Kernen i ræsonnementet er følgende (som han også tidligere har fremført): Rettigheder og pligter eksisterer ikke løsrevet fra loven. Og nationen er lovens udspring. Derfor kan der ingen universelle rettigheder eksistere, kun hvad nationen lovgiver om. At tro det modsatte er udtryk for den kritisable individualisme.

Der er flere problemer med denne udlægning. Messerschmidt selv får det problem, at hvis loven er den eneste målestok – og intet andet eksisterer – så tillader det heller ikke ham selv at argumentere for noget, som ikke i forvejen er lov. Eller at indvende noget mod eksisterende love – så som udlændingeloven, love der udmønter internationale konventioner eller EU-forordninger. Men hvis der findes anden målestok end gældende lov, så kan den også begrunde individuelle rettigheder.

Det er således helt centralt, at når vi taler om rettigheder, så kan begrebet have (mindst) to betydninger, som hans retorik får blandet sammen. Det kan være et legalt begreb – altså et spørgsmål om gældende lovgivning – og et normativt begreb, afledt af hvad der bør eksistere legalt (hertil kommer, at rettigheder godt kan anerkendes i praksis, uden at være udtrykt som lovgivning, samt at moralske normer også kan føre til pligter). Hvordan loven bør indrettes, kan logisk set ikke afgøres (alene) af, om den eksisterer eller ej.

Messerschmidts præmis om, at nationen er altings ophav, er ligeledes en yderst problematisk antagelse. Vi har andre identiteter end den nationale – han nævner selv familietilhørsforhold – og endda nogle, som krydser grænserne. Lovgivning findes i øvrigt også på tværs af nationaliteter, og ikke alle stater er nationalstater. Selve begrebet nation bliver til mystisk abstraktion, hvis ikke den hviler på de enkeltindivider, den består af. Hvorfor er det Messerschmidt og ikke nationen selv, som skriver i Berlingske om den? Fordi nationen ikke kan agere eller eksistere uafhængigt af sine bestanddele. Derfor er individualisme uundgåeligt som analytisk, beskrivende udgangspunkt i politisk teori og filosofi.

Men man kan også gøre gældende, at individualisme er et uundgåeligt normativt udgangspunkt: I sidste ende handler normative ideer om at overbevise individer. Hvad mere fundamentalt kan man henvise til, end netop de egenskaber og vilkår, som er fælles for alle? Derfor er individuelle frihedsrettigheder typisk begrundet meta-etisk. De henviser ikke til specifikke etiske mål, vi har, men begrundes i, at de er nødvendige for alle mennesker for at nå deres individuelle mål, hvad de end måtte være. De kan så konkret variere på tværs af kulturer og alt muligt andet, uden at det rokker ved den formelle lighed i målforfølgelsen.

Det er ganske vist blevet på mode blandt visse nationalkonservative debattører at benægte eksistensen af universelle menneskelige træk og egenskaber – og i samme åndedræt foreskrive meget konkrete politiske tiltag som gode for en nationalt afgrænset gruppe af mennesker. Det har imidlertid ikke mere mening at benægte generelle, overordnede menneskelig efterstræbelse af mål end at benægte relevansen af menneskelige nyrer i lægevidenskaben med henvisning til, at de altid tilhører en konkret patient af en given nationalitet. Kendskab til den abstrakte nyre er vigtigt for at kunne kurere konkrete nyrers sygdomme. Jo mere generelle egenskaber ved en nyre, vi kan tale om, desto bredere gyldighed har en behandling. Ligesom det vigtigste ved en nyrepatient ikke er nationaliteten, er det heller ikke den vigtigste endsige eneste egenskab, der er vigtig for de politiske betingelser for et godt liv.

De borgerlige nationalstater i vesten er i høj grad født af oplysningstidens individualisme. Det er det abstrakte, almene individs velfærd, som begrunder deres institutioner. Derfor er det et grundlæggende princip, at individer som udgangspunkt har ret til at handle uden nærmere begrundelse, mens staten er begrænset til veldefinerede opgaver. Den udøvende magt må kun handle, hvis den har hjemmel til det i loven, og den dømmende magt skal ligeledes basere sig på loven. Loven, magtdelingen, demokratiet og frihedsrettighederne er begrænsninger på statsmagten og skal beskytte borgernes frihed. Friheden er primær.

