Den internationalt anerkendte Arye Hillman fra Bar-Ilan universitetet i Tel Aviv præsenterede i denne uge et nyt studie, foretaget sammen med hans vietnamesisk-canadiske kollega Ngo Van Long (McGill), ved den årlige Australasian Public Choice Conference, der i år var på Deakin University i Melbourne. Hillman, der har skrevet en af de mest brugt lærebøger på området, benægter på ingen måde de uheldige indflydelser fra klassiske særinteresser eller fra behovet for popularitet. Han og Long analyserer blot, hvordan en helt bestemt ambition kan få politikere til at opføre sig endnu mindre i samfundets generelle interesse: Muligheden for at få en karriere i en international organisation, efter de forlader national politik.

Hillman og Longs stærkeste eksempel er muligheden for at få Nobels Fredspris, men analysen gælder mere generelt internationale karrierer. Pointen er ganske simpel: Politikeres adfærd er bestemt af de incitamenter, der har. Disse kan være ideologiske, at tækkes særinteresser, de kan i visse tilfælde være at gøre det rigtige, og de er i alle tilfælde styret af ønsket om at blive valgt. Men for visse ledende politikere, kan muligheden opstå for at de på et tidspunkt kan få en international karriere. Dette incitament indebærer, at deres adfærd også bliver påvirket af, hvordan de opfattes af det, der ofte kaldes ’det internationale samfund’. Med andre ord: Hvordan opfattes deres politik og opførsel af centrale spillere, der er formet af internationale organisationer som FN, EU og Nobelkomiteen i Oslo?

Politikere kan således ændre sig over tid når denne type muligheder opstår for dem. Det vil typisk indebære, at de begynder at kommunikere anderledes, når de har realistiske, internationale ambitioner. De kan også presse på for at føre politik, der i højere grad enten gavner særlige organisationer eller er mere konsistente med deres mission. En ledende politiker, der pludselig nævnes som et bud som EU-kommissær eller kommissionsformand, vil have et personligt incitament til pludseligt at blive mere positiv overfor EU, og overfor særligt franske og tyske ambitioner i EU.  Er der en toppost i FN i udsigt, vil politikeren sandsynligvis presse på for at landet ’deltager’ mere internationalt, eller retter bistandspolitik og andet ind efter FNs præferencer. I alle tilfældene vil der være til personlig gavn, at landets politik ændres i en bestemt retning, fordi det vil øge den pågældende politikers chancer for at få en international toppost – eller i Hillmans yndlingseksempel, at modtage Nobels Fredspris.

Mens det bestemt ikke er en rar tanke, at ledende politikere kunne have den slags tilskyndelser til at skævvride deres lands politik, er det ganske let at finde eksempler på politikere, der stod i situationen. I Danmark havde Poul Nyrup, Helle Thorning og Anders Fogh alle tydelige internationale ambitioner og dermed en personlig plan for deres liv efter dansk politik. Margrethe Vestager, der ofte var en fornuftens stemme i ellers tåbelige diskussioner om dansk økonomisk politik, er i sin funktion som konkurrencekommissær i stigende grad ivrig efter at finde multinationale virksomheder at angribe og regulere. Hun taler nu om fairness overfor forretningsinteresser (se f.eks. dette interview i the Guardian). Hendes belønning har været, at hun nu er blandt favoritterne til posten som kommissionsformand.

Folk er ofte skeptiske overfor studier i public choice, der som Hillman og Long insisterer på at undersøge politikeres personlige incitamenter. Det var heller ikke anderledes til konferencen i Melbourne, hvor flere tydeligvis ikke brød sig om analysen. Men ser man med åbne øjne ud i verden er det alt for let at opdage: Politikere er ligesom andre styret af deres incitamenter, og langt de fleste af deres incitamenter er afskyelige.

Mens vi her på stedet ikke er bange for at have holdninger – personligt eller ideologisk begrundede – er det i denne sammenhæng en anden måde at se prisen på. Denne er spørgsmålet om, hvor empirisk eller faktuelt begrundet, prisen er. Sagt på en anden måde, hvor velbegrundet er ideen om, at EU har bidraget til at holde fred i Europa.

