev spurgt, om det gjorde nogen forskel på sigt, måtte han erkende, at det gjorde det nok ikke. I det omfang, der har været et fald i udbuddet, har det primært indebåret, at stofbrugerne har begået mere kriminalitet i deres jagt på penge til stoffer.

I en nyligt offentliggjort afhandling kommer Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning frem til, at effekten af en række konkrete lovændringer og politi-indsatser i perioden 2001-2007, blandt andet rydningen af Pusher Street og den øgede strafferamme for at sælge cannabis, kun har haft meget marginal effekt på priser og forbrug. Derimod indebar rydningen af Pusher Street, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København og er en af grundene til den øgede banderelaterede vold de senere år. En vold, der også rammer »uskyldige« borgere, hvis eneste brøde er, at de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Der er intet nyt eller uforudsigeligt i denne udvikling. Den er parallel med, hvad der sker andre steder i verden. Mekanismerne er præcis de samme, som man så under alkoholforbuddet i USA i 1920rne. I lighed med udviklingen dengang ser vi i dag en fortsat forråelse og styrkelse af den organiserede kriminalitet. I 1920rne var det mafiaen, der profiterede på forbuddet i USA. I dag er det rocker- og indvandrerbander, der profiterer på gældende lovgivning herhjemme.

Man bør spørge sig selv, hvem der er de værste forbrydere. Er det køberne og sælgerne af de forbudte stoffer? Eller er det dem, der støtter en fortsat kriminalisering af køb og salg af bestemte former for rusmidler? Besvares spørgsmålet ud fra, at en forbrydelse kræver et offer, peger pilen entydigt på lovgiverne.

Endelig er der tale om en meget dyr lovgivning. Hvor meget den koster skatteyderne er vanskeligt at fastslå. Der eksisterer stort set ingen dansk forskning på området. Anderledes forholder det sig i USA. Jeffrey Miron fra Harvard har i en årrække lavet beregninger af, hvor meget det offentlige ville spare i direkte udgifter, og hvor meget det ville indbringe, hvis man beskattede illegale rusmidler, som vi i dag beskatter alkohol og tobak. Overført til danske forhold er resultatet, at den førte narkotikapolitik koster de danske skatteydere cirka ni milliarder kroner om året.  Var det ikke på tide, at man erkendte, at den førte politik kun gør ondt værre? At bruge tæt ved ti milliarder kroner om året på en politik, der først og fremmest styrker den organiserede kriminalitet, øger usikkerheden i samfundet og indebærer betydelige menneskelige omkostninger for tusindvis af vores medborgere, kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.

Hvis nogle skulle være i tvivl, så bringes ovenstående indlæg i fuld forståelse med Weekendavisen. Avisen har forøvrigt et særligt tilbud til studerende, der kan tegne abb. for 19. kroner om ugen.

Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdeleshed i fattigere lande?

Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.

Senere beskriver han en samtale med hans delingsfører, hvor han spørger ham om han kunne tage det på sin samvittighed at sigte en kvinde for at være iført burka på Nørrebrogade, hvis det blev hjemlet i loven? hvortil afdelingsføreren svarer, at det kunne han sagtens, og fortsætter:

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men det chokerede mig nu alligevel en del, at man i hans (og i mange andre kollegaers tilfælde) tilsyneladende helt har pantsat sin moral og samvittighed i bytte for en lovtekst.

En pantsætning, der i den grad fjerner den sidste nødbremse, der kan sikre mod totalitære tilstande og et skred imod politistaten. Det er da heldigt for borgerne, at lovgiverne i Danmark er (relativt) fornuftige, for de har et politi, der med al sandsynlighed vil håndhæve lige præcis det der står i loven – uden nogen hensyntagen til indholdet.

Lars Kragh Andersen var fra start af helt på det rene med at han har taget en problematisk beslutning der kunne få betydelige konsekvenser for ham, men som han afslutningsvis skriver:

“det skal ikke handle om mine kollegaer eller burkaer, for det er mig der har ”trådt ved siden af” og det er mig, der må leve med de valg jeg træffer. Jeg har bare for længst gjort op med mig selv, at jeg lige så godt kan afmontere badeværelsesspejlet, hvis jeg giver køb på mine inderste overbevisninger og principper. For hvis det sker, kan jeg næppe se mig selv i øjnene igen.”