Det er også en central konsekvens af individualismens uundgåelighed, at alternativet til borgernes frihedsrettigheder ikke er, at “staten” bestemmer, men at de beslutningstagere, der kontrollerer staten, bestemmer.

I vesten har dette udgangspunkt i moderne tid forenet liberale og konservative i en fælles borgerlighed. Grænser for politik er både et motiv og en tradition for vestlige borgerlige institutioner og samfund. Men denne borgerlighed er udfordret af en selverklæret nationalkonservatisme, som er mere national end konservativ. Den bygger på en kollektivistisk opfattelse, som har mere til fælles med den klassiske socialismes opdeling af befolkningen i klassefællesskaber end traditionel borgerlighed; denne gang blot med udgangspunkt i national kultur i stedet for klasser. Den har samme forestilling om, at individuelle interessemodsætninger og politiske incitamenter kan ignoreres, hvis bare politikken forvaltes af de rigtige. Public choice-teoriens indsigter er fraværende. I sine populistiske versioner bliver den en ren stammetænkning, som ikke anerkender reelle individuelle forskelle, men sondrer mellem ”det sande” (ofte ”vildførte”) folk, og den for tiden regerende elite. Det er en højre-populistisk version af venstrefløjens klasse- og identitetspolitik.

Når Messerschmidt kategorisk opstiller individualismen som modsætning til borgerligheden, må man frygte, at han har ladet sig inspirere af disse strømninger. Men han er faktisk en talentfuld og tænksom politiker, og hans parti blev skabt med den eksplicitte begrundelse, at der var behov for et bedre borgerligt samarbejde, end det Fremskridtspartiet leverede. Uden Venstre og Konservatives svage modspil til den venstreorienterede kollektivisme i 1960erne og 1970erne havde DF næppe heller set dagens lys. Så man har lov at håbe, at denne bekymring er forkert.

Der er én rigtig pointe i Messerschmidts kronik. Han påpeger, at rettigheder forudsætter en pligt – nemlig pligten for andre til at respektere rettighedsbærerens ret. Det er korrekt for så vidt angår såkaldte naturrettigheder, som hviler på en korrelation mellem rettigheden og pligten. Naturrettigheden eksisterer i kraft af en pligt, som det imidlertid er vanskeligt at påvise (min artikel om dette problem kan læses her). Men rettigheder kan etableres på andre måder. De kan f.eks. følge af enighed, konsekventialisme eller kantiansk pligtetik. I denne egenskab beskriver rettigheder betingelser for et godt liv og samfund, uden at der dermed følger en direkte almen pligt til at respektere dem.

Det er her vigtigt at understrege, at rettigheder ikke får eksistens af, at nogen blot postulerer dem. De klassiske (negative) frihedsrettigheder – liv, frihed og ejendom – står i modsætning til den voksende mængde af politiske ønsker, som uden grundlæggende begrundelse forfremmes til at være rettigheder. Senest har der været forslag fremme om ”klimarettigheder”. Der er måske ikke noget at sige til, at denne skødesløse anvendelse af rettighedsbegrebet har fremkaldt en såre naturlig modvilje, men det er vigtigt at gøre sig klart, at denne ”rettighedsgørelse” i lige så høj grad er en negation af de klassiske frihedsrettigheder, som afvisningen af alle rettigheder er. 

I et indlæg i sidste uge, “Protektionisme er idiotisk, punktum“, gik Christian Bjørnskov i rette med den stigende protektionisme, vi ser i disse år. I modsætning til tidligere er det Ikke kun på den yderste venstrefløj (hvis forhold til den økonomiske videnskab altid har været på niveau med kreationisters forhold til biologi og evolutionslæren) man flirter med protektionistiske tiltag. Også på dele af det, som i daglig tale opfattes som “højrefløjen” dyrker man protektionisme og kritiserer hvad der omtales som den “liberale” økonomiske dagsorden. Vi ser det i USA, hvor både den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og Bernie Sanders, der i sidste ende tabte nomineringen til Hillary Clinton hos demokraterne, har ført en meget protektionistisk kampagne.

