– Milton Freedman 1982

Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.

Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.

Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.

Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.

ARGENTINAS ØKONOMI – ALLWAYS CRACHING IN THE SAME OLD CAR

Som det fremgår af nedenstående figur, som viser vækstraterne for BNP i faste priser i perioden 1951-2019 for Danmark, er Argentinas økonomi præget af voldsomme udsving og hyppige kriser.

Figur 1.

Set over hele perioden vokser BNP i Danmark godt nok “kun” med ca. 50 pct. point mere end den argentinske, men her skal medtages at mens Danmarks befolkning i perioden 1951-2019 “kun” vokser med ca 1/3, bliver befolkningen i Argentina i samme periode ca. tredoblet. Med andre ord er Danmarks BNP pr. indbygger i den grad løbet fra Argentinas, se også figur 2. i tidligere indlæg.

Det er også slående hvor store udsvingene er i Argentinas vækstrater og de mange perioder med lav eller ligefrem negativ vækst, i skærende kontrast til udviklingen i Danmark, hvilket afspejler den ekstreme “stop and go” politik. I høj grad drevet af ikke mindst politisk ustabilitet og manglende erkendelse af fundamental økonomiske sammenhænge. To forhold som naturligvis i høj grad er sammenhængene.

Som påpeget i mit forrige indlæg, lykkedes det aldrig reelt for de regeringer, civile som militære, og præsidenter (og dem var der en del af), som fulgte afsættelsen af Juan Perón, at stabilisere økonomien. Høj inflation, offentlige underskud og tilbagevendende eksterne balanceproblemer var dagens (u)orden og det skulle ikke blive bedre, da Juan Perón i 1973 vendte tilbage til Argentina og igen blev landets præsident.

På det tidspunkt var Argentina præget af voldsom social uro og politisk vold, både fra grupper på højre- og venstrefløjen. En brutal konflikt som i høj grad/ikke mindst også udspillede sig internt i den peronistiske bevægelse, hvor den ene del af partiet/bevægelsen hilste Perón velkommen hjem med slagordene “Perón, Evita, socialistisk fædreland!” og en anden del svarede med “Perón, Evita, peronistisk fædreland!”. Dagen endte i den såkaldte Ezeiza-massakre. En af flere og endnu flere ville følge og til sidste gennemførte militæret endnu et kup i 1976, afsatte Isabel Perón, som var blevet præsident ved Juan Peróns død i 1974, og indledte en periode frem til 1983, kendt som “den beskidte krig” (la guerra sucia).

Der var tale om et brutalt militærdiktatur, hvor formentlig op mod 30.000 blev myrdet af militæret. Brutaliteten og forfølgelsen af folk på venstrefløjen startede dog allerede før selve militærkuppet, idet Isabel Perón, da hun overtog posten som præsident og gav militæret og dødspatruljerne frie hænder i kampen mod venstrefløjen.

Miltærdiktaturet markerer også starten på en række forsøg på at reformere den argentinske økonomi, som alle endte med økonomisk sammenbrud, som afløses af perioder med populistisk økonomisk politik, som ender i sammenbrud, hvorefter man forsøger reformer, som ender i……..

MARKEDSREFORMER OG SAMMENBRUD .

Perioden fra begyndelsen af 1970erne og frem til begyndelsen af 1990erne var præget af faldende realindkomst, perioder med voldsom inflation og stigende fattigdom (national fattigdomsgrænse). Denne udvikling er ikke uvæsentlig til forståelse for hvorfor argentinerne var parate til at forsøge sig med, eller i det mindste accepterede forsgene på at liberalisere den argentinske økonomi, som efter flere tilløb kom til at karakterisere første halvdel af 1990erne.

Inflationen i midten af 1970erne var allerede på flere hundrede pct. om året og selv om det lykkedes at bringe den ned fra mellem 200 og 400 pct om året i perioden 1976-1977, til mellem 100 og 200 pct. om året i begyndelsen af 1980erne var “scenen sat”, da gældskrisen “ramte” Argentina og en række andre udviklingslande fra 1982 og frem. Inflationen steg kraftigt frem mod midten af 1980erne, hvorefter den faldt midlertidligt, da den siden 1983 demokratiske regering forsøgte at stabilisere økonomien igen. Desværre blot for at den eksploderede i slutningen af 1980erne, hvor den nåede op på flere tusinde pct. om året.

I midten af 1970erne havde man opgivet ISI (importsubstitutions strategien) og man mindskede de tårnhøje handelsbarrierer. Dette var en del af et samlet forsøg på at få nedbragt de offentlige underskud, bremset inflationen og sikre fornyet økonomisk vækst.

Det kan jo minde om hvad et andet sydamerikansk lande gjorde i samme periode, med – skulle det vise sig – betydelig succes, nemlig Chile. Også der havde militæret taget magten et par år før det skete i Argentina. Det har sidenhen givet anledning til ikke så få konspirationsteoretiske forestillinger på venstrefløjen. Den fugl er der dog ikke megen føde på og faktisk var Argentina og Chile tæt på at gå i krig med hinanden på grund af stridigheder om hvor grænsen skulle trækkes mellem de to lande.

Af betydning er derimod at de dele af FN (Verdensbanken), som bakkede op om forestillingerne om industrialisering og økonomisk vækst gennem importsubstitution og statsligt ejede virksomheder, og sikrede lånefinansiering ud fra samme overbevisning, begyndte at miste indflydelse i 1970erne.

I modsætning til reformerne i Chile, var de reformer som det argentinske militær tillod dog langt mindre vidtrækkende. Jo, man privatiserede en del statsligt ejede virksomheder, men reformerne var aldrig så dybtgående eller varige som i Chile, og som Mauricio Rojas skriver i “Carmencitas sorg”:

“hvad militæret forsøgte at gøre, var at løse cirklens kvadratur cirklen, dvs. bremse inflationen og stabilisere økonomien uden fundamentalt rydde op i de offentlige finanser og fjerne det offentlige underskud. Derudover ønskede de at holde arbejdsløsheden på et meget lavt niveau for enhver pris”

Det lykkedes da også at holde den (åbne) arbejdsløshed (i den formelle sektor) lav, men det var i sidste ende på bekostning af reelle reformer.

Man fik aldrig styr på de offentlige finanser og oplevede fortsat betydelige offentlige underskud (se nedenfor)

Figur 2. Offentlige udgifter, samlet underskud og underskud fra offentligt ejede virksomheder i pct. af BNP

Reformperioden varede også kun nogle få år og i 1981 var den reelt død, men den korte periode indebar dog at man fik en tiltrængt fornyelse af dele af industriens kapitalapparat, og industriens produktivitet steg kraftigt (hvilket var tiltrængt – se figur 3), da man reducerede handelsrestriktionerne betragteligt – især for maskinudstyr mv.

Figur 3, Industriproduktion, -beskæftigelse og -produktivitet, 1975=100

Desværre steg den offentlige gæld også kraftigt, se figur 4 nedenfor, som viser inflationen (venstre y-akse) og den offentlige bruttogælds andel af BNP (højre y-akse).

Figur 4.

Man kan selvfølgelig altid pege på at de eksterne forhold ikke var med Argentina i begyndelsen af 1980erne. Det er jo sådan set korrekt, ligesom krisen i 1930erne havde en negativ betydning, perioder med ugunstig udvikling i bytteforholdet og senere eksterne choks i 1990erne (1995 og 1998), afslutningen på råvarerboomet i dette årtusinde osv. kan og er blevet brugt til at forklare hvorfor det er gået så ilde. Problemet er så at der jo netop er tale om eksterne chocks, som man ikke kan gøre så meget ved, andet end at tilpasse sig. Der er Argentina fejlet igen og igen.

Netop i forhold til gældskrisen i begyndelsen af 1980erne i Latinamerika, som for flere lande i regionen endte i et årti med meget ringe økonomisk udvikling, kan man jo så pege på at ikke alle lande efterfølgende oplevede stagnation det kommende årti.

Efter en kort omend intens krise, lykkedes det således igen Chile at opnå høj økonomisk vækst og velstandsfremgang. Men der var der så heller ikke usikkerhed om at man forpligtigede sig til fortsatte reformer. I Argentina droppede man dem derimod. Det var der muligvis gode politiske argumenter for (demokratiet blev genindført i 1983 med valget af Raúl Ricardo Alfonsín, som havde brug for politiske opbakning). Men uanset årsag ændrer det ikke ved, at det slider på troværdigheden, når man igen og igen opgiver/ikke kan reformere en økonomi, som det bør være åbenlyst er i konstant krise.