Det handler altså om grundlæggende værdier og holdninger for Lars. Han er ikke den eneste i etaten der må tumle med den slags konflikter mellem at udføre sit job som betjent og kunne leve med sig selv, men nok en af de få der offentligt står ved det. Måske er problemet at Lars blev betjent fordi han gerne ville beskytte og servicere borgerne, og i mindre grad blev det for at være de til enhver tid sidende magthaveres redskab. Men det er jo det sidste, der trods alt er og altid har været politiets primære funktion.

For de mere eftertænksomme bør det at en betjent står frem og meddeler, at der er dele af straffeloven han ikke kan håndhæve medføre andet og mere end blot den automatreaktion, som præger en hel del af kommentarerne på 180grader og i ekstrabladet.

Som en skrev på sin facebook profil;

Er splittet i sagen om politimanden: Hatten af for folk, der er villige til at sige sin ærlige mening og jeg er i øvrigt enig med ham indholdet. Men når dét så er sagt, så synes jeg det er problematisk, hvis han ikke “retter ind” eller mister sit job. Han skulle meget hellere gå ind i politik så og hvis ikke… ja, så …

Jeg vedkender mig, at der formentlig først og fremmest er tale om et dilemma for borgerlige liberalt sindede mennesker. Statskonservative og socialdemokrater har ikke det problem. Her gælder at med lov skal befolkningen formes og for den yderste venstrefløj gælder individuelle rettigheder som bekendt kun så længe Dé ikke har magten og det passer ind i deres kram.

Men for de der lægger vægt på individets frihed og ukrænkelighed er der tale om et grundlæggende skisma. Det er ikke en hvilken som helst lovgivning, som Lars ikke aktivt vil/kan opretholde. Der er tale om offerløs kriminalitet, hvorom holdningen blandt borgerligt liberale burde være klar – men sjældent er det.

Eller som John Stuart Mill skriver om samfundets ret til at bestemme overfor den enkelte borger i “Om Friheden” fra 1859:

efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske (eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed, nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste

Det grundlæggende princip om at der skal være et potentielt offer gentages i FNs menneskerettigheder fra 1948, artikel 29 stk. 2, hvoraf det fremgår, at

Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund.

Desværre forplumres det hele i 2. del af FN’s tekst. Uden at være jurist, må jeg gå ud fra, at det er der. man skal finde begrundelsen for, at et forbud mod køb og salg af en række rusmidler ikke er i strid med FNs menneskerettigheder. For mens første del er et ekko af hvad John Stuart Mill skrev små 90 år tidligere, åbner 2. del til gengæld op for en ladeport af forbud begrundet med “moral, offentlig orden og almenets vel”.

Men det efterlader selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvorfor nogle  rusmidler er lovlige mens andre er forbudte. Hvorvidt gældende lovgivning for øvrigt er fastsat inden for rammerne af en demokratisk styreform eller ej, går det hen over hovedet på mig skulle være af betydning. At et flertals undertrykkelse af et mindretals frihed (og det er det det handler om) i væsen skulle adskille sig fra et mindretals undertrykkelse af et flertals ditto, er fra individets perspektiv absurd.

Hos Mill er der ikke plads til fortolkninger, hvilket bragte ham i opposition til datidens “progressive” socialliberale kræfter, der ellers delte mange af Mills synspunkter, og var inspireret af ham. Således fik han drøje hug fra store dele af datidens afholdsbevægelse, som Mill forøvrigt ikke kunne udstå.

Hos Mill har borgeren ret til at foretage sig præcist hvad vedkommende måtte have lyst til, så længe det ikke går ud over andre. Og før nogen skulle få lyst til at affærdige brugen af Mill i forhold til nogle borgeres brug af illegale rusmidler, så er det værd at medtage, at Mills bog eksplicit går i rette med datidens afholdsbevægelser. Citatet er ikke kun i overført betydning men helt eksplicit en afvisning af at man kan blande sig i (den voksne) borgers brug af rusmidler. Den gang var det alkohol, i dag er det hash, kokain osv. I morgen er det måske tobak, køb af sex, fed mad eller som Ludvig Von Mises skriver i “Liberalismus” fra 1927:

Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?