Et første punkt er naturligvis spørgsmålet om, hvilken fred der er holdt i Europa. Indenfor unionens mure er der ikke udbrudt krige eller sket andre deciderede fjendtlige handlinger. Man kan også argumentere for, at det formaliserede samarbejde i Bruxelles har gjort politiske diskussioner mere civilisererede – i det mindste på overfladen. Men ser man lidt længere udover van Rompuys næsetip bliver det sværere. Nogle vil nok indskyde, at de seneste års ændringer i centralbankens og kommissionens politik i betragteligt omfang formaliserer et sydeuropæisk tyveri af nordeuropæisk velstand, når man automatiserer overførsler og gældseftergivelse. Det er næppe noget, man får en Nobelpris for, eller noget der bidrager til politisk fred på den længere bane. Men det kan man selvfølgelig indtil videre afvise som et ideologisk synspunkt.

Værre er det dog, at tesen om EU-freden på to andre områder må være ganske svær at sluge for langt de fleste samfundsforskere. Et punkt nummer to er nemlig, at det man ikke kan argumentere for, at EU har holdt fred i Europa, hvis man definerer Europa bredere end blot de lande, der er formelle medlemmer af EU. Krigene i eks-Jugoslavien gjorde unionen praktisk taget intet for at afværge eller dæmpe. Det mere konkret fredsbevarende arbejde i regionen har NATO stået for, med EU som en meget utilbøjelig ’hjælp’ efter krigene var overstået. De tumultariske tilstande i Ukraine – et land der i det mindste i en geografisk forstand er europæisk – har heller ikke været noget, EU på nogen måde har kunnet afværge. Og hvis man vil brede begrebet ’fred’ mere ud, hvor godt ser det så ud, når Hviderusland stadig er et kommunistisk diktatur og Ungarn er på vej væk fra de facto demokrati?

Det værste er dog punkt nummer tre, den rent empiriske påstand. Der er ganske enkelt ingen eksempler på demokratiske lande, der er gået i krig mod hinanden. Det eneste eksempel på et demokrati, der har erklæret krig mod et andet demokrati, er Storbritannien, der pga. en international aftale var tvunget til at erklære Finland krig, da Sovjetunionen overfaldt landet i 1940. Briterne gjorde som bekendt intet, da de bestemt ikke havde tænkt sig at gå i krig mod det lille, nordiske land. Al erfaring – og lad mig gentage, al erfaring – peger på, at de europæiske lande ville have holdt fred med hinanden helt uanset om EU havde eksisteret eller ej.

Uanset hvor i verden man ellers har haft demokratier som naboer, har landene holdt fred og foået at samarbejde. At påstå at det er på grund af den politiske konstruktion EU er intet andet end latterligt. Årets Nobelpris er derfor lige så latterlig som den påstand, det ligger til grund for den.

First-Year Grad Student Wins Nobel Prize in Economics!

From the Associated Press (with some light editing):

Pfuffnick’s Nobel Economics Prize triumph hailed by many

LONDON — The surprise choice of first-year graduate student Quintus Pfuffnick for the Nobel Prize in Economics drew praise from much of the world Friday even as many pointed out the youthful economist has not yet published anything in scholarly journals.

The new PhD candidate was hailed for his willingness to tackle difficult problems, his commitment to improving the economic system, and his goal of bringing efficiency and equality into harmony.

Professor Paul Krugman of Princeton, who won the prize in 2008, said Pfuffnick’s award shows great things are expected from him in the coming years.

“In a way, it’s an award coming near the beginning of the first year in grad school of a relatively young economist that anticipates an even greater contribution towards making our economy a better place for all,” he said. “It is an award that speaks to the promise of Mr Pfuffnick’s message of hope.”

He said the prize is a “wonderful recognition of Pfuffnick’s essay in his grad school application.”