Et andet åbentlyst særtræk ved krisen i begyndelsen af 1980erne og senere kriser (nedsmeltningen omkring årtusindeskiftet) var den rolle penge- og valutakurspolitikken spillede.

Ligesom man også gjorde senere, brugte man aktivt den første valutakurspolitik i forhold til den amerikanske dollar for at nedbringe inflationen. fra ultimo 1978 indførtes således løbende devalueringer, annonceret på forhånd. Ideen var så at man ved at mindske devalueringerne over tid, kunne ende med et inflationsniveau på linje med ens væsentligste handelspartnere. Det så også ud til at virke i begyndelsen. Inflationen faldt og de offentlige balancer forbedredes, men allerede i 1980 dik det galt. En krise i den finansielle sektor øgede långivningen til bankerne og samtidig steg det offentlige underskud. Og I 1981 faldt det hele sammen igen.

Raúl Alfonsín regeringen prøvede i midten af 1980erne (bl. a. med hjælp fra Verdensbanken og IMF) igen at stabilisere den argentinske økonomi og få inflationen ned med den såkaldte Austral-plan. Denne gang bl. a. ved decideret fastkurs overfor amerikanske dollars. Igen fejlede man, og i takt med faldende opbakning til præsident Alfosín, endte man med hyperinflation i slutningen af 1980erne, hvor inflationen kom op på flere tusinde procent og han gik af flere måneder før præsidentperioden officielt sluttede.

En væsentlig årsag til hyperinflationen i 1989 var dog ikke kun den kuldsejlede plan som sådan, eller at man ikke lykkedes med at skabe balance på de offentlige finanser, omend det gjorde man heller ikke. Der var dog også en hel del psykologi og forventninger involveret.

For vinderen af præsidentvalget tidligere på året var en “old school” peronist fra en af de fattigste delstater og han var bestemt ikke gået til valg på det som nu skulle til at ske.

Tværtimod var Carlos Menems “skudsmål” indtil da, at han som guvernør i delstanten La Rioja, aktivt havde været med til at undergrave den stabiliseringsplan, som Alfosin-regeringen søgte at implementere fra 1985 og frem. Her lykkedes det faktisk i første omgang ikke kun at nedbringe statens underskud, men ligefrem at lave et overskud (som vi også ser nu under Javier Milei’s regering). Men det blev mere end opvejet af at mange delstater øgede antal medarbejdere og udgifter coldsomt. I Carlos Menems La Rioja steg antallet af ansatte i administrationen således fra 12.000 til 40.000 fra 1983 til 1989

CARLOS MENEM – MANDEN FRA LA RIOJA

Der er al mulig grund til at se nærmere på hvad der sket i begyndelsen af 1990erne i Argentina, i lyset af hvad der netop nu, siden december 2023 forsøges at gøre (igen) af tiltag for at rette op på Argentina’s økonomi.

Hvis argentinerne havde vist hvad der var foregået i månederne op til Carlos Menems indsættelse som præsident var man muligvis sluppet for hyperinflation. På den anden side, Havde de vidst hvilke planer man var ved at lægge for at få stabiliseret og reformeret økonomien, var han muligvis slet ikke blevet valgt.

I sidste ende ville Carlos Menem også være hovedansvarlig for, hvad der i første halvdel af 1990erne så ud til at være præcist de reformer Argentina havde brug for, brød sammen og endte i den største statsbankerot i historien.

Ovenstående skrevet vel vidende at der er masser af kilder, som vil bestride at det nødvendigvis behøvede at ende sådan. Problemet er blot at disse typisk selv har spillet en – til tider – betydelig rolle i den førte politik. Det gælder ikke mindst for spørgsmålet om den førte penge- og valutapolitik. Endnu en gang valgte man således at føre fastkurspolitik overfor dollaren, og endnu en gang gik det galt.

Men det startede faktisk rigtigt godt og Carlos Menem var på mange måder “dagens mans i skysovs” i første halvdel af 1990erne, hvor man søgte at implementere en reformplan i overenstemmelse med det såkaldte “Washington Consensus”. Nok ikke verdens mest velvalgte navn (og slet ikke i Argentina), da det selvfølgelig straks blev udlagt som en indikation på, at politikken blev dikteret af USA. Navnet skyldes dog alene at både Verdensbanken og IMF har hovedkontor i Washington.

Nu var 1990erne i det hele taget præget af markedskapitalistiske reformer i mange lande (ikke kun Argentina). I Latinamerika var det ud over Argentina, bl. a. Mexiko, Peru og Brasilien – Chile var jo startet allerede i 1970erne.

Der var stor forskel på i hvilken udstrækning regeringerne de enkelte lande fulgte/havde mulighed for at følge de enkelte “anvisninger” i WC, som var:

• Offentlig budgetdiciplin 
• At offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt samfundsøkonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, dvs. primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur mv. 
• Skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• Markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs 
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer 
• Privatisering 
• Deregulering (øget intern konkurrence) 
• Sikring af den private ejendomsret

For de fleste i vores del af verden vil man formentlig reagere med et “selvfølgelig” til det meste og måske endda, kan det være anderledes? Og ja, det kan det godt og det var det i Latinamerika generelt og herunder i Argentina. Udgangspunktet var relativt lukkede økonomier og for Argentinas vedkommende kroniske problemer med eksterne og interne balancer, mens forståelsen for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge havde – og sådan set fortsat har – en meget lille betydning (Det vender jeg tilbage til, når jeg behandler Javier Milei’s muligheder for at gennemføre varige reformer).

De reformer som blev gennemført under Carlos Menem var ikke drevet af en forståelse for betydningen af relativt frie markeder, en åben økonomi og konkurrences betydning for den almene befolknings levestandard blandt de politiske beslutningstagere. De var primært drevet af, at økonomien var i krise, og man ikke havde andre muligheder. Jævnfør også det indledende citat fra Milton Fridman.

Lige som Alberto Fujimori i Peru blev Menem ikke valgt fordi han lovede markedsøkonomiske reformer/liberalisering. Forventningen var nærmest det modsatte, men faktisk var hans team, efter det stod klart at han ville vinde allerede inden han blev indsat (før tid på grund af den økonomiske krise og hyperinflation), i kontakt med bl a. Verdensbanken og IMF.

Hvorom alting er gennemførtes i begyndelsen af 1990erne en lang række reformer, som hurtigt viste sig at få stor betydning, ikke mindst for et drastisk fald i inflationen og et helt andet og mere åbent handelsregime. Reformerne gik i korte træk ud på:

1. Privatisering af statsejede virksomheder: Herunder telekommunikation, energi, transport og vandforsyning. hvorved statens rolle i økonomien reduceredes mens det tiltrak udenlandske investeringer. Måske vigtigst af alt, slap man for de betydelige underskud, som var med til at forværre de offentlige finanser.
   
   Det betød dog også en betydelig reduktion i antallet af beskæftigede i de pågældende virksomheder/sektorer, hvilket var forudsigelig i takt med at de nye ejere søger at effektivisere virksomhederne, men samtidig var der stor kritik af hele salgsprocessen, som var meget ugennemsigtig. Hvilket vi desværre også kender fra andre lande som privatiserede i samme periode, for eksempel Mexiko. Der er næppe tvivl om at der var folk med de rette politiske forbindelser, som købte tidligere statsejede virksomheder til langt under markedspris.
   
2. Liberalisering af udenrigshandlen: Toldsatserne reduceredes kraftig. Hermed øgedes den argentinske økonomis integration i langt større grad i den globale økonomi, konkurrencen fra import sikrede lavere realpriser – også på indenlandsk producerede produkter, til gavn for forbrugerne. Styrkede eksporten og forbedrede produktiviteten. Men det indebar selvfølgelig også at en del indenlandske virksomheder, som kune havde eksisteret fordi de var beskyttede af høje handelsbarrierer kom i problemer, og en del bukkede da også under.
   
3. For at øge statens indtægter og reducere budgetunderskuddet, søgte man at gennemføre skattereformer, som skulle øge skattebasen, mens man forhøjede momssatsen. Man ønskede også at øge progressionen i skattesystemet (højere moms virker den anden vej), hvilket det dog aldrig lykkedes at få flertal for.
   