Med tanke på at indtil flere danske partier direkte henviser til John Stuart Mill som del af deres ideologiske grundlag er det måske også værd at medtage, at Mill fuldstændigt afviste statens ret til at forsøge at regulere borgernes forbrug gennem afgifter. For Mill var afgifter at sidestille med et forbud for de der herefter ikke havde råd til at forbruge det pågældende produkt.

Det eneste argument for at regulere gennem afgifter og fastholde at man respekterer borgerens ukrænkelighed og frihed vil være argumentet om eksterne effekter, der dermed indebærer. at man sidestiller samfundsøkonomiske tab ved særlige aktiviteter  med at beskytte andre borgeres interesser. Her opstår dog et andet problem, hvilket burde fremgå af nedenstående tabel.

[table=4]

Som det fremgår er den samfundsøkonomiske omkostning ved stofmisbrug ganske overkommelig og i klasse med f.eks. omkostningerne ved usikker sex og hjemme og fritidsulykker (hvis vi bruger friktions-metoden) – min overvægt er således et langt større samfundsøkonomisk problem. Ovenstående kan bruges som en argumentation for at lægge afgifter på bestemte aktiviteter, ikke for at begrænse omfanget af aktiviteter, men alene for at finansiere eksterne effekter. Med mindre man bruger human capital metoden – hvor al produktion i et tænkt optimalt livsforløb, bortset fra eget forbrug, tilfalder fællesskabet – fremgår det af tabellen, at rygernevist har betalt alt rigeligt for deres uvane.  Tobaksafgifter giver en indtægt på mere end 7.5 mia. kroner om året .

Hvad med vores eget ansvar?

Som antydet i ovenstående tekst, og som det klart fremgår af Lars Kragh Andersens klumme i 180grader, er der tale om et personligt dilemma mellem personlig moral og kravene til at arbejde som politibetjent. Men kan man nu parkere spørgsmålet som alene at være et dilemma for politifolk? Skal vi ikke alle ikke kun overholde loven, men reagere når vi ser noget der er ulovligt (anmeldepligt)? Og hvor mange ville rent faktisk anmelde hvad der i lovens forstand er en  “forbrydelse”, men som man helt fundamentalt mener er en menneskeret – uanset hvor tåbelig man så finder det? Jeg personligt ville aldrig kunne finde på hverken at anmelde eller vidne i sager om offerløs kriminalitet – uanset om det så er demokratiske vedtaget eller ej, hvad med dig?

Og så vil jeg til slut opfordre læserne til at se den amerikanske TV-serie “The Wire”. Selv om handlingen udspiller sig i Baltimore er samspillet mellem magthavere og politi ikke ulig hvordan det foregår i virkeligheden i Danmark. Og uanset om man mener at politifolk i alle tilfælde har at håndhæve loven – også når den er i strid med ens egen grunglæggende værdier og moral, så er der dog en anden form for undladelsessynd end den som Lars gjorde sig skyld i, som man med rette kan klantre politiet. Nemlig at de ikke fortælle hvordan “kampen mod narkotika” i virkeligheden udspiller sig eller hvorvidt de ud fra et politimæssigt synspunkt virkelig mener kan an retfærdiggøre de omkostninger som borgerne må bære for den fortsatte håndhævelse af “forbuddet mod eufoserende stoffer”.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=n4j_oSeWZyU[/youtube]

Mens selve misbruget af narkotika (ret beset stofmisbrug, der er  inkl. misbrug af “lovlig” stoffer)  ifølge Statens Institut for Folkesundhed kun koster samfundet omkring 50 millioner kroner om året, løber omkostningerne til den førte narkotikapolitik op i mange milliarder. Kunne det tænkes, at der ligger andre og mere gustne overvejelser til grund for politiets passivitet i forhold til at analysere deres eget arbejde end blot det at man er de demokratisk valgte magthaveres tro tjenere?

Og Johnson er ikke noget dårligt bud på en afløser, tværtimod. Han er måske ikke en stor taler på linie med Obama, men alt efter hvordan temperaturen er på amerikansk økonomi i 2012, kan det måske ligefrem være en fordel. Til gengæld har han masser af integritet  – og humor – og en umanerlig god trackrecord fra sin tid som guvernør.