At højrefløjen dyrker nationalistisk økonomisk politik og protektionisme er relativt nyt i vores del af verden. Det er historisk noget vi primært forbinder med med Sydeuropa og Latinamerika, hvor sammenblandingen af nationalisme og økonomi har en lang tradition. på tværs af den traditionelle politiske skala.

Når Morten Uhskov fra Dansk Samling således anbefaler protektionisme, er der tale om et markant brud med mere end 100 års (borgerlig) dansk tradition. At det netop er blandt nationalkonservative, som jo med særlig ildhu fremhæver kultur og det danske som helt centralt, man finder nogle af bannerførerne for nyprotektionismen er i sig selv lettere paradoksalt. Idehistorisk hører disse tanker til i Sydeuropa og Latinamerika. Hvis vi skal blive i den nationalt orienterede retorik kan man sige, at det er udansk, når man foreslår tiltag der er i direkte modstrid med både økonomisk videnskab og dansk handels- og økonomisk politik gennem mere end 100 år,. En økonomisk forståelse baseret på erkendelse at vi lever i en lille åben økonomi, hvis velstand i høj grad er skabt vi tilpasning til den internationale arbejdsdeling, adgang til verdensmarkedet og begrænset protektionisme.

Picking the loosers

Christians indlæg i sidste uge var en direkte kommentar til føromtalte Morten Uhrskovs udtalelser i Radio 24syv, hvor han foreslog at rejse beskyttende toldmure omkring sektorer som bruger ufaglært arbejdskraft, der alternativt kan flytte/har flyttet produktionen til f. eks. Kina.

I interviewet fremhævede Uhrskov at 80 procent af legetøj solgt i EU fremstilles i Kina. Jeg går ud fra at det også gælder f. eks. fremstilling af tøj og beklædningsenstande (der er den største enkeltpost på dansk import fra Kina). Mere om konsekvenserne af dette senere.

Strategi Morten Uhrskov anbefaler har betegnelse indenfor den økonomiske videnskab, nemlig “picking the loosers”, som er når man opstiller handelbarrierer eller subsidierer sektorer, der ikke længere er konkurrencedygtige.

Et oplagt eksempel i Europæisk sammenhæng er naturligvis den førte landbrugspolitik i EU, der hvert år koster borgerne i Europa tusindevis af kroner, eller som Christian og undertegnede skrev i en kronik i Berlingske Tidende for nu mere end 10 år siden;

“Hvis vi afskaffede landbrugsstøtten i Europa, ville det øge vores levestandard med et beløb
svarende til, at en gennemsnits husholdning fik udbetalt en ekstra månedsløn om året. “

Det gør den formentlig fortsat, selv om man har ændret hist og pist, og flyttet nogle af posterne ind under egnsudvikling. Og så havde vi slet ikke medtaget, at den førte landbrugspolitik svækkede – og svækker – væksten i andre dele af verden. En vækst som kunne øge efterspørgslen efter netop europæisk, og dermed også dansk fremstillede produkter.

Næsten komisk bliver det, når Uhrskov understreger, at det skam kun er overfor sektorer hvor man i stor udstrækning bruger ufaglært arbejdskraft, man skal indføre told og andre restriktioner og samtidig understreger at der skam fortsat skal være fri handel indenfor mere avancerede sektorer.

Han har tilsyneladende ikke overvejet hvorledes fattige lande skal få råd til at købe vores mere avancerede produkter, når  de ikke længere har mulighed for at sælge deres produkter til os.

Han har heller ikke overvejet, at hvis vi nægter at importere bestemte varer fra et andet land, er det ikke utænkeligt, at der hos dem vil være et indenlandsk pres for at de gør det samme i forhold til sektorer, hvor de ikke er konkurrencedygtige.

Den problemstilling illustreres fint af de mere end 10 års forhandlinger mellem EU og  Mercosur. Mens landene i Mercosur ønsker adgang til at eksportere landbrugsvarer til Europa og EU gerne have adgang til at eksportere mere avancerede produkter til Mercosur, hr problemet været, at modparten ikke har ønsket dette. til skade for forbrugerne i både Mercosur og EU. Forbrugerne betaler mere produkterne end nødvendigt, og samtidig er det kunstigt attraktivt at investere i sektorer, som kun overlever på grund af politiske regulering og handelsbarrierer. Det skader i sidste ende både vækst og reallønsudvikling og dermed levestandarden for langt de fleste.

Eneste vindere er kapitalejerne i de beskyttede industrier og evt. de ansatte. Der er dog tale om en gevinst som alene sikres via et endnu større tab for andre – i dette tilfælde i høj grad de lavtlønnede.

Som økonom er det godt nok vanskeligt at forstå at nogen ligefrem foretrækker tiltag, der garanterer en lavere velstand end hvad man kunne have haft ved frihandel.

De fattigste forbrugere vinder mest ved frihandel

Måske er problemet at Morten Uhrskov (og andre nationalkonservative) kun tillægger økonomi ringe værdi og vi derfor taler forbi hinanden. For som Uhrskov skriver under overskriften “Er protektionisme vejen frem?”

Jeg ved godt, at mit forslag vil føre til mindre global velstand, men hvis jeg kan styrke sammenholdet blandt danskere, er jeg villig til at betale den pris. Det følger af mine forpligtelser overfor de dårligst stillede danskere, for hvem det er en ulykke ikke at være i arbejde.

Her ville det have været en fordel hvis Uhrskov  i sit blogindlæg på Jyllands-Posten, havde forholdt sig til et helt centralt afsnit i Christian Bjørnskovs kritik.

For som Christian skriver, overser Uhrskov ( og alle der er enige med ham), at folk med relativt lav indkomst har et andet forbrugsmønster end han selv. Grunden er, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske.

Man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. Således har lavtlønnede et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede – ofte i andre lande – end de med højere lønninger. Sidstnævnte har til gengæld et væsentligt højere forbrug af indenlandsk producerede serviceydelser, som i sagens natur ikke er udsat for samme grad af udenlandsk konkurrence, som landbrugsprodukter og forarbejdede varer. Heraf følger også, at det er de laveste indkomstgrupper, som rammes hårdest af den fortsatte protektionisme på landbrugsområdet i EU.

Som Christian gør opmærksom på, er konklusionen af ny forskning ved Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, “Measuring the unequal gains from trade“, at

“Larger expenditures in more tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Gevinsten på udvalgte indkomstdeciler i USA er illustreret ved nedenstående figur.

Det fremgår meget tydeligt, at de laveste indkomster procentuelt har oplevet en langt højere gevinst end de højeste indkomster. En konsekvens af at lavindkomstgrupperne bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er er prisuelastisk – f.eks. fødevarer.

Derfor rammes de laveste indkomstgrupper væsentligt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Det er illustreret ved nedenstående grafer, som illustrerer de relative velfærdsgevinster ved et fald på 5 procent på handlede udenlandske varer.

Omvendt forholder det sig naturligvis ved en stigning. Derfor vil omkostningerne ved Morten Uhrskovs forslag primært blive båret af forbrugerne med de laveste indkomster.

Maskinstormere og sammenhængskraft

Grundlæggende ligner Morten Uhrskov (og andre i det nationalkonservative landskab) argumentation da også til forveksling tidligere tiders maskinstormere. Det er de samme forestillinger og den samme frygt som de havde, som er bærende for den nye bølge af protektionisme.

Men måske er en central del af problemet også at Uhrskov blander tingene sammen. Således skriver han på sin blog, at

Anslået mellem 15 og 20 procent af danskerne har mere og mere vanskeligt ved at finde noget, der bare minder om varig beskæftigelse. Kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet stiger, men det gør kvalifikationerne hos op imod en femtedel af danskerne ikke af den grund. Jeg er med på, at en del af miseren kan løses ved at sænke mindstelønnen mod skattelettelser, men jeg tvivler stærkt på, at det kan løse hele det meget alvorlige samfundsproblem, vi står overfor her.

Men er det virkeligt en konsekvens af frihandel og globalisering? For hvorledes vil Morten Uhrskov så forklare tilstedeværelsen af de over 100.000 udlændinge fra primært Østeuropa, som arbejder i Danmark? Det hænger ikke sammen. Hvis det skulle forholde sig som Morten Uhrskov siger, ville de arbejdspladser jo ikke findes.

Men det gør de. Og nej, den udenlandske arbejdskraft “tager ikke” danske arbejdspladser eller arbejder til “30 kroner i timen”. Langt de fleste arbejder til overenskomstmæssig løn og arbejdsgiverne kan ganske enkelt ikke skaffe dansk arbejdskraft. Noget kunne tyde på at forklaringen på den store andel på overførselsindkomst skal findes andet steds. Frihandel, EUs indre marked eller globaliseringen kan ikke forklare det. Og er hverken globalisering eller frihandel grund til den store andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alderm, der står udenfor arbejdsmarkedet, giver det absolut heller ingen mening at ville begrænse vores levestandard gennem protektionisme, for at

styrke den sociale sammenhængskraft i Danmark, (således) at taberkulturen i mange af de sociale boligbyggerier vil blive reduceret, forhåbentlig markant.

Det eneste som Morten Uhrskovs forslag vil medføre er so msagt, at vi alle bliver fattigere , og de der taber mest er forbrugerne med de laveste indkomster.

Som økonom giver forslag om øget protektionisme ganske enkelt ikke mening. Men måske giver det mening i den postfaktuelle kollektive fortælling, som dyrkes mere og mere på både venstre og højrefløjen.

Det er i det hele taget ofte vanskeligt at skelne mellem den traditionelle venstrefløjs og nationalkonservatives kritik af hvad de kalder “liberal” økonomi, men som de fleste økonomer nok blot vil kalde koncensus, baseret på mere end 200 års forskning, debat og ikke mindst empirisk data. Den peger klart på, at nogenlunde frie markedsøkonomier med udbredt fri handel, sikrer den bedste levestandard, ikke mindst for de med relativt få penge til rådighed.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan eksistere transitoriske  problemer, når arbejdspladser nedlægges (det synlige) og til nye opstår (de t usynlige). Svaret på denne udfordring er dog ikke protektionisme, men reformer som sikrer mere frie markeder og mindre regulering – ikke mere.

Forleden foreslog den nationalkonservative Morten Uhrskov – der vel at mærke er cand. mag. i samfundsfag – at man indfører ”protektionisme for produkter forarbejdet af især ufaglærte”. I Radio 24syv foreslog Uhrskov at man skulle beskytte arbejdspladser med ”lavt vidensindhold” for at skabe arbejdspladser for ufaglærte og således få ”større social stabilitet.” Han åbnede også op for at ”se på mindstelønnen” – dvs. fra politisk side at hæve mindstelønnen.

Det næsten fabelagtigt tåbelige i de økonomisk analfabetiske argumenter er, at den gruppe danskere, der sandsynligvis vil blive hårdest ramt, netop er relativt lavtlønnede ufaglærte. Uhrskovs fejl er, at han med Bastiats ord kun fokuserer på ’det man ser’ på trods af, at han er opmærksom på yderligere effekter. Hans argument (taget fra Facebook) er, at:

”Hvis man ønsker flere i arbejdsstyrken til at betale skat og ophøre med at modtage skatteyderbetalte overførsler, er det en vældig god idé. Den noget højere pris på en række varer kompenseres af en større produktion og derved et større skatteunderlag, der efter politisk valg kan bruges til skattelettelser og/eller velfærdsforbedringer.”

Han argumenter også for, at man bliver nødt til ”at indflage industriarbejdspladser for at skabe tilstrækkeligt mange arbejdspladser” for at beskytte en slags sammenhængskraft, som han mener, er truet.

Uhrskov tager fejl på en række punkter. For det første påstår han, at hvis man beskytter bestemte produkter – og det betyder her at man fra politisk side med told eller andre midler sørger for, at prisen i Danmark er væsentligt højere end i udlandet – vil det indebære flere arbejdspladser. Problemet er blot, at der ikke skabes mere værdi hvis man beskytter disse arbejdspladser. Grunden til at de forsvinder, er, at den danske arbejdskraft ikke længere er produktiv relativt til den udenlandske (endda inklusive transportomkostninger). Beskytter man dem, holder man derfor danske ressourcer bundet i uproduktive erhverv. Det betyder, som Uhrskov også ved, at danske forbrugere tvinges til at betale højere priser for varerne, og derfor må reducere deres forbrug af andre varer. Der forsvinder derfor arbejdspladser i andre erhverv i proportional takt med, at folks forbrugsvaner ændres.

Problem nummer to er, at han ligesom mange politikere tror på, at man med aktivistisk politik kan ’skabe arbejdspladser’. Baggrunden for ideen er, at der er arbejdsløshed, og man hopper derfor til konklusionen, at det må være fordi der mangler arbejdspladser. På ekstremt kort sigt kan det måske være sandt, men på bare lidt længere sigt er det rendyrket nonsens. Arbejdsløshed skyldes, at folk er mellem jobs (de søger), folk arbejder kun dele af året (sæson), og helt særligt at folk ikke har incitament til at tage de jobs, der rent faktisk er ledige eller ville være det, hvis strukturerne så anderledes ud (strukturel ledighed). Det eneste, man kan opnå med aktivistisk politik er, at flytte arbejdspladser hen til områder eller sektorer, der er politisk favorable. Med Bastiats udtryk ’ser’ man således de nye jobs, man overser at man har slået en masse gamle jobs ihjel. Og medmindre der sker noget nær et mirakel, er de nye, politisk favoriserede jobs, mindre produktive end de gamle. Man har med andre ord gjort Danmark fattigere.

Det sidste problem, Uhrskov overser, er at folk med relativt lave lønninger har et andet forbrugsmønster end han selv. Det skyldes, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske – man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. I stedet har de lavtlønnede pudsigt nok et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede, ofte i andre lande. Ny forskning af Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, der lige er udkommet i Quarterly Journal of Economics (gated her; tidligere version her), konkluder således at “Larger expenditures inmore tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Med andre ord: Fordi de relativt fattigere / lavtlønnede bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er noget, man ikke bare skærer ned på (f.eks. fødevarer), rammes de langt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Indfører man derfor protektionistiske tiltag på varer, der produceres af lavtlønnede ufaglærte – i et misforstået forsøg på at ’skabe arbejdspladser’ til dem – skaber man netto ingen arbejdspladser, man gør alle fattigere, og den gruppe, der rammes hårdest af tiltaget er – de lavtlønnede ufaglærte. Protektionisme er over alt og til alle tider tåbeligt, medmindre man er et politisk dyr, der kan score stemmer eller popularitet ved at narre andre til at tro noget andet.

Således slutter Rune Selsing af med at konkludere, at

Virkningen af deres [arbejdsgivere og liberalisters]  indvandringspolitik er ikke, at Danmark bliver rigere, men at de velstående bliver bedre stillet, og at Danmark som helhed bliver fattigere. Ønsket om lavproduktiv indvandring er i virkeligheden udtryk for et helt andet klassisk økonomisk problem, nemlig ’fælledens tragedie’. Når man søger selv at opnå en lille fordel mens kollektivet betaler prisen. Hvis indvandring skal være økonomisk gavnlig, skal den være højproduktiv, og for sådanne indvandrere er Danmark heldigvis helt åbent.

I forsøget på at argumentere økonomisk for sit synspunkt om indvandringens negative økonomiske konsekvenser, henviser han til et par teorier, som man møder på 1. del af cand. polit. uddannelsen.

Således skriver Selsing, at

Siden er den såkaldte Heckscher–Ohlin-model blevet standard i handelsteori, og med udgangspunkt i denne model viste Wolfgang Stolper og Paul Samuelson i 1941, at effekterne af international handel ikke fordeler sig jævnt. Faktisk viste deres teorem, at ufaglærte arbejdere i et højproduktivt samfund som det danske, vil blive stillet dårligere af international handel med lavindkomstøkonomier. Det er da også derfor, at danske ufaglærte industriarbejdspladser er forsvundet, og de ufaglærte må søge over i fag, der ikke er konkurrenceudsat fra udlandet. Men det helle fra konkurrencen forsvinder, når den lavproduktive arbejdskraft får lov at komme hertil. Så må danske ufaglærte prøve at lære at leve med permanent forringede vilkår.

Her har den gode Selsing desværre misforstået noget. Det er korrekt, at Stolper og Samuelson kommer frem til at gevinsterne ikke er lige fordelt, hvilket kan anvendes som et argument for en midlertidig kompensation til de der oplever negative konsekvenser af en fjernelse af begrænsninger mod handel (det gælder i så fald både ejere og medarbejdere i sektorer der ikke længere er konkurrencedygtige).

Men Rune tager helt fejl, når han heraf udleder, at det at en række arbejdspladser forvinder/outsorces indebærer et permanent tab for ufaglært arbejdskraft. På samme måde tager han fejl, når han konkluderer at “når den lavproduktive arbejdskraft får lov at komme hertil. Så må danske ufaglærte prøve at lære at leve med permanent forringede vilkår.”

Der er nok en grund til at hans indlæg glimrer ved sit fravær af empiri der understøtter hans påstand, for en sådan eksisterer ikke.

Det er korrekt, at indvandring fra det vi kalder “ikke-vestlige lande” i gennemsnit har været en underskudsforretning her i landet (men ikke i alle lande).

Det skyldes Ikke, at de der kommer til landet er “lavproduktive”, men at vi har indrettet vores arbejdsmarked og velfærdsstat således, at en stor del (især flygtninge) ikke kommer i arbejde, mens de er berettigede til en række skatteyderbetalte ydelser.

Eller sagt med andre ord:

Problemet i den konkrete sammenhæng med indvandring er ikke, at indvandrerne tager, men at den vestlige landes skatteydere giver

Er Danmark en han, hun eller måske en “hen”?

Rune Selsing er voldsomt optaget af betydningen af indvandring for BNP per indbygger i en sådan grad, at han taler om at den gør “Danmark fattigere”. Her må man spørge sig selv om hvem er Danmark? Jeg kender hende (eller ham) ikke. Jeg har aldrig mødt vedkommende . Jeg kender en masse danskere. Ja, jeg er normalt omgivet af dem hver dag. Her er vist tale om en form for retorik, som vi kender alt for godt fra venstrefløjen, hvor individet ikke eksisterer, men kun er til og giver værdi i kraft af at være arbejder, kapitalist, kvinde, mand, hvid eller sort.

Det er jo dog et besynderligt kriterie at lægge til grund for sin kritik at indvandringen, at det skulle gøre Danmark fattigere, i og med – hvis markedet får lov til at fungere – at både de herboende og indvandrerne opnår en højere levestandard. Med andre ord – alle bliver mere velstående, men Danmark bliver fattigere – måske.

I USA, hvor både antal og forskel i human capital, målt på uddannelse, hos indvandrere og den indfødte befolkning er større end i Danmark, er BNP steget betydeligt hurtigere end herhjemme.  Og der er intet som tyder på at indvandringen fra især Latinamerika af ufaglært arbejdskraft har haft en negativ effekt på lønningerne i USA.

Sammenligner man således populationen – i stedet for blot indkomstdeciler –  er konklusionen ganske klar – alle vinder, omend nogle mere end andre.

Der er egentlig ikke noget nyt i det Rune Selsing skriver. En anden af JPs faste bloggere, Morten Uhrskov, skrev for et par år siden netop en bog, “Indvandringens pris – på vej mod et fattigere Danmark”, baseret på samme fejlagtige opfattelse af økonomi. Mens man kan undskylde Uhrskov med hans manglende faglige viden, når det kommer til økonomi, gælder dette ikke Rune Selsing, som er uddannet økonom. Derfor må det undre at han ikke har forstået helt fundamentale økonomiske sammenhænge. (Jeg har tidligere skrevet et ret omfattende blogindlæg om Uhrskovs bog, se her)

Nyprotektionismens grimme ansigt

Det er interessant, at hvor vi i mange årtier herhjemme var vant til at det stort set udelukkende var venstrefløjen som kritiserede markedskapitalismen, har nationalkonservative  stemmer som Rune Selsing o. a. fået mere plads de senere år. Også de er som deres røde fælder, vældig glade for staten. Det eneste problem med den er vist for denationalkomservative, at det er de forkerte som sidder på magten. Med andre ord har de det ikke godt med Public Choice.

Rune Selsings indlæg illustrerer glimrende hvor tæt på hinanden de to kollektivistiske strømninger reelt er – helt ned til en totalt statisk forståelse af økonomi som alene et spørgsmål om fordeling.

Den fælles fjende er naturligvis det frie åbne borgerligt-liberale samfund, som det altid har været.

Det kommer vi nok til at skrive lidt mere om i fremtiden.