4. Man forsøgte at gennemføre arbejdsmarkedsreformer, som skulle gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt (mindske omkostningerne ved at hyre og fyre folk). Det indebar bl. a. ændringer i den lovgivning som regulerede fagforeningsregler og arbejdskontrakter. Dette blev mødt med modstand fra fagforeningerne, som også set i andre lande med et meget lovgivningsreguleret arbejdsmarked. Det lykkedes aldrig at gennemføre de nødvendige reformer. Det indebar at lovgivningen fortsat sikrede fagforeninger (for) stor magt, til skade for fleksibiliteten og ikke mindst de som stod udenfor det formelle arbejdsmarked.
   
5. Man forsøgte også at reformere pensionssystemet. Ideen var at privatisere hele pensionssystemet og erstatte det med individuelle opsparingskonti, hvilket Chile havde gjort med nogen succes i begyndelsen af 1980erne (er senere løbet ind i problemer, ikke mindst fordi den tvungne andel af lønnen, som skule gå til pensionsopsparing blev sat alt for lav). Modstanden i Argentina mod denne del var meget stærk og reformer blev kun delvist gennemført.
   
6. Valutapolitik og “Convertibility Plan”: I 1991 blev den argentinske peso bundet til den amerikanske dollar i et fast valutakursregime. Dette stabiliserede inflationen, som tidligere havde været ekstremt høj, men gjorde også økonomien mindre fleksibel over for eksterne chok.

Disse reformer førte til økonomisk vækst og stabilitet i begyndelsen, men de sociale omkostninger var høje, med stigende arbejdsløshed og ulighed. På længere sigt blev mange af reformerne kritiseret for at skabe økonomisk sårbarhed, hvilket bidrog til den økonomiske krise i begyndelsen af 2000’erne.

DAGES MAND I SKYSOVS PÅ WALL STREET

Straks Menem var tiltrådt som præsident indledte han et tæt samarbejde med repræsentanter for Argentinas vigtigste agroindustrielle virksomhed, Bunge & Born. (B&B). Resultatet blev den såkaldte BB-plan, og i sit kabinet, spillede B&B-økonomer og direktører nøgleroller (bl. a. økonomiminister). Det tog markedet, som ellers var vandt til helt andre og populistiske toner fra Peronisterne, godt i mod. Menem selv havde for øvrigt været en del af de delstatsguvernører, som var med til at underminere de forsøg på reformer som den tidligere præsident, Raúl Alfonsín fra Radical Civic Union, forsøgte at implementere i midten af 1980erne, så det var også tiltrængt. Og nej, som nævnt var Menem ikke drevet af en dybere forståelse for økonomi eller markedsliberal ideologi – i modsætning til Javier Milei – han var drevet af magt, og selv om han vist aldrig blev dømt – af egen berigelse (korruption).

Dette blev ret afgørende for hvad der sidenhen sket i anden halvdel af 1990erne. Men i første halvdel af 90erne red han på en bølge af reformer, som gjorde ham til dagens mand i skysovs på de finansielle markeder – nationalt og internationalt.

Menem lagde fra start af vægt på at det var ham og hverken parti eller fagforeninger, eller alle mulige andre interessenter i den peronistiske bevægelse som bestemte, men der i mod ham som var den “stærke mand”. For lige som for at understrege dette, fik lederen af de konservative parti UCD til opgave at stå for forhandlingerne omkring en omlægning af udlandsgælden, som Argentina nogle år før var defaulted på. Hvilket hverken var første og heller ikke skulle blive den sidste gang.

Menem ændrede også kurs udenrigspolitisk og argentinske styrker deltog i den første USA-ledede Irak krig, mens Falklandsøerne (Malvinerne) nu var noget man skulle forhandle med englænderne om, mens der igen blev oprettet diplomatiske forbindelser mellem de to lande. For de af læserne som har fulgt med i hvordan Argentinas nuværende præsident Javier Milei gebærder sig, vil kunne nikke genkendende til denne orientering mod Washington, som der ellers ikke har været – og i nullerne igen ikke skulle blive – tradition for.

For at gennemføre sine reformer sendte Menem straks han var tiltrådt to lovforslag til kongressens to kamre, nemlig Ley de Reforma del Estado (lov om statsreform) og Ley de Emergencia Económica (lov om økonomisk nødsituation). De blev vedtaget og Menem kunne herefter med relativt frie hænder regere og gennemføre sine reformer via dekret.

Næste skridt i Menems strategi for hurtige forandringer handlede om at få inflationen bragt under kontrol. I førte omgang forsøgte man at nedbringe den gennem bl. a. pris- og valutakontrol. Den tilgang fejlede (som den stort set altid gør). Efter et umiddelbart dyk i efteråret 1989, steg inflationen hastigt igen og i december stod det klart, at der måtte ske noget.

I første omgang afskaffede man pris og valutakontrollen og 1. januar 1990 introducerede man herefter den såkaldte Plan Bonex. Grundlæggende bestod den af en massiv konfiskation af opsparing i national valuta. Alle tidsbegrænsede bankindskud blev konverteret til tiårige statsobligationer i dollar, med rentebetalinger hvert halve år. Det medførte et umiddelbart drastisk fald i likviditeten, cirka 60 procent af
M2 forsvandt “overnight”. Det indebar at inflationen blev drastisk bremset allerede i april.

Det medførte dog også en kortvarig recession, der dog havde den fordel, at det øgede udbuddet af dollars betragteligt, når befolkningen brugte af opsparingen (i dollars) for at få enderne til at mødes.

Resultatet var således at samtidig med at inflationen faldt drastisk, forbedrede nationalbankens valutareserver drastisk (fordobledes fra primo til ultimo 1990).

KAMPEN MOD FAGFORENINGERNE

En helt central del i den peronistiske bevægelse tilbage til Juan Peron var fagforeningerne, som for Argentinas vedkommende ikke just kunne anses for at være kompromissøgende eller erkende hvorfor Argentina var i de økonomiske problemer de var havnet i. De var et stort problem i forbindelse med 1980ernes forsøg på reformer (hvor ufuldstændige de forsøg så end var). Det var ikke fordi Carlos Menem selv var peronist, at fagforeningerne de facto endte med at acceptere reformerne, men fordi Menem satte hårdt mod hårdt, hvor det dog var en fordel for ham, at han rent faktisk var peronist (han havde selv som guvernør gjort hvad han kunne for at underminere regeringens politik i 1980erne).

Hvad Menem gjorde, var at favorisere de dele af fagforeningerne som var parate til at gå på kompromis og slå hårdt ned på resten. Her blev et afgørende øjeblik september 1990, hvor en storstrejke i det offentligt ejede telefonselskab, Entel, endte i et totalt nederlag for fagforeningerne og efterfølgende massefyringer.

Efterfølgende faldt lysten til at strejke mærkbart, ikke mindst blandt offentligt ansatte, hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Figur 5 Tabte arbejdsdage , mio pr. kvartal.

Bl .a. Mauricio Rojas har peget på betydningen af strejker hvor nederlaget for fagforeningerne er ubestridt for at afskrække andre fra at gå i strejke. Noget lignende skete i forbindelse med minearbejderstrejken i Storbritannien i midten af 1980erne og strejken blandt flyledere i Ronald Reagans USA i begyndelsen af 1980erne.

FASTKURS OG KONVERTABILITET

Helt centralt i reformerne blev indførelsen af fastkurspolitikken i 1991. I første omgang med det resultat at inflationen faldt til et niveau, man ikke havde kendt siden før Juan Peron, men i sidste ende desværre også afgørende for nedsmeltningen af den argentinske økonomi i 2001, som endte med historiens største default (statsbankarot).

Planen blev sat i værk under økonomiminister Domingo Cavallo fra 1. april 1991. Ifølge konvertibilitetsloven var én pesos (afløste austral som landets valuta) herefter lig én USD. Det var så nationalbankens rolle at garantere valutakursen ved at holde tilstrækkelig med hård valuta, så det dækkede den argentinske pengemængde. I 1992 blev nationalbanken gjort uafhængig og samtidig blev det forbudt for den at låne penge ud eller optræde som garant for lån til både stat, delstater og offentligt ejede virksomheder.

Det så ud til at virke og var medvirkende til den lave inflation i årene efter, men skulle i sidste ende også være medvirkende til at reformprocessen brød samme.