For første gang i delstatens historie steg skatterne ikke i hans 8 år som guvernør, samtidig med at væksten i den offentlige sektor halveredes og antallet af offentligt ansatte faldt.

Johnson blev i 1999 kendt som den højest placerede amerikanske politiker til at tage afstand fra the “War On Drugs” – noget der i første omgang betød en halvering i vælgeropbakningen. Men det betød også, at New Mexico er gået forrest i bestræbelserne på at ændre den amerikanske narkotikapolitik, som bl.a. indebærer at 2,8 mio. amerikanere arresteres hvert år, samt at over en halv million sidder fængslet for ikke voldelige narkotikaforbrydelser (et ukendt antal i kraft af plea-bargains).

En anden af tilhørerne filmede Johnsons tale i søndags med sin Iphone og har lagt første del af talen op på Youtube.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=n06b-jUYyeA[/youtube]

Hele talen kan ses (ikke amatør optagelse), ved at klikke på nedenstående link.

Gary Johnsons adsluttende tale på International Drug Policy Conference (mov) – højreklik og brug “download link”, videoen fylder 71 mb.

Forskellen på USA og Europa  – “Legalize it!”

Måske fordi en stor del af deltagerne på konferencen var “liberals” – i amerikansk betydning – hørte jeg ofte, at man satte mere lid til udviklingen i Europa, som en del mente havde et demokratisk system der bedre faciliterede forandringer af narkotikalovene.

Begge dele vil jeg mene er forkert – og måske udtryk for det selvhad en del venstreorienterede synes at lide af – også “over there”.

Det kan meget vel være, at en række europæiske lande er længere fremme med de-kriminalisering af brugerne af narkotika – f.eks Holland, Tjekkiet og Portugal – men videre går man næppe.

Og i modsætning til USA er det på grund af det parlamentariske system i de fleste europæiske lande en karriere-dræber, at udtrykke dissidens på narkotikaområdet, ligesom vi ikke har muligheden for folkeafstemninger.

Det er selvfølgelig også en fejl at sammenligne USA med lande som Holland, Portugal osv. – USA bør rettelig sammenlignes med EU. På visse punkter har delstaterne endda større selvstændighed end de enkelte lande i EU. Så da Johnson, som guvernør, i 1999 erklærede han var modstander af gældende narkotikalovgivning og mente, at man bør legalisere narkotika, svarede det reelt til at Lars Løkke eller en anden europæisk statsminister eller statsleder proklamerede, at de ønskede en legalisering af narkotika.

Det vil selvfølgelig hænge rigtigt dårligt sammen med ikke mindst de nordiske velfærdsstaters hang til at betegne borgere der ønsker at leve på en anden måde og som bruger andre rusmidler med de lovlige, som ofre og klienter.

I bund og grund kan forskellen opsummeres i to små ord : “legalize it” – og at opleve politiske aktive mennesker på venstrefløjen der jubler, pifter og klapper i deres hænder hver gang en taler mindede om John Stuart Mills vise ord om hvor grænsen burde gå mellem statens indblanding og individets rettigheder – nemlig ved hvad hvad gør ved os selv – skal man nok til USA for at opleve. Den var ikke gået herhjemme, hvor kollektivsmens klamme reduktionisme synes at være gældende for begge sider af den politiske midte.

Personligt ser jeg frem til at se og høre en af de store kanoner i debatten i USA,  Jeffrey Miron fra Harvard University, der bl.a. har skrevet “The Budgetary Implications of Marijuana Prohibition“. Konferencen vil formentlig være (positivt) præget af det opbrud der har fundet sted i flere år omkring marihuana på delstatniveau. Som en sidebemærkning kan nævnes, at hvis resten af den amerikanske højesterets dommere fulgte Clarence Thomas holdning til den federale narkotikapolitik, ville den førte narkotikapolitik formentlig se meget anderledes ud i dag i USA. Clarence Thomas mener ikke, at det er i overenstemmelse med konstitutionen at man har en federal narkotikapolitik .

