Det samme kan desværre ikke siges om den tyrkiske stat, som tog temmeligt lang tid om at komme ud af starthullerne. En del af forklaringen har tydeligvis været den udemokratiske magtkoncentration omkring landets præsident Recep Tayyip Erdoğan, der syntes paralyseret til at starte med. En del af katastrofen er således et eksempel på, hvordan en koncentration af statsmagten – meget modsat hvad bl.a. Mette Frederiksen og Lars Løkke har påstået i lang tid – kan føre til håbløse beslutninger.

Men det er ikke hele historien, hvilket er vores pointe idag. En anden kilde til de enormt store dødstal i Tyrkiet er landets kendte og historisk dybe korruptionsproblemer. I 2007 dokumenterede Monica Escaleras, Nejat Abarci, og Charles Register, at jo mere korrupt et land er, jo flere mennesker dør i helt sammenlignelige jordskælv (artikel her; ungated version her). De tre forskere viste allerførst i en lille teoretisk model, hvordan korruption kan bidrage til at underminere håndhævelsen af ordentlige bygningsnormer og -regulering. Man kan måske tilføje, at korruption også kan betyde at en del beredskab slet ikke er klart – som man har kunnet se i den russiske militærindsats i invasionen af Ukraine, hvor meget udstyr slet ikke eksisterede fordi ressourcerne var forsvundet i bestikkelse – og at en række andre systemer også kan fungere dårligt, når bestikkelse er normen.

De viser derefter, at i faktiske tal fra en lang række lande med samme internationale bygningsregulering, er korruption kraftigt forbundet med dødstal i jordskælv. Og heri ligger en substantiel forklaring på de tragiske dødstal i Tyrkiet: Mens der døde fire sidste år i et jordskælv i Japan, er Tyrkiet idag over 40.000 i et jordskælv, der kun var lidt kraftigere. Naturkatastrofer må ikke undervurderes, men det er korruptionen, der er den store dræber.

Baggrunden for spørgsmål er ikke blot, at det er vigtigt og der på ingen måde er indlysende svar. Adskillige studier peger for eksempel på, at forfatningsmæssige regler på specifikke områder ikke har nogen konsekvenser (se f.eks. et par af mine egne her og her). Mange andre indikerer, at det bestemt ikke er tilfældigt, hvilke forfatningsmæssige regler, forskellige lande og regimer vælger. Den sovjetiske 1936-forfatning fremhæves ofte som eksempel på et dybt diktatorisk regime, der implementerede en forfatning med fornem formel beskyttelse af ytrings- og pressefrihed og forbud mod tortur osv. Det sovjetiske regime med Stalin og Beria i spidsen havde dog ingen planer om at overholde forfatningen, men brugte den udelukkende som propaganda-redskab i internationale diskussioner.

Forleden dag offentliggjorde Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg et nyt papir om emnet. Under titlen ”More Power to Government = More People Killed?” undersøger Stefan og jeg, om landes nødretsforordninger i deres forfatninger er effektive i faktiske nødsituationer. Vores udgangspunkt er, at den officielle begrundelse for at give regeringen mere diskretionær magt i nødsituationer – dvs. muligheden for at indføre nødret – er at de ekstra muligheder gør det muligt for regeringen at handle hurtigere og mere effektivt. Hvis det også er den faktiske konsekvens, burde man derfor kunne se, at lande med ’bedre’ nødforfatninger – forstået i den forstand at det er hurtigere at erklære nødret og forfatningen giver regeringen større spillerum under nødretten – også håndterer naturkatastrofer bedre. I vores forståelse af det, betyder bedre håndtering at færre mennesker dør.

Til adskillige juristers fortrydelse finder vi, at nødforfatningerne ikke blot ikke beskytter folks liv, men faktisk virker modsat. I særlig grad kan vi se at i lande, hvor nødforfatningen tillader at regeringen eksproprierer og indfører (delvis) censur, dør der relativt flere mennesker i sammenlignelige naturkatastrofer, end i lande, hvor forfatningen ikke tillader det. Vi observerer også, at jo nemmere der er for regeringen at erklære nødret – dvs. jo færre vetospillere der er og jo mindre, regeringen må søge støtte fra parlamentet – jo mere sandsynligt er det, at staten overtræder menneskerettigheder under nødretten.

På grundlovsdag kan vi dermed pege på ny forskning, der helt konkret viser hvordan en række regeringer misbruger forfatningen, i det øjeblik de kan. Hvis man vurderer forfatningens nødretsprovisioner på deres meritter under naturkatastrofer, bør den bedste forfatning gøre det næsten umuligt at erklære nødret, og overhovedet ikke tillade regeringen ekstra indflydelse under katastrofen. Public choice-devisen om ’rækker man Fanden en lillefinger’ gælder også for forfatninger.