Her vil jeg nøjes med at konstatere, at mens Carlos Menem’s 1. præsidentperiode 1989-1995 (en forfatningsændring i 1994 gjorde det muligt for ham at stille op til endnu en valgperiode) var præget af markedsreformer og privatiseringer, herunder olieselskabet YPF og det nationale flyselskab Aerolineas Argentinas, og antallet af offentlige ansatte faldt med mere end 200.000, skulle det komme til at se helt anderledes ud i hans anden valgperiode fra 1995 til 199, hvor Menem forgæves prøvede at få ændret lovgivningen, så han kunne stille op til en 3. valgperiode.

Men det er at foregribe historien og i første halvdel af 1990erne så det vitterligt ud til at Argentina havde brudt årtiers forbandelse og igen kunne se frem til igen at blive et velstående land. udenlandske investeringer steg hastigt og eksporten steg kraftigt (det gjorde importen dog også).

De strukturelle reformer og den nyfundne stabilitet gav anledning til en periode af meget stærk økonomisk vækst, som på trods af et midlertidigt tilbageslag i 1995 (i forbindelse med den mexicanske krise) kom til at fortsætte frem til midten af 1998, som det også fremgår af nedenstående figur 6, som viser stigningen i indkomst pr. indbygger mellem 1990 og 1998. Den argentinske økonomi var i 1998 således 50 procent større end den havde været i 1990, og argentinernes indkomst pr. indbygger var steget med næsten 40 procent!

Desværre skulle transformationen fra et Argentina “i forfald” til en “vindernation” ikke vare ved. Det er emnet for næste afsnit i historien om “Milei og Argentina”.

Mens Trine Pertou Mach’s svar (Amazons succes ville være umulig uden de offentlige institutioner og den infrastruktur, som resten af samfundet har betalt for) på min kritik er frit tilgængelig, ligger min kronik desværre bag betalingsmur (indtil videre). Af samme grund gør jeg en del ud af at opsummere de væsentligste punkter i dette indlæg.

For det første er Oxfam IBIS beskrivelse af de seneste årtiers økonomiske udvikling lettere absurd.

Men lad os starte med hvad Oxfam IBIS forstår ved neoliberalisme.

Ifølge deres ulighedrapport har ”neoliberalisme været den dominerende økonomiske model siden 1980’erne”. En model, som er ”centreret omkring udvidelse af markeder og individualisme, hvilket har ført til øgede rettigheder, mobilitet og friheder for virksomheder og en tilsvarende reduktion i kollektiv handling, statsregulering og regeringens indblanding i økonomien”.

Denne ifølge Oxfam Ibis ”mangelfulde økonomiske model” indebærer at man har ”udnyttet og forværret forankrede systemer med ulighed og undertrykkelse, nemlig patriarkatet og strukturel racisme, rodfæstet i hvidt overherredømme”, som er baseret på ”arbejdet hos kvinder og racialiserede grupper over hele verden, såsom sorte mennesker, afro-efterkommere, oprindelige folk og historisk marginaliserede og undertrykte samfund”.

Dermed har man gennem “neoliberalismen” kunne ”opretholde en økonomi, der driver en ophobning af rigdom og privilegier til fordel for en hvid patriarkalsk elite”. Man må forstå, at ”den nyliberale økonomiske tænkning ser bort fra eksistensen af identiteter, da den afspejler det hvide overherredømme og patriarkatets interesser og mindsker magtens rolle forbundet med disse identiteter. Disse forankrede systemer opretholder de mange og sammenkædede former for ulighed, der er grundårsagen til fattigdom og uretfærdighed”, (se side 21).

Hvis formålet med “neoliberalismen” (hvad det så end er) har været at bevare hvidt overherredømme og sikrer “patriarkatets interesser”, så er jeg enig med OXFAM IBIS i at den har fejlet fuldkommen de seneste 4 årtier, hvor velstanden (heldigvis) er steget betydeligt hurtigere i en række udviklingslande end i de traditionelle I-lande – som jo er karakteriseret ved at være domineret af befolkninger med Europæisk baggrund (undtaget Japan).

Oxfam IBIS fremstiller et forvrænget verdensbillede

En af mine (og mange andre økonomers) kritik af de årlige rapporter er naturligvis at Oxfam IBIS hvert eneste år mere eller mindre elegant formår ikke at tage stilling til det faktum, at vi gennem de seneste 4 årtier – altså i den periode hvor den “mangelfulde neoliberalistiske model” ifølge samme Oxfam IBIS har været dominerende – har oplevet et historisk fald i fattigdom. Og det er uanset om vi taler om absolut fattigdom, det vil sige at man lever for mindre end svarende til købekraftskorrigerede 2011-$1,90, eller hvorvidt vi bruger de to andre fattigdomsgrænser, som Verdensbanken har introduceret til måling af fattigdom i henholdsvis den lavere og øvre del af mellemindkomstlandene ($3,20 og $5,50)

Til min kritik af at Oxfam IBIS konsekvent kun bruger den højeste fattigdomsgrænse ($5,50) svarer Trine Pertou Mach under overskriften “Ved Niels Westy, hvad brød koster?” [Det ved Niels Westy godt, selv om han foretrækker at bage sine brød selv]

“Verdensbanken introducerede i 2018 nye fattigdomsmål baseret på landenes indkomstkategorier i erkendelsen af, at 1,90 dollars om dagen er et absurd lavt mål for fattigdom i mange lande. WHO vurderede i 2019, at 820 millioner mennesker lever med sultproblemer. Men med Verdensbankens 1,90-grænse lever ”blot” 735 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Hvis Oxfam IBIS kun brugte fattigdomsmålet på 1,90 dollars om dagen, ville det betyde, at vi ikke talte 85 millioner mennesker, der ikke har råd til mad, med blandt de fattige. I vores rapporter benytter Oxfam derfor Verdensbankens øvre mål for fattigdom på 5,50 dollars om dagen. Og for at sætte det lidt i perspektiv: En dagsindkomst på 5,50 dollars svarer til en indkomst på ca. 12.000 danske kroner. Om året.”

Det svar rejser flere spørgsmål, ikke mindst om Trine Pertou Mach overhovedet har læst Verdensbankens begrundelse for indførelsen af de to fattigdomsmål.

Som Verdensbanken selv skriver:

“In 2018, the World Bank presented poverty lines at US$3.20 a day and US$5.50 a day to
reflect national poverty lines in lower-middle-income and upper-middle-income countries, respectively, which underscore that poverty eradication is far from attained once the extreme poverty threshold of US$1.90 a day has been reached.”

Altså præcist hvad jeg skrev i min oprindelige kritik af Oxfam IBIS insisteren på at bruge grænsen på US$5,50. Når Trine Pertou Mach så yderligere omregner de $5.50 til danske kroner og taler om indkomst, så bliver jeg ret beset i tvivl om hvorvidt hun overhovedet er klar over hvad det er man måler og hvordan. Når man (uanset fattigdomgrænse) måler på andel og antal af jordens befolkning som lever for svarende til US$1,90, US$3,50 og US§5,50 (2011 købekraftskorrigerede), skal “svarende til” tages ganske bogstaveligt. Der er tale om en måleenhed hvor der søges taget højde for købekraft og ikke dollar i dagens kurser.

Og netop indførelsen af de to nye fattigdomsgrænser er jo i sig selv udtryk for den historisk hastige fattigdomsreduktion, som er sket i den “fejlslagne neoliberalistiske” tidsalder. Som jeg skriver i min oprindelige kritik i Ræson:

“Ifølge Verdensbanken levede ca. 36 pct. af verdens befolkning under $1,90 i 1990. Ved årtusindeskiftet var det faldet til ca. 28 pct., og i 2017 var andelen reduceret til ca. 9 pct. Med andre ord gik vi fra at leve i en verden, hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år.

Anvender vi den højere grænse på $5,50, som Oxfam IBIS har valgt at bruge, er faldet nok mindre markant, men fortsat betydeligt. I 1990 anslår Verdensbanken, at ca. 67 pct. – altså mere end 2 ud af 3 – levede for under $5,50 om dagen. Frem mod årtusindeskiftet faldt dette kun marginalt til anslået 66 pct. Herefter oplevede man i de efterfølgende to årtier et betydeligt fald, således at ca. 44 pct., altså mindre end hver anden levede for mindre end $5,50 i 2017.“

Trine Pertou Mach undlader naturligvis at medtage at jeg i min kritik faktisk også forholder mig til udviklingen ved den højere fattigdomsgrænse. Med andre ord står min kritik af, at Oxfam IBIS alene forholder sig til denne – samt at man undlader at indsætte den i historisk perspektiv – ubesvaret tilbage.