Jeg skal ikke skjule at det altid har undret mig,  at det har været muligt at have en federal politik på narkotikaområdet, når ophævelsen af alkoholforbuddet skete efter en ophævelse af det tillæg til konstitutionen der tillod de federale myndigheder at forbyde alkohol i hele USA, og (igen) overlod det til delstaterne. Flere af disse opretholdt i årtier efter ophævelsen af det federale alkoholforbud fortsat deres eget forbud. Måske kan en af bloggens læsere løse dette mysterium for mig?

“Forebyggelse” i 30ernes USA

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Yg5QER6vYMY[/youtube]

For ligesom at komme i stemning til konferencen, læste jeg forleden Sundhedsstyrelsens rapport  “Narkotikasituationen 2008“. Den er først og fremmest en gennemgang af endnu 100 måder at smide skatteydernes penge ud af vinduet til ingen verdens nytte. Side op og side ned fortælles der om alle de forbyggende og behandlende tiltag vores handlekraftige politikere har sat i værk for at få forbruget ned. Det med at virke handlekraftig er formentlig det væsentligste formål med pengeforbruget. Årtiers sammenligninger af udviklingen i forbruget af rusmidler – legale såvel som illegale, har for længst vist, at både forebyggende og behandlende indsatser i bedste fald har en yderst marginal indflydelse. I værste fald kan meget af den forebyggende indsats i skolerne muligvis have den stik modsatte effekt.

Til gengæld vil jeg opfordre alle der mener at Danmark har et narkotikaproblem til at læse rapporten – og så tænke over proportionerne. Når man kan læse at antallet af dødsfald på grund af brug af kokain og ecstasy er 1-2 om året, så udstiller det i den grad det lejlighedsvise hysteri blandt medier, politikere og behandler-Danmark. Vi har ikke et narkotikaproblem, vi har et forbudsproblem og så muligvis et rusmiddel-problem, men hvad det sidste angår handler det om alkohol, se også sundhedsstyrelsens rapport “Unges livstil og dagligdag 2008“.

På et punkt synes det dog at være gået en smule fremad. I begyndelsen af 199erne påstod man at en kampagne mod brug af illegale rusmidler havde været en vældig succes, hvorefter samme generations forbrug steg betydelig (“blame it – not on the boogie but – on the Rap, Hip-hop and Rave”). Denne gang har man ladet Statens Institut for folkesundhed” stå for evalueringen af materialet til skolernes ældste klasser.

Det fremgår af rapporten, at;

“Effektevalueringen viser en generel tendens til, at flere elever i interventionsgruppen end i kontrolgruppen har en sundere adfærd i retning af et mindre forbrug af alkohol, tobak, hash og færre mobbere. Forskellene er imidlertid ikke så store, at de er statistisk signifikante.”

For god ordens skyld skal medtages, at man (desværre) fortsætter med at skrive, at

Men det, at alle målte forskelle går i retning af en sundere adfærd i interventionsgruppen, taler for, at den positive effekt af Tackling [navnet på kampagnen] er reel nok, trods den statistiske usikkerhed.

Og det kan de der lever af det så trøste sig ved, selv om der nok er mest grund til at lægge vægt på de to første linier, altså at der ikke er statistisk signifikante resultater af (endnu) en kampagne. Måske var der grund til at at man efter 4 årtiers smiden penge ud af vindet til forebyggelseskampagner spurgte sig selv det simple spørgsål; er det pengene værd?

Ovenstående er selvfølgelig blot en naiv punditokrat der vrøvler, for selvfølgelig er det pengene værd….. for politikerne (og de der lever af at lave kampagnerne). For hvis man IKKE lavede den slags kampagner, så skulle der sikkert straks være en eller anden nævenyttig journalist fra DR eller TV2 der smaskede en mikrofon op i ansigtet på den ansvarlige minister og med slet skjult forargelse spurgte til “hvorfor man ikke gjorde noget mere”. Når jeg tænker over det, så kan de selvfølgelig allerede gøre det i dag, og hvem af de folkevalgte tør mon sige sandheden, nemlig at det ikke hjælper en pind – når vi kommer ud over den mest fundamentale information, som de fleste unge formentlig kender til i forvejen – Det er jo også de færreste der kunne finde på at tømme en flaske snaps ud i en køre, eller hvad?

]]> https://punditokraterne.dk/2009/11/08/international-drug-policy-conference-og-narkotikasituationen-i-danmark/feed/ 4 4524