Det særlige ved arrangementet er, at det er åbent for alle – og alle punditokraternes læsere således er inviterede til at deltage! Tilmelding er gratis og efter først til mølle-princippet. Man sender bare sit CV og en kort beskrivelse af ens interesse i arrangementet til Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen på stefan@cepos.dk (sørge for at skrive “Masterclass” i emnefeltet).* Ved tilmelding vil man få tilsendt materiale, som man forventes at have læst forud for undervisningen.

* Hvis man er alumne fra CEPOS Uddannelse, har man direkte adgang og behøver ikke vedlægge CV eller motivation

Pew spurgte i 2015-2017 respondenter i 34 europæiske lande, om ”hvor vigtigt det er at være kristen for virkelig at dele den nationale identitet” (f.eks. at være dansk). Figuren nedenfor illustrerer andelen af respondenterne, der svarede at det var vigtigt eller meget vigtigt. Det viser sig, at denne andel varierer meget markant på tværs af Europa, med 82 % i Armenien som ser kristendom som en vigtig del af den nationale identitet, mod 11 % i Letland. Danskerne viser sig også at være relativt ligeglade med religion som en del af en dansk identitet, da kun 19 % ser det som vigtigt, og 80 % mener det er uvigtigt (1 % ved ikke).

Markedet for påstande, der hviler på en religiøs identitet, burde således relativt småt i lande som Danmark, Sverige og Belgien, eller Estland og Letland. Den næste figur nedenfor indikerer også, at der er en ganske god forklaring på landeforskellene: Jo færre der tror på gud, jo færre mener at kristendom har noget med den nationale identitet at gøre. Disse data kommer også fra Pews undersøgelser, og med samme variation: Andelen der tror fast på en gud rækker fra 79 % i Armenien til 10 % i Tyskland. For Danmarks vedkommende er det 15 % af respondenterne, der er sikre på, de tror på en gud, 10 % der beder dagligt, og kun 8 %, der mener at religion er meget vigtigt i deres dagligdag.

Selvom argumenter baseret på ideen om en kristen nationalidentitet bestemt ikke re usædvanlige – heller ikke i den danske debat – er det derfor en overraskelse, at de tages alvorligt. Danskerne er generelt uenige med argumentet, og er blandt de mindst religiøse i Europa. Selvom det typisk er nationalkonservative, og ikke mindst politikere og kommentatorer med forbindelse til DF, der fremfører denne type argumenter, er der ingen grund til at tro, at DFs vælgere er særligt påvirkelige. Ifølge European Social Survey er DF-vælgere endda en smule mindre religiøse end de andre store partiers vælgere.

Folk har naturligvis ret til deres egne meninger, om de baserer dem på videnskab, ideologi, eller overtro. For mit eget vedkommende har jeg svært ved at forstå, at basalt set religiøse argumenter og påstande stadig synes at have deres gang i dele af dansk politik. Er den danske nationale identitet virkelig så skrøbelig, at den har brug for religiøs overtro, som næsten ingen praktiserer længere?

Keiko Fujimori og Humala Ollanta ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg på americas.dk skrevet om dette års præsidentvalg i Peru, se her, her og her. Dette indlæg handler primært om konsekvenserne ved den venstreorienterede nationalist Ollanta Humala’s valgsejr i Peru. Hvor stor en risiko er hans valg for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år?

Som det fremgår af nedenstående oversigt over den økonomiske vækst det seneste halve århundrede, er det først i dette årtusinde Peru’s potentiale har manifesteret sig i kraft at høj og vedvarende økonomisk vækst – 2009’s ringe vækst skyldes naturligvis finanskrisen, som alle tre lande klarede en hel del bedre end bl.a. herhjemme, og har lagt bag sig.

3 forhold omkring den historiske udvikling er slående:

1. Brasilien var i midten af det 20. århundrede væsentligt fattigere end både Peru og Chile, men er i slutningen af 1970erne væsentligt mere velstående (målt i BNP per capita) end de to andre lande. Som det vist fremgå med al tydelighed har Brasilien sin højvækstperiode fra slutningen af 1960erne og frem til slutningen af 1970erne, hvorefter følger 20. års stagnation. Dette er primært resultatet af to forhold, ekspansionen i 1970erne var i stigende grad lånefinansieret (lav indenlandsk opsparing), og problemerne med at reformere en lukket statscentreret økonomi.  Selv om det på grund af BNP’s manglende evne til at måle kvalitetsforandringer underspiller den oplevede/reelle udvikling – afspejler det i grove træk udviklingen. I 1990erne gennemførte man en rækker reformer, bl.a. en delvis privatisering og åbning af økonomien – udenrigshandlen er siden fordoblet i forhold til BNP. Men det er afgørende, at den statscentrerede økonomiske model, baseret på fortsat statsligt ejerskab i centrale sektor, statens dominerende rolle i den interne kreditgivning og forkærligheden for planøkonomiske instrumenter og teknokratisk “ingeniørtilgang” til den makroøkonomiske styring effektivt begrænser det fremtidige vækstpotentiale til 3,5- 4 procent p.a.

2. Chiles forvandling fra en lavvækst økonomi til Latinamerikas mest velstående land siden 2. halvdel af 1970erne er naturligvis også slående. I forhold til Brasilien er det værd at medtage, at på trods af, at Chile i dag er betydeligt rigere og mere avanceret økonomi, er det fremtidige vækstpotentiale en del højere, op mod 6 procent p.a. Det skyldes først og fremmest at staten spiller en langt mindre rolle i den interne ressourceallokering, der foregår på markedsvilkår. I forhold til økonomiens størrelse, er omfanget af årlige udenlandske investeringer da også langt større.

3. Endelig fremgår det af ovenstående graf, at udviklingen i Peru i 2. halvdel af det 20. århundrede afspejler landets manglende evne til at skabe varig vækst. Kulminationen er den totale nedsmeltning af økonomien i 1980erne, inklusiv hyperinflation og økonomisk kollaps, der bannede vejen for de markedsorienterede reformer i 1990erne, som påbegyndtes under alberto Fujimori. Ikke fordi han havde en dybere økonomisk forståelse. Han gik faktisk til valg på ikke at ville privatisere og liberalisere. Det valgprogram stod hans modstander ved valget i 1990, Mario Vargas Llosa, for. Kort beskrevet vandt Fujimori valget og gennemførte Llosa’s reformer.

Ollanta Humala og frygten for økonomien

Kort fortalt indebar Perus økonomiske reformer fra 1990erne og frem, ud over omfattende privatiseringer af alt fra minedrift og bankvirksomhed til energi og vandforsyning, afskaffelse af restriktioner for udenlandske investeringer og ejerskab, samt etablering af en uafhængig nationalbank, at der blev indskrevet meget snævre grænser for fornyet offentlig indblanding.

Resultatet er, at hvor Peru i 1985 var et af verdens mest ufri økonomier (108 ud af 111 lande), lå det i 2008 på niveau med en række vesteuropæiske lande (nummer 32 ud af 141). Og som det fremgår af ovenstående figur har den økonomiske vækst siden årtusindeskiftet været ganske overbevisende. Og i modsætning til væksten i1970erne bygger den ikke på udenlandsk låntagning, derimod er Peru ano 2011 præget af “sound economics”, lav gæld, lavt rente niveau og styr på inflationen,

Det kan måske derfor undre en del, hvorfor dette års valg endte med at blive en kamp mellem en højrefløjs- og en venstrefløjs populist. Det er der to forklaringer på. For det første er peruviansk politik præget af en voldsom korruption og at det tradtionelle partisystem brød sammen sammen med økonomien i 1980erne. Og hvor økonomien er kommet sig, gælder det ikke det politiske system. Partierne er i dag mere eller mindre bygget op omkring enkeltpersoner, og således endte første runde af det peruvianske valg i år med at der var 3 kandidater der repræsenterede de moderate borgerligt-centrumretterede kræfter. Ved valget fik de tilsammen godt nok 45 procent af stemmerne, men slog hinanden ud.

Havde valget i 2. runde stået med mellem 1. vagrundes nummer 3 eller 4, og Ollanta Humala, havde han tabt valget klart. Nu var hans modstander Keiko Fujimori, hvem de moderate vælgere i sidste ende frygtede mere, på trods af hans nationalistiske antimarkeds-retorik og tidligere tætte tilknytning til Hugo Chavez.

Humalas baggrund

Selv om Humala har promoveret sig som de fattiges (læs de oprindelige indianeres) frelser, så er han i modsætning til den tidligere præsident Alejandro Toledo, om ikke født med en guldske i munden, så dog som del af det bedre stillede borgerskab i Lima. Begge hans forældre er uddannede advokater. Hans mor er af italiensk afstamning, og hans far, Isaac Humala, af indiansk.

Humala voksede op i et stærkt venstreorienteret og nationalistisk hjem. Hans far var aktiv kommunist i 1950erne og 1960erne. Bl.a. var han Mario Vargas Llosa’s lærer i den marxistiske celle han var medlem af som ung studerende i begyndelsen af 60erne (det var før han så lyset, og blev en af Latinamerikas varmeste fortalere for “neo-liberalistiske” ideer).

Isaac Humala er den ideologiske leder bag Movimiento Etnocacerista, som efter smag og behag kan betegnes som en nationalistisk-socialistisk eller indiansk-fascistisk organisation med racistiske træk. I lighed med Musselinis fascister og Tysklands nazister dyrkes romantiske forestillinger om fortiden. I Perus tilfælde en fortid før Inka-riget. Denne bevægelse indgår i et tæt netværk med lignende bevægelser i de to andre Andes lande, Ecuador og Bolivia, samt Hugo Chavez Veneauela og Castro-brødrernes Cuba. For en temmelig “krads” beskrivelse læs mere her.

Som militærmand var Humala formentlig indblandet i en række overgreb på civile under kampene mod terrororganisationen ”den lysende sti” i begyndelsen af 1990erne. I 2000 ledte han et mislykket kup mod præsident Alberto Fujimori, i dennes sidste dage. Efter Alberto Fujimori var flygtet ud af landet, blev Humala og de andre involverede i kupforsøget benådet. I 2005 stod Humalas bror og andre militærfolk i Movimiento Etnocacerista bag en blodig opstand, hvor de krævede daværende præsident Alejandro Toledos adgang. Revolten kostede flere mennesker livet, og Humalas bror fik en dom på 25 års fængsel. Ollanta Humala’s rolle i den forbindelse er aldrig blevet klarlagt. Men han var formentlig dybt involveret.

Perus fremtid

Med tanke på Humalas fortid kan det det muligvis undre en og anden, at jeg alligevel er fortrøstningsfuld. Det skyldes bestemt ikke, at jeg tror at Humala grundlæggende har ændret holdning, men primært følgende:

• Mens der er udbredt utilfredshed blandt befolkningen med det politiske system er et flertal tilhængere af de grundlæggende træk i den nuværende frimarkedsmodel. Havde Humala ikke modereret sit standpunkt og formået at skabe alliancer med moderate politiske kræfter op til 2. valgrunde, havde han ikke vundet valget.
• Selv om han skulle ønske at ændre grundlæggende på den økonomiske model, vil det dels kræve et flertal i parlamentet og dels skulle afgøres ved en folkeafstemning. Hans egne støtter har langt fra flertal i parlamentet, med 47 ud af 130 pladser, og han er derfor afhængig af støtte fra Alejandro Toledos centrum-højre parti, der har 21 pladser.
• Han har signaleret at han vil beholde den nuværende nationalbankdirektør, Julio Velarde, der er højt respekteret i den private sektor.
• Straks efter valgsejren tog Humala på en rundrejse til Brasilien, Paraguay, Uruguay, Argentina og Chile, hor han ankommer i morgen onsdag. rejsen omfatter derimod hverken Bolivia eller Venezuela. Især besøget i Chile imødeses med spænding, i det der her er mulighed for at lægge afstand til den ekstremt anti-chilenske retorik, Humala tidligere har gjort brug af. En anden af nationalistiske/facistiske og socialistiske Andes-lederes ynglingshade-objekter, nemlig USA, har Humala omtalt som en strategisk allieret (samme retorik som PT og Lula har brugt i Brasilien).

Det kan naturligvis ikke helt udelukkes at der er tale om spil for galleriet, og skulle det lykkes for Humala at udpege sin egen arvefølger og sikre sig et absolut flertal i parlamentet om 5 år, kan alt se anderledes ud. Men det kræver noget, ingen peruviansk præsident har været i stand til, nemlig at øge og fastholde sin popularitet frem til næste valg (man kan kun side en periode af gangen ifølge Perus grundlov). Selv ikke Brasiliens umådeligt populære præsident Lula var i stand til at omdanne sin personlige popularitet til et flertal i den brasilianske kongres. Hvad det ville have betydet for hans politik er ikke godt at vide, men den ville formentlig have ligget væsentligt tættere på hans retorik i 1990erne end den førte politik i 0’erne.

Men at der ikke vil blive ændret grundlæggende ved den økonomiske model er ikke ensbetydende med at der ikke vil ske forandringer. Der er grund til at tro, at Humala i højere grad vil søge at samarbejde med Mercosur end at fortsætte med integrationen af Chile’s, Colombia’s og Peru’s økonomier – eller USA for den sags skyld. Dog har han understreget, at alle indgåede handelsaftaler (som præsidenten faktisk kan ophæve uden at spørge parlamentet) vil blive honoreret, ligesom der ikke ændres ved den betydelige integration af de tre landes økonomier, der allerede er sket. I begyndelsen af måneden fusionerede de landes børser, således at det nu er den 2. største børs i Latinamerika efter Brasilien.

Hvor der formentlig vil ske forandringer er indenfor minedrift- og udnyttelse af Peru’s naturressourcer. Igennem hele den nuværende præsident Garcia’s regeringstid har der været konflikter mellem de lokale beboere (primært fattige indianere) og mineselskaberne i den sydlige del af landet, hvor Humala står stærkest. En mulighed er at man hæver afgifter/skatter på minedrift, der er lavere end i f.eks. Chile, og øremærker disse penge til sociale projekter og udvikling der skal komme den fattigstedel af befolkningen til gode. Om den så gør det er en helt anden sag. I forbindelse med Humala rundrejse, blev det næsvnt at en af de ting han ville tale om med Brasiliens præsident Dilma var den sociale indsats i Brasilien. Jeg er formentlig i opposition til den gængse opfattelse i MSM, men at den skulle have biddraget i nogen særlig grad til den positive udvikling for Brasiliens fattige, stiller jeg et stort spørgsmåltegn ved. Men det væsentlige er selvfølgelig hvad potentielle vælgere tror det betyder. Som eksempel kan nævnes Brasiliens Bolsa Familia (en socialydelse der gives til landets fattigste – Peru har også en sådan ydelse, omend den er mindre). Beregninger har vist, at den gennemsnitlige modtager af Bolsa Familia betaler mere i indirekte skatter end vedkommende modtager i ydelse. Ligeledes viste beregninger fra IBGE (Brasiliens svar på Danmarks Statistik) for et par år siden, at kun 1/3 af det fald man har oplevet i indkomstuligheden i Brasilien (hvor uligheden fortsat er større end i Peru) kan tilskrives den førte politik under Lula, mens 2/3 skyldtes henholdsvis markedsreformerne i 1990erne og et stigende uddannelsesniveau op til indgangen af dette årtusinde.

Med tanke på at den offentlige sektor i Peru ikke just er kendt for sin effektivitet og strålende resultater, er det væsentligste i denne sammenhæng, at Humala har langt mindre råderum til at “fordele” velstanden end man har i Brasilien – hvor staten f.eks. er helt central i kreditformidlingen – det forhindrer den nuværende grundlov.

Men skulle Humala’s regeringstid indebære en (markeds)reformpause, som det reelt har været tilfældet i Brasilien siden 2002, kan man dog glæde sig over, at Peru er milevidt fra Brasiliens statscentrerede økonomi, hvis vækstpotentiale er begrænset.
For danske investorer på jagt efter nye markeder er der i hvert fald ingen grund til at afskrive Peru. Tværtimod er der grund til at holde ekstra øje med udviklingen ved Sydamerikas stillehavskyst, hvis vækstpotentiale – og dermed også potentiale for fremtidig dansk eksport og investeringer – meget vel kan vise sig at være betydeligt større end i Brasilien.