Dernæst beskyldes jeg for at afholde mig fra at forklare, hvorfor global ulighed er en problematisk størrelse at analysere fra. Jeg må hertil replicere, at Trine Pertou Mach (og Oxfam IBIS) åbenbart enten ikke læser de kilder de henviser til, eller også forstår de ikke hvad de læser (de ønsker det måske ikke?).

For en kritik af Oxfam Ibis brug af Verdensbankens notat om reduktion kontra ulighed, vil jeg henvise til mit indlæg her på bloggen tidligere i år. En særlig “twist” her er, at netop reduktionen i fattigdom målt ved 5,50$ reelt ikke reduceres væsentlig ved nedbringelse af uligheden målt ved gini-kvocienten (og vær opmærksom på man ikke tager stilling til hvordan man nedbringer denne) i forhold til at arbejde for højere økonomisk vækst. For fattigdom målt ved $1,90, altså den grænse som Oxfam Ibis ikke mener man bør anvender forholder det sig anderledes. Det sidste bør sådan set heller ikke overraske nogen. Læs mere her.

Helt galt går det også når Trine Pertou Mach skriver følgende:

“Sker der velstandsstigninger i den fattigste del af verden – uanset hvordan velstanden fordeles på befolkningen – vil det se ud, som om uligheden falder i verden. Det siger bare ikke noget om, hvordan det står til inden for de enkelte lande. Groft sagt bliver den superrige elite global og går på tværs af landegrænser, mens fattigdom er et nationalt problem, landene selv må håndtere. At der kommer flere indiske milliardærer hjælper ikke den indiske bonde, der dårligt kan brødføde sin familie, medmindre man aktivt omfordeler.”

Det er jo korrekt, at det kunne være sådan. Nu forholder det sig bare således, at det ikke er sådan. Den faldende globale ulighed er ikke primært drevet af flere indiske (eller andre) milliardærer. Der er faktisk sket reelle indkomstfremskridt for reelt eksisterende “almindelige” mennesker i en række af verdens fattige lande, illustreret ved nedenstående graf, som viser indkomstudviklingen mellem 1993 og 2013 for de grupper, som ved starten af perioden udgjorde den enkelte decil.

Før jeg afslutningsvis kommer til det med Amazon, hvor Trine Pertou Mach helt åbenlyst viser at hun ikke helt har forstået hvordan værdiskabelse fungerer i en markedsøkonomi, er der ét helt centralt eksempel på Oxfam IBIS manipulerende tilgang i deres årlige rapporter, som skal med. Nemlig svaret til min kritik af Oxfam – IBIS brug af udviklingen i de globale finansielle nettoformuer.

Til den kritik svarer Trine Pertou Mach afslutningsvis, at:

“Niels Westy har al ret til at diskutere metodevalg, insistere på at vi burde ’tale om noget andet’ og droppe vores fokus på formuer. Men for Oxfam IBIS handler det om substansen og det faktum, at millioner af mennesker lever i dyb fattigdom, at det økonomiske system ikke virker tilstrækkeligt for det store flertal, men lader eliterne stikke af. Genopretningen efter COVID-19-pandemien skal skabe et system til gavn for de mange. Nu har vi chancen.”

Med tanke på hvor meget netop udviklingen i de globale finansielle nettoformuer har været et “slagnummer” i Oxfam IBIS rapporter gennem årene, er det fantastisk at det nu blot skal reduceres til en diskussion af metodevalg og være udtryk for at ville “tale om noget andet”.

Et er, som de fleste økonomer (også en del som normalt anses for at være af den mere venstreorienterede slags) er enige om – at udviklingen i de finansielle formuer er et ualmindeligt ringe mål for udviklingen i levestandard for verdens befolkning – noget andet er at man gennem årene konsekvent har fremstillet udviklingen som at de rigestes andel steg på bekostning af de fattigste.

Problemet er bare, at det ikke er korrekt – Hverken i absolutte eller relative termer. Som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen, er de 10 procent mest formuendes andel faldet en smule, (mens den globale formue er steget betydeligt siden årtusindeskiftet), hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Med andre ord er de 90 procent mindst formuendes andel steget de seneste 20 år. Det er lige godt ikke det indtryk man får når man læser de årlige Oxfam IBIS rapporter. Nok snarere tværtom – Læs mere her.

Og så er der den med Amazon. Trine Pertou Mach skriver under overskriften “Amazon er et billede på et sygt system, ikke et forbillede til efterlevelse” at jeg “hylder” Jeff Bezos., og påpeger i den forbindelse, at “Amazon udviser åbenlys konkurrenceforvridende adfærd, driver monopolvirksomhed og mangler grundlæggende respekt for arbejdstagerrettigheder” og bruger det til endnu en gang at skælde ud på den ikke-eksisterende trickle-down teori.

Det er helt korrekt at jeg skriver om Jeff Bezos og Amazon i min kritik af Oxfam IBIS rapport, idet jeg påpeger at :

“når man bruger stigningen i Jeff Bezos formue i 2020 til at fortælle, at denne stigning fordelt ud på Amazons ansatte ville indebære, at de hver især kunne modtage $105.000, kunne man jo også modsvarende påpege, at en grundlæggende årsag til Bezos formuefremgang er, at Amazon leverer en ydelse mange sætter pris på – ikke mindst i disse COVID-19-tider, og at Amazons succes har betydet forskellen mellem at være i arbejde og arbejdsløs i 2020 [Amazon udvidede antallet af medarbejdere med 400.000 i USA sidste år] . Er det så derfor Jeff Bezos startede Amazon? Nej, det gjorde han nok ikke mindst, fordi han så en forretningsmulighed og muligheden for at berige sig selv.“

Jeg hylder nu ikke Jeff Bezos. Når jeg indrager det problematiske i Oxfam IBIS brug af Amazon (og så kan man forøvrigt også undre sig over hvad arbejdsforhold i USA har med global fattigdomsbekæmpelse at gøre), så er de sidste linjer i ovenstående citat ikke uvæsentlige. Det er det afgørende argument for markedskapitalisme. Det er ikke intentionen som tæller, men konsekvensen, eller som Adam Smith så præcist beskrev for 250 år siden i sit måske mest berømte citat:

“Det er ikke på grund af slagterens, bryggerens og bagerens velvilje, at vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi de ser på deres egen interesse. Det er ikke deres menneskelighed, vi henvender os til, men deres egenkærlighed.“

At det også har skabt muligheder og velstand for andre er således et biprodukt. Men det er sådan markedskapitalisme fungerer, og det er måske den største anstødssten for mange. At det ikke er intentionerne, som driver vores velstand, men menneskets iboende ønske om at forbedre levevilkårene for sig og sine. Det gælder, om man er fattig eller rig. Og her har markedsøkonomien – også de seneste 3-4 årtier – vist sig at være den absolut mest effektive metode til at sikre, at menneskets søgen efter egennytte samtidig sikrer mest mulig velstand for flest mulige mennesker.

Men skulle nogen være i stand til at komme med et mere effektivt system til at skabe velstand for ikke mindst verdens fattige, så er de meget velkomne. Indtil videre har alle forsøg på at virkeliggøre ideen om ”en anden verden” – som Oxfam IBIS og andre ynder at tale om – dog ikke ført til mere velstand og bedre levevilkår – heller ikke for verdens fattige, nok mere tværtimod.

Efterfølgende har præsident Sebastian Pinera bedt alle ministre om at gå af, for efterfølgende at danne en ny regering.

Indtil videre har urolighederne, som er de værste siden Pinochet-tiden, kostet op mod 20 mennesker livet og regeringen har bedt FN om at undersøge forløbet og omfanget af overgreb fra myndighedernes side (indtil videre er mindst en soldat anholdt, anklaget for mord). De fleste er omkommet i forbindelse med plyndringer og ildspåsættelse, mens 5 menes dræbt i forbindelse med kampe mellem demonstranter og politi og militær.

Det har med andre ord været meget voldsomt, og hvorvidt det er overstået er endnu uklart. Præsident Pinera’s popularitet er i bund og han har slået den tidligere ”rekord” som tilhørte forgængeren, Michele Bachelet, som kun havde opbakning fra 18 procent af vælgerne da hun gik af. Sebastian Pinera’s opbakning er i de seneste gallupundersøgelser nede på 14 procent.

Straks fra urolighedernes start blev de i de lokale og internationale medier beskrevet som konsekvens af den store økonomiske ulighed, ringe pensionsvilkår og ringe adgang til sundhedssystemet. Herhjemme mente Alternativets Uffe Elbæk, som det fremgår af nedenstående, at urolighederne var konsekvens af ”neoliberalistisme”, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. I det hele taget viser både medieomtale og sociale medier at det vist mere handler om Chiles vej til velstand (sammenlignet med resten af Syd- og Latinamerika) end reel interesse i hvad der egentlig foregår. At Chile gik fra at være blandt regionens fattigste (se ovenfor) til at være blandt de rigeste via frimarkedsreformer, er åbenbart en dødssynd.

For mere om baggrund og det dilemma, som Chile står i, vil jeg henvise til Rasmus Sønderriis, som har boet i Chile sinde 1988, fremragende artikel i POV; “Optøjer og protester i Chile: Giv-de-rige-et-chok-doktrinen“

I dette indlæg vil jeg se lidt på et par af myterne der spredes i disse dage om Chile.

Det handler om ulighed eller?

Det er både rigtigt og forkert når en gennemgående forklaring på urolighederne i medierne er, at det handler om ulighed. Det er forkert på den måde som mange på venstrefløjen forstår det – og at Chile skulle være OECDs mest ulige land, som man har hævdet flere steder i pressen, bl. a. DR, er ikke korrekt. Det er Mexico. Det gør nok ikke den store forskel, for Chile er, sammenlignet med ikke mindst et land som Danmark, præget af meget stor spredning i indkomst og levestandard. Også selv om den har været faldende de seneste årtier, og er på det laveste niveau der er målt (på gini kvotient) nogensinde.

Latinamerika er verdens mest ulige kontinent, også selv om den økonomiske ulighed har været faldende over de seneste tre årtier i de fleste lande. Men som det fremgår af nedenstående figur fra CEPAL, er uligheden i Chile ikke specielt høj efter regionale forhold og ligger faktisk under gennemsnittet.

Det er heller ikke korrekt at Chile kan karakteriseres ved at ”de rige bliver rigere og fattige bliver fattigere”. Rent faktisk er der en del der tyder på at de fattige er blevet mindre fattige end resten af befolkning, i hvert fald hvis de er i beskæftigelse (nedenstående graf er fra CEPAL).

I det hele taget har der været et markant fald i fattigdommen i Chile de seneste årtier, både når man måler på andelen som har mindre end 3,20 USD. og 1,90 USD. (det vi betegner som ekstrem fattigdom), hvilket fremgår af nedenstående to grafer.

Et af de fremhævede problemer har været pensionssystemet. I forbindelse med reformerne i 1970erne, ændrede man pensionssystemet fra et ”pay as you go system” til et kapitaliseret system, hvorefter pensionen afhænger af hvor meget du har indbetalt og samtidig privatiserede man pensionsopsparingen (hvilket mindre meget om det system, de fleste lønmodtagere herhjemme, ikke mindst de offentligt ansatte kender).

Det gjorde man med god grund. Det gamle system, som stammede helt tilbage fra 1930erne var nemlig reelt bankerot. Man fastsatte fra start pensionsopsparingen til 10 procent af lønnen (det gamle statssystem havde en tvungen indbetaling på 11 procent), hvilket er alt for lavt, hvis man skal opnå en pension på de 70 procent af ens løn, som man lovede ved overgangen til det nye system. Ikke på grund af en ringe forrentning – den har siden starten været på ca. 8 procent p. a. – men fordi mange ikke er del af det formelle arbejdsmarked de 37,5 år som var en forudsætning. Og det der med at være en del af det formelle arbejdsmarked er netop et stort problem, da lidt under en tredjedel arbejder i den uformelle (sorte) økonomi. I vid udstrækning konsekvens af et meget reguleret og ufleksibelt arbejdsmarked. Ikke meget ”neoliberalisme” at hente der.

Problemet er grundlæggende at manglende arbejdsmarkedsreformer indebar, at man tog problemet med at det var indrettet af hensyn til de som var en del af den formelle økonomi med fra det gamle system.

Man har siden indført en bund under pensionerne, men den er meget lav.

Man skal selvfølgelig også være opmærksom på at de der for alvor rammes af manglende pensionsopsparing ikke nødvendigvis er de som dominerer protesterne. Som vi tidligere har set det i bl. a. Brasilien i 2013, synes der er at være en overvægt af folk fra middelklassen blandt de (fredeligt) demonstrerende, mens vandalismen primært varetages af folk fra den yderste venstrefløj – som har stor indflydelse i CONTECH (studenterorganisation) – som minder ikke så lidt om de autonome herhjemme (sort blok), som også havde/har både deres Chilenske og Brasilianske pendanter.

Det var heller ikke noget tilfælde at protesterne over egenbetaling i 2011-2013, primært handlede om betaling til videregående uddannelser, selv om det væsentligste problem er grunduddannelserne (folkeskolerne). Chile har målt på PISA-score det bedste grundskolesystem i hele Latinamerika (hvilket dog ikke siger meget), men også den største spredning. Et problem var at det “voucher-system” man indførte finansierede lokalt i kommunerne. Det indebar groft sagt, at offentlige skoler i de fattige kommuner var/er meget ringe, mens kvaliteten er langt bedre i rige kommuner. Et vouchersystem skal naturligvis finansieres via centrale midler. Se også omtalte artikel af RAsmus Sønderriis.

Når det kommer til de videregående uddannelser (hvor man har ændret betalingsbetingelserne, således at børn af af fattige familer modtager offentlig økonomisk støtte), er det også værd at medtage, at andelen af unge, som gennemfører en videregående uddannelse er høj efter Latinamekanske forhold, mens den økonomiske gevinst er den højeste i OECD.

Måske er det også noget helt andet som har været afgørende for at en relativ lav stigning i priserne på offentlig transport antændte de seneste uroligheder og demonstrationer, nemlig den ringe økonomiske vækst de seneste år, sammenlignet med de forgående “boom-år, omend den naturligvis har været langt bedre end i Argentina og Brasilien, hvor man har haft negativ vækst (Venezuela er helt uden for nummer).

Chile er som de fleste andre økonomier i regionen meget følsom overfor udviklingen i råvarerpriserne, og afslutningen på et historisk råvareboom i nullerne – og især udviklingen efter 2014 – har som det fremgår af ovenstående også haft betydning for væksten i Chile.

Men som Pepe Auth fra oppositionen siger i Rasmus Sønderriis artikel:

”Alle taler om, at vi skal mindske uligheden. Glimrende! Men hør lige engang. Den centrum-venstre-koalition af partier, som jeg er med i, førte kampagne i 2013 med et program for at prioritere lighed frem for vækst, hæve skatterne og øge de sociale udgifter. Vi fik en stor valgsejr til Michelle Bachelet fra Socialistpartiet, der blev præsident med flertal i begge kamre af Nationalkongressen, så hun kunne få alle sine lovforslag igennem.

Jeg var med til at iværksætte en række reformer for større lighed: Gratis højere uddannelse for de 60% laveste indkomster, flere penge til gratis børnehaver og skoler, osv. Hvordan gik det så? Bachelet startede med den højeste popularitet nogensinde, og endte med den laveste nogensinde.

De samme borgere, der havde demonstreret for bedre offentlige skoler, var sure over, at de fattige børn fra slummen nu fik lov at gå i skole med deres egne middelklassebørn. Vi blev kritiseret sønder og sammen over, at skattereformen hæmmede investeringer og jobskabelse. Så op til valget i 2017 lovede Sebastián Piñera det modsatte. Nu skulle der fokuseres på vækst med skattelettelser, og vores sociale reformer skulle rulles tilbage. Og han vandt! Der var stor optimisme, men den varede heller ikke længe. Nu er vi tilbage til at snakke om lighed frem for vækst.

Det er der nok ikke så lidt sandhed i. Så i betydningen at blive lovet noget, som man så ikke opnår er det utivlsomt korrekt at ulighed spiller ind – og her er det nok primært middelklassens oplevelse som er afgørende. Det plejer det at være.

Og så skal man selvfølgelig også huske på, at når man taler om “Sydamerikas rigeste økonomi”, så er det samtidig OECDs anden fattigste. Hvis Chile var medlem af EU, ville kun Bulgarien være fattigere.

Både Jonas og jeg anfører, at begrebet stort set kun bruges af kritikerne og da i vidt forskellige betydninger (jeg optalte selv en halv snes uden at få sved på panden). ‘Neoliberalisme’ er kort sagt venstrefløjens synonym for ‘ondt’. Desuden anvendes en taktik, hvor ‘neoliberalismen’ som system erklæres død, hvis blot man kan hævdes at have fået skovlen under én betydning.

Det har ikke fået lov at være imodsagt. Men på forunderlig vis føler jeg mig alligevel bekræftet. Kritikerne har godt nok påpeget, at ‘neoliberalisme’ betyder noget ganske bestemt. Men de har hver deres definition!

Her er blot nogle stykker fra debatten i Information: Kontrol med offentligt ansatte (New Public Management), kontrol med modtagere af overførselsindkomster, mindre offentlig sektor, større offentlig sektor. neoklassisk økonomisk teori, Hayeks politiske filosofi, en politisk tidsånd, en rationalitet defineret og kritiseret af Foucault, klassisk liberalisme, interventionistisk liberalisme, public choice, økonomiske modeller.

Jonas Herby svarede på angrebet i Information nogle få dage senere, og understregede i sit svar hvordan alt, som venstrefløjen øst for Socialdemokratiet mener er ondt, bliver kaldt ’neoliberalt’. Jonas understregede for eksempel hvordan Møller og andre synes at mene, at new public managemen er ’neoliberalt’ og derfor moralsk angribeligt. Men som Jonas skrev, er dilemmaet at ”new public management egentlig er et redskab til at styre en kæmpestat, som ingen liberale vist har bedt om.” Torben Tranæs gav i et twitter-svar – ” Gad vide, hvad de taler om” – også udtryk for den konceptuelle elastik, der bruges af de fleste, når de bruger begrebet ’neoliberalisme.’

En af de klarest tænkte reaktioner mod Møllers angreb var min medpundiktokrat Otto Børns-Petersen, der i Børsen ligesom Jonas bad om konceptuel klarhed. Mange modstandere af ’neoliberalisme’ synes nemlig, som Møller gjorde meget tydeligt i Information, at sætte lighedstegn mellem neoklassisk økonomisk tænkning og ’neoliberalisme’. Som Otto understregede, er neoklassisk økonomi et teoretisk analyseapparat (med ganske stærk empirisk konsistens), og en approach som så forskellige Nobelpristagere som Paul Samuelson, Amartya Sen og Kenneth Arrow har brugt – tre af de mest venstreorienterede pristagere – mens bl.a. Milton Friedman, Vernon Smith og James Buchanan – blandt de tydeligt liberale pristagere – var (og i Smiths tilfælde er) skeptiske overfor dele af det neoklassiske apparat.

Ser man på førende økonomers politiske positioner, passer de næppe med Møllers og andres ide om ’neoliberalisme’ som et konsistent koncept. Spørgsmålet er derfor, hvad ’neoliberalisme’ betyder? Er der en form for kerne i konceptet, eller er det som Otto skrev i Børsen, blot en sproglig diskurs, der kan bruges i en hvilken som helst konkret betydning i en politìsk magtkamp

Jeg skrev kort om problemet for tre år siden i en artikel med titlen ” Does economic freedom really kill? On the association between ‘Neoliberal’ policies and homicide rates”, der blev udgivet i European Journal of Political Economy. Artiklen var et svar på påstande fra to marxistiske kriminologer, der havde påstået, at ‘neoliberal’ politik fører til højere mordrater. For at kunne svare på dette og lignende spørgsmål, må man naturligvis forsøge at indsnævre, hvad de betyder.

Problemet med det er, at begrebet bliver brugt i flæng i både offentlig debat og meget politologisk forskning. En af de klareste diskussioner af det, kan findes i nordmanden Dag Einar Thorsens PhD-afhandling The politics of freedom: A study of the political thought of Isaiah Berlin and Karl Popper, and the challenge of neoliberalism, som han forsvarede ved universitet i Oslo i 2012. Thorsen finder – selvom han i udgangspunktet politisk synes mere på linje med folk, der bruger konceptet – at de fleste kritikere af ‘neoliberalisme’ er tilfredse med at “accord neoliberalism an overwhelming significance, while they at the same time seem quite happy to leave the concept of ‘neoliberalism’ completely undefined, claiming […] that it defies definition.” Han indikerer således, at der eksisterer et koncept, som nogen mener er ondt, men som de ikke behøver at definere.

Thorsen følger dog en tidligere artikel af Taylor Boas og Jordan Gans-Morse, der ikke blot omhyggeligt viser, at der kun er én side i debatten: mange kritikere taler om farerne ved ’neoliberalisme’, men stort set ingen kalder sig neoliberalister. De finder dog også, at det tætteste man kan komme på en eller anden form for kerne i det tågede koncept, er den såkaldte Washington-konsensus. Konsensussen, der i sig selv er et både tåget og forhadt begreb, synes tæt på rendyrket ‘neoliberalisme’, når man læser omtalerne. Problemet med det er, som jeg også selv påpegede i 2015-artiklen, at store dele af Washington-konsensussen er almindelig fornuft. De ti elementer, som Oliver Williamson i sin tid pegede på, handler om f.eks. finanspolitisk disciplin – man kan ikke på langt sigt bruge flere midler, end man får ind i indtægter – og om afskaffelse af handelsbarrierer og kapitalkontrol, der begrænser udenlandske investeringer. Det førstnævnte er måske upopulært, men stadig et grundvilkår for enhver regering, mens det andet element er noget, der går på tværs af almindelige partiskel: Både højre- og venstrefløj støtter en liberalisering af international handel, mens modstanden skal findes på en anti-økonomisk fransk venstrefløj og blandt økonomisk analfabetiske nationalkonservative, der tæller både Donald Trump og visse danske stemmer.

Konsensussen inkluderer også mere ideologiske elementer som privatisering af statsejede virksomheder, offentlig afregulering for at øge markedskonkurrencen, lavere og mindre progressive skatter med en bredere skattebase, og finansielt oversyn, som det dog er de færreste økonomer der taler imod, uanset deres partitilhør. Sidst men ikke mindst er en baggrundsfaktor for det hele de institutioner, der omhyggeligt beskytter den private ejendomsret. Der er næppe mange udenfor de mest sekteriske marxistiske kredse, der ikke længere støtter solide, politisk uafhængige retsvæsener, der beskytter folk og deres ejendom.

Selv Washington-konsensussen kan derfor ikke stå ind for en kerne af det, mange påstår er ’neoliberal’ politik. Det er for eksempel almindeligt at klage over Trumps handelspolitiske protektionisme som ’neoliberal’ politik, mens der i Frankrig klages over reformforslag af EU’s landbrugs- og handelspolitik som ’neoliberale’. På samme måde kan der hurtigt klages over stærke retsvæsener, der beskytter visse menneskers ejendom, mens de hyldes når de beskytter andre menneskers lige så lovlige ejendom. End ikke når man er meget venlig og tager konsensussen som en slags nogenlunde konsistent kerne af ’neoliberal’ tænkning, kan man komme meget videre mod, hvad der ligger i konceptet.

Dykker man ned i diskussionen om, hvad ’neoliberalisme’ faktisk betyder, er man tvunget til at nå den tankevækkende konklusion, at ‘neoliberalisme’ er et koncept, der er helt tomt for faktisk indhold. I en konkret forstand betyder det intet, og det er umuligt at bruge konceptet i nogen som helst evidensbaseret kontekst. Men som Otto meget rigtigt skriver i Børsen, afholder det ikke modstandere på venstrefløjen af politik, de ikke kan lide, fra at bruge det. Deres diskussion, og deres modstand, eksisterer blot i en post-faktuel, postmoderne parallelverden, hvor det er fuldstændigt ligegyldigt hvad noget betyder, og alt handler om at udøve magt.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

Disse spørgsmål var jeg torsdag inviteret i mit yndlingsprogram Cordua og Steno for at diskutere. Citatet om liberalismens menneskesyn stammer fra en klumme af den nu erklærede konservative Kristian Ditlev Jensen. Den kom heldigvis ikke til at fylde noget særligt. Den var i enhver henseende under lavmålet. Og Jensen mødte ikke op til debatten; det gjorde den konservative Nikolaj Bøgh derimod, og han havde interessante og relevante synspunkter at bidrage med.

Klummen kunne dog alligevel tjene som en – nærmest karikeret – illustration af nogle problemstillinger i ”den borgerlige samfundsdebat” (udover ironien i, at Jensen ikke alene kom med en række grove beskyldninger helt uden referencer, men samtidig tillod sig at beklage sig over ”bondsk mangel på almen dannelse” hos politikerne, og at ”begrebet ’ekspert’ pludselig er noget dårligt”).

Det er rigtigt, at en stor del af den interessante samfundsdebat foregår blandt borgerlige. Venstrefløjens postmoderne genopfindelse af sig selv efter Murens fald er ikke vitaminrig. Den er groft sagt gået fra den doktrinære marxismes overbevisning om at have opdaget historiens materielle, objektive bevægelseslove til den postmoderne opfattelse af, at alting er sprog og magtrelationer. Virkeligheden er blot en ’diskurs’, man kan erstatte med en anden, og klassekampen er blevet til identitetspolitik.

Der er dog også en bagside ved populariteten for den borgerlige debat. Den har tiltrukket en gruppe af ”borgerlige debattører”, som ikke har meget andet at byde på end letbenede godtkøbsbetragtninger og bombastiske postulater, der sjældent er underbygget af systematiske fakta eller teoretisk kontekst. Ofte bliver der ekstrapoleret ud fra personlige oplevelser, og modstanderne bliver underkastet moralsk fordømmelse. Denne tilstrømning er altså ikke nogen ubetinget berigelse.

Det er for mig at se desuden en god del afsmitning fra den postmoderne venstrefløj hos visse af disse ”borgerlige debattører”. Ditlev Jensens udfald mod liberalismen ligger f.eks. i direkte forlængelse af kritikken af ”neoliberalismen”, som er blevet en fællesbetegnelse for alt, kritikerne opfatter som ondt og dårligt. Det er alt fra blind satsning på økonomisk vækst som det eneste sagliggørende, new public management, krig, økonomisme og grådighed, som samles i dette bekvemme samlebegreb, der så tillægges ansvaret for ulighed, global opvarmning, fattigdom, stress og materialisme. Der bliver sjældent peget på konkrete referencer – undtaget dog f.eks. Naomi Kleins forvanskede fremstilling af især Milton Friedman.

Det er som sagt udmærket med en intern borgerlig debat, hvis den altså er meningsfuld og frugtbar. Det ligger ikke i borgerlighedens natur, at man skal være enige om alt. Det gælder ikke kun en debat mellem konservative og liberale – men også mellem forskellige slags liberale og forskellige slags konservative. Men for at kunne tale om ”borgerlige” må der nødvendigvis være et minimum af fælles projekt. I dag kan man godt frygte, at borgerligheden højst har det til fælles, at dens debattører opfatter sig selv som ikke tilhørende venstrefløjen. Det er for lille en platform til at give mening.

Hvad kunne være et bud på en meningsfuld fællesnævner? Efter min opfattelse kunne det være princippet om, at der skal være grænser for politik. Hvor grænsen skal gå og hvorfor, kan man diskutere. Men ikke at den skal være der. Det betyder også, at borgerlig politik er, hvad man kunne kalde anden-ordens-politik. Den går ikke ud på at realisere et helt bestemt resultat, men at sikre borgerne en privatsfære at handle frit indenfor.

President Clinton and the International Monetary Fund have shifted into overdrive in their effort to save the economies of Indonesia, the Philippines, South Korea and Thailand–or, to be more accurate, to save the pocketbooks of international investors who could face a tide of defaults if these markets are not now shored up. But this must be the last time that the IMF acts in this capacity. If it is not, further bailouts, unprecedented in scope, will follow.

Sådan skrev George Shultz, William Simon og Walter Wriston i Wall Street Journal ( Who needs the IMF ) om fondens rolle i Asienkrisen tilbage i 1997-1998.

Som bekendt var det ikke sidste gang vi oplevede internationale finansielle kriser og lande med betalingsvanskeligheder. Blot 3 år senere opgav Argentina ved årsskiftet 2001/2002 at honorere sine internationale forpligtigelser og lod pesos flyde, efter IMF (endelig) havde opgivet at yde fortsat kredit.

Alle kriser har naturligvis deres særlige forløb, men et fællestræk synes at være, som Atish R. Ghosh, Jonathan D. Ostry og Mahvash S. Qureshi kommer frem til i “When Do Capital Inflow Surges End in Tears? ” fra maj nummeret af American Economic Review, at:

…….while changes in global conditions have an important bearing on crisis susceptibility, countries that allow the buildup of macroeconomic and financial vulnerabilities during boom times, and which receive mostly debt flows, are significantly more likely to see capital inflow surge episodes end in a financial crisis.

Ikke overraskende er risikoen for at en periode med kraftigt inflow af kapital ender i en finansiel krise i høj grad afhængig af den førte politik inden krisen.

IMF og neoliberale reformer

I en artikel af Jonathan D. Ostry, Prakash Loungani og Davide Furceri fra IMF, hvor man under overskriften “Neoliberalism: Oversold?” ser kritisk på dele af IMF’s traditionelle policy-forslag – først og fremmest deregulering af kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – har skabt en del furore de seneste dage.

På den ene side anerkender og understreger man, at den stigende internationale handel (frihandel) har “frelst” mio. af mennesker fra fatttigdom”. At direkte udenlandske investeringer ofte har indebåret overførsel af teknologi og know-how til udviklingsøkonomier, mens privatisering af statsejede virksomheder har indebåret kvalitetsforbedringer og mindsket presset på de offentlige finanser.

På den anden side mener man dog, at andre dele af den “neoliberale agenda” – frie kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – ikke har leveret som forventet. Som forfatterne skriver:

An assessment of these specific policies (rather than the broad neoliberal agenda) reaches three disquieting conclusions:

•The benefits in terms of increased growth seem fairly difficult to establish when looking at a broad group of countries.­

•The costs in terms of increased inequality are prominent. Such costs epitomize the trade-off between the growth and equity effects of some aspects of the neoliberal agenda.­

•Increased inequality in turn hurts the level and sustainability of growth. Even if growth is the sole or main purpose of the neoliberal agenda, advocates of that agenda still need to pay attention to the distributional effects.

I realiteten er der tale om en artikel, som i vid udstrækning opsummerer forfatternes egne konklusioner i tidligere analyser og arbejdspapirer, hvoraf vi her på bloggen har beskæftiget os med ikke mindst de som omhandler sammenhængen mellem vækst og indkomstfordeling.
Se bl.a. “IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri” og “IMF om ulighed og vækst (måske)“.

Og som Christian Bjørnskov påpeger efter at have analyseret Ostry o. a. metode:

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Spørgsmålet er nok også, hvorvidt politikfejl ikke også er den væsentligste grund til de boom & bust episoder man har oplevet – og som “neoliberal” vil man også tilføje selve eksistensen af IMF.

Problemet er vist primært, som Milton Friedman på et tidspunkt påpegede, netop med tanke på IMF (efter Bretton-Woods sammenbrud):

“The IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. ” “the IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. “

Og hvis man skal svare på Ostry o. a. spørgsmål “Neoliberalism: Oversold?” så er spørgsmålet vel mere hvorvidt IMF og dets ageren ikke i sig selv netop er det modsatte af hvad “neoliberalisme” står for, hvis vi bruger det udtryk.

For som Milton Friedmans mangeårige faste medforfatter, Anna Schwartz, skrev i “Time to Terminate the ESF and the IMF“:

Defenders of the IMF as an international lender of last resort are misinformed since the IMF does not and cannot serve that purpose……..[IMF] should be abolished, not reformed, because they are not needed to resolve currency crises and they preclude superior solutions.

PS.
Jeg skal lige understrege, at der produceres masser af godt materiale i IMF (og OECD for den sags skyld) – ikke mindst data, som indgår i den fortsatte økonomiske forskning.

“Kristendommen stod stærkt i det tidligere hierarkisk opbyggede samfund, der var dominerende indtil 1980erne, hvorefter nyliberalismen vandt frem. Indtil 1980erne byggede samfundet på stærke kollektiver og tydelige hierarkier, og her passede den traditionelle kristendom ind.”

Altså: Menneskeheden indtil 1980erne: Kristen og kollektiv.  Siden da “nyliberal